mandag, marts 04, 2019

Cæcilie Norby: Sisters in Jazz (ACT) LP/CD/DL/stream

Mon ikke Sisters in Jazz er det mest jazz-jazzede album som Cæcilie Norby har lavet. Der er bla. to blæsere i front for gruppen der, sørger for den musikalske opbakning. Det er vel at mærke to blæsere, trompet og saxofon, der har fået en masse plads i arrangementerne. Her tager den norske trompetist Hildegunn Øiseth stikket hjem i duosamarbejdet med Norby på First Conversation. Den er oprindeligt fra Norbys 2002-album af samme navn. I den nye udgave får sangen nyt liv og ældes med ynde. Den er sammen med Naked in the dark, de eneste kompositioner af Norby på pladen. Sammen med pladens pianist, den erfarne italiener Rita Marcotulli har Norby også lavet den sprælske Puzzled. 

De fem musikere på pladen er alle kvinder fra Europa. Aldersmæssigt er der 30 år mellem den yngste og den ældste i bandet. Alder og nationalitet står ikke i vejen for at tale det samme jazzsprog. Ud over de selvskrevne numre er resten af pladens numre fra USA og selvfølgelig lavet af kvinder. Der er blevet plads til et par stykker af Joni Mitchell, en sangerinde og komponist jeg er ret sikker på, at Cæcilie Norby har haft med i sin aftenbøn fra tid til anden i løbet af karrieren. Udvalget af numrene er en god blanding af kendte og mindre kendte sager. Jeg synes at det er ekstra fornøjeligt at de medtaget numre fra nogle af jazzens kvindelige kraftværker, Nina Simone, Betty Carter og Abbey Lincoln. Når man vil sætte spot på kvinderne i jazzen er Sisters in jazz en god og vellykket manifestation fra Norby og kolleger.

Ingen kommentarer: