mandag, november 18, 2013

Yeahwon Shin: Lua ya (ECM) >> Youn Sun Nah: Lento (ACT)

De er begge fra Sydkorea og synger. Det er ikke fordi der er opstået en ny genre der hedder K-Jazz, ligesom poppen har oplevet K-Poppen rykke grænserne for popbands ud i det ekstreme. Det er vist bare en tilfældighed der er skyld i, at jeg har to asiatiske jazzplader på mit bord. De har ellers ikke meget til fælles.

Aaron Parks indspillede solopladen Arborescence i Mechanics Hall i Worcester, der har en fænomenal akustik med den koreanske producer Sun Chung. Sangerinden Yeahwon Shin var tilstede og de ville teste akustikkens formåen, når Parks og Shin spillede og sang. Det forløb så fantastisk at de fem måneder senere returnerede sammen med akkordionspilleren Rob Curto. Det er blevet til et næsten ordløst album, hvor stemme, flygel og akkordion kommunikerer på mageløs vis. Aaron Parks er tidens helt store lyriske jazzpianist. Hans følsommen touch og Shin’s morgendis-smukke stemme er blevet til et album tilegnet mødre og børn. Jeg er ingen af delene og fik alligevel en stor oplevelse.
Der er en storhed og patos i Youn Sun Nah’s stemme, som var hun med i en Broadway-musical. Det er teknisk veludført. Jeg blæses omkuld men kobles af som lytter. Det virker som om hun står på en stor scene og synger ud i mørket. Hun kan ikke se sit publikum. Men det er måske også underordnet. Hun synger eksemplevis Nine Inch Nails’ Hurt som Johnny Cash udødeliggjorde med sin version fra 2002. Cæcilie Norby havde en flot version med på albummet Silent ways. Det er også Cæcilie Norbys mand og faste bassist Lars Danielsson der er med på bas og cello på Nah’s plade. I Nah’s version er smerten helt væk. Musikken er overvejende nyskrevet med enkelte afstikkere. Det musikalske akkompagement er dog i verdensklasse. Ulf Wakenius på guitar, Xavier Desandre-Navarre på percussion sikrer sammen med Vincent Peirani en høj klasse. Den matches desværre ikke af Youn Sun Nah.

Ingen kommentarer: