mandag, maj 20, 2013

KortJazzNyt Uge 21 2013


Der er kommet en masse plader dumpende ind ad brevsprækken den seneste tid. Lige nu er stakken på over 30 plader, der venter på at få en anmeldelse. Jeg vil forsøge at lægge en ny anmeldelse på bloggen hver dag i den kommende tid. Så det handler bare om at følge med, hvis du vil være oppe på jazzbeatet.

Juni bliver Girls in Airports måned. Der kommer et nyt album med dem, d. 7. juni og Arte TV viser en koncertoptagelse med dem. Hvis det er svært at vente, kan du i mellemtiden fornøje dig med den amerikanske kvartet The Vintage Modernist's udgave af Girls in Airports nummeret Little Baby Monkey.

I Køge er der atter Modern Jazz Days. I dagene 7.-8. juni er der gratis jazz på Søndre Havn i Køge. Fra fire scener vil man kunne høre Ginman/Dahl/Osgood/Løvdal, Tue Track & Sten Rock Live Remixing, SOMO 3 w. Søren Møller (DK/SE), Kasper Moliin Quartet (DK/HU/GR/SE), Swing Republic w. Kappel & Marott, Surf in Stereo, The KutiMangoes og Aakjær Trio feat. Simon Thorsen.

Der er selvfølgelig også jazzfestival i København. Copenhagen Jazz Festival vælter ud over byen fra d. 5. til d. 14. juli. De internationale navne er offentliggjort og personligt ville jeg da ikke have noget imod en koncert med Bill Frisell & The Big Sur Sextet eller basdrengene Marcus Miller og Richard Bona på Det Kgl. Teater. Men ellers er det jo ude på de mange små scener rundt omkring, at de fede oplevelser står og venter.

Ingen kommentarer: