fredag, november 07, 2014

Simon Toldam Trio: Kig Op 14 (ILK)

Pianisten Simon Toldam har en trio, hvor han eksplorerer mulighederne for klaver, bas og trommer i 2014. Sammen med trommeslageren Knut Finsrud og bassisten Nils Bo Davidsen, der også medvirkede på Sunshine Sunshine or Green as Grass fra 2012 - et album jeg havde med på listen over de bedste jazzplader i 2012. Det nye album Kig Op 14 er den første plade i en duologi. Musikken blev indspillet over to dage i maj i år. Den næste plade kommer til april 2015. 

Kig op siger pladens titel. Det gør trioen. Der er en intensiv og spændt stemning i musikken. De interagerer og kommunikerer med hinanden i et forløb, hvor de fanger hinandens idéer og signaler. De spiller som et hele. Et levende væsen, der bevæger sig ud, ser sig omkring, lugter til blomsterne og smager på livet. Simon Toldam Trio er en organisk sammenhængende størrelse. Det er pianisten Toldam der fører an, mens Finsrud og Davidsen er helt inde under huden af Toldams musik. Det er triojazz, hvor de tre musikere til tider forlader melodiske og rytmiske strukturer for så at vende tilbage til dem. Det stritter - men aldrig i en grad så bliver usammenhængende. Det swinger og Kig Op 14 er en de rigtigt gode trioplader i år.

Ingen kommentarer: