onsdag, oktober 27, 2021

Båd: Oktober vipper bladene af træerne (Forlaget Kornmod) kassettebånd/stream

 

Det er en udgivelse med lydpoesi. Musikalske digte der i stedet for ord bruger musik til, at formidle følelser og stemninger. Det er komponiststuderende på Det Rytmiske Musikkonservatorium, Jeppe Dengsø der står bag Båd. Han spiller på samtlige instrumenter; cello, klarinet, klaver og spansk guitar der møder elektroniske klangflader.


Musikken er enkel og melodisk. I pressematerialet nævnes det, at holder man af Bamses Billedbog, Ryuichi Sakamoto eller Bremer/McCoy, så kan man genkende noget. Jeg vil tilføje det danske efterår. Lunefuldt, koldt, omskifteligt og der hvor vi rykker sammen for at holde varmen. Bladene skifter farve og forlader træerne. Det er musik man kan tage med ud i det begyndende mørke - et smukt soundtrack til en smuk årstid.

Båd på Facebook

tirsdag, oktober 26, 2021

Jomi: Lyst (Glorious Records) LP/DL/stream

 

Den har selvfølgelig fanget min interesse, fordi der er så mange jazzfolk med på pladen, så jeg var mere end almindeligt nysgerrig. Jomi eller Jomi Massage alias Signe Høirup Wille-Jørgensen har lavet en plade på dansk, hvor jeg får blandede indtryk der placerer sig mellem Katinka, Anne Linnet og en dosis Joni Mitchell. Hendes fortid i støjrock bandet Speaker Bite Me fornægter sig heller ikke - og kigger frem mellem sprækkerne på pladen. Hun har lavet så meget forskelligt gennem årene der har inkluderet eksperimenterende musik og et album med DR Big Band.


Når hun synger på dansk og har trykt teksterne på indersiden af pladecoveret - kommer der fokus på det hun synger. Der er samtykkesangen JaNejMåske, sangen om det kuldsejlede parforhold Knust Kompas. Det er fede tekster der giver lytteren stof til eftertanke og overvejelser. 


Det er Kathrine Windfeld der har lavet hornarrangementerne, der eksekveres sjælfuldt af Maj Berit Guessora på trompet, Anders Banke på basklarinet og Jesper Løvdal på tenorsax. På Livet er lige begyndt, giver de et stemningsfuldt kommenterende spor til sangens tekst. Det er høj klasse. I øvrigt er det Kresten Osgood der spiller trommer på pladen, hvor Jomi selv sidder ved klaveret.

Lyst er et vellykket og sammenhængende album fra en sammensat kunstner, der kan så meget og lykkes med det.

Glorious Records på Facebook

mandag, oktober 25, 2021

Thorbjørn Risager & The Black Tornado: Best of (RUF Records) LP/CD/DL/stream

 

20 år, 25 sange og et vinyldobbeltalbum med bluessangeren og guitaristen Thorbjørn Risager og bandet der henad vejen kom til at hedde The Black Tornado. Det er en imponerende måde at opsummere karrieren på. Materialet er fra 11 albums og der er også blevet plads til er par nye. 


Thorbjørn Risagers rå og fyldige rock’n’roll stemme der kan minde om en blanding af Joe Cocker, Bob Seeger og Ray Charles, står selvfølgelig i centrum. Han er omgivet af et orkester der aldrig svigter. De kan spille The Blues, hvor der er elementer af roots, rock, jazz, soul og rhythm’n’blues. De lyder hele tiden som dem selv - hvilket er imponerende, at kunne holde fast i over så mange år. Det er veldefineret, uden tøven og sidder lige som det skal. 


Thorbjørn Risager har skrevet al musikken pånær et par numre. 

Han har en bredt funderet indgang til bluesen. Han kan spille roots som på China Gate eller Too many roads. Han kan lave en ballade som Heart of The night. Der hvor han er allerbedst er når soulen sniger sig ind og blæserne træder frem. Det sker heldigvis meget ofte, som når der går fest i den på All I want. Der er også jazz - You better pay attention eller moderne retrosoul som på Through the tears. Så er der alle numrene, hvor guitaren har sniffet rock og riffene flyver ud over publikum. 


Risager og Den Sorte Tornado er i særklasse på den europæiske bluesscene, hvor de har fået et stort publikum i både Sverige og Tyskland. Udgivelsen kommer i et gatefoldcover med fotos fra Forladte Steder drengene Elhøj & Kirckhoff. Vinylen er i lækker smoky rød.

Ruf Records

onsdag, oktober 20, 2021

The Rise and Fall of Disco Jazz - historien om en genre der gik i glemmebogen #8 - James Last Special

 

Han har lavet så ubeskriveligt mange plader - og indenfor jazzmiljøet og mange andre steder regnes han ikke for noget særligt. Kradser man lidt i overfladen og kommer ned under polkapotpourrier, spanske grisefester og party a gogo pladerne findes der enkelte plader der er værd at lytte til og særligt med disco jazz ører.


Han lavede allerede i 1971 Voodoo Party pladen, hvor han spillede funk, afro og soul. Hans versioner af Sly & The Family Stone numrene Sing a simple Song og Everyday People er absolut godkendte. Der er skruet op for percussion afdelingen, hvor der er ekstra meget congas. Han spiller Olatunji’s Jin-go-lo-ba, som Candido lavede 8 år, som jeg skrev om i et tidligere afsnit. Han er helt i sync med samtiden og spiller endda Marvin Gayes stærkt politiske Innercity Blues. Hansi - som James Last hed, gjorde den vilde hippiesoul lidt pænere men ikke kedelig. 




I 1975 var han i Los Angeles, hvor han sammen med amerikanske musikere lavede albummet Well kept Secret. Han var kæmpestor overalt i verden fra Canada til Sovjetunionen - men ikke i staterne. Så med hjælp fra amerikanske musikere og en producer kunne det måske lykkes?


I disco jazz sammenhæng rykker han rent med Cole Porters Love for sale. Mediumtempo med Larry Carlton på funk guitar og strygere, kor og støn er den klar til en blaxploitation film. Den strøg ind på top 80 i USA. Gershwin’s Summertime sendes også ind i et groove efter en rolig start. Her kommer Tom Scott ind med den vildeste fløjtesolo undervejs. Det er stærke sager. Tempoet skrues ned til sidst og Ernie Watts træder til med en smooth saxsolo.



Albummet byder også på numre af Blood, Sweat and Tears og Moody Blues. Maurice Ravels Bolero får en ordentlig omgang med en heftig Carlton guitar. Well Kept Secret er James Last goes LA og holder hele vejen.


Discoen bragede igennem i de følgende år i hele verden. Det var ungdommens musik som James Last også tog under behandling på party-pladerne. Han gjorde den fordøjelig for det voksne parcelhuspublikum. Her kunne forældrene i en Martinibrandert træde saltstængerne ned i ryatæppet mens de dansede til James Lasts fortolkning af Car Wash.


I 1980 laver han en regulær perle. Endnu en gang var han taget til USA. Det var broderen Ron Last der sammen med James Last havde skrevet musikken - med to undtagelser, Giorgio Moroders Night Drive og The Seduction. De var oprindeligt fra American Gigolo soundtracket. David Sanborn lavede også en version af The Seduction, der kom med på Hideaway albummet. På James Last’s version er det ingen ringere end Michael Brecker der spiller saxofon. Den ender på en 28. plads på Billboards Hot100 - i øvrigt i samme uge som Blondie ramte førstepladsen med Call me, der ligeledes var fra American Gigolo soundtracket.


På pladen finder man seje sessionmusikere som Lee Ritenour, Rick Marotta, Waddy Wachtel, Paulinho da Costa, Ernie Watts etc. James Last var fascineret af synthesizere og kastede sig sultent over de nyeste elektroniske frembringelser. Han spillede selv synthesizer på albummet. Her er Falling Star i særklasse. Et helt unikt møde mellem disco, jazz, elektro og James Lasts blæsere og strygere. Med de klassiske 120 beats per minute er Falling Star en seks-stjernet disco jazz skæring.


James Last havde flere musikalske brødre. Werner Last huserede under navnet Kai Warner og lavede i 1977 de to albums Disco 78 og Disco 2000, hvor han bla. spillede Caravan, Cherokee og Sunny. Onde tunger vil nok kalde det palmehavedisco - og for det unge publikum i slut-70’erne var det helt sikkert noget hø. Jeg kan ikke lade være med at holde af det.

I det hele taget var det flere store tyske party-orkestre, der flirtede med discoficeret jazz. Peter Thomas Orchestra lavede i 1977 LP'en In Discoland, hvor de spiller en forrygende udgave af Chuck Mangiones Land of make believe. 


Der er kun en ting, som jeg vil tilføje her. Keep Digging! Osse selv om du står i en Blå Kors genbrugsbutik i Skjern, hvor der kun er kristne plader eller partyplader fra 70’erne. Det er neverending - guldet venter.



fredag, oktober 15, 2021

Ginne Marker: Ulteria (Giant Birch) LP/CD/DL/stream

 

Det er den svære toer, som vi nu får fra Ginne Marker. Hun kunne have valgt at fortsætte i samme stil som på debutalbummet, hvor jazz og pop blev blandet med stor succes og potentiale. På det nye album Ulteria har hun valgt at sætte poppen lidt længere frem og trukket jazzen ud i sidegemakkerne.


På sangen Clever tager hun hen mod slutningen en heftig drejning over mod et storladent Carpark North lignende univers efter, at have befundet sig i Suzanne Vega-land. Ginne Marker kan og vil(?) ikke sættes i bås. Hun er Ginne Marker. Hun er mere end vellydende hyggemusik med te og stearinlys. 


Min absolutte favorit på albummet er Everest, hvor Ginne Marker går 70'er soulballadevejen - ikke ulig Silk Sonic. Ginne har ikke strygere men en dejligt sydende Dan Hemmer ved orgelet. Han er også med på The Poet, der er en skøn midnatsblå ballade.


Der er også de helt nedskalerede numre som Ulteria og Correlations, hvor Ginnes vokal og guitar er i centrum.

Pladen er en god fortsættelse af det hun startede med på debuten. Den rolige popsang, der står på singer-songwriter traditioner, som Never golden but beautiful, er en Ginne Marker specialitet. Det lykkes hun rigtigt godt med.

Ginne Marker

torsdag, oktober 14, 2021

Jeppe Gram: The Doldrums (Storyville) CD/DL/stream

 

Det er svært at lade være med at blande Snorre Kirk ind her. Jeppe Gram er også trommeslager og har lavet en plade hvor han er i spidsen som kapelmester og komponist. Jeppe Gram og Snorre Kirk er vidt forskellige trommeslagere. Hvor Kirk er den stramme, til tider næsten underspillede stilist, så er Jeppe Gram den flagrende trommeslager, der ikke holder sig tilbage for et ekstra indspark hist og pist. De næres inspiratorisk af noget af det samme og så har de begge en indbygget sans for swing.


Jeppe Gram kommer med en bred erfaring - men jeg kan ikke erindre at han tidligere har lavet jazz af dennne slags. Hans forrige plade i eget navn var med det man kalder flydende jazz.


På The Doldrums er han tættere på 50'ernes post big band - små orkestre, der var swing med bebop og nævner også selv folk som Kenny Garret, Joshua Redman og Charlie Haden. Gram omgiver sig med en række yngre jazzmusikere, hvor Anders Krogh Fjeldsted på bas og Tobias Wiklund på kornet kendes fra Snorre Kirks orkestre. Jacob Artved på guitar og Oilly Wallace på altsax tilhører den unge generation mens Tomas Francks tenorsax med alder og myndighed afrunder det meget fint spillende orkester. 


Jeppe Gram arbejder med variationer over The Blues. Det er jazz ud over det hele. Mangler du at blive overbevist, så lyt til The Shooter eller For the love of the old beat.  

Bandcamp

onsdag, oktober 13, 2021

The Rise and Fall of Disco Jazz - historien om en genre der gik i glemmebogen #7 - jazz standards

 

Jeg har lidt vendt rundt på begreberne og valgt nogle jazz standards, der fik den helt store disco overhaling i 70’erne. I de to første tilfælde blev det endda kæmpestore hits. Den tredje blev ret hurtigt glemt - mens den fjerde har kult karakter.


SUNNY

Boney M (band) 1976-?

Take the heat of me (Hansa 1976) 

Intet var helligt for den tyske disco sensation Boney M, der lavede discoversioner af både Neil Young, Bob Marley og Creedence Clearwater Revival. På deres første album Take the heat of me fra 1976 var den første hitsingle, deres egen Daddy Cool, der blev efterfulgt af Sunny. Den var oprindeligt lavet af Bobby Hebb i 1966 - en souljazz single der ramte adskillige hitlister. Saxofonisten Stanley Turrentine lavede en forrygende udgave på Blue Note albummet The Spoiler, ligesom Wes Montgomery i øvrigt også gjorde samme år på albummet California Dreaming. Birgit Lystagers danske udgave Birger fra 1970 er dansktop i særklasse.

Boney M med producerbagmanden Frank Farian var sammen med Giorgio Moroder førende indenfor eurodisco genren. Det efterfølgende album Love for sale havde fået titel efter Cole Porter sangen, som de selvfølgelig også havde med på albummet.




HOW HIGH THE MOON

Gloria Gaynor (vokal) 1943- 

Experience Gloria Gaynor (MGM 1975) How high the moon

På Billboards nye Dancechart I 1975, strøg Gloria Gaynors version af How High the moon fra 1940 musicalen Two for the show direkte ind på førstepladsen. Hitlisten afspejlede det som blev spillet på diskotekerne i New York området. Nummeret er up tempo discovaganza med strygere, blæs og alt det gode. Den placerede sig godt i forlængelse af hendes forgående gigant hit Never can say goodbye. How high the Moon er blevet spillet af mange jazzkunstnere, hvor Chet Bakers midnatsblå version er evigt smuk.

På det efterfølgende album I’ve got you fra 1976 lavede Gaynor en udgave ef Cole Porters I’ve got you under my skin, der nåede en fjerdeplads på Billboards Dancechart.




NIGHT AND DAY

Frank Sinatra (vokal) 1915-1998

Night and day - single (Reprise 1977)

Intet var umuligt for de store stemme. Frank Sinatra lavede en disco version af Cole Porter klassikeren Night and day, der kun udkom på single. Det er en storladen version med det store blæserudtryk og ren discorytme - og Frank Sinatra? Han står solid as a rock midt i det hele og er Frank Sinatra. Jeg har fundet en fed tv udgave fra 1977, hvor han er så urokkeligt cool. Jeg tror orkestret kunne have spillet den i en reggaeton version og Frank ville stadig gøre hans ting. I USA og Storbritanien var den i øvrigt kun et B-side nummer til Everybody ought to be in love mens den var A-side i Frankrig, Brasilien, Italien og Mexico. I USA udsendtes den også i en DJ venlig version på 12”, så den kunne blive spillet på diskotekerne.




I COULD HAVE DANCED ALL NIGHT

Biddu Orchestra

Biddu Orchestra (Epic 1975)

Den indiske producer Biddu Appaiah, der boede i England sendte i 1975 jazzstandarden I Could have danced all Night på dansegulvet. Han tilhørte euro-discoens første kolonne og lavede instrumentale disconumre. Her var nummeret fra Broadway musicalen My Fair Lady den første single fra Biddu Orchestra, der ramte 5. pladsen på discohitlisten i England. Biddu havde sans for at lave hits. I 1974 lavede han Carl Douglas hittet Kung Fu Fighting og siden fulgte han op med Tina Charles’ I love to love og Jimmy James.