Svend Asmussen: Embraceable (Storyville)

I dag er der lige præcis et år til han fylder 100 år. Han blev født et år før den første jazzplade blev udgivet. Han optrådte første gang i 1928. Jazzviolinisten Svend Asmussen var kun 13 år gammel, da han debuterede på havnen i Hornbæk med Singin' in the Rain. Han spiller også Singin' in the rain - endda som første nummer - på denne CD, der udgives i anledning af 99 års dagen. Det drejer sig om en koncertindspilning fra 1985 i Paris. På en lille klub med kun 26 publikummer spiller Asmussen sammen med tre franskmænd. Det er første gang at de spiller sammen. Svend Asmussen genfandt indspilningen i sine arkiver. Da han hørte den, tænkte at det var noget af det bedste der var indspillet med ham. De tre franske musikere bakker ham behørigt op, men det er Asmussen der er i centrum.

Det er svært at være uenig med ham. Det er swingjazz i den rene form. Det kan høres, at han er ovenpå sit materiale. Han bevæger sig uhæmmet rundt i klassikere som Sophisticated Lady, Trubbel, Things ain't what they used to be, Just a gigolo og mange andre. Det er afslappet og virtuost spil fra en spillemand i særklasse. Pladen er et meget velkomment supplement til de mange plader der er kommet med ham gennem årene. Det er en intim performance med en musiker der gør det han er bedst til. Han skaber kontakt med lytteren med sin inciterende swingjazz. Der er højt humør hele vejen. Tillykke, Svend!

storyvillerecords.com

Sigurdur Flosason & Kjeld Lauritsen: Daybreak (Storyville)

Sidste gang var natten kommet. Timerne blev blå. Mens de fleste lå og sov, spillede de nattens toner for nattens jazzkatte. Nu er dagen på vej. Denne gang har de fundet 9 melodier, der tematisk handler om at natten slutter og en ny dag begynder. 9 vidunderlige jazzstandards er lagt i hænderne på den islandske altsaxofonist Sigurdur Flosason og hans danske soulmate, hammondorganisten Kjeld Lauritsen. De har begge jazzen inde under huden. De spiller med indføling og ægthed. Når de topper kvartetten med guitaristen Jacob Fischer og trommeslageren Kristian Leth er der lagt op til en god stemning. Vi er i balladeland. Der hvor alt falder på plads og går op i en højere enhed. Lige der hvor nattens sidste cigaret ryges i selskab med en håndbajer og lidt intim snak med sidemanden/kvinden.

In the wee small hours of the morning, Softly, as in morning sunrise, Morning Glory og som rosinen i pølseenden Oh, What a beautiful morning. Det er stemningsfyldt og elegant udført. Der er selvfølgelig meget der peger tilbage på noget, der er hørt mange gange før. Det er jo ikke revolutionerende jazz, det her. Selv om jeg gerne vil være en progressiv jazzblogger, er det svært ikke at holde af klassisk jazz med skandinaviske nuancer, der spilles så godt som det er tilfældet med denne plade. Daybreak er et vidunderligt soundtrack til morgenkaffen og afskeden med natten. Om det så handler om at dagen begynder og man skal i gang, eller det handler om at natten er ovre og sengen kalder. Det er ligegyldigt. Det er kærlighed til jazzens inderste væsen. 

storyvillerecords.com

Emil de Waal+, Gustaf Ljunggren, Søren Kjærgaard feat. Elith “Nulle” Nykjær: Handmade in Denmark (edw/DME)

Den første plade var nærmest en ikke-plade, der udkom i nogle få hjemmebrændte eksemplarer, men ellers kunne den både streames og downloades. Det var faktisk først et år senere at den blev udgivet i regulær fysisk form. Et år efter at de fik en velfortjent Danish Music Award for årets bedste danske jazzudgivelse 2013. Det var en plade, jeg også var meget begejstret for. Så derfor har den anden udgivelse med Emil de Waal+, Gustaf Ljunggren, Søren Kjærgaard feat. Elith “Nulle” Nykjær været meget imødeset med spænding fra min side. Igen er der tale om en “lavmælt” udgivelse i hvidt papcover med enkel sort tryk og pladetitlen Handmade in Denmark håndskrevet med tusch på coveret. Der er inkluderet 3 kompositioner fra Nulle. Der er bl.a. titelnummeret som han lavede til Tv-serien I sandhedens tjeneste, hvor han var sammen med Poul Nesgaard og Christoffer Barnekow. Et skævt, lettere surrealistisk opdagelses/rejseprogram fra en tid, hvor seer-tal ikke havde den store betydning. 

Handmade in Denmark er heller ikke lavet ud fra nogen bekymring om lyttertal. Det er musik der er opstået i en meget særegen kvartet, hvor alle fire musikere har noget meget forskelligt med i bagagen - og det bruges og høres. Emil de Waal er kapelmesteren bag trommerne, der også har komponeret et par numre, bl.a. den meget smukke titelmelodi Handmade in Denmark - der kunne være en titelmelodi til en ny Danmarksfilm, lavet af en opdateret version af PH. Nulles tone på klarinetten har en skøn beroligende virkning. Kvartettens livtag på Simon & Garfunkel-traveren Sound of Silence kunne være endt i en cheesy klistret sag. Men det er lige præcis det, de kan styre udenom. Respekten for melodien er intakt, Nulle spiller det Nulle kan og Søren Kjærgaard supplerer med en lækker beskidt Wurlitzer-solo. Gustaf Ljunggren har udover guitar og tenorsax, banjoen fremme flere gange, bl.a. på hans egen Gräns. Pladen lukker ned med et medley over melodier af nyligt afdøde Hans-Henrik Ley. Cirkeline har fødselsdag og andre lækre melodier lukker en fantastisk plade ned. Den er gennemsyret af musikalsk nærvær og intimitet. Handmade in Denmark er et originalt og godt bud på nutidig dansk jazz, der kan nå bredt ud.

facebook.com/emilgustafsorennulle

Janis Görlich’s Kleiner dicker mönch: Bei nacht (Shoebill Music) >> Janis Görlich’s Bummelzug explosion: In der ferne (Shoebill Music)

Berlin har en god undergrundsscene for jazzen. Her er pladeselskabet Shoebill Music bl.a. værd at lægge mærke til. De står bag udgivelser med den anmelderroste kvartet KUU! og trommeslageren og bandleaderen Janis Görlich. Pladeselskabet fokuserer på kvalitetsudgivelser på vinyl. Jeg har fået fingrene i Janis Görlichs to seneste udgivelser, hvor guitaristen og Penumbra Ensemble bagmanden Henrik Olsson medvirker på begge. Det er undergrundsjazz i ordets bedste betydning. Jazz hvor det skæve dyrkes og forfines - hvis man da kan sige det? Den nyeste plade Bei nacht er lige udkommet. Her er det i trioformatet at trommeslageren og percussionisten Janis Görlich udtrykker sig. Sammen med Henrik Olsson på guitar og Jonas Hauer på accordion præsenterer han en række natlige melodier, der er i musikalsk gæld til bl.a. jazzmunken Thelonious Monk, som også er med i form af kompositionen ‘Round Midnight. Det er en opdateret Monk, der befinder sig i en nutid, hvor rock, Tom Waits, drama også køres ind over. Det er et psykedelisk, dystert, spøjst og afvekslende sammenstød af genrer og stilarter.

På LP’en In der ferne fra 2013 omgiver Görlich sig med fire musikere, bl.a. også Henrik Olsson - der her går under navnet Thor Oscar Olsson. Her bliver det noget lysere. Det er stadigvæk det skæve der er i centrum. I stedet for accordion er der 2-3 saxofoner og piano/keyboards med. Det er lettere skramlet og bevæger sig afsted som et bumletog, på vej mod en eksplosion. Der er en rytme og puls der i et roligt tempo. Det er en jazzplade for lyttere, der har trådt deres barnesko i den alternative rock og trænger til at få udfordret ørerne en smule. 

Fælles for begge plader er, at det er nogle meget flotte vinyludgivelser. De er gennembearbejdede med tryk på indercover. Det er nummererede udgivelser, der begge er kommet i 300 eksemplarer.

shoebill-music.com

janisgorlich.de

Stefan Pasborg: The Firebirds (ILK)

Han har et udgivelsesniveau, der giver selv garvede jazzbloggere sved på panden. Det er den tredje LP (yes vinyl!), som jeg har modtaget indenfor de sidste fire måneder med Stefan Pasborg i en fremtrædende rolle. Denne gang så fremtrædende, at det kun er hans navn, der nævnes på coverets forside. Efter udgivelser med Ibrahim Electric og Carsten Dahl er Pasborg gået all in med et meget personligt projekt. Det tager udgangspunkt i, at både hans mor og stedfar var dansere ved det Kgl. Danske Ballet. Om søndagen lyttede de til klassisk musik. Lille Stefan var ikke klar til den slags. Han hørte Elvis, Police og heavy. Men så oplevede han som 9 årig Stravinsky’s The Rite of Spring. Han fik gåsehud af de indledende rytmer til Dances of the young girls. Her blev grundstenen lagt til det aktuelle album.

Sammen med Anders Filipsen på keyboards og Anders Banke på tenorsax og klarinet har Stefan pasborg lavet en plade med musik af Stravinsky. På den ene side af LP’en er det dele fra Ildfuglen og på den anden side er det dele fra The Rite of Spring der også kendes som Le Sacre du Printemps samt en enkelt komposition af Aram Khatjaturjan. Det er balletmusk og det er ikke svært at høre broen mellem Stefan Pasborg og balletdansermoderen. Pasborg danser bag trommerne i et afvekslende og flyvende elegant spil. Der høres elementer fra andre Pasborg-projekter. Alligevel er der en konsekvent og sammenhængende energi i trioen. Banke og Filipsen spreder sig ud i musikken og er med til at give et fyldigt lydbillede. Det er en imponerende og flot bro, der bygges mellem den klassiske og den rytmiske musik. Endnu en gang vil jeg anbefale en Stefan Pasborg-udgivelse. Denne gang er det sandsynligvis en plade, der kommer til at lyse i lang tid i Pasborgs karriere.

LP’en kommer i et smukt gatefoldcover på mat pap. Vanen tro er det Rasmus Meisler, der har stået for den grafiske udformning. Det er også derfor at LP’en er et vidunderligt stykke kreativitet.

Pasborg.dk

Jakob Sørensen: Bagland (Jaeger Community)

En gang i mellem dukker der debutplader op, der fortjener roser af den helt store slags. Trompetist Jakob Sørensens plade Bagland hører hjemme i denne sjældne kategori. Jeg har tidligere hørt ham med trioen Elliot på pladen Girls with radical haircuts. Han har medinddraget guitaristen Alex Jønsson fra Elliot på Bagland. Det er en klog beslutning. Alex Jønsson har i de senere år opbygget et omdømme som en af vores mest spændende unge guitarister, bl.a. sammen med Live Foyn Friis og i hans egne projekter. Jønsson har ligesom Jakob Sørensen det skandinaviske inde under neglene. Det er de lyriske og melankolske melodier der er i højsædet. Det er selvfølgelig hørt mange gange før. Hvad er så det der gør Jakob Sørensen og Bagland til noget særligt?

Han har skabt musikken i et afsides sommerhus, sidste vinter i Nordjylland. Det er afklaret og gennembearbejdet musik, der ikke behøver at blive pillet mere ved. Jakob Sørensens tone på trompeten er i den rene skala. Der er noget klassisk og velfunderet i hans spil. Det bruges i musikken til at skabe organiske og naturinspirerede stemninger, der har hjemme i naturen. Morgendisen og vinterens høje blå himmel. Ensomme fugle der bevæger sig roligt afsted. Et af pladens højdepunkter er Forandringens fortvivlelse, hvor de enkelte medlemmmer af kvintetten præsenterer sig med nogle velturnerede soli. Frederik Sakhams bassolo og ikke mindst Frej Lesners afsluttende percussion får nummeret til at svæve. Jakob Sørensen behersker balladerne til fulde. Der er også den opløftende melodi Something Pretty, med heltetrompet. Bagland er en meget anbefalelsesværdig plade. Den fortjener at blive lyttet til. Læg i øvrigt mærke til billedet på coveret. Det er taget af naturfortografen Kirsten Klein. Det passer perfekt til stemningen i musikken.

baglandquintet.com

Eliel Lazo & The Cuban Funk Machine (Stunt)

Funken var inde i en guldalder i 70’erne. USA satte dagsordenen for dagsordenen. Der var også andre steder, hvor det blev svedigt på den funky måde. På Cuba dominerede navne som Irakere og Los Van Van. Det har den herboende cubanske congasspiller eller conguero Eliel Lazo ladet sig inspirere af på sit andet album. Her har han bl.a. inviteret Yellowjackets-saxofonisten Bob Mintzer i studiet sammen med landsmændene Yasser Pino (bas) og Raciel Jimenez (trommer) og de danske guitarister Mikkel Nordsø og Per Gade.  

Musikken er funky, elektrisk, cubansk, jazzet og fyldt med spændende indfald. Grundstammen med Lazo’s fire congastrommer, Pino’s elbas og Jimenez’ trommer er med til at give pladen det høje niveau. Undervejs udsættes vi for guitarsoli og andet sjovt, som man ikke hører hver dag (i 2015). Der er nik til Herbie Hancock og andet godt fra 70’erne. Pladen er anbefalelsesværdig til dem, der trænger til funky indsprøjtning pakket ind i cubanske rytmer og jazzede arrangementer. 

sundance.dk

Debre Damo Dining Orchestra: Yesega Wat (DDDO) 7”single

Velkommen til en omgang hårdkogt ethiojazz, der i løbet af 3 minutter pisker en hed stemning op på dansegulvet. Den danske kvartet Debre Damo Dinning Orchestra er som snydt ud af en ethiopisk saxofon. Inspirationen fra ethiojazz kongen Mulatu Astatke er slet skjult på denne debutsingle fra gruppen. De gør det til gengæld så godt, at jeg først troede at det var et ægte ethiojazzband, indtil jeg så at saxofonisten hedder Søren Lyhne Skov, organisten hedder Peder Mertner Vind, trommeslageren hedder Mathias Arbo Klein og bassisten hedder Andreas Halberg. Her gik det op for mig, at de næppe var fra Ethiopien.

A-siden Yesaga Wat er en skramlet uptempo-sag, der i lyd og stemning holder hele vejen. På B-siden Minem Aydelem er tempoet skruet ned. Singlen er sikkert allerede at finde i vinyl-DJ-taskerne rundt omkring. Den er veludført og har en særlig aura af kult-potentiale omkring. 

facebook.com/debredamodiningorchestra

Jonathan Kreisberg: Wave upon wave (New for Now)

Han har over årene opbygget et ry som en af nutidens stærkeste jazzguitarister. Amerikaneren Jonathan Kreisberg har besøgt Danmark adskillige gange. Her har bl.a. spillet på Jazzhouse. Det gør han igen tirsdag d. 17. februar. Her indfinder han sig med det nyeste album Wave upon Wave i bagagen. Et album der understreger hvor stor en guitarist Jonathan Kreisberg egentlig er. Der hældes en god portion virtuositet ud af guitaren. Han er ud af den samme jazzguitartraditionen som Jim Hall, Pat Metheny og Pat Martino. Jazzguitarspil der stiller store krav til de tekniske kvaliteter. Samtidig med at der en dyb forbindelse med kompositionerne og materialet. Kreisberg kan det! Han spiller med en varm og elegant tone. Desuden er han ikke bleg for at spille hurtigt og avanceret.

På Wave upon wave er han sammen med saxofonisten Will Vinson, bassisten Rick Rosato og trommeslageren Colin Stranahan. Dem medbringer han også på Jazzhouse. Her bliver der rig mulighed for at høre noget af den stærkeste nutidige New Yorker-jazz. Det er ikke så tit, at det  kan høres på Jazzhouse, som det var tilfældet for 10 år siden. Når det så er en mand som Kreisberg, er det en kærkommen lejlighed til at blive mindet om, at når man spiller jazz bundet op på stærke traditioner. Så gør det heller ikke noget at det gøres overbevisende og veldrejet som det er tilfældet med Jonathan Kreisberg. 

jonathankreisberg.com

Hans Olding/Jaska Lukkarinen: Far from Rio (El Dingo Records)

Den svenske guitarist Hans Olding er gået sammen med den finske trommeslager Jaska Lukkarinen, der i hjemlandet hører til blandt de unge jazzmusikere, der er mest fremme i skoene. Sammen med landsmanden og saxofonisten Karl-Martin Almqvist, der er kendt fra DR Big Band og bassisten Mattias Welin har de lavet en jazzplade med udgangspunkt i den lyriske afdeling. Det er swingende, dynamisk, udadvendt og spændstig jazz. Det er jazz, der stiller store krav til udførelsen. De teknisk krævende arrangementer er dog ikke noget problem for kvartetten, der lugter lidt af New York i 90’erne.

Hans Olding har en ren og afklaret tone, der står flot til Almqvists sax. Olding. Almqvist og Lukkarinen deles om komponisttjansen på en plade, der havner lidt i ingenmandsland. Der er ikke noget at udsætte på den tekniske udførelse. Men hvis det skal mere end lugte af New York, skal der en anden og mere indarbejdet skarphed ind over kvartetten. Flot og desværre lidt upersonligt.

eldingorecords.com

Stian Swensson Trio: Memories (Gateway)

I 2008 flyttede nordmanden og guitaristen Stian Swensson til København for at gå på Det Rytmiske Musikkonservatorium. Han bor stadigvæk i København, hvor han i 2013 blev kandidat fra konservatoriet. I efteråret 2014 startede han på den overbyggende solistuddannelse på det Rytmiske Musikkonservatorium. Nu har han også udsendt den første plade i eget navn. Det er her han skal prøve kræfter med jazzlytterne. Det er formfuldendt og teknisk velafviklet triojazz med guitaren i front. 

Sammen med svenskerne Paul Hinz på bas og Daniel Johansson på trommer har han en rolig og afbalanceret plade, hvor han både spiller på akustisk og elektrisk guitar. Det bliver sine steder en tand for anonymt. Der er heldigvis afstikkere som Golden Goal, hvor Swensson presser sig selv og medmusikanterne i spil og afvikling. Memories præsenterer en teknisk stærk jazzguitarist, der måske mangler at finde sit eget personlige udtryk - på den anden side er der et heftigt grundmateriale at tage udgangspunkt i.

soundcloud.com/stianswenssontrio

stianswensson.com

Carsten Meinert Kvartet: To You (Frederiksberg Records)

I 1969 udkom Carsten Meinert Kvartets To You første gang, i 500 ekspemplarer på deres eget selskab og blev kort efter genoptrykt af Spectator Records. Siden er det blevet en af de mest eftertragtede danske jazzplader. Ikke bare blandt pladesamlere i Danmark, men også i Europa. Selv amerikanske Down Beat skrev om pladen i 2001 i klummen Vinyl Freak. Klummeskribenten John Corbett nævner Meinert i samme åndedrag som svenskerne Börje Fredriksson, Bosse Wärmell, Niis Sandström og Gilbert Homström og finnen Juhani Aaltonen. Meinert kaldes for en del af subkulturen “The Nordic take on Trane”. Musikere der med udgangspunkt i Coltranes spil, sætter deres personlige præg på den stærke saxofonstil. Det var i øvrigt svenskeren (og saxofonisten) Mats Gustafsson der bragte pladen til USA og Corbett i forbindelse med en byttehandel. 

Der er selvfølgelig noget der lugter lidt af frimærkesamleri, når man taler om sjældne (jazz)plader. Meget ofte gemmer der sig også stor musik i rillerne. Det er der i høj grad tale om med denne genudgivelse af Carsten Meinert Kvartets plade. Jazzvinylentusiasterne Søren Skov og Andreas Vingaard har dannet pladeselskabet Frederiksberg Records, der står for genudgivelsen på både download, CD og LP. På CD’en er der inkluderet fire ekstranumre. 

Kvartetten består udover Meinert på saxofon også af Ole Matthiessen på piano, Henrik Hove på bas og Ole Streenberg på trommer. Ole Matthiessen havde ligesom Meinert oplevet John Coltrane ved koncerterne i København i 1961, 62 og 63. Det præger deres musikalske udtryk meget. Pladen åbner endda med John Coltranes Naima. Der er noget af den samme messende stemning i musikken. Det er stort. Men der hvor det bliver rigtigt stort og denne plade for alvor indskriver sig i “Den danske jazzkulturarv”, er den over 12 minutter lange udgave af Dansevise. Få år inden denne indspilning vandt den det internationale Melodi Grand Prix. Carsten Meinert hælder sin sjæl ned i saxofonen. Ole Streenberg danser frygtindgydende stærkt på trommerne. Ole Matthiessen og Henrik Hove garnerer med intenst pulserende spil. Coltrane lytter undrende nede fra graven og ærger sig sikkert over at det ikke var ham, der gav Dansevise sanselig jazzspiritualitet.

Carsten Meinerts egne kompositioner står også fint pladen. Der er reminiscenser af afro og nordisk musik i det. Denne udgivelse har fået mine øjne op for en overset dansk jazzmusiker. Det er et prisværdigt og flot stykke arbejde som Frederiksberg Records har udført med tilbundsgående linernotes og lydmastering. To You er en meget anbefalelsesværdig udgivelse!

facebook.com/frederiksbergrecords

Ask Kjærgaard: At fortælle menneske (Target) 2LP

I 1989 udkom romanen At fortælle menneskene, skrevet af Svend Åge Madsen. En roman der i handling og historie har gjort stort indtryk på mange læsere. En af dem er musikeren Ask Kjærgaard, der ligesom Svend Åge Madsen er fra Århus. Ask Kjærgaard har taget dele ud af bogen og lavet et soundtrack til romanen. Jens Albinus læser op fra bogen mens Ask Kjærgaards musik tilføjer endnu en dimension til den i forvejen omfangsrige fortælling. Ask Kjærgaard har taget centrale dele ud af romanen og fremhæver dem på pladen. Tøgers Gudsbevis er med sit syn på ateismen og religion til alle tider aktuel. Ask Kjærgaard indrammer det med veloplagte skæve blæsere fra Jacob Danielsen på sax, Scott Westh på trompet og Jens Bang på trombone. De dukker op flere gange på pladen.

Blæserne er med til at give det afvekslende lydbillede, der overvejende præges af Ask Kjærgaard der ud over at spille på diverse guitarer og spiller på forskellige keyboards. Ask Kjærgaard har en grundnerve i eksperimenterende og nysgerrig musik. Det har han bl.a. tidligere vist med pladen The Curse of Harry Dean og i gruppen Acid Plutonium. Det er musik der inddrager elementer fra eksperimenterende musik, rock, country og jazz. Han lader det smelte sammen i et stemningsmættet og betagende univers, der godt kan minde om Rune Funchs Picture Music. Hvor Funch skaber musik til billeder, skaber Ask Kjærgaard musikbilleder til en roman. Det er blevet et overbevisende stærkt værk, der i sin form som dobbelt-LP i gatefoldcover lægger op til at man sætter sig ned og lytter. 

targetgroup.dk

Goran Kajfes Subtropic Arkestra: The Reason why vol. 2 (Headspin Recordings)

Det er et sammenstød, et clash af kultur og etnicitet i en grad, hvor Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterna må skide i bukserne af skræk. Goran Kajfes er oprindelig fra Jugoslavien, han bor i Sverige og har hentet musikalsk inspiration i Tyrkiet. Det er funky kefir med et strejf af köttbullar og lime. Bandleaderen for Subtropic Arkestra, Goran Kajfes har nu lavet sit andet album med det ni mand store orkester, hvor halvfjerdserne ikke er langt væk. Det er multikulti og bevidsthedsudvidende jazz med psykedeliske farver. Pladen lægger ud med tyrkisk halvfjerdserfunk, hvor andet nummer Adimiz Miskindir Bizim med Kajfes’ polerede trompet, giver mig mindelser om et soundtrack til en charterrejse i 1974.

Det er ikke kun Tyrkiet, hvor Kajfes har hentet musik fra. Amerikanske Grizzly Bear (Yet Again), brasilianske Milton Nascimento (A Lua Girou) og camerounske Francis Bebey (New Track) er også finde på pladen. Det er berusende og besættende lækkert. Goran Kajfes er uden tvivl manden i front og han lader sig trompet gløde på vidunderlig vis. Men det er også et kolelktiv, hvor bandnavnets Arkestra skal tages bogstavligt. Sun Ra står ude i kulissen og har taget rumhjelmen af, så han bedre kan høre de skønne, funky og udadvendte svenskere. Det er en multietnisk fest, der på glimrende vis afspejler hvordan verden ser ud i dag. 

headspinrecordings.com

Jakob Bro: Gefion (ECM Records)

Det er hans 11. album i eget navn siden debuten Daydreamer fra 2003. Det er til gengæld første gang, at Jakob Bro udgiver sin musik på et af de vigtigste jazzpladeselskaber i verden, tyske ECM. Her har han tidligere medvirket på plader med Paul Motian. En musiker som har sat dybe spor i Jakob Bros tilgang til jazzen. Sammen med en anden Motian-musiker, bassisten Thomas Morgan, som Jakob Bro har haft et tæt samarbejde med siden de mødtes i 2009, i forbindelse med indspilningen af August Rosenbaums debutalbum Beholder. Ligesom Motian har haft stor betydning for Bro, har en anden trommeslager Jon Christensen - der også spillede med Keith Jarrett i 70’erne, bare i den skandinaviske kvartet - påvirket Jakob Bro intenst. Det er med de to musikere, at Bro har lavet albummet Gefion. 

Musikken er et destillat af det som Jakob Bro er en mester i. De frie, flydende og strømmende ballader rendyrkes her i forfinet grad sammen med to musikere, der kommer ind under huden på Jakob Bros kompositioner. Bro er kendt for at lave enkle kompositioner, der overlader meget til de musikere som Bro omgiver med. Det giver dem plads til at vise hvem de er og finde sammen om musikken. Der er Thomas Morgan’s pulserende bas på And they all came marching out of the woods. Der er Jakob Bro’s rene Telecasterguitar med rum og luft. Der er Jon Christensens underspillede mægtighed. Det er en trio der har lavet en nutidig jazzplade, der i løbet fyrre minutter får hjertet til at flyde med. Det er meditativt, givende og behageligt at lytte til Gefion. Med andre ord en meget anbefalelsesværdig plade.

Bonusinfo:

Pladen er dedikeret til Ib Skovgaard, der gennem årene har skrevet og rapporteret entusiastisk og vidende om Jakob Bro.

Jakob Bro er på turné med pladen i den kommende tid, hvilket bl.a. bringer dem til Berlin, Herning, Århus, København, Lissabon og Bremen.

player.ecmrecords.com/bro-2381#

jakobbro.com

Schlippenbach Trio: First Recordings (Trost)

Den tyske pianist Alexander von Schlippenbach er ikke uden grund blandt europæisk free jazz’s fremmeste kunstnere. Han startede Globe Unity Orchestra i 1966 og Berlin Contemporary Jazz Orchestra i 1988, hvor folk som Misha Mengelberg, Willem Breuker, Paul Lovens og Evan Parker har medvirket. På den aktuelle plade møder vi Schlippenbach sammen med netop Parker og Lovens, i deres første indspilning sammen fra 1972. Den har ikke tidligere været udgivet. Den er optaget i forbindelse med Workshop Freie Musik på Kunstakademiet i Berlin. Det er free jazz i den europæiske ånd. 

Trioens allerførste møde er interessant af flere grunde. De tre musikere har bl.a. hentet inspiration fra Monk (Schlippenbach) Coltrane (Parker) og Andrew Cyrille (Lovens). Det er anden form for free jazz der kommer fra de tre, end den man ellers hørte i de år fra USA. Det er ikke black power, blues og soul der er naturligt med i bagagen. Det er klassisk musik og efterkrigstidens europæiske avant garde der gøder jorden for de tre impromusikere. Er man fan af europæisk free jazz er denne plade en fornøjelse.

trost.at

Ola Paulson: Return, serene Skoarkki (Konvoj Records)

Han bor i Malmö og står i spidsen for Konvoj Ensemble med bl.a. Lotte Anker og Jakob Riis og som jeg skrev om i oktober 2013. Anker og Riis udgav for nylig en duoplade sammen på Paulson’s Konvoj Records. I samme forbindelse kom denne plade, hvor Ola Paulson er alene med saxofonen, som han undervejs præparerer, så den ikke lyder som instrumentets opfinder Adolphe Sax havde tænkt det. Ola Paulson henter inspiration i naturen i det nordlige Sverige i nationalparken Sarek i Lapland. Det er Sveriges største nationalpark med bjerge, dale, vandfald og øde natur. 

Det er ensom musik, hvor det fornemmes at her kommer ingen mennesker. Vi overlades til tankerne og lyden. Ola Paulson frembringer lyde af saxofonen, så man helt glemmer at det er sådan en han spiller på. Der er elementer der kan minde om Lars Greves Breidablik fra sidste år. Ola Paulson er dog en tand mere radikal i brugen af saxofonen som eneste instrument. Han lader den stå mere alene. Pladen er fyldt med stemningsmættet musik, der stiller krav til opmærksomhed.

konvojrecords.com

Florent Nisse: Aux Images (Nome)

Den franske bassist Florent Nisse har indkaldt international assistance på debutpladen Aux Images, i form af den amerikanske saxofonist Chris Cheek og den danske guitarist Jakob Bro. Det er selvfølgelig ikke kun fordi de er gode, at Nisse har hidkaldt de to musikere. Nisse har hentet stor inspiration hos Charlie Haden, Bill Frisell og ikke mindst Cheek og Bro’s tidligere, nu afdøde arbejdsgiver, trommeslageren Paul Motian. Arven fra den amerikanske trommeslager er tilstede i stemningen i musikken.

For Bro-kendere er pladen ganske spændende. Der er hel del klassisk Jakob Bro-guitar med tid, ro, luft og rum. Man fristes næsten til at sige at han ikke udfordres unødigt meget. Der er heldigvis læssevis af gode eksempler på godt sammenspil mellem Bro og Cheek mange steder på pladen. Min favorit er H Code, hvor Bro presser guitaren en tand mere og nærmest sparker gang i bandet. Generelt er pianisten ikke særligt hørbar i lydbilledet - mens Nisse gør en god figur på bassen. Så, Jakob Bro-fans (jeg ved at I er derude), tjek pladen ud. I bliver næppe skuffet.

florentnisse.com

Markus Pesonen Hendectet: Padme (Barefoot)

At jazzen ikke går så meget op i grænsebomme er en gammel nyhed. På denne udgivelse er det ført ud til sit yderste. En finsk kapelmester der står i spidsen for et 11 mand stort ensemble med musikere fra 8 lande, heriblandt kun en enkelt dansker; Adam Pultz Melbye. Pladen udkommer på danske Barefoot Records og musikerne har mødt hinanden i Danmark. Der er sket en del udskiftninger i Markus Pesonen Hendectet siden debuten fra 2011. 

Musikalsk befinder det sig mellem det stramt komponerede og arrangerede til improviserede mellemspil, der fungerer som overgange i de lange numre. Numrene har næsten karakter af at være minisuiter, med diverse stemningsskift.

Ensemblet rummer både violin, accordion, tre træblæsere, trompet, trombone, tuba og bas og trommer. Pesonen supplerer med både guitar og elektronik. 

Han er god til at bruge alle musikerne på en gang med fyldig lyd til følge. Det er meget originalt og virksomt. Der er  f.eks. det meget smukke nummer Flower of Life, hvor den russiske violinist Anna Chekasina synger/snakker. Der er åbningsnummeret North, hvor Pesonen bevæger sig elegant udenom kaos. Padme er et meget flot album der viser interessante nutidige veje for store jazzensembler.

markuspesonen.com/hendectet

barefoot-records.com

Diana Krall: Wallflower (Verve/Universal)

Hvad er der lige sket? Hele grundmaterialet er til stede for, at der kan laves et brag af et album. Hun synger fantastisk og spiller mere end habilt piano. Hun medvirkede endda på Paul McCartney's 2012-album Kisses on the bottom med jazzstandards, hvor hun var koblingen til den ægte jazz. Men det er ikke på grund af det nye album, at hun fremstår som en stor jazzkunstner. Snarere tværtimod. Mage til ligegyldig sjask skal man lede længe efter. I 2004 lavede hun et album, der holder den dag i dag. The Girl in the other room var et dybfølt og ægte album, der var skabt efter moderens død. Krall brød ganske vist med standardjazzen, som hun havde rådyrket på de foregående 6 albums. Hun spillede musik af Tom Waits, Mose Allison, Bonnie Raitt, Joni Mitchell og hendes (dengang nye) ægtemand Elvis Costello, som hun også havde skrevet 6 numre til pladen sammen med.

På Wallflower har hun i stedet valgt musik der som udgangspunkt ikke er særligt interessant - og slet ikke i forhold til en nyfortolkning. Gilbert O'Sullivan's rædselsfulde Alone again (naturally) bliver hverken bedre eller dårligere af at Michael Bublé medvirker. Det er bare kedeligt. The Mama's & Papa's California Dreamin', Crowded House's Don't dream it's over, Elton John's Sorry seems to be the hardest word og 10 CC's I'm not in love kunne der godt gøres noget ved (hør f.eks. Fun Lovin' Criminals' gode og corny version af I'm not in love!) Men Diana Krall vælger at spille dem uden at udfordre hverken sig selv, lytterne eller kompositionen. Karaokeversioner af gamle popsange hører simpelthen ikke hjemme på det niveau som Krall burde tilhøre. Wallflower er uden tvivl det ringeste hun nogensinde har begået. Hun har lavet en god demoCD til en måneds engagement på et Best Western motel i midtvesten.

Hun er endda gift med en af popmusikkens helt store personligheder ud i både performance og komposition. Hun burde lytte noget mere til ham. Lade sig inspirere til, hvordan man bliver ved med, at lave udfordrende og nyskabende musik uden at man skræmmer kunderne væk. Lige nu laver hun glat og kedelig musik der skræmmer en gammel kunde (mig) langt væk.

dianakrall.com