fredag, februar 01, 2019

Keith Jarrett: La Fenice (ECM) CD/DL/stream

Endnu en soloplade med Keith Jarrett! Kan vi klare flere? Selvfølgelig kan vi det. Når standarden hver eneste gang er så høj, som det er tilfældet, så er der ingen vej udenom for alle os Keith Jarrett fans.

Den aktuelle udgivelse er en koncertoptagelse fra sommeren 2006. Den er indspillet i en af den klassiske musikverdens hellige haller, Gran Teatro La Fenice i Venedig. Vi får hele koncerten serveret over 2 CD’ere. Helt Jarrett-klassisk indledes koncerten med en række improviserede stykker musik, hvor han i starten er flagrende og ekspressiv. Det er stærkt inspireret af den klassiske musik.

Jo længere frem vi kommer på pladen, jo mere jazz og blues sniger sig ind i flygelet. Det er mildest talt meget stærkt. Det er her hvor Keith Jarrett er i sin helt egen liga.
På CD 2 spiller han nogle kendinge. Salen klapper så hårdt, at selv en flagspætte må blive misundelig, da han har spillet den romantiske traditional My Wild Irish rose, der også var med på 1999-albummet Melody at Night with you.
Som det sidste nummer spiller han Blossom, der var med den klassiske Belonging-plade fra 1974. Hold da op for en slutning. Det er i helt enestående og soleklar særklasse.

Ingen kommentarer: