onsdag, december 09, 2015

Årets bedste danske jazzplader 2015

Jazzen er et evigt foranderligt væsen. Den garanterer udvikling. En udvikling der konstant udfordres af, at jazz også er en veldefineret genre. I dette bølgende spænd mellem yderligheder, har jeg atter fundet frem til 10 danske jazzudgivelser der på den eller anden måde skiller sig positivt ud. 
2015 har været et interessant år for dansk jazz. Jakob Bro, Indra og Girls in Airports har skiftet til internationale pladeselskaber. Her har de fået noget af den opmærksomhed, som er så svær at få når man er jazzmusiker. Jeg har altid fulgt dem meget tæt og har alle tre udgivelser med på listen - de har med andre ord ikke skuffet. 

En enkelt plade skiller sig ud i feltet. Den tilhører ikke de 10. Men er med i sin egen kategori, Årets historiske jazzudgivelse. Det nystartede pladeselskab Frederiksberg Records genudsendte Carsten Meinert Kvartets legendariske To You plade. En plade der primært har været legendarisk fordi den har været dyr og nærmest uopdrivelig. Nu blev det tydeligt for et større publikum, at det også var musikalsk guld.

Den unge trompetist Jakob Sørensen er årets debutant. Han er den eneste der er med på listen for første gang med en debutplade. Snorre Kirk og Anders Filipsen (The Black Nothing) har begge tidligere været med på listen. Signe Bisgaard, Jeppe Zeeberg og Mark Solborg har alle tidligere udgivet plader, men er med på listen for første gang. Aarhus Jazz Orchestra er med på listen to gange. Sammen med deres netop afgåede leder Lars Møller har de lavet et kunstnerisk vildt big band album. De er også med på Jacob Buchanans Requiem, der er i sin helt egen liga, da Jakob Buchanan blev den fjerde JazzNytprismodtager med albummet.

Hvorfor laver jeg overhovedet sådan en liste? Den alt overskyggende grund er, at få så mange som muligt til at lytte til dansk jazz. Jeg har hørt det meste danske jazz der er udkommet i 2015. Har anmeldt den og vil gerne dele min begejstring for den gode musik med jer. Puds ørerne og lyt! Der er en masse oplevelser der ligger derude og venter på jer alle.

JAZZNYTPRISEN
Jakob Buchanan: Requiem (Buchanan/Pladekisten)
Han fik overrakt Jazznytprisen i Viborg Domkirke d. 8. november, da han spillede koncert med Requiem værket. 
Jakob Buchanan kroner en i forvejen stor musikalsk karriere med et mesterværk, der er i særklasse i dansk jazz. Det er både et monumentalt og et stærkt bevægende værk. Det handler om døden. Som følge deraf kommer det også til at handle om livet.

Jakob Bro: Gefion (ECM Records)
Musikken er et destillat af det som Jakob Bro er en mester i. De frie, flydende og strømmende ballader rendyrkes her i forfinet grad sammen med to musikere, der kommer ind under huden på Jakob Bros kompositioner. Bro er kendt for at lave enkle kompositioner, der overlader meget til de musikere som Bro omgiver med. Det giver dem plads til at vise hvem de er og finde sammen om musikken.

Jakob Sørensen: Bagland (Jaeger Community)
Det er afklaret og gennembearbejdet musik, der ikke behøver at blive pillet mere ved. Jakob Sørensens tone på trompeten er i den rene skala. Der er noget klassisk og velfunderet i hans spil. Det bruges i musikken til at skabe organiske og naturinspirerede stemninger.

Indra Rios-Moore: Heartland (Impulse!)
Nok har jeg været mere end almindeligt begejstret for deres to første albums. Et ønske om gentagelse ville ikke give mening. Der skulle ske noget nyt. My God! Det er der sket! Indra’s stemme befinder sig godt i de nye og mere luksuriøse omgivelser. Der hersker fortsat den smukke og smittende ro omkring hendes stemme. Det er betagende.

Signe Bisgaard: Meander (Finland Records)
Det er musik der i hænderne på musikerne, stille og roligt finder et leje hvor man i detaljen finder stor skønhed. Signe Bisgaards musik balancerer og evner at fremstå helstøbt. Hun har samlet nogle stærke improvisatorer der med personlighed behandler hendes musik meget respektfuldt.

Girls in Airports: Fables (Edition Records)
Girls in Airports og bandleader Martin Stender spiller med dette album deres kort helt rigtigt. De burde få et endnu større publikum med dette album. De ikke går på kompromis med sig selv. Fables er et album, den seriøse musiklytter skal have i ørerne i 2015.

Aarhus Jazz Orchestra & Lars Møller: Rewrite of Spring (Dacapo)
Aarhus Jazz Orchestra og Lars Møllers udspil er det væsentligste danske big band album siden Palle Mikkelborg og Miles Davis' Aura fra 1989. Det er store ord. Men det er også stor musik.

Snorre Kirk: Europa (Calibrated)
Det er jazz der passer med det samme. Her er ingen overflødige virkemidler. Det er superelegant og velsiddende. De spiller som et veldrejet jazzband, der har suget til sig fra den store jazzhistorie. Det er ny musk, der lugter af tidløshed.

Jeppe Zeeberg: Riding on the boogie woogie of life (Barefoot)
Jeg vil kalde det homogen kaos. Den massive lyd som to bassister, der bumler afsted med samme udgangspunkt er mageløst. Det er både legesygt og eksperimenterende. Det er også poetisk forundrende. Det er musik som fortjener at blive lyttet til. Det er fræk dansk jazz, når den er bedst. Et jazzet sammestød, hvor boogie woogien trives og lever i ægteskab med avantgarden. 

Maniscalco/Solborg/Bigoni (ILK)
Der skæres ind til benet. Her læsses ikke til med fyld og fedt. Solborg har en særlig fornemmelse for at spille avanceret jazz. På den elektriske guitar går han i dialog med de to italienere. I et følelsesladet og intenst rum nærmer de sig hinanden. Sammen skaber de magiske øjeblikke.

The Black Nothing: Paths (ILK)
Det er musik der med vekslende temperament tager afsæt i moderne klassisk musik, avantgarde, noise, vestafrikansk musik, minimalisme, free jazz, impro og electronica. The Black Nothing stråler i deres eget mørke. Det samlede udtryk er lige så væsentligt som de individuelle indsatser.

ÅRETS HISTORISKE UDGIVELSE
Carsten Meinert: To You (Frederiksberg Records)
Det lugter lidt af frimærkesamleri, når man taler om sjældne (jazz)plader. Meget ofte gemmer der sig også stor musik i rillerne. Det er der i høj grad tale om med denne genudgivelse af Carsten Meinert Kvartets plade. Meinert hælder sin sjæl ned i saxofonen. Ole Streenberg danser frygtindgydende stærkt på trommerne. Ole Matthiessen og Henrik Hove garnerer med intenst pulserende spil. Coltrane lytter undrende nede fra graven og ærger sig over at det ikke var ham, der gav Dansevise sanselig jazzspiritualitet.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar