Svensk Jazz Grammis vinder
Den svenske sangerinde vandt årets svenske jazz Grammis i Globen i Stockholm d. 9. jan. Det gjorde hun foran E.S.T. -der havde fået flest jury-stemmer, men da publikum som noget nyt i år kunne være medbestemmende, blev det Rigmor Gustafsson der løb med prisen.
Det er hendes syvende plade, og hun er vendt tilbage til eget materiale denne gang. Hun har tidligere bla. udforsket The Great American Songbook, Michel Legrand og Dionne Warwick. Musikalsk befinder hun sig pop-jazz land, hendes store force er den personlige og meget flotte stemme. Hun bakkes op af Max Schultz (guitar), Jonas Östholm (piano), Lars Danielsson (bas/producer) og Eric Harland (trommer). Der findes et hav af kvindelige jazzvokalister i den poppede afdeling med stort potentiale, men få får som Rigmor Gustafsson så meget ud af det. Melodimaterialet er OK, det er ikke genrebrydende eller på anden måde nyskabende, men det skal det vel heller ikke være. Modsat er Rigmor Gustafsson så stærk en stemme, at man er solgt med det samme.
Rigmor Gustafsson: www.rigmorgustafsson.com
Kong Pat residerer på tronen
Findes der stadig jazzmusikere, som kan flytte genren og blive ved med at vise nye sider af deres instrument? Ja, der er da nogle enkelte stykker og Pat Metheny er stadigvæk på toppen! Hans nyeste udspil Day Trip, der er en trioindspilning i selskab med Christian McBride (bas) og Antonio Sanchez (trommer) blev indspillet på en dag, og inkluderer 8 helt nye Metheny kompositioner og 2 ældre kompositioner. Da Metheny debuterede i 1976 med pladen Bright Size Life skabte han sig et navn som en af de helt store, og den aktuelle plade cementerer den position. Idérigdom og sprælskhed, sensitivitet og elegance, vi får det hele. Sanchez der for tiden er Methenys foretrukne trommeslager i både Group og Trio er helt forrygende. Han spiller fleksibelt som en Elvin Jones, men bevarer hele tiden en underspillet spændstighed. McBride er steady as a rock på bassen og holder sammen på Metheny og Sanchez.
Pat Metheny: www.patmetheny.com
Verden ifølge Mazur
Det er 13 år siden Marilyn Mazur sidst udgav en plade på det tyske pladeselskab ECM Records. Dengang var det sammen med gruppen Future song, idag er det i selskab med det norske sax-ikon Jan Garbarek. Han medvirker på halvdelen af pladens 21 numre. Mazur og Garbareks sammenspil former sig som musikalske samtaler mellem to musikere der kender hinanden særdeles godt. Mazur har medvirket på flere af Garbareks plader, samt turneret med ham i adskillige år. Kombinationen "en hulens masse percussion og en enkelt alt-sax" lyder lidt vissen som idé, men det forholder det sig helt anderledes i virkeligheden. Mazurs percussionspil er sanseligt, enkelt og udforskende som lyden af træernes hvislen i vinden. Det er naturen og det organiske man kommer til at tænke på når man hører musikken. Der er nordisk æstetik, afrikansk rytmik og østlig mystik. Er det verdensmusik? Næh det er Mazurmusik.
Bonusinfo 1
Pladen blev indspillet i sommeren 2005, hvor instruktøren Chr. Braad Thomsen også var tilstede. Det kan ses i dokumentarfilmen Queen of percussion, der er udgivet på DVD af det danske filminstitut.
Bonusinfo 2
Marilyn Mazur Group er på tur under vinterjazzen, hvor de spiller i Danmark og Sverige (med Fredrik Lundin) og i Norge (med Nils Petter Molvær)
Marilyn Mazur: www.marilynmazur.com
Danske Jazz Klassikere?!
En dobbelt CD med 31 numre med danske jazzmusikere med undertitlen: Danske jazz klassikere er en frisk udmelding! At den så udsendes af et af de store selskaber (Warner) og ledsages af en TV-reklamekampagne er ikke noget vi er vant til i det danske jazzmiljø. Men hvad er det så for nogen, de der danske jazz klassikere? Tjaa, det er ihvertfald nogen der primært er skabt indenfor de seneste 10 år og så har de alle det tilfælles at de har pop-appeal. Her er Maria Montell med en engelsksproget 8 minutter lang udgave af Didadi, Chris Minh Doky's formidable udgave af Every breath you take (med Dianne Reeves og Michael Brecker) og Cæcilie Norby's kendte udgave af Bowies Life on Mars? Men hvad med de mindre kendte? Her hører Radiostar og Martin Lutz Group til blandt højdepunkterne. Der er en overvægt af vokale numre; Caroline Henderson, Thera Hoeymans, Veronica Mortensen, Malene Mortensen, Katrine Madsen og Povo (med Trine Lise Væring) er blandt de udvalgte, men også den mere skæve Thulla er der blevet plads til.
I den instrumentale afdeling finder vi Kasper Villaume i selskab med Chris Potter på Cloudy & blue fra den mesterlige Hands fra 2005. Her er også Benjamin Koppel sammen med Phil Woods med Mother's song fra pladen Pass the Bebop i en lækker alt-sax dialog. I 1998 havde Hans Ulrik stor succes med Jazz and mambo pladen, hvorfra Invitation er taget. Der er også blevet plads til et par stykker af ældre dato. Mikkelborg/Knudsen/NHØP's Imagine fra 1986 og NHØP og Tania Marias Bim bom fra 1979.
Pladen er en fin reklame for dansk jazz og en god indføring for novicen. Der er par smuttere, men det ville vel også være underligt andet med så stort et udvalg. Forhåbentlig giver den folk lyst til at købe en hel plade med en af kunstnerne eller komme til koncert med dem. Hvis jeg ikke allerede havde Jakob Bros Sidetracks eller String Swings Blue Hat, var det nu de skulle købes.
Fra Afrika til Carl Nielsen
Han er dansker, boede i Østafrika som barn og har de seneste år boet i USA. Jonas Müller er navnet og han spiller både på kornet og klaver. Pladen er delt op i 2 dele eller suiter. En afrikansk og en nordisk. Den afrikanske hedder East African Prayer Meeting og er mere syd- end østafrikansk. Slægtskabet med Abdullah Ibrahim er tydeligt. Müller boede i Californien da han skrev musikken og der kom han meget i en sort kirke, hvilket også har præget suiten både spirituelt og stemningsmæssigt.
CD'en burde have været en LP, så man kunne omstille sig mentalt mens gik over pladespilleren for at vende LP'en. For hold da op, sikke et stilskifte fra afrikansk varme og rytme til folkemusik og Carl Nielsen, der sker når man kommer til nordiske suite. Müller vil gerne spille sin version af den nordiske tone, og den er en anden end den vi kender fra Jan Johansson og Jan Garbarek. Müller er tættere på noget regulært dansk, og den første komposition i den nordiske suite hedder da også Til Carl, og Carl Nielsen er ikke langt væk.
Men pladen er altså en jazzplade og hverken klassisk, folkemusik eller afrikansk. Jonas Müller bakkes op af New Jungle Orchestra veteranen Morten Carlsen på tenor-sax og taragot, Peter Dahlgren på basun, Anders Banke på alt- og sopransax, Jeppe Skovbakke på bas og Stefan Pasborg på trommer.
Bonusinfo
Jonas Müller spiller på Christianshavns Beboerhus d. 29. januar kl. 20.30, og der er fri entré!
Ung og russisk
Den russiske sangerinde Zarifa var 13 år gammel da hun startede på det prestigiøse Moscow Music School for at studere klaver og sang. To år senere flyttede hun til Frankrig, her lærte hun violisten Florin Niculescu at kende. Han førte hende ind på den franske jazzscene og han har også hjulpet hende med den aktuelle plade Nature girl.
En del af materialet er taget fra de mest slidte sider i The Great American Songbook (Just one of those things, What a difference a day makes etc.), og som følge deraf er forventningerne ikke blevet lavere, men melodierne er omvendt så gode at det ikke går helt galt. Det gør det heller ikke for Zarifa. Hun har valgt at lægge strygere på nogle af numrene, men de måtte gerne være strøget, da det lyder meget bedre uden. Men så lyder det også godt. Men det er ikke kun standards. På nummeret This Masquerade (af Leon Russell), som nogen nok kender med George Benson, klinger trioen bag hende forbilledligt og hun er meget nærværende. På Sunny (-af Bobby Hebb og jep den som både Boney M og en masse jazzmusikere har indspillet) akkompagneres hun udelukkende af Sylvain Luc på guitar og det er pladens højdepunkt.
Bonusinfo
Florin Niculescu arbejder aktuelt en del med guitaristen Bireli Lagrene i The Gipsy Project. Han har tidligere arbejdet sammen med NHØP og Philip Catherine.
My Space: www.myspace.com/zarifajazz
Svensk Big Band i stor klasse
På den anden side af sundet i Malmö har de i en årrække haft et af nordens bedste big bands, Tolvan Big Band og det bliver atter en gang understreget med den aktuelle CD Code Red. Bandet er et powerhouse big band, der er knald på fra starten. Tolvan er siden '79 blevet ledet af saxofonisten og komponisten Helge Albin. Han har også skrevet tre af pladens 7 numre, de andre står Cennet Jönsson (sax) og Jacob Karlzon (piano) for. De er ligeledes medlemmer af det 18 mand store Tolvan Big Band, der også inkluderer folk som Vincent Nilsson og Ola Åkerman (trombone) og Lennart Gruvstedt (trommer).
Er man vild med DR Big Band fra perioden med Thad Jones eller den med Bob Brookmeyer og man trænger til en ny frisk plade, er Code red mere end anbefalelsesværdig. Cennet Jönssons Cats And dogs er en perle og endda udstyret med en del humor.
My Space: www.myspace.com/tolvanbigband
Norsk/svensk på dansk
Denne trio er identisk med de musikere som Malene Mortensen har brugt i nogle år, ligeledes spiller to af musikerne sammen i People Are Machines. Magnus Hjorth (piano), Petter Eldh (bas) og Snorre Kirk (trommer) er alle tre produkter af Det Rytmiske Musikkonservatorium. De kommer ikke fra Danmark, men fra Sverige og Norge. De er dog blevet hængende i Danmark og spiller mest her.
På den aktuelle plade Loco Motif spiller de triojazz. De bevæger sig vidt omkring. Som trio er de velspillende og fungerer godt sammen. Det er Hjorth der står for hovedparten af numrene, hvor han har bla. ladet sig inspirere af New Orleans Second line, melankoli og swing. Det gennemgående træk ved musikken er at det er udadvendt og kraftfyldt.
Hjorth tilhører en ny generation af jazzmusikere der allerede har en del jobs på kalenderen. Han er godt på vej, og denne plade er en god markering
Bonusinfo:
Magnus Hjorth Trio spiller på Cafe Blågårds Apotek på Nørrebro d. 2. februar.
Magnus Hjorth: www.myspace.com/magnushjorth
Efter at Giant Steps i Svendborg i 2006 blev kåret som årets jazzspillested har de i vinterjazzugen siden markeret sig kraftigt. Det gælder også i år, hvor de tyvstarter d. 24. januar med en koncert med Ulf Wakenius' Groove Factor, herefter følger koncerter med de lokale Peter Skumme Special Occasion Project og Kridtsko (25.), Badun (26.), Bo Stief World Time (31.) og Copenhagen Washboard Five (2.).
I Odense på Dexter spiller det internationale Grey to Blue med Mariane Bitran og Makiko Hirabayashi (24.), Mathias Eick (26.), Enrico Pieranunzi Trio (30.), Bjarne Roupé Group (31.), Silvana Malta Group (1.) og som afslutning er der Semifinale i UngJazz (2.).
I Assens på Tobaksgaarden er koncerter med Øberg-Lundberg-Vinding (25.), Bjarne Roupé Group (26.), Nullernix børnekoncert (26.), Thera Hoeymans (31.), Emil de Waal+ (31.) og Musicmusicmusic.
Det bliver svært at sidde fast i sofaen som fynsk jazzfan i den uge.
Giant Steps: www.giantsteps.dk
Dexter: www.dexter.dk
Tobaksgaarden: www.tobaksgaarden.dk
Vinter over Sol Skibet
Sun Ship i Århus præsenterer 5 koncerter i løbet af Vinterjazzen. Den første koncert er i Studenterhus Århus med Thunderstrucks (27.) -med Jonas Struck, Anders Christensen, Kasper Tranberg og Kresten Osgood, der senere i år har varslet en CD med filmisk/melodisk/ekspressiv og støjende musik.
KakoFone er navnet på et nyt århusiansk pladeselskab og d. 29. præsenterer de to orkestre og to nyudgivelser med SAFT (der i 2006 fik en 2. plads i Ung jazz konkurrencen) og Operation Zero. Begge bands er trioer og Kasper Bjerg (keys) og Søren Mehlsen (trommer) går igen i de to konstellationer, der begge tager udgangspunkt i improvisation og eksperimenterende jazz.
Den svenske duo Wildbirds & Peacedrums har sneget sig i vinterjazzprogrammet og dem er der nok mere vinter i end jazz, når de på Studenterhus Århus' scene (30.) præsenterer musik der bevæger sig mellem spirituel pop og en fri form for blues og soul.
Mathias Eick regnes for at være en af de mest spændende norske trompetister, og han spiller med sin kvartet enkel og lyrisk musik, ikke nødvendigvis jazz eller pop, men åben musik med en hel del improvisation. Han er på Musikcaféens scene d. 1. februar. Trompetisten blev i 2007 kåret som årets internationale jazztalent og har bl.a. spillet i Jaga Jazzist, Trondheim Jazzorkester og Motif. Hans aktuelle kvartet rummer nogle af Norges fremmeste jazzmusikere, bl.a. trommeslager Audun Kleive.
Sunship: www.sunship.dk
Svenskerne indtog Hamburg
Trioen E.S.T. (aka Esbjörn Svensson Trio) har et kæmpepublikum -og pladeselskab i Tyskland, så det er meget logisk at indspille den første liveplade siden 1995 i landet. Trioen har henrykket publikum i en årrække på både scene og plade -det er desværre ved at være lang tid siden at de har spillet herhjemme på en scene.
I november 2006 var de ved afslutte deres Tysklandsturné og koncerten i Laiszhalle i Hamburg blev optaget af NDR. Det er den koncert som er blevet til en no-nonsense dobbelt CD, med hele koncerten i den rigtige rækkefølge. Så pladen kan både fungere som en souvenir eller som en tørstslukker til dem, der virkelig trænger til en E.S.T. koncert.
Meget af materialet stammer fra pladen Tuesday wonderland, som netop var udkommet på det tidspunkt, der er blevet mere plads til at eksperimentere og numrene er blevet længere. E.S.T.'s store force er at de kan blande klassisk, jazz, pop, rock, ambient, ekspressionisme etc. Det er ikke mindre tydeligt på denne anbefalelsesværdige plade.
E.S.T.: www.est-music.com
Return to Forever gendannes
Til sommer gendannes en af jazzens absolutte superbands: Return to Forever. Det er 25 år siden at de har spillet sammen sidst. Bandet tager på en turné der bringer dem både til USA og Europa, de forventer at spille 40-50 koncerter. Gruppen består af Chick Corea (keys), Stanley Clarke (bas), Al di Meola (guitar) og Lenny White (trommer). Hmmm...gad vide om Copenhagen Jazz Festival er ved at skillinge sammen?
Chick Corea: www.chickcorea.com
I år får Tversted Jazzy Days prisen for deres utrættelige arbejde med at præsentere jazz af høj kvalitet, deres unikke evne til at give publikum såvel som musikere oplevelser langt ud over det sædvanlige. Derudover får de prisen for deres visionære og engagerede arbejde i lokalmiljøet.
Med Tversteds beliggenhed, som en af landets nordligste klubber, har de været tvunget til at arbejde ekstra hårdt for at tiltrække og fastholde både musikere og publikum. Dette arbejde vil juryen i særlig grad belønne.
Tversted Jazzy Days formår at tiltrække et interesseret publikum, og giver dem oplevelser, der rækker langt ud over gennemsnitsoplevelserne.
De møder musikerne med en utrolig positiv energi og giver også musikerne nogle af deres bedste spilleoplevelser.
Det engagement, Tversted Jazzy Days udviser på den danske jazzscene, når tillige langt ud over det at producere jazzkoncerter. Både vækstlag, professionelle koncertarrangører, lokale erhvervsdrivende og den offentlige forvaltning i regionen nyder godt af Tversted Jazzy Days ildhu og kreative ideer.
Dette arbejde er uden sidestykke i Danmark, skriver Dansk Jazz Forbund i deres begrundelse.
Prisen er på 35.000 kr og gives af Dansk Jazz Forbund i samarbejde med professionelle danske jazzmusikere.
NHØP & Den hemmelige juvel
Det tyske pladeselskab MPS, der havde sin storhedstid i 70'erne var dårligt distribueret udenfor Tyskland. Derfor findes der en række plader som aldrig blev opsnappet af de danske jazzfans dengang. Det råder Universal heldigvis bod på, med denne fire dobbelte CD med George Shearing, der blev slået til ridder i England i juni 07, som 87 årig. Den engelske pianist var rejst til USA i 40'erne og blev sidenhen en af de absolut største, rent kommercielt. Han tilhørte ikke jazzparnasset og havde siden slutningen lavet plader som dårligt nok kunne betegnes som jazz (de landede i Easy Listening kassen, hvis der fandtes en sådan). Så da han i slutningen af 70'erne gik studiet med den danske verdensbasist NHØP og guitaristen Louis Stewart var der ingen der lagde mærke til det. Tiden var slet ikke til klassisk triojazz, man skulle have fusion.
Men facit er rent faktisk at man sidder med en plade, hvor NHØP er på toppen, og han får lov til at vise det. NHØP er meget længere i billedet end han nogensinde fik lov til hos Oscar Peterson. De tre musikere optræder ligeværdigt, så der er meget plads til det, som vi elsker NHØP for. Det er når bassen får lov til at være et instrument der ikke kun skal lægge bunden. Han er forrygende.
Stilmæssigt er vi ikke langt fra Oscar Peterson. De tre musikere har kastet sig over en mængde blandede bolcher. De 44 numre stammer fra 5 LP'er, hvor den sidste er med strygere arrangeret af Robert Farnon. Blandt de mange numre finde vi to af NHØP; Cowboy samba og My Little Anna. To numre af Chick Corea; Windows og 500 miles high, samt musik af folk som Dizzy Gillespie (Con Alma), Dave Brubeck (In your own sweet way), Duke Jordan (Jordu) og Carl Michael Bellman (Fjäriln vingad syns på Haga). Dette er en juvel for NHØP fans -og måske endda også for dem som ikke vidste at de var det.
George Shearing: www.georgeshearing.net
Dansk digtekunst sat i musik
Anadyomene er et tilnavn til Afrodite der også betyder den af havet opdukkede. Det er ligeledes et digt Sophus Claussen, som Emil Hess har sat musik til. Han og Camilla Dayyani har hver især sat musik til en stribe danske digte af H.C. Andersen, Piet Hein, Tove Ditlevsen, Johannes V. Jensen, Pia Tafdrup og Johannes Jørgensen.
De to udgør sammen med Nikolaj Hess på piano trioen. Emil Hess spiller div. sax og Camilla Dayyani synger de ikke helt lette sange. Det er digte, som er tænkt som digte, men de fleste af dem rummer heldigvis så meget musik i forvejen at projektet lykkes. Digtene præsenteres meget nøgent, der er masser af plads til at ordene kan komme til rette. Camilla Dayyani har en meget klar og ren stemme, der som det vigtigste er tydelig, man kan høre hvad hun synger. Jeg er spion for en fremmed magt, med tekst af Tove Ditlevsen har Dayyani sat musik til, men det lyder som at det er Anne Linnet, den har de samme klare popvirkemidler. Men istedet for at lade musikken være poppet afleveres den med strygere. Pladen er ikke en baggrundshyggeplade, dertil er Camilla Dayyanis sang alt for lang fremme. Det drejer sig om nogle der virkelig har noget på hjerte (digterne) og det respekteres til fulde af trioen, og det er vel også lige det, det drejer sig om? Hess/Dayyani Trio: www.myspace.com/hessdayyani
Dengang der var jazz på DR
Det går ikke en uge uden den ene sørgmodige historie efter den anden om Danmarks Radio. I 2007 var DR med til at promovere en engelsk telefonsælgers sangkarriere, så meget at han solgte flere plader end Kim Larsen. Det er altså sørgmodigt, ligegyldigt hvordan man end vender og drejer det.
Næhhh....så var det noget andet dengang man brugte licensbetalernes penge til at promovere en amerikansk tenorsaxofonist, der i sit livs efterår var kommet til Danmark. Danskerne fik til gengæld en stribe musikalske forårsdage. Nok var han gammel og spillede som han altid havde gjort, han var til gengæld en af de bedste nogensinde.
Der er netop udsendt en DVD, Ben Webster in Denmark hvor man i fire programmer fra 1965-1971 følger saxonisten. Den første er en liveoptagelse fra 1965 i DR's studier, hvor Webster er i selskab med Montmartretrioen: Kenny Drew (piano), NHØP (bas) og Alex Riel (trommer). Programmerne er fra dengang hvor der var højt til loftet i DR for visse musikgenrer. Det andet program fra 1968 er med Radioens Big Band inkl. strygere under ledelse af Niels Jørgen Steen (med en smøg i munden). Mange kender nok musikken, da den findes på flere plader, men hvor er det herligt at få billeder på. Big bandet er proppet med topmusikere: Dexter Gordon, Sahib Shihab, Palle Mikkelborg, NHØP, Albert "Tootie" Heath etc.
Det tredje program er konceroptagelse fra Odd Fellow Palæet i 1969. Det er en mindekoncert for Timme Rosenkrantz, hvor Webster er på scenen med sin gamle kollega pianisten Teddy Wilson.
Det fjerde program Big Ben fra 1971 er et portræt (i farver!). Det er DVD'ens højdepunkt. Man møder Webster i lejligheden ved søerne, hvor han bla. får besøg af en tørstig Charlie Shavers. Programmet er gammeldags TV, hvor man havde god tid. Man bruger hele melodien Cotton Tail (Websters shining hour) til at følge ham på turen fra lejligheden, ud i elevatoren, ned i taxaen og så ud til TV-byen. Her møder han op i Studie 1, hvor et hold strygere og Ray Pitts venter på ham til en studieindspilning. Vi møder ham også i et røgfyldt Montmartre på scenen sammen med førsnævnte Shavers (trompet), Niels Jørgen Steen (piano), Jørn Elniff (trommer), NHØP (bas) og Finn Ziegler (violin).
Danmarks Radio ligger inde med en del af den slags guldmateriale, så lad os håbe, at vi får love til at se mere.
Riel og den klassiske triojazz
Få danske jazzmusikere -eller musikere i det hele taget har som Alex Riel formået at holde sig på toppen i så mange år. Han har spillet med gud og hver mand i dansk jazz (-specielt dem som er dygtige). Han har været inspirator og igangsætter for flere (Pasborg og Mazur kunne feks. nævnes). Han har spillet i diverse subgenrer indenfor jazzen og har ligeledes gjort sig til i rocken. Hvad mon Riel så spiller når han helt selv kan bestemme? Det kan man få en fornemmelse af med denne liveplade, der er indspillet en aften på Copenhagen Jazzhouse.
Det er triojazz af den Bill Evanske skuffe. Det er romantisk, melodisk og ikke mindst drønhamrende velspillet. Heine Hansen sidder ved flygelet, og er måske ikke den jazzmusiker herhjemme der gør mest ud af at promovere sig selv. Men det skal ikke ligge ham til last. Hos Riel spiller Hansen flydende let og med masser af overskud. Bassisten Jesper Lundgaard er på hjemmebane når der skal spilles musik af denne karakter. Riel og Lundgaard kommunikerer sikkert med hinanden.
Alex Riel har stor erfaring i det klassiske triojazz setup, bla. spillede han en del med Bill Evans i midten af 60'erne og det har uden tvivl påvirket ham meget. Idag spiller han bla. med både Jan Lundgren, Niels Lan Doky og Carsten Dahl. Tre nordiske spitzenklassepianister med hver deres musikalske personlighed. Når Riel selv bestemmer kommer trommerne selvfølgelig mere i centrum, han bruger whiskers som ingen anden (Ed Thigpen undtaget) og har strøet et passende (også i længde) antal soli ud over pladen. Riel får sendt nogle kærlige musikalske hilsener til et af hans store forbilleder Zutty Singleton.
Igen, som på tidligere plader er Riel inspireret af barndommens biografoplevelser. Pladen er opkaldt efter John Wayne-filmen The High and the Mighty fra 1954, der på dansk hed Ingen vej tilbage, som handlede om luftens helte. Titelmelodien var skrevet af Dimitri Tiomkin og er selvfølgelig med på pladen, der også indeholder kendinge som I can't get started og Body and soul og et af pladens højdepunkter Long ago and far away.
Pladen har allerede hittet i Japan, som den mest solgte jazzplade, på HMV Japans site.Alex Riel: www.alexriel.dk
Svensk Jazz Grammis vinder
