tirsdag, november 05, 2019

Bremer/McCoy: Utopia (Luaka Bop) LP/DL/stream

Det er næsten 6 år siden, at debutpladen Enhed udkom. Siden er duoen Bremer/McCoy stille og roligt vokset frem. Ligesom deres musik. Nu er de klar med fjerde album, der udkommer på David Byrne’s pladeselskab Luaka Bop og dermed bliver lanceret i en langt større skala, end de foregående albums. Det nye album bringer gudskelov ikke revolutionerende nyt med Bremer/McCoy. Det nye album er et destillat af det som de har bygget op.

Her er ro, hvor vi dvæler ved detaljer og fortaber os i vinylens riller. Det er musik, der i sit lyriske indre opbygger behagelige stemninger. Det er musik, hvor man svømmer væk og lader op. Bremer/McCoy har en musikalsk formel, der står tindrende klar. Lige til at blive omfavnet. Enkle titler som Højder, Tusmørke, Vågner, Salig og Dråber betegner rammende den rene organiske musik. 

Utopia er den kunstneriske kulmination for Bremer/McCoy. Nordisk jazz og roots reggae har aldrig været smukkere sammen. Morten McCoy på tangenterne og Jonathan Bremer på kontrabassen har lavet årets jazzhit. Albummet der kommer til at nå ud til et stort publikum. Den debuterede på andenpladen på vinylhitlisten i den forgangne uge. Der er ikke så meget andet at gøre end, at købe den. Hvis du tør, at tage den med ro.

Ingen kommentarer: