torsdag, november 28, 2019

Den Danske Salmeduo: Du skønne land (Aero Music) CD+bog

En af jazzens klassiske dyder og helt store styrker, er måden hvor man skaber noget nyt ud fra noget bestående. Jazzens standards, hvor man giver gamle stærke musical- og showsange en ordentlig omgang jazz, er for mange selve kernen af jazz.

Danske melodier har pletvist siden Bruno Henriksens Arenaorkester tilsatte en ordentlig dosis swing til Marken er mejet i 30’erne, også fået sin omgang jazz. Nogle har endda rendyrket det. Ligesom Den Danske Salmeduo der i sagens natur primært har beskæftiget sig med salmer. Undervejs har enkelte ikke-kirkelige sange sneget sig ind på saxofonisten og klarinettisten Christian Vuust og pianisten Hans Esbjergs repertoire.

Det nye album Du skønne land tager udgangspunkt i de sange som man sang i Sønderjylland i årene efter krigen i 1864. En periode hvor man ligefrem fik sin egen sangbog i det tidligere danske område. Enkelte sange var endda i perioder forbudte at synge, da de blev en tand for nationalistiske for tyskerne.
I 1920 blev Sønderjylland genforenet med Danmark. Kong Christian X red over grænsen på den hvide hest. I forbindelse med 100 års jubilæet har Den danske salmeduo indspillet 25 sikre hits fra dengang og enkelte nye, skrevet i samme ånd. I den medfølgende bog er der forord af biskop Marianne Christiansen og en indsigtsfuld og spændende artikel om sange og sangtradition i Sønderjylland skrevet af museumsinspektør Elsemarie Dam-Jensen.

Katrine Nyland Sørensen har skrevet om de enkelte melodier, så de bliver sat ind i den rette kontekst. Hvorfor er de en del af den Sønderjyske historie. Det alene er spændende. Den danske salmeduo er skarpe i deres jazz og bruger både Erroll Garner, Ben Webster og Keith Jarrett som inspirationskilder, når de meget danske melodier bliver til jazz. Det er vel at mærke jazz, som den spilles af nogen der har melodierne med i blodet og sjælen.

Det er den hidtil stærkeste udgivelse fra Den danske salmeduo - og det siger ikke så lidt. Deres indbyrdes sammenspil og flow skinner om kap med de smukke melodier.

I en tid hvor der bliver sagt meget ævl om nationalisme, er det fornøjelse at høre og læse om en tid i Danmarks historie - der set i et nutidigt lys ikke drukner i en kvalmende og ekskluderende nationalisme.

Ingen kommentarer: