onsdag, december 01, 2010

Thomas Clausen Sxtet: Spanish blue (Stunt)

Stringent og mangeartet
Som hos Chick Corea har den spanske musik haft en tiltrækning i pianisten Thomas Clausen. Nu har det udløst et helt album, hvor han mest har brugt det spanske som et stemningsbillede. For musikken er ikke specielt spansk.
Trioen med Thomas Fonnesbæk på bas og Karsten Bagge på trommer, som han i 2007 lavede Back to basics sammen med er udvidet. Med tilføjelsen af Peter Fuglsang på sax og klarinet, Per Gade på guitar og Paolo Russo på bandoneon er han i stand til, at udvide den musikalske palet. Fusion, latin, tango og europæisk klassisk musik er nogle af elementerne på pladen hvor jazzen er fundamentet. Hvis man er bekendt med Dino Saluzzi Group og specielt noget af det, de har lavet i de senere år er man godt klædt på til Thomas Clausen Sxtet.
Men det er alligevel en Thomas Clausen plade, hvor man aner tilknytningen til det danske i Clausens musik. Prøv feks. at lytte til Elegy, hvor man tages med på en flyvetur ud i den danske natur. Den varme luft og blå himmel, vinden i håret mærkes og minderne svæver rundt i en stemning af tristhed over svundne tider. Men også en glæde over at man har minderne med sig.
Thomas Clausen har lavet en plade der står stærkt i den store mængde af plader, som han efterhånden har lavet. Kombinationen af de mange forskellige stilarter i et ensartet og stringent udtryk klæder pladen.
Bonusinfo:
I CD-hæftet er der billeder fra bogværket og udstillingen Danmark under forvandling, hvor topfotografer har taget billeder af den danske natur.
Thomas Clausen: www.thomasclausen.com

1 kommentar:

Bärbel Rücker | Tanzbar sagde ...

Fusion, latin, tango og europæisk klassisk musik lyder som en spændende blanding. Den danske tango scene glæder sig til ny toner.

vh
Bärbel Rücker | Tanzbar