For fire år siden hed bandet The White Nothing. Nu har de ændret navn til The Black Nothing. Hvis man bruger farverne som en indikator for sindsstemningen er det ikke helt ved siden af, at Anders Filipsen har ændret navn på bandet. Musikerne er næsten de samme som for fire år siden, hvor jeg havde pladen med på min liste over årets bedste danske jazzplader. 10 musikere fra den danske improscene/jazzundergrund, der forstår at arbejde i et kollektiv, hvor det samlede udtryk er lige så væsentligt som de individuelle indsatser. Anders Filipsen styrer slagets gang fra tangenterne.
Det er musik der med vekslende temperament tager afsæt i moderne klassisk musik, avantgarde, noise, vestafrikansk musik, minimalisme, free jazz, impro og electronica. The Black Nothing stråler i deres eget mørke. De samler alle enkeltdelene og får et samlet udtryk. Selvfølgelig er der mange tidspunkter, hvor jeg som lytter er helt fortabt. Jeg bliver kun mere nysgerrig. Hvad var det der skete der inde i mørket? Endnu en gang opsluges jeg af det billedrige og vidtfavnende univers og prøver at forstå. Undervejs kommer jeg nærmere.
Anders Filipsen har med Paths endnu en gang lavet et stærkt anbefalelsesværdigt album, til den nysgerrige jazzlytter. Et album der præsenterer stærke kunstnere som Elena Setién (vokal/violin), Qarin Wikström (vokal), Emil Jensen (trompet), Jeppe Højgaard (altsax/klarinet), Lars Greve (sax’er/klarinetter), Soma Allpass (cello), Nils Bo Davidsen (kontrabas/elbas), Bjørn Heebøl (trommer), Mads Emil Nielsen (elektronik/livemanipulation) og Anders Filipsen (keys/klaver). Anders Filipsen formår at lede og styre musikerne og musikken, så det bliver sammenhængende og fæmgende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar