fredag, april 29, 2005

KortJazzNyt

Brian Mikkelsen udpegede for nylig sine kanon udvalg. Set med jazzøjne, bliver der nok ikke budt på det store. I USA har The Library of Congress lavet deres bud på en liste over de 50 vigtigste indspilninger i USA. På listen findes bl.a. Fats Wallers Ain't misbehavin', Coleman Hawkins' Body and soul, Dizzy Gillespie Big Band's Manteca (indspilningen fra 1947 med Chano Pozo), John Coltrane's Giant steps (og ikke A love supreme) og The girl from Ipanema med Getz, Gilberto & Jobim. Du kan se hele listen ::HER:: , hvor den nyeste indspilning iøvrigt er fra 1991. Det drejer sig om Nirvanas Nevermind. Der er hverken Armstrong, Ellington eller Davis på listen. De blev nemlig allerede udpeget i 2002. Den liste kan du se ::HER:: Listen blev ligeledes lavet i 2003, den finder ::HER::

Triot, trioen med det ekstra T og gæstebesøg af John Tchicai på CD'en Sudden happiness, bliver anmeldt i Jazztimes' aprilnummer, hvor de bl.a. skriver: "Triot plays an unfussy, Ornette Colemanish kind of freebop. The rhythm section is fine; Pasborg and Munch-Hansen obviously know their Ed Blackwell and Charlie Haden...This is good stuff- nothing flashy, but big-hearted and swinging."

Kommende CD & DVD Udgivelser

Maj
Carsten Dahl: Copenhagen Aarhus, dobbeltCD med solopiano, Dahls debut på Deutsche Grammophon.

The Bad Plus: Blunt object, Live in Tokyo, behøver jeg at sige mere??!

Björk: Medulla DVD, skelsættende CD, med billeder på.

Van Morrison: Magic time, Hvad mon han finder på denne gang?

Palle Mikkelborg: To whom it may concern, dobbeltCD, opsamling med 16 numre på CD1, heraf 2 nye, den ene er Gasolin's Kloden drejer stille rundt, som Mikkelborg lavede orkesterarrangement, her er den i Mikkelborgs udaggve blevet til The quiet turning of the earth. CD2 indeholder en koncert fra Montmartre 1982, med Mikkelborgs fusionsgruppe Entrance.

Beady Belle: Closer, det norske "jazz"hit med sangerinden Beate S. Lech i forgrunden. Hun kom iøvrigt closer på bassisten i bandet, Marius Reksjø, og er blevet gift med ham.

Keith Jarret: Radiance, Jarretts første soloplade i 10 år. Det er en optagelse fra Osaka og Tokyo, oktober 2002, senere på året udsender ECM en DVD med hele koncerten fra Tokyo, som var hans 150. optræden i Japan. Jarrett bliver iøvrigt 60 år i næste uge.

Joe Lovano: Joyeus encounter, Lovano's 17. udgivelse på Blue Note. Denne gang med Hank Jones, Paul Motian og George Mraz.

Joshua Redman Elastic Band: Momentum, Redman's samarbejde med Sam Yahel, suppleret med Brian Blade og Jeff Ballard på trommer.

SF Jazz Collective: SF Jazz Collective, Joshua Redman er flyttet hjem til San Francisco fra New York. Sådan lyder resultatet, med bl.a. Nicholas Payton og Renee Rosnes

Juni
Lou Reed: Spanish fly DVD, ikke en skid med jazz at gøre, men jeg glæder mig til at se Lou på torsdag i Århus, og altså også senere på denne live DVD

Terence Blanchard: Flow, produceret af Herbie Hancock

John Scofield: That's what I say, The music of Ray Charles

Eddie Palmieri: Listen Here

Bill Charlap: Bill Charlap Play Gershwin: The American Soul

onsdag, april 20, 2005

NHØP ER DØD


Den største dansk jazzmusiker nogensinde, bassisten Niels Henning Ørsted Pedersen er død.
Hans død kommer fuldstændigt bag på mig, og jeg er meget chokeret over nyheden.
Jeg vender tilbage med mindeord om en allerede nu, meget savnet musiker.
Du kan indtil da, bl.a. læse mere ::HER:: på DR's site.

mandag, april 18, 2005

DMA Jazz 2005


Vinderne blev fundet ved festen i fredags på Vega

Årets Nye danske jazznavn: Christoffer Møller for pladen San
Årets danske vokal jazzudgivelse: Tys Tys og Maria Laurette Friis for pladen Go Get Some
Årets danske crossover jazzudgivelse: Autofant for pladen Family
Årets danske jazzudgivelse: Frederik Lundin Overdrive for pladen Plays The Music Of Leadbelly: Belly Up
P2 Prisen: Peter Fuglsang
IFPI Prisen:
Arnvid MeyerJazz Special prisen: Søren Siegumfeldt og String Swing for pladen Blue hat

Copenhagen Jazz Festival in Berlin" er en 4-dages festival i april, som går ud på at præsentere berlinerne for en miniversion af Københavns årligt tilbagevendende sommerbegivenhed, Copenhagen Jazz Festival.
Med en kombination af gratis koncerter på offentlige steder, klubkoncerter samt store koncerter med internationale navne, har Copenhagen Jazz Festival i mere end et kvart århundrede sat sit musikalske præg på den københavnske sommer, og i slutningen af april kommer den danske festival så på et 4-dages besøg i Berlin. Her vil en håndfuld af øjeblikkets bedste danske jazzmusikere blive præsenteret på henholdsvis jazzklubber, S-bahn-stationer og ikke mindst Den Danske Ambassade i Berlin, hvor der onsdag d. 27/4 er officiel åbning og koncert med den internationalt anerkendte percussionist Marilyn Mazur og dennes gruppe "Future Song".
Det overordnede formål er at gøre berlinerne opmærksom på Copenhagen Jazz Festival som "udflugtsmål", men bestemt også at vise hvad dansk jazz kan præstere i disse år – og det er jo som bekendt en hel del...
Copenhagen Jazz Festival in Berlin" er en del af Urban Art Stories og er arrangeret af Copenhagen Jazz Festival i samarbejde med Dansk Jazzforbund.
Udover Mazur optræder
Attaboy, Anderskov Accident, Mold, Tys Tys, Ibrahim Electric, Susi Hyldgaaard "Blush", Lovedale, Kasper Villaume Trio og Carsten Dahl Solo i Berlin.
Ovenstående historie er neglet fra
www.bandlist.dk

fredag, april 15, 2005

Jaga Jazzist


Den norske gruppe Jaga Jazzist har udsendt et nyt album, What we must. Pladen er blevet rost til skyerne af en enig norsk presse. I denne uge er pladekøbernes dom også faldet. Pladen har indtaget 6. pladsen på norske hitliste (deres forrige album The Stix var helt oppe på 3, pladsen i 2002). Jaga Jazzist består af 10 medlemmer og har eksisteret i 9 år. Lars Horntveth, som skriver hovedparten af numrene, var dengang 14 år gammel. Udover megen elektronik spiller musikerne på trompet, guitar, bas, vibrafon, tuba, trommer, tenorsax, fløjte og basun. Instrumenter som vi ofte ser i jazz sammenhæng. De musikalske inspirationskilder er mangesidede. Ligefra Sonic Youth til Kronos Quartet over Brad Mehldau og Supersilent. Du kan besøge deres site ::HER:: hvor du både finder MP3'ere og videoer, samt en lang turnéliste, der desværre ikke bringer dem til Danmark i denne omgang.

tirsdag, april 12, 2005

Copenhagen Jazz Festival 2005


Idag har Copenhagen Jazz Festival offentliggjort det absolutte hovednavn. Det er Chick Corea & Touchstone, som jeg skrev for noget tid siden. Dog skal koncerten ikke foregå i Glassalen, som jeg skrev, men i den nye Opera. Du kan læse mere på Copenhagen Jazz Festivals site ::HER::

Operaen bliver ligeledes ramme om to andre koncerter. Vokajazzen står i højsædet, når Madeleine Peyroux og Curtis Stigers indtager scenen d. 8. juli. Tidligere på ugen vil operaen være vært for et 25 års jubilæum. Pierre Dørges Jungleorkester har sølvbryllup, og fejrer det med et gæstevisit af Yusuf Lateef. Lateef, som nok er den eneste, der har svunget obo'en i jazzen, bliver 85 år til oktober, så det er en ældre herre der indtager scenen sammen med evigtunge Pierre Dørge.

På Studenterhuset er der mulighed for, at opleve den sprudlende del af den danske jazz, repræsenteret af bl.a. Hess Is More, Delirium, Lovedale, BodaBoda Duo, Jeppe Gram Trio feat. Ned Ferm & Anders Christensen, Kresten Osgood / John Tchicai / Nicolai Munch-Hansen, Bandapart, Slaraffenland, Nicolai Munch-Hansen5, Fjernsyn Fjernsyn, Il Bastardo, Dynamite Vikings, Anderskov Accident, Matthew Garrison / Niclas Knudsen / Anders Mogensen etc. Det er jo som kæmpeæske fyldte chokolader, hvor der kun stykker man kan lide. Gad egentlig vide om der findes en kvalmegrænse for jazz, ligesom for chokolade?

Hvad med Povo? Jo, de er med. De spiller på Nordatlantens Brygge ons d. 6. juli kl. 21:00.

Jeg vender selvfølgelig tilbage med mere nyt, når der er nyt at melde.

mandag, april 11, 2005

GinmanBlachmanDahl på DVD



GinmanBlachmanDahl er i denne uge aktuelle på Copenhagen Jazzhouse. Indenfor kort tid, vil de også være aktuelle på DVD. Et gammelt samarbejde med tenorsaxofonisten Thomas Agergaard er genoptaget (de 3 var med i Thomas Agergaard Quartet, som udsendte Testing 1-2-3-4 i 1998 på Blachmans ManRec). Universal udsender en koncertDVD med GinmanBlachmanDahl feat. Thomas Agergaard på et tidspunkt.

lørdag, april 09, 2005

Nyt med Sonny Rollins


D. 30 august udsender Milestone et nyt livealbum med Sonny Rollins. Pladen Without a song (the 9/11 concert) er en optagelse fra The Berklee Performance Center i Boston d. 15. september 2001.
Den 11. september 2001 opholdt Sonny Rollins sig i sin Lower Manhattan lejlighed, og blev dagen efter evakueret, sammen med andre beboere, da man på daværende tidspunkt, mente at det var for farligt, at opholdt sig der.
P.g.a. de følgende dages flyveforbud, kørte han i bil til koncerten i Boston. En følelsesladet koncert, hvor han blev hjulpet af Clifton Anderson på basun, Stepehen Scott på piano, Bob Cranshaw på bas, Perry Wilson på trommer og Kimati Dinizulu på percussion.
På tracklisten finder vi bl.a. Global Warming, A Nightingale Sang in Berkeley Square, Why Was I Born og Where or When.

torsdag, april 07, 2005

Nu har min blog eksisteret i 1 år.


Et udsnit af pladesamlingen
Nu har min blog eksisteret i 1 år. Det er stadigvæk sjovt, interessant, overraskende, udviklende og spændende at lave den. Jeg startede ud, uden egentlig slagplan, og har det stadigvæk ikke. For jeg skriver kun om det, som jeg synes er sjovt. Jeg vil selvfølgelig gerne takke alle jer, som læser min blog og ikke mindst jer, der besøger den jævnligt.
Jeg har fået en del rigtig god og positiv respons fra det professionelle danske jazzmiljø. Det var et af mine små mål, at komme i kontakt med musikerne, og være med til at promovere den danske jazz på nettet. For udbuddet af danske jazzsider er ganske pauvert.
Siden er i løbet af det år blevet besøgt 7500 gange. Der findes dem som måske har min side under deres foretrukne, men der findes også rigtig mange som kommer ind på min side via Google. Ikke overraskende er det ordet MP3, som er nummer et på hitlisten over søgeordene.
En lille pudsig historie er den om Fini Høstrup. Jeg skrev kort efter min start, en anmeldelse af hans plade So gentle, og det er stadigvæk den eneste anmeldelse af den plade, der findes på nettet. Jeg har haft 70 besøg via Googlesøgninger alene p.g.a. den anmeldelse.
Da jeg skriver på dansk, er over 80% af mine besøg selvfølgelig danske, men der er da sneget sig lidt nordmænd og svenskere forbi, og en pæn sjat fra USA.
Jeg har efterhånden fået skrevet en del anmeldelser, de befinder sig som regel i den positive ende af skalaen. Dette skyldes primært, at det her er en fritidsinteresse, og hvis pladen er noget hø, jamen så gider jeg simpelthen ikke at bruge tid på den. Selvfølgelig kan der være nogen, som trænger til en fortjent opsang, men da jeg har arbejde, familie, hus etc. som der også skal bruges tid på, så prioriterer jeg altså at bruge min sparsomme tid foran skærmen på noget positivt.
Jeg håber fortsat på, at høre fra jer, hvis I har noget spændende at fortælle om jazzmusikken.

Keith Jarrett på North Sea Jazz



Den hollandske jazzfestival North Sea Jazz fejrer 30 års jubilæum i år. De fejrer det med en "special 30th anniversary concert", hvor det er med Keith Jarrett, Gary Peacock og Jack DeJohnette i hovedrollerne. Har du mod på, at tage til Holland d. 6. juli, kan du nå det endnu, billetsalget starter nemlig på lørdag d. 9. april. Du kan se mere ::HER::

Jeg skrev for nylig om, at der er Compilation fra Jazzclub Loco på vej. Det er der også. Men den indeholder kun tre af orkestrene, som kom gennem Loco's nåleøje. De udsender nemlig de fire andre bands på hver deres plade. Heriblandt Moskus, som lige har været i studiet. Moskus består af Mikkel Ring på guitar og Christian Skjødt på trommer. De havde derudover Petter Dahlgren på basun, Robert Cole Rizzi på Baryton guitar og elektronik og Martin Klapper på elektronik med i studiet. Pladerne udkommer omkring d. 25. juni.

onsdag, april 06, 2005

Nyt album med The Bad Plus



Til maj udkommer der et nyt album med The Bad Plus, Blunt Object Live in Tokyo. Et album med nyt og gammelt materiale, indspillet live sidste år i Tokyo. Er det ikke nok med en liveplade, spiller The Bad Plus på Train i Århus d. 23. maj.
Om jeg glæder mig!? Det tror jeg nok, jeg gør!!

mandag, april 04, 2005

Chick Corea hovednavn på Copenhagen Jazz Festival


Chick Corea spiller i Tivolis Glassalen d. 6. juli, med bandet Touchstone. Musikerne er taget fra Paco De Lucia's band, og Corea signalerer hermed, at han vender tilbage sine spanske inspirationskilder. Du kan læse mere ::HER::