onsdag, juni 28, 2017

Fabel (Jaeger Community Music) video

Da jeg talte med trompetisten Jakob Sørensen om den kommende udgivelse med trioen Fabel, spurgte jeg selvfølgelig om den kom på vinyl ligesom den forrige udgivelse. Det gjorde den ikke, svarede Jakob. Den kom muligvis heller ikke på CD, men i stedet som video udgivelse. 

Nu er den så udkommet og der kom også en CD, men det er ikke den der er det primære produkt. Det er videoen, som kan ses i sin fulde længde på trioens hjemmeside. 28 minutters levende billeder skabt af André Hansen til de 8 numre.

Vi starter på en varm dansk sommerdag med nummeret De Vandrende. Les Feuilles er en gruppe unge mennesker i sort/hvid på en regnvåd aften med bål på asfalten. Stærekasser er nogle unge mennesker med hvid maling. Står på tæer er en kvinde der ser på billeder, henter vand og ser sin mand falde om i græsset. I nummeret Stork følger vi en arkæolog. I videoen til Ni Buk ser vi en balletdanser. Vi er med i skoven sammen med en jæger på nummeret Uden titel. I det sidste nummer, Mundelstrup ser vi en ung pige gående i et kondemneret(?) rum i Mundelstrup(?).

Som det forhåbentlig fornemmes af mine beskrivelser er videoerne stemningsbilleder, der understøtter og udvider musikken. Jakob Sørensen er sammen med bassisten Jens Mikkel og pianisten Kasper Staub på et musikalsk meget stemningsmættet album. Det er flydende smukke ballader med et tydeligt afsæt i det nordiske tonesprog. Her passer billederne også rigtigt godt til musikken. Der er dog en enkelt gang, hvor det træder lidt for meget ved siden af. Stærekasser har ikke samme kunstneriske niveau som de andre numre. Det er ganske enkelt for fjollet med de unge mennesker iført maling. Åbningsnummeret til De vandrende kunne være en smagfuld reklamevideo for Djursland. Den er meget vellykket. Jeg har ikke set videoerne lige så meget som jeg har hørt musikken. Det har jeg så til gengæld gjort mange gange og vil give Fabel den helt store anbefaling. Det er meget vellykket og intenst. Jakob Sørensen har for tredje gang lavet en inspirerende og smuk plade, der lyder af Danmark. 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar