Der er 10 CD'er på højkant med Dee Dee Bridgewater stillet til rådighed af Universal.
Dee Dee Bridgewater har lige udgivet et nyt album, der er en hyldest til en anden jazzsangerinde.
Pladen hedder Eleanora Fagan (1915-1959) To XXXXXX with love from Dee Dee Bridgewater.
X'erne har jeg sat ind istedet for sangerindens fornavn.
Hvad hedder sangerinden som Dee Bridgewater hylder på pladen?
Skyd en mail afsted inden d. 4. marts 2010 til nielsovergaard@gmail.com med dit svar og ikke mindst din adresse, hvis du skal være blandt de heldige der vinder.
Vinderne af Christian Scott konkurrencen er fundet. De har fået besked og modtager snart deres CD med posten.
Hold øje med en ny konkurrence i morgen!
Lige nu er det muligt at gå på Gladsaxe Bibliotek og se en udstilling om Otto Lington. Han huskes især for sin indsats som jazzpioner i Danmark, helt tilbage i 20'erne. Men også som komponist til melodi grand prix vinderen fra 1959 Uh, Jeg ville ønske jeg var dig.
Det er sønnen og saxofonisten John Lington der står bag udstillingen. D. 14. marts holder han foredrag om faderen og spiller ligeledes musik af ham. Udstillingen slutter d. 17. marts.
www.musikbibliotek.dk/32478
Den nyeste udgave af Musikbibliotek.dk's netmagasin musik.mag handler om improvisation. Så ved du nok godt at det kommer til at handle rigtigt meget om jazz. Der er artikler af bla. Lars Meiling fra JazzDanmark, trompetisten Flemming Agerskov, trommeslageren Morten Lund og en suveræn artikel om Søren Kjærgaard og Toben Ulrich af Thomas Bjørnsten Kristensen, der tidligere har været bragt i Geiger.
musikbibliotek.dk/files/Musikmagfebruar_0.pdf
Trompetisten Allan Botschinsky fylder 70 år d. 29. marts. Det fejres d. 25. marts af Paradise Jazz på Huset i København. Siden starten af 60'erne og op til 80'erne var han en af de mest markante jazzmusikere herhjemme, selvfølgelig specielt pga. arbejdet med Danmarks Radios Big Band. Men også for samarbejde med folk som Dexter Gordon, Oscar Pettiford, Stan Getz, Thad Jones, Ben Webster og ikke mindst hele den danske jazzelite.
Ved hyldestkoncerten består bandet af Palle Mikkelborg, Helen Davis, Bo Stief, Alex Riel, Ole Koch Hansen, Thomas Fryland og Jacob Fischer.
www.allanbotschinsky.com
Der er idag indkaldt til pressemøde kl. 11 på den legendariske adresse i Store Regnegade, hvor Jazzhus Montmartre lå. Årsagen er at stedet genåbner!
Niels Lan Doky står som musikchef i spidsen sammen med stedets direktør Rune Bech.
Doky's nye plade Return to Denmark bliver ved samme lejlighed præsenteret. Det er allerede nu muligt at besøge deres hjemmeside, hvor der dog ikke står noget om hvad musikprogrammet indeholder.
Stedet åbner d. 1. maj og jeg kan vist roligt love, at Jazznyt med spænding vil følge med i hvad der kommer til at ske i og omkring Montmartre.
www.jazzhusmontmartre.dk
Django & Bernstein med DR Big Band
Et big band der spiller Django Reinhardt fordi sigøjnerjazzeren fylder 100 år lyder ikke umiddelbart som en vildt revolutionerende idé. Eller hvad med et big band der spiller West Side Story? Heller ikke her, overfaldes man af tanken om en omvæltende idé. Der har jo været masser af jazzfolk, der før har lavet deres version af West Side Story. Oscar Peterson Trio, Stan Kenton, Cal Tjader eller Bill Charlap for, at nævne nogle.
Inden jeg har lyttet til de to nye udgivelser med DR Big Band er jeg med andre ord fyldt med kedelige fordomme.
Big Bandet er indenfor de sidste par år blevet dokumenteret ret grundigt af pladeselskabet Red Dot Music der ledes af Chris Minh Doky - der også fungerer som DR Big Bands executive producer. Der i den periode kommet 9 plader med big bandet, hvor især de tre udgivelser med Vince Mendoza, Mike Stern og Jeff 'Tain' Watts bør fremhæves.
Django Reinhardts musik er ikke umiddelbart bigband-musik. For mig har det altid været noget intimt og fortættet over sigøjnerjazzen. DR Big Band har allieret sig med den unge franske guitarist Adrien Moignard der også for nylig kunne opleves i DR Koncerthuset sammen med DR Big Band, hvor de fejrede 100-året for Django's fødsel.
På pladen præsenteres vi for numre som feks. How high the moon, Nuages og Blues en mineur i arrangementer af big band medlemmerne Vincent Nilsson, Jesper Riis og Nikolaj Bøgelund. Arrangementerne er gennemgående bygget op med en veksling mellem blæs og Moignard's guitar. Det fungerer fint, primært fordi Moignard kan spille så uhyre teknisk overlegent, som sigøjnerjazzen netop kræver. Men også fordi DR Big Band er mestre ud i, at aflevere kirurgknivskarpe blæserdele.
På den anden plade Impressions of a West Side Story handler det om musik der er lavet til en balletforestilling, til den Kgl Ballet. Det vil sige at den i pladeversionen er blevet til en mere løs og jammet version end den som balletten brugte til deres forestilling. Det er big bandets engelske medlem, trompetisten Gerard Presencer der står i spidsen som dirigent og solotrompetist. Melodier som Jet Song, Somewhere, I feel pretty og Maria er velkendte for de fleste. DR Big Band er også ganske flinke mod forlægget og holder sig pænt på måtten i arrangementer af Anders Larson, Vincent Nilsson, Jesper Riis og Gerard Presencer. Presencers solotrompet er den gennemgående figur og han spiller med en venlig og behageligt rolig tone, der passer fint til West Side Story.
DR Big Band: www.dr.dk/bigband
Christian Vuust Dynamo kan i den kommende tid opleves sammen med en række digtere. På pladen Strøm fra sidste år medvirkede digteren Peter Laugesen på tre numre. Her på bloggen blev det vendt til at det gav en i forvejen meget stærk plade et løft - hvis det var muligt.
Nu udvider Vuust digtersamarbejdet til at omfatte Jóanes Nielsen på Færøerne, Einar Már Gu∂mundsson og Peter Laugesen på Island og i Danmark og den svenske digter Jörgen Lind sammen med Laugsen i Danmark og i Sverige.
Det hele løber af stablen i dagene d. 28. februar til d. 11. marts.
Med i bandet Dynamo er Jakob Bro, Jakob Buchanan, Nicolai Munch-Hansen og Jeppe Gram. Iben West har lavet visuals til koncerterne. Du finder koncertdatoer her: christianvuust.com
Det amerikanske pladeselskab Skirl Records præsenterer ved to koncerter i Danmark nogle af deres bedste kunstnere. På Voxhall i Århus d. 25. februar og på Stubnitz i København d. 26. februar er det henholdsvis Sunship og Jazzclub Loco der er værter for en musikeksplosion af de store.
Her kan du opleve Gay Disco med saxofonisten Andrew D'angelo og TYFT med bla. trommeslageren Jim Black og guitaristen Hilmar Jensson. To forskellige bud på nutidig newyorkerjazz. Aftenen rundes af med Jakob Bro Nonet, hvor Bro er i selskab med nogle af Skirl-folkene, samt bla. Kresten Osgood, Søren KJærgaard og Jesper Zeuthen.
www.skirlrecords.com
D. 24. marts er der finale i Jazz Danmarks Ung Jazz konkurrence. Det er 10. gang at konkurrencen afholdes. En konkurrence der har været med til, at få folk som Søren Kjærgaard, Jakob Bro, Jazzkamikaze og Magnus Fra Gaarden frem i lyset. På Copenhagen JAzzhosue hvor finalen afholdes, står kampen mellem Wake Up Jacob og Lars Fiil Kvartet, der vandt i henholdsvis Helsingør og Svendborg.
Wake Up Jacob: www.myspace.com/wuj
Lars Fiil Kvartet: www.myspace.com/larsfiilkvartet
Avantgarde Dahl
Altsaxofonisten Jesper Zeuthen har i over 40 år huseret i den danske jazzundergrund, som en af de helt store personlige saxofonister. Lige fra tiden sammen med Blue Sun og op til tiden sammen med New Jungle Orchestra har han stået for høj kvalitet. Avantgarde og afrikansk er to af de områder der altid har stået som pejlemærker for Zeuthen. Det bliver der ikke lavet om på, når han som medlem af Carsten Dahl Experience udfolder sig i allerfineste form.
Kvartetten med Carsten Dahl ved pianoet, Nils "Bosse" Davidsen på bas, Stefan Pasborg på trommer og førnævnte Zeuthen har eksisteret i et par år og præsenteres nu for første gang på plade. For at tage det bedste først (og hvis du er nysgerrig, så kommer der ikke noget grimt om pladen længere nede i teksten), så har Carsten Dahl atter ramt et musikalsk område hvor han har noget fornuftigt at sige. Han har tidligere bevæget sig i det eksperimenterende, senest i 2006 med den noget skitse-agtige Short Fairytales. Sammen med hans Experience er det blevet meget mere sammenhængende. Det er ellers ikke fordi der er sparet på forskellige musikalske indtryk undervejs.
Det afrikanske er iblandet indtryk fra balkan og de arabiske lande, der skaber underlaget for kvartettens eksperimenterende og chancetagende musik. De fire musikere arbejder godt med hinanden og er en af de slags kvartetter som man kun kan håbe på bliver sammen i lang tid endnu. Jeg er overbevist om at de har meget mere at fortælle.
Carsten Dahl: www.carstendahl.dk
Universal Denmark har været så flinke at sætte 10 CD'er med Christian Scott på højkant til en konkurrence her på Jazznyt. Det sker i anledning af at den amerikanske trompetist besøger Danmark i næste uge, hvor han spiller i Odense på Dexter d. 24. februar og på Beta i Amager Bio d. 25. februar.
Du får chancen for at vinde hans nye CD Yesterday You Said Tomorrow - der her på bloggen er udråbt til at være Christian Scott's bedste album - hvis du kan svare på nedenstående spørgsmål. .
Hvad hedder Christian Scott's liveplade fra 2008?
Send dit svar med navn og adresse inden d. 24. februar 2010 til nielsovergaard@gmail.com
Miles kan stadig inspirere
Det er hans tredje udspil i eget navn, fjerde hvis man regner forrige års liveplade fra Newport med. Christian Scott er trompetist der, når han optræder i eget navn, spiller rimelig straight jazz. Det har dog ikke afholdt ham fra at optræde med navne som Mos Def, Jill Scott og Prince.
For en sjælden gangs skyld er der spændt et af de store marketings-apperater op foran en jazzmusiker, der spiller instrumental jazz uden diverse tilsætningsstoffer. Det er altså ikke så tit det sker for tiden og slet ikke når det drejer sig om en musiker der endnu ikke er fyldt 30 år.
Som en semi-ligegyldig ting fremhæves det i pressematerialet at pladen er indspillet i Van Gelder Studio af selveste Rudy van Gelder. Sejt nok, men det siger jo ikke noget om musikkens kvalitet. Kvaliteten er der nu ikke noget at udsætte på. Musikalsk befinder pladen sig et sted mellem Miles Davis pladerne E.S.P. og Filles de Killimanjaro, her spilles alt dog på akustiske instrumenter. Pånær guitaren, der betjenes af Matthew Stevens, der ikke er uden skyld i at pladen falder så godt ud. Hans fine jazzguitar med rocklyd er med til at give pladen karakter.
Christian Scotts debutplade, den fusions-inspirerede Rewind that fra 2006 har indtil nu stået som hans stærkeste udspil. Den nye plade ændrer på det forhold og det er specielt i kraft af en mere pågående og personlig stil.
Bonusinfo:
Han optræder på Dexter i Odense d. 24. februar, på Beta (Amager Bio) d. 25. februar og på Nefertiti i Göteborg d. 26. februar.
Christian Scott: www.christianscott.net
My Space: www.myspace.com/christianscottmusic
Fuldstændigt uforudsigeligt
Trommeslageren Emil de Waal hører til blandt de foretrukne herhjemme, når man skal bruge en spitzenklasse sessiontrommeslager indenfor pop og rock. Når de drejer sig om hans egne projekter er det ikke pop og rock man lige kommer til at tænke på. Eventyrlysten, ekstremt nysgerrig og fuldstændigt uforudsigeligt er tre mærkater der kan passe på hans musik. På hans seneste plade har han allieret sig med electronicamusikeren Mikael Elkjær alias Spejderrobot, der i 2008 lavede det fortræffelige album Falder baglæns ind i igår.
Spejderrobot står for 2 af pladens 7 numre. Det er de lettest tilgængelige numre, der med deres dub-inspirerede toner trækker os mod dansegulvet. Stilistisk befinder de sig ikke langt fra det univers som Mikael Simpson og Trentemøller har bevæget sig i, når de laver deres tunge og dystre dubtracks.
Emil de Waal er trommeslager, skrev jeg vist til at starte med. Okay, det er så ikke den mest præcise beskrivelse for en musiker der også programmerer, spiller vibrafon, bas og guitar, samt ikke mindst sammen med Spejderrobot føjer en masse elektroniske effekter og samples til musikken, der bevæger sig frit mellem det analoge og det digitale.
Albummet er udover at være tilgængelig som download og CD også tilgængelig på LP. LP'en er med sit cover et selvstændigt kunstværk. De er alle forskellige, lavet af de Waal og Elkjær eller trådt på af de to musikere, for at være mere præcis.
My Space: www.myspace.com/emildewaal
Moderne akustisk fusion
Flux ledes af den norske guitarist Per Arne Ferner, der sammen med to danskere Mikkel Breck på fløjte og Jesper Thorn på bas, en schweizer Marc Meán på piano og en luxemburger Marc Lohr på trommer har skabt en positiv overraskelse på dagens jazzscene. De har boblet i nogle år og bla. trukket opmærksomhed ved Ung Jazz i 2007 og sidste år ved den spanske jazzkonkurrence i Getxo, hvor de fik en andenplads. Musikerne kender hinanden fra det rytmiske musikkonservatorium i København.
Først og fremmest glædes jeg over en ny jazzplade, hvor fløjten bruges så konsekvent. Ikke at jazzfløjte er ukendt. Men ofte havner man i noget skrækkeligt kitschet som feks. hos Herbie Mann ellers er det hos saxofonisterne, der bruger den som bi-instrument. Herhjemme har bla. Hans Ulrik og specielt Jan zum Vohrde altid været i særklasse. Jeg kommer faktisk ofte til at tænke på zum Vohrde, når jeg hører Flux.
De er ikke bange for at kaste sig over forholdsvis avanceret musik med elementer fra bla. verdensmusik, klassisk, postrock og jazz. Det er musik med en tydelig identitet, hvor samarbejdet mellem Breck og Ferner står centralt. Moderne akustisk fusion vil jeg vove at kalde det. Det er sprængfyldt med detaljer og masser af frække breaks, der er af musikteknisk høj standard. De er så stramme, at der ikke falder noget som helst ned mellem sprækkerne.
Flux er et band der har udviklet sig sammen og det er en sand fornøjelse, når musikere bliver sammen i et jazzband. Dem er der alt for få af, så bliv endelig sammen, Flux! Jeg er sikker på at I har meget mere i jer endnu.
My Space: www.myspace.com/fluxsound
Instrumental rocktrio med sans for jazz
Michael Vestbo er guitarist og gør med denne EP opmærksom på sig selv og det fornøjelige ved en instrumental trio der udelukkende betjener sig af guitar, bas og trommer. Med 5 numre der har rocken som fundament - specielt i kraft af trommerne - henter Michael Vestbo også en masse inspiration ind fra jazz, country og blues.
Pladen er et vellykket forsøg på, at fortælle hvem guitaristen Michael Vestbo er. Numrene er tilpas forskellige, hvilket nok også er en svaghed. Et nummer som Jim Can't-be-long-now kommer til at køre i tomgang med nogle småkedelige guitar-almindeligheder, hvilket ikke burde være nødvendigt, da han på de fire andre numre viser større evner.
Højdepunktet er mid-tempo nummeret Japanese Cherry Trees, hvor Vestbo giver sig ro til at spille et enkelt tema, som han stille og roligt giver mulighed for at udvikle sig. Jesper Smalbro spiller en fed swingende dynamisk bas og trommeslageren Eddi Jarl føjer en fin whiskers-trommebund på.
Vestbo har en svaghed for det lidt skramlede og upolerede. Det må han gerne dyrke endnu mere, evnerne er der ihvertfald.
Bonusinfo:
Vestbo Trio spiller på Fair Bar i Nørregade i Århus d. 19. februar
My Space: www.myspace.com/michaelvestbo
Hyldest til kampen mod diskrimination
Da jeg hørte Søren Møller første gang i starten af nullerne, var det en ung pianist der spillede jazz-standards, så respekten drev ned af væggene. Jeg havde ihvertfald ikke set den karriere komme, som han siden har haft gang i. Inspirationen fra specielt den klassiske musik er noget af det der har præget hans musikalske udfoldelser, specielt siden han begyndte at samarbejde med den amerikanske saxofonist Dick Oatts som han har lavet to duoplader sammen med.
Oatts er også med på Møllers nye plade Christian X Variations. En plade der tager udgangspunkt i at Kong Christian den tiende foreslog, at skulle nazisterne påtvinge danske jøder at bære Davidssstjernen, skulle alle danskerne bære den. Møller bruger udsagnet til, at hylde alle mennesker der kæmper mod diskrimination og uretfærdighed mod mindretal i deres del af verden.
Pladen er med to kvartet-numre og tre nonet-numre. Kvartetten består udover Møller og Oatts af Josh Ginsburg på bas og Henry Cole på trommer. På nonet-stykkerne er det den klassiske blæser-kvintet Kirin Winds der føjes til. En kvintet der består af musikere fra fire forskellige lande.
Musikken der er komponeret af Søren Møller er velstruktureret og spændende. Hans store overblik og sans for den gode melodi, udløser en plade der præsenterer et flot nutidigt makkerskab mellem jazz og klassisk. Jazzen står selvfølgelig i centrum, da Møller først og fremmest er jazzmusiker.
Søren Møller: sorenmoller.com
Spil med på dit imaginære hjerneinstrument
Det er interessant når den musik man hører er så åben og indbydende, at man som lytter får lyst til spille med på sit imaginære hjerneinstrument. Ja, musikken nærmest trygler dig om at spille med, selv om du ikke har noget instrument at spille på. Du får som lytter også mulighed for at sige noget i den kørende dialog. Nok er det foruddefineret hvad den ene part - musikken på pladen - fortæller, men du bestemmer selv hvad du vil fortælle. Der er ikke nogen der dømmer eller på nogen måde har bestemt hvad der er rigtigt eller forkert.
Bassisten Thommy Andersson har på sin anden plade Pending dialogues - den første Wood blood fra 2008 udløste megen kritikerros - valgt at dele den ind i tre dele. Første del består af tre numre på solobas, gående fra den indledende Monobuzz's rytmisk flydende flow til Wood Machine's mere brutale - bassen bruges bla. som percussion - omgang med bassen. I den anden del er det syv duonumre. Josefine Cronholm viser her sine store stemmestyringsevner i ordløs sang. Pladens opmuntrende indslag er Stiri La Ora 1700, hvor George Mihalache på cimbalom eller hakkebrædt sammen med Thommy Andersson leverer en forrygende uptempo humørfyldt præstation. Paolo Russo på bandoneon er med på Tangaz, mens Lelo Nika - der også har produceret pladen - er med på den dystre og noget uhyggelige Black ship.
Hen mod slutningen af pladen dukker pianisten Nikals Sivelöv op. Han er klassisk pianist, men er pudsigt nok med på de numre der er de mest jazzede overhovedet på pladen. Nummeret Figura er en meget smuk dialog mellem de Sivelöv og Andersson, hvor jeg som lytter fortaber mig så meget at jeg glemmer at spille med på mit imaginære hjerneinstrument. Pladens to sidste numre er trionumre. Eastern speach med Lilja Crna på forvænget sang og den hyggelige pladelukker Conversation for three med Cronholm og Nika.
Andersson har lavet en vedkommende og personlig plade der ikke har sin lige.
Thommy Andersson: thommy.dk
Dansk topklasse-blues
Blues kan have en skrækkelig tendens til at lande i en klichéfyldt suppe - og jo ringere musikerne er, jo mere klichéfyldt bliver det. Det er desværre noget som er hørt alt for ofte fra mange danske bluesbands. Så er det selvfølgelig en ekstra stor fornøjelse at fylde ørerne med to gode danske bluesplader, der ikke lander i klichésuppen.
Thorbjørn Risagers store attraktion er stemmen. En øre-, næse- og halsspecialist udbrød sågar: "De er eddermame store", da han så Risagers stemmelæber. På Risagers femte album, der er myndigt produceret af Lars Skjærbæk, folder han endnu en gang hans soul-inspirerede blues ud. Track record er gennembearbejdet og tight. Det sidste er af største vigtighed, da han gavmildt deler ud af velplacerede blæserriffs - spillet af Kasper Wagner på sax og Peter Kehl på trompet. Han spiller selv guitar og sammen med Svein Erik Martinsen på den anden guitar danner de rammen om et fedt bluesunivers, der giver lyst til at opleve dem live. Jarno Varsted er med på gæstemundharpe.
Varsted er også aktuel med sammen med trioen The Young Comets. En over 10 år gammel trio, der er født og opvokset på den københavnske bluesklub Mojo. Sammen med Jacob Rathje på sang og guitar og Rune Kjeldsen på div. guitarer er de grundstammen i et band der dyrker den folk- og rootsinspirerede blues. Med backup fra trommer - spillet af legendariske Frank Marstokk - og bas har de lavet en afvekslende bluesplade med gode melodier og stemninger. Coverbilledet på The Young Comets' plade er iøvrigt lavet af Leif Sylvester.
Bonusinfo:
Artikel om Risager og hans svenske manager: www.dr.dk/Nyheder/Kultur/2010/01/28/131118.htm
Thorbjørn Risager: risager.info
The Young Comets: myspace.com/youngcomets
Improvisationssprøjte
Når man i 2024, i anledning af Benjamin Koppels 50 års fødselsdag kigger tilbage på hans karriere, vil man sandsynligvis konkludere at han med alt det han har nået burde fylde 100 år istedet, .
En anden ting man vil pege på, som noget helt centralt i Koppels musikalske karriere, er samarbejdet med den amerikanske pianist Kenny Werner. Til den tid vil man konkludere at det de havde gang i, fra 2009 til 20?? var noget helt specielt og unikt. Det vi heldigvis kan konkludere allerede nu er, at du stadig kan opleve dem - og det skal du gøre.
Sidste år kom der to plader med makkerparret. Nu er der endnu en klar med dem og der dukker sandsynligvis mere op.
Den aktuelle pladeudgivelse er en koncertindspilning fra sidste sommers Copenhagen Jazz Festival, en dobbelt-cd med 16 numre skrevet af Benjamin Koppel.
Alex Riel tager sig af trommerne og Thommy Andersson bassen. Det er en plade der ret præcist - hvis det er muligt - indrammer Benajmin Koppel. Han er en af de få kunstnere herhjemme, der ret ubesværet bevæger sig mellem avantgarde, pop, bebop og alt muligt andet, der har jazzbasis. På denne plade kommer kvartetten også vidt omkring og alligevel er musikken sammenhængende og identificerbar.
Koppel og Werner er et suverænt makkerpar, der får gode sider frem i hinandens spil. De er begge virtuoser, der stiller store krav til hinanden og medspillernes evner. I kraft af overskud og spilleglæde formår de at spille afslappet, så der kan åbnes op for den kreative improvisationssprøjte. Vi er som lyttere inviteret indenfor, er med hele vejen og hægtes på ingen måde af.
Benjamin Koppel: www.benjaminkoppel.dk
På Orkesterjournalens site fortæller den svenske sangerinde Lina Nyberg meget åbent om, hvordan hendes økonomi er strikket sammen. Pointen er selvfølgelig at hun på trods af, at være en feteret og populær jazzsangerinde kun lige får den økonomiske hverdag til at hænge sammen. Hvad tjener man egentlig som jazzmusiker? Koncerter, CD-udgivelser etc. Det er ikke det store, der kan hives hjem. Feks. tjener en musiker 2.30 kr (af den svenske slags!) hver gang et af deres numre er blevet spillet 1000 gange på Spotify - den hotte svenske digitale musiktjeneste, der endnu ikke har kunnet lave en aftale med danske koda om rettighedsbetaling.
Sidste sommer var Niels Lan Doky på en lille turné med CTI All Stars Band. Et band med et respektindgydende lineup bestående af bla. Hubert Laws (fløjte), Randy Brecker (trompet), Jeff Tain Watts (trommer), Bill Evans (sax), Airto (perc) og Russell Malone (guitar). Bandet er sat sammen for at hylde pladeselskabet CTI, der under ledelse af produceren Creed Taylor i 70'erne skabte klassikere med bla. Stanley Turrentine og Freddie Hubbard. De spillede bla. i Montreux, hvorfra der bliver udsendt en liveplade til marts. Gruppen turnerer iøvrigt igen til sommer. Nu skal jeg selvfølgelig ikke blande mig i, hvad der skal på Copenhagen Jazz Festivals program. Men det er godt nok et oplagt navn til en koncert i feks. Tivoli.
Når vi går og græder snot over alt det jazz, der ikke bliver vist på TV, så kan vi vælge at tørre vore næser i internettet - for der findes der nemlig rigtig JAZZ-TV.
På WHYY, der er det amerikanske PBS - Public Broadcasting Service's station på nettet, er der masser af nutidig jazz. Hvad med et program om Darcy James Argue's Secret Society eller pladeaktuelle Lionel Loueke Trio? Der er også programmer med Melody Gardot, festbomben Buckwheat Zydeco og strygerkvartetten Turtle Island Quartet med danske Mads Tolling.
video.whyy.org
En anden mulighed er Jazz it up! Et magasinprogram med jazznyheder og masser af musik. I det seneste er der feks. et indslag med Christian McBride Big Band og noget om Oscar Peterson. De er igang med sæson 2 og man kan stadig se de gamle programmer.
