fredag, juli 31, 2020

Soma & Lil: Live in Japan (Gateway) DL/stream

Gennem flere år har jeg haft en plan om at rejse til Japan. Planen er nu udsat på ubestemt tid. Det er selvfølgelig helt utilsigtet at denne udgivelse lander midt i Corona-krisen, hvor det er umuligt at rejse ud. De to cellister Lil Lacy og Soma Allpass har lavet et album bestående af liveoptagelser fra koncerter, naturen, byer, toge, mennesker, stemninger og fastfrosne lyd-øjeblikke fra Japan. En anden måde at rejse til Japan, når det ikke kan lade sig gøre i fysisk form.

De spiller både på cello, effektpedaler og piano, bruger stemmerne og improvisationen. At det foregår i Japan, skyldes de to cellisters studier i traditionel japansk Gagaku musik i en treårig periode hos Haruhiko Okabe, der også medvirker på pladen på fire numre og spiller saxofon og hichiriki (en traditionel Japansk obo) - hvilket præger pladen både konkret i forhold til fortolkninger af to traditionelle Gagaku værker, men også i henhold til oplevelsen af og inspirationen fra Shinto religionen, The Imperial Court og traditionen af og stemningen i Gagaku musik (der bl.a. spilles i en meget lavere stemning end vi er vant til - cirka omkring de 432hz) - som også præger lyden på pladen.

Det er et eksperimenterende album. En blanding af traditionel japansk musik, jazz, fri improvisation og avantgarde. Albummet er en rejse, hvor der sker så meget forskelligt undervejs, at det overrasker, at det kun tager lidt over tre kvarter. Det er et album der fortjener opmærksomhed, særligt fra de nysgerrige lyttere, der ubesværet bevæger sig i eksperimenterende jazz og moderne kompositionsmusik. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar