mandag, februar 18, 2019

Joe Lovano: Trio Tapestry (ECM) LP/CD/DL/stream

Han debuterede på Blue Note i 1991 og blev som en af ganske få jazzkunstnere på pladeselskabet op gennem halvfemserne og nullerne. Hans sidste plade på Blue Note kom i 2015. Nu er det slut. Han er i stedet kommet over på ECM Records, hvor første plade i eget navn på det tyske selskab er sammen med pianisten Marilyn Crispell og trommeslageren Carmen Castaldi.

Det kunstneriske ambitionsniveau er tårnhøjt. Lovano’s karriere har budt på mange forskellige stilistiske tag på jazzen. Han har altid formået at holde fast i sig selv og sin musikalske arv. Det gør han endnu en gang. Selv om det er en plade, der ikke lyder som andre i Lovano bagkataloget, så lyder det stadig som Lovano.

Det er flydende og luftig ekspressiv jazz, der i trioformatet smelter sammen. Det er både meditativt og beroligende. Det er også udfordrende og bevidsthedsudvidende.

søndag, februar 17, 2019

Ben Webster: Plays Ballads (Storyville) LP/DL/stream

Det er en regulær “No brainer”, at lave en plade med ballader spillet af Ben Webster. Det er fair nok, hvis man ikke kan lide det. Der findes også folk der ikke kan lide kaffe, ost eller øl. De går jo ikke nødvendigvis rundt og er deprimerede af den grund. Fra min stol kan jeg til gengæld berette om et lykkeligt liv, hvor kaffe, ost, øl og Ben Webster ballader er med til at skabe så intens en glæde, at den kan sammenlignes med kærlighed.

Storyville har genudsendt Ben Webster plays ballads på vinyl, der oprindeligt udkom i 1988. I øvrigt samtidig med Ben Webster plays Duke Ellington. Fælles for begge plader er at musikken er hentet fra indspilninger fra 1967-71, hvor den amerikanske stjernetenor spillede sammen med danske musikere: NHØP, Ole Kock Hansen og mange andre, samt andre amerikanere på kortere eller længere ophold i Danmark. I øvrigt kan musikken fra alle indspilningerne erhverves som en 7-dobbelt CD-boks, som Storyville lavede i 2007.

Vi præsenteres for et par af de uforlignelige arrangementer for stort orkester af Niels Jørgen Steen, hvor Ben Webster med Cry me a river og Greensleeves sætter ballade-standarden. Ellers møder vi Webster med mindre grupper, hvor cremen af datidens danske jazzmusikere spiller op til deres bedste. Selv om pladen er en blandet landhandel, så er den også totalt og aldeles vigtig at have i nærheden af pladespilleren. Det er en plade, der skal høres en gang i mellem. Måske bliver verden ikke et bedre sted, bare fordi du hører Ben Webster ballader. Men din verden bliver med garanti bedre.

lørdag, februar 16, 2019

Nicolai Kaas Claesson: Melt (Centrifuga) LP/DL/stream

Der hersker en ren og intens stemning over Nicolai Kaas Claessons første plade i eget navn. Ambitionsniveauet er tårnhøjt og han er gået all in. Bassisten der bla. spiller med Dødens Garderobe, Horse Orchestra of Frk. Jacobsen har samlet et musikalsk dreamteam omkring sig. Alle musikerne er etablerede navne på den eksperimenterende del af den danske jazzscene. Rasmus Kjær på piano, Jeppe Højgaard på saxofon og Anders Vestergaard på trommer kan improvisere og være i jazzens øjeblikke, som det er får forundt.

Nicolai Kaas Claesson lader dem spille jazz i en mere rendyrket form end det de ellers plejer at gøre. Claesson nævner selv at det er 70’ernes mere flagrende jazz og navne som Ahmad Jamal, Keith Jarrett Quartet og Sun Ra’s spacejazz, han har ladet sig inspirere af.

Musikken er indspillet på 8-spors spolebåndoptager af Rune Lohse. Det er med til at understøtte den rå og lidt primitive stemning. Vi får seks kompositioner, hvor kvartetten griber Claessons enkle melodier og omsætter dem i uspoleret spontanitet. Der er den dansende avantgardist Cooper. Der er den hidsige Kaptajn Penalhus, hvor Jeppe Højgaard får demonstreret sine fede rå sax-skills. Der er Gubban - som vi får i to versioner. Den er opkaldt efter Pippi Langstrømpes plettede hest. Jeg tror at hesten er ude på marken i det smålandske, hvor den langsomt spiser løs af græsset og gør sig klar sig til nye eventyr.

Vil du på jazzeventyr? Så er Nicolai Kaas Claessons LP Melt et meget vellykkede bud på en rå og velspillet tur af slagsen. God fornøjelse.


fredag, februar 08, 2019

Rymden: Reflections and Odysseys (Jazzland) LP/CD/DL/stream

I starten af nullerne voldhørte jeg Esbjörn Svensson Trio og Bugge Wesseltoft. De er fortsat store favoritter, men indtager ikke helt samme position længere. Primært fordi E.S.T. ikke eksisterer, pga. Esbjörn Svenssons alt for tidlige bortgang og fordi Bugge Wesseltoft ikke siden har lavet plader i samme klasse, som dem han lavede med New Conceptions of Jazz. Nu er de to resterende medlemmer af E.S.T. Dan Berglund på bas og Magnus Öström på trommer gået sammen med Bugge Wesseltoft under navnet Rymden. Forventningerne til trioen er selvsagt store.

De indfries til en vis grad. Der er helt regulære højdespringere som Dan Berglunds Pitter-Patter, hvor fart og Rhodes går op i en højere enhed. Der er selvfølgelig også blevet plads til de rolige ballader, hvor Magnus Öströms The Lugubrious youth of Lucky Luke og Bugge Wesseltofts afslutningsnummer Homegrown er regulære pleasere. De er til en vis grad i det nordiske jazztone-leje, selv om det ellers ikke er noget der præger albummet. 

Det lidt pudsige er at Wesseltoft er den af de tre medlemmer, der rammer tættest på lyden af E.S.T. med sine kompositioner. Her er The Celestial dog and the funeral ship den der kommer nærmest og kunne sagtens have været med på E.S.T. albummet Seven days of falling. Wesseltoft står også for den tunge Råk, der er Black Sabbath udsat for nordisk trio, med en funky afstikker på Rhodes.

Har du det samme nære forhold E.S.T. og Bugge Wesseltoft som jeg, er der en risiko for at du bliver skuffet. Men der er jo som bekendt også risici ved så meget her i livet. Og lige præcis denne risiko tager du ikke skade af. Så tag lige at lyt til den. Jeg er i hvertfald blevet gladere for den undervejs efter, at jeg har hørt den flere gange.


søndag, februar 03, 2019

Kenneth Dahl Knudsen: Tété (Gateway) CD/DL/stream

Han bor i Ålborg og har hele verden som sin arbejdsplads. Bassisten Kenneth Dahl Knudsen manifesterer tydeligt de internationale forbindelser på sit nye album . Da Kenneth var helt lille kunne han ikke udtale sit navn. I stedet blev det til Tété. Et navn som Kenneths mor stadig brugte, helt frem til hun døde. Kenneth Dahl Knudsen har i stor udstrækning skrevet musikken på følelser. Han viser på sit fjerde album, at han har et stort musikalsk fundament at trække på. I pladens linernotes skriver han at han har lader sig inspirere af afrikanske og latinamerikanske rytmer, af jødiske folkesange og de harmoniske elementer fra europæisk musiktradition.

Bandet består af musikere fra Polen, Israel, Frankrig og Costa Rica. På trods af (eller måske som følge af) de meget forskellige nationaliteter, er der en stærk lydhørhed i gruppen. Den polske guitarist Brian Massaka brillerer flere gange med forrygende spil. Kenneth Dahl Knudsen får foldet sin musik flot ud af det stærke kollektiv, som gruppen er. Han har givet dem nogle intense melodier med indhold og stemning. Der er både den lyse Stars og den mørke Lost hope. De kan rumme og fremstille begge dele på et meget anbefalelsesværdigt album.

lørdag, februar 02, 2019

Shai Maestro: The Dream Thief (ECM) LP/CD/DL/stream

Hvis man kender bassisten Avishai Cohens Trio, så kender man også pianisten Shai Maestro, der har spillet med Cohen i over 10 år. Den israelske pianist har såmænd også tidligere lavet plader i eget navn. Nu er han rykket op i jazzens Superliga med udgivelsen af albummet The Dream Thief på ECM Records. Han er i selskab med landsmanden Ofri Nehemya på trommer og peruvianske Jorge Roeder på bas.

Pladen åbner med en soloklaverudgave af den populære israelske musiker Matti Caspis My second childhood. Herefter følger 6 numre af Maestro med trioen. Musikalsk befinder han sig i det rolige leje. Det er ikke ulig Brad Mehldau. Pladens andet sidste nummer er en soloudgave af standarden These foolish things. Pladen lukker ned med What else needs to happen. Her inddrager Maestro et uddrag af en Barack Obama tale om våbenkontrol efter Sandy Hook massakren, hvor 27 mistede livet i 2012. En stærk og atypisk afslutning på et album, der ellers langt hen ad vejen er klassisk ECM.

fredag, februar 01, 2019

Keith Jarrett: La Fenice (ECM) CD/DL/stream

Endnu en soloplade med Keith Jarrett! Kan vi klare flere? Selvfølgelig kan vi det. Når standarden hver eneste gang er så høj, som det er tilfældet, så er der ingen vej udenom for alle os Keith Jarrett fans.

Den aktuelle udgivelse er en koncertoptagelse fra sommeren 2006. Den er indspillet i en af den klassiske musikverdens hellige haller, Gran Teatro La Fenice i Venedig. Vi får hele koncerten serveret over 2 CD’ere. Helt Jarrett-klassisk indledes koncerten med en række improviserede stykker musik, hvor han i starten er flagrende og ekspressiv. Det er stærkt inspireret af den klassiske musik.

Jo længere frem vi kommer på pladen, jo mere jazz og blues sniger sig ind i flygelet. Det er mildest talt meget stærkt. Det er her hvor Keith Jarrett er i sin helt egen liga.
På CD 2 spiller han nogle kendinge. Salen klapper så hårdt, at selv en flagspætte må blive misundelig, da han har spillet den romantiske traditional My Wild Irish rose, der også var med på 1999-albummet Melody at Night with you.
Som det sidste nummer spiller han Blossom, der var med den klassiske Belonging-plade fra 1974. Hold da op for en slutning. Det er i helt enestående og soleklar særklasse.