søndag, november 09, 2014

Christian Vuust: Urban Hymn (Cloud) >> Nikolaj Hess: Edited (Cloud)

Da Christian Vuust tidligere i år udgav albummet Urban Hymn fik det velfortjent megen ros. I februar skrev jeg, at: "Urban Hymn er allerede en af mine absolutte 2014-favoritter! En veldefineret blanding af New York og Danmark." Det er der ikke lavet om på, selv om der er kommet mange gode plader siden da. Nu er pladen udkommet i Japan på pladeselskabet Cloud Records, der tidligere har udgivet danske kunstnere som Peter Rosendal, Torben Westergaard, Jakob Dinesen og Magnus Hjorth. Pladen udkommer i forbindelse med at Christian Vuust tager på turné i Japan fra 14. nov. til 19. nov. Men det er ikke kun Vuust der bliver lanceret i Japan. Det samme bliver Nikolaj Hess, der spiller piano i kvartetten der tager rundt på fem japanske jazzklubber. Hess' tro basvæbner Anders Christensen er ligeledes med i Japan, hvor de sekunderes af den japanske trommeslager Kazumi Ikenaga, der tidigere har spillet med Magnus Hjorth Trio i Japan.

I samme forbindelse udgiver Cloud Records også et album med Nikolaj Hess. Edited er en samling med 11 numre fra fire forskellige Hess-plader. Fire af numrene er fra Etta Cameron-pladen fra 2009, tre numre er fra Global Motion-pladen, der ligeledes er fra 2009. Der er kun blevet plads til et enkelt nummer fra den nyeste og Danish Music Awards nominerede plade Spacelab. Trio-pladen fra sidste år, som Hess lavede sammen med Tony Scherr og Kenny Wollesen giver to numre, bl.a. den vidundelige Bob Dylan-fortolkning Make you feel my love. Der er desuden blevet plads til et ikke tidligere udgivet nummer, som Hess lavede sammen med Scherr og Wollesen. Thomas Laubs Stille hjerte sol går ned, fortolkes meget smukt.

Det er japaneren og indehaveren af Cloud Records Yoko Yoneyama der er med til at booste dansk jazz i Japan. Urban Hymn har fået et endnu flottere cover end den danske udgivelse, selv om jeg ikke troede at det var muligt. De smagfulde og æstetisk vellykkede udgivelser er gode bud på ny dansk jazz til japanerne. Mellem os sagt, kunne jeg i øvrigt også godt tænke mig at høre Vuust/Hess/AC/Ikenaga kvartetten live.

Ingen kommentarer: