Koptor: Fire sink (Fresh Sound New Talent)

En perfekt trommeslager kapelmesterplade
 Allerede første gang da jeg hørte dette album, tænkte jeg at det var noget helt specielt. Hvorfor? Er det fordi den lige falder i min smag? Ja, selvfølgelig! Det er også fordi at den herboende canadiske trommeslager Kevin Brow har sammensat et band, der både er brandhamrende interessant og her spiller i et projekt, der bringer nye sider frem i deres i forvejen meget personlige spil. 

Kevin Brow er manden der får noget nyt frem i både Jacob Anderskov (piano) og Lotte Anker (sax). Han samler dem og udfordrer dem. Sammen med bassisten Jeppe Skovbakke laver han en flot base, der tager afsæt i nogle gode og originale melodier. Kevin Brow er manden der fra trommerne styrer og dirigerer de tre musikere. Pladen er et meget flot eksempel på en trommeslagerkapelmesterplade. Det fornemmes meget tydeligt. Trommerne er ikke dominerende, men holder hele tiden retning og samling på musikken. 

Jacob Anderskov er sendt i det lyriske hjørne. Han spiller gudesmukt på nummeret Planks below. Enkelt og rent. Lotte Anker er ligeledes i gode rammer. Hør feks. nummeret Intellectuel sex. Det står næsten stille. Anker bevæger sig langsomt frem, der er ingen famlen eller tvivl. For så at gå over i højt tempo lagt an af Brow.
Kevin Brow har lavet et album, der udfordrer og udvider. Der er stramme breaks, grooves og hurtige skift, der indføleligt skabes uden, at man føler at det bliver for meget eller for opbrudt.
Jeg er sikker på, at Fire Sink er et album jeg vender tilbage til, når jeg ved årets slutning kigger tilbage og skal finde årets bedste jazzalbums.
Bonusinfo:
Hele den sidste uge af juni er Koptor på jazzfestivalturné i Canada, hvor de bla. spiller i Vancouver, Ottawa og Montreal.
Kevin Brow: kevinbrow.com

Jazznyt på Summersession

Den årligt tilbagevendende Summersession på Vallekilde Højskole, hvor danske jazzmusikere modtager undervisning fra en række af jazzens helt store navne leverer igen i år en perlerække af undervisere, der hver især har sat deres præg på jazzens historie.
Lee Konitz behøver ikke nogen større introduktion, den 83 årige altsaxofonist var med på Miles Davis' indspilninger fra 1949 der blev til Birth of the cool. Konitz var også med på Jakob Bros roste Balladeering 60 år senere. Jakob Bro er sammen med Nikolaj og Mikkel Hess ansvarlige for årets program.
Der er intet mindre end tre trommeslagere blandt underviserne i år. Andrew Cyrille sad bag trommerne hos Cecil Taylor i 15 år. I dag er den 71 årige trommeslager bla. med i pianisten Søren Kjærgaards trio, der også kan opleves på årets Copenhagen Jazz Festival.
Bob Moses var med i den tidlige jazzrock i 60'erne sammen med Larry Coryell. Senere spillede han sammen med Gary Burton og Pat Metheny i deres grupper. Moses har lavet den klassiske musikteoretiske bog Drum Wisdom.
Jeff Ballard er kendt for sit trommespil hos bla. Brad Mehldau, Kurt Rosenwinkel, Chick Corea og Joshua Redman. Men også samarbejdet med Mark Turner og Larry Grenadier i Fly har givet genklang. Herhjemme har han medvirket på plader med Nikolaj Hess og Jesper Løvdal.
Den canadiske trompetist Kenny Wheeler blev 80 år i januar. Han har samarbejdet med en lang række af den internationale jazzscenes største navne som Dave Holland, Jan Garbarek, Keith Jarrrett og Jack DeJohnette. Han har ofte spillet sammen med Lee Konitz men også en anden af årets undervisere, den engelske pianist John Taylor. De dannede i 1977 trioen Azimuth sammen med den formidable sangerinde Norma Winstone. John Taylor har næsten lige spillet på Montmartre sammen med Mads Vinding og Alex Riel og medvirker desuden på Marilyn Mazurs nye album.
Guitaristen James Blood Ulmer er en ener på freejazzscenen. Hans inspiration kommer fra bluesmusikken og sammen med elementer fra Ornette Colemans harmolodiske skole er han en sammensat musiker, der både har lavet rootsbaserede plader og et mere råt og afklædt udtryk i bla. gruppen Phalanx.
Der er også en anden grænseløs og meget personlig guitarist blandt underviserne. Marc Ribot har gjort tjeneste på no wave scenen i New York sammen med bla. John Zorn. Han har spillet rock med Elvis Costello og Tom Waits og sidste år udgav han albummet Silent Movies, der var med på mange årets bedste jazzpladelister ved årets slutning.
Den sidste underviser er også den yngste. Bassisten Thomas Morgan er allerede et etableret navn i New York, hvor han spiller regelmæsigt med folk som Paul Motian og John Abercrombie. Men også sammen med danske August Rosenbaum, hvor Morgan medvirkede på Rosenbaums flotte debut Beholder fra sidste år.
Er du musiker kan du stadig nå at tilmelde dig til inden d. 6. juni. Det foregår d. 7-14. august.
Er du ikke musiker, kan du glæde dig til min reportage fra årets Summersession.

jazzdanmark.dk/danske-projekter/summer-session-2011

Spot Festival 2011 dag 2

JazzDanmark er repræsenteret ved Spot med to orkestre. Girls in Airports der spillede fredag aften og Hess is More, der var på lørdag eftermiddag. 

Udenfor Rytmisk sal i Musikhuset er der pakket med forventningfulde publikummer. De vil høre Hess is More...eller var der noget jeg havde misforstået? Nej, jeg havde bare ikke læst programmet ordentligt. Kl. 16.00 åbnes dørene til salen og stemningefyldt sovset strygermusik ledsages af en saxofonist der står nede på gulvet og spiller. Nå, det var da en noget anderledes intro til Hess is More, tænkte jeg. Men det var slet ikke Hess is More. Det var komponisten Rasmus Zwicki, der blev præsenteret af SNYK. Han opførte en musikalsk happening på et kvarter, der med konfetti, sæbebobler og vanvidsscener henførte publikum i en tilstand af "hvad fanden var det lige der skete der?". Et hurtigt sceneskifte fik Hess is More på scenen, der ledes af Mikkel Hess - der er jazztrommeslager, men der er ikke meget jazz-jazz i Hess is More. Det er så ret ligegyldigt når der på scenen står seks suveræne musikere, der dirigeres af Mikkel Hess fra trommesættet. Enkle figurer omsættes til fede festlige grooves, der sparkede lørdagens program i gang for mig. Han startede i øvrigt koncerten med den nye single Creation keeps the devil away. Den har nogle af de samme kvaliteter, som de gamle kulthits Yes, Boss og Walksong havde.

Næste på programmet er Frisk Frugt, men inden da når jeg lige en god bid af koncerten med Akiri & B6, et samarbejde mellem en dansk trio og en kinesisk electronicamusiker. De præsenterede en heftig blanding af violiner, sang og ikke mindst nogle suveræne electronicabeats, hvor både iPhone og Nintendo DS blev brugt. På Atlas var der fyldt godt op til undergrundsmusikeren Frisk Frugt alias Anders Meldgaard's koncert. Han stillede op med et band - men det var ham der var i centrum. Han startede koncerten med en lang intro med spacet minisaxsolo. Der var herligt mange referencer til freejazzen i den intro. Anders Meldgaard er den mindst konventionelle musiker, jeg har oplevet længe. Elementerne af den afrikanske musik, kunne sagtens høres. Mens støj, rockspade og Anders Meldgaards højst mærkværdige, naive sangledsagelse kun gør det hele endnu mere underligt. En stor fornøjelse og den blev ikke mindre af at så mange havde fundet vej til det hyggelige Atlas.

I Musikhusets lille sal var stilen lagt an på singer-songwriter traditionen. Få instrumenter og sangen i centrum. Her oplevede jeg et sandt stjernefrø. Sangerinden Eva-Louise Rønnevigs projekt Elou Elan er først klar med et album til september. Men der blev lagt an til noget der er værd at vente på. Hun sad ved flygelet og sang, mens hun blev ledsaget af bassisten Klaus Nørgaard (kendt fra bla. Pauseland) og cellisten Benedikte Borum. Eva-Louise sang tekster der var værd høre på med en smuk og personlig stemme. Der var pop som hovedoverskrift med elegante elementer af bla. jazz. Hun havde ingen problemer med at komme ud over scenekanten med smil, inderlighed og charme.
Jeg hørte flere småbidder af koncerter i løbet af dagen, norske Bernhoft satte gang i den store sal og Nisennenmondai fyrede den af på Officerspladsen. Men Hess is More, Frisk Frugt og Elou Elan var dagens store oplevelser.
Gratis download af Hess is More's nye single Creation keeps the devil away

Spot Festival 2011 Dag 1

Den første dag på Spot 2011 slutter, for mit vedkommende, da Girls in Airports går på Atlas' scene. At de så spiller Ferry for sale gør ikke min exit lettere. Det er et af mine favoritnumre fra en af mine favoritjazzplader fra sidste år. Man da jeg skal nå et tog hjem kl. 23.14 er det desværre vilkårene.
Nu er de i stedet blevet baggrundsmusik på iPod'en mens jeg opsummerer den første dag på min version af Spot. Jeg fik nogle gode oplevelser og en enkelt af de helt magisk uforglemmelige oplevelser. Verdensmusikken var godt repræsenteret på første dag. Jeg startede med at høre egyptiske Fatma Zidan, der spillede let tilgængelig arabisk musik. Hun har boet i Danmark siden 2007 og har flere danske medlemmer af bandet. Det fungerede fint i uptemponumrene. Koncerten led noget under at den var så kort, da musikerne først havde spillet sig rigtigt varme hen mod slutningen.

Da jeg senere er på vej over mod Archauz, bliver jeg stoppet af tonerne fra et folkemusikorkester der står udenfor Musikhuset og spiller som reklame for deres koncert senere på aftenen. Det er Big Basco og jeg ser til min store glæde at det er min yndlingstrompetist Mads la Cour der er med i blæsergruppen på flygelhorn.

Jeg haster videre for at nå færøske Budam. Jeg blev tændt på, at både Tom Waits og Jim Morrison var nævnt i foromtalen. Jeg kom dog ikke til at tænke på nogen af dem, da jeg oplevede Budam. Det var performancekunst i særklasse. Han satsede virkelig noget ved at stå med en el-guitar midt på scenen og synge skrøbeligt intenst. Mens de to medmusikanter supplerede med korsang, melodica med 5 meter slange, mel og ler. Jeg var ligesom en stor del af publikum vildt begejstret.

Efterfølgende sneg jeg mig ind i Musikhusets lille sal, hvor jeg hørte lidt af koncerten med Ashiq Qurban fra Azerbajdjan. Han spillede på saz og sang, han blev suppleret af en en enkelt musiker der spillede på håndtromme, desuden var der to mandlige dansere med. Et dejligt åndehul midt i alle de rockkoncerter man haster forbi, fordi man hørt det hundrede gang før.

På Atlas var det Big Basco's tur. De hedder egentlig Basco, men i den udvidede version med blæsere er det blevet til Big Basco. Der var dømt folkemusik med to energiske violiner i front, som la Cour sagde da jeg talte med ham efter koncerten, så elskede han at spille sammen med violinfolket. Han havde selvfølgelig flere gode jazzede soli og uden at være nogen folkemusikkender, vil jeg mene at Big Basco er toppen af folkemusikken.
Som de var gået af scenen, så begyndte Tako Lako inde ved naboen Voxhall. Der var proppet og vildt. Publikum lod sig rive med af den fede blanding af balkan, disco, rock og andre udadvendte genrer. Forsangeren Ognjen Curcic kan lave en fest og holdte det høje niveau fra start til slut.
Slut var det også for mig. Jeg gik ind på Atlas og tjekkede ud med Ferry for sale i ørerne.

Spring: Slides (ILK)

Ny kompositionsmusik kastes for improvisatorerne
 Det er ikke ukendt at lade ny kompositonsmusik krydse klinger med improviseret musik. Kvartetten Spring griber det an med en ny vinkel. De har bedt de fem komponister Jexper Holmen, Svned Hvidtfeldt Nielsen, Simon Christensen, Jeppe Just Christensen og Peter Bruun om at levere nogle musikalske skitser. Spring består af Torben Snekkestad på tenor og sopransax, Anders Banke på altsax, klarinet og basklarinet, Jonas Westergaard på bas og Peter Bruun (ikke den førnævnte komponist) på trommer. Det er blevet til fem meget forskellige numre.
Jexper Holmens 3 zenbuddhitske melodier på over et kvarter er med sit mikrotonale univers tiltrækkende og besynderlig. Svend Hvidtfeldt Nielsen og Simon Christensens sammenførte SlidesTwoSpots skal lægge ryg til nogle saxprimalskrig, en spartansk og suggestiv trommerytme og Jonas Westergaards groovy basspil, der placerer sig et sted mellem avantgarde og swing. Jeppe Just Christensens Ningbo befinder sig i et parallelunivers med finurlige blæs, rodende trommer og en sjat humor. Peter Bruun (der ikke er den samme som trommeslageren) har lavet Nothing so beautiful as spring, her er kvartetten i et blændende forårshumør og lader den ene idé efter den anden springe ud, der så udløser endnu en idé.
Det er Spring's andet album og de har med dette album lavet et seriøst og interessant bud på et møde mellem den nye kompostionsmusik og improvisationen.
Bonusinfo:
Spring kan opleves to gange d. 2. juli under CJF 2011, hvor de kl. 20.00 spiller på LitteraturHaus og kl. 22.00 på ILK Sessions på 5e.
Torben Snekkested: www.torbensnekkestad.com

Six City Stompers: Miss Floridor (Calibrated)

Der bydes op til dans
 Den danske trad.jazz-scene har efterhånden befundet sig i aftenrøden i nogle år. Det afholder så ikke nogle fra at feste som var det tidlig morgen eller sen nat. Six City Stompers er de unge løver, der spiller som var den traditionelle jazz igen det hotteste på dansegulvet. De spiller feks. en gang i mellem op til dans på Copenhagen Jazzhouse, hvor de har haft stor succes med at spille til stedets Jazz Pigalle arrangementer.
At kalde Six City Stompers et traditionelt jazzorkester er også for nemt. De spiller New Orleans funk, New Orleans jazz, brasiliansk, croonerpop, sigøjnerjazz og mere til. Det hele spilles med en lethed og et overskud der fortæller en masse om 6 musikere der sætter en høj standard for iørefaldende og nynnevenlig jazz der kan danses til. Mads Mathias er crooneren der med sødmefyldt kækhed flyder i front, hør feks. Tea for two hvor der går Jamie Cullum i den. Kasper Tagel på bas og Morten Ærø på trommer sikrer rytmen sammen med en velspillende Regin Fuhlendorf på guitar og banjo. Peter Marott står myndigt i front med trompeten og blæser lystigt sammen med Peter Rosendal på flugabone og lidt klaviatur og Mads Mathias på sax.
Miss Floridor er en behagelig blandet plade, med kendinge som Down by the riverside og Didn't he ramble. Men også mindre slidte sager som Johnny Mercer's I'm an old cowhand, der spilles så dejligt at det er meget svært at blive sur når man hører den.
Bonusinfo:
Six City Stompers spiller selvfølgelig både på Riverboat Jazzfestival i Silkeborg og på Copenhagen Jazz Festival.
Six City Stompers: sixcitystompers.dk

Lundin Danemo Kvintett: Nat (Kopasetic)

Nærværende intimt
 For en musiklytter med et bankende jazzhjerte er det ikke svært at holde af denne plade. Der er ligefrem et nummer der hedder jazz-jazz - den genrebetegnelse man bruger om jazz, der bare er jazz. Fredrik Lundin og Peter Danemo genoptog for et par år siden det samarbejde der i 1997 tilvejebragte det gode album Music for dreamers and dancers. De opdagede hurtigt hvor meget de havde savnet at spille sammen.
Pladen hedder Nat og musikken befinder sig et sted mellem den blå time og der hvor natten bliver sort. Tempoet er behageligt roligt, lænende mod balladetempo. Men der sker mere end i en stillestående ballade. Det kommer ikke som den store overraskelse at Fredrik Lundin endnu en gang er velspillende. Han besidder en fænomenal evne til, at være inde i musikken. Han har bevæget sig mellem forskellige at jazzens stilarter. Oftest med gode resultater til følge, så det er ikke uden grund at han har mange fans i det ganske jazzland. Denne plade vil med garanti tilfredsstille dem alle. Han er på toppen.
At Lundin har fundet sammen med Peter Danemo igen er en ubetinget fornøjelse. De omgiver sig med den 77 årige veteran, trompetisten Jan Allan, den unge pianist Jonas Östholm og den jævnaldrende bassist Christian Spering. De er alle folk med et navn på den svenske jazzscene.
Der ofres megen plads til sammenspil mellem Lundin og Allan og de har ikke svært ved at finde hinanden i melodierne. Der er luft og plads til soloer der smyger sig om musikken og mine ører.
Kopasetic: www.kopasetic.se

KortJazzNyt Uge 21 2011

I den kommende weekend er der atter Spot festival i Århus. JazzDanmark har to navne på programmet; Hess is More og Girls in Airports. Der er dog også en masse andet der kan interessere den nysgerrige jazzlytter. World, electronica og støj er nogle af de genrer der skal tjekkes ud, når Jazznyt raporterer derfra.

 

I morgen kl. 12 offentliggøres årets program for Copenhagen Jazzfestival. De store udenlandske navne er efterhånden på plads. Nu mangler vi at få spilleplanerne for alle de danske jazzmusikere, så der kan blive lagt planer for dagene.

jazz.dk

The Bad Plus har lige spillet sammen med det tyske big band hr Big Band fra Frankfurt Radio. Det skete under ledelse af Jim McNeely. Det allerbedste for os der ikke var der er, at det hele kan opleves på nettet i en meget flot TV-indspilning: liveweb.arte.tv/de/video/hr-Bigband_trifft__The_Bad_Plus_/

Martin Lutz's jazzsite jazzstjerner.dk er rykket ud af stuen og anmelder i denne uge Jan Harbeck's koncert på Jazzhouse. Lutz giver koncerten 4 stjerner. Anmeldelsen er krydret med nogle flotte fotos af Karolina Zapolska: www.jazzstjerner.dk/live-anmeldelser.html

Norske Jazznytt.no lægger hver gang deres magasin ud på deres site til fri download. Der er altid anmeldelser af mange danske plader, flere end der anmeldes af norske jazzplader i danske Jazzspecial. Nu er svenske OrkesterJournalen fuldt med på moden og har lagt seneste nummer ud til fri afbenyttelse på deres site: www.orkesterjournalen.com/index.php?option=com_content&view=article&id=1377 I øvrigt er Pelle Fridell og Jan Harbeck's duoprojekt Dellbeck anmeldt i begge magasiner. Nordmændene er mest begejstret for pladen. Der anmeldes også en masse danske plader i seneste nummmer af OrkesterJournalen.

Miles Davis' plade Tutu er kommet i vælten igen. Manden bag musikken på pladen Marcus Miller har udgivet en 2CD+DVD med en koncertoptagelse,d er hedder Tutu Revisited. Mens det originale album er kommet i en remastered version med ekstra materiale nok til en hel CD.

ECM Records er ude med flere godbidder, hvor en af dem er ret sikker på at blive en sællert. Lee Konitz, Brad Mehldau, Charlie Haden og Paul Motian Live at Birdland er en af den slags plader der bare skal indlemmes i den store jazzsamling. Der er også nyt fra Craig Taborn , Nils Økland og Meredith Monk.

Dan Berglund, bassisten fra Esbjörn Svensson Trio er klar med sit andet album med Tonbruket. Den første fik han prisen årets bedste svenske jazzplade for. Albummet hedder Dig it to the end.

Pat Metheny udgiver d. 17. juni et nyt album, What's it all about. Ud fra titlerne kan man få en idé om, at det er poppen han har kastet sig over denne gang: The Sound of Silence, Alfie, Garota de Ipanema, Rainy Days and Mondays, Betcha by Golly, Wow og And I Love Her er at finde på pladen.

De amerikanske jazzmusikere trompetisten Christian Scott, saxofonisten David Sanchez og vibrafonisten Stefon Harris har været i Cuba for at spille med lokale musikere. Det er der både kommet et album og en film ud af. Ninety miles: http://youtu.be/zjFvFqpisbQ

Delirium: Green side up (ILK)

Omkalfatret blues
 Her er fire stærke jazzmusikere der hælder al deres oprindelige kærlighed til jazzen ind i musikken. Jeg er ret sikker på, at det de spiller her er tæt på hjertekulen, selveste grunden til at de er jazzmusikere og ikke f.eks. rockmusikere. De har fundet sammen om at spille røven ud af jazzbukserne. Det giver så meget mening når jeg hører nummeret Sudden happiness. Højt tempo, pludselige temposkift og så er der solo hele vejen rundt. Vel at mærke solo i den helt klassiske forstand, hvor hver enkelt spiller sig helt ud. De tømmer posen for alle godbidderne for så at komme tilbage på sporet.

Her er blues, Ornette Coleman, Dorsey brødrene, omkalfatringer, abstraktion og tøjlesløs musikalitet. Det er meget let at falde for Delirium's tredje plade der blev indspillet i efteråret 2009 efter at de bla. havde turneret i USA. Der er spor langt tilbage i jazzhistorien, hvor Ellington, Mingus og andre store personligheder satte deres præg. Delirium hænger ikke fast, når de skuer tilbage. De tager det med som de har lyst til. Den finske saxofonist Mikko Innanen udgør sammen med danskerne Kasper Tranberg på trompet, Stefan Pasborg på trommer og Jonas Westergaard på bas Delirium. Delirium har et højt energiniveau. De har indtaget en masse af det fede, men sidder ikke tilbage i sofaen og falder i søvn mens savlet løber ned ad kinden.
Delirium har lavet et must-have album for alle jazz-feinschmeckere.
Bonusinfo:
Mikko Innanen er blandt de nominerede til Nordisk Råds Musikpris, hvor man også finder andre stærke jazzsaxofonister som Juhani Aaltonen, Lotte Anker, Mats Gustafsson og Jóel Pálsson.

ILK: ilkmusic.com

Marie Carmen Koppel/Benjamin Koppel: Brooklyn Jazz Session (Cowbell)

Søskende kærlighed
På et eller andet tidspunkt skulle den jo komme. Pladen hvor de to musikalske Koppel-søskende mødes musikalsk. Benjamin har allerede medvirket på flere af Marie Carmens plader. På denne plade er de begge i front og jazzen er stilen og de gør det også med stil. Pladen er indspillet i Brooklyn i selskab med en supertrio. Benjamins musikalske venskab med pianisten Kenny Werner er allerede dokumenteret på 3 forskellige albums og adskillige koncerter. Her har Werner taget topmusikerne Scott Colley på bas og Johnathan Blake på trommer med.
11 af pladens 12 numre er originaler. Pladens afslutningsnummer er standarden When I fall in love. Benjamin og Marie Carmen har skrevet flertallet mens Chris Potter har lavet en enkelt og Kenny Werner har lavet to. Potter's A pleasant thought er et forrygende nummer, jeg uden tøven ville sætte på min heavy rotation playliste, hvis jeg var natjazzradiovært. Sax- og pianosoli eksekveres med usvigelig sikkerhed og Marie Carmens fyldige soulstemme får plads til at frasere.
Marie Carmen Koppel er godt etableret som gospelsangerinde og springet til jazzen er selvfølgelig ikke ubesværet. Hun holder heldigvis fast i det hun kan. Hun synger med overbevisende sikkerhed og farver musikken med gospel og r'n'b-inderlighed. Koppel og Werner-trioen holder sig hjemme på jazzmåtten. De spiller med en melodisk lethed og sammen har de skabt et album der kan finde et bredt publikum.
Bonusinfo:
De kan allesammen opleves på samme scene, når Benjamin Koppels Copenhagen Jazzfestival-stunt løber af stabelen i Valby.
Cowbell: cowbellmusic.dk

Jean Michel Pilc: Essential (Motema)

Et Fazioli-flygel midt i stuen
På foranledning af trommeslageren Billy Harts anbefaling indledte Mads Vinding et samarbejde med pianisten Jean Michel Pilc. Vinding har tidligere samarbejdet med en lang række store jazzpianister herhjemme og i udlandet. Pilc er endnu en af dem, hvilket vi blev overbeviste om på Mads Vinding Trios Open Minds. De spiller tre aftener på Jazzhus Montmartre under Copenhagen Jazz Festival sammen med Billy Hart.
På den aktuelle plade møder vi Jean Michel Pilc aldeles alene med et Fazioli flygel foran publikum. Vi får mulighed for at gå i dybden med en af de mest spændende jazzpianister lige nu. Jean Michel Pilc's intenst inspirerende spil er i en lydkvalitet der får mit anlæg til at logre af glæde. Der er øjeblikke hvor Fazioli-flygelet står mit i min stue. Han spiller hele atten numre på pladen, hvor den fremragende midterste del er 6 Etude-Tableauer skrevet af Pilc. Han kommer bredt omkring i disse 6 etuder. Velkendte standards som Caravan, Someday my prince will come, Take the A train, Blue in green og Mack the knife præsenteres med vid og indføling. Min favorit er Too young to go steady, hvor han spiller gåsehudssmukt.
Pladen kan anbefales til jazzlytteren der blev tændt af Mads Vindings plade sammen med Jean Michel Pilc og var mere sulten.
Jean Michel Pilc: www.jmpilc.com

Radiostar: Mannish (Gateway)

Rolling Stones og noder
Michael Blichers gruppe Radiostar er noget helt for sig selv. De har deres egen originale lyd og denne gang har Blicher drejet det i en retning med mere rocket attitude. Musikerne er de samme, som på det roste album It cannot bleed fra 2007. Michael Blicher og Fredrik Lundin på sax, Niclas Knudsen på guitar, Thomas Vang på bas og Anders Holm på trommer. Albummets titel er taget fra Muddy Waters klassikeren Mannish boy, der ifølge Michael Blicher er det mest mandige nummer der findes. Det er bla. også her han har hentet musikalsk inspiration. Ikke sådan at forstå at det er en bluesplade. Inspirationen kan høres som en stemningsinspiration. Der er også hentet en masse inspiration fra Rolling Stones. Feks. er nummeret Familiar faces vel så tæt på Roling Stones' Honky Tonk Women som man kan tillade sig, for stadig at kunne kalde det sit eget nummer.
Niclas Knudsen indtager let rollen som Keith Richards med attitudefyldte riffs. Men Knudsen er også jazzguitarist, så han smider også nogle tekniske finesser ind i det enkle og effektive guitarspil. Som på Things in the wind, hvor Knudsens evner ud i afroinspireret guitarspil hurtigt høres. Blicher og Lundins saxofon parløb er den væsentligste årsag til at Radiostar er så lette at identificere. De spiller unisont, den samme melodilinje og der er overlades ikke megen plads til improvisation. Et væsentligt og relevant element er at Radiostar ikke er et improvisationsorkester. De holder sig til det der er skrevet ned på nodearket. At Blicher så formår at få det til at blafre alligevel, fortæller vel mest om Blicher og Radiostars kvaliteter.
Radiostar: radiostar.homestead.com

Nyt dansk jazzsite

Da jeg for lidt over en måned siden skrev en kommentar her på bloggen om hvorfor der ikke blev anmeldt flere danske jazzplader, kom der en række forskellige kommentarer til indlægget.
Nu er der kommet endnu et svar i form af et helt nyt site med anmeldelser af danske jazzplader. En af de plader jeg undrede mig over ikke var anmeldt var Martin Lutz Groups It's swing not rocket science - jeg undrer mig i øvrigt stadig. Det er netop Martin Lutz der har lavet sitet. Han har anmeldt de to andre med Martin Schack og Cathrine Legardh, som jeg også undrede mig over ikke var anmeldt. Der er allerede en hel række andre anmeldelser på siden, bla. også nogle som jeg ikke har skrevet om her på bloggen (ganske enkelt fordi jeg ikke har fået dem til anmeldelse). Det er Mortens Aften, GinmanBlachman, Søren Nørbo Trio og Oliver Antunes/Jesper Lundgaard.
Martin Lutz har et enkelt element med i sine anmeldelser, som jeg ikke har. Han giver pladerne stjerner. Derfor er sitets navn jazzstjerner.dk særdeles vedkommende.
Herfra skal der lyde et stort velkommen til Martin Lutz og det gode initiativ!
jazzstjerner.dk