tirsdag, november 27, 2018

Tax Office: Joyful Spirits (Gateway) CD/DL/stream

Tax Office er en gruppe teknisk velfunderede jazzmusikere, der kan spille fusion som den lød i den gode ende af firserne. (Hvis du ikke ved hvad den gode ende af firserne er, så behøver du ikke at læse videre, så er den her plade næppe noget for dig).

Pelle Fridell på sax lavede tidligere i år en vellykket smooth jazz udgivelse og guitaristen Søren Lee har lige udgivet en jazzrocket knaldperle. Tax Office placerer sig midt mellem de to udgivelser. Der kører et lækkert og velsmurt groove med funky referencer, leveret af Ida Gormsen på bas, Ayi Solomon på percussion og Klaus Menzer på trommer. Thomas Walbum spiller på Rhodes og keyboards og har en god sans for at placere sig godt i lydbilledet.

Pladen byder på en god blanding af partysager som åbningsnummeret Total Rapture og Red Lips over Places, et nummer der kunne have været et natradiohit, dengang P3 spillede den slags musik. I den mere rolige ende finder man f.eks. titelnummeret. 

På bundlinjen er Tax Office’s første plade anbefalelsesværdig til dem der elsker lyden af melodiøs dansk fusionsjazz som f.eks. Santa Cruz. Og trænger du til at høre en velplaceret røvfuld af en guitarsolo, så læg ører (og røv) til den pompøse When You need it The most.

Ingen kommentarer: