mandag, december 28, 2015

Taylor’s Universe: Across the Universe (Marvel of Beauty)

Den danske jazzscene har mange fællesskaber. Fælleskaber hvor musikere samarbejder om koncerter, pladeudgivelser og lignende. Det kunne også være kunstneriske samarbejder. Der er nogle enkelte som slet ikke hører til nogen steder. Her er Robin Taylor på alle måder i særklasse. Han har sit eget pladeselskab, spiller ikke koncerter og hyrer folk ind efter behov til sine pladeindspilninger. Som regel mødes han slet ikke med dem han spiller med på pladerne. Han bruger lagkageteknikken i den klassiske forstand, hvor det er levende musikere der spiller musikken, som han efterfølgende bygger ovenpå. Det er noget af det man kan læse om i det nyeste nummer af Jazzspecial, hvor Robin Taylor er på forsiden. Her kan man læse om en musiker, der har udsendt en stor bunke CD’er i en tid, hvor jazzrock dårligt nok omtales og CD’en blev erklæret død for længe siden.

Taylor kan se kvaliteten i en sand udspacet synthsolo, der følges op af en lige så udknaldet guitarsolo. Hør blot nummeret Firestone, så er du ikke i tvivl. Her er der også sopransax, der føjer de sidste opløftende momenter til stemningen. Jeg har tidligere kaldt Taylor utidig. Han har ikke lavet om på sig selv - men jeg begynder så småt at tro på, at tiden igen er blevet moden til Robin Taylors wall of jazzrock. Han har en særlig sans for lyden af 70’erne og 80’erne og alligevel bringer han noget andet og nyere ind i maskineriet. På det nyeste album, der inkluderer highlights fra de senere års Taylor’s Universe plader i genindspillede og omarbejdede udgaver, har han satset på den udadvendte side af Taylor’s Universe. Det er her nye lyttere kan begynde. Er man til storladen og avanceret rock med jazzimprovisatoriske herligheder bliver man ikke skuffet.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar