onsdag, juli 02, 2014

KortJazzNyt Uge 27 2014

Jazz og briller er måske ikke den mest oplagte cocktail, medmindre du selvfølgelig har en jazzbrille. Hos Fiol Optik i det indre København hænger det til gengæld godt sammen. Optikeren Brian Rindom Larsen er svært glad for jazz og vinyl. Endda så meget at han har støttet jazzen (og anden musik) med hans Fiol Ambassadører-program, hvor kunderne i hans butik har fået en jazzCD med, når de har købt briller hos ham. Det er noget som Brian Rindom Larsen har gjort for at udbrede kendskabet til jazzen og dens udøvere. Nu rykker han et skridt videre og omdanner den lille butik til jazzklub og indspilningsstudie. Søndag d. 13. juli spiller den svenske trompetist Björn Ingelstam i butikken. Her har et lille publikum mulighed for at komme meget tæt på musikerne. Ved samme lejlighed indspilles musikken til den første Fiol Sessions plade. Pladen udgives til efteråret i 500 nummererede eksemplarer på 10"vinyl eller som den ældre generation foretrækker at kalde det, 25 cm plader. Så skal dine klappende hænder med på vinyl, så er det nu, du skal sikre dig en billet.

Guitaristen og forfatteren Jakob Thorkild Overgaard lancerer d. 3. juli essaysamlingen Musikhistorier, hvor der de næste 12 uger kommer et nyt essay hver uge.

Salt Peanuts er en af jazzens heftige numre fra 40'erne med Dizzy Gillespie. Det var et nummer der bl.a. var med til at sparke beboppen i gang. Salt Peanuts er også navnet på et nyt norsk site om jazz. Det er folk der tidligere var på det norske jazzmagasin Jazznytt, der har lavet sitet, bl.a. Jazznytts tidligere redaktør Jan Granlie.
Allerede her på andendagen efter lanceringen er der en stribe anmeldelser af bl.a. Maria Faust, Christina Dahl og Helge Lien. Desuden er der dækning af Kongsberg Jazzfestival og en nyhed om at Roskilde-aktuelle Paal Nilssen-Love stopper i bandet Atomic.

Trænger du til en engelsk-sproget guide til Copenhagen Jazzfestival? Så kan du meget passende læse det hæderkronede amerikanske jazzmagasin Down Beat's guide til de 10 dage.

"This jam session-like atmosphere was a perfect send-off for those music warriors (players and listeners alike) who remained to the end of what was an exhausting but certainly rewarding festival."
Sådan lyder konklusionen på amerikaneren Laurence Donohue-Greene's beretning fra Musketer Festivalen der forløb i dagene 12.-14. juni i København. Du kan læse artiklen i juli-nummeret af magasinet The New York City Jazz Record, der kan downloades gratis.

Montmartre i Nørregade havde en i dag legendarisk booker - Niels Christensen - der i 2010 lavede en anbefalelsesværdig bog om tiden på spillestedet. Han har lavet en blog hvor han skriver personligt om musik, oplevelser, koncerter etc. Den er et besøg værd!

Ingen kommentarer: