søndag, marts 24, 2013

Maria Faust Jazz Catastrophe (Barefoot Records)


Hun viser sig endnu en gang fra en ny side. Den estiske altsaxofonist Maria Faust, der bor i København har udvidet Maria Faust Groups 7-8 medlemmer til det dobbelte. Hun kalder dem for Jazz Catastrophe. Katastrofen er den ulmende og ildevarslende stemning der bobler i musikken. Brister boblen? Kommer katastrofen? Ja, det tør nok siges. Sang, 2 trompeter, 4 sax'er, trombone, tuba, guitar, klaver, 2 basser, trommer og fløjte bruger Faust i Jazz Catastrophe. Det er musik der bevæger sig mellem det skarpt iscenesatte, det nedskrevne, improbulder og eksplosioner.

Faust er ikke bange for at lave musik der gør nas. Denne gang illustrerer hun det ret tydeligt på coveret. Her har den estiske kunstner Kiwa lavet billederne med titlen In the Penal Colony. Franz Kafka's roman Straffekolonien har givet titel til billeder af brændemærker lavet af kabler med stik (eks: RCA Phono plug eller Apple 30-pin dock connector). Det er ikke afslappende at se på. Det er Faust's musik heller ikke, at lytte til. Når du så til gengæld investerer dig selv i musikken, så er der åbent for oplevelser langt ind i sindet. Erfarne musikere fra den danske improjazzscene er med til, at løfte Faust's idéer ud i virkeligheden. Kasper Tranberg, Tobias Wiklund og Lars Greve er nogle af blæserne. Mens pianisten Morten Pedersen banker hul i klaveret på pladens første nummer.
Bassisterne Adam Pultz Melbye og Nils Bo Davidsen støder sammen med tubaspilleren Kristian Tangvik på nummeret Vladimir. Pladens store force er at Faust kommer omkring alle musikerne. Hun bruger dem og har med tilføjelsen af vokal (Qarin Wikström) sat endnu en dimension på. 

Maria Faust Jazz Catastrophe er et demokratisk freejazz-ensemble med et kvindeligt statsoverhoved. Følelserne sidder udenpå - og det bliver brugt til noget! Maria Faust Jazz Catastrophe er en oplevelse der ikke glemmes lige med det samme. Der er kommet brændmærker i mine ører - spørgsmålet er om der også kommer ar.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar