lørdag, februar 08, 2020

Vinterjazz 2020: Abekejser og Girls in Airports på Kedelhuset i Silkeborg 6. februar - Koncertanmeldelse.

Den var svær at komme udenom.
To favoritbands på en torsdag, hvor jeg ellers ikke skulle noget.
Abekejser er et festband, så Kedelhusets ellers hyggelige cafeopstilling med lys på bordene lægger en dæmper på alt for megen kropslig løssluppenhed. Abekejser har også taget konsekvensen af det og lægger ud med de mest stille numre, de har på repertoiret.

Samarbejdet mellem trommeslageren Frederik Bülow og beatsmageren Rasmus Fisker er en sand fornøjelse at lytte på. Bülow kaster sig ud i alskens mulige halsbrækkende øvelser og kommer aldrig til skade - mens Fisker hælder knaster i maskineriet. Adrian Christensens Moog-bas bobler og koger nede under bandet. Mens guitaristen Jeppe Lavsen skifter mellem eksperimental-rock, afro og Nile Rogers. Jon Døssing hælder sine levende syntheskapader ud over Abekejser.

Og lige pludselig er det slut. Alt for hurtigt. De når slet ikke at spille partybangeren Floating through The universe. Det gav os en fed fest - men jeg manglede kl. 12 raketten.

Girls in Airports er på vej med et nyt album som de indspiller om 10 dage. Ved koncerten i Silkeborg præsenterede de kun musik fra det kommende album.

Der havde sneget sig nogle nordiske toner ind i Girls in Airports universet. Signaturlyden med Lars Greves og Martin Stenders simultane saxofonspil, de stramme rytmer fra Victor Dybbroes percussion og det nye medlem Anders Vestergaards trommer sammen med Mathias Holms malende keyboardtæppe var stadig intakt.

Der fornemmes tydeligt en ny energi i bandet. Noget der bla. høres i et tromme/percussion mellemspil, hvor der rodes rundt i den samme rytme på en besættende måde, som eksempelvis i det nummer der har arbejdstitlen Nigeriansk salsa.

Den efterfølges af er mere stille nummer, hvor Lars Greve presser klarinetten. Tempoet sættes endnu mere ned. Greve spiller på to klarinetter og Stender på fløjte. Der bliver også plads til Rold Skov, der har ligget på Spotify i et stykke som singleteaser til det nye album. En magnetisk trancenderende heksedans fra den mørke skov. 

Girls in Airports havde spillet på Ry Højskole dagen før og havde brugt hele torsdagen på at indøve alt det nye materiale. At de ikke havde de helt nye kompositioner inde under huden kunne ikke høres. Der var en stærk levende energi i musikken der strømmede ud fra scenen og kunne mærkes. Jeg håber inderligt at de kan holde umiddelbarhedens energi og få den med på pladen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar