mandag, august 31, 2009

Movits!: Äppelknyckarjazz (Boheme Music/BD Pop/Universal)

Æblerovsjazz med Movits, mon frere

Äppelknyckarjazz er svensk for æblerovsjazz. Duoen er gået på rov i musikhistorien og er kommet hjem med nogle saftige swingæbler. Duoen hedder Movits, opkaldt efter personen i Carl Michael Bellman's Fredmans Epistler. Brødrene Mördar-Anders og Johan Jivin' Rensfeldt udgør en hip hop duo, der burde blive det næste svenske hit i Danmark efter Promoe's Svennebanan. De spiller akustisk swingende hip hop med en god dosis jazz, folk, lindy-hop og gode tekster.
Pladen indeholder en perlerække af gode sange. A-Kasse Blues sender en masse musikalske hilsner til Cornelis Vreswijk. Det er sand fornøjelse, at høre det i en så fin nutidig og original aftapning. Pladen starter med Ta på dig dansskorna, der er et mere end dansevenligt rip off af Benny Goodmans Sing sing sing. Fel del av gården er pladens umiddelbare hit, der straks sætter sig i benene.
De stammer fra Luleå og der er ikke meget storstad over dem. De placerer sig istedet i et originalt musikalsk univers, med masser af akustiske instrumenter; guitar, saxofon (spillet af Joakim Nilsson), harmonika og en masse andet godt.
Hip hop og jazz er ikke nogen ny forteelse og jeg kom til at tænke på Lucas with lid off fra 1994, med den danske rapper Lucas (hvad blev der egentlig af ham?). Her var det også den gamle swingjazz der dannede grundlaget. Movits har alligevel fat i noget godt og originalt. Specielt skal de roses for deres brug af akustiske instrumenter, der giver pladen dens velspillede, lækre og organiske sjæl.
Bonusinfo:
De medvirkede i det amerikanske TV-show The Colbert Show i slutningen af juli, hvor de i det hele taget er blevet hypet en del. Deres plade er i USA også udgivet af The Comedy Central, der står bag TV-showet. Sangen røg ind som nr. 1 på iTunes' og Amazon.com's Hip hop hitlister efter, at de havde medvirket i programmet.
My Space: http://www.myspace.com/movits
Movits: www.movits.se (her kan du downloade titelsangen ganske gratis)

Ingen kommentarer: