mandag, december 07, 2015

Mads Bærentzen: Natten er så stille (Gateway)

Han blev født i 1774 og døde 68 år senere. Han samarbejdede med Oehlenschlaeger, H.C. Andersen, Grundtvig og Ingemann. Han var en gudsbenådet pianist, organist og improvisator. Komponisten C.E.F. Weyse står bag nogle af vore mest skattede sange og salmer. Nu titte til hinanden, Morgenstund har guld i mund, Gud ske tak og lov, I østen stiger solen op, Altid frejdig når du går, Natten er så stille, Den signede dag og Lysets engel går med glans er blandt de regulære "hits" som han stod bag. Det er sange der er med til at definere lyden af Danmark.  

Pianisten Mads Bærentzen har lavet et soloklaveralbum med ovenstående sange og salmer samt nogle flere. Det er på mange måder opløftende at lytte til Bærentzens fortolkninger. Han er tro mod materialet. Han føjer med let hånd en passende jazzet charme til sangene. Altid frejdig når du går starter ud, så man kan nynne med. Herefter improviserer han over melodien og vender til sidst tilbage til udgangspunktet. Det er skabelonen for de fleste af fortolkningerne. Krøllen på det hele. Grunden til at jazzlyttere vil blive ekstra fornøjede er at Bærentzen både tilføjer noget Keith Jarrett og Jan Johansson-lignende til musikken. Det er blevet til et smukt og anbefalelsesværdigt album.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar