mandag, februar 28, 2011

Jens Winther er død

En af de helt store personligheder i dansk jazz er ikke blandt os længere. Trompetisten og komponisten Jens Winther havde et væsen der strakte sig ud over personlige og musikalske grænser.
Han døde, 50 år gammel i torsdags af en hjerneblødning i sit hjem i Geneve.
Hen over weekenden har flere musikere udtrykt deres sorg. Her er et lille udvalg fra nogle af dem som Jens Winther har spillet med.

Lennart Ginman:
"Tusinde tak for alt kære Jens. Vi har spillet meget sammen. Indspillet og rejst. Jeg har nok aldrig mødt et menneske, som kunne angre med så oprejst pande som du og nok heller ikke set en, som kunne træde så massivt i spinaten. Præcis som med dit trompetspil, afskyede du ligegyldigheden og middelmådigheden. Svært at forstå vi aldrig skal spille igen."
Ginman og Winther spillede bla. sammen på Jens Winthers The Planets fra 1995, der fik en dansk jazzgrammy året efter. Om den siger Ginman:
"Vi havde et frit koncept/udtryk som Jens altid var flad af grin over: "Lad os jamme en ballade". Han var en af de bedste free' musikere, jeg nogensinde har spillet med. Han slog ofte de andre musikere af og spillede trompet/bas."

 
Thomas Agergaard:
"Lyt til Jens' værk Angels. Jens kom flere gange forbi, så gik vi en tur. Jens' trompet spil stod altid mellem livet og døden. Vi havde mere til fælles end mange ved. Du efterlader mange ar, som jeg havde håbet du ville nå at hele, Du viste det godt og du græd over dig selv, til tider i en afgrunds dyb fortvilelse, nu er du rejst derhen hvor din musik altid søgte. Farvel så længe." 
Agergaard tilføjer
"Jens kom her nogle gange uanmeldt, første gang hørte jeg pludselig en der gik og kaldte på mig, fra nabohaven, så var det Jens. Vi havde planer om at skulle spille sammen mange gange. Sidste år forsøgte vi med Copenhagen Jazz festival, men det kom der ikke noget ud af. Der er mange som har haft voldsomme oplevelser med Jens, men aldrig mig, tværtimod var han meget skrøbelig og havde meget let til tårer."

Morten Lund:

"Kære Jens. Når man spillede musik med dig, var der altid højere til himlen, og man forstod at en Blues i F kunne- og skulle gælde liv og død. Du har frustreret mig mere end nogen anden, men du har fandme også givet mig nogle af mine største- og mest intense øjeblikke på scenen. Nu er du fløjet bort til dine elskede planeter...1000 tak for alt og lykke til på rejsen."

Carsten Dahl:
"Min gode ven Jens Winther er død. Jeg kan ikke fatte det! Du var okkult og mørk. Jeg var religiøs og lys. Vi var magneter sammen i musik. Vores spirituelle snakke og vores grin og gråd var noget virkelig sjældent. Jeg sender lys og bøn til dig...og solen...du ved besked!"

På Jens Winther side jenswinther.net er der mange gode musikeksempler fra en stor og alsidig musikkarriere.

1 kommentar:

  1. Ole Matthiessen8:48 PM

    "Har kendt Jens siden 1980, hvor vi havde grupper sammen først Agapa med Præstholm og Bjarne Roupe og senere Fourrunner med Uffe Markussen og Ole Streenberg. Siden hen fulgte jeg hans første forsøg som komponist for stort orkester (hvor Quincy Jones' Ironside tema lå som et slags aum i baggrunden). Sidenhen produktion af flere af hans pladeindspilninger. Fræk som en slagterhund, egocentreret, irriterende, stadigvæk i bund og grund en countryboy, altid afprøvende grænser, klar i spyttet, irriterende, umådelig sød, optaget af sindets mørke sider. Fik musikalsk sagt sluttet cirkelen, da vi spillede nogle numre sammen på hans 50 års fødselsdag i efteråret. Håber at DR nu endelig får udsendt de to cder han indspillede med DR Big Band for nogle år med ny original musik. Tankerne går til Malene og Carl.
    Ole Matthiessen

    SvarSlet