Det skal ikke være nogen hemmlighed at jeg synes, at Neneh Cherry og The Things samarbejde på pladen Cherrything er det mest geniale der er sket på den internationale jazzscene i år. Jeg havde desværre ikke mulighed for at opleve dem til koncerten på Jazzhouse, hvor de spillede under Copenhagen Jazzfestival.
Politikens hyggejazzer Henrik Palle var sendt i byen som anmelder. Han gav koncerten 3 hjerter og kaldte det noget larm. Mens Niels Fez Pedersen på Bloggers by Choice har lavet en skøn og begejstret anmeldelse af koncerten. Da jeg så læste den norske Jazznytt-redaktør Jan Granlies anmeldelse fra koncerten på den norske jazzfestival Molde Jazz, var jeg klar over at jeg var gået glip af det helt store. Granlie, der har været til en millionmillard jazzkoncerter, kalder dem for det største siden Miles Davis i 1984.
Den unikke blanding af freejazz, obskure undergrundshits som Suicides Dream baby Dream, en tilsyneladende færdig popsanger fra 90'erne og en energiudladning af de helt vilde er intet mindre end genial. Det sker ret ofte at jeg skriver om danske freejazzudgivelser her på bloggen. Niveauet er megahøjt. Hvorfor er der ingen danske freejazzere der kaster sig ud i lignende crossoverporojekter. Jeg er godt klar over at trioen The Thing internationalt set er noget helt specielt. Blandt andet i kraft af samarbejdet med Sonic Youth. Men der er et uudnyttet potentiale på den danske freejazzscene. Nu skal der selvfølgelig ikke laves et kopiprojekt af Neneh Cherry & The Thing. Kombinationen af hiphop, freejazz, indierock, punk og andet godt er bare så insisterende fedt!
Kom nu på banen, freejazzdrenge (og piger)!
Da Caroline Henderson lavede radiovenlig pop i Ray-dee-ohh i starten af halvfemserne var Jimmy Jørgensen en progressiv og fræk frontfigur i Hotel Hunger. Hvorfor valgte de så begge vejen med voksenvenlig søndags-hyggejazz da de blev modne? Er der ikke nogle danske rock, punk eller hiphopfolk der tør kaste sig over den vilde jazz? Er der ikke nogle vilde jazzere der tør kaste sig ud i et projekt, hvor rytmen overvejende har en puls og hvor der er sang? Jeg kunne komme i tanke om flere danske jazzkunstnere, der har grundsubstansen til, at kunne gøre det. Jesper Zeuthen Trio, SVIN, Angel, The Mighty Mouse, TS Høeg (lav da for hulen noget farligt sammen med Sort Sol-Steen), Lovedale, Søren Kjærgaard, Carsten Dahl Experience og Anderskov Accident for blot at nævne nogle få.
Bugpowder havde gang i noget, der lugtede af den samme fisk for snart 10 år siden. Jazzerne Kasper Tranberg og Mads Hyhne fik i samarbejde med rockerne Laust Sonne og Jonas Struck trukket mange ikkejazz-publikummer til deres koncerter. At det så tilmed lød godt var en helt fin bonus.
