Hugo Rasmussen 1941-2015

Summersession Vallekilde 2012

Reaktionerne er mange og personlige efter, at Hugo Rasmussen døde sent i går aftes. Hugo Rasmussen var en ener og spillede med mange. Han var musikalsk generøs. Han var stabiliteten og roen midt i musikken. Jeg har samlet en række Facebook-reaktioner fra nogle få af de mange musikere der har spillet med og lært af Hugo.

Jakob Dinesen - saxofonist

Hugo Rasmussen -hvil i fred 

-rest in peace

Carsten Dahl - pianist (og sammen med Hugo, trommeslager)

Min elskede Hugo døde igår kl. 22.45. 

Vi indlagde ham fredag for kun tre uger siden og det er gået så stærkt. Det er ufatteligt. Han har altid været der. Jeg kan lige nu ikke forestille mig en verden uden ham.

Malene Kjærgaard - sangerinde

Kære Hugo, tak for alt hvad du har beriget med af skønne toner, godt humør og røverhistorier. Du vil være savnet!! Flere af mine noder er stadig overtegnet med dine akkordrettelser - for "ham der har lavet det der, kender jo tydeligvis ikke sangen særlig godt”. 

Jeg er glad for, at jeg nåede at komme i din jazzskole, omend det var kort og desværre kun få gange.

Kjeld Lauritsen - orgelspiller

Dagens lammende nyhed er selvfølgelig at vi har mistet Hugo Rasmussen. Ikke alene en af de vigtigste personer i jazzmiljøet, men det slår mig at få personer har betydet så meget for dansk musik.

Styrken ved dansk jazz, eller "rytmisk musik" er at vi spiller sammen på kryds og tværs. Ingen inkarnerede dette mere end Hugo. Det betød jo på ingen måde at han ikke kunne grundlaget for musikken. Hugos indstilling til musik har spredt sig til miljøet så dansk musik har en mangfoldighed og jordbunden kreativitet, der er sjælden andre steder i verden.
Hugo var altid seriøs og humoristisk på samme tid og hans tilgang til bassen, som et instrument der skaber fundamentet for resten af orkestret har været en kæmpe inspiration, og noget der har gået sin sejrsgang i nyere dansk jazz.
Mit eget håb var at øve mit pianospil op og gøre en trioindspilning med Hugo, når jeg blev god nok. Verden lever nok uden dette, derimod er det svært at skulle undvære Hugo.

Sammen med Palle Mikkelborg's Oktet Januar 1966 på DR

Mads Mathias - sanger/saxofonist

Selvom det er med en klump i halsen vil jeg idag glæde mig over hvor rigt et liv han har haft og ikke mindst hvor mange liv han har beriget. 

Han døde som han levede: afklaret, humoristisk, kærlig, stærk og med et smil på læben.

Men hold op hvor jeg savner dig allerede Hugo!

Tak for alt min ven.

Janus Templeton - trommeslager

Kæmpe kram til vores allesammens gamle spradebasse Hugo Rasmussen, som vil gå over i jazzhistorien, hvis ikke det var fordi han allerede har jogget rundt i den de sidste mange år!!

Andreas Fryland - trommeslager

TAK for alt Hugo. Din rummelighed, generøsitet, nærvær og musikalitet. Hvil i fred.

Ayi Solomon - percussionist

The Great "Maestro" Hugo Rasmussen is finally at Rest in transformation. 

He is/was an inspiration to many in the jazz music scene in Dk./

EVERLASTING PEACE AND BLESSINGS HUGO!!

Aaron Parks - pianist

I wanna be like Hugo Rasmussen when I grow up. Rest in peace.

Niels Præstholm - bassist

Tak for alt Hugo Rasmussen. Du efterlader et kæmpe hul i dansk musikliv, både musikalsk og menneskeligt, som vi aldrig kommer til at udfylde helt. Jeg er superglad for de par job jeg nåede at spille med dig i årenes løb. I hvert fald det ene skyldtes en slags "Hugo" hvor Kenny Drew ved en fejl havde hyret to bassister til det samme job. Vi spillede Willow Weep for Me som duo. Jeg tror at det var ret smukt....hvil i fred.

Jeppe Gram - trommeslager

Hugo for pokker! Vi kommer til at savne en masse gode ting fra dig. Så meget af det er allerede sagt og skrevet her på fb. Det står klart hvor mange mennesker du har nået med din musik og dit væsen! Far vel og på genhør.

Ane Riel - forfatter

Jeg har pludselig fået noget, der ligner min barndomstro, tilbage: Gud er en mand med langt, rødt skæg, der sidder oppe i solskinnet og klapper med fødderne og har helt styr på, hvem der er nogle røvhuller og hvem der skal ha' et trutkys. Og Gud spiller "Sweets to the sweet" og swinger som bare fanden. Og Gud går med bøllehat. Det er godt.

Cæcilie Norby - sangerinde

Kæreste Hugo - du kan, om nogen, hvile i fred : ) Du har spredt så meget smil, latter, fest og fantastisk musik omkring dig! Du gjorde verden til et bedre sted for dine medmennesker : ) Jeg kan huske engang du reddede mig fra af vælte på min cykel med fire indkøbsposer og en lille 2 årig Asta bag på. Asta blev bange og græd - du greb fat i cyklen og da hun fik øje på dig, lyste hun op i et smil og strakte hænderne frem….det er bare den effekt du har haft på mennesker, Hugo - Tak for dig!

Tussi Mabunda/Morten Lindberg/Master Fatman - radiovært/DJ/bassist

Øv, det er bare Hugo Rasmussen.

En gang da kontrabassisten – uvist af hvilke årsager – kom kørende I limosine med tonede ruder til et job, passerede bilen en flok unger. De hujede og råbte og tænkte der sidder nok Michael Jackson eller en anden stor berømthed. Et af børnene tog mod til sig og åbnede døren for at se hvem der sad derinde. Han kiggede og råbte til de andre: Øv, det er bare Hugo Rasmussen.

Få jazzmusikere har som Hugo været folkeeje. Måske ingen. Finn Ziegler en smule, men så heller ikke flere. Lige så lang tid jeg kan huske har Hugo været der. I mit fjernsyn i en børnetime, med Trille eller i en live ting fra Montmartre. Ved en koncert på en klub i Odense eller i en gemen park. 

Gennem hele min barn og ungdom har den forholdsvis lille mand med det kæmpestore røde skæg og lange hår stået dér. Med sin uundværlige ven, kontrabassen – og været en del af det at vokse op i 70’erne, 80’erne og 90’erne.

På et tidspunkt ville jeg noget andet. Noget med jazz. Jeg skrev et brev til Niels Henning Ørsted Pedersen og spurgte om han ville være med i et band, hvor jeg skulle synge med meget dyb stemme + der skulle være trommer, violin, Hammondorgel, 3 korpiger og 2 barytonsaxer. NHØP takkede for tilbuddet men havde ikke tid. Og Gud ske tak og lov for det. Tænk at man skulle høre sig selv sige det, men sådan er det. For den næste jeg kontaktede var Hugo og han sagde ja før end jeg havde talt færdig.

Det betød en masse år sammen i den ene corny konstallation efter den anden. Tykke og fede oplevelser sammen - som Hugo udtrykte – og meget få rolige og kedelige øjeblikke.

Hans betydning for mig er ikke gået op for mig nu. Det mærkede jeg fra første dag. Livsglæden, etikken, moralen, jazzmoralen, den positive tilgang til alting, den enorme altomfavnende erfaring, skrapheden – men kun når den var på sin helt rigtige plads – og så fun. Masser af fun.

Ved vores højtidsmiddage når vi andre kom med flutes, oste, druer, oliven tapanader og syltede ingefær – kom Hugo med finker. Indvolde som lugtede i mit hjem i uger efter. Men skide være med det. For Hugo kom også med glæden. Til næsten alting. Til det at være sammen, det at spise, det at læse, det at samtale, til at joke og til musikken. Og han tog alle ud. Alle. I vores snobbede musikquis, som jeg brugte uger på at forbedrede gav Hugo os alle – inklusive andre old skool jazztrofæer – så meget baghjul at vi ikke end gang så røgen. Det eneste vi så var vores egen beundring – og lidt måben - over at nogen kunne have så små og alligevel fantatiske ører. ”Det er Tubby Hayes ….. og så er det Ronnie Scott og ……Terry Shannon … det tro jeg det er, altså på piano … og så er det Billy Eyden på trommer. Jeg ved ikke hvem der spiller bas, men han er god. Det ku’ godt være Phil Bates ….”.

Gang på gang naglede han ikke bare hovedartisten eller solisten – men alle medvirkende og medspillende.

Jeg kunne blive ved – og det gør jeg også. Det her er kun min egen lille historie med og om Hugo. Jeg ved fra nære venner at han for dem og betydet ligeså meget og også meget, meget mere. Og at han altid har været der – ikke kun når der var job, men også når det gjaldt.

Han var – og er – super funky, damn gammeldaws, helt fremme i skoen. Har spillet med alle – selv når jeg udfordrede ham med virkelig klenodier fra jazzens ydre kanter – så havde han alligevel næsten altid lige spillet én enkelt gang med dem på Samsø i ´72 eller i Holland på en husbåd ved en fest for en diplomat. Han kendte alle og var ven med hver og én. Alle de gammle støvede jazzere, dem i midten og alle de dugfriske.

Hugo har lært mig at man at man bestemmer selv hvordan det hele skal være. At man skal være glad, have det ret sjovt – for ikke at sige pissesjovt, at man skal være drønåben, ikke dømme nogen og at man kun skal trække en grænse når det virkelig, virkelig er nødvendigt.

I hans sidste tid viste han et overskud, som fik os alle til at være omkring ham med en varm, dyb beundring over at man kan takle det sværeste i livet, nemlig at give slip på det – på så smuk og fin en måde. Selv i de sidste dage hvor han var rigtig skidt var han ér når han åbnede øjnene og kiggede på en og smile, når han bad pigerne give ham fodmassage, når han kyssede farvel på munden – og med helt svag stemme var sjovere end der nogensinde har været på noget hospice i denne verden.

Spil på bassen deroppe så himmelen aldrig bliver den samme igen.

Hugo, jeg elsker dig – og det vil jeg blive ved med.

Jakob Park - pianist/sanger

HVIL I FRED, HUGO

Han er ikke længere blandt de levende.

Den folkekære Hugo Rasmussen har draget sit sidste suk og

efterlader en sangskat og en kulturarv, der bør kanoniseres og øjeblikkeligt sættes på finansloven. The Godfather of Danish Jazz, den levende legende, den allestedsnærværende, troldmanden, mentoren, langskæg. Hans lys skinnede på en hel generation af unge jazzmusikere, der lod sig lede af mesteren med bøllehatten. Kresten Osgood, Jakob Dinesen, Heine Hansen m.fl. var Hugos elever, der sammen med deres læremester var inkarnationen af dansk jazz med internationalt format. Hugo var en stjerne. Vores stjerne.

BØLLEHATTEN

Hugos jordnære og folkekære personlighed afspejledes ikke kun af de mange udsolgte koncerter han spillede, men også af hans afslappede tilgang til tøj, mad, mennesker, kunst og musik, hvor bøllehatten blev bassistens vartegn – en signalværdi, der talte sit tydelige sprog. Hugo afskyede når det hele blev for fornemt og stiliseret. Dyr rødvin (fransk Bourgogne) og Michelinrestauranter var bestemt ikke noget, der kunne aftvinge Hugos respekt. Ikonet dyrkede sine egne urter i haven og ville hellere sove på et spartansk bed-and-breakfast end på et 5-stjerners luksushotel. Bøllehatten var endda så glad for musik og mennesker, at han gennem en menneskealder spillede 3 koncerter om dagen og under jazztidens storhedstid i lille DK stod Hugo for 10 % af koncerterne til Copenhagen Jazz Festival.

EN HUGO

At lave en ”HUGO” er når en musiker har dobbeltbooket og derfor bliver nødt til at løbe fra det ene job. Hugo Rasmussens navn er mejslet ind i enhver spirende jazzmusikers bevidsthed og som om det ikke er nok har hans navn også fået fat i musikernes kalender- og bookingaktiviteter. Den folkenære Hugo elskede at snakke med mennesker og til koncerterne var det kun et spørgsmål om tid før Hugo spontant ville begynde at komme med finurlige kommentarer, mens der blev spillet (og grinet). Jeg husker en koncert på Jazzbar Bent J., hvor Hugos karakteristiske gnækkende stemme genlød i lokalet: ”Nå, Bent J – begynder du så snart at råbe?”. Bent J: ”Ja, det er lige før”.

Dialogen med publikum var meget vigtig for Hugo og manden var ene-stående til at tale med alle slags mennesker. Han fyldte rummet med tillid, livsglæde, munterhed og varme. Måske det var hans ildsjæl, der fik temperaturen i lokalet til at stige, så folk var tvunget til at sænke deres parader for en stund. I hvert fald var det tydeligt, at hvor Hugo befandt sig - var det behageligt at være. Enhver kunne føle sig tryg og godt tilpas når Mesteren var tilstede. Hans intense øjne, det varme blik og det eventyrlige skæg, der lige som alt andet i ham voksede vildt, fik ham til at ligne en klon mellem en vis troldmand og et orakel man havde lyst til at spørge om alt mellem himmel og jord.

DEN VARME TONE

Hugos væsen var ikke det eneste der var rundet af en varm imødekommenhed. Han var en mesterlig bassist, hvis varme tone var i stand til at tø selv den koldeste og mest jazzfjendtlige mandsling op. Han nåede at spille med de bedste amerikanske jazzmusikere, medvirkede på henved 1000 pladeindspilninger, turnerede på samtlige kontinenter og henrykkede flere generationer af danske jazzelskere.

Ligeså gavmild Hugo var af natur – ligeså nærig var han når det drejede sig om penge. Denne skribent husker de mange og lange køreture med den levende legende, hvor trommeslageren Janus Templeton, sangerinden Sweet Mary og undertegnede lige skulle ind på en tank og købe en cola, hvor det lød gnækkende og en anelse hånligt fra Hugo:”Nej, de kan ikke tjene penge på mig!!”. Der findes allerede utallige vandrehistorier om Hugos forhold til penge. Det forlyder at når Hugo spillede koncert i Montmartre tog han ikke blot sine egne medbragte flasker med hjem, når de var drukket. Nej, han tog også de andre musikeres flasker med sig hjem. Jeg husker med al tydelighed den dag, hvor Hugo ombord på Molsfærgen købte en is til min kæreste og jeg. Jeg var lige ved at miste mælet……

DEN STORE HUGO RASMUSSEN

Jeg erindrer den første gang jeg mødte min mentor.

Det var på Nordjysk Musikkonservatorium i 2007, hvor Hugo var kaldt ind som instruktør til en jazzworkshop, der strakte sig over 3 dage.

Jeg var en anelse starstruck, da jeg jo havde set manden optræde på TV i en menneskealder, havde hørt utallige af hans plader og der var en helt speciel aura omkring ham. Jeg husker da han gav mig et knus efter jeg havde spillet en klaversolo og jeg husker da han sagde til mig:”Jakob Park – jeg tror det kommer til at gå dig rigtig godt. Næste gang så står vi der igen og så spiller vi sammen”.

Mesterens ord var nok til at jeg turde stole på at jeg havde noget at komme med som musiker. Og vi skulle sidenhen spille et hav af koncerter sammen og lære hinanden at kende.

HUGOS KENDINGSMELODI

Hugo var en stor fan af Louis Armstrong og der er et nummer som der for mig er Hugo Rasmussens kendingsmelodi og som jeg havde fornøjelsen af at spille sammen med ham til mange koncerter. Det er en af de melodier, som for altid vil knytte sig til Hugo, der nu ikke længere er en levende legende, men en ægte legende. What a wonderfuld world spillet i et transparent og fuldstændig gennemsigtigt univers. Langsomt, melodisk og uden for tid og sted.

Hugo Rasmussen – æret være dit minde.

Din musik lever videre i os alle.

Jesper Løvdal - saxofonist (klumme fra Kapelmesterforeningens september blad)
Mandag morgen blev min planlagte klumme om Bent Sørensens klarinetkoncert til Martin Fröst - og mit efterfølgende møde med ham på KompositionsCamp på Engelsholm afbrudt.
Jazzens faderfigur i Danmark, Hugo Rasmussen har forladt vores verden. Min klumme går til mindeord om jazzikonet.
Hugo er rejst videre til nye og bedre steder, hvor han sikkert allerede nu sidder på sin egen sky, med englevinger og griner ned til os. Hugo Rasmussen havde et stort ønske om at møde salig saxofonist Bent Jædig igen, og de deler nok sky deroppe… og sikke en festsky det er !
Hugo var ikke kun akkompagnatør, som hans instrument lægger op til - og komponist som hans få, men sublime, kompositioner viser - men i allerhøjeste grad kapelmester. Hans egne udgivelser er alle milepæle i dansk jazz. Hugo var ikke medlem af Kapelmesterforeningen, selvom han spillede flere jobs som kapelmester end mange. I det hele taget spillede han flere job end de fleste og skånede ikke sig selv. Da jeg spillede med Hugo sidste gang kun fem uger før hans død på Fanø havde han allerede spillet et job tidligere på dagen i Solrød !! Han var mærket af sygdom, men spillede mere melodisk og sikkert end nogensinde. Hugo lovede dog at han for fremtiden kun ville spille to jobs om dagen, hvis de ikke lå i hver sin ende af Danmark.
Når man hyrede Hugo fik man ikke bare en bassist, men en ekstra kapelmester, der havde en skarp mening om alt fra repertoire, tempo, toneart, form, vejvisning og valg af tankstation.  Havde man brug for råd kunne man altid vende sig til Hugo, der vidste hvad musikken havde brug for lige nu for at lette. Holdningerne kom fra de helt rigtige steder: hans store viden om jazztraditionen og hans store og stædige hjerte. Hvis man ikke fulgte hans råd, sagde han bare:” Gør som Bent Jædig ville ha’ gjort, så kan det ikke gå galt”.
Der var mange hyggelige og sjove snakke de sidste uger på hospitalet og Hugo var stadig optaget af musikken. ”I overtager de jobs jeg har spillet fast, når jeg er væk, ikke ?” var vigtigt for ham at få bekræftet.  Og med visheden om at musikken lever videre kunne han lykkeligt sove ind.
Længe leve Hugo Rasmussen

Morten Ankarfeldt - bassist
Tak til Hugo, vores allesammens Bas-far.
Tak for alle de smukke toner og for kærligheden. Det var altid så utroligt inspirerende at høre ham spille – elskede det.
En helt utrolig livsglæde og nysgerrighed på livet og musikken lige til det sidste.
For mindre en 14 dage siden, besøgte jeg ham på Riget, et par dage efter at han var blevet indlagt og der mødte mig en fest på stuen da jeg kom op på 11. Etage. Stuen var proppet med mennesker, der var på besøg for at se til ham.
Fredrik Damsgaard var i gang med at forklare Hugo om sin spilleteknik på bassen – ja bassen var naturligvis med på sygestuen og Hugos øjne lyste af nysgerrighed og liv. ”Jaaaaamen altså, det er sejt det der – det er virkelig en helt anden teknik, men hoooold da op, hvor lyder det godt” udbrød han.
Hugo ville op af sengen og måtte gøre sig fri af slanger og drop: ”hjælp mig lige her – hvor er der pis og hvor der lort?”. Han kom op at stå og spillede et par toner på bassen og gav den et ordentligt kram. Det er en af Hugos gamle basser Frederik spiller på.
”Kom så Morten, så er det din tur - spil et nummer” sagde han.
Jeg tog bassen og spillede et lille nyt simpelt nummer for ham - han var en af de allerførste, der lagde øre til det: ”Waaauw – to toner på en gang, he he he”!
Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg fik lov at spille lidt for Hugo i samspil med hans sædvanlige og lune udbrud og kommentarer. Det var så tydeligt at mærke hans varme og kærlighed til musikken og mennesker.
For nyligt har jeg netop indspillet dette nummer og lånt to af Hugo lejekammerater, Jakob Dinesen og Mads Hyhne.
RIP

Bjarke Falgren - violinist
For 3 uger siden hørte jeg Hugo Rasmussen spille sidste gang. Han spillede i viseteltet på Musik over Præstø Fjord. Jeg stod uden for teltet og var fuldstændigt betaget af hvor fantastisk han spillede. Han fik straks øje på mig og sendte mig det kærligste og varmeste blik, blinkede til mig og denne varme følelse blandet med hans bløde himmelske bastoner er det der sidder i mig nu. Jeg har haft så mange gode og dybe stunder sammen med Hugo. Både i musikken, i de dybe samtaler og når vi lavede sjov og fik os et godt grin. Hugo gjorde en forskel for så mange mennesker. Han nægtede at bruge GPS når vi var ude og køre, for han vidste altid hvor vi skulle hen og hvordan vi skulle komme derhen - såvel på vejen som i musikken.
Magen til generøsitet og nærvær finder man sjældent. Tak Hugo du klinger videre i så mange af os!

Paul Banks - sanger og guitarist

Min ven Hugo Rasmussen er død.

Engang i midten af 70’erne var vi sammen på en pladeindspilning. Vi indspillede i en uge, og Hugo hentede mig hver formiddag, for jeg havde endnu ikke fået bil, og han kørte alligevel lige forbi. Jeg havde aldrig mødt ham før – jeg havde ikke engang hørt om ham - men allerede på den første af de daglige køreture til studiet på Amager, opdagede jeg, at her var en rigtig musiker. Det var en slags åbenbaring for mig. Uden at gøre det mindste væsen af det, viste Hugo med hele sin optræden og med sit spil, hvad en ægte musiker er.

Som utallige andre aspirerende musikere, blev jeg et af Hugos børn. 

Som Hugos børn lærte vi at spille adskillige jobs om dagen – hvis det kan stå i kalenderen, kan det spilles. Vi lærte at køre hele natten efter sidste koncert i Oslo for at nå et job på Fyn næste formiddag. Vi lærte, at intet job var bedre end et andet. Vi lærte at spille for glæden ved musikken og glæden ved at dele musikken med publikum. Vi lærte også at være stolte af at udføre vores arbejde, og at vi skulle behandles og aflønnes rimeligt.

Hugo var stædig, påståelig, sindssygt irriterende, fjollet, nærværende, fraværende, umådelig kærlig og gavmild, nøjsom, og et af de mest begavede mennesker, jeg har kendt. Hugo spillede renere end de fleste bassister og han havde en meget smuk tone. Det er også en uomtvistelig sandhed, at han havde fundet ind til kontrabassens inderste hemmelighed: at den skal være en dyb, sejt hoppende badebold i bunden af musikken. 

Men af alle hans karaktertræk var de centrale hans ærlighed og hans usentimentale og nøgtern livsholdning. Alt det andet – hans altid gode spil, hans stærke personlighed – var et resultat af hans evne til at forholde sig til sig selv og alt omkring ham: Alt er alligevel nøjagtigt, som det er, hvorfor foregøgle noget andet? Det er så enkelt, at det forsvinder mellem fingrene på en. 

Men det er for mig hemmeligheden bag Hugos storhed.

Kig dig omkring: Hugo var med på over tusind indspilninger, lige så mange fjernsynsudsendelser, en milliard jobs med en million forskellige musikere af vidt forskellige observanser. Han har kørt flere kilometer end den flittigste handelsrejsende eller lastbilchauffør og spillet på alle verdens kontinenter. Ikke bare fordi han var myreflittig. Heller ikke fordi han var verdens bedste bassist. Fordi han var Hugo.

T.S. Høeg/Dane T.S. Hawk - saxofonist/forfatter
mindetekst til hugo boss-far:
bare her forleden spurgte oliver laumann, om jeg ville med for at besøge hugo, som mere & mere døjede … fra vesterhood spadserede vi over nørrebronx til riget, hvor vi fandt frem til hugos tomandsstue, som han delte med en familieomringet afrikaner, der fik en høflig hilsen, inden vi bag det hvide forhæng øjeblikkeligt sindsspjættes af synet af hugo, der ligger der som en lille omvæltet havenisse … forsigtigt vækker vi ham, og befippet slår han et par mærkelige øjne op, mens jeg siger: ”harold ashby”, der henviser til såmænd sidst hos kresten osgood, hvor hugo til et af vores oxford-møder i musikalsk vækkelse lynskarp havde blindfold-gættet netop ellingtons sene tenorsaxofonist, harold ashby, men det er åbenbart alt for meget for hugo, og han er tydeligvis ikke helt med, hvilket slet ikke ligner ham, sådan som han altid har været opmærksomt levende, så det står åbenbart værre til, hvilket ryster os yderligere … hugo ligger sig om på ryggen, mens han tegndirigerer os til at sidde ned på hver side af sengen … hans øjne svømmer og med tør mund siger han: ”thorsten, din...,” hvilket altid har indbefattet en længere tirade, men han orker ikke mere end det … hugo hæver sine arme, spreder fingrene, og vil han måle hænder? … nej, han vil flette fingre, så sådan gør vi … vi sidder hver med en af hugos bløde hænder, der ellers ifølge jesper thilo har walkbasset jorden rundt tre gange ... imens trækker han vejret uroligt eller slet ikke, og med besvær får han ytret kun få ting: "hvem er naboen?", spørger han oliver, som måske er afrikaneren i sengen ved siden af, så det hvisker oliver til ham, thi hvorfra i afrika vides jo ikke … ”klokken?” er en 18-stykker, men ”der er stille”, og jeg siger: ”mandagsstille”, hvilket hugo gentager med et ”det kan jeg li'”, og da naboen spiser rødgrød med fløde med lyden af ske mod porcelæn, mumler hugo: ”mormorlyd”, hvorefter der stadigvæk med vores hænder omkring hugos ikke sker meget mere … da vi engang spillede ellington-tunes sammen, var han selve det uforglemmelige egetræ af en "hugoriginal": ”hvis jeg læner mig lidt fremad, er du for langt fremme i skoene, og hvis jeg læner mig lidt tilbage, hænger du,” hvilket jeg blandt mange andre sager altid vil huske … efter en rum tid slipper han pludselig taget i os, at nu skal han hvile, så vi også kan komme videre … vi kysser hugo boss-far på munden, og jeg gør honnør, hvilket får ham til at grine, men han må holde inde, da det gør for ondt … han er allerede væk, men ikke i os ...

Alex Riel - trommeslager
Der er blevet skrevet så meget smukt og rigtigt om Hugo de sidste dage, og det siger jo unægtelig noget om, hvor vidunderligt et menneske han var. Jeg vil savne ham inderligt, den skøre kule.
Af en eller anden grund, som vi allesammen (inkl. Hugo selv) har glemt, var vi nogle få, der kaldte ham Sylmen ... så det sagde jeg altid, når jeg så ham. Så svarede han med Mühlpax Relæx! Han kunne tale sådan et russiskklingende Hugosk, som ikke gav det fjerneste mening – og det var meningen! Jeg er glad og taknemmelig for, at jeg nåede at sige farvel til Hugo, få dage inden han rejste herfra. Nu sidder han nok deroppe og griner og råber "Ja, den er god med dig, Mühlpax Relæx ... spil noget Zutty!" Vi ses, Sylmen (men altså ikke lige foreløbig).

Frederik Damsgaard - bassist
Det er en "Hugo".
Hugo har været så gavmild mod mig og en hulens masse andre bassister med udlån af basser. Det er jeg ham evig taknemmelig for og jeg ved at vi er mange, der har glæde af hans generøsitet.
Jeg fik den tanke at alle os, der har haft glæde af Hugo's gavmildhed, skulle mødes til et gruppebillede (med basser) til ære for Hugo.
Hvis vi hjælper hinanden med at finde "Hugo-erne" rundt omkring, kunne vi inden alt for længe lade os og "Hugo-erne" forevige.
(Der er selvfølgelig frivilligt)

Bent Clausen - vibrafonist etc.
HUGO
Vi savner dig. Minderne vælter frem. Tak for alt.
Bent & Charlotte

Bo Stief - bassist
Hugo mangler - det er så trist! Hugo har altid været der ... Hans fine personlige bas spil har været overalt siden 60 erne... alle ved hvem Hugo er.. Hugo har rørt så mange... savnet vil han i den grad blive .. tak for musikken Hugo!

Mads Vinding - bassist
farvel Hugo Rasmussen - og tak! - du har lært os så meget om musik..

Kjeld Frandsens nekrolog på Berlingske.dk

Cim Meyer - redaktør på Jazzspecial udtaler sig til DR.DK

LiveJazz: Niels Lyhne Løkkegaards Lights

Kan det smalle blive folkeligt? Det kan det måske ikke. Men man kan give eksperimenterende og smal musik så fornemme rammer, at det kommer ud til mange flere publikummer end det forventeligt ville have gjort. Det sørgede Aarhus Festuge for, da Aarhus Jazz Orchestra spillede Niels Lyhne Løkkegaards og Jakob Kirkegaards fælles kompromisløse musikstykke Lights. 

Det nye bibliotek Dokk1 placeret på havnen i Aarhus lagde lørdag, hele tre gange scene til Løkkegaards musik eller lydoplevelse, som det nærmere var. Blæserne fra Aarhus Jazz Orchestra - hvor Niels Lyhne Løkkegaard selv gennem adskillige år har været fast mand på altsaxofonen - var placeret på en lang række i et helt mørkt lokale. Det var kun oplyst af nødudgangsskiltene. Niels Lyhne Løkkegaard dirigerede fra den modsatte ende af rummet, musikerne, med nogle små lommelamper. Lys der spillede sammen med musikken. Værket startede med en enerverende massiv lydmur af en masse triangler, der blev spillet på i samme tempo, som når et gammelt vækkeur bimler og bamler. Der gik over frem minutter med minimale ændringer undervejs. Tiden føltes lang. 

Så kom skiftet. Jakob Kirkegaard og Niels Lyhne Løkkegaard havde før  koncerten optaget koncertrummets resonanser. Dem bragte Kirkegaard i spil og lod optagelserne gå i dialog med musikerne. Blæserne satte ind med lange dissonante toner der blev holdt så længe, at det føltes som uendeligt. Således fortsatte lydoplevelsen i et kvarter, hvor ændringerne var få og minimale. Det var hårdt arbejde man blev sat på som lytter. Når jeg fokuserede på tonerne i længere tid blev det så emotionelt overvældende, at jeg måtte melde fra og forsøge at fokusere på noget andet. Det var grænseoverskridende og provokerende. Lige præcis derfor blev det også nervepirrende og spændende. Niels Lyhne Løkkegaard har siden han lavede albummet Vesper skiftet musikalsk fokus. Han laver samtidsmusik, hvor melodi og rytme ikke har en betydning. Mangedoblingen af instrumenter og fokus på dissonans er omdrejningspunkter. Det er ikke “smuk” musik der pleaser. Det er besværlig musik der måske slet ikke er musik - men en lydoplevelse. Efter koncerten udtalte Niels Lyhne Løkkegaard, at samarbejdet med Jakob Kirkegaard var perfekt.

De tre koncerter på Dokk1 var en triumf for smal musik. Tre gange propfyldt sal med et publikum, der for manges vedkommende var totalt uforberedt på hvad der ventede dem. Jeg var tilstede under den sidste koncert. Folk blev siddende - flere omkring mig holdt sig for ørerne. Men de forlod ikke salen. De tiede stille og blev overrvældede af Niels Lyhne Løkkegaards og Jakob Kirkegaards lyd og lys projekt. Det er fantastisk når den smalle musik kommer så bredt ud. Tak til Festugen og Aarhus Jazz Orchestra for, at vove pelsen og give publikum en koncertoplevelse de ikke glemmer.

Koncerten blev i øvrigt indspillet med henblik på senere udgivelse.

NWK Quintet: Sonority (NWK/Gateway)

 Det er ikke så ofte at jazzplader af denne karakter bliver udgivet herhjemme. Bassisten Niels Wilhelm Knudsen har samlet et hold omkring sig, hvor kendere vil nikke anerkendende. Hele vejen rundt er det instrumentalister af allerhøjeste klasse. Det bliver tydeligt i Niels Wilhelm Knudsens arrangementer af egne numre. Her overlades megen plads til hver enkelt. Det er stærke musikalske individualister. Det er de samme musikere som medvirkede på debutalbummet, der blev nomineret til jazzens Danish Music Awards som årets debutalbum. Nestoren og saxofonisten Jens Søndergaard stiller sig gerne i front med hans både tilbagelænede og sikre saxofonspil. Thomas Maintz på både akustisk og elektrisk guitar er et sikkert valg. Jakob Svenssons vibrafon giver NWK Quintet et særligt distinkt touch. Trommeslageren Dennis Drud er den diskrete samling. Niels Wilhelm Knudsen holder sig heldigvis ikke tilbage på bassen, hvor han gerne stiller sig i den dirigerende front. 

Sonority er god fortsættelse på det første album. Det er jazz der i sin pågående tekniske iver, som på titelnummeret kan minde om Steps Ahead, når de er gode. Det er jazz der har rødder i cooljazzen og firsernes akustiske jazz. Musikken vokser frem af de solide grooves og gode melodier. Niels Wilhelm Knudsen er værd at holde øje med - og ikke mindst lytte til. 

Bonusinfo:

Niels Wilhelm Knudsen spiller med guitaristen Gilad Hekselman - der er JazzDanmarks Artist in Residence dette efterår - på Christiania Jazz Club d. 4. september og Bartof Station d. 6. september.

www.facebook.com/nwkmusic

Peter Tinning Transatlantic Trio: Twenty-two Twenty-two (Gateway)

Den danske guitarist Peter Tinning er uddannet på konservatoriet i Haag. Han debuterer nu med et album indspillet på Island sammen med den islandske bassist Thorgrímur Jónsson og den amerikanske trommeslager Scott McLemore. Han betegner musikken som værende "cool som en sommerdag nord for poalrcirklen". Musikken rummer ganske rigtigt noget af den vilde og utæmmede råhed, der hersker nord for polarcirklen. Der er en direkte klarhed i musikken. McLemore og Jonsson spiller også fast sammen i den islandske pianist Sunna Gunnlaugs trio. Her får Tinning serveret en gave. Deres organiske og intuitive sammenspil giver Peter Tinning gode muligheder for, at lade kompostionerne vokse. 

Det er blevet en plade der i et behageligt og roligt tempo bevæger sig afsted. Peter Tinning indskriver sig i den lange række af dygtige danske jazzguitarister. Styrken for Tinning er i valget af samarbejdspartnerne. Det giver det lettere rootsinfluerede jazzguitarspil et flot rum at udfolde sig i.

petertininng.com

Mads la Cour’s Almugi: Quartet (WhyPlayJazz) >> Mads la Cour’s Almugi: Duo (WhyPlayJazz)

Ved at vende tilbage opstår der noget nyt. DR Big Band trompetisten Mads la Cour er atter sammen med trommeslageren Kasper Tom og bassisten Andreas Lang - som han spillede sammen med i bandet Quartz, helt tilbage i 2006. La Cour udgav herefter et par kritikerroste albums, hvor han var sammen med andre musikere. Med det nye udspil får han åbnet op for et nyt kapitel i karrieren. Der er et intenst nervepirrende og superkoncentreret sammenspil mellem musikerne.

Mads la Cours musik er som en thailandsk madret. Her er balancen mellem det søde, sure, salte og stærke omdrejningspunktet for et vellyket måltid. Mads la Cour er alsidig på trompeten. Han efterlader nogle stærke indtryk i ørerne. Tilføjelsen af Lars Greves saxofon og klarinet i la Cours musikalske univers er genialt. De er åndsbelægtede og giver hinanden nogle gode musikalske indspark. Mads la Cour er fri og ubundet i sit trompetspil. 

Noget der også høres på duopladen, der er udkommet samtidigt. Her er la Cour sammen med trommeslageren Anders Mogensen, der ud over at være underviser på konservatoriet i Odense - hvor la Cour har gået for adskillige år siden - også var en af de første der brugte la Cour i professionel sammenhæng. Det er en noget mere eksperimenterende udgivelse end kvartetpladen. De kender hinanden godt og får skabt mange spændende situationer i det nærværende duosammenspil.

whyplayjazz.de

Book of Sounds (ILK)

Oh hvilken jazzethed! Hed jazzet! Jaz hedzet! Det er to saxofoner, bas og kapelmesteren ved trommerne. Book of Sounds er så velfungerende lækkert, at man bare skal lade musikken strømme en i møde. Har man først overgivet sig er det ingen sag. Anders Provis' projekt Book of Sounds er et overflødighedshorn. Anders Banke på saxofon og klarinet og Albert Raft på saxofon samarbejder forbilledligt. Det er da ikke utænkeligt at et crossover mellem Al Cohn/Zoot Sims og Ornette Coleman har pirket til Banke og Raft. Jeg hører dem som et nutidigt bud på skævt swingende bebop. 

Det er en ukompliceret plade. Den store kvalitet beror på kvartettens evne til, at finde sammen i en fælles musikalsk forståelse. Nils Bosse Davidsen på bas er Mingusmyndig. Han sætter den præcise, tydelige og stærke ramme om musikken. Det er her Anders Provis med overskud, udfolder sit trommespil med lydhøre bækkener og følsomme slag på trommeskindene. Book of Sounds er et godt bud på rasende velspillet jazz. Der er en stemning der peger over 60 år tilbage, samtidig med at der er en nutidig vibe i musikken. Book of Sounds er vellykket og anbefalelseværdig plade!

ilkmusic.com

Palmer & Rumklang (Idiotdisc) download+solbrille

Du møder festorgelets mørkere sider på duoen Palmer & Rumklangs første udspil. Pladen åbner med noget der lyder henad en lydprøve. Burkina Faso er en eksotisk fest fyldt med krydderier. Digterisk tristesse fylder rummet på Jeg savner mig. Safterne stiger os til hovedet på Go Go Girls & Organs. På Noget erotisk er vi halvberusede vidner til en lækkerlummer steming. Det er en flaskegrøn og tilrøget verden vi finder på swingnummeret Den nede fra værtshuset. Det sagde hun også i går er med agentguitar. Det gungrer afsted med Nr. Åby Autoservice’s gladere afroinspirerede univers. Lang tid siden er en kort guitarduo med masser af twang og åbne vidder. Nummeret Under 300 sender os ud i en længere psykedelisk hypnose. Hen mod albummets slutning falder det hele fra hinanden på The Guy’s the limit for så, at lukke ned med rytmeboks og nummeret Langsom swing.

Palmer & Rumklang består af Jakob Kofoed på trommer, percussion, guitar, bas og vokal og Nikolai Høi alias Aage Johnson på orgel, keyboard, synth, guitar og vokal. Udgangspunktet var fem numre som de havde lavet to dage før de skulle spille en koncert under navnet Skjorte & Slips. Herefter gik der et halvt år, hvor de så gik i studiet og lavede musikken til albummet i løbet af 24 timer. Udgivelsen består af en downloadkode og et par solbriller, som man passende kan tage på, når man lytter til musikken. Palmer & Rumklang er et fornøjeligt anderledes orgeljazzprojekt. 

palmerogrumklang.dk

Lippert/West: Nocturne (Calibrated)

Jeg har stor sympati for dette projekt. Som gammel fan af nu jazzen, der hærgede for over 10 år siden, er det en fornøjelse med nogen der forsøger at relatere sig til genren i dag. Men kan man opdatere noget så outdated som nu jazzen? Tjooh…det kan man vel? Lippert/West forsøger i hvert fald. Der er ikke så mange klangflader som man er forvænt med i nu jazzen. Der er til gengæld en bastant stortromme som gennemgående bund på projektet. Det er akilleshælen på dette album. På den ene side er det fedt med noget subwooferkræs. På den anden side er det blevet en gumpetung omgang, der vakler ubehjælpeligt afsted.

Jan Lippert på guitar og keyboards og Henrik West på bas og electronics samarbejder med Rumpistol, Anna Lidell og Frank Hasselstrøm, der har remixet numrene på pladen. Her er samarbejdet med Rumpistol det mest vellykkede. Hans remix af Noir er klart pladens bedste spor. Det bulnede, knasende og skæve tag på nummeret er boblende skønt. Der er enkelte andre lyspunkter, som f.eks. Urbano Beat med Anna Lidell. Overordnet efterlader pladen dog et indtryk af noget der ikke helt er lykkedes. Umiddelbart er det som om de ikke kan styre deres beats. Det løber løbsk for dem i programmeringen - de er alt for imponerede over alle mulighederne og glemmer sig selv som kunstnere i det hele.

calibrated.org

Nisse Sandström Quintet: Live at Crescendo (Moserobie)

Det er vel ikke frækt at kalde det for gubbjazz? Lækkert som jordgubbar og gammel som Gubben Noah - næsten. Saxofonisten Nisse Sandstöm er immervæk 73 år og er inspireret af gamle helte som Hank Mobley, Al Cohn og Lucky Thompson. Musikken er indspillet ved en koncert i den 55 år gamle jazzklub Crescendo i Norrköping - dog i 2014. Tenoristen Nisse Sandstöm har ikke været så pladeproduktiv gennem årene. Han fik Gyllene Skivan i 1972 for albummet The Painter og har siden kun lavet et par plader i eget navn. Sandstöm var på scenen sammen med instrumentkollegaen Jonas Kullhammar - der også har stået for udgivelsen af pladen via pladeselskabet Moserobie. 

Det er straight ahead jazz, der i sin overskudsfyldte iver kører afsted. Det er Sandström der er den gamle mester, så Kullhammar holder sig pænt ved siden af. Nisse Sandstöm har skrevet al musikken pånær klassikeren When Sunny gets blue. Der er en god klub-feeling i musikken. Her er det meget passende med en stor stark og skulderne sænker sig straks.

moserobie.com

Peter Asplund: Aspiration Home safe...and sound (Prophone)

Den svenske trompetist (og sanger) Peter Asplund serverer en række af jazzens allerstørste klassikere og det der ligner på sit nye album. Bill Evans’ Waltz for Debby er med Jacob Christoffersen på uforligneligt smukt klaver - men også Asplund ved sangmikrofonen. Sinatrahittet My way glimrer fordi Asplund her har valgt at lade trompeten stå alene i front. Han kommer også omkring Come rain or come shine fra Bill Evans/Monica Zetterlund kataloget, dog i en uptempo udgave - igen er det trompeten der er i centrum i øvrigt med en gæstesax Magnus Lindgren. For hulan da, hvor er Christoffersen dog i et swingende fornøjeligt humør på klaveret. 

Peter Asplunds trompet er fuld af følsomhed og virtuositet som en anden Chet Baker. Sangen holder bare ikke samme klasse. Asplund er betaget af Gene Lee - der skrev tekster til Waltz for Debby, Yesterday I heard the rain og et par andre på pladen. Det er på de numre han lader sin pæne røst gjalde.

Peterasplund.com

Gunnar Halle: Istanbul Sky (Ozella Music)

Gunnar Halle som vi herhjemme kender fra New Jungle Orchestra, er ikke bundet direkte op på jazzen på Istanbul sky. Han er nordmand og ikke bange for at bruge elektronikken. This last one is for You lyder som noget Portishead kunne have lavet. Den er med den gamle Tys Tys kollega Maria Laurette Friis på vokalen. Når Halle synger er det i falset. Han holder sig melodien når han synger og improviserer ikke i de høje tonelag ligesom landsmanden og instrumentkollegaen Arve Henriksen. 

Åbningsnummeret Istanbul Sky er en skøn fjollet popperle, der godt kunne have været med på et Tys Tys album. En favorit på pladen er Tchicai Silence - en hyldest til John Tchicai. Den lyder som en smuk vuggevise med Thommy Andersson på bas og Knut Finsrud på trommer. Lørdag er med tyngde og grum guitar fra Eivind Aarset. Albummet er som helhed værd at opsøge. Gunnar Halle gør det som han vil - og det fungerer.

gunnarhalle.com

Anders Lindsjö och Jakob Riis: Tack! (Setola di Maiale)

Støj kan udtrykkes på mange måder. Det kan være brutalt og larmende, som de japanske noiseekvilibrister Keiji Haino og Merzbow. Tager man til Malmö sker der noget helt andet med støjen. Den er ikke brutal i volumen. Det er til gengæld noget hidsigt stads at få i ørerne. Hyletoner der presser højtalerdiskanten til sit yderste. Skummende lavfrekvent støj, der til tider føles som nåle der vrides rundt i dine nervetråde. Jeg kan lige så godt tilføje, at jeg ikke har voldhørt denne plade. Jeg har kun hørt den igennem en gang. Men sådan er det med ekstremlytning. Der skal lige gå nogle måneder inden jeg hører den igen. Det er ikke musik, der giver humøret en gang lak. Det er en udmattende stærk oplevelse. Det er i det hele taget en interessant oplevelse at blive konfronteret med højfrekvente toner, der helt konkret gør ondt i kroppen. 

Svenskeren Anders Lindsjö og danskeren Jakob Riis bor begge i Malmö. Jakob Riis er også aktiv omkring The Orchestra, hvor han havde arrangeret sidste års udgivelse Money med big bandet. Han er meget langt væk jazzen på den aktuelle udgivelse. Lydene på Tack! er improviserede og frembragte i øjeblikket. Anders Lindsjö spiller akustisk og elektrisk guitar og Riis tager sig af computer, bækkener og feedback. Numrene har fornøjelige titler som Framför allt vill jag tacka…, Mitt varmaste tack…, og Särskilt tack vill jag rikta till… Den er udgivet på CD i et begrænset oplag på 100 af det italienske selskab Setola di Maiale, der udgiver musik under overskriften Musiche non convenzionali. Den findes også som download.

jakobriis.bandcamp.com/album/tack

Bjørn Solli: Aglow - The Lyngør Project volume 1 (Lyngør Records)

Der er ikke lige nogen bjælde der ringer hos mig ved navnet Bjørn Solli. Han er norsk jazzguitarist der har lavet en jazzplade, der på ingen måde ville kunne kvalificere sig til en udgivelse på ECM Records. Det lugter ikke af Jan Gabarek. Det er ikke fjordjazz. Det heller ikke sfærisk eller inspireret af norsk folkemusik. Det interessante er at han i pladens linernotes fortæller om musikkens tilblivelse, der knytter sig tæt til øen Lyngør. Det er heftigt swingende moderne jazz, der uden problemer kunne blive spillet en aften på klubben Smalls i New York - og ikke lige noget man forbinder med en ø i sydnorge. 

Solli har også et hold af musikere omkring sig for hvem New York er hjemmebanen. Pianisten Aaron Parks, saxofonisten Seamus Blake, trompetisten Ingrid Jensen (medvirker på fire numre), bassisten Matt Clohesy og trommeslageren Bill Stewart. Med sådant et hold kan det næsten ikke gå galt. Det gør det heller ikke. Det er udadvendt og direkte jazz, der ikke dvæler ved detaljer. Det er jazz med vidvinkel. Hans Pat Martino-inspirerede spil er veldrejet og fyldt med overskud. For lyttere med ørerne rettet mod New York er denne plade absolut lytteværdig.

bjornsolli.no

Filip Augustson: Viva Black (Found You Recordings) >> MoMoToP: Slipen Sessions (Pälsrobot Records)

Her er et par svenske plader fra jazzens mindre kendte navne. Et par plader, hvor specielt den første fortjener et lyt. Bassisten Filip Augustsson har på pladen Viva Balck allieret sig med violinisten Eva Lindal og trommeslageren Christopher Cantillio. Han fremhæver selv i pressematerialet at han er en lykkelig gift familiefar, der bor i en forstad. Det er ikke den sejeste identitet til en eksperimenterende jazzmusiker. Derfor har han kaldt pladen Viva Black for, at gøre det sejere. Musikken er da også alt andet end velfriseret og småborgerlig. Violinisten Eva Lindal kommer fra den klassiske musik - men har ikke problemer med den improviserede musik, der er central på denne plade. De hylder bl.a. de to trompetister Tomasz Stanko og Kenny Wheeler på henholdsvis Desperadon! og The Butterfly left the flower. Det er abstrakt impro med klare farver. Eksperimenterende med sjæl og puls.

Bandnavnet MoMoToP er et akronym for Mats och Måns och Tomas och Pontus. Pontus der spillede piano er ikke længere med i bandet. I trioformatet med guitar, bas og trommer har MoMoToP indspillet deres andet album Slipen Sessions. Musikken opstod sidste sommer (den der var varm), hvor de i den lille by Slipstensjön i det nordlige Sverige tog på en uges digital detox (minus smartphones etc.). De fokuserede 100 % på musikken i en uge. Her skabte de den musik, som de indspillede i efteråret i en kirke i Arvika. De har ladet sig insprere af naturen. Det er lavmælt jazz med små doser spræl. Styrken er de tre musikeres fine sammenspil. Svagheden er at det bliver lidt kedeligt.

Foundyourecordings.net

Palsrobot.se

DR og P8 Jazz svigter den nye internationale jazz

Det et en vild præstation at køre en jazzradiokanal 24 timer i døgnet, året rundt. DR's P8 Jazz er kanalen der skal omfavne jazzen og tilfredsstille mange lyttere. Der sidder ikke værter ved mikrofonen hele døgnet rundt, da der ikke budget til den slags. Musikken vælter dog alligevel ud af højtalerne i et væk. Når der ikke er en vært ved mikrofonen, er det en computer der afvikler musikken ud fra nogle givne playlister.

Hvad indeholder playlisterne så? Det kan man selv tjekke ud på DR's egen hjemmeside. Her kan man se hvornår kunstnerne er blevet spillet, hvilket nummer der blev spillet etc. Der er selvfølgelig spillet en masse Miles Davis. Der er også en masse der ikke er blevet spillet. Det giver sig selv, når man har at gøre med en genre, hvor den første plade udkom i 1917. 

De er rigtigt gode til at komme omkring den danske jazz. Her er P8 jazz altid topaktuelle og spiller gerne det sidst nye. Det forholder sig noget anderledes med den udenlandske jazz. Det ser man bl.a. med fire koncertaktuelle udenlandske kunstnere, hvor det kun er lykkedes for P8 at spille en enkelt af kunstnerne fire gange. De andre 3 er helt ude af playlisterne.

P8 Jazz behøver ikke at spille dem, bare fordi de er udenlandske og kommer til Danmark - eller hvad? P8 Jazz skal spille dem, fordi de er hot shit på den internationale jazzscene. P8 Jazz skal spille dem fordi de er gode og interessante for jazzlytterne. Er P8 Jazz ikke interesseret i at formidle? Vil de ikke fortælle lytterne om, hvad det er der sker på jazzscenen? 

Jarrod Lawson er en amerikansk sanger og pianist der spiller vokaljazz med store doser r'n'b. Han  placerer sig fint i kølvandet på Gregory Porter og Jose James som ofte er spillet på P8 Jazz. De er altså ikke bange for at køre den poppede jazz. Hvorfor pokker præsenterer de så ikke Lawson? Han spillede en række udsolgte koncerter i foråret i bl.a. England og Holland. Han vender tilbage til Europa i efteråret, hvor han spiller i Danmark. Skal P8 Jazz ikke afspejle det der sker på jazzscenen i Danmark?

Snarky Puppy gik udsolgt med 650 billetter på 12 timer til deres koncert i Herning til november. Det er den hurtigst solgte jazzkoncert i Danmark meget længe. De har aldrig spillet i Danmark og er i skrivende stund kun blevet spillet 4 gange på P8 Jazz. På den anden side tror jeg heller ikke, at Statsradiofonien havde spillet Charlie Parker ret meget, da han spillede i KB Hallen i 1950 - til statsradiofoniens undskyldning skal det dog tilføjes, at der ikke fandtes en jazzkanal dengang.

Endnu mere grotesk bliver det med Cory Henry og Kamasi Washington. Sidstnævnte er det mest hypede navn på jazzscenen lige nu. Hans nye plade The Epic har fået masser af ros i udlandet og herhjemme i avisen Information. Den lander helt sikkert i toppen på mange års bedste lister. Han spiller koncert i en lille gåturs afstand fra P8 Jazz studiet, i DR Koncerthuset Studie 2 til november. Dagen efter er det keyboardtroldmanden Cory Henry, der er på scenen samme sted. Det er godt nok Copenhagen Jazzfestival der leverer kunstnerne - men det foregår i et samarbejde med DR. Man kan ikke beskylde P8 Jazz for at lefle for den slags. P8 Jazz har aldrig nogensinde spillet Henry eller Washington. Her hylder de armslængdeprincippet i en noget misforstået udgave. Hvis det er fordi P8 Jazz synes at det er noget lort, så er det er helt fair, at de ikke spiller musikken. Hvis det er tilfældet. Så er jeg - og mange jazzfans og potentielle lyttere - meget uenige med P8 Jazz.

P8 Jazz værten Stine Danving har efter, at jeg lagde ovenstående på bloggen skrevet til mig og fortæller at:

“Jeg vil bare lige som en lille notits sige,  at vi spiller både Kamasi Washington og Snarky Puppy. Jeg har både spillet og omtalt dem flere gange i mine programmer, det er rigtigt, at de ikke er i rotation, men det ikke heeeelt korrekt at vi ikke spiller dem eller er opmærksom på dem. Et nyere navn som vi også er meget begejstrede for er basisten Ben Williams som også er ret hot lige pt, som vi også spiller. Musik afviklet fra cd'er fremgår ikke altid i statistikken på samme måde som de digitale skæringer - for når noget bliver afviklet på cd, er der nogle gange noget teknik der gør, at det ikke bliver vist på samme måde...

Det var bare lige det 

Kærligst, Stine”

Carsten Dahl: Grace (Tiger)

I pressemeddelelsen til Carsten Dahls nye album Grace, kaldes den for opfølgeren til Goldberg variationerne. Hvor Goldberg pladen excellerede i en dekonstruktivitisk klaverlyd, er den nye plade en tilbagevenden til et klaver der ikke er præpareret. Til gengæld er Carsten Dahl præpareret af de mange års intense arbejde med Bachs musik. Det er musik der er inspireret af den rejse. Pladen placerer sig også som en fortsættelse på soloklavereventyret der begyndte for over 15 år siden med Butterfly Dream og siden har kastet så markante udspil som grammy vinderen Solopiano fra 2003, Copenhagen Aarhus fra 2005, Effata fra 2010 og The Myth and The Moth fra sidste år af sig. Det nye udspil placerer sig i denne række som den smukke og yndefulde datter.

Den rene og pure enkelhed iklædt smukke toner møder lytteren på Grace. Carsten Dahl er en mangesidet pianist. På Grace har han skabt musik der for mange lytteres ører vil være klar til at bruge med det samme. Det kræver ikke de store forudsætninger - andet end lidt overskud til at lytte og lade Carsten Dahls smukke soloklaver strømme mod dine ører. Det er givende musik, der sagtens kan fungere som et lækkert soundtrack til dagens foreteelser. Carsten Dahls musik er improviseret og opstået på stedet. Han er tom når han sætter sig ved flygelet. Der er ikke en færdig køreplan. Der er til gengæld et liv og en masse timer foran flygelet der er gået forud. Grace har alle forudsætninger for at blive en plade, der kan blive brugt af mange. Den er billig (30 kr i en Tiger butikkerne) og den er vidunderligt indladende.

Udkommer d. 28. august.

carstendahl.dk

Jazz Live Efteråret 2015 - de store oplevelser

Jazz skal opleves live! Det er skønt med alt lytteriet hjemme ved højtalerne. Når musikerne står lige foran dig åbner det op for nye intense oplevelser. Der hvor øjeblikket antændes. Jeg har fundet en stribe koncerter frem fra dette efterår, hvor jeg vil være tilstede ved mange af dem. Måske ses vi?

Kamasi Washington

I det tyske magasin Jazz Thing bliver han kaldt den spirituelle jazz's svar på Gregory Porter. Han synger dog ikke, så han opnår nok aldrig den samme brede popularitet som Porter. Men saxofonisten fra Los Angeles, Kamasi Washington har med sit 172 minutter lange album Epic, alligevel braget i gennem jazzens lydmur. Han spiller i DR Koncerthuset Studie 2 d. 23. november. Det kan meget vel gå hen og blive årets jazzbrag.

http://jazz.dk/cphjazz/koncerter/14516/

The Necks

Australske The Necks gæster endnu en gang Jazzhouse i København, mandag d. 9. november. Jazzhousebookeren Bjarke Svendsen har hver gang opfordret mig til at komme. Som ulønnet jazzblogger fra Herning er det dog for dyrt, at drøne afsted hver gang der sker noget spændende i Kbh. Denne gang får jeg dem dog helt sikkert at høre, da de dagen efter også spiller på Atlas i Århus.

http://jazzhouse.dk/jazzklub/necks-au

http://fondenvoxhall.dk/koncerter/the-necks/

Ujazz

Fire! Orchestra har endnu en gang besøgt Jazzhouse. Denne gang skete det i forbindelse med Copenhagen Jazzfestival, hvor en henrykket Henrik Palle kvitterede med fem hjerter i Politiken og ordene: "Det var en aldeles forrygende forestilling, der bedst kan beskrives som ’heavy metal møder Stockholms politis harmoniorkester møder Ornette Colemans dobbelte kvartet fra 'Free Jazz' møder Cecil Taylors store orkester på 'Winged Serpent'-pladen’." De spiller i Aarhus d. 4. september, hvor de afslutter en-dags festivalen Ujazz på Atlas. Inden da er Christian Vuust, The Wild Mans Band (med Brötzmann), Jacob Anderskov Strings, Percussion & Piano, Illdjinn, Homies, Howe Gleb & Stev Shelley og Stefano Bollani & Diego Schissi på scenen.

http://fondenvoxhall.dk/koncerter/ujazz-2/

Pierre Dørge & New Jungle Orchestra feat. Kirk Knuffke

Den amerikanske kornetist Kirk Knuffke kommer til Danmark, hvor han spiller sammen med Pierre Dørge & New Jungle Orchestra på en turné. Knuffke medvirkede også Dørges kvartetplade Blui tidligere i år. Turnéen starter i Ry d. 23. september og slutter i Herning d. 27. september efter, at de har besøgt København, Hillerød og Føllenslev.

http://www.newjungleorchestra.com/tourplan

Snarky Puppy/Jarrod Lawson/Indra/Aaron Parks

Jo jeg har skrevet om det flere gange. Snarky Puppy spiller på Fermaten. Og jo jeg er med til at arrangere koncerten. Og det er også sandt at der er udsolgt. Men det er ikke det eneste der lugter af jazz, der sker på Fermaten i Herning. Søndag d. 25. oktober spiller den amerikanske sanger og pianist Jarrod Lawson på Fermaten. Hans nærværende og vedkommende blanding af jazz og r'n'b er smittende lækker. Det er bl.a. med spor tilbage til Stevie Wonder. Han spillede en række koncerter i foråret i England og Holland, med stor ros og opmærksomhed til følge. Lawson er starten på en heftig jazzuge i Herning. Allerede igen om tirsdagen er der besøg af den amerikanske sangerinde Indra Rios-Moore, der sammen med Benjamin Trærup, Thomas Sejthen og Uffe Steen har lavet albummet Heartland, der er udgivet internationalt. Det har fået berettiget ros fra flere markante jazzanmeldere. Lørdag d. 31. oktober spiller Aaron Parks og Christian Vuust på Carl Henning Pedersen museet. Det er med det nye duoalbum Storytelling i bagagen, at duoen efter eget ønske gæster museet, med den gode akustik og Steinway flyglet. Tirsdag d. 3. november slutter Snarky Puppy så dette musikalske festfyrværkeri af med en klokken 12 raket.

Fermaten.dk

Steve Gadd Band

Takket være saxofonisten Michael Blicher kunne vi sidste år opleve stjernetrommeslageren Steve Gadd i forbindelse med deres fælles turné rundt i det danske. Rygtet vil vide, at det gentages i 2016. Indtil da kan man møde Gadd i Amager Bio d. 2. nov, hvor han spiller saftig fusionsjazz sammen med et band, der bl.a. inkluderer keyboardspilleren Larry Goldings og guitaristen Michael Landau.

http://www.amagerbio.dk/index.php/events/index/steve-gadd-band-%28us%29/02-11-2015

Yaron Herman Trio

Den israelske pianist Yaron Herman er efter to albums på det tyske pladeselskab ACT, rykket til pladeselskabet Blue Note, hvor hans første plade udkommer d. 28. august. Allerede d. 18. september kan man opleve ham på Dexter i Odense, hvor han spiller sammen med trommeslageren Gerald Cleaver og bassisten Matt Brewer. Det kunne meget vel blive en stor oplevelse

http://dexter.dk/event.php?artist=yaron-herman-trio-2191

Tversted Jazzy Days

Den nordjyske jazzfestival er et sikkert indslag i efterårsferien. Musikchefen er orgelbetvingeren Niels Ole Sørensen, der selvfølgelig lader sin glæde for Hammond orgelet skinne igennem. Sidste år var det kæmpen Joey deFrancesco der gæstede den lille by. I år er det guitaristen Pat Martino, der tager tager Pat Bianchi med på orgel. Programmet byder også på den i USA bosatte, danske violinist Mads Tolling, der lige har fået en andenplads på det amerikanske magasin Downbeats liste Rising jazz violinists. Han spiller sammen med Jacob Fischer. Herudover er bl.a. Sinne Eeg, Jakob Sørensen, Riel/Pasborg, Christian Sands, Jørgen Emborg også at finde på programmet.

http://www.jazzydays.dk/with_fl/html/

Jazz i Trekanten

Jazz i Trekanten er navnet på den nye jazzfestival, der finder sted sidste uge i august 2015, fra 21. til 30. august. Vi befinder os geografisk i trekantsområdet med Vejle-Fredericia-Kolding. Det er Jazzforeningerne JIVE-Jazz i Vejle, Fredericia Jazzklub og Jazz6000 i Kolding der er gået sammen om at arrangere festivalen. Programmet byder på en god bunke trad. jazzbands og helt unge jazzmusikere. Derudover gæster bl.a. Emil de Waal og Nulle, Nicklas Knudsens Radio Timbuktu, Allan Mortensen, Bremer/McCoy, Magnus Hjorth, Henrik Gunde, Benny Green og Carsten Dahl den nye festival.

http://jazzitrekanten.dk

Ola Åkerman: Explosion (Calibrated)

Trombonespilleren Ola Åkerman fra Wonderbrazz har tidligere lavet albummet Dear Old Sweden sammen med Claes Jansson. Her var der fokus på svensk musik. Denne gang har han vendt synet mod USA. Det er funken der flyder fra trombonen. Den funk som skylder stort til f.eks. James Browns stilskabende trombonespiller Fred Wesley. 

Ola Åkerman befinder sig i det ubekymrede festhjørne. Der er masser af knald på kvintetten, der bl.a. tæller bassisten Mats Ingvarsson, der også lavede et funky album sidste år. Musikerne storhygger sig med grooves og vamps. Det er den gode stemning der er i fokus og den smitter. Pladen er ikke noget dårligt bud på en jazzet festplade anno 2015. Ikke voldsomt nyskabende - men for jazzlyttere med funky blod, er det ganske underholdende.

calibrated.org

Frost: Kaos & Kosmos (JL) >> Thomas Maintz & Aaron Parks: Duets in june (Beach Farm/Gateway)

Det er ikke den mest almindelige type duokonstellation i jazzen. Klaver og guitar. De fleste vil nok nævne Jim Hall & Bill Evans som de første de kommer i tanke om. Herefter begynder det at blive lidt sværere. Ikke desto mindre er der indenfor kort tid landet to af slagsen på mit anmelderbord. Frost med debutanterne Jeppe Lavsen (guitar) og Jon Døssing Bendixen (piano) har lavet pladen Kaos & Kosmos der er en musikalsk fortælling om jordens skabelse. De tager udgangspunkt i den nordisk mytologi, hvor Ginnungagap var det store tomrum der var i midten af verden før jorden blev skabt. På trods af eller måske netop p.g.a. at de kun er i starten af tyverne, gør at de har et skabt et friskt pust fra det århusianske. Sammen har de et interesant tag på de selvskrevne melodier.

Den anden plade er med Thomas Maintz der er sammen med den amerikanske pianist Aaron Parks. Sammen spiller de en række af Maintz’ kompositioner. Det er både nogle nye og nogle som han tidligere har præsenteret på pladerne Present og This is the colour. Parks og Maintz lærte hinanden at kende på Summersession på Vallekilde Højskole i 2013. Sidste år opholdt Aaron Parks sig i en længere periode i Danmark, hvor han var artist in residence. Her satte Maintz og Parks sig sammen nogle junidage og lavede musikken. Maintz er en teknisk meget kompetent guitarist, der både på elektrisk og akustisk guitar forvalter talentet til fulde. Maintz og Parks sætter hinanden stævne og finder sammen i eksperimenterende og frit univers, hvor melodien belyses og undersøge fra mange vinkler. 

thomasmaintz.com

Rune Kielsgaard/Jesper Zeuthen/Oliver Hoiness/Nis Bysted: Caribisk (Insula Music/kassettebånd) (Escho/download)

Det er som en stor pose bland selv slik. Alene tanken om posen er tillokkende. Indtagelsen af posen bliver et fråderen orgie. Men når det hele så er slut, så sidder man tilbage og er helt opkørt og ør i hovedet. 

Er man som jeg, fan af saxofonisten Jesper Zeuthen, så er dette kassettebånd ikke så lidt af en sukkerbombe. Tanken om en Zeuthen-overdosis er tillokkende. Selve lytningen bliver til et orgie, hvor jeg besættes af Zeuthen. Når det hele er ovre er jeg fuldstændigt udbombet og ør i hovedet. Pludselig indser jeg i mine lyttekramper, at det hele bare var et kassettebånd. Et kassettebånd med Rune Kielsgaaards kvartet Caribisk. Det er intens musik, der sætter sig mærkbart hårdt i kroppen. 

Saxofonisten Jesper Zeuthen og trommeslageren Rune Kielsgaard har spillet sammen i mange år i Anderskov Accident. Guitaristen Nis Bysted spiller Kielsgaard med i det tunge og eksperimenterende rockband Thulebasen, mens den anden guitarist Oliver Hoiness har været gæst i Kielsgaards nye trio Homies sammen med Ned Ferm og Jeppe Skovbakke. Det er musikere som Kielsgaard kender godt. Det kan høres at kvartetten i deres underjordiske dronejazz nedsmeltning, vrider dråberne ud af den knastørre impromusik. Det er en meget massiv lytte oplevelse, der er optaget live på Copenhagen Jazzhouse i maj i år. Jeg er meget begejstret og udmattet.

insulamusic.bigcartel.com/product/caribisk

Keith Jarrett: Creation (ECM) >> Gary Peacock Trio: Now this (ECM)

Da den 80 årige bassist Gary Peacock besøgte og spillede på Copenhagen Jazzfestival denne sommer, mere end antydede han at det var slut med Keith Jarrett trioen. Peacock har sammen med trommeslageren Jack deJohnette og maestro Jarrett henrykket mange jazzfans verden over. Men de er ikke færdige med at spille. Peacock og Jarrett er nu hver for sig aktuelle med nye albums.

Keith Jarrett har lavet endnu en soloplade. Denne gang er den sat sammen af indspilninger fra fire forskellige koncerter. Inden fascinationen over klaverspillet sætter ind, bliver jeg i særlig grad betaget af den utroligt flotte lyd der er på pladen. Klangen og dynamikken er fuldendt. Hvis du har et nogenlunde godt hifianlæg, vil du finde dig selv liggende på gulvet, mens du vrider kroppen af fryd. En anden væsentlig detalje der giver denne soloplade særlig glans i Jarrett-kataloget er manglen på klapsalver. På mange af de seneste soloplader har han haft en tendens til inkludere flere minutter lange klapsalver. Det er denne gang klippet helt væk. Jeg synes at det højner lytteoplevelsen på hjemmestereoen, når det smukke klaverspil ikke afløses af flere hundrede kødfyldte hænders dasken mod hinanden. Jarrett kalder pladen for Creation - Skabelsen. Det er skabelsen af livet og det levede. Det er forundring og beundringen over storheden i det skabte. De ni stykker musik er alle mellem 7 og 9 minutter lange. De flyder afsted i et adstadigt tempo. Creation er en af de smukkeste soloplader fra Jarrett i mange år.

Peacock har med sin nye trio fundet sammen med Marc Copland på piano og Joet Baron på trommer, der ikke får det til at lyde som Jarrett trioen version 2. Der arbejdes intenst med små musikalske figurer. Det er ikke melodien der er omdrejningspunktet. Fortabelsen over figurerne bliver noget trættende i længden og finder aldrig fodfæste. Førnøjelsen over Peacocks basspil er gudskelov intakt.

ecmrecords.com