søndag, august 24, 2014

José James: While you were sleeping (Blue Note/Universal)

Der er altid numre på hans plader, der får mig helt op ad stolen. Numre der sparker benene væk. Der er også numre, der er så dårlige, at de irriterer mig. Hvorfor José James, kan du da ikke bare gøre som jeg vil? På det nye album er der den fuldstændigt fantastiske ballade Simply beautiful af Al Green, hvor han er sammen med den japanske trompetist Takuya Kuroda. Så er der den fuldstændigt rædselsfulde Every Little Thing, der lyder som noget der blev tabt på gulvet i studiet. Efterfølgende blev det samlet op af rengøringsdamen der i sin ivrige effektivitet stillede affaldet på plads blandt de andre numre på hylden, for det var der hun troede den skulle stå - men den skulle altså have været i skraldespanden.

José James er sammen med den vidunderlige sangerinde Becca Stevens på hendes nummer Dragon. Her får de vinger og flyver rundt om hinanden mens de synger. Rundt regnet er halvdelen af numrene rigtigt gode, nogle enkelte er dårlige og andre er hverken eller. José James er både jazz og r’n’b sanger. Der er elementer af nutidige stjerner som Miguel og Frank Ocean i hans musik. Han er inspireret af noget af det samme som dem. Der har også sneget sig  inspiration fra både Jimi Hendrix og Marvin Gaye ind i musikken. Lige her er streaming-tjenesten Spotify sgu’ meget fedt. Så går det altså hurtigt med at hoppe fra de dårlige numre - som så heller aldrig får en ordentlig chance. Men det synes jeg ikke er det værd, når han nu laver nogle andre fede sager.

Ingen kommentarer: