JAZZNYT

Benjamin Aggerbæk: Heartbeat (Gateway)

2012-01-29T12:04:00.003+01:00

Da Benjamin Aggerbæk lavede My oh my for et par år siden var jeg særdeles begejstret. Endda så meget at jeg mente at den var blandt de bedste jazzudgivelser i 2010. Hans blændende blanding af jazz, singer-songwriter og rootsmusik med en god portion swing sad lige i øret hos mig.
Nu er han atter aktuel. Denne gang er det en anderledes og langt mere intim Aggerbæk vi møder. Det er 12 numre der indspillet på en enkelt nat i et studie i Austin, Texas. Han er kun i selskab med sin nye Collings-guitar, en stor flaske Tennessee Whiskey og nogle gode producere.
Der er mindre jazz og langt mere americana-orienteret singer-songwriter musik på pladen end det var tilfældet med den forrige. Aggerbæk er taget til myternes land. Han rider afsted på et overskud af inspiration, hvor dybde og nærvær er med i lommerne.
Planen er at Benjamin Aggerbæk genindspiller alle numrene med orkester senere i år, hvor han supplerer med instrumental-numre, så der kan blive til en dobbelt-cd. Denne plade skal komme til efteråret. Melodimaterialet som han præsenterer her på solopladen får mig til at vente med længsel på den fuldt orkestrerede udgave.
aggerbaek.dk

Magnus Hjorth Trio: Gershwin with strings (Stunt)

2012-01-29T11:44:00.000+01:00

At Magnus Hjorth skulle lave en Gershwin-plade med strygere er ikke en overraskelse af de store. Han har på sine foregående trioudgivelser flirtet med den store amerikanske sangbog. Han har før kun været i direkte fysisk kontakt med enkelte standards. Hjorth's flirt har oftest bestået i, at hente inspiration fra den klassiske amerikanske jazz, der som regel hentede kompositioner fra den store amerikanske sangbog.

På den aktuelle udgivelse tager han skridtet fuldt ud og giver sig i kast med 9 Gershwin-kompositioner, hvor kendinge fra Porgy & Bess og andre "superhits" som They can't take that away from me er med.
Sammen med Petter Eldh på bas og Snorre Kirk på trommer samt en strygerkvartet er Hjorth i det romantisk inspirede hjørne. Det kan både være af den sukrede slags som på Bess, You is my woman now, hvor der er en overhængende fare for at jeg får strygersovsen galt i øret eller som på Nice work if you can get it, hvor der er et mere kontant og direkte anslag med dramatiske strygere og en Snorre Kirk helt fremme på energiske whiskers.
Magnus Hjorth er en unik pianist på den nordiske jazzscene. Han står vagt om jazzens traditioner og kæmper med et stort kunstnerisk overskud. Jeg kommer ofte til at tænke på George Shearing, når jeg hører ham på denne plade. Der er noget af den samme enkle og uhyre præcise behandling af flygelet hos Hjorth som kendes fra Shearing.

Leif Johanssons Kvintet: Goodbye Pork Pie Hat (Little Beat Records)

2012-01-23T21:35:00.000+01:00

Det er nok primært kendere der nikker genkendende til navnet Leif Johansson, trommeslageren der leder denne kvintet. Kvintetten opstod efter åbningen af det ny Montmartre i Nørregade, hvor Johansson havde været til koncert med Charles Mingus.

Han allierer sig med Erling Kroner og Bent Jædig i front på trombone og tenorsax. Vi møder dem på en indspilning en sommeraften i 1977 på det dengang nyåbnede Cafe Sommersko i midten af København. Indspilningen stammer fra Leif Johanssons private samling og er pladeselskabet Little Beat Records hyldest til Kroner.
Når jeg hører deres fortolkning af Mingus' Ecclusiastics på 11 minutter, hvor der er tid, rum og (tilrøget) luft til at give den københavnske sommernat en gang blues, bliver jeg indfanget af den autentiske stemning med en veloplagt Ole Matthiessen på et (hørbart) opretstående piano og bassisten Allan Gregersen der på Mingusk vis flår i basstrengene.
Over to CD-plader får vi næsten to timers musik med en kvintet, der spiller musik af Coltrane, Monk, Mingus, Hubbard og Kroners helt Jimmy Knepper. Leif Johansson citerer i covernoterne Erling Kroner for at have udtalt om kvintetten: "Det er rart for mig, som blæser, at spille med Bent Jædig. Han er en enorm inspiration og der er skud i hornet hele tiden. Og Leif, der har samlet orkestret og er vores kapelmester, er der virkelig drøn på trommerne. Vi spiller simpelthen af karsken bælg". Mere præcist kan det ikke udtrykkes.
Pladen er et fantastisk dokument fra en tid, hvor der næsten altid var en amerikaner med som sideman, når danske jazzmusikere blev udgivet på plade.

Her får vi det fineste bevis på, hvorfor både Kroner og Jædig vil blive savnet.
Littlebeatrecords.dk

Kommende jazzudgivelser 2012

2012-01-19T21:13:00.001+01:00

Her er en oversigt over de jazzplader vi kan gå og glæde os til 2012.

Januar
Dygong: The E-sessions (ILK) med Jacob Anderskov
Magnus Hjorth: Gershwin with Strings (Stunt)
Leif Johanssons Kvintet: Live (Little Beat Records) med Bent Jædig og Erling Kroner
Danish Radio Jazz Group: With Erik Moseholm & Ray Pitts 1965 (Jazzhus Disk) Japansk udgivelse
George Garzone with Frank Tiberi: Audacity (Stunt)
Ron McClure: Crunch time (Steeplechase)
Brian Charette: Music for Organ Sextette (Steeplechase)
Jens Thomas: Speed of grace (ACT)
Verneri Pohjola Quartet: Ancient history (ACT)
Lars Danielsson: Liberetto (ACT)
Ulf Wakenius: Vagabond (ACT)
Joel Harrison & Lorenzo Feliciati with Cuong Vu: Holy abyss (Cuneiform)
Andy Sheppard: Trio Librero (ECM)
Johannes Enders Trio: Mondvogel (Jazzwerkstatt)
Richard Galliano: Nino Rota (Deutsche Grammophon)
Portico Quartet: Portico Quartet (Real World)
Aaron Goldberg/Ali Jackson/Omer Avital: Yes! (Sunnyside)
Chick Corea/Eddie Gomez/Paul Motian: Further Explorations (Concord)
Malia: Black Orchid (Emarcy) Nina Simone Tribute
Empirical: Elements of truth (NAIM)
Makoto Ozone: Live and let live - Love for Japan (Verve) med Chick Corea, Gary Burton, Randy Brecker etc.

Februar
Sekten: Klubbhus (ILK) DVD musikdokumentar lavet af Sofie Tønsberg
Little Red Big Bang: Bang (ILK) Little Red Suitcase i udvidet version
Lovedale: Green sounds (ILK)
Simon Toldam Trio: Live (ILK) indspilning fra Kind of blue på Nørrebro
Michael Lington: Pure (Trippin N' Rhythm) ex-dansk smoothjazzstjerne
Jazzkamikaze: Future Blaster (??)
Anders Koppel: Everything is Subject to Change (Cowbell) med Benjamin Koppel, Kenny Werner og Jacob Andersen
Anders Koppel: Aftenlandet (Cowbell) opr. fra 1977, men kun udgivet på vinyl
Ronnie Cuber: Boplicity (Steeplechase)
Harold Danko: Unriched (Steeplechase)
Paul McCartney: ?? (Concord/Hear Music) Han synger standards akkompagneret af Diana Krall og band
Juhani Aaltonen & Heikki Sarmanto: Converstions (TUM!)
Bugge Wesseltoft: Songs (Emarcy) solopiano/jazzstandards
Chick Corea: Continents (Deutsche Grammophon/Universal)
Tord Gustavsen Quartet: Well (ECM)
Tim Berne: Snake oil (ECM)
Scent of soil (Hubro)
Anders Jormin: Ad Lucem (ECM)
Charlie Haden & Hank Jones: Come sunday (Emarcy)
Enrico Pieranunzi: Doorways (Cam Jazz) Med Paul Motian og Chris Potter

Marts
Niels Lyhne Løkkegaard: Vesper (??) med Buchanan, Bro opg Mazur
The Mighty Mouse: ?? (Barefoot) trio med Morten Pedersen, Haakon Berre og Adam Melbye
Kostcirkeln: ?? (ILK)
Niels Vincentz: Early reflections (Steeplechase)
Marcus Printup: Homage (Steeplechase)
Robert Glasper: Black radio (Blue Note)
Curtis Stigers: Let's go out tonight (Concord)

April
Kenneth Dahl Knudsen: Clockstopper (??)
Toxværd/Anderskov: Phonebook (ILK)
Nils Davidsen/Tomasz Dabrowski/Anders Mogensen: ?? (ILK)
Benjamin Koppel/Peter Erskine/Johannes Weidenmueller/Jacob Christoffersen: One, Two, Three, Four (Cowbell)
Dick Oatts: Lookin' up (Steeplechase)
Kirk Knuffke & Jesse Stacken: Like a tree (Steeplechase)

Maj
Dexter Gordon: Satin doll (Steeplechase) med Kenny Drew, Bo Stief og Art Taylor
Vincent Gardner: The good book chapter three (Steeplechase)

Juni
Stephen Riley: Hart-Beat (Steeplechase) med Billy Hart
Chris Byars Octet: Music forever (Steeplechase)

Uden dato
Carsten Dahl Duo (Storyville) med Stefan Pasborg
Carsten Dahl/Jon Christensen/Arild Andersen (Storyville)
Softwar: ?? (Blackout) med Anders Provis
Marc Bernstein feat. Billy Hart: Good people music (Blackout)
Leo Mathisen: Vol. 7 1946 (Little Beat Records) ikke tidligere udgivet musik fra privatskårne lakplader
Leo Mathisen: vol. 8 1947-51 (Little Beat Records) overvejende materiale fra privatskårne lakplader
Mark Solborg: 4+4+1 (ILK)
Jacob Anderskov's Agnostic Revelations: Vol. 2 (ILK)
Tranberg/Davidsen: ?? (ILK)

European Jazz Orchestra 2011: Conduted by Jere Laukkanen (EJO/Cowbell)

2012-01-17T21:13:00.005+01:00

Moderne europæisk big band musik. Jazzens svar på partiturmusikken kan være en svær størrelse. Det interessante er at man kan sammensætte et big band på 17 mand fra næsten lige så mange lande, lade dem spille nykomponeret musik. Herefter sender man dem på turné ud i Europa. Det var Erik Moseholm og Birgit Vinges mission for efterhånden mange år siden. Det er det stadigvæk. Andre har blot taget over. EU og Herning Kommune er de store økonomiske bidragsydere. Radio og TV-stationernes europæiske samarbejde EBU sørger via deres jazzproducergruppe for netværk og musikere.
2011-turen startede i den lille vestjyske by Vildbjerg, hvor big bandet øvede i 3 dage inden de tog på turné ud i Europa. Under ledelse af den finske dirigent Jere Laukkanen spillede big bandet i 2011 musik komponeret og arrangeret af Laukkanen og estiske Raul Sööt. 11 numre fordelt over 2 CD'er er en stor mundfuld. Imponerende nok bliver de 7 kvarters musik ikke trættende eller kedelige. Musikken er indspillet ved slutningen af turnéen i Turku, Finland. Jeg hørte dem ved deres første koncert. Efter 20 dage og 8 lande fornemmes der en langt større fortrolighed med musikken. Det er med til at gøre denne udgivelse til at være en af de bedste der er kommet med European Jazz Orchestra.
Pladen lukkes ned med Dizzy Gillespie's Manteca i et funky arrangement af Laukkanen, den tyske pianist Pablo Held får nummeret til at svede med el-klaveret. Der er flere højdepunkter på pladen, hvor flere af dem former sig som små suiter. Sööt's Jäälöhkuja poeg (the icebreakers son) der med den estiske bassist Peedu Kaasi som omdrejningspunkt er i opbygning og stemning vildt fascinerende. Laukkanen's Rag-a-muffin' beskriver mødet mellem Duke Ellington og Jelly Roll Morton på en bar i Jamaica, hvor de bliver høje. Bulgur er en balkan-samba med den bulgarske darbuka-virtuos Ivan Tsonkov i en medrivende rolle.
European Jazz Orchestra er i 2011-udgaven en fornøjelig bekræftelse på, at europæisk big band musik ikke ligger under for kedelig stagneren på trods af at det bygger på stærke traditioner.
Bonusinfo:
Det er ikke kun EM i fodbold kommer til Ukraine i år. European Jazz Orchestra 2012 har hentet årets musikalske leder i Ukraine, hvor de selvfølgelig også spiller flere koncerter.
swinging-europe.dk

Engkilde/Majmon/Coppier/Cevik: Violet R!VER (Brumtone)

2012-01-09T22:32:00.000+01:00

August Engkilde har altid gået egne veje indenfor musikken. Jazzen har så som regel været med som pasasager på den ene eller anden måde i Engkildes projekter. Senest har han søsat Global Units Sessions projektet, hvor musikere fra forskellige genrer mødes på scenen og dyrker improvisationen. Det var efter en sådan session i foråret 2011 at Violet R!VER blev dannet. Efter nogle få gigs og en studiosession havde de materiale nok til dette album.
Fire musikere med vidt forskellig musikalsk baggrund. Magnus Olsen Majmon laver eksperimenterende elektronisk musik under navnet Elektronavn, her spiller han trommer og percussion. Cengiz Cevik spiller saz. Yann Coppier opererer indenfor diverse elektroniske eksperimenter, her tager han sig af electronics, vokal og guitar. August Engkilde er hovedmanden bag pladeselskabet Brumtone, i denne sammenhæng tager han sig af cello og electronics.
Det er dybt fascinerende og smukt projekt som de har skabt. De kalder det selv for nordisk raga møder mellemøstlig elegance. I et svævende univers blander de elektronikkens lyd og klangfalder med de akustiske instrumenter. Over tre numre tager de lytteren med på en rejse til et levende og berigende parallelunivers.
brumtone.com

Peloton: The early years (Parallell) SOLID! & Seamus Blake: Visitor (Parallell)

2012-01-09T21:49:00.003+01:00

Her er et par udgivelser der begge er udgivet af det norske pladekollektiv Parallell. Den ene gruppe, Peloton skrev jeg om for nogle år siden hvor synthudbrud, understyret heavyguitar og groovy trommespil var på dagsordenen. Dengang hed pladen Selected recordings. Denne gang er det i stedet blevet til The Early years, hvilket egentlig er ganske pudsigt, da jeg synes at musikken lyder som musik der inspireret af senere jazz end den første plade, der hentede inspiration i 70'ernes mere frigjorte fusionsjazz. Her er vi mere kommet op i 00'erne hvor electronica blev en del af jazzen. Selv om synthlydene har en vintagekarakter, er det jazz der ikke er bange for at medtage elektroniske elementer vi alt for sjældent hører i jazzen.
SOLID! er en erfaren orgeltrio der siden starten af 00'erne har spillet klassisk orgeltriojazz med et touch af europæisk jazz. Guitaristen Bjørn Vidar Solli skriver hovedparten af materialet. Han har de sidste 5 år overvejende opholdt sig i New York og har ladet sig farveve musikalsk deraf. Ikke alene spiller han på et højt niveau. Hans kompositioner er blevet farvet af New Yorks neonlys. Trioen har medtaget den amerikanske saxofonist Seamus Blake - der bla. spiller i John Scofields Quiet Band. Hans elegante og melodirige tone giver trioen det sidste skub. Visitor er ganske enkelt et særdeles behageligt selskab.
parallell.eu

Interfoam.dk: EP (Interfoam.dk)

2012-01-09T21:24:00.002+01:00

Interfoam.dk vandt sidste år Jazz Danmarks Ung Jazz konkurrence. Inden der udkommer et helt album med dem har de valgt at udsende en 5 nummers EP. Planen var ellers oprindeligt, at der skulle komme et album med dem sidste år efter Ung Jazz konkurrencen. I stedet har de valgt at vente lidt endnu med et helt album og vil i mellemtiden arbejde videre med deres lyd.
Det er for så vidt ikke så underligt at de gik hen og vandt Ung Jazz konkurrencen, da de har valgt et originalt udtryk. Det trækker rigtigt meget på den samme balkan-tradition som kendes fra Stefan Pasborgs Odessa 5. Det skyldes i høj grad, lyden af den fremtrædende tuba der i Interfoam.dk betjenes af Rune Jakobsen (der også var inde over Ung Jazz 2008 vinderne Magnus Fra Gaarden, dog på bas). Hos Interfoam.dk krydser Balkan-musikken klinger med en fræk punket attitude. Mikkel Grevsen på trompet og Mads Egetoft på tenorsax er med til at fuldende kvartettens blæserfront. Kristoffer Tophøj betjener trommerne.
Jeg kan godt forstå, at Interfoam.dk vandt Ung Jazz, da de spiller en krævende musikstil med stor sikkerhed. Men jeg synes også at de på EP'ens fire første numre minder alt for meget om Odessa 5. De skal grave et spadestik dybere og finde ind til deres eget. Hvilket de med pladens sidste nummer Interharl også gør. Det er et dystert, stemningsfyldt og filmisk nummer. Mads Egetoft vrøvler/rapper fascinerende friskt på engelsk med lidt tysk accent på nummmeret. De må meget gerne gå i den retning!
Bonusinfo:
Pladecoveret er et hjemmesyet skumomslag.
interfoam.dk

Peter Rosendal Trio: Crescent (Cloud Japan) Magnus Hjorth/Petter Eldh/Kazumi Ikenaga (Cloud Japan)

2012-01-05T21:58:00.000+01:00

Peter Rosendal slog i 2003 overbevisende igennem med debutalbummet Live at Copenhagen Jazzhouse, der året efter blev fulgt op med Wondering. I selskab med bassisten Mads Vinding og trommeslageren Morten Lund havde Rosendal skabt en lyrisk nordisk-inspireret klavertrio, der med lige dele glæde og melankoli satte sig i hjertekulen hos mange jazzlyttere. Han startede efterfølgende trioen med Graig Earle og Janus Templeton og herefter ophørte samarbejdet med Vinding og Lund.
Indtil nu. På det japanske selskab Cloud har Rosendal sammen med den gamle trio netop udsendt albummet Crescent. Rosendal er blevet ældre som musiker og har ikke lavet en decideret opfølger til de to første albums. Der er i stedet tale om et nyt kapitel i Rosendals karriere og hvilket et! Jeg har voldspillet albummet siden jeg fik det. Albummet indeholder 11 numre skrevet af Rosendal. Rosendal har sans for at skabe en melodi og efterfølgende behandle den nænsomet. Hvis jeg stod i en jazzpladeforretning ville jeg en halvtravl lørdag formiddag sætte skæring to, Humming me på. Jeg er sikker på, at der ville ryge mere end et eksemplar af pladen over disken. Humming me har en umiddelbar lethed der får den til at flyde direkte ind i øret. Der er flere fine detaljer der får nummeret til at folde sig ud. Rosendal supplerer klaverspillet med lidt stemningsskabende spil på blæserinstrumentet flugabone. Morten Lunds fjedrende lette trommespil giver sangen vinger.
Rosendals sammenspil med Lund og Vinding er ikke uden skyld i at pladen fungerer så flot. Vindings basspil er inspirerende og levende, hvilket er lige der hvor Lund også er hjemme. Det er en meget anbefalelsesværdig trioplade som Rosendal har begået.
Det japanske selskab Cloud startede med at kaste sin kærlighed på en anden nordisk pianist, der ligesom Rosendal er en romantiker. Magnus Hjorth udgav i foråret sin hyldest til Gershwin på Cloud, nu er den udkommet herhjemme på Stunt. Tidligere har Cloud udgivet triopladen Platic Moon med Hjorth, den udkom også herhjemme på Stunt. Selskabets første udgivelse var også med Hjorth. Det var livepladen Someday Live in Japan som jeg fik til anmeldelse sammen med Rosendal-pladen. Den er modsat de andre Hjorth-udgivelser ikke udkommet herhjemme - men kan dog skaffes flere steder. Det er en liveindspilning fra tre forskellige klubber, hvor Hjorth er i selskab med sin sædvanlige triobassist Petter Eldh mens den japanske trommeslager Kazumi Ikenaga er ny. Vi præsenteres for otte kendte jazzklassikere. Milestones, Take The A Train, Bess You is my woman og flere andre præsenteres veloplagt af trioen. Hjorth er ikke som Rosendal nordisk inspireret. Tværtimod trækker han mere på den amerikanske tradition som man kender den fra Oscar Peterson eller Mulgrew Miller. Liveindspilningen har en lækker dynamisk lyd, der skriger på at blive afspillet på et godt anlæg.
Det er herligt at en japansk turists næsten tilfældig møde med nordisk jazz ved en koncert i København med Magnus Hjorth, kan være med til at der ligefrem skabes et pladeselskab. Der er nu kommet fem plader på selskabet og til februar udkommer Hanne Boels The shining of things også på Cloud.

slowboattocloud.blogspot.com

Benjamin Koppel: Quatre trois deux un (Cowbell)

2012-01-05T21:48:00.000+01:00

Benjamin Koppel har sammen med Casper Rongsted tidligere i år udgivet bogen Ud af musikken - sådan forklarer man musik for en kat. Jeg må blankt erkende, at jeg ikke helt fattede hvad bogen gik ud på. Men det ændrer ikke på det faktum at Benjamin Koppel fortsat har noget fornuftigt at sige - bla. i Smagsdommerne. Jeg har det bare bedst med at lytte på Benjamin Koppel når han sætter saxen til munden. Han lavede tidligere i 2011 det forunderlige improduoalbum The suddenness of inventivity sammen med bassisten Thommy Andersson. Andersson er også med på den nyeste udgivelse Quatre trois deux un, hvor Koppel for tredje gang arbejder sammen med den franske trommelegende Daniel Humair. Jacob Anderskov sidder ved klaveret, hvilket er et fint valg. Han har forståelsen for Koppels på en gang komplicerede og ligefremme musik.
Benjamin Koppel har ladet sig inspirere af en skitse af Poul Pedersen som han har hængende derhjemme. Det er en skitse til bogstavværket Quatre, Trois, Deux, Un som findes i sin færdige udgave på Randers Kunstmuseum. Koppels fascination og undren over værket har resulteret i musikken til albummet.
Koppels musikalske karriere stritter i mange retninger. Jeg fornemmer dog en vis musikalsk tryghed og ro for Koppel med netop dette materiale. Han er i sleskab med nogle musikere der har en fornemmelse og forståelse for Koppels musik. Det er nok en af grundene til at Koppels saxtone på denne plade er i særklasse.
cowbellmusic.dk

Morten Musik: Live med Lille Morten og Stjernerne (Jaevn)

2012-01-05T21:40:00.001+01:00

Dansk børnejazz befinder sig i en guldalder lige nu. Den har sin egen klub (lobby?) Den har endda fået sin egen kategori ved jazzens Danish Music Awards. Flere jazzmusikere har en sidegesjæft ved siden af "voksenjazzen" med at lave børnejazz. Cathrine Legardh har i flere år haft Nullernix. Dalia Faitelson, Makiko Hirabayashi og Ayi Solomon har Sidegaden og sådan har adskillige andre jazzmusikere både en børne og voksen-karriere.
Sangeren Morten Mosgaard lavede i 2010 et voksenjazz-album der med rette kunne få titlen "Årets mest oversete jazzgenialitet". Jeg overså den ikke og kårede den som et af årets albums. Når Mosgaard så laver et børnealbum må jeg i min venten på den næste voksengenialitet fra Mosgaard så kaste mig over det album istedet. Mosgaard har i flere år lavet børnejazz. Det aktuelle album kan bruges som appetivækker og døråbner til at få nogle jobs. Derfor har han klogeligt valgt at udgive et livealbum, hvor han i selskab med Martin Granum, Michael Andersen, Jens Ulrich Madsen og Ole Skou spiller 9 numre af Mosgaard. Det er bla. Goddag-reggae, Dyre-jazz og Efterårstango. Martin Granums Den lille abe er også med, den blev kåret som årets børnesang i 2009.
Det er en levende koncert vi får lov til at høre. En stor del af showet handler om at involvere børnene. Mosgaard formår uden problemer at holde et passende tempo for børn. Han møder dem i øjenhøjde. Selv om man ikke kan se Morten og musikerne, hvilket givetvis også er en del af oplevelsen, så er jeg ganske godt underholdt. Ret hurtigt finder jeg mig selv i godt humør gå og nynne med. Så har Morten da nået et fint mål. Han underholder og skaber god stemning ved hjælp af nogle gode simple børnesange.
www.mortenmusik.dk

KortJazzNyt Uge 1 2012

2012-01-05T21:25:00.003+01:00

Swinging Europe søsatte i efteråret talentprojektet Underground. Under kunstnerisk ledelse af Lars Greve (fra Girls in Airports) og Chappe (leder af Blood, Sweat, Drum'n'Bass Big Band) bliver en række jyske musikskoletalenter udfordret og inspireret med jazz og improvisation. Musikerne er i alderen 12-17 år.
ug2011.blogspot.com/2012/01/unge-gav-den-gas-med-jazz.html

Danske jazzudgivelser dukker - ikke overraskende - op på flere udenlandske Årets bedste lister. Det interessante er at det er forskellige plader der er favoritter rundt omkring. På amerikanske Jazzwrap.blogspot.com er der adskillige danske udgivelser med på års listen. Ganske vist er Tomasz Licak og Artur Tuznik polske men det ændrer ikke på det faktum at de har gået på konservatoriet i Odense og har udgivet deres plade på det danske selskab Blackout, samt at danske Andreas Lang og Anders Mogensen medvirker på albummet.
Jazzwrap har også forelsket sig i den tredjedel danske trio Equilibrium (med Mikkel Ploug) og deres nyeste udgivelse. De skriver: "Simply put, Walking Voices is one of the most beautiful records you'll hear all year." Så kan det vist ikke siges mere præcist.
På samme liste finder vi også Anne Mette Iversens Milo songs, Kevin Brow's Dolls & guns og Lars Fiil's Reconsideration.
Men det allermest bemærkelsesværdige er denne kommentar som Jakob Bro's Time får med på vejen: "I fell in love with Time minutes after it finished. Jakob Bro has circled himself with great musicians who effortless craft his material into something special. With Time, Jakob Bro should be on the radar of many jazz fans in 2012. He has grown as a leader, composer and performer. The pieces on this session has stuck with in short time of its release in November. That's why I have named Time as my album of year. Highly Recommended." Et stort tillykke til Jakob herfra. På bloggen er der iøvrigt også et lille interview med Jakob.

Fredrik Lundin satte lillejuleaften gang i en vanvitttigt spændende debat på jazzblog.dk
Han skriver bla. om hvad der lægger til grund for de valg man tager som musiker. Hvorfor har man valgt den kunstneriske vej, man har? Hvordan brander man sig som musiker? Følg selv med. Der er indlæg fra bla. pianisten Søren Møller, saxofonisterne Thomas Agergård og Thomas Hass, Carsten Dahl og mange andre.
jazzblog.dk/fredrik-lundin-mig-og-alle-hestene.html

Six City Stompers og Jazz Five spiller ved danseforeningen Swing Shoes minifestival New Orleans New Year Jazz Event på Operaen på Christiania d. 13. jan. Målet er at tiltrække et yngre publikum med unge orkestre. Planen er at det skal være en årligt tilbagevendende begivenhed.
facebook.com/events/324989237520268

Chris Minh Doky & The Nomads er på turné på den amerikanske vestkyst, hvor de spiller fra d. 17. januar til d. 21. januar. De starter med to jobs i Seattle og rykker så til Los Angeles, hvor tre jobs venter. Samme band kan opleves i Danmark til efteråret.

doky.com/calender

Trut mig i øret

2011-12-27T11:52:00.002+01:00

Jazzen har et fedt ry, så derfor kan den også bruges når der skal sælges biler (Honda Jazz) og andet der ikke indeholder ret mange trut i trompeten.

Jeg har lige afsøgt markedet for in ear hovedtelefoner, da mine gamle var blevet væk. Ret hurtigt faldt jeg over AKG's Quincy Jones model Q 350, en lille fiks ørepropmodel der fåes i tre forskellige farver. Jeg er en sucker for Quincys big band-lyd og arrangementer. Så det er vel lidt ligesom når Messi's navn står på et par fodboldstøvler. Vi kommer tættere på legenderne. Desværre får Quincy-hovetelefonerne i flere anmeldelser på nettet hug for fremstillingskvaliteten. I Tænks store hovedtelefontest fra oktober indtager den dumpepladsen bla. pga. dårlig komfort. Man kan jo undre sig over at Quincy Jones vil lægge navn til sådan et produkt. Det kan næppe være pengene der er skyld i at han gør det. Jeg har svært ved at koble Quincy med et produkt der får hug for dårlig fremstillingskvalitet og komfort. Det er netop to elementer der gennemsyrer både hans jazz- og popkarriere.
Så er det nemmere at bruge en afdød musikers navn. Vi ved at kunstneren ikke har haft noget at skulle sige. Det amerikanske firma Monster Cables har fået kæmpesucces med deres Beats-serie, som det levende hip hop ikon Dr. Dre har været inde over. Men de har også en Miles Davis-serie, hvor den første model kom på markedet forrige år.
Kort før jul introducerede de modellen der i udseende ikke er set smartere nogensinde. Den ende af hovedtelefonen der stikker ud af øret ligner et trompet-mundstykke! Jeg er ret sikker på, at Miles ville have kaldt dem some cool motherfuckers. Omregnet til danske kroner ryger den op i næsten 2000,- inden der er kommet told og forsendelse på. På en dansk hjemmeside ryger den op i 2899,- Monster har iøvrigt også lanceret en Earth, Wind & Fire serie kaldet Gratitude.

Søren Kjærgaard: Femklang (ILK)

2011-12-18T16:00:00.002+01:00

Antydningens kunst. Underdrivelse. Lidt er også godt. Det er interessant når en kunstner i det der lyder underspillet, kan fremtrylle musik der er i alt det der ikke bliver spillet får fyldt så meget på, at man som lytter får fornemmelsen af at lytte til et symfoniorkester. Søren Kjærgaard kan i den sammenhæng noget helt unikt, når han er sammen med trommeslageren Andrew Cyrille og bassisten Ben Street i den trio der nu er aktuel med det tredje album. På albummet Femklang møder man en klavertrio der på mikroskopisk vis blæser et makrokosmos op.
Søren Kjærgaard har skrevet den enkle og smukke musik, der i disse download og streamingtider kommer i en æstetisk flot indpakning, der passer til musikken. Andrew Cyrille er som en gammel yogi svævende og tilstedeværende i Søren Kjærgaards musik. De er over årene kommet endnu tættere på hinanden. Kjærgaard fortalte mig for nylig med stor entusiasme at han vil fortsætte dette samarbejde.
Søren Kjærgaard har med Femklang lavet endnu et uomgængeligt trioalbum der vil stråle i lang tid.
www.sorenkjaergaard.com

Agergaard/Ginman/Blachman/Dahl: Face the demon (Time Span Records/download) People Are Machines: Fractal (Cloud Japan)

2011-12-18T15:29:00.004+01:00

Ved at sammenstille to forskellige plader i en anmeldelse er der en overhængende fare for at man vil bedømme hvilken plade der er bedst. Det bliver ikke tilfældet med de to udgivelser som jeg har stillet overfor hinanden her. De er begge gode men på hver deres måde.
Det er kvartetplader i den klassiske opstilling med sax. piano, bas og trommer. Begge indspilninger har nogle år på bagen. Flere af musikerne har det tilfælles at de er blevet mere kendte siden indspilningerne fandt sted. Ellers kan man hurtigt konkludere at de ikke har meget tilfælles. Udover at de på mange måder er hinandens modsætninger og en reaktion på hinandens stilarter.
Den første er med det der egentlig hed Thomas Agergaard Kvartet i en indspilning fra 2000. Det var den sidste indspilning med kvartetten der blev startet af saxofonisten Thomas Agergaard og videreført af de tre andre under navnet GinmanBlachmanDahl uden Agergaard. Det var inden de henholdsvis blev chef for Jazzhouse, X-Factor dommer og professor. Det er 16 numre for fuld udblæsning. Kvartettens fascination for det improviserede og løst spillede folder sig ud i fuldt flor på Face the demon. De havde siden starten af halvfemserne dyrket jazzen der med mange nik tilbage til 60'ernes hårdt spillende musikere. Wayne Shorter, Tony Williams og andre Miles Davis musikere var ikke uden skyld i denne kvartets kraftfyldte jazz, der på mange måder også var et opgør med firsernes mere tighte og polerede jazz.
Lige præcis den jazz som People are Machines dyrker på albummet Fractal. Kvartetten udsendte i 2007 deres debutalbum. Kvartetten stod lidt i skyggen af Jazzkamikaze. De havde medlemmerne Marius Neset på sax og Anton Eger på trommer tilfælles. Fractal er en indspilning fra 2008 og udsendes nu af det japanske pladeselskab Cloud, der har taget den svenske pianist Magnus Hjorth til sig. Det er den fjerde udgivelse med Hjorth de har på samvittigheden. To af udgivelserne er udgivet i Danmark af Stunt. Hjorth er ligesom de øvrige medlemmer af People are Machines uddannet på det Rytmiske Musikkonservatorium i København. Saxofonisten Marius Neset lavede iøvrigt albummet Suite for seven mountains i 2008 som eksamensopgave fra konservatoriet i eget navn, men musikerne var identiske med People are Machines. Neset udsendte tidligere i år Golden Xplosion, som i denne uge blev kåret som årets bedste jazzplade af den engelske avis' Guardians kritiske jazzanmelder John Fordham. Han og andre der holder af Golden Xplosion kan med fordel bruge lidt tid på People are Machines og Fractal. Fractal er fyldt med teknisk krævende breaks og tight spillet groovy jazz. Neset har en hang til at spille teknisk blæret sax a la Michael Brecker. Imponerende og fedt. De andre musikere i People are Machines har ingen problemer med at spille op til det.
Bonusinfo:
Thomas Agergaards udgivelse udkommer som download
People are Machines' album udgives kun i Japan, men kan købes via postordre derfra.
thomasagergaard.com
slowboattocloud.blogspot.com

Årets bedste danske jazzplader 2011

2011-12-12T06:21:00.001+01:00

For sjette år i træk kårer Jazznyt årets 10 bedste danske jazzplader. 10 plader der hver især har gjort store indtryk.
Der er de etablerede; Carsten Dahl der lige er udnævnt til professor og Lars Møller der lige er blevet chef for Klüver Big Band. Der er de islandske saxofonister, Oskar Gudjonsson og Sigurdur Flosason der er gæster hos henholdsvis Søren Dahl Jeppesen og Cathrine Legardh. Der er debutanterne jeg havde med på min liste sidste år, der så har lavet nogle forrygende opfølgere; August Rosenbaum Trio og Girls in Airports - sidstnævnte bliver i øvrigt helt uforståeligt nedsablet i december udgaven af Jazz Special.
Flere af pladerne er allerede blevet hædret. Søren Dahl Jeppesens og Lars Møllers plader er feks. lige blevet præmieret med 75.000 kr. hver af Statens Kunstfond.
Jeg vil opfordre dig til at opsøge disse 10 plader. De giver et kvalificeret bud på lyden af af den gode danske jazz anno 2011.

Listen står i tilfældig rækkefølge.

August Rosenbaum Trio: Live (Impostor Production)
Det er først nu at vi får lov at høre trioen på plade. Det er ikke et famlende debut-album. Snarere tre musikere der over syv år har arbejdet sig frem til et fælles udtryk. Her er melodien tilstede samtidig med at lytteren udfordres og bevæges.

Girls in Airports: Migration (Mawi Music/Gateway)
The future of Dansk Jazz!!! Girls in Airports blander stilarter på deres egen originale måde. Alligevel lyder det så ligefremt og logisk. Det nye album er en flot fortsættelse af det de startede med debutalbummet sidste år.

Lars Møller & The Orchestra: Episodes (Calibrated)
Intet er tilfældigt og hovsa-agtigt. Der er brugt tid på at gå i dybden. Spontaniteten og umiddelbarheden er alligevel tilstede. Den bevares i høj grad i kraft af at big bandet på hver enkelt plads, rummer nogle musikere der med stor sikkerhed spiller Møllers fantastiske musik.

Søren Dahl Jeppesen with Oskar Gudjonsson: Red sky (Dog Day Music/Gateway)
Der fornemmes en afklaret ro i musikken. Gudjonsson og Dahl Jeppesen er kommet tættere på hinanden. Guitar og saxofon væver sig ud og ind af hinanden. Jakob Høyers følsomme trommespil får det til, at lyde som en fjern rytmisk torden. Klaus Nørgaards på en gang distinkte og diskrete basspil svømmer ind under kvartettens behagelige musiceren.

Koptor: Fire sink (Fresh Sound New Talent)
Den canadiske trommeslager Kevin Brow har sammen med danskerne Jacob Anderskov, Lotte Anker og Jeppe Skovbakke lavet et album, der udfordrer og udvider. Der er stramme breaks, grooves og hurtige skift, der indføleligt skabes uden, at man føler at det bliver for meget eller for opbrudt.

Cathrine Legardh & Sigurdur Flosason: Land & sky (Storyville)
Cathrine Legardh har over et par højkvalitets albums vist et stort potentiale. Med dette album forløser hun potentialet fuldt ud og har lavet et vokaljazz-album i samme sjældne klasse som Sinne Eegs Waiting for dawn fra 2007.

Jan Harbeck Quartet: Copenhagen nocturne (Stunt)
Otte standards spillet så lækkert og indladende at det er med overhængende risiko for at at falde i den store ligegyldighedsgryde. Jan Harbeck bevæger sig på kanten og falder selvfølgelig aldrig i gryden. Han har en fænomenal evne til at spille klassisk jazz som vor mor lavede den uden at miste jordforbindelsen.

The White Nothing: About time (ILK)
Lange foruroligende improviserede klangflader afløses af samlende kammermusikalske intimiteter. Anders Filipsen og The White Nothing bevæger sig utvunget og frit mellem genrer, hvor moderne impromusik, avantgarde og jazz er i spil. Han styrer flot nonetten mellem hørbar tysthed og larmende skønhed. Et imponerende højt og krævende niveau for et debutalbum.

Carsten Dahl Experience: Metamorphosis (Storyville)
Carsten Dahl Experience sætter musikken på spidsen, udstiller svaghed og styrke. De spiller jazz med pletter af avantgarde, folkemusik og klassisk. Der er numre der blidt kan passere øregangene mens andre kanter sig ind. Dette album er et af de helt store uomgængelige danske jazzalbums i 2011!

Delirium: Green side up (ILK)
Her er blues, Ornette Coleman, Dorsey brødrene, omkalfatringer, abstraktion og tøjlesløs musikalitet. Det er meget let at falde for Delirium's tredje plade. Det er fire stærke jazzmusikere der hælder al deres oprindelige kærlighed til jazzen ind i musikken. De har fundet sammen om at spille røven ud af jazzbukserne.

Carsten Dahl Experience: Metamorphosis (Storyville)

2011-12-10T14:57:00.001+01:00

Næsten samtidig med udgivelsen af denne plade, er det offentliggjort at Carsten Dahl er udnævnt til professor i rytmisk samtidsmusik ved det Rytmiske Musikkonservatorium i København. Han skal starte til februar og er ansat på kontrakt i fem år. Da jeg ikke er konservatorieelev, jazzmusiker eller andet relevant i denne sammenhæng skal jeg ikke udtale mig om Dahl's evner som professor.
Det jeg til gengæld kan forholde mig til er Dahls evne som musiker og komponist, til at kommunikere med lytteren. Jeg har som mange andre entusiastiske jazzlyttere fulgt Dahls karriere med stor fornøjelse. Måske er karrieren endda inde i sin fineste periode. Det har blandt andet kunne høres med den første udgivelse med Carsten Dahl Experience fra 2010 og solopladen Effata, der for nylig blev kåret som årets jazzplade.
I det norske lydtempel Rainbow Studios, hvor lydgururen Jan Erik Kongshaug residerer, har Dahl medbragt oplevelses-bandet med Jesper Zeuthen på altsax, Nils Bosse Davidsen på bas og Stefan Pasborg på trommer. Zeuthen bobler og syder som et andet geyser. Pasborg indtager de skæve taktarter med stor vellyst mens Bosse med vital følsomhed spiller bas.
Dahl bruger de tre musikeres personligheder og drager dem ind i det Dahl'ske univers med en ligefrem selvfølgelighed. Det er stor musik der er kommet ud af det. Musik der ikke lefler for nogen tidsånd eller andet smart. Det er til tider også svær musik, der kræver tid af lytteren.
Carsten Dahl Experience sætter musikken på spidsen, udstiller svaghed og styrke. De spiller jazz med pletter af avantgarde, folkemusik og klassisk. Der er numre der blidt kan passere øregangene mens andre kanter sig ind. Dette album er et af de helt store uomgængelige danske jazzalbums i 2011!
carstendahl.dk

Jakob Davidsens Kammerat Orkester (Gateway)

2011-12-06T21:46:00.001+01:00

Han har over tre albums med Mangfoldighed imponeret med et komplekst, spændende og anderledes syn på hvordan man kan behandle jazzen i det 21. århundrede. Jakob Davidsen har sammen med nogle markante musikere fulgt sit eget unikke spor.
Med Jakob Davidsen Kammerat Orkester går han skridtet videre. Han kombinerer det han har lavet i Magfoldighed med cykeljazzbandet Velo Velo, hvor tubaspilleren Jakob Munck og klarinetisten Peter Fuglsang er medlemmer. Han har hentet cellisten John Ehde i Mangfoldighed mens Lars Andreas Haug på tuba er den nye mand. Davidsen tager sig som vanligt af klaveret.
Det er musik der lander et sted mellem den klassiske kammermusik og jazzens improvisation. Med den utraditionelle besætning får man som lytter oplevelser af en helt ny karakter. Der er et par numre der går igen fra Velo Velo albummet. Men når de som på hyldestnummeret til cykelrytteren Charly Gaul giver plads til en tubaduet åbner det nye sider af et nummer. Jeg ved ikke om begrebet det tunge seje træk er for plat i denne sammenhæng?
En af Jakob Davidsens store styrker er, at han kombinerer kompliceret og alvorstung musik med humor, skønhed og vitalitet. Han har lavet en smuk plade som jeg ikke bliver færdig med at lytte til foreløbig.
jakobdavidsen.dk

KortJazzNyt Uge 49 2011

2011-12-06T21:22:00.001+01:00

På mandag offentliggøres Jazznyts bud på de 10 bedste danske jazzudgivelser i 2011.
Sammen med listen offentliggøres der også en spilleliste på streamings-tjenesten Wimp med en lang række gode danske jazznumre.

Kåringer af årets jazzalbums er begyndt rundt omkring.
Saxofonisten Marius Neset er således blevet kåret som nr. 3 af det engelske jazzmagasin Jazzwise og nr. 44 i avisen Guardian på listen over årets albums uanset genre.

På DR Bonanza er der for nylig lagt en masse Jazz omkring midnat programmer ind.
Oplev:
Solokoncert med Lenne Tristano 1965
Gary Burton/Red Norvo 1968 & Sarah Vaughan 1969
Duke Ellington 1969
Jazz Giants i Tivoli (Monk, Gillespie, Blakey) 1971
Niels Lan Doky med Randy Brecker på Montmartre
DR Big Band med Bob Brookmeyer
Count Basie i Tivoli 1976
DR Big Band med Jesper Thilo spiller Ellington
Count Basie 1972
Benny Goodman 1972
Stan Getz 1987

Impulse Records fyldte 50 år tidligere i år. Det fejres nu med udgivelsen af en box med 50 Impulse-udgivelser. Jeg har kigget lidt rundt på nettet og imusic.dk er med sine 699,95 den billigste jeg kunne finde. Box'en udkommer i midten af januar.

Giovanna Pessi & Susanna Wallumrød: If grief could wait (ECM)

2011-12-06T21:13:00.001+01:00

Den norske sangerinde Susanne Wallumrød har med Susanna & The Magical Orchestra lavet nogle formidable albums, hvor den minimalistiske tilgang til jazz, har betaget. Denne gang er hun sammen med italieneren Giovanna Pessi. De har sammen lavet et album med musik der peger tilbage på 17-tallet. Blandt andet i kraft af instrument-besætningen i kvartetten. Desuden er flere af numrene af komponisten Henry Purcell, der huserede fra slutningen af 1600-tallet. Ved hjælp af nyckelharpa (instrument lig drejeliren, men stryges med bue), viola da gamba (der lyder henad cello) og Giovanna Pessi på harpe har sangerinden Susanna Wallumrød fået en musikalsk ledsagelse der klæder hendes smukke melankolske stemme. Fra nutiden er der også numre af Leonard Cohen og Nick Drake.
player.ecmrecords.com/pessi-wallumrod

Dino Saluzzi: Navidad de los Andes (ECM)

2011-12-06T21:10:00.001+01:00

Den argentinske bandoneonspiller Dino Saluzzi har før lavet plader sammen med broderen og saxofonisten/klarinetisten Felix Saluzzi (bla. den fantastiske Juan Condori fra 2006) og den tyske cellist Anja Lechner (Ojos Legros fra 2007). Men det er første gang at de er sammen i en trio.

Stemningsmæsssigt befinder vi os i en stille landsbykirke efter at have passeret skovene i bjergene. Man kan ikke direkte sætte en genrelabel på musikken. Men der er både elementer af jazz, klassisk og tango i trioen. Der er en vedkommende nærhed i trioen. De fornemmes som værende tætte på hinanden. Musikken er overvejende skrevet af Dino Saluzzi.
player.ecmrecords.com/saluzzi_navidad-de-los-andes

Gianluigi Trovesi & Gianni Coscia: Frére Jacques Round about Offenbach (ECM)

2011-12-06T21:06:00.001+01:00

Den italienske duo med klarinetisten Gianluigi Trovesi og akkkordion-spilleren Gianni Coscia har tidligere lavet albums, hvor de udforskede og spillede musik af Kurt Weill (Round about Weill) og Fiorenzo Carpi (In cerca di cibo). Denne gang er turen kommet til Jacques Offenbach. Offenbachs samtidige Claude Debussy kaldte Offenbach en musiker der hader musik. Offenbach blev ikke hyldet af kritikerne. Han forblev en outsider indtil sin død. Trovesi og Coscia er også musikalske outsidere. De er begge jazzmusikere med en smag for det klassiske. Trovesi lavede for tre år siden Profumo di violetta med stort orkester. Nu er det i stedet det kammermusikalske der dyrkes. Der er masser af plads til spræl og improvisation i de to musikeres indfølelige sammenspil. Et anbefalelsesværdigt udspil i spændingsfeltet mellem jazz og klassisk kammermusik.
player.ecmrecords.com/trovesi-coscia

Den Danske Salmeduo; På stjernetæpper lyseblå (Aero Music/Pladekisten)

2011-11-28T21:48:00.001+01:00

Det er næsten en måned siden at jeg modtog dette album til anmeldelse. Jeg må blankt erkende at jeg ikke har brugt den seneste måned til at lytte på pladen. Den indeholder nemlig 16 julesalmer. Jeg kan simpelthen ikke gå og lytte til julesalmer i november måned! Så da weekenden startede med den første søndag i advent blev pladen smækket på. Med det samme kunne jeg høre at Den Danske Salmeduo har lavet et julehit!

Deres forrige album De dybeste lag fra 2009 var et fantastisk album med pesonlige og jazzede fortolkninger af 15 kirkehits. Der var mange af salmerne jeg ikke kendte. Sådan forholder det sig ikke denne gang. Her er mange af de salmer som vi finder frem år efter år
Ligefra den sikre Dejlig er den himmlblå til mindre kendte salmer som Venner! sagde Guds engel blidt. Pladen indeholder en ferm blanding af det kendte og mindre kendte. Her kan der både nynnes med og ind i mellem nydes. Christian Vuust betjener sig både af klarinet, basklarinet, tenor- og sopransaxofon mens Hans Esbjerg har nok i klaveret. De to har en særlig evne til, at komme ind under huden på selv de mest kendte (og slidte?) salmer. Via deres improvisatoriske kunnen arbejder de med dyb respekt for det oprindelige materiale samtidig med, at de frembringer nye vinkler på salmerne.
De har lavet en juleplade der kan holde mange jule. Det er ikke klæge og fedtede fortolkninger af kendinge. Men stor balancekunst. Jeg ved at jeg kommer til at høre denne plade rigtigt mange gange i den kommende måned. Sandsynligvis med lige stor fornøjelse hver gang.
dendanskesalmeduo.dk

Christina von Bülow & Fredrik Lundin: Silhouette (Stunt)

2011-11-28T21:29:00.001+01:00

Da jeg første gang hørte om at saxofonisterne Christina von Bülow og Fredrik Lundin havde kastet sig over hyldestprojekt til svenske baryton-saxofonist Lars Gullin, tænkte jeg: "ja, selvfølgelig!" og efterfølgende: "se så at få lavet et album!".

Lars Gullin er måske den største jazzmusiker som norden har fostret. Han var blandt de første jazzmusikere, der inkluderede den nordiske tone i jazzen som en naturlig del. Han har sidenhen levet lidt i skyggen af Jan Johansson blandt yngre jazzlyttere med hang til det nordiske. Derfor er det en kærkommen mulighed som de to danske saxofonister udnytter for, at skabe mere interesse for Gullin i det danske.
Under navnet Silhouette, der er en af Gullins mest kendte kompositioner, har von Bülow og Lundin lavet en kvintet der består af guitaristen Jacob Fischer (der har spillet i trio med Lars Gullins afdøde søn Peter Gullin, der ligeledes spillede barytonsax), Daniel Franck på bas og Jeppe Gram på trommer. Kvintetten spiller en blanding Gullins mest kendte numre som Dannys Dream og Silhouette og selvskrevne numre som von Bülows hyldest til altsax-kollegaen Lee Konitz Leewise og Lundins Montmartre.
Pladen er en vidunderlig hyldest til den melankolske jazz, som svenskerne er mestre i og som von Bülow og Lundin i høj grad er i kontakt med. Musikken er smækfyldt med traditioner og gamle dyder. Det afholder dog ikke kvintetten i at forholde sig nutidigt til ophavet. Pladen er sammen med Lundins udgivelse fra tidligere i år med Lundin Danemo Kvintett en kraftig understregning af at Fredrik Lundin fortsat er en af vore helt store saxofonister (inklusive barytonsax'en).
myspace.com/silhouettejazz/

Østergaard Art Quartet: Stories from the Village (Boogie Post Recordings)

2011-11-28T21:03:00.001+01:00

En kunstkvartet? Så har Michala Østergaard-Nielsen allerede fra starten pisset territoriet af. Jeg har lige anmeldt pladen med den svenske duo Midaircondo, hvor Michala Østergaard-Nielsen er kommet med som det tredje medlem. Denne gang er det hende selv der står i spidsen, så meget det nu er muligt når man samarbejder med tre individualister.

Med en skarpladt kvartet bestående af de to trompetister, norske Per Jørgensen og danske Kasper Tranberg samt den herboende franske guitarist Marc Ducret er der lagt op til musik som man ikke hører hver dag. Michala Østergaard-Nielsen tager sig trommer og percussion.
Der spares ikke på virkemidler og kunstneriske eksperimenter, når fire så stærke musikere kaster sig ud i improviseret dissonans og barske rytmer. Per Jørgensen betjener sig både af stemme og trompet. Hans klagende sang er en trompet i sig selv! Marc Ducret er herligt ukonventionel og Kasper Tranberg befinder sig som en trompetfisk i vandet. Romantiske klange og soundscapes spreder sig ud på pladen.
Det er et fuldstændigt kompromisløst projekt som Østergaard-Nielsen står i spidsen for. Beundringsværdigt og befriende sundt når musikere i den grad kan løsne sig fra konventionerne og sammen lave europæisk avantgardistisk kunstmusik anno 2011. Det er en intens oplevelse, hvor både melodi og kaos er tilstede.

boogiepost.com

Enrico Rava Quintet: Tribe (ECM)

2011-11-28T17:49:00.001+01:00

På torsdag starter december som bekendt. Jazzhus Montmartre lægger ud med en godbid der kan sætte alverdens chokoladejulekalendre til vægs. Stefano Bollani kommer med trioen med Jesper Bodilsen og Morten Lund og special guest Enrico Rava - manden der er skyld i at de tre musikere overhovedet spiller sammen. De var alle tre medlem af Enrico Rava's sextet i 2002, da Rava som den sidste modtog Jazzparprisen. Siden hen holdt de tre musikere sammen og har senest spillet i en række musikalske talkshows på italiensk tv med Bollani som vært. Bollani var dengang fast mand i Ravas kvintet, men så fik Bollani som bekendt så meget fart på karrieren at der ikke var tid til at spille hos den legendariske trompetist.
Rava har stadig sin kvintet og de er netop nu aktuelle med albummet Tribe. En af veteranerne i kvintetten er trombonespilleren Gianluca Petrella og han sætter endnu en gang sit præg på musikken. Pladen byder på en blanding af kompositioner taget fra de sidste 30 år samt helt nye. Albummet er med ballader, freejazz og småfunky tendenser et flot Enrico Rava album, der fint kan være til dem der skal høre Rava i weekenden og vil høre mere. Vi andre dødelige der ikke kommer i jazzens hellige haller denne weekend kan bruge den som et plaster på såret - omend det er noget lille, det plaster.
enricorava.com
player.ecmrecords.com/rava-quintet

IKI: IKI (ILK)

2011-11-27T16:40:00.001+01:00

Okay, der blev jazzbloggeren lige godt snydt. IKI hjemtog årets Danish Music Award i kategorien som året vokaljazz-album. 9 sangerinder og ikke andet. Det er ikke klassisk acapella-sang eller korsang for den sags skyld. Det er at album der byder på en højst original tolkning af hvad man kan gøre indenfor vokaljazz.
Der er ingen standards eller anden klassisk jazz skønsang. Skønsangen snydes vi dog ikke for. Prøv feks. at høre The mermaid and the sailor. Den er fyldt med stemme-eksperimenter og indeholder som et af de få numre på pladen desuden en tekst. Det er et finurligt og velfungerende stemmekollektiv der ikke er bange for at tage chancer.
Jeg ville gerne have haft flere numre med lidt mere sammenhæng. Mange af numrene får desværre karakter af at være laboratorium over sangstemmen. Spændende og udviklende for jazzen som sådan. Men også noget ufokuseret og strittende. Et udviklende album der kræver sin mand at lytte til.
ikivocal.com

Kenneth Knudsen: May be (Stunt)

2011-11-27T16:22:00.001+01:00

Han har ikke været så aktiv de senere år. Men viser på dette album at han på ingen måde er faldet af på den. Kenneth Knudsen var som keyboardspiller i 70'erne og 80'erne nærmest som snydt ud af næsen på Joe Zawinul. Han havde også nogle personlige spor som han fulgte.
På det aktuelle dobbeltalbum kigger han tilbage på nogle af de senere års electronica-eksperimenter. Pladen åbnes med nummeret intro: i wait before my tv der - hvis man kender Kenneth Knudsen godt - sidder lige i øret som Knudsen Classic. Kenneth Knudsen har med denne plade ikke kun valgt, at det skal være a walk down memory lane. Ganske vist har han valgt at redefinere nogle numre fra tidligere. Ligeledes arbejder han sammen med folk som vi har hørt ham sammen med før. Peter Peter (ex. Sort Sol), Peter Kyed, Christian Skeel, Peter Friis Nielsen og Palle Mikkelborg er blandt de medvirkende. Mikkelborg medvirker feks. kun på remixet af Sounds and Silence der oprindelig er en suite fra 1994 i 7 dele og på tre kvarter. Nu er den nede på 15 minutter. Det er et dejligt genhør med noget af det trompetspil der er skyld i, at jeg synes at Palle Mikkelborg er så fantastisk. Fredrik Lundin medvirker også på nummeret.
Pladen byder på musik der næsten er rytmeløst og new age-agtig. Mens andre numre er med Peter Peters skarpe guitar. Peter Friis Nielsen sætter også sit tydelige præg med sit let genkendelige basspil, der oftest er hørt i freejazz sammenhæng. Sammen med Kenneth Knudsen fungerer det suverænt. De spillede sammen allerede i 1970 i Coronarias Dans.
Pladen sidder lige i skabet for Knudsen-entusiasterne (inkl. mig). Der er også tilbageblik på 2009-albummet End of silence. Where are you now åbner disc 2 og var et af højdepunkterne fra netop det album.
kenneth-knudsen.dk

Jesper Zeuthen Trio: Live (Blackout)

2011-11-27T13:28:00.001+01:00

Har du hørt dem live? Hvis ikke, så kan du starte her. Jesper Zeuthen Trio er sprængfarlig og lidenskabelig jazz med temperament og følelser. Følelser og temperament er der også i megen anden jazz. Men når denne trio folder sig ud, er det noget på spil i en grad så man suges ind og ikke efterlades upåvirket. Livepladen er indspillet i forbindelse med at trioen afholdte en koncert på Litteraturhaus i København. Altsaxofonisten Jesper Zeuthen har sammen med de meget yngre medmusikanter Adam Pultz Melbye på bas og Thomas Præstegaard på trommer skabt en trio, der med sidste års udgivelse fik mig til at rykke ud med de store gloser. Det er der ikke nogen fare for at jeg ikke vil gøre igen. De har forfinet og fremelsket nye musikalske detaljer der sætter sig dybt i mig.
Trioen er ikke bange for at bevæge sig mellem det lettere kaotiske og et mere samlet udtryk. Der er toner der lyder af folkemusik mens andet sender tankerne til vestafrikansk musik. Avantgarden og freejazzen er gennemgående hovedinspirationen. Trommeslageren Thomas Præstegaard er elegantieren mens bassisten Adam Pultz Melbye spiller på kanten af sammenbruddet. Jesper Zeuthens karakteristiske saxofon bevæger sig henover og ind i det hele. Jesper Zeuthen Trio er jazz for dem der fordomsfrit lader musikken flyde ind i ørene. Lader musikken påvirke og i den grad blæse sig omkuld. Et meget anbefalelsesværdigt album!
jesperzeuthen.com

August Rosenbaum Trio: Live (Impostor Production) LP

2011-11-21T21:17:00.001+01:00

Hvis man alene ser på albummets fysiske fremtræden, så er opmærksomheden og nysgerrigheden allerede godt tændt. Et gatefoldecover med to vinylplader. De er størrelserne 10" og 12" og skal afspilles med 45 omdrejninger. Hvis det er sort snak for dig og du måske endda tilhører download-generationen, så kan albummet også købes i det format. For os andre er albummet lækkert på den fede måde.
August Rosenbaum Trio debuterer med et bemærkelsesværdigt fortættet album. Det er kun et år siden at August Rosenbaum fik en Danish Music Award som årets nye jazznavn. Han havde lavet albummet Beholder i USA med prominente navne. Herhjemme havde han i flere år haft trioen med bassisten Jesper Thorn og trommeslageren Rasmus Lund. Det er først nu at vi får lov at høre trioen på plade. Det er ikke et famlende debut-album. Snarere tre musikere der over syv år har arbejdet sig frem til et fælles udtryk.
3 af numrene på den aktuelle live-indspilning fra Jazzhouse går igen fra Beholder-albummet. Ikke at det på nogen måde føles som en genudsendelse. I trioen får musikken et mere fokuseret og stringent udtryk. At Rosenbaum har valgt at udsende en live-indspilning i stedet for en studieindspilning klæder trioens dynamiske udtryk. Rosenbaum har ikke problemer med at lave smukke, dynamiske og melodiske arrangementer som feks. Pannon. Avancerede ballader som Så har vi balladen og Heinseit er eksempler på den komplekse følsomhed. Den smukt gyngende D'accord står som et flot billede på en de mest lysende unge danske jazzmusikere. Thorn og Lund er værdige ligemænd.
August Rosenbaum Trio har sammen med bla. Girls in Airports sat gang i en ny dansk jazzbølge, hvor melodien er tilstede samtidig med at lytteren udfordres og bevæges.
augustrosenbaum.com

Jakob Bro: Time (Loveland Records/Pladekisten)

2011-11-21T20:58:00.001+01:00

Støvet fra succesen med det fantastiske album Balladeering har ikke lagt sig, førend guitaristen Jakob Bro er klar med en opfølger. Den svære toer kan man jo ikke kalde den, i betragtning af at han har lavet syv albums i eget navn før denne. Det er den svære opfølger efter et album der gav Jakob Bro mange nye fans.
Han har allieret sig med "stjernen" fra Balladeering, altsaxofonisten Lee Konitz. Konitz spillede sig ind i manges hjerter med det magiske saxspil på Balladeering. Det gør han igen! - og måske endda endnu mere. Jakob Bro har lagt musikken frem for Konitz. Sammen med bassisten Thomas Morgan og guitaristen Bill Frisell - men uden trommeslageren Paul Motian har Jakob Bro lavet en jazzplade der kan blive soundtracket til den forestående vinter. Der er mindre af den kantede Bro, som vi hørte på nummeret Weightless der indledte Balladeering og mere af den bløde Bro som vi hørte på Balladeerings hitnummer Vraa.
Jakob Bro tør lade musikken stå stille og lader den balancerer på kanten af tomhed og alt. Han får mesterlig hjælp af Bill Frisell og Thomas Morgan til at give den gamle altsaxguru Lee Konitz et smukt grundlag for at spille sin dejlige skrøbelige tone.
Bro skuffer ikke med Time. Den er ikke i samme klasse som Balladeering, men lige under er også fedt.

jakobbro.com

Keith Jarrett: Rio (ECM) Chick Corea & Stefano Bollani: Orvieto (ECM)

2011-11-19T12:59:00.001+01:00

Da jeg for et år siden oplevde Chick Corea i Musikhuset i Århus til solokoncert, var jeg overrasket hvor lidt prætentiøs Corea var. Han satte sig ved flygelet og spillede så smukt at tiden stod stille. Jeg har ikke haft fornøjelsen af at høre hans keyboard-kollega fra Miles Davis dagene Keith Jarrett ved en solokoncert. Lige nu er de begge aktuelle med nye soloklaverplader eller næsten. For Corea spiller klaver sammen med italieneren Stefano Bollani på sin plade - en duoklaverplade.
Keith Jarret var ham der via Köln-concert pladen lærte mig at soloklaver var værd at høre på. Jeg ved ikke om verden har brug for endnu et Keith Jarrett soloalbum. Der findes et hav af dem i forvejen og som regel er det ikke nok med en enkelt skive. Den aktuelle optagelse er fra Rio og såmænd kun et halvt år gammel. Her breder han sig ud over 2 plader. Han er som kunstner fænomenal til at redefinere soloklaveret gang på gang. Jeg bliver bare lidt ør i bolden, når han sprøjter sine soloplader ud i lind strøm. Han stiller givetvis sindssygt store krav til sig selv. Jeg sidder bare endnu en gang tilbage med fornemmelsen af at have hørt endnu en Jarrett soloplade. Jeg kan høre at det er Jarrett - selv i redefinitionen er der en tendens til tomgang. Det klæder Jarrett meget bedre når han udfordrer sig selv og feks. går sammen med Charlie Haden som han gjorde på sidste års fantastiske Jasmine. Det gav Jarrett et kærligt og tiltrængt kunstnerisk spark i røven.
Helt anderledes forholder det sig med Bollani's og Corea's samarbejde. Førstnævnte kender vi efterhånden rigtigt godt herhjemme i kraft af samarbejdet med Morten Lund og Jesper Bodilsen. Mens Corea vel hører hjemme i kategorien blandt de allerstørste jazzpianister. Bollani's dybt seriøse og respektfyldte tilgang til musikken rummer flere dimensioner, for han er også en sprællemand. Det er to enere der ikke er bange for at udfordre hinanden. De kommer vist omkring. Der er old school blues og stridepiano. Der er Corea's udødelige Armando's rhumba, der får en vildskabelig behandling. Der er jazzklassikere som if I should lose you og Darn that dream. Der er Fats Wallers Jitterbug Waltz og Miles Davis' Nardis. Samlet set er det underholdende, inspirerende og levende klaverplade.
player.ecmrecords.com/jarrett-rio
player.ecmrecords.com/corea-bollani

MC Einar & KunTakt: Jeg må ha' en coach (Longlife/Pladekisten)

2011-11-19T12:47:00.001+01:00

MC Einar er tilbage sammen med jazztrioen KunTakt. Det er på alle måder et bemærkelsesværdigt comeback som den første danske stjernerapper Einar Enemark har kastet sig ud i.

For et par år siden skulle han demonstrere en transistorradio for en ven og stillede radiofrekvensen ind på Radio Jazz. Her var der et indslag med jazztrioen KunTakt der havde udsendt deres debutalbum. Einar blev tændt på musikken og kontaktede trioen for at lave noget sammen med dem. Det udviklede sig og gik hen og blev til koncerter. Jeg hørte dem i foråret, hvor mine forventninger ikke var høje. De blev så sandelig gjort til skamme. MC Einar indtog scenen, gav sig 100 procent og lavede et show der gjorde de mange kritikere til skamme. Alle de kritikere der siden gruppen MC Einars ophørte havde haft så travlt med at nedgøre Einar Enemark. Han havde også været en vigtig ingrediens i gruppen MC Einars succes.
Nu er der gået mange år og den danske rapscene er blevet til en hiphopscene. MC Einar genfødes heller ikke som hiphopper. Han er tilbage som en blanding af rapper, spoken word kunstner og skuespiller.
Hvis alle numrene på pladen havde været som nummeret Einar 2.0 med vanvittig god tekst af Per Vers og musik af Mingus, så havde pladen været en seks-stjernet oplevelse. Men som Einar selv siger, så skal han ha' en coach. Eller skal han? Han er en skæv personlighed, der ikke skal blive alt for lineær. Jeg må ha´en coach er selvfølgelig en ironisk kommentar til det omkringsiggribende coacheri i samfundet. Ville det være en god idé at Einar fik en coach? Så var pladens indledningsnummer Reality på reality ihvertfald ikke kommet med. Det er pladens svageste nummer i et fjollet pop-setup. Teksterne på pladen leveres primært af Rune T. Kidde og her er der nogle forrygende oplevelser som feks. Kloakdæksler klapper og Tågedansernat.
KunTakt med Anders Bast på sax og diverse, Jens Kristian Andersen på bas og Thomas Præstegaard på trommer er et forbavsende fint match til Einar Enemark. En underholdende og underfundig plade med groovy jazzbas, loose trommespil og jazzsax.

Jakob Høgsbro: Variation (Hawkbridge/Gateway)

2011-11-19T12:19:00.001+01:00

"Gentagelsen er tilværelsens skønhed", står der inden på omslaget til pladen, hvor saxofonisten Jakob Høgsbro lader en række præster formulere tekster om sider af livet, denne besværlige, men skønne størrelse.

De afspejler forskellige sider af livet med udgangspunkt i variationen. Der er masser af godt stof til eftertanke i de bedste, der leveres af Signe Marie Berg, natkirkepræst i Københavns domkirke, Morten Wassmer fra Skovlunde og Leif Bork Hansen fra Lyngby. Og de lægger sig fint ind i det klare og eftertænksomme lydbillede, som Høgsbro skaber med tenor- og sopransax og cello og sammen med bla. organisten Kjeld Lauritsen og bassisten Anders Jormin.

Det er en plade, der måske lige tager en gennemlytning eller to at blive fortrolig med - selv om kombinationen af musik og ord fungerer smukt her - men er man i den rette stemning, taler den til sind og sjæl.

jakobhogsbro.dk

Anmeldt af Henrik Sejerkilde

Signe Juhl with Nikolaj Bentzon Trio: Silvertongued (Do it Again Records)

2011-11-18T21:45:00.001+01:00

Tør det grin af dit fjæs..

Sådan sang schlager-dronningen Gitte Hænning engang - og det var den, der randt mig i hu, da jeg så omslaget til sangerinden Signe Juhls debutplade, som hun har skabt sammen med pianisten Nikolaj Bentzons Trio. Og det er netop hans smil på omslaget - og en meget kontant omklamring, der generer øjet. For pladen er hamrende god!

Der er unægtelig masser af jazzsangerinder - også gode iblandt. Så det skulle nok være umådeligt svært at komme direkte fra eksamensbordet på Syddansk Universitet - hvor Bentzon var censor - og skabe en karriere. Men -

Bentzon var så fascineret af Signe Juhls stemme; både den tekniske kunnen og hendes følelse, at sms'erne begyndte at køre mellem de to allerede i toget hjem fra universitetet. Og det er altså foreløbig endt med en pladeudgivelse, hvor Juhl synger så forskelligt materiale som Love me Tender, Walter Becker og Donald Fagens Steely Dan-klassiker Hey 19 og Moody's Mood for Love og Midnight Sun fra det mere klassiske jazzrepertoire. Og man sidder med hjertet i skødet og frygter det værste for Elvis-numrene - der er også Are You Lonesome Tonight, men selv om det bestemt ikke er de mest uforglemmelige numre på pladen, slipper Signe Juhl fra det med integriteten i behold. Og Hey 19 er altså stadig et lækkert nummer.. Også for kvindestemme.

Og at Nikolaj Bentzon faldt for Signe Juhl, er der ikke noget at sige til. Hun er en af de der superdygtige talenter - nej, ikke dem fra tv! - som behersker hele registret, både stemmemæssigt og følelsesmæssigt. Det kunne med andre ord blive grusomt kedeligt - men det er det ikke! Det er en rar plade med lækker sang og flot akkompagnement af Daniel Fredriksson på trommer og ikke mindst Kasper Tagel på bas. Og så kapelmester Bentzon, der selv har sneget to egen numre med - hvor Elias Källvik supplerer på guitar på det ene. Stemmemæssigt minder Juhl om en behagelig hybrid mellem danske Malene Mortensen og svenske Rigmor Gustafsson. Og det er ikke en dårlig cocktail på en mørk vinterdag. Det er lækkert uden at være for glat, talentfuldt uden at være uden profil. Den skal hun nok finde, Signe Juhl, med tiden. Ingen tvivl om, at hun kan finde sin plads blandt navne som Sinne Eeg, Malene Mortensen og Katrine Madsen. Og at hun bestemt ikke er den ringeste af dem...

PS. Og når nu man lige kommer til at lade et ord falde om omslaget, må den medfølgende pressemeddelelse også lige holdes i ørerne - selv om pladekøberne heldigvis slipper. Jeg krummer tæer - dem alle - over formuleringen "Danmarks nye ægte supervokal". Jojo, der er da en del uægte i diverse talentshows osv. Men en ordentlig og seriøs kunstner på vej frem burde ikke have klistret sådan en lokalbetegnelse på sig. Hun taler for sig selv.

nikolajbentzon.com

Anmeldt af Henrik Sejerkilde

LoFi (lohr/filipsen) feat. Jeppe Højgaard: Sounds & songs (ILK)

2011-11-14T19:50:00.001+01:00

Lofi er en forkortelse for low fidelity. Det er en betegnelse for dårlig lydkvalitet. Det er også en forkortelse for Lohr (som i Marc Lohr) og Filipsen (som i Anders Filipsen). Den schweiziske trommeslager har på det rytmiske musikkonservatorium i København mødt pianisten Anders Filipsen. De spillede sammen som duo i nogle år, bla. med John Tchicai inden de slog sig fast sammen med saxofonisten Jeppe Højgaard.
Pladen startes op med et kakofonisk blues-rabalder, skrevet af Højgaard for så at fortsætte over filmmusikken med nummeret Film og den tolv minutter lange suite der hedder Suite af Filipsen. Anders Filipsen indikerede ret tydeligt med det Danish Music Awards-nominerede album About Time med bandet The White Nothing, at han ikke skaber forudsigelig musik. På Suite forlader Filipsen feks. nummeret med klaveret i en utrolig smuk sortie, musikken nærmest svæver.
Albummet med LoFi er hensynsløst strittende i mange retninger. Det kunne let affejes med at de var i gang med ungdommelige stilistiske øvelser. Hvis det ikke lige var fordi at det er nogle numre der fungerer grumt godt. Saxofonisten Jeppe Højgaard har skrevet tre af pladens 5 længere numre (de resterende 8 numre varer mellem 15 og 47 sekunder). Højgaard har udover den kakofoniske blues lavet to fyldige numre. Balkan Fantasy der er en brusende flod af musik og Ballade, hvor der igen rulles ud med de store følelser.
De tre musikere har lavet et modigt album, der på overfladen er noget rod. Musikken kræver heldigvis ikke ret meget mere end at man sætter sig ned og lytter efter. Så er det både sammenhængende og meningsgivende.
myspace.com/lohrfilipsenduo

Anderskov Accident: Full circle (ILK)

2011-11-13T16:09:00.001+01:00

Jacob Anderskovs musikalske ulykke er tilbage med album nr. 4. Der er sket meget siden debutalbummet kom i 2002. Flere musikere er skiftet undervejs. Men kapemesteren er sammen med trompetisten Kasper Tranberg stadig medlemmer i Danmarks sejeste freeform-psychelidelica-groove-jazz orkester. Der spares ikke på ud-af-kroppen lydene. Det føles som om jeg surfer på en lydbølge i et parallel univers, når jeg lytter på Anderskov Accident. Med tilføjelsen af trommeslageren Tom Rainey - der er mest kendt for sit engagement hos saxofonisten Tim Berne - er der lagt en bulet bund for musikken. Han er sammen med bassisten Nils Davidsen garanter for det skæve groove.
Nummeret Portrait of a lullaby as an upper er en dejlig spacet ballade. Anderskov indleder med en beskidt Wurlitzer-intro. Mads Hyhne (trombone), Laura Toxværd (sax) og Kasper Tranberg (trompet) står pænt med deres blæsere og kigger blidt på. Anderskov forsøger at få den lille til at sove, efter noget tid tager Tranberg over og fortæller med sin klare trompetstemme at nu skal den lille sove, der er også en dag i morgen. Det går ikke så godt med putteriet. Lillen er pivvågen. Nummeret er et flot eksempel på at, Anderskovs musik er så rigt på billeder.
Det er sine steder et krævende album at lytte på. Vil man som lytter brugen tiden på musikken, belønnes man med et berigende og givende album.
www.jacobanderskov.dk

Caution! Art Kills!: Current affairs (Gateway)

2011-11-13T12:53:00.001+01:00

Caution! Art Kills! lavede for et par år siden et forfriskende debutalbum. Det var et viltert livealbum med den spontanitet det nu giver. Denne gang er de gået i studiet. C!AK! har ændret sig, de er vel nærmeste modnet. Der er stadig noget af det utilpassede og viltre i musikken, det der er med til at give dem charmen. Trioens rytmiske puls og tilgang til de akustiske instrumenter indfanges hurtigt af min krop, der som en metronom swinger med. De rytmiske gentagelser som man kender fra populær-musikken er en del af trioens identitet. Selv om det ikke er pop de spiller.
Titelnummeret Current affairs vidner også om, at de vil mere. I et næsten stillestående tempo sættes melodien i gang. Caspar Hesselagers elegante klaverspil placerer sig klart, mens trommeslageren Christian Windfeld roder med lyde og skrammel underneden.
Det er ikke en lige så brutalt spillende trio som amerikanske The Bad Plus. De kan alligevel flere steder godt minde om dem. På We are your friends er der noget af det samme som The Bad Plus står for. Jeg kunne godt ønske mig en mere dynamisk lydproduktion af pladen, hvor udsvingende bliver større. Ligesom når The Bad Plus bruger rockproducere til deres musik. Den forrygende bassist Thomas Sejthen er bla, for svær at høre i lydbilledet. Hør feks. hans intro til nummeret Efter festen. Den kræver at der skrues op på 11, men så lyder det også fedt! De har også denne gang valgt at spille et par kultnumre fra rocken. Get deep, get close af Luke Temple og This will be our yeat af The Zombies er sjældne fisk i triojazzen. Fedt når man vælger noget originalt som samtidig lyder godt.
cautionartkills.com

Steen Rasmussen Quarteto: Em São Paulo (Calibrated)

2011-11-13T12:30:00.001+01:00

Han har tidligere lavet to fine albums med brasiliansk inspireret jazz. Tredje gang løfter pianisten og kapelmesteren Steen Rasmussen niveauet endnu en gang. Det er stort set de samme musikere han har benyttet siden albummet Primeiro amor fra 2007. Det er kun bassisten Torben Westergaard der er skiftet ud med Fredrik Damsgaard undervejs. Jonas Johansen på trommer og percussion, Jacob Andersen på percussion og Lis Wessberg på trombone og vokal har været med hele vejen. Denne gang har Rasmussen taget musikerne med til São Pauloi Brasilien. Her har de indspillet en fin blanding af musik af nyere brasilianske komponister som Leo Minax og Flavio Henrique, klassikere som Caetano Veloso's Coracão Vagabondo, et par stykker af kapelmesteren selv, bla. den lækre bossa Carla og en fortolkning af Danseorkstrets København, en sang fra bandets 2009-album, som Jacob Andersen har skrevet. Her er det så i stedet på portugisisk og er blevet til Copenhaquen. Det er brasilianerne Marcia Lopes og Fabio Cadore der er med til, at give sangen det autentiske bossa-touch. De medvirker på flere numre på pladen og tilføjer en ekstra dimension til musikken. Maria Lopes bløde og sensuelle stemme har ikke probelmer med at bryde igennem til det kølige nordiske efterår.
Jeg har til tider ret svært ved at høre at det er et dansk album. Steen Rasmussen har en særlig fornemmelse for at lave nutidig bossa nova med en snert jazz og samba. Han er feks. ikke bleg for at smide saftige synth-strygere ind under klaverets klange. Rasmussen står i spidsen for et sammenspillet band, der har lavet det bedste danske bossa-album i mange år.
myspace.com/steenrasmussen

LIFT+Thomas Agergaard: Convocation (Time Span Records)

2011-11-12T16:25:00.001+01:00

Saxofonisten Thomas Agergaard møder på albummet Convocation duoen LIFT, der kalder sig selv vokalstylister. Duoen består af Randi Pontoppidan og Sissel Vera Pettersen. Det er et
udpræget cutting edge album. Jeg kender i forvejen Pettersen fra trioen Equilibrium, hvor det også er vokalarbejdet som Pettersen excellerer i. Med LIFT tager hun helt ud til kanten. Det er insisterende musik der vil og skal lyttes til.
Pettersen og Pontoppidan laver ting med stemmen der ikke er hverdagskost. Der er steder med støn, lavmælte hvin, piben, lallen, rallen, sukken, dyrelyde, klik, pusten, skrig og alle mulige andre skæve indslag. Jeg er i den grad sat på prøve som anmelder. Det er dragende musik som jeg aldrig har hørt mage til før. Der er elementer jeg genkender. Feks. et kort indslag med noget der minder om rytmisk scatsang og et andet sted noget i retning af Mari Boine Persens samesang.
Det er på alle måder vildt og eksperimenterende, hvor er det dog en fornøjelse! Prøv feks. at lytte til det korte nummer Flabrer. Det lyder som Darth Vader der hoster mens nogle mennesker efterligner lyden af insekter der blafrer med vingerne. Så kommer der en prustende hest og lidt gyservejrtrækning. Selvfølgelig toppes det med lidt improsax. Det er ganske afsindigt.
Agergaards sax og fløjte er med det meste af tiden og han er ikke kedelig men det er LIFT der stjæler showet. De mødtes for fire år siden i forbindelse med Wundergrund Festivalen. De aftalte efterfølgende at gå i studiet sammen. Det blev til fem timers spontant improviserede optagelser. Her præsenteres vi for en redigeret time. Det er blevet til et imponerende og spændende album.
www.thomasagergaard.com
myspace.com/liftduo

Dennis Rollins Velocity Trio: The 11th Gate (Motema Records)

2011-11-11T08:14:00.001+01:00

Jeg har lige nu mange plader der venter på, at blive skrevet om her på bloggen. Jeg prioriterer selvfølgelig de danske (og svenske og norske) plader højest. Jeg vil gerne anmelde dem hurtigst muligt og helst på udgivelsesdatoen. En gang i mellem sniger der sig alligevel en amerikansk plade frem i køen. Nogle gange kommer pladen i så god tid før udgivelsesdatoen, at jeg har tid til at lytte pladen godt igennem. Andre gange er der kortere tid. Som feks. med den her. Jeg fik den for en uge siden og blev simpelthen nødt til at smide en anmeldelse på bloggen af pladen på udgivelsesdatoen.
Den stammende bagers fødselsdag!
Den ælte i ælte i ælte.
Talliderlige personer går helt amok over sådan en dag. Som feks. den amerikanske trombonespiller Dennis Rollins, der har givet sin nye plade titlen The 11th gate. Den 11. port. Den finurlige lille tvist er at Dennis Rollins i dag fylder 47 år (4+7=11) og nu må det så være nok med 11-tallerne.
Trombone, hammond og trommer er en ikke ofte set trio. På trombonens plads plejer der istedet at være en sax eller en guitar i det klassiske orgelcombo-setup. Det er ikke det eneste utraditionelle ved pladen. Rollins smider gerne lidt effekter på hornet, som var vi i 80'erne. Der er dog mere en lugt af sen-60'ernes eksperimenterende orgelbageri, der hentede inspiration i bla. rocken. Larry Young's Blue Note-klassiker Unity kunne være en af dem. For orgel-combo-freaks er det en spændende plade, der godt kan klare et kritisk lyt. Der er det halvsyrede åbningsnummer Samba Galactica, der er en veloplagt udgave af souljazz-klassikeren Freedom Jazz Dance.
Fik jeg nævnt at der er 11 skæringer på pladen?

dennisrollins.com

Jesper Thilo & The American Stars (Storyville)

2011-11-10T16:57:00.001+01:00

At lytte til de tre cd'er med Jesper Thilo er som at drømme sig tilbage til dengang, jeg som 18-årig bonderøv for første - og eneste - gang trådte ind i Jazzhus Slukefter i København og mødte jazzen, dengang røgen stadig lå som en kradsende dyne i lokalet. Og faktisk er der optagelser fra det hedengangne jazztempel i boksen, der fejrer den danske jazz' grand old mans 70 års dag den 28. november. Meget passende, fordi Slukefter tit husede amerikanske jazzkoryfæer, der blev bakket op af danske musikere - hvilket Thilo gjorde forrygende. Det er de tre cd'er et levende bevis på. Det er i alt fem plader, der er samlet her - fra perioden 1980 til 1987, hvor Storyville gjorde brug af hans solide og alsidige spil, når amerikanske kæmper som Clark Terry, Sir Roland Hanna, Al Grey og Harry "Sweets" Edison skulle foreviges på plade. Thilo kan lyde som den lyriske Ben Webster på de langsomme, bløde ballader, og han kan rive mere i røret som Zoot Sims eller Don Byas, hvis der er mere slag i frikadellen. Det er også danske rytmefolk som Mads Vinding, Ole Kock Hansen, Aage Tanggaard og Svend Erik Nørregaard, der bakker op - nå ja, og så den næsten danske Kenny Drew. Det er et glad genhør med driftsikker jazz, som vor far elsker den. Store dele af jazzens standardrepertoire - fra "On The Sunny Side of The Street" til "The Girl from Ipanema". Og skulle man vælge de bedste indsatser, er den altid elegante trompetist Clark Terry altså en ren fornøjelse. Også når han kaster sig ud i den pjattede "Mumbles" sammen med sangeren Richard Boone - hvor man ikke kan udelukke, at d'herrer har delt en enkelt porter... Tillykke, Thilo.

Anmeldt af Henrik Sejerkilde

Sunna Gunnlaug: Long pair bond (ikke udgivet endnu)

2011-11-08T21:45:00.001+01:00

Da jeg skrev om den islandske pianist Sunna Gunnlaugs' album The Dream i foråret handlede det bla. om at jeg ikke havde forventninger til musikken, da jeg ikke havde hørt hende før. Det var et velfungerende kvartetalbum med nogle superseje sidemen. Nu er hun atter aktuel, denne gang med et trioalbum og denne gang er det med forventninger at jeg lytter. De bliver til fulde indfriet. Trommeslageren er den samme som sidst, nemlig ægtemanden Scott McLemore mens bassen varetages af landsmanden Þorgrímur Jónsson. Det er hendes 7. album i eget navn.
Hun har et kærligt og fortroligt forhold til den melodiøse, smukke og følsomme triojazz. Siden jeg modtog pladen som download er den blevet spillet flittigt. Det er jazz af den den slags der fylder. Den besidder et vemodigt nordisk skær. Sunna Gunnlaug har en elegant evne til at skære melodien. Antydninger og smådele samles op og bruges til en samlende melodi. Trioen besidder et fint samlende udtryk, hvor man ikke er i tvivl om, hvis navn der står med de største bogstaver på coveret. Det er i øvrigt et cover der ikke eksisterer fysisk endnu. Pladen er sendt ud som download til jazzbloggere, der med foromtale af pladen gerne skulle få folk til at støtte pladen økonomisk. Det kan du stadig nå at gøre på Kickstarter, hvor der i skrivende stund er samlet 2030 $ ind. Målet var 2000 $ og der er endnu 67 timer tilbage inden indsamlingen lukker. Så det ser ud til at det lykkes, også uden hjælp fra Jazznyt.
www.kickstarter.com/projects/sunnagunnlaugs/long-pair-bond

Signe Galting: Sværmerier (Exlibris)

2011-11-08T21:30:00.000+01:00

Signe Galtings debutplade er lyden af en singer-songwriter der er på besøg i jazzens swingende verden. Umiddelbart kommer jeg til at tænke på svenskerne Bo Kaspers Orksester og Lisa Ekdahl. Der er lidt af den samme hyggelige visesang goes jazz stemning over pladen. Hun har passende valgt at synge på dansk. Hun synger om det hun ser, oplever og mærker. Nu er jeg jo mest en jazzmand (der spiser kvarterlange saxsoloer til natmad), så ordene bed jeg ikke så meget mærke i. Det gjorde jeg så i stemmen, der sine steder minder lidt om Alberte Winding.
Fredrik Lundin tager sig myndigt af saxofonen og placerer sig som den gamle mester. Han er med til at sikre den musikalske kvalitet på pladen mens Pelle Fridell også kvalificeret tager sig af klarinetten. Bergur Nielsen der tager sig af flere forskellige strengeinstrumenter har sammen med Signe Galting produceret pladen. Han har også været med til at skrive flere af numrene på pladen.
Signe Galting har lavet ganske fin plade. Den lever primært i kraft af det flotte musikalske akkompagnement.
www.signegalting.com

Dino's Afro-Cuban Dream: Enamorado en Copenhague (Stunt)

2011-11-08T21:17:00.000+01:00

Jakob Dinesen inviterer til afro-cubansk fest på sit nyeste album. Allerede i bandnavnet indikerer Dino at det er den afro-cubanske musik der er i centrum. Åbningsnummeret er Alle sømænd er glade for piger der på spansk er blevet til Todos los maniseros adoran muheres. Den lyder lige pludselig meget lidt dansk. Det samme er sket med Forelsket i København/Enamorado en Copenhague der som bonus også er udstyret med vokal. Den cubanske sangerinde Raisa Reye Castro tager sig af det spanske og lidt dansk mens Thomas Helmig er den danske charmør.

Jakob Dinesens forelskelse i den afrocubanske musik blev tændt i 90'erne i et øvelokale, hvor han jammede med percussionisterne Rune Harder Olesen og Ignacio Acosta. Siden fulgte rejser til vestafrika og Cuba. På denne drømmeplade har Dinesen med hjælp fra nogle kvalificerede medspillere givet drømmene vinger. Førnævnte Harder Olesen og Acosta er selvfølgelig med på percussion mens den herboende cubanske congaskonge Eliel Lazo er føjet til. På trommer er det Dinesens gamle kollega Michael Finding fra Once Around the Park mens blæserne Mads Hyhne på trombone og Kasper Tranberg på trompet føjer jazzede toner til. Koraspilleren Dawda Jobarteh fra Gambia er det mest tydelige hørbare vestafrikanske indslag.
Jakob Dinesen har lavet en glad plade, der vidner om en stor kærlighed til og indsigt i den afrocubanske musik.
www.myspace.com/jakobdinesen

Nils Landgren: The Moon, The Stars and You (Act)

2011-11-08T17:27:00.000+01:00

Egentlig er det lidt af en musikalsk rodebutik, den svenske trækbasunist og sanger Nils Landgren disker op med. Han begynder med trio-formatet, som efterhånden vokser sig stort til NDR Big Band, sangere og Stockholm Philharmonic Orchestra. Og med gæstemusikere som pianisten Joe Sample, sanger og guitarist João Bosco, harmonikaspillen Richard Galliano og vores egen Cæcilie Norby. Fordi han havde lyst til at lave en plade, hvor hans instrument og sangstemme præsenterede sig i forskellige sammenhænge.
Godt så. Hans stemme er ikke verdens største; lyrisk til den lidt sødladne side. Og det ville være ufatteligt nemt at sige: Landgren, bliv ved din basun-læst. For han spiller en rigtig god trækbasun, svenskeren. Men på en forunderlig måde gør det ikke noget: Ja, det er til den bløde side. Ja, det er balladeland, vi tager bad i. Men på en november-tirsdag, der aldrig rigtig besluttede sig til at vågne, er blandingen af en lettere sentimental stemme, blød trækbasun og dygtige musikere ikke det værste. Joe Sample er for eksempel en nydelse på det ene nummer, han medvirker på; "Joes Moonblues", og harmonikaens drømmende lyd, som den bliver frembragt af melankoli-mester Galliano flyder fint ned ad "Moon River". Det er ikke noget helstøbt værk, men en rar plade.

Anmeldt af Henrik Sejerkilde

Gæsteanmelder på Jazznyt

2011-11-08T17:23:00.005+01:00

For første gang i de 7½ år som bloggen har eksisteret, har jeg fået en anden til at skrive et par anmeldelser. Min gode ven Henrik Sejerkilde er også umanerligt glad for jazz og ved en masse om det. Han har såmænd en fortid på lokalradioen i Horsens, hvor han lavede jazzprogrammer dengang det kunne lade sig gøre. Han interviewede i firserne koryfæer som Palle Mikkelborg og Niels-Henning Ørsted Pedersen. Vi lærte hinanden at kende da jazzklubben Moor Jazz startede på Fermaten for snart ti år siden. Siden da har vi konstant udvekslet tanker og holdninger om jazz. Da vi er lige gamle har vi feks. begge en stor svaghed for firserfusion. Den afgrundsdybe kærlighed til triojazzen og dejlige drenge som Oscar Peterson og Bill Evans har vi også tilfælles. Men vore veje skilles når der hældes en pose søm i trompeten og melodien er væk. Henrik er nok en kende mere old-school i sit forhold til jazzen som han iøvrigt også er til bøger - men det er en helt anden sag.
I stedet for et billede af Henrik bringer jeg et billede af en af hans favoritplader.

Post-DMA jazz stemning

2011-11-06T15:30:00.001+01:00

Så gik den med nattoget hjem efter en fantastisk fejring af jazzen. Den nye formand for JazzDanmark Jesper Løvdal var dj til efterfesten, sammen med TS Høeg der vel også er en slags formand på sin egen skæve måde.

Det blev en dag med nogle fede koncerter, hvor Girls in Airports fik huset til at koge, hvor Jonas Westergaard spillede teatralsk indie-pop med tekster af Dylan Thomas, hvor August Rosenbaum Trio endnu henrykkede mig, hvor Jens Søndergaard viste hvordan en sax-solo skulle skæres the Art Pepper Way og hvor Sidsel Storm blev reddet af en sejt spillende kvartet, da hun var ved at miste stemmen.

Tillykke til alle vinderne.

Weekenden slutter for mit vedkommende på Fermaten, hvor Moor Jazz har premiere på sin nye intim-scene. Endnu en triumf for jazzen - denne gang i Herning. Indra spiller medrivende og følsomt smukt.

Årets crossover udgivelse

2011-11-05T21:25:00.001+01:00

Årets vinder er i Tampere for at spille på en jazzfestival. Stefan Pasborg har fået prisen for pladen Odessa 5 x-large. Prisen blev overrakt af TS Høeg til Pasborg's kone Helle Fagralid, der havde en takketale med fra Pasborg.

Årets danske jazzkomponist

2011-11-05T19:24:00.001+01:00

Årets vinder blev Helle Hansen, der havde fået fri fra datterens fødselsdag i en halv time i det tilfælde at hun skulle få prisen. Det gjorde hun så! Her var der igen tale om at det var feltets Dark horse der vandt. Men modsat vokalkategorien var det den mere straighte jazz der vandt denne gang.

Hun fik overrakt prisen af en veloplagt Palle Mikkelborg.

Årets nye danske jazznavn

2011-11-05T17:17:00.001+01:00

Det blev bandet Orpheus der meget fortjent vandt prisen som årets nye danske jazznavn, for albummet A less known hero. To glade og forbavsede medlemmer fik prisen overrakt af borgmester Pia Allerslev.

Årets danske jazzudgivelse

2011-11-05T15:12:00.001+01:00

Det blev Carsten Dahl's soloplade effata der fik prisen som årets danske jazzudgivelse. Det var foran et meget stærkt felt at han vandt prisen. Det var en tydeligt rørt Carsten Dahl der modtog prisen, der blev overrakt af Kristian Leth der selv er nomineret til en DMA i pop-genren.

Årets danske vokaludgivelse 2011

2011-11-05T13:31:00.001+01:00

Feltets Dark horse IKI vandt prisen. Den ni-mand store vokalensemble vandt prisen foran fire mere traditionelle jazzsangerinder.

August Rosenbaum på SMK

2011-11-05T11:42:00.001+01:00

DMA Jazz er startet med børnejazzprisen, men da jeg ikke er børneblogger er jeg i stedet taget på Statens Museum for Kunst for, at høre August Rosenbaum solofortolke bandet Grizzly Bear. Jeg hørte ham i går aftes i kirken på Blågårds plads spille free jazz af den eksplosive og minimalistiske slags sammen med Hurra Trio og den tyske strygekvartet Dask.

Der er mødt et stort publikum op på museet. Det er en en triumf for den smukke musik som Rosenbaum præsenterer. Ørerne pleases i højere grad end i går aftes, hvor de fik lov til at bløde en gang imellem.

2011-11-03T17:50:00.001+01:00

Jazznyt på vejen
I denne weekend afholder JazzDanmark to arrangementer og Jazznyt er med til begge arrangementer.
Fredag gælder det konferencen om live jazz scenen i Danmark. Hele 65 jazzarrangører og andre interesserede har meldt deres ankomst. Heriblandt undertegnede, der ser frem til at møde en lang række af jazzens frontkæmpere i Danmark.
Dagen efter er der Danish Music Awards Jazz på Huset. Her vil jeg forsøge at liveblogge fra arrangementet. Arrangementet bliver livestreamet på nettet. P8 Jazz vil desuden sende indslag defra fra kl. 20.00. Her på bloggen kan du følge med i hvem der får priserne.
På søndag skal jeg til koncert på Fermaten i Herning, hvor Moor Jazz har koncert med Indra, der bla. medbringer den DMA-nominerede Søren Dahl-Jeppesen. Koncerten bliver afholdt på den nye intimscene på 1. sal på Fermaten.

Carl Winther Quartet: Sonic shapes (Stunt)

2011-11-03T17:27:00.000+01:00

Bergonzi tilbage i Danmark
Den amerikanske saxofonist Jerry Bergonzi medvirkede omkring årtusindeskiftet på en række plader med Alex Riel som kapelmester. Nu er han atter tilbage i Danmark og medvirker som sideman på pianisten Carl Winthers andet album - det første album, Contact var et trioalbum. På denne kvartet-indspilning får unge Winther hjælp af bassisten og vennen Joel Illerhag og den ældre og erfarne tromeslager Anders Mogensen. Stilen er pågående, ekspressiv og kraftfyldt hardbop.
Bergonzi er den gamle erfarne mester der giver projektet autencitet og fylde. Winther kan godt drukne noget ved siden af Bergonzi's til tider overlæssede spil. Det er faren ved at invitere en saxofonist af Bergonzi's kaliber med på et album, der egentlig står i pianistens navn. Winther har skrevet halvdelen af numrene mens Bergonzi har taget sig af den anden del. Anders Mogensen virker til at have det som en fisk i vandet. Han sprudler og syder bag kedlerne. Det er Mogensens hjemmebane.
Carl Winther har ikke lavet en dårlig, dertil er den alt for velspillet. Jeg savner at høre noget mere Carl Winther. Men det kommer vel. Manden er jo ung.

Mccormack & Yarde Duo: Places and other spaces (Edition Records) --- Makiko Hirabayahsi/Flemming Agerskov: Binocular (Stunt)

2011-10-30T13:33:00.001+01:00

To gange duo
Når nu pladerne er landet til anmeldelse på nogenlunde samme tid og de begge er med en duo. Så er det vel ganske oplagt at slå dem sammen til en dobbeltanmeldelse. Faren ved den slags er selvfølgelig at jeg sammenligner pladerne. Hvilken er den bedste og den slags subtile ting. Så er du advaret.
Den engelske duo der består af pianisten Andrew McCormark og saxofonisten Jason Yarde har lavet den umiddelbart lettest tilgængelige. Der er rytme i McCormacks klaverspil og det indfanger ret hurtigt min opmærksomhed. Mens Jason Yarde lette melodiske saxofonspil er med til at give pladen det gode humør. Der er en gennemgående let og noget fersk stemning på pladen. Det betyder ikke at der går ligegyldig palmehave-stemning i den. Dertil spiller de to englændere alt for afvekslende.
Den i Danmark bosiddende japanske pianist Makiko Hirabayahsi har med egen trio etableret sig på den danske og tyske jazzscene indenfor de senere år med to gode albums. Hun har tidligere lavet en plade sammen med Mariane Bitran. Nu er hun så gået sammen med trompetisten Flemming Agerskov. Det er efterhånden længe siden at han har rørt på sig på jazzscenen. Det er 10 år siden at han sammen med Takuan lavede jazz/electronica crossover pladen Push to participate. Binocular er indspillet hos Jan Erik Kongshaug i det legendariske Rainbow-studie i Oslo, studiet der er kendt fra mange klassiske ECM-indspilninger. Selv pladecoveret ligner et ECM-records pladecover. Det afspejler meget fint musikken der med sin enkle og klare gennemsigtighed godt kunne have været en ECM-indspilning. En af de gode, vel at mærke. Flemming Agerskov spiller både på trompet og flygelhorn på pladen. Tonen er svævende smuk. Han anvender ikke effekter ligesom instrumentkollegerne Mikkelborg og Molvær. Det giver et mere kammermusikalsk udtryk, hvilket passer fint, da både Hirabayahsi og Agerskov også har erfaring fra den klassiske musik. På halvdelen af pladens numre suppleres de af Francesco Cali på akkordeon. Det tilføjer noget af det temperament som klæder pladen så godt. Det giver noget af det som den første plade mangler.
editionrecords.com
sundance.dk

Midaircondo feat. Michala Østergaard-Nielsen: Reports on the horizon (Twin Seed Recordings)

2011-10-30T13:02:00.001+01:00

Forunderligt
Der leges med lyde. Ikke på barnets kompromisser, hvor gentagelse tit er en del af legen. Her handler det om den leg der er kendetegnet ved at være fri af udefrakommende konventioner eller regler.

Der hersker en fri og nysgerrig stemning på svenske duo Midaircondo's tredje album. Duoen der har eksisteret siden 2003, fik i 2010 tilføjet den danske percussionist Michala Østergaard-Nielsen, der fremhæves med navns nævnelse på pladecoveret.
De laver eksperimenterende organisk electronica. Michala Østergaard Nielsens ukonventionelle tilgang til rollen som percussionist og trommeslager er et fint match til Lisa Nordström (stemme, basfløjte, zither og elektronik) og Lisen Rylander Löve (stemme, tenorsax, basklarinet og elektronik). Sammensmeltningen af de elektroniske og akustiske instrumenter bruges til at skabe klangflader og musikalske spændinger.
Der er en underliggende diskret puls - rytme? - der får den ellers fragmenterede musik til at hænge sammen. De tre kvinder har skabt en forunderlig plade der består af mange lag. Det er ikke rodet. De sætter musikken på spidsen, udstiller svaghederne og får dem til vendt til styrke og skønhed.
midaircondo.com

Kira: Memories of days gone by (Stunt)

2011-10-28T16:02:00.003+02:00

Hyldest til Billie
Billie Holiday er som sangerinde og menneske af den uafrystelige slags. Nu hun først er krøbet ind under huden forsvinder hun ikke igen. Hun er en af jazzens helt store personligheder. Man er aldrig i tvivl. Hendes let genkendelige stemme identificerer hende straks. Den danske rocksangerinde Kira Skov der slog igennem med gruppen Kira & The Kindred Spirits for snart ti år siden og siden gik solo har så nært et forhold til Billie Holiday, at hun har lavet et helt album med sange fra Billie's repertoire og enkelte selvskrevne tributes.
Hun har tidligere optrådt live med sange fra Billie's repertoire. Ligeledes medvirkede hun på kæresten Nicolai Munch-Hansens album Chronicles sidste år på et par numre, hvor især sangen My man var en stor oplevelse. Den er også med her. Det er ikke en Billie Holiday-sang men det kunne den sagtens have været. Den hudløst ærlige tekst er sammen med den skrøbelige fremstilling lige i øjet.
Kira kan synge med lige dele længsel, nærvær, tristesse, styrke og sårbarhed. Der er en gribende ægthed i Kira's måde at gå til Billie's repertoire. Vi præsenteres for God bless the child, Good morning heartache, All of me og andre godter fra Holiday-repertoiret. Saxofonisten Jakob Dinesen står i spidsen for bandet der også rummer førnævnte Nicolai Munch-Hansen, Heine Hansen på klaver, Mads Hyhne på trombone og RJ Miller på trommer.
For tyve år siden lavede Søs Fenger også en plade med Billie Holiday-sange. Hun fik stor succes med pladen, der var produceret af Niels Lan Doky. Doky og Fenger havde trådt deres musikalske barnesko i 80'erne. Det ville være dejligt, hvis Kira fik den samme opmærksomhed omkring dette projekt. Kvaliteten er tilstede.
Bonusinfo:
Kira er med som gæstevokalist, når Nicolai Munch Hansen Sextet og Steffen Brandt er på turné fra 28. november, hvor de er i Skørping. Herefter besøger de bla. Fermaten i Herning d. 2. december på den 13 koncerter lange turné.

Bigoni/Solborg/Brow: Hopscotch (ILK) - - - Kevin Brow: Dolls & Guns (Blackout)

2011-10-27T22:04:00.000+02:00

Og på trommer: Kevin Brow!
Den canadiske trommeslager Kevin Brow der er bosat i Danmark udsendte tidligere i år et album med gruppen Koptor, der udelukkende spiller Brows musik. Da jeg anmeldte pladen i maj måned var jeg sikker på, at den kom med på listen over årets bedste jazzalbums. Det er jeg stadig. Men jeg havde ikke forventet at der kun skulle gå et halvt år inden jeg atter skulle anmelde ikke bare en men hele to plader, hvor Brow er i centrum. Den ene er endda i eget navn mens den anden er sammen med guitaristen Mark Solborg og saxofonisten Francesco Bigoni.
Pladen i eget navn indeholder 15 duetter med en række danske og internationale musikere fra jazz og klassisk musik. Pladen indledes passende med en trommeduet sammen med Dan Weiss. Herefter følger Light years sammen med Jacob Anderskov, der er heldigvis endnu et nummer sammen med Anderskov. De to musikere kommunikerer på en betagende måde. Sissel Vera Pettersen er med sin ordløse sang og Brow's trommer ovre i et filmisk stammeunivers. Den franske guitarist Marc Ducret er både vild og utæmmet på Green pants. Tim Berne, Kasper Tranberg, Lotte Anker og Eivind Opsvik er blandt de andre medvirkende.
Jeg vil gerne fremhæve nummeret Devil's Pulpit, hvor Brow ikke er med. I stedet er det de klassiske musikere Claus Myrup på bratsch og Toke Møldrup på cello der spiller. Interessant som de transformerer Brow's energi ud via strygerinstrumenterne. På Tnf Alpha vs. Remicade er Brow sammen med guitaristen Mikkel Ploug. De to leverer næsten pladens højdepunkt. Det kan kun blive næsten. Da pianisten Jacob Sack afslutter pladen med solostykket Green tea. Enkelt, rent og smukt.
Hopscotch er en noget anden plade, hvor tre musikere sammen eksperimenterer og finder veje ind i musikken. Hopscotch er hinkeruder. Den italienske saxofonist Francesco Bigoni har boet i København siden 2009. Han er ofte i forgrunden på pladen, der indeholder tøjlesløs improjazz af den tætspillede slags. Gruppens medlemmer deles om kompositionerne.
Et CD-pladecover er sjældent en grund til at man skal eje et fysisk eksemplar. Hopscotch er en undtagelse. Det er trioens guitarist Mark Solborg der har designet det lækre cover. Han er ingen nybegynder på det felt. Prøv at besøg hans hjemmeside og se flere eksempler på flotte pladecovers, her er Hopscotch i særklasse.
solborg.dk
kevinbrow.com

Girls in Airports: Migration (Mawi Music/Gateway)

2011-10-27T21:19:00.000+02:00

The future of Dansk Jazz!!!
I 1974 skrev musikkritikeren Jon Landau at han havde set rock'n'rollens fremtid og dets navn var Bruce Springsteeen. Han blev nogle år senere Springsteens manager. Nu er det ikke fordi jeg ønsker at være manager for Girls in Airports.

Men hold for guds skyld sammen på det band!

De er The future of Dansk Jazz!!!

De har endnu en gang lavet et fantastisk album. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal begynde. Min begejstring vil ingen ende tage. Girls in Airports blander stilarter på deres egen originale måde. Alligevel lyder det så ligefremt og logisk. Det nye album er en flot fortsættelse af det de startede med debutalbummet sidste år.
Der er toner fra Indien, Brasilien, Skandinavien og steder jeg ikke kender. Girls in Airports spiller en vidunderlig og original blanding af jazz, rock og world. Den basløse kvintet med hovedkomponisten Martin Stender på sax, Lars Greve på sax, Mathias Holm på keyboards, Victor Dybbroe på percussion og Mads Forsby på trommer indleder pladen med titelnummeret Migration. Den starter med et roligt saxofonforløb for så, at fortsætte over i en nærmest underspillet sambarytme. Der er den smukke ballade Transvestite og Need a light i samme rolige tempo. Der er skæverten Pirates and tankers. Der er festaben Gong song.
Girls in Airports store force er lyden af kollektivet. Sammenspillet. Der er saxparløbet mellem Stender og Greve. Der er rytmerne ved Forsby og Dybbroe. Mens Holm på tangenterne flyder mellem rytme og melodi.
Køb to eksemplarer af albummet. Behold den ene selv og giv den anden til en du holder af.
Bonusinfo:
Kvintetten har lige været i Kina på turné og giver d. 5. november koncert ved DMA Jazz arrangementet på Huset.
girlsinairports.net

Various Artists: Music for film Sounds and silence (ECM)

2011-10-27T20:47:00.002+02:00

På rejse med Mr. ECM
Det er svært at forholde sig til soundtracket til en film om pladeselskasbossen Manfred Eicher som man ikke har set. Filmen handler om Manfred Eicher der rejser rundt i verden, hvor han møder nogle af ECM's kunstnere i forbindelse med at de er ved at indspille musik til ECM-udgivelser. Heriblandt er Marilyn Mazur - der på soundtracket bidrager med det boblende nummer Creature walk, et værdigt break midt blandt de pæne og friserede numre der dominerer pladen. På soundtracket finder man også et par numre fra ECM pladeselskabets megastjerne Keith Jarrett. Han medvirker dog ikke i filmen, såvidt jeg kan se ud fra filmens hjemmeside.
Keith Jarrett åbner albummet alene ved klaveret med Reading of sacred books fra 1980-albummet Sacred hymns med musik af George Gurdjieff. Forunderligt smukt.
Pladen giver et fint billede af bredden hos ECM Records og efterlader egentlig ikke en opfattelse af at ECM er et jazzselskab. Det er ligeså meget et pladeselskab der beskæftiger sig med ny klassisk musik og world-music. Jazzen er muligvis hovedforretningen. Men de stærke indslag der er med Arvo Pärt's musik og Anouar Brahem efterlader stor respekt og som sådan kan pladen ses som et vindue ud mod ECM's forunderlige verden. Det er bare ikke baggården som vi får lov at se (høre) på dette album.
player.ecmrecords.com/sounds-and-silence

Stacey Kent: Dreamer in concert (Blue Note)

2011-10-27T20:34:00.005+02:00

Som en æske fyldt chokolade
Stacey Kent skulle have spillet en række aftener på Jazzhouse i midten af november som hun også gjorde sidste år. Koncerterne er aflyst på grund af vandskaden i Jazzhouse og er i stedet rykket til foråret. Som et plaster på såret kan man så bruge tiden på, at lytte til det live-album der netop er kommet med hende. Kender man Stacey Kent er der intet nyt at komme efter. Men det er vel også en del af styrken og charmen hos en sangerinde som hende. Vi får 16 numre fra bagkataloget, hvor hun både synger på engelsk, fransk og portugisisk.
Stacey Kent's stemme er letgenkendelig og bevæger sig på kanten til det sødladne. Men der er ikke tale om billig lys vekao. Det er et stykke fyldt chokolade af bedste kvalitet. Da jeg er en velvoksen mand kan jeg uden problemer sagtens klare flere stykker ad gangen. Æsken med de fyldte chokolader er med de gode velkendte stykker med marcipan og nougat - og der er slet ikke avantgardestykker som dem med rosépeber, karry eller bacon.
Bossabidder som Corcovado - med husbonden Jim Tomlinson på den lækreste Getz-inspirerede sax og kendinge som It might as well be spring suppleres med mindre kendte numre. Grundstemningen er den samme på hele pladen, der fungerer fint som en opsamling Stacey Kents karriere. Nye fans kan uden problemer begynde her.
staceykent.com

De nominerede til DMA Jazz 2011 er offentliggjort

2011-10-24T16:22:00.006+02:00

Det bliver en lang affære når DMA Jazz bliver afholdt d. 5. november på Huset i Magstræde. Det kommer til at tage 12 timer! Den formildende omstændighed er så at man også kan opleve seks jazzkoncerter. Jonas Westergard, August Rosenbaum Trio, Girls in Airports, Sidsel Storm, Jens Søndergaard og børnejazzerne Gadehjørnet spiller fuldlængde koncerter mellem prisoverrækkelserne. Skiftende værter vil præsentere vinderne og koncerterne. Her kan man bla. møde Palle Mikkelborg, TS Høeg og Celine Haastrup fra P8 Jazz.
I dag blev de nominerede offentliggjort. Jeg må nok erkende at listen ikke indeholder de helt store overraskelser. Enkelte af pladerne havde jeg med på min års-bedste liste sidste år og blandt dem der er udkommet siden, afslører jeg ikke for meget ved, at nævne at flere af dem også vil være at finde på min års-bedste 2011 liste.
Listen med de nominerede til Årets Jazzkomponist er nok den mindst forudsigelige. Debutanten Anders Filipsen deler liste med en erfaren herre som Nicolai Munch-Hansen. Mens kvinderne er repræsenteret med to vidt forskellige kunstnere; sangerinden Helle Hansen og saxofonisten Laura Toxværd, der altså også er værd at lægge mærke til pga. deres kompositioner.
Jeg er ligeledes glædeligt overrasket over at finde Carsten Dahl og Ensemble Midt Vest's forrygende album Synthesia og Metropolis på listen over crossover jazzudgivelserne.
Hele begivenheden livestreames på dmajazz.dk
Her er de nominerede med den nye kategori Årets Børnejazznavn:

Årets Danske Jazzudgivelse:
Carsten Dahl: Effata
Nicolai Munch-Hansen: Chronicles
Jakob Buchanan Kvartet: I Land In The Green Land
Søren Dahl Jeppesen: Red Sky
Jesper Zeuthen Trio: Jesper Zeuthen Trio

Årets Danske Vokaljazzudgivelse:
Hanne Boel: The Shining of Things
IKI: Nine voices, no rules
Cathrine Legardh & Sigurdur Flosason: Land & Sky
Cæcilie Nordby: Arabesque
Birgitte Soojin: Hi-Lo

Årets Nye Danske Jazznavn:
Søren Dahl Jeppesen: Red Sky
Lars Fiil Quartet: Reconsideration
Marius Neset: Golden Xplosion
Orpheus: A Less Known Hero
Sarah Elgeti Quintet: Into The Open

Årets Danske Jazzkomponist:
Anders Filipsen: About Time
Helle Hansen: Uncommon Ground
Nicolai Munch-Hansen: Chronicles
Simon Toldam: Stork
Laura Toxværd: Do Drugs

Årets Danske Crossover Jazzudgivelse:
Clara Bryld: On Your Wall
Elektro feat. John Tchicai: Elektro feat. John Tchicai
Ensemble Midtvest & Carsten Dahl: Synthesia & Metropolis
Pasborg’s Odessa 5: X-tra Large
Surf In Stereo feat. Kasper Tranberg: Surf In Stereo feat. Kasper Tranberg

Årets Børnejazznavn:
Borderline Ensemble
Sandberg Explorer
Saxopaths
Trolle & Tormod
Univers på tværs på vers
Ved du godt det?....om dyr

Jeff Williams: Another time (Whirlwind Recordings)

2011-10-21T15:38:00.001+02:00

Give the drummer some
Der er helt sikkert læsere af denne blog der har helt styr på hvem Jeff Williams er. Men jeg må indrømme at jeg har mine grænser. Jeg var ikke lige oppe på hvilken jazzkat Jeff Williams var. Så da CD'en dumpede ind og jeg så coveret tænkte jeg at det var en slemmer fusionsplade. Ja undskyld, men et coverbillede med en mand i lang sort læderfrakke, der kaster et bækken afsted som en frisbee er bad taste, som fusionsmusikere så ofte vist at de er mestre i.
Der var kontant afregning, da CD'en blev sat på. Det var overhovedet ikke fusion! Tværtimod! Jeff Williams har været fast mand hos Stan Getz (1972-74) og sammen med Dave Liebman i gruppen Lookout Farm (1973-76). Han har spillet med Lee Konitz og Joe Lovano i de senere år og lavede i starten af halvfemserne to roste soloalbums sammen med Tim Ries og Kevin Hays.
Med det nye album gør han rent bord. I selskab med Duane Eubanks (trompet), John O'Gallagher (altsax) og John Hébert (bas) har han lavet et kammermusikalsk jazzalbum. Musikken trækker på avantgardistiske tendenser, hvor skæve taktarter spises som slik. Jeff Williams spiller flydende og har et levende bækkenspil. Ingen fusion men masser af spændende ensemblespil.
willfulmusic.com

Charles Lloyd/Maria Farantouri: Athens Concert (ECM)

2011-10-21T12:56:00.001+02:00

Charles Lloyd i Grækenland
Charles Lloyd har i løbet af sin karriere haft flere gode orkestre, hvor den han havde med Jack deJohnette og Keith Jarrett i slut-60'erne er den mest berømte. Han har lige nu også en helt fantastisk kvartet der sidste år udgav albummet Mirror. Jason Moran på piano, Eric Harland på trommer og Reuben Rogers på bas er kompetent komplementerende i forhold til Lloyds saxofonspil.
Det nye album er en dobbelt-CD, der indeholder en koncert fra sidste år i Athen. Her spillede han sammen med den græske sangerinde Maria Farantouri - der synger med en dyb kontraalt stemme. Hun har en fortid som protestsanger i 70'erne, hvor hun arbejdede sammen med og fortolkede Mikis Theodorakis' musik, hvilket der også er eksempler på, på pladen. Hun var såmænd også medlem af parlamentet for de græske socialdemokrater i årene 1989-1993. Om der er noget politisk gemt i hendes tekster fremgår ikke direkte, da hun synger på græsk - dog er sangene oversat til engelsk i CD-hæftet.
Den usædvanlige blanding fungerer forbavsende godt. Koncertens anden afdeling består af gamle græske folkesange. Den fungerer nærmest som en suite, hvor parløbet mellem Farantouris og Lloyd står i spidsen. Jazzmusikerne bakker fornemt op, også her hvor de suppleres af to græske musikere på henholdsvis piano og lyra. Det er blevet til en meget smuk plade, hvor lyd, musik og æstetik går op i en højere enhed.
charleslloyd.com

Humann'O'Project: After AM (Audioscapers)

2011-10-17T21:03:00.000+02:00

Velspillet og charmerende banalt
Fusionsjazzen er ikke død. Det har jeg konstateret flere gange indenfor det seneste år her på bloggen. Udgivelser med Aske Bentzon, Mikkel Nordsø, Jens Haack, Nikolaj Bentzon, Henrik Andersen og Carsten Sindvald har været at finde blandt mine anmeldelser. Det er alle musikere der som jeg har passeret de fyrre år (og lidt til). Det forklarer passionen for fusionsjazzen. Den stagnerede vel mere eller mindre i midten af firserne? Derfor er det interessant når et projekt som Humann'O'Project dukker op. Musikerne er alle i tyverne og de spiller fusionsjazz af den klassiske melodiske slags. Jeg bliver blød, når jeg hører fusionsjazz spillet så friskt og ligetil som de gør. Enkelte gange hænger der en tung firserånde ind over musikken. Men det står ikke i vejen for dem og bruges kun som et element i en større sammenhæng. Lyden er mere nutidig og organisk end den man blev præsenteret for i 80'erne.
Det er bassisten Christian Houmann der står i spidsen for Humann'O'Project. Han har skrevet al musikken. Han omgiver sig blandt andet med Samuel Hejslet på sax og EWI (selvfølgelig), Scott Westh på trompet og flugelhorn og Mikkel Leth-Nissen på piano og Rhodes. De har alle andel i at pladen falder så flot ud. Trompetisten Scott Westh får vist sine flotte solistevner flere gange, lyt feks. til den smukke titelmelodi. Pladen kunne såmænd godt være lavet for 20 år siden eller tidligere. Der er feks. nummeret One 2 go der kunne lyde som introen til et lørdags-underholdningsprogram fra midten af 80'erne med Jarl Friis Mikkelsen som vært. Charmerende og banalt og jeg kan ikke stå for det. Specielt fordi det er velspillet og håndværksmæssigt i orden. Havde det været i 80'erne, havde alle musikerne været efterspurgte studiemusikere.
christianhoumann.dk

Hvor er stjernerne i dansk jazz?

2011-10-17T20:17:00.000+02:00

- og who cares?

Hvad er en dansk jazzstjerne?

Har vi danske jazzstjerner?

Har vi haft danske jazzstjerner?

Har vi behov for danske jazzstjerner?

Det er spørgsmål der peger i flere retninger på en gang. Fordet første er det nødvendigt, at definere hvad en dansk jazzstjerne er for enfisk. En dansk jazzstjerne skal lyse op på himlen så alle kan se vedkommende,også dem der ikke interesserer sig for jazz. Det skal være en der er blevetstjerne fordi han/hun spiller jazz - hermed er Thomas Blachman diskvalificeret.Alle ved hvem han er, men ikke ret mange har hørt ham spille jazz. Men ThomasBlachman har formået noget som en jazzstjerne skal kunne, at komme i primetimetv og få massiv omtale i de trykte medier!

Kvaliteten i dansk jazz er meget høj. Det gælder både deneksperimenterende jazz og den mere let tilgængelige. Der er også rigtigt mangeder kan kalde sig jazzmusikere. Hvis man ser på antallet af pladeudgivelser ogkoncerter der afholdes, har dansk jazz aldrig været større. Copenhagen JazzFestival sprængte igen i år alle rammer. 1100 koncerter på 10 dage. Nårstørsteparten er med danske jazzmusikere fortæller det også noget om, at CJFikke svigter den danske scene.

Stjerner var der også på CJF. Sonny Rollins og Keith Jarrettvar af den sjældne slags med international stjernestatus og blandt de fånulevende der kan få den titel. Men hvor var de danske stjerner?

Vi har enkelte jazzmusikere og sangere der stikker ud framængden og er kendt udenfor jazzens mere snævre kreds. Cæcilie Norby, Niels LanDoky, Chris Minh Doky og Caroline Henderson er nogle af de mest kendte.Sangerinderne har gjort opmærksom på deres virke gennem popmusikken og det ernok også der de fleste kender dem fra. Mens Doky-brødrene toppede da de kaldtesig Doky Brothers for en del år siden.

I laget lige under dem, finder man folk som Sinne Eeg,Marilyn Mazur eller Jakob Bro. De er alle højt respekterede for deresmusikalske evner. De er stjerner blandt de danske jazzfans - det begynderstraks at blive lidt sværere når man bevæger sig udenfor jazzens snævre kreds.Her er de så godt som ukendte. Sinne har aldrig lavet popmusik. Da Jakob Brovar i nærheden af det populære som medlem af rockbandet I Got You On Tape, trakhan sig fra bandet inden de fik priser og berømmelse. Det gjorde han for athellige sig jazzen. Marilyn Mazur er den eneste danske jazzmusiker der harspillet fast med Miles Davis. Hun er internationalt kendt indenfor nutidensjazz og får sine plader udgivet på et af jazzens mest respekteredepladeselskaber, tyske ECM Records.

Hvis vi ser historisk på det, har nogle af de største danskejazzstjerner ikke fået deres folkelige gennembrud via jazzen. Svend Asmussenvar ganske vist allerede et stort dansk jazznavn da han bragede igennem i50'erne, med den mere showprægede underholdningsmusik. Jørgen Ryg varoprindelig jazztrompetist. Men det var jo ikke derfor at folk kendte ham. NielsHenning Ørsted Pedersen var en stjerne der solgte billetter - men de sidste udgivelserhan lavede for pladeselskabet Verve inden han døde, solgte under 1000eksemplarer. Leo Mathisen er vel nærmest undtagelsen. Han lavede danskswing-musik og "hits" som selv i dag er kendt af mange - behøver jegat nævne Take it easy?

Jazzen har brug for de gode historier. Jazzhus Montmartre eret fremragende eksempel på hvordan man kan skabe hype og historier omkring etlille spillested. Jazzen har også brug for stjerner og historier. De skal værelokomotivet der kan trække opmærksomheden i retning af jazzen. Et par enkeltedanske jazstjerner ville være det guld der kunne skinne på andre danskejazzmusikere. De ville være med til, at folk fik øje på dansk jazz. Fodbold erikke kun populært fordi det er en breddeidræt. Det er også populært fordi derer fodboldstjerner.

Jeg kan også gribe i egen barm. Jeg har i ni år væretformand for jazzklubben Moor Jazz, der holder til på det regionale spillestedFermaten i Herning. Jeg har altid syntes at det var vigtigt, at enprovinsjazzklub kunne præsentere så meget forskellig dansk jazz som overhovedetmuligt. F.eks. har vi 8 jazzkoncerter dette efterår på Fermaten. Herpræsenterer vi faktisk kun et navn som har spillet hos os tidligere. Vi vil ogskal præsentere bredden i dansk jazz. Det er en forpligtelse i forhold til denøkonomiske støtte vi får. Men det kommer der jo ikke stjerner ud af. De skalbygges op og præsenteres igen og igen. Det er sådan det fungerer med rocken påFermaten. Fermaten er med til at støtte rockens vækstlag. Her får up comingnavne en professionel scene at optræde på. Enkelte bliver sidenhen stjerner ogbetaler tilbage ved at komme igen på Fermaten og spille. Tim Christensenspillede første gang på Fermaten for 200 publikummer sammen med Dizzy MizzLizzy i 1993. Han kommer igen til februar hvor han spiller i et udsolgt hus for700 publikummer. Han kunne lige så godt have spillet i Kongrescentret hvor derer plads til næsten 2000 publikummer.

Jeg tror ikke at der findes en eneste dansk jazzmusiker derer startet med at spille jazz, fordi de ville være stjerne. Dem der vil være stjerne,vælger at spille rock eller andet hvor der konstant er behov for nye stjerner.Med andre ord har vi med en gruppe musikere at gøre, der slet ikke ønsker atvære stjerner i gængs mainstream forstand. De vil spille musik. Men jeg er ogsåret sikker på at der findes en større gruppe jazzmusikere, der har lyst til atspille for et publikum på mere en ti, komme på tv eller blive spillet iradioen. Mediernes dækning af jazz er en tilbagevendende tudehistorie. Hvis viskal have danske jazzstjerner er det også ret ligegyldigt om Politiken ellerandre anmelder dem. Det handler i stedet om at komme i gratisaviserne og andremedier der læses bredt.

Jeg ville ønske at vi i Danmark havde nogle enkeltejazzstjerner. Danske jazzstjerner der kunne holde en højprofileret koncertunder Copenhagen Jazz Festival. En jazzstjerne der kunne fylde mit spillested.En jazzstjerne der kunne sælge plader. En jazzstjerne der kunne få hug afanmelderne, samtidig med at vedkommende solgte plader.

Jazz Danmark holder konference om livejazzen i Danmark d. 4.november. Her er landets koncertarrangører inviteret og jeg skal selvfølgeligmed. Først og fremmest som formand for jazzklubben Moor Jazz men også somjazzblogger. Jeg synes at det kunne være et spændende emne at diskutere påkonferencen.

Har vi brug for danske jazzstjerner?

- og hvis vi har

Hvordan laver man en dansk jazzstjerne?

The Bob Nova Project: New view (Gateway)

2011-10-16T13:20:00.003+02:00

Bossa til den popglade jazzelsker
The Bob Nova Project startede da sangeren og guitaristen Sverre Stein Nielsen og guitaristen Thomas Engelhardt gik og hyggede sig med et duo-projekt. Det var efter at deres fælles band roots/americana-rockbandet Funky Nashville (aka Grand Fiction) var stoppet. De havde lavet et dogme om at indspille 3 musiknumre i en ny musikstil, får så at skife spor og indspille 3 nye numre i en anden musikstil. De kastede sig over bossaen i anden afdeling af projektet og blev mere tændte end ventet. I løbet af kort tid havde de involveret 3 jazzmusikere og de havde fundet et spor de ville følge. Den ene af musikerne var Thomas Engelhardts far, saxofonisten Freddy Rasmussen der som jazzmusiker har været vidt omkring i jazzen. De to andre var trommeslageren Peter Bjerrum der startede sin musikalske karriere i rockbandet Inside The Whale for siden, at skifte over til den traditionelle jazz og den erfarne århusianske bassist Ole Ulvedal.
Man skal være en ualmindelig sur skid, hvis man ikke lader sig smitte af den gode stemning der hersker på pladen New view. Sverre Stein Nielsen har en dejlig "blød" stemme, der kæler for ørerne. Freddy Rasmussen tager den med ro på sax'en og spiller selvfølgelig Stan Getz-inspireret, når det nu er bossaen vi har gang i. Det er ikke et Getz-rip off, dertil er det alt for hørbart at Rasmussen også hviler i sig selv og ikke skal bevise noget. Han har en mere pågående tone og det klæder musikken.
Pladens tretten numre bevæger sig i bossaens rolige tempo. Der er taget strygere med på enkelte numre og det er fint med lidt afveksling. Jeg vil ikke tøve med at anbefale pladen til den popglade jazzelsker. Det er velspillet og hyggeligt hele vejen igennem.
thebobnovaproject.com

Tolvan Big Band: Tarantula suite (Kopasetic Productions)

2011-10-15T10:34:00.000+02:00

Tight og energisk svensk big band
Det er anden gang indenfor kort tid, at jeg har fornøjelsen af at lytte til og anmelde en forrygende big band plade fra Skandinavien. Den første var med The Orchestra, der spillede musik af Lars Møller. Nu er turen kommet til det sydsvenske Tolvan Big Band der på pladen Tarantula suite spiller musik af det mangeårige medlem, saxofonisten Cennet Jönsson. Tolvan Big Band har et par plader på samvittigheden der placerer sig blandt mine big band favoritter. Montreux and More fra 1984 og Code Red fra 2007 er plader jeg ofte er vendt tilbage til.
Så forventningerne er store til denne plade. Allerede ved den første påvirkning af øret kan jeg konstatere at det er helt som det skal være. Der er selvfølgelig sket meget siden starten af firserne med Tolvan Big Band. Men fornemmelsen for doserne af blæs er bevaret. Big Bandets hjemmebane er det sydlige Sverige og mange af dets medlemmer er musikere som kender vejen over Øresund bedre end de fleste. Pladen er endda indspillet i København. På trompet finder man feks. englænderen Gerard Precenser, der har sat sit præg på flere big bands i Øresundsregionen, inklusive DR Big Band. Andre DR Big Band-medlemmer er trompetisterne Anders Gustafsson, Christer Gustafsson og basunisten Vincent Nilsson.
Cennet Jönsson er en erfaren herre - som jeg har anmeldt adskillige gange her på bloggen og det er som om han aldrig skuffer. Hans alsidige og fordomsfrie tilgang til jazzen er meget tydelig med denne suite i otte dele. Det svinger og arrangementerne lægger op til velplacerede soli - hør feks. Jørgen Emborgs pianosolo på Forza der afløses af Gerard Presencers præcise trompetsolo. Det er tight, energisk og velturneret big band musik.
Kender du The Orchestra's seneste plade og er oppe at ringe over den. Så går du ikke galt i byen med denne.
kopasetic.se

Fattigfolket: Park (Ozella Music)

2011-10-14T17:38:00.003+02:00

Svensk-norsk jazz finder inspiration i tyske parker
Den norsk-svenske kvartet Fattigfolket tager med titlen udgangspunkt i tyske parker; Mauerpark, Tierpark og Marienberg Park er blandt de parker der har lagt navn og inspiration til melodierne på pladen. Herhjemme kender vi bedst kvartettens trompetist Gunnar Halle som medlem af Pierre Dørges New jungle Orchestra. Det forrige album Le chien et la fille fra 1995 udkom også på danske ILK Music. Musikken fandt dengang inspiration i det franske. Fattigfolkets aktuelle plade udkommer på det tyske selskab Ozella.
Fattigfolket er europæisk jazz i flydende form. Det er båret af et fremadrettet, dynamisk og roligt tempo. Det er ikke udflydende jazz, dertil spiller trommeslageren Ole Morten Sommer alt for rytmiskt funderet. Der er meget plads i musikken. Trommerne bærer og holder dampen oppe. Halle på trompeten og saxofonisten og klarinetisten Hallvard Godal skiftes om at tage sig af fronten. Deres spil væver sig ind og ud af hinanden. De får sammen med bassisten Putte Johander skabt organisk og behagelig jazzmusik. Der er små fine kanter der dukker op for så siden at gemme sig. I det hele taget bevæger Fattigfolket sig elegant på oppe kanterne af jazzen. De inviterer lytterne med indenfor i et fint detaljeret og komplekst rum. Det holdes hele tiden åbent og skræmmer ikke lytterne væk.
fattigfolket.com

Marcus Strickland: Triumph of the heavy vol. 1 & 2 (Strick Music)

2011-10-14T15:17:00.000+02:00

Jazz Flow
Som jazzblogger er en tur til New York lidt det samme som en tur i himlen. Forskellen er vel kun den at det - modsat himlen - kan lade sig gøre at rejse hjem igen fra New York, selv om jeg gerne var blevet. Jeg fik blandt andet fornøjelsen af at komme til saxofonisten Marcus Stricklands præsentationskoncert af den nye CD Triumph of the heavy vol. 1 & 2 på klubben Le Poisson Rouge i Bleecker Street. Strickland er en af den slags musikere der er umulig at holde tilbage. Energifyldt i musik og fremtræden. I lobbyen kunne man købe Stricklands bagkatalog på eget selskab til fornuftige penge. Dobbelt-CD'en Triumph of the heavy er den fjerde han selv udgiver.

I "gamle" dage ville han være udkommet på et traditionelt etableret pladeselskab. De store pladeselskaber har ikke længere nogen interesse i, at udgive musik der ikke kan sprøjtes ud og sælge i løbet af nulkommadut. Selvfølgelig kommer der enkelte jazzplader der sælger bemærkelsesværdigt hurtigt - som når Sony udgiver "sjældne" Miles Davis koncertoptagelser fra 60'erne. Men jazz er ikke hurtig musik som poppen. Derfor går jazzmusikerne egne veje - som vi også kender det herhjemme - og udgiver det selv.
Musikken er fordelt på 2 plader. Den ene er en studieoptagelse fra januar i år og den anden er en koncertoptagelse fra foråret sidste år. Strickland er sammen med sine vanlige medspillere, tvillingebroren og trommeslageren E.J. Strickland og "næsten" trillingebroren, bassisten Ben Williams. Pianisten David Bryant er kun med på studieindspilningen. Der er store forskelle på trioen og kvartetten. Trioen står får det kontante og direkte spil. Der er elementer der kan minde om Sonny Rollins' klassiske saxtrio-indspilninger. Når pianisten David Bryant slutter sig til trioen samles musikken mere. Strickland har komponeret al musikken. På trioindspilningerne bruger Strickland oftest sopransaxofonen. Det farver de to andre musikeres spil. E.J.'s trommespil bliver lettere og mere løstfunderet. Bassisten Ben Williams er en stor fornøjelse. Han spiller virtuost sikkert. Han flytter med en passioneret og imponerende hastighed fingrene.
Ved koncerten havde Strickland medbragt flere special guests. Her var de tre step-dansere fra Harlem ikke bare med som gimmick - men fungerede som dansende percussionister. Den stilistisk mangesidede koncert sluttede med at kvartetten fik besøg af en rapper (hvis navn jeg aldrig fik fat i) på scenen. Det betød ikke at kvartetten ændrede på jazzflowet. Der var også plads til en rapper selv om det ikke var med klassiske hip hop beats.

Marcus Strickland er en saxofonist der i allerhøjeste grad er værd at holde øje med og stille ørerne ind på.
marcusstrickland.com

LED: The Ocean (Kopasetic Productions)

2011-10-13T16:57:00.000+02:00

Led Zep goes jazz
Jeg har siden min pure ungdom haft en stor kærlighed til Led Zeppelin, hvor specielt det første album og fireren (den der også bliver kaldt Zoso) er blandt mine all-time favorites. Derfor hilser jeg også et projekt, hvor Led Zep og jazz blandes sammen velkomment med stor nysgerrighed. Jeg kan samtidig ikke lade være med at tænke på det bizarre reggaeband Dread Zeppelin der spillede reggaeudgaver af rockklassikerne i starten af 90'erne. Vil det blive lige så afsporet i den jazzede version?

Det er interessant som trommeslageren og bandlederen Peter Danemo har taget livtag på Led Zeppelins klassiske guitarriff. Nogle gange lyder det som et marchorkester der har spist rock til morgenmad. Andre gange lyder det som et jazzorkester der klemmer hver en blodsdråbe ud af de simple blues-inspirerede rocksange - hvilket det i bogstavligste forstand også er. Det er en nærmest umulig opgave at spinde spændende jazzarrangementer ud af rocknumre som Led Zeppelins. En stor del af skønheden ved Led Zeppelin var forsangeren Robert Plant, guitaristen Jimmy Page's kraftfyldte energiudladninger og trommeslageren John Bonhams heftige trommespil der satte ild til bandet og numrene. Det er ikke med her.
Peter Danemo er en erfaren jazzræv og er heldigvis ikke bange for at lege med arveguldet. Trommerne ledsages af fem blæsere: trompet, altsax, trombone, barytonsax og tuba mens den tidligere E.S.T.-bassist Dan Berglund gæstemedvirker på No quarter. Dazed and confused, Misty mountain hop og Kashmir er blandt de udvalgte numre. Der er tilpas meget tyngde og vildskab bevaret i Led Zep's musik - der på forunderligste vis klarer transformeringen langt bedre end jeg havde frygtet. LED's The Ocean er et originalt og anbefalelsesværdigt udspil.
kopasetic.se

Jan Johansson with Georg Riedel: In Hamburg (Act)

2011-10-13T16:54:00.002+02:00

Nyt fra en legende
Han var kun 37 år gammel, da han døde i en trafikulykke i 1968. Inden da havde han heldigvis været så produktiv, at han efterlod en bred vifte af musik som vi siden kunne dykke ned i. Pianisten Jan Johansson har fået legendestatus i kraft af albummet Jazz på svenska - der vel er det tætteste vi i norden kommer på et album der har samme udødelige status som Miles Davis' Kind of blue.
Så når der lige pludselig dukker nye studieoptagelser op med Johansson og bassisten Georg Riedel, hvor Visa från Utanmyra og andre klassiske numre fra Jazz på Svenska er i blandt, så er der lagt i kakkelovnen til en rigtig jazzsællert. Vi får klassikerne fra Jazz på svenska i nye indspilninger. De serveres veloplagt, foldes ud og der føjes nye elementer til det vi kender så godt. Det er en plade, hvor der både er noget til kendinge og nye Johansson-fans.
Musikken er fra inspilninger foretaget i den tyske radiostation NDR's studier i Hamborg i perioden 1964-1968. På flere af numrene medvirker stort orkester, bla. på Georg Riedels Sommar adjö. Udover numre som man kender Jazz på Svenska er der også blevet plads til et par standards, hvor Nature boy får en flot behandling.
Har man et forhold til Jan Johansson bliver man ikke skuffet, det er på alle måder nye flotte versioner vi får af numre man kender så godt i forvejen. Nye lyttere kan også uden problemer starte her. I det hele taget er det en af den slags albums der kan være god at give i gave. Feks. til en der ikke kender jazz så godt, men gerne vil i gang.

Gunde on Garner: Live at Jazzcup (stunt)

2011-10-13T16:44:00.003+02:00

Intet nyt under Garner-solen
Det er tredje omgang fra Henrik Gundes Gunde on Garner projekt. Den bringer os til en koncert på Jazzcup i København. Den lille hyggelige café der fungerer som koncertsted og Danmarks eneste pladebutik, hvor der kun er jazz i kasserne. Den forrige Gunde on Garner-plade var udelukkende med Bent Fabricius Bjerre kompostioner mens den første indeholdt gamle danske melodier (lige fra Gasolin til Jacob Gade) og nyere popmelodier (Elton John og Billy Joel). Nogle meget hyggelige plader skabt i skæret af pianisten Erroll Garners helt specielle spillestil. Endnu en omgang Garner stiller nogle krav, der er større end at det bliver spillet live. Henrik Gunde har endnu en gang fundet nogle klassiske popmelodier frem af typen "udødelige". Simon & Garfunkel, Abba, John Lennon og Benny Andersen er blandt de udvalgte.
Jeg savner noget mere frækhed i udvælgelsen af numre. Problemet er at Gunde ikke følger med i, hvad der sker på dagens popscene. derfor vælger han noget fra dengang han selv lyttede til tidens toner.
Det kunne have været sjovt, hvis han havde turdet at vælge popnumre fra nutidens stjerner som Rihanna, Lady Gaga eller David Guetta (okay, det sidste forslag er nok lidt for langt ude). Playlisten på Live at Jazzcup kunne fint kopieres af en suppe-steg og is musiker til et arrangement i Forsamlingshuset i Tjæreborg. Den ville være en velkommen følgesvend, mens tarteletten blev slugt.
Da han allerede en gang har lavet en plade af denne type føjer den nye plade intet nyt til historien om Gunde on Garner. Jeg synes at det er rigtigt ærgeligt, fordi jeg har stor sympati for projektet. En enkelt "frækkert" er der dog blevet plads til. Det er ikke tidens toneklang, men Niels W. Gades Udrust dig helt fra Golgata, der får den helt rette Garnering (sorry, jeg kunne ikke lade være).
gundeongarner.dk

Markus Pesonen Hendectet: Hum (Unit Records)

2011-10-10T21:05:00.001+02:00

The Beatles, Schönberg, noise og jazz
Måske har jeg bare nogle fjollede associationer. Men når jeg hører den finske guitarist Markus Pesonen i selskab med det elleve mand store orkester Hendectet på debutalbummet HUM, synes jeg at det lyder som en tur i en sauna. Vel at mærke inklusive koskenkorva, en nøgentur i sneen og pisk med et ris af grene. Hans musikalske referencer inkluderer både The Beatles og Schönberg. Noise og Jazz.
Der er flere højdepunkter, som feks. Sugar Rush der fungerer suverænt med en form for tæmmet vildskab. Reliver er en smuk og svævende saxofonbåret ballade. Hullun Paperit er over-the-top vanvid. Vi kommer med andre ord vidt omkring. Pladens to covernumre er musikalske fornøjelser. Charles Mingus' Goodbye Pork Pie Hat indledes smukt af Elena Setién på violin, hvorefter den store blæsersektion med tre sax'er, trompet, trombone og tuba sætter ind. Blandt blæserne finder vi blandt andet de to saxofonister fra Girls in Airports; Martin Stender og Lars Greve. Lennon/McCartney's A day in the life får lov til at lukke pladen, hvor Elena Setién synger for. En helt fantastisk afslutning på en plade, der præsenterer en lang række yngre supertalentfulde jazzmusikere. Pesonen færdiggjorde en master som musiker fra Rytmisk Musikkonservatorium i 2010. Det er tydeligt at han her har lært mange af musikerne at kende. Feks. er trompetisten Tobias Wiklund og bassisten Adam Pultz Melbye fra Maria Faust Group med i bandet. Det er ikke tilfældigt at jeg nævner Faust's gruppe. Er det en gruppe man har kendkab til og synes om, går man ikke galt i byen med Markus Pesonen Hendectet.
Til sidst vil jeg fremhæve pladecoveret, der er gennembearbejdet flot. En sand æstetisk nydelse med en lille smuk overraskelse der folder sig ud, når man åbner coveret.
markuspesonen.com

unitrecords.com

Pilc/Moutin/Hoenig: Threedom (Motema)

2011-10-08T16:51:00.000+02:00

Triojazze i højeste klasse
Det er en af jazzens mest elskede undergenrer eller afdelinger om man vil. Triojazzen med klaver, bas og trommer. Det var indenfor det felt at feks. Bud Powell og Bill Evans skabte guddommelig musik. Keith Jarrett lod sig inspirere af dem. Han finjusterede måden man kunne tolke standards på i trioform. Det blev raffineret videreudviklet af ypperstepræsten sammen med de trofaste væbnere Jack deJohnette og Gary Peacock. Sammen har de skabt nogle af jazzens fineste plader. At han så ofte har opført sig som en opblæst nar, glemmes fuldstændigt når han åbner op for de himmelske sluser af pianistisk vellyd.
At der har været pianister der er gået samme vej har været uundgåeligt. Der behøver ikke nødvendigvis at være direkte linjer mellem dem og Jarrett. Herhjemme er Carsten Dahl måske det bedste eksempel. Han har også ladet sig inspirere af Evans, Powell og flere andre. Derfor er han ikke en Jarrett-klon, selv om det er noget af det samme i jazzens væsen de forsøger at afdække. Det samme gør sig gældende med pianisten Jean Michel Pilc, der herhjemme er bedst kendt for samarbejdet med Mads Vinding og Billy Hart.
Pilc er på den aktuelle plade i selskab med to af den amerikanske jazzscenes mest spændende musikere lige nu. Trommeslageren Ari Hoenig og bassisten Francois Moutin.
Der er flere steder noget af den samme drilskhed som man kender fra Thelonious Monk. Pilc spiller i en direkte og ekspressiv spillestil, der pirrer og udfordrer sanserne. De tre musikere spillede og turnerede en del sammen i starten af dette årtusinde. Siden har de alle tre haft gang i travle karrierer. På denne reunion - der også markerer at de vil til at turnere sammen igen - har de indspillet 18 numre i one take. Det er en blanding af Pilcs numre og gamle kendinge som Miles Davis' Nardis, Gershwin's A foggy dayog Parker's Confirmation. Pilc gør det på sin egen måde. Så når han spiller og lukker pladen med Chaplin's Smile er det først når han har spillet halvdelen af den fem minutter lange udgave at man kan høre melodien. Men så folder han sig også ud med en skønhed der nummeret værdigt.
jmpilc.com
motema.com

Simon Spang-Hanssen: Bird in space (Gateway)

2011-10-08T16:22:00.001+02:00

Spang-Hanssen i Brasilien
Simon Spang-Hanssens karriere er i de senere år blevet veldokumenteret. Det interessante er at Spang-Hanssen bliver ved med at udfordre og udforske jazzen på sin egen meget personlige måde. Det er altid med udsyn til den helt store verden. Han omgiver sig ofte med spændende jazzmusikere fra feks. Frankrig (hvor han også har boet). Han har tidligere hentet inspiration fra de afrikanske, de arabiske lande og de sydamerikanske lande. Denne gang er han taget til Brasilien i bogstavligste forstand. Han har taget konen og fløjtenisten Mariane Bitran med på rejsen. Han indspillede pladen for snart et år siden i den brasilanske by Belo Horizonte sammen med de tre brasilianske jazzmusikere: Irio Junior (piano), Enéias Xavier (bas) og André "Limão" Queiroz (trommer).
Det er blevet til et spændende møde mellem brasiliansk og europæisk jazz. Simon Spang-Hanssens åbne, fordomsfrie og nysgerrige tilgang til jazzen giver os endnu en gang en god plade. I brasiliansk jazz er det karakterisk med brugen af el-bas, hvilket også er tilfældet her. Stilen er åben, melodisk og rytmisk (yes, der smides lidt samba i ovnen en gang i mellem) og udadvendt. Der er numre som feks. titelnummeret der har en underliggende let loungstemning, uden at det kammer over og bliver lummert og klægt.
Det er meget passende at sætte Spang-Hanssens plade på nu, hvor sommeren er slut. Det er en behagelig plade der spreder solskin og varme.
simonspang.dk

Rasmus Stenholm: Cordoba (Longlife Records/Pladekisten)

2011-10-08T15:55:00.002+02:00

Orgeljazz med blues, soul og funk
Det er snart to år siden, at organisten Rasmus Stenholm udsendte debutalbummet For those about to roll, hvor musikken - meget hørbart - stammede fra to forskellige sessions. Denne gang har han - som noget nyt - selv skrevet al musikken, pånær et enkelt nummer og det er de samme musikere, der spiller det hele. Det er tre gode backingmusikere med den rette tilbagelænede groovy feeling. Rasmus Stenholm har en forkærlighed for den funky side af jazzen i præ 70'er aftapning. Det er orgeljazz der henter inspiration fra den klassiske periode i 60'erne, hvor blues og soul satte sit umiskendelige præg på de mange orgelcombo's der dengang var særdeles populære i USA og først i 90'erne fandt fodfæste i det europæiske.
Uffe Steen er en mastodont i det århusianske jazzmiljø og i særdeleshed i det danske, hvis der er brug for en jazzguitarist der har bluesen inde under huden. Jeg fornærmer vist ikke nogen ved at kalde ham kongen. Det ændres der ikke ved på Cordoba. Han kan smide små kompilcerede figurer af sig, så man blive helt forpustet. Tenorsaxofonisten Michael Bladt er et sikkert valg til Steenholms groovy jazz. Trommeslageren Morten Ærø er mest kendt fra Six City Stompers og har ikke problemer med at indtage rytmepositionen i Stenholms kvartet.
Det er ikke souljazz det hele. Jungle Fever er et afrikansk inspireret nummer, hvor Uffe Steen på introen nærmest spiller henad Mark Knopfler i duet med Stenholms rolige orgel. De går så over i det afrikanske, hvor Steen rutineret spiller en afrikansk-lydende guitar. Ray Browns Gravy Waltz er eneste udefrakommende nummer. Det er blevet til en lækker vals, hvor Steen, Stenholm og Bladt skiftes om fronten.
Som gammel orgeljazzfan får jeg mine sanser tilfredsstillet. At Stenholm denne gang har fokuseret kræfterne mere klæder pladeudspillet.
myspace.com/rasmusstenholm

Svin: Heimat (Mom Eat Dad/Gateway)

2011-10-08T10:23:00.004+02:00

Et seriøst spark i jazzens boller
Der går 48 sekunder inden jeg blæses omkuld af den tungeste heavyspade og buldrende trommer. Kort efter kommer saxofonen hvinende ind fra højre og puster det korte intronummer Cougar op. Pladen er i gang og vi bydes velkommen på Svins hjemstavn. Her er guitaren tung, saxofonen er berusende og trommerne får smæk. Med en særegen blanding af filmiske lydflader, tunge rocktrommer og en saxofon der veksler mellem det søgende og usikre til vilde og utæmmede fremstår kvartettens musik overbevisende og nuanceret. Bandlederen, guitaristen og komponisten af alle numrene, Lars Bech Pilgaard skifter på guitaren mellem at spille helt enkelt og nærmest spinkelt for så at skifte over i det mere rå riffbaserede spil der sparker seriøst meget røv.
Jeg kommer umiddelbart til at tænke på John Zorn's Naked City, hvor jazz og rocket vildskab også gik hånd i hånd. Svin er en opdateret udgave, der har ladet sig inspirere af den lo-fi æstetik som man har dyrket i rockens mere alternative miljøer, siden grungen fejrede sin sejrsgang for snart tyve år siden. Men sangtitler som Utøj, Muskelhund, Sankt Hans og Iglo indikerer også en kærlighed for det skæve samtidig med at det serveres med et charmerende glimt i øjet.
De to Magnus Fra Gaarden-musikere Henrik Pultz Melbye (sax, klarinet og diverse) og Magnus Bak (march-baryton og diverse) er sammen med trommeslageren Thomas Eiler og Lars Bech Pilgaard et seriøst spark i jazzens boller. Punket flabethed er også noget der kan dyrkes af velspillende musikere. Med elementer fra jazzens frie discipliner, melodi og rock er der kommet et habilt og detaljeret tryk-den-af-album ud af det.
momeatdad.com

Mats Eilertsen: Skydive (Hubro)

2011-09-27T21:24:00.000+02:00

Norsk som Hushovd og Hurtigruten
Nordmænd kan noget med melodisk og flydende jazz. Om det så er Ketil Bjørnstad, Tord Gustavsen eller Jan Garbarek er for så vidt ligegyldigt. Det lyder norsk - ligesom fjelde, Thor Hushovd og Hurtigruten er umiskendeligt norske. Bassisten Mats Eilertsen placerer sig med albummet Skydive pænt i dette felt. Mats Eilertsen har tidligere kunnet høres på ECM-udgivelser med The Source, Jacob Young, Tord Gustavsen Ensemble og Wolfert Brederode. Han hører til en af de mest efterspurgte norske jazzbassister.
På sit eget album medbringer han saxofonisten Tore Brunborg, der spiller med en åben og let melodisk tone. Det lyder som naturinspireret jazz. Der hersker en mental ro der flyder sammen med skyerne, vinden, træerne og vandet. Det er musik der står i gæld til Keith Jarrett's legendariske europæiske kvartet med saxofonisten Jan Garbarek. Det er blevet til en behagelig plade, der bør finde frem til jazzlyttende hjem, hvor der sættes pris på melodisk norsk jazz i en lækker lydindpakning.
www.matseilertsen.com

Susi Hyldgaard: Dansk (Yellow Bird/Enja)

2011-09-24T22:13:00.000+02:00

Wie Pippi Langstrumpf
Der er dansksprogede numre, der rummer en umiddelbar lethed i melodien. Når det sættes sammen med en smuk sangstemme der rummer personlighed kunne man fristes til at tro, at det er musik med popradiopotentiale. Det er det ikke! Susi Hyldgaard er sig selv. Når hun skriver en sang er hun for det meste en smule hidsig/ivrig/utålmodig og det er også kommet med.
Sangerinden og musikeren Susi Hyldgaard er herhjemme kendt for ikke, at være kendt i Danmark men i stedet i Tyskland. Hun er aktuel med et nyt album. Albummet hedder Dansk og alligevel - eller måske netop derfor - synger hun både på tysk, fransk, engelsk og dansk på albummet. Susi Hyldgaard er om nogen sin egen på den danske musikscene. Der er ikke en boks hun passer direkte ind i. Der er både jazz, pop, electronica og midt i mellem på albummet.
Hun er som en Pippi Langstrømpe, stærk og selvstændig. Istedet for Tommy og Annika er hun sammen med Jannik og Benita. Henholdsvis Jensen på bas og Haastrup på Percussion og trommer. Hyldgaard spiller selv på piano og er ikke bleg for at føje diverse instrumenter og elektroniske effekter på i det omfang at det er nødvendigt. Netop det at de kun er tre musikere betyder ikke at der ikke er et fyldigt lydbillede. Der fornemmes en nærhed og tryghed mellem musikerne.
Pladen indeholder flere højdespringere. Sangen Til jer to med linjen: "Når man har fuldt medlemskab til livet... blodtud... diamantbrud og alt..." der handler om at ens forældre jo skal herfra. Geburt er med sin vrede et andet sted. Susi Hyldgaard fortæller om at komme fra et meget lille land og være et menneske eller mere specifikt om at være en kvinde. Det lykkes fuldt ud. Det fænger og vedkommende.
Susi Hyldgaard laver sangmontager med mange detaljer, lyde og effekter der hænger sammen på forunderlig vis. Jannik Jensens elbas får det fulde udtræk med lige linje tilbage til fusionsjazzen. Benita Haastrup er ofte diskret tilstede med whiskers.
Dansk er en plade der bør få et stort publikum. Vi er heldige at have en så original og personlig kunstner som Susi Hyldgaard herhjemme...men er der plads til hende?
hildegaard.dk

Alex Riel/Mads Vinding feat. Dave Samuels: Summer night in Denmark (Bro Recordings)

2011-09-24T21:13:00.000+02:00

En sommeraften
En juli aften i 2009 spillede Alex Riel og Mads Vinding sammen med den amerikanske vibrafonist og marimbaspiller Dave Samuels en koncert på herregården Fuglsang. Samuels har været bredt omkring i jazzen og har spillet med så forskellige folk som Frank Zappa, Spyro Gyra og Gerry Mulligan. På denne plade der blev indspillet ved koncerten præsenteres vi for 6 jazzstandards og et enkelt nummer af Dave Samuels.
Pladens styrke er Alex Riel og Mads Vindings formidable sammenspil. De er alle tre erfarne musikere og vant til at spille med mange forskellige musikere. Her er der en afstand mellem Samuels og de to danske legender. Det lyder lidt hektisk og virker ikke som om trioen har haft god nok tid til at spille sig ind på hinanden. Jeg kommer desværre til, at savne noget af den afklarethed og ro der herskede på de plader som Vinding og Riel lavede sammen med Thomas Clausen og en anden vibrafonist Gary Burton i starten af halvfemserne. Dave Samuels har iøvrigt tidligere indspillet med Riel og Thomas Clausen på Jens Jefsens Handshakin' fra 1994.
Det er selvfølgelig altid en fornøjelse at få en række gode standards serveret professionelt. Mads Vindings basintro til Thad Jones' A child is born er outstanding. it could happen to you, Blue in green og Autumn leaves er også blandt de udvalgte numre.
brorecordings.com

Christian Winther: From the sound up (Steeplechase)

2011-09-24T20:56:00.003+02:00

Vor USA udsendte
Den danske tenorsaxofonist Christian Winther har boet i USA i 10 år, primært i New orleans. Nu har han for fjerde gang lavet en fjerde plade for danske Steeplechase, hvor han har allieret sig med nogle amerikanske musikere. De er med til at få Winthers spil til at lette. Winther har tidligere haft Monk-saxofonisten Charlie Rouse som et af sine store forbilleder. Winther har ikke forladt ham fuldstændigt selv om der er sket meget. Han spiller et klassisk lydende saxofonspil der både trækker på swing og bebop - som vi bla. kender det fra Jan Harbeck. Det svigter han på ingen måde på dette album.
Christian Winther har selv skrevet flere af pladens numre. Monkey Puzzle af James Black var at finde på Winthers musikalske mentor, Ellis Marsalis album fra 1963 af samme navn. Hoagy Carmichaels udødelige Skylark og Ornette Colemans Jayne fra 1958 albummet Something else præsenteres begge flot. Winthers egne numre står flot, hvor Mila's bounce og Tune for Trane stikker ud. Christian Winther spiller med erfarne musikere der har været omkring New Orleans på den ene eller anden måde. Det er folk med et fyldigt CV. Den unge vibrafonist Roman Skakun er en klog tilføjelse. Det skaber et helt særlig rum for musikken.
From the sound up er klassisk jazz i en fin aftapning, der smager godt på alle tider af døgnet.
Bonusinfo:
Skulle du være i nærheden af New Orleans d. 9. oktober er der releaseparty for albummet på det legendariske spillested Snug Harbour.
christianwinther.com

Johanna Elina: Our Garden (Eclipse Music/Divine Records)

2011-09-24T18:09:00.004+02:00

Internordisk samarbejde med rod i København
Der er for tiden fokus på den nye generation af vokalister, der har været omkring Det Rytmiske Musikkonservatorium. For nylig var det Nina Baun der debuterede. Så kom improvokal-pladen med de ni sangerinder i IKI. Nu er turen kommet til den finske sangerinde Johanna Elina der bla. via rytmekons har fået sammensat et band af musikere fra Italien, Norge, Sverige og Danmark.
Musikken er inspirerende velspillet og befinder sig i grænselandet mellem eksperimenterende jazz, indiepop, melodrama og charmerende finsk alvor.
Lidt fordomsfyldt vil jeg påstå, at Johanna har taget noget klassisk finsk tungsind med ind i musikken. Når jeg hører balladen April moon efterlades jeg ikke upåvirket. Der er store følelser i spil. Der bliver ikke taget let på tingene og koret tilføjer nærmest en sakral stemning. Et meget smukt nummer. Det er ikke tungt hele tiden på pladen. En af de mere opløftende melodier er It only snows in winter, der bla. i kraft af budskabet er et passende indslag.
Musikken bevæger sig i et adstadigt tempo godt bakket af nogle suveræne musikere, der er med til at sætte sit præg på dagens danske jazzscene i al almindelighed og ligeså på denne plade. Danske August Rosenbaum på piano og keyboards, norske Haakon Berre på trommer og den spændende italienske saxofonist Francesco Bigoni, der er i færd med en master-uddannelse på rytmekons er opløftende at høre på. Det er imponerende at der kan blive ved med at komme nye spændende musikere fra rytmekons.

Johanna Elina har sat et ambitiøst og højt niveau. Det er musik der med tyngde insisterer på at blive lyttet til.
Bonusinfo:
Der er releasekoncert på Christianshavns Beboerhus d. 30. september.
www.johannaelina.com

Peter Williams' 2econd nature: About time (Gateway)

2011-09-20T21:26:00.001+02:00

Hyggeligt
Bassisten Peter Williams poppede pludselig op i min bevidsthed, da han sammen med sigøjnerjazz-kvartetten Swing 41 havde et nummer med i Woody Allens nye film Midnight in Paris. Han er desuden aktiv musiker i det populære trad. jazz orkester Paul Harrison Band, hvor også det unge trommehåb Niclas Bardeleben har gjort sin hoser grønne. Williams er en allround musiker, der med kvartetten Peter Williams 2econd Nature har fundet en base, hvor han kan realisere sin egen musik.
Der er en tydelig linje til 50'ernes cool jazz i musikken de præsenterer. Det er den flinke linje de har valgt. Med et roligt temperament bliver musikken præsenteret i en pæn indpakning. Williams har lavet nogle fine melodier, der er tro mod standard-traditionen. De tre musikere, Mikkel Uth Ovesen på trommer, Robert Jønsson på piano og Adrian Strømberg på saxofon er helt ukendte for mig. Specielt Strømberg på saxofonen er et spændende nyt bekendtskab. Han spiller en old school-sax der hviler på swingtraditionen og har fået et tilskud bebop. Lyden af 50'ernes Stan Getz er ikke langt væk.
Det grundlæggende musikalske håndværk er i orden. Det er muligvis et temperamentsspørgsmål. Men der kunne godt være lidt mere kant og farlighed i musikken - uden at der skal gå freejazz i den. På Ardent heart viser kvartetten af de sagtens kan spille mere skævt og satsende. Omvendt fanger jeg også mig selv i at gå og hygge mig gevaldigt til musikken, når jeg har brugt den som baggrundsmusik.
Bonusinfo:
De spiller CD-release koncert d. 25. september på Huset i København.
2ndnature.dk

Pelle Fridell: More go jaz (Pelle Produktion/Gateway)

2011-09-19T17:36:00.001+02:00

Svensk själjazz
Det er snart 10 år siden at Pelle Fridells debutalbum Go Jaz udkom. Nu kommer opfølgeren More Go Jaz. Ikke sådan at forstå at han har brugt 10 år på at lave pladen. I mellemtiden er Pelle Fridell blevet en meget efterspurgt saxofonist, han bla. spiller i DR Big Band og The Orchestra. På debutpladen var han sammen med Thommy Andersson på bas, Henrik Gunde på piano og Morten Lund på trommer. Han er endnu en gang sammen med dem på More Go Jazz. Alle fire musikere kunne dengang betegnes som nogen der var godt på vej. I dag er de alle fire godt etablerede på jazzscenen.
Med More Go Jaz har Pelle Fridell haft intentionen om at lave et vokal-soul album, hvor saxofonen er stemmen. Han har taget udgangspunkt i de bløde ting. refleksioner og tanker om tilværelsen og livet, som feks. at blive forælder. Det er ikke et smoothjazz eller på anden måde noget der associerer til amerikansk r'n'b eller lignende. Det er svensk jazz med sjæl.
Måske er det derfor at jeg har gået og hygget mig så meget med pladen siden den landede i afspilleren. Fridell er en positiv og engageret musiker, der med saxen i munden fænger. Det er vedkommende melodier. Fridell er svensker, hvilket Andersson iøvrigt også er. De er ikke helt assimilerede, der er stadig en masse svensk i dem. I mødet med to lige så gode danske jazzmusikere får vi her et vældigt godt bud på, hvordan nordisk jazz med groove skal lyde i 2011.
Pelle Fridell har føjet lidt diskrete effekter og lyde på musikken. Han spiller på diverse saxofoner, fløjte og basklarinet. Musikken er imponerende nok indspillet ved en enkelt session. Fridell har lagt musikken tydeligt ud til hver enkelt musiker. Musikken er båret af både klare arrangementer og idéer. Lyt feks. til Both sides. Jeg overraskes hver gang positivt over nummeret og har nu gået nynnet melodistykket siden jeg fik pladen.
fridell.dk

Jacob Fischer Trio with Francesco Cali: Django (Gateway)

2011-09-17T12:00:00.003+02:00

Gastronomisk jazz
Først kom swingpladen, så kom bluespladen og nu er turen så kommet til Djangopladen. Guitaristen Jacob Fischer vælger endnu en gang at følge en bestemt stil på en hel plade. Sigøjnerjazz guitaristen Django Reinhardt havde en klart defineret spillestil, der stiller noglehelt specielle krav til en guitarists evner.
Ved at inkludere accordionisten Francesco Cali til trioen sendes musikken straks adskillige hundrede kilometer sydpå. Vi lander et sted mellem det franske og italienske. Der er Nino Rota's udødelige italienske ballade Amarcord fra Fellinis film fra 1973, der på dansk hed Mig og min familie. Der er Fischers egen Accent circonflexe, der let vill kunne spilles langs bredderne ved Seinen uden ,at der var nogen der ville brokke sig. Om det så er trangen til Amarone og Gorgonzola eller Bourgogne og Comté er for så vidt lige gyldigt. Jacob Fischers plade passer til begge situationer. Det er stemningsfyldt musik, der kan fungere som det hemmelige krydderi, når man er ved at tilberede en italiensk eller fransk menu.
Han holder sig overvejende til den akustiske guitar og sammen med de faste triomakkere, bassisten Hugo Rasmussen og tromemslageren Janus Templeton har han god og sikker musikalsk opbakning. På finanskrisehittet (den første finanskrise) Brother Can you spare a dime spiller Fischer solo. Mens han på Bud Powells udødelige Parisian Thoroughfare spiller med sin uforlignelige og vanvittigt flotte jazzguitarstil. Noget af det der har gjort Fischer til et kultnavn i kredse, hvor man ikke bruger begrebet kult. De to sidste numre på pladen er Kai Normann Andersens Den allersidste dans, et nummer som Francesco Cali foreslog at de skulle spille og når man hører Cali's accordion presser tårerne på. Det er så smukt. Pladen lukker ned med Steen Holkenovs titelmelodi til Huset på Christianshavn i en fornøjelig udgave.
Jacob Fischer har endnu en gang lavet en jazzplade til et stort publikum, der ikke lefler eller går på kompromis. Den musikalske standard er megahøj hele vejen rundt og til sidst skal der lyde en tak for, at Francesco Cali er med på pladen.
jacobfischer.dk

Paolo Russo & Nuevotrioporteño: Evocándote (Bro Recordings)

2011-09-16T22:24:00.005+02:00

Tango med jazz på
Han har spillet på det lille argentinske tangoinstrument bandoneon i over ti år. Man siger ellers at det tager et helt liv at tilegne sig instrumentet. Det betyder så ikke så meget for italieneren Paolo Russo, der startede som pianist på det rytmiske musikkonservatorium i København og undervejs forelskede sig i en dansk kvinde og bandoneonen. Han har efterhånden flere plader på samvittigheden med bandoneon som hovedinstrument, bla. med trioen Band Au Neon. Det er album nr. 2 han laver sammen med Nuevotrioporteño. De to andre medlemmer er argentinere og pladen er også indspillet i Argentina. Guitaristen Diego Sandulla og bassisten Ricardo Canepa er selvfølgelig begge med til sikre autenciteten. Det er Astor Piazolla's tango nuevo-stil som de kredser om.
Denne gang hersker der en større lethed - som brise i den argentinske sommernat - i musikken end der gjorde på det første album. Prøv feks. at lytte til Vivian's Milonga, som Russo har skrevet. Russo er en jazzmusiker med næse for tango. Når han så som her er sammen med to tangomusikere bliver det både afvekslende og insisterende. Stemningsfuld musik der ikke kan ignoreres.
paolorusso.com

Morten Schantz Trio: Conveyance (Daywood Drive Records)

2011-09-16T21:53:00.001+02:00

Vedkommende, vellydende og melodisk
Han har været vidt omkring. Pianisten Morten Schantz drønede gennem lydmuren med Jazzkamikaze i midten af nullerne. Deres rockattitude blandet med jazzfærdigheder var en sikker succes, indtil de lavede deres knap så gode indierock plade. Rygtet vil vide at Jazzkamikaze kommer til at lugte af jazz igen. Sideløbende har han haft gang i det Hancock-inspirerede fusionsprojekt Schantz Segment.
Sammen med bassisten Morten Ankarfeldt og trommeslageren Janus Templeton har han endelig lavet en trioplade. Den er udgivet på det amerikanske pladeselskab Daywood Drive Records. Musikken er en blanding af rocknumre fra 90'erne: U2's Love is blindness, Jeff Buckley's smukke Grace og Peter Gabriel's Downside-up, et par standards med Monk's Bemsha Swing som en sikker vinder og fire numre af Morten Schantz. Hvor den sidste Ten Indian Commandments er et velkomment genhør med en melodi, der var med på Jazzkamizes 2007-album Travelling at the speed of sound i en meget kort udgave. Jeg havde den en overgang som ringetone på min mobil og har med andre ord hørt den mere end de fleste melodier. Den holder hundrede procent i denne veloplagte trioversion. Templeton's whiskers er en fornøjelig ramme om nummeret.
Morten Schantz er i godt selskab i denne trio, hvor han føjer et vedkommende, vellydende, melodisk og klassisk triojazz kapitel til historien om Schantz.
daywooddrive.com

Thomas Hass Quartet: Answer theory (Gateway)

2011-09-15T21:35:00.003+02:00

Hass og de unge
På det forrige album fra 2008 var det John Coltrane der stod fremme i inspirationskabinettet. Sammen med jævnaldrende musikere lavede tenoristen Thomas Hass en veloplagt koncertindspilning. Denne gang har han været i studiet sammen med tre yngre jazzmusikere, der alle er godt på vej i deres respektive karrierer.
Grundlæggende spiller Thomas Hass en klassisk lydende sax, der her ledsages af ni numre som han selv har skrevet. Det er 15 år siden at Hass sidst har lavet en straight jazzplade med så mange selvskrevne numre. Det er egentlig ikke fordi at Hass overrender de danske jazzscener. Så meget desto mere er der grund til at spidse ører, når han lader tonerne fra saxen flyde.
Inspirationen hentes bla. hos Sonny Rollins, John Coltrane, Wayne Shorter, Michael Brecker og Thelonious Monk. I de ni forskellige numre hersker der en fælles grundstemning. Men det afholder ikke Hass fra at frembringe et detaljerigt repertoire. Der er St. Croix der henter inspiration fra Rollins udødelige calypso St. Thomas. Der er Panther Ponk, der hylder komponisten Mancini der lavede Pink Panther temaet. Der er den natteblå ballade Blue balloons. Der bebopnummeret The Plaza, hvor trommeslageren Andreas Fryland får lov til at udfolde sig i et herligt kantet tempo. Der er den luftige Velvet notes, hvor kvartetten spiller frit. Der er titelnummeret Answer theory der med sit fremadrettede groove lader bassisten Morten Ankarfeldt komme til fadet, mens den svenske pianist William Larsson får spillet nogle nordiske toner.
Det er et befriende godt album som Thomas Hass har lavet. Han har fundet sammen med tre musikere, der alle får vist at den nye generation også er værd at satse på, når der skal spilles jazz, som den blev lavet for 50 år siden. Forfriskende old fashioned.
thomashass.dk

Hvilket grundlag hviler beslutningerne på # 4?

2011-09-11T21:28:00.001+02:00

I tirsdags startede serien der sætter fokus på nogle centrale personer i dansk jazz. Hvad er favoritterne, når det bliver helt personligt. I dag er turen kommet til en af de nye jazzanmeldere herhjemme. Han startede sitet jazzstjerner.dk i forsommeren i år, efter en voksende frustration over manglende anmeldelser af nye danske jazzudgivelser. Han havde selv udgivet pladen It's swing, not rocketscience i foråret og anmeldelserne væltede ikke ind, på trods af at den forrige udgivelse havde fået en Danish Music Award. Et halvt år efter udgivelsen er den endelig blevet anmeldt af de fleste, der plejer at anmelde jazzplader. Han er pianist, komponist og orkesterleder.

Martin Lutz 37 år (om fem dage)
Når man dag efter dag beskæftiger sig med musik på alskens forskellige måder og niveauer både professionelt og som hobby, som musiker, som lytter, som kritiker og ikke mindst som fan, kan det virke både uoverskueligt og nærmest lettere provokerende at stille sig selv opgaven at finde 10 favoritplader. Det jeg lytter til og elsker den ene dag er ikke nødvendigvis det jeg sætter på anlægget dagen efter, ligesom plader, der i perioder fylder meget pludselig mister deres ”plads” i bevidstheden. De nedenstående udgivelser er dog alle nogle, der har gjort et vedvarende indtryk på mig både professionelt hvor de i visse henseender tjener som forbilleder eller idealmål og personligt fordi de bevæger mig og rør ved mig. De emmer alle af nødvendighed, sjæl, ægthed, humor, kreativitet, teknisk overskud og unik musikalitet og repræsenterer således alle de ”kæpheste” jeg har fået efter mange efterrationaliseringer på min egen musikopfattelse og –forståelse. Jeg kan se kvaliteter i al slags musik hvis jeg søger (og det gør jeg som regel), men der er et stykke mellem de udgivelser, der lader mig lukke alt andet ude end musikken og nuet. Den evne har den nedenstående samling.

Mine 5 danske:
Hans Ulrik – Jazz And Mambo (Stunt 1998)
NHØP – The Eternal Traveller (Pablo 1984)
Mads Vinding Trio – The Kingdom (where nobody dies) (Stunt 1997)
Sinne Eeg – Waiting For Dawn (Calibrated 2007)
Christina Von Bülow Trio – Solitude (Music Mecca 1997)

Mine 5 danske (alternativ)
Djanzz – Junglejazz For Børn (Djanzz 2002)
Mads Vinding Trio – Six Hands, Three Minds, One Heart (Stunt 2000)
Cæcilie Norby – Cæcilie Norby (Blue Note 1995)
Jan Kaspersen Sextet – Blues For A Hip King (Olufsen 2006)
Søren Bebe Trio – From Out Here (Your Favourite Jazz 2010)

Mine 5 internationale:
Dollar Brand (Abdullah Ibrahim) – African Marketplace (Discovery 1979)
Monica Zetterlund/Bill Evans – Waltz For Debby (Philips 1964)
Pat Metheny Group – Speaking Of Now (Warner 2002)
Toots Thielemans/Kenny Werner - Toots Thielemans/Kenny Werner (Universal 2001)
Michel Camillo – One More Once (Columbia 1994)

Mine 5 internationale (alternativ):
Brad Mehldau – Elegiac Cycle (Warner 1999)
Herbie Hancock – Cantaloupe Island (Blue Note 1994)
Keith Jarret Trio – The Out Of Towners (ECM 2004)
Jan Johansson – Jazz På Svenska (Megafon 1964)
Dr. John – In A Sentimental Mood (Warner 1989)

Bonusinfo:
Musikeren Martin Lutz: martinlutz-music.dk

Anmelderen Martin Lutz: jazzstjerner.dk

Kjeld Lauritsen: Hammond Organ 7 (Music Mecca)

2011-09-10T17:52:00.000+02:00

Respekt
Der hersker en uforfalsket og dyb spilleglæde på organisten Kjeld Lauritsens nyeste album. Et album der hylder Erling Kroner, der døde i foråret 67 år gammel. Men der er også andre der hyldes. Ben Webster på Bob Rockwell's Prelude for Ben, Lou Donaldson på Rockwells Blue funky Lou, Billy Cobham på Per Gades Mr. B.C., Blågårds apotek på Kjeld Lauritsens Blågårds Blues. Den nordjyske by Vraa hyldes endnu en gang med et jazznummer. Jakob Bro gjorde det på Balladeering og Kjeld Lauritsen gør det her. Mon ikke de begge hentede inspirationen til numrene det år, da Summersession afholdtes på højskolen i Vrå. Det er under alle omstændigheder et af de mere atypiske numre på Lauritsens repertoire. En hymne der kollektivistisk fremmanes af det syv mand store orkester.
Kjeld Lauritsen valgte at lade pladen bestå af koncertoptagelser, hvor Erling Kroner medvirkede - da det stod klart at Kroner var for syg til at lave en studieindspilning. Med det erfarne blæser line up, hvor Hans Ulrik og Bob Rockwell på sax suppleres af Kroner på trombone og den i den sammenhæng unge Peter Marrott på trompet, er der en garanti for blæs med personlighed og respekt. De unge trommeslagere Casper Mikkelsen og Espen Laub von Lillienskjold er sammen med den coole guitarist Per Gade sikre i rytmegruppen.
Hammond Organ 7 er god hyldest til en gammel musikalsk makker og inspirator for Kjeld Lauritsen. Erling Kroner har efterladt sig spor hos mange københavnske jazzmusikere. En af Kroners egne store helte hyldes med Kroners Open letter to Jimmy Knepper. Den indrammer Erling Kroner så fint. En stor musiker, der havde jazzhistorien med i baggagen og hele tiden udforskede den.
Kjeld Lauritsen hører til en jazzens arbejdsmænd der bliver ved og ved. Med denne plade viser han fornemt, at han både er til bluesgrooves, swing og jazz en masse

kjeldlauritsen.dk

Hvilket grundlag hviler beslutningerne på # 3?

2011-09-08T17:30:00.000+02:00

I tredje afsnit af serien der afslører en smule af hvadjazzens anmeldere, bookere og andre beslutningstagere har som favoritplader erturen kommet til en af de tunge drenge. Han har haft fingrene i mange områderindenfor jazzen i Danmark og udlandet.
Et kendetegnende træk ved ham er hans brændende og vedholdende entusiasme, derbla. Illustreres med den første mail jeg fik fra ham, hvor han ikke umiddelbarttænkte at det var muligt, da han sjældent havde tid til at lytte for sin fornøjelsesskyld, da der altid stod et par meter dårlig samvittighed i pladereolen.Hvilket jeg som blogbestyrer også kender – dog ikke et par meter.
Men et døgn senere dukker denne omfattende og inspirerende mail, der varskrevet på hjem i toget fra Jazz Danmarks stormøde i Århus.
Det drejer sig selvfølgelig om:

Ole Matthiessen, 65 år
musikproducer og programmedarbejder på DR 1970 – 2008, Bestyrelsesmedlem JazzDanmark, Ben Webster Fonden, Dansk Jazzmusikerforening og Radio Jazz.
Foredragsholder
Spiller med Rudy Smith Quartet, Past & Present, Søndergaard-SørensenQuintet, Karsten Vogel My Old Flame og egen trio.
På Radio Jazz står jeg for live koncerterne, kører udsendelsesserien TrommernesRejse, baseret på min bog af samme navn, og et dj program Take Five, som tagerforskellige emner op fra gang til gang.

Hermed min liste, som selvfølgelig langt fra er komplet, mensom på en måde, hvad angår de internationale, dækker noget af den musik, somhar været med til at præge mit musikalske udblik. Men det var ikke kun plader,som havde betydning for mig. Det var først og fremmest møderne med de mangemusikere, som kom til Danmark for at spille i 1960erne. Det var lidt ligesom athave Bach, Beethoven, Wagner, Boulez osv. rendende rundt omkring ,og detvisuelle ved at opleve, hvordan de gjorde det og optrådte på en scene var enmeget vigtig del af det. Der var f.eks. live koncerterne med Coltrane, Rollins1965, Miles 1964 og 67, Monk (mange år), Mingus 1964, og så selvfølgeligMontmartre med Dexter Gordon, Bud Powell, Cecil Taylor, Tete Montoliu, JohnnyGriffin/Art Taylor, Stuff Smith, Dollar Brand, Albert Ayler, Steve Lacy osv.osv.

Men her er i hvert fald 5, som har haft betydning for mig.Fælles for dem alle er, at de er præget af en indre nødvendighed, intensitet og en gennemgående stemning.

I tilfældig rækkefølge:

Johnny Hodges/Duke Ellington: Back To Back (Verve, 1959)
En lektion i, at jazz ikke behøver at være højt og hurtigt. Norman Grantz' idemed at samle stjernemusikere fra Ellington og Basie og sætte dem til at spillemusik fra deres grønne ungdom er simpelthen genial. Resultatet blev musik, somvar velovervejet, afslappet, men alligevel koncentreret og for mig erkendelsenaf, hvor stor en rolle den personlige instrumentklang betyder.

Paul Bley: Footloose (Savoy, 1963)
Optaget hjemme i Bleys dagligstue på et lidt ustemt opretstående klaver med kompositioner af purunge CarlaBley og Ornette Coleman. Kreativ, syngende og et kogende, legende let sammenspilmellem Bley, Steve Swallow og Pete LaRocca. Uden denne indspilning har jegsvært ved at forestille mig, hvordan Keith Jarretts trio ville have lydt i dag.

Miles Davis: Milestones (Columbia, 1958)
Selv om hverken denne eller "Kind Of Blue" er specielt vellykkede somalbum betragtet, rager denne første sextet udgivelse højt op i trompetistensproduktion. Niveauet er skyhøjt, 3 vidt forskellige solister: Miles lidtindadvendt, blød, melodisk enkel, men rytmisk kompliceret, Cannonball Adderleydansant og syngende, Coltrane intens og stadigvæk søgende, overdådigt trommespilfra Philly Joe Jones (hør f.eks. Two Bass Hit) og store indsatser irytmegurppen hos Paul Chambers og Red Garland - også i trio coverversionen afAhmad Jamals udgave af Billy Boy.

John Coltrane: Coltrane (Impulse, 1962)
Også kaldet den blå Coltrane. Coltranes plader nåede ikke helt ind under huden,fordi vi havde hørt, hvad gruppen kunne præstere live, og det kan nu man hørepå mange af de bootlegs, som er kommet de senere år. Men denne her skiller sigud. I Out of This World messer han som en af de store sorte prædikanter, inderlig,spirituel, som om han taler direkte til Vorherre. Udstrålingen er fanget irillerne både i Coltranes eget spil og det store klangtæppe som rulles ud bagham med smukke kraftige farver fra McCoy Tyner og Jimmy Garrison og dentordnende Elvin. Optageteknikken afspejler hans daværende interesse for indiskmusik med saxofon i den ene kanal,, trommer i den anden, og klaver og basomkring midten.

Louis Armstrong: Plays W.C. Handy (Columbia, 1954)
Min første lp tilbage i 1950erne. Musik, som jeg kan både forfra og bagfra. Mitførste møde med store Louis Armstrong, som egenhændigt ændrede musikhistorien idet 20 århundrede. Hør hans unikke frasering, der indtil dato ikke er overgået.En perfekt opbygget lp, et overdådigt himmelstræbende trompetspil, som løfterhele ensemblet. Armstrongs solospil er som en billedhugger, der skaber former itid.
En plade, som stadigvæk holder.

Hvis der skulle være plads til noget ekstra måtte det nokvære Bill Evans "My Foolish Heart" fra Village Vanguard. Utrolig smukog luftig musik, hvor titelnummeret åbner lader os se dybt ind i Bill Evans' sjæl.Og så er der Jazz på Svenska, Getz/Gilberto, Gil Evans, Mingus, Monk, Prez,Lady Day, Bird, Basie, Rollins, Dizzy, Thad, Ben Webster, Hawkins, Lateef, RoyHaynes og... og... og.....

Hvad angår den danske jazz er mange af mine valg præget af,hvad jeg selv har været involveret i gennem tiderne. Det gælder både udgivelser,hvor jeg selv spiller, har produceret eller optaget, har researchet ellerskrevet noter til - mere end 250 er det blevet til gennem årene. Men her er i hvertfald udvalgt af den danske bunke:

Cadentia Nova Danica: Afrodisiaca (MPS, 1969) Musik af John Tchicai og Hugh Steinmetz.Jeg spillede med gruppen I næsten 2 år, og John fik stor betydning for mig,både gennem sin musik og sine pædagogiske metoder. Indspillet for tyske MPSover to intense dage i Vanløse Bio - et af den fri jazz's mesterværker, også internationalt, for stort orkester. Et dybtoriginalt album.

Bent Jædig: The Free Spirit (Little Beat Records, 2010)
Det var et stort privilegium at være med til at samle og redigere materiale tildenne mindsten over Mr. Jazz. Jeg spillede selv mange gange med Bent gennemårene, og fik engang et kærligt kæmpeknus af ham, som bøjede et af mine ribben.

Palle Mikkelborg: The Voice Of Silence (Stunt, 2000)
Gennem mine 37 år som musikproducer på Danmarks Radio deltog jeg i mange afPalle Mikkelborgs store projekter, som dengang kunne lade sig gøre i enkulturelt orienteret statsradiofoni. Det blev til megen original dansk musikgennem årene. Et af de sidste projekter var han hyldest til Louisiana museet i 2000, som åretefter var på turne med DR Big Band til Australien, New Zealand, Japan, Korea ogSingapore.
Musik, som noget uretfærdigt er kommet til at stå i skyggen af Aura. Optagelsenog mixen var den rene fryd - et teamwork mellem undertegnede, Palle og en afDanmarls bedste teknikere Niels Erik Lund, hvor der blev tryllet i studiet. Etspecielt bevægende minde i projektet var koncerten på Louisiana kort før KnudW. Jensens død.

Ole Matthiessen: Past & Present (Stunt, 2011)
Min egen sidste cd, som stadigvæk et år efter optagelsen, fylder meget i minbevidsthed, især på grund af den dedikation, kreativitet og positiveindstilling som alle gik ind i projektet på og gjorde denne indspilning tilnoget helt særligt. Check den ud!

Atli Bjørn: Atlicity (Stunt, 1997)
En af vore få rigtig originale jazzmusikere, måske ikke med verdens bedsteteknik, men med en karskhed og robusthed i udtrykket, der minder mig om enbilledhugger, der står med sin mejsel og efterhånden groft hugger en kantetfigur ud af sin sten.

Bonusinfo:
Lørdag d. 10. september kl. 13.00 kan du i programmet Take Five høre Ole spillenogle af sine første jazzplader på Radio Jazz

Hvilket grundlag hviler beslutningerne på # 2?

2011-09-07T21:22:00.002+02:00

I går startede den nye serie, hvor jeg spurgte mig selv. I dag er turen kommet til Jakob Bækgaard, der her fortæller om sine favoritter.

Jakob Bækgaard, 30 år
Jazzskribent. Har skrevet og skriver for Geiger, Jazz Special og All About Jazz.

Mine fem danske (i tilfældig rækkefølge)
1. August Rosenbaum: Beholder (Imposter Records/Gateway, 2010)
2. Søren Kjærgaard: Open Opus (ILK, 2010)
3. Jakob Buchanan: i Land in the Green Land (Buchanan Records/Pladekisten, 2010)
4. Jonas Westergaard: Helgoland (Stunt, 2008)
5. Jakob Bro: Pearl River (Loveland Records/Pladekisten, 2007)

Mine fem udenlandske (i tilfældig rækkefølge)
1. John Law: The Art of Sound Vol. 1-4 (33 Jazz, 2007-2009)
2. Marc Copland: Time within Time (Hatology, 2007)
3. William Parker: Painter’s Spring (Thirsty Ear, 2000)
4. Art Pepper: Complete Galaxy Recordings (Galaxy, 1989)
5. Pharoah Sanders: Karma (Impulse!, 1969)

Fundamentet for al min lytning til jazz er Miles Davis’ Kind of Blue (Columbia, 1959), der forener alle de parametre, jeg går efter, når jeg lytter til jazz: det lyriske, det eksperimentelle, det stemningsfulde, det udtryksfulde, det personlige, det melodiske, det organiske og det tekstuelle. Ser man på de plader, jeg har valgt, så har de alle de ting tilfælles. Det er plader, der i høj grad dyrker værkets æstetik, hvor indpakning (cover og noter) og indhold betyder noget. Det er plader, der tør sætte noget på spil ved at udfordre jazzens formsprog samtidig med, at der er en følelsesmæssig nerve og skrøbelighed tilstede og et reflekteret forhold til jazzens tradition. Eksperimenter for eksperimentets skyld, avantgarden i dens mest dehumaniserede form, siger mig ikke særlig meget. Der findes så meget god musik og at vælge ti plader ud er nærmest umuligt, men alligevel kan jeg genkende et mønster. Store historiefortællere som Art Pepper, spirituelle musikere som William Parker og Pharoah Sanders. Dyrkelsen af instrumenternes tekstur, trioens formsprog og det kammermusikalske og så selvfølgelig en general interesse for den nyere og modernistiske jazz. Når jazzen genskaber sit eget formsprog uden at glemme fortiden, så begynder jeg for alvor at lytte.

Bonusinfo:
Her er en række nyere anmeldelser fra Jakob Bækgaard:
geiger.dk/anmeldelser/anmeldelse.php?id=3873
geiger.dk/anmeldelser/anmeldelse.php?id=3878
geiger.dk/anmeldelser/anmeldelse.php?id=3869

Hvilket grundlag hviler beslutningerne på?

2011-09-06T12:37:00.001+02:00

Vi læser anmeldelserne i aviserne og på nettet.
Vi lytter til jazzen i klubberne og på festivalerne.
Vi hører jazzen i radioen.
Hvem er det der bestemmer, hvilken jazz vi skal høre? - og hvad kan de egentlig selv lide, når der ikke skal anmeldes og laves programmer.
Hvor er det at det virkelig rykker og bliver ved med at rykke hos jazzens smagsdommere.
Hvad er det for nogle plader, som de bliver ved med at vende tilbage til når der skal slappes af eller rystes op i grundvolden. Når de vil please sjælen med det bedste de ved.
Jeg har spurgt en række af dem der er med til at bestemme i dansk jazz - på den ene eller anden måde.
Hvilke jazzplader holder de allermest af.
Jeg har spurgt en række smagsdommere i det danske jazzmiljø, bookere på spillesteder, anmeldere og radioværter om deres favoritter.
Jeg har bedt dem om at vælge fem danske og fem udenlandske plader i tilfældig rækkefølge og meget gerne med kommentarer.
Det skal være helt personligt uden hensyntagen til pladernes placering og vigtighed i jazzhistorien.

Jeg starter med at spørge mig selv.

Niels Overgård 43 år,

blogger på Jazznyt og formand for Moor Jazz, jazzklubben på Fermaten i Herning.

Mine fem danske (i tilfældig rækkefølge)
1. Jakob Bro: Balladeering (Loveland Records, 2009)
2. Entrance: Entrance (Metronome, 1977)
3. Jakob Davidsen: Mangfoldighed (Calibrated, 2006)
4. Jesper Zeuthen Trio (Blackout, 2010)
5. Niels Lan Doky: Misty dawn (Columbia, 1994)

Mine fem udenlandske (i tilfældig rækkefølge)
1. George Shearing/Niels-Henning Ørsted Pedersen/Louis Stewart: The MPS Trio Sessions (MPS/Universal, 2007)
2. Miles Davis: You're under arrest (Columbia, 1985)
3. Ornette Coleman: The shape of jazz to come (Atlantic, 1959)
4. Frank Sinatra: Sinatra at The Sands with Count Basie and The Orchestra (Reprise, 1966)
5. Mulatu Atatke & The Heliocentrics: Inspiration Information 3 (Strut, 2009)

Den skarpe ser hurtigt at der er to plader med Niels-Henning Ørsted Pedersen på mine lister. Doky's Misty Dawn og Shearing's Trio Sessions. Det er nogle plader der på hver sin måde får mig til at smelte. Shearing-pladen er en 4-dobbelt CD-opsamling med 5 LP'er fra 70'erne. Den blinde pianist George Shearing har lavet meget sovset junk i sin karriere. Men når han spiller som her, så står tiden stille. Guitaristen Louis Stewart er sammen med NHØP i vanvittig skarp topform. Jeg vender ofte tilbage til denne plade, når jeg ikke lige kan finde på noget at sætte på og det virker hver gang. Niels Lan Doky's Misty Dawn er en sikker plade. Det svinger som bare fanden og er et enestående eksempel på hvorfor Doky har en plads i manges jazzhjerter, at Riel og NHØP så spiller op til deres bedste er kun med til at sikre pladen en plads på denne liste og mit hjerte.
Jeg har fulgt den danske jazzscene særdeles indgående i de sidste 10 år. Derfor er det heller ikke så underligt at der kommer tre plader med fra den periode. Bro, Zeuthen og Davidsen er alle tre for mig indbegrebet af personlig, original og medrivende musik, der sætter sig i hjertekulen. Store plader der bør stå på pladehylderne hos den kræsne jazzlytter. Entrancepladen udkom da jeg var 9 år gammel, så den har jeg fanget siden hen. Palle Mikkelborg, Bo Stief og Kenneth Knudsen er musikere der altid har haft en stor plads i mit hjerte. Jeg har ikke oplevet Entrance live. Men Stief har jeg hørt utallige gange. Mens Mikkelborg står for noget helt specielt. I forbindelse med at min jazzklub Moor Jazz - der holder til på Fermaten i Herning - skulle lave en åbningskoncert på det ombyggede Fermaten i 2008 havde jeg fået den gode idé at parre Palle Mikkelborg og Blood, Sweat, Drum'n'bass Big Band. Det blev fedt og det er ikke mindre fedt fordi de har holdt sammen siden. Entrance har meget af den samme power.
Miles Davis er for mange jazzfans den helt store. For mig er han den største. Jeg har valgt at tage You're under arrest med, fordi den med sin energiske blanding af funk og fusionsjazz indlemmede mig i jazzfolden og jeg synes stadig at det er et genialt album. Ornette Coleman er yndlingssax'en for tiden. Jeg har haft mine perioder med Sonny Rollins, John Coltrane og Cannonball Adderley, så det kunne også være en af dem jeg havde taget med. Ornette Colemans The shape of jazz to come får mig for tiden til at hoppe i stolen. Prøv lige at lukke ørerne op til Congeniality...need I say more? Frank Sinatra og Count Basie i Las Vegas på casinoet The Sands, med arrangementer af Quincy Jones er mange gode ting på en gang. Her er du sikker på at vinde hver gang du tjekker på The Sands. Timet, tjekket og lækkert. Den ethiopiske pianist Mulatu Astatke er kommet i godt selskab med The Heliocentrics. Det er afrojazzet festmusik der er værd at lytte til.

Carsten Sindvald: The Kings Chamber (Newmanna Records)

2011-09-05T11:49:00.002+02:00

Pyramide Jazz
Ægypten, en klassisk uddannet saxofonist og en fascination af fusionsjazzen som Chick Corea blev kendt for er hovedelementerne på Carsten Sindvalds debutalbum. Sindvald er aktiv ved Odense Symfoniorkester som assistent og i flere kammermusik sammenhænge og desuden er han underviser. Han har også medvirket på Robin Taylor's seneste fire udgivelser. Her er det saxofonen der er det foretrukne instrument.
På den aktuelle plade holder sig ikke tilbage for at spille på piano, keyboard, EWI og klarinet udover hovedinstrumentet. Pladen er en massiv omgang med hele 19 numre, de 10 af numrene er nogle små fine solopiano skitser, der kommer spredt udover pladen.
Der er flere gode arrangementsmæssige idéer på pladen, bla. på det utilslørede Weather Report rip off som nummeret Sunboat Jive. Sindvald er ingen mester i begrænsningens kunst og læsser pladen til med effekter og forskellige keyboardmuligheder. Han starter et nummer som What's up, Crocs! fint ud, men når han allerede efter 30 sekunder, smider nogle tynde 80'er agtige synthblæserriffs på sendes nummeret ud over kanten. Pladen indeholder mange umiddelbart charmerende ting, der efter flere dybere gående gennemlytninger - får mig til, at erindre hvorfor jeg egentlig havde det så svært med Yellowjackets.
Havde der været flere numre som titelnummeret The King's chamber, hvor Sindvald bruger energien på at spille en flot sopransax havde det løftet pladen. Sindvald er god saxofonist, og en energisk arrangør med et overflod af idéer. Jeg vil helst høre det første.
Sindvald får musikalsk støtte af blandt andet den tidligere Chick Corea percussionist Dave Hennessy, vibrafonisten Kai Steensgaard og trommeslageren Anders Mogensen.
sindvald.com

Jazz Five: New Orleans Heat (Gateway) CD+DVD

2011-09-05T11:15:00.002+02:00

Varmt som i New Orleans
Der er varmt i New Orleans - og når der er rigtigt varmt, føles det som om sumpene koger. Der bliver djævelsk varmt og det kan høres på musikken. Rytmen og pulsen bevæger sig, så der kan danses i et passende roligt tempo. Det har danske Jazz Five taget til sig. De har skudt en dosis New Orleans ind i blodårerne og forsøger at sprede noget af varmen i det danske.
Med to saxofoner i front betjent af Johan Bylling Lang og Jeppe Zacho, en charmerende forsanger Jonas Starcke og en veloplagt rytmesektion med en velspillende Esben Hillig ved pianoet har de elementerne til en fest der afvikles i godt humør. De har valgt en blanding af originale numre, bla. titelmelodien, gamle rhythm'n'blues smash hits som Little Willie John's Take my love og Etta James' Somethings got a hold on me, Dr. John's New Orleans klassiker Mardi Gras Day og som et af højdepunkterne Stuck in the middle with you, der med Stealers Wheel blev udødeliggjort i den berømte øreafskæringsscene i filmen Reservoir Dogs.
Den store styrke ved pladen er det originale valg af numre, hvor der ellers meget hurtigt kunne gå Jambalaya i den. Jazz Five er et godt bud på en fest. Hvilket illustreres på den medfølgende DVD, hvor de præsenterer 5 numre i en stemningsfyldt sort/hvid indspilning fra en koncert. Jazz Five placerer sig et sted mellem Six City Stompers og Skipper-Just-Frost og da sidstnævnte har travlt med at spille afskedskoncerter, har jeg svært ved at se at der ikke rigtig god plads på de danske koncertscener til Jazz Five.
jazzfive.dk

Niels Lan Doky: Human behaviour (Bro Recordings)

2011-09-03T10:26:00.002+02:00

Niels has left the building
Niels Lan Doky er på alle måder en ener i dansk jazz. For det første er der en rimelig chance for at ikke-jazzkendere har hørt om ham. For det andet har han ikke valgt at gøre tingene som andre.
Da han vendte hjem til Danmark sidste år i forbindelse med at Jazzhus Montmartre åbnede, fordi han skulle være musikchef markerede han det også med at udsende pladen Return to Denmark, hvor hans gamle makker Alex Riel sad ved trommerne mens Morten Ramsbøl var ny ved bassen.
Nu har han rystet posen endnu en gang, er stoppet som Montmartre-musikchef og har allieret sig med trommeslageren Niclas Bardeleben og bassisten Jonathan Bremer. De har begge slået deres folder som jamsessionværter og husmusikere på Montmartre. Her ville det være nærliggende at sammenligne dem med Alex Riel og NHØP. Men det er en dårlig idé overfor alle fire. Bardeleben og Bremer er nogle helt særlige talenter. Men at sammenligne dem med de to største legender i dansk jazz giver ingen mening. Istedet giver det rigtigt meget mening at Lan Doky har taget dem med i sin trio - de tilføjer vitalitet og udfordrer Lan Doky.

I forhold til det ujævne album Return to Denmark er han denne gang tættere på kernen i det der har været med til at skabe navnet og kunstneren Niels Lan Doky. Der er popmelodier, i det her tilfælde er det Björks Human Behaviour og Coldplays Yellow. Der er flere numre som Lan Doky selv har skrevet, hvor Rough Edges er en gammel kending fra Misty Dawn albummet fra 1994. Det er ved at være en vane for Lan Doky at han medtager et nummer fra sit eget bagkatalog, nu er det tredje album i streg hvor han gør det. Faren er at man sammenligner de gamle, stærke og velkendte kompositioner med de nye og mere svage kompositioner. For nok er der fine nye numre fra Lan Dokys hånd, som feks. Poem for a dolphin. Når han vælger at medtage et gammelt smash hit er det svært for de nye numre.
Andre gamle kendinge er Bach's Jesu joy of man's desiring og Gershwin's Summertime, hvor Jonathan Bremer - meget NHØP-agtigt (undskyld sammeligningen, men her er den oplagt) - spiller melodilinjen på bassen. Det lyder simpelthen rigtigt fedt. Min opfordring til Niels Lan Doky er at han skal holde sammen på denne trio. Jeg tror at der meget mere i dem end det vi har hørt her.
nielslandoky.com

Jonas Johansen: Move this (Stunt)

2011-09-03T10:05:00.001+02:00

De dynamiske djævle
I en klassisk kvartet-opsætning har Jonas Johansen holdt fast i MOVE i snart 20 år og over fire plader. Eneste medlem der udover Johansen har været med hele vejen er saxofonisten Fredrik Lundin - og det er ikke nogen dum idé! De skriver begge nogle fede kompositioner til kvartetten der flyder over af dynamisk groove, klassisk jazzforståelse og masser af plads til hver enkelt musiker.
Dynamikken og det drive som musikerne spiller med, er pladens helt store attraktion. De nye medlemmer af kvartetten er begge med til at løfte dynamikken. Pianisten Jacob Christoffersens tændte og melodiske tilgang er en fornøjelse - noget han også på det seneste har vist på pladen med The Orchestra og hans egen trioplade. Bassisten Daniel Franck har et fyldigt basspil, der feks. på det fantastiske nummer Swaying gentle sideways spreder sig bredt ud, mens Christoffersen spiller på wurlitzer, Johansen med whiskers og Lundin på saxen i en bevægende og lækker melodi som Lundin er mester i at lave.
Fredrik Lundins saxspil og -tone har gennem årene fået nye nuancer uden, at det rører ved personligheden. I selskab med Jonas Johansen er han så meget på hjemmebane at han kan læne sig tilbage. Han hviler på fundamentet og får så tilpas megen ro til, at han endnu en gang får saxspillet til at blomstre.
Bonusinfo:
Jonas Johansen MOVE spiller på Huset d. 30. november arrangeret af Paradise Jazz.
jonasjohansen.dk