mandag, august 11, 2014

Andreas Varady: Andreas Varady (Verve/Universal)

Andreas Varady er en 16 årig knægt fra Slovakiet, der lige har udgivet sin internationale pladedebut på Verve. Der var udsolgt til releasefesten for en uge siden på Blue Note i New York City og i øvrigt har Quincy Jones taget drengen under sine beskyttende management-arme. På pladen medvirker prominente gæster som Gregory Porter, Roy Hargrove og så den svenske trio Dirty Loops - der ligesom Varady var kendte på Youtube lang tid før deres pladeudgivelser. Det pudsige er at de spiller den sang, der først blev spillet over 1 mia. gange på Youtube, Justin Bieber's Baby. Varady’s version lyder som et sammenstød mellem George Benson, Stevie Wonder og et popband på ecstasy. 

Som søn af ungarske sigøjnere blev Varady som fire-årig sat til, at spille guitar. Allerede her fornemmer man paralellerne til Django Reinhardt og det er ikke de eneste paraleller der er til sigøjnerjazzkongen. Varady spiller Reinhardt’s Swing 42 i en meget tro swingende gypsyjazz-udgave. Nummeret lukker pladen ned og afmærker tydeligt territoriet, hvis man undervejs har tvivlet på drengens talent. Det er der nu ikke nogen grund til. Talentet er stort. 

Men hvad bruges talentet til? Han kan spille som BB King, på den klassiske Quincy Jones-arrangerede blues Let the good times roll, hvor Gregory Porter serverer en suveræn vokalpræstation. Varady kan spille smooth jazz - som i de glatte firsere, hvilket han beviser med Michael Jackson’s Human Nature og Mama’s & Papa’s California Dreamin’. Først og fremmest er han inspireret af George Benson’s guitarspil. Der hvor det lykkes allerbedst, er på Steely Dan-klassikeren Do it Again med gulvbas og el-piano samt på The Beatles’ nedslidte Come Together, der med Hammond og frække breaks får saftigt liv. Andreas Varady er et mega-talent. Det er ikke svært at drage paraleller til en anden Reinhardt-efterligner Bireli Lagrene, der i teenagealderen også debuterede som multitalent indenfor både sigøjnerjazz og fusion. Men var Lagrene andet end et talent? Hvor er han i dag? Prøv alligevel at lytte til Varady’s plade. Om ikke andet så for Dirty Loops, Gregory Porter og den Bensonlydende guitar.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar