torsdag, maj 28, 2009

Sinne Eeg: Remembering you (EMI)

Ud i det internationale

Nej det er ikke en ny Sinne Eeg plade, kun en smule. Den blev udgivet for et år siden under navnet Kun en drøm, der indeholdt 7 velkendte danske sange fra før tiden var gået af lave, samt 5 amerikanske standards. På den nye udgave af pladen er flere af de danske sange blevet oversat til engelsk af Lisa Freeman. Jeg snakker med mig selv er blevet Talking to myself og så fremdeles. Pladen er blandt andet lavet med henblik på udgivelse på det japanske marked, hvor engelskkundskaberne nok er bedre end danskkundskaberne. Japanske jazzlovers har en forkærlighed for standards og dem er der så syv af på den nye version, så de bliver ikke helt snydt. Men de bliver også overrasket. På Aage Stentofts fantastiske Månestråle spiller Randy Brecker trompet og han troede at nummeret var en jazzstandard han ikke kendte, på engelsk er den blevet til Moonbeams. Gå med i Lunden er forsvundet fra den internationale version og erstattes af It's alright. Dansevise er faldet ud til fordel for My one and only love - iøvrigt med strygere. Spring can really hang you up the most fremføres nu på det originale sprog, hvor den på Kun en drøm var blevet til Der er ikke noget der rager mig.
Pladen har muligvis bonuskvaliteten, at helt unge danskere vil opdage en fantastisk sang som Hvorfor er lykken så lunefuld i den engelske version Why is love so unpredictable og næppe vil tro at den fløjtede tipoldefar lystigt med på i 30'erne.
Bonusinfo:
Sinne Eeg optræder på festivalerne i København og Kongsberg med en trio bestående af Lars Jansson, Mads Vinding og Morten Lund.
Sinne Eeg: www.sinnemusic.com

Ingen kommentarer: