Vinding Pilc Mazur: Composing (Storyville)

Med udgangspunkt i komponsisten Arnold Schönberg der sagde, at komponere var som langsom improvisation og Wayne Shorter der sagde: "To hell with rules, I'm going for the unknown”, har tre musikalske enere lavet albummet Composing. Her komponerer de real time mens de improviserer. Den gamle erfarne bassist Mads Vinding, pecussionisten Marilyn Mazur og den franske pianist Jean Michel har lavet albummet Composing, hvor de sammen spiller frit.

Det er næsten fem år siden at Vinding lavede Open Minds sammen med Pilc, dengang var det i et mere tradtionelt klavertrio setup med Billy Hart ved trommerne. 

Albummet Composing er delt op i 2 suiter. Den første i 7 dele afsluttes med jazzstandarden Alice in Wonderland. Mens den anden suite indeholder My one and only love. Trioen kan den svære kunst at gå direkte fra et sfærisk flydende spil til hårdt swingende triospil, hvor Pilc sætter ild til de to danske medspillere. Der er en vitalitet og løssluppenhed i trioens sammenspil. Mads Vinding tager ingen uoverlagte chancer og holder erfarent sammen på jazzen. Marilyn Mazur er percussionist og danser som vanligt ved trommerne i en grad, så man tager sig selv i at danse med, når man nærlytter til hendes spil. Pilc er et overflow af kreative idéer. Han holder ikke igen på godterne, der deles rundhåndet ud til lytterne. Composing er fri i sjælen og tæt forbundet med jazzens snirklede stier. Vinding, Mazur og Pilc har ikke problemer med at finde vejen sammen.

storyvillerecords.com

Ole Kock Hansen & Thomas Fonnesbæk: Fine Together//Nordic Moods (Stunt)

Ånden fra bassisten Niels Henning Ørsted-Pedersen der døde i 2004, er i allerhøjeste grad til stede på denne plade. For det første er det NHØP's barndomsven og mangeårige musikalske samarbejdspartner Ole Kock-Hansen der sidder ved pianoet. For det andet er meget af materialet noget som NHØP beskæftigede sig med i løbet af karrieren. Desuden er der blevet plads til tre af NHØP’s bedst kendte kompositioner; Those who were, Uncharted land og My little Anna.

Det er bassisten Thomas Fonnesbæk der har den svære rolle som stand in/suppleant for NHØP. Det løser han ret enkelt. Han prøver ikke på at lyde som NHØP. Han har hentet stor inspiration hos mesterbassisten. Han er dog først og fremmest Thomas Fonnesbæk i kraft af sin aflklarede musikalske modenhed. 

Det handler ikke kun om NHØP, det handler også om Leo Mathisen, der både hyldes på Ole Kock Hansens Blues for the Lion og ligeledes er repræsenteret ved kompositionen Bell, som Mathisen skrev til sin kone Isabella. Det handler også om norden med en enkelt islandsk og flere svenske folkemelodier. Det handler også om C.E.F. Weyse med Natten er så stille og Altid frejdig når du går. Det er musik der udføres perfekt i jazzede versioner. Thomas Fonnesbæk understreger med al tydelighed hvorfor han er en så eftertragtet sideman. Det swingende og sikre medspil han giver Ole Kock Hansens elegante pianospil er en af de store gevinster på pladen. Der er mange der vil finde stor glæde ved denne plade, der emmer af Norden, højskoler og virtuost sammenspil. 

sundance.dk

Organic Picnic: Creatures (Lezardo Records)

Hammondorgelet har for en gruppe jazzfans en helt særligt plads i deres hjerter. Det skyldes ikke mindst de mange klassiske plader som Blue Note stod bag i 60'erne. Alle pladerne er ikke lige gode - men bundniveauet er ekstremt højt. Der var en særlig aura omkring pladerne, hvor selv det grafiske udtryk på coveret var vildt tjekket. Her går det galt for den danske trio Organic Picnic med deres udgivelse Creatures. Coveret er et farvefoto af tre mænd i casual blazere, der står omkring et Hammond orgel. Det er så pænt og ordentligt, at det kunne bruges til at sælge trioen til kirkekoncerter - hvilket havde været fint, hvis det var kirkejazz. Men det er det ikke. Man bliver ikke sporet ind på den tilbagelænede og intime hammondjazz der præsenteres af en tight spillende trio.

Søren Bech sidder ved Hammodorgelet, Jens Christian Kwella spiller guitar og John Nehen-Hansen tager sig af trommerne. Trioen deles om komponisttjansen. De hælder til de rolige numre, hvor lummerheden, halvkolde øller og en cigaret der ryger sig selv på kanten af askebægeret er et godt supplement. Jens Christian Kwella kan vride en lækker klassisk jazzguitar, der henter inspiration hos eksempelvis Grant Green eller Wes Montgomery. Nehen-Hansen tilsætter en god swing vibe ved trommerne. Bech er god til at komme bredt omkring Hammondinstrumentets muligheder. Kan anbefales til lyttere der trænger til Hammondhygge og varme.

organicpicnic.dk

Taylor’s Universe: Across the Universe (Marvel of Beauty)

Den danske jazzscene har mange fællesskaber. Fælleskaber hvor musikere samarbejder om koncerter, pladeudgivelser og lignende. Det kunne også være kunstneriske samarbejder. Der er nogle enkelte som slet ikke hører til nogen steder. Her er Robin Taylor på alle måder i særklasse. Han har sit eget pladeselskab, spiller ikke koncerter og hyrer folk ind efter behov til sine pladeindspilninger. Som regel mødes han slet ikke med dem han spiller med på pladerne. Han bruger lagkageteknikken i den klassiske forstand, hvor det er levende musikere der spiller musikken, som han efterfølgende bygger ovenpå. Det er noget af det man kan læse om i det nyeste nummer af Jazzspecial, hvor Robin Taylor er på forsiden. Her kan man læse om en musiker, der har udsendt en stor bunke CD’er i en tid, hvor jazzrock dårligt nok omtales og CD’en blev erklæret død for længe siden.

Taylor kan se kvaliteten i en sand udspacet synthsolo, der følges op af en lige så udknaldet guitarsolo. Hør blot nummeret Firestone, så er du ikke i tvivl. Her er der også sopransax, der føjer de sidste opløftende momenter til stemningen. Jeg har tidligere kaldt Taylor utidig. Han har ikke lavet om på sig selv - men jeg begynder så småt at tro på, at tiden igen er blevet moden til Robin Taylors wall of jazzrock. Han har en særlig sans for lyden af 70’erne og 80’erne og alligevel bringer han noget andet og nyere ind i maskineriet. På det nyeste album, der inkluderer highlights fra de senere års Taylor’s Universe plader i genindspillede og omarbejdede udgaver, har han satset på den udadvendte side af Taylor’s Universe. Det er her nye lyttere kan begynde. Er man til storladen og avanceret rock med jazzimprovisatoriske herligheder bliver man ikke skuffet.

robintaylorsuniverse.bandcamp.com

Clara Vuust: A Winter Tale (Exlibris)

Det er i følge kalenderen blevet vinter. Indtil videre må man i denne spæde begyndelse, hvor vi dog er nået til december, kunne konstatere at det ikke er den vinter som kendes bedst fra sangene. Det er ikke hvidt herude og sneen er ikke stille, den er der slet ikke. Vinter er mere og andet end sneflokke og juletrængsel. Det viser sangerinden Clara Vuust så fint med årstidsalbummet A winter tale, hvor hun har samlet en række sange der hylder vinterens stemninger. Hun er sammen med de samme musikere, som hun havde med på den gode debut Here’s to love. Francesco Cali på piano, Nico Gori på klarinet og sopransax, Jeppe Holst på guitar, Daniel Franck og Andreas Hatholt deles om bassen.

Der er Grundtvig-salmer som Skyerne gråne og løvet falder og Forunderligt at sige. Der er Ingemann og Carl Nielsens Tit er jeg glad og der er Laubs Der er ingenting i verden så stille som sne og Det er hvidt herude. Der har også sneget sig en regulær julegodte med, Christmas time is here. Det er den eneste grund til, at pladen ikke skal høres til januar og februar. Den helt store gevinst er Clara Vuusts stemme. Der er en intonation og fængende tilstedeværelse i stemmen. Hendes stemmes klang er så ren og klar som en frostklar februarmorgen. Det er pladen til dem der trænger til et skud smuk dansk vinter i denne mørke tid.

claravuust.com

Television Pickup: Music for Runners/We take the bikes and head home (Boogie Post Recordings)

Håbefulde firsersynths. Dystopiske discorytmer. Flænsende guitarer. Det er som at gå ind i en kunstinstallation lavet af Elmgreen & Dragset. Det ligner noget genkendeligt. Der er sket noget og vi får et snapshot, et kort indblik i et langvarigt øjeblik. Undergangen er besnærende nær. Vi er stoppet op lige før. De underfundige og tvetydige drømmere Television Pickup er tilbage.

Bandet med Katrine Amsler i spidsen har udgivet et dobbelt album. Den ene Music for runners rummer helt ny musik, mens den anden We take the bikes and head home indeholder en fem år gammel indspilning. Der er sket en hel del i løbet af den periode. Amsler tager sig af keyboards og kompositioner. Samuel Hällkvist på guitar, Johannes Burström på bas og Knut Finsrud på trommer er med på begge plader. Ny mand i 2015-aftapningen er guitaristen Stephan Sieben mens percussionisten Michala Østergaard Nielsen og  saxofonisten Thomas Backmann var med i 2010. Det betyder noget for lyden at der ikke længere er en blæser med. 

Amsler har også bevæget sig et andet sted hen. Hun er et overflow af melodier og idéer. Hvor hun i 2010 udgaven kunne blive flagrende og loose i udtrykket, er der sket en opstramning på Music for Runners. Hvis man er interesseret i indiejazz går man ikke galt i byen med Television Pickup. Det er jazz for rockhoveder, der læner sig mod det eksperimenterende. Det rock for jazzfreaks med hang til forskruet rock. Det er to meget gennembearbejdede og flotte indspilninger. Mange flere må gerne opdage Katrine Amsler derude. Hun fortjener det.

katrineamsler.com

Claus Høxbroe & Oscar Gilbert: Tusmørkets censur (Exlibris)

For et par år siden lavede de deres første plade sammen. Pianisten Oscar Gilbert og beatpoeten Claus Høxbroe. Nu er de atter aktuelle sammen. Denne gang har Oscar Gilbert taget flere musikere med. Strygere og blæsere giver et langt større musikalsk råderum, hvilket også afspejles i albummets stemning.

Høxbroe er storbydigteren. Høxbroe er historiefortælleren. Høxbroe beretter om mennesker. Han fortæller om det levede liv, ser tilbage, bremser op og fikserer et øjeblik. Når han er allerbedst som i improdigtet Madrassen, fænger han dybt og sætter følelserne i gang. Gilberts musikalske orkestrering er genial. Den er med til udvide og underbygge det billedrige univers som Høxbroe inddrager os i. 

Knippelsbro er genkendelighed. Vi får et indblik i Høxbroes udsigt. Der er melankoli, håb og stemninger. Det er dragende. Det er inkluderende. Vi lukkes ind i Høxbroe og Gilberts vidunderlige verden af ord og musik. Det er nutidig dansk jazz’n’poetry fra øverste hattehylde.

claushoxbroe.dk

oscargilbert.dk

Mikkel Nordsø Band: Diving in Space for 3 decades (Stunt)

Han var guitarguden i firserne i Sneakers. Han havde allerede inden da vist sit store talent i Buki Yamaz - hvor latin, funk, jazzrock og andet godt blev rådyrket. Det var noget af det som han genoptog i 1985, da han startede Mikkel Nordsø Band. Siden da har han holdt sammen på bandet med Peter Danstrup på bas, Jacob Andersen på percussion, Ole Theill på trommer og Ben Besiakov på keyboard. Mikkel Nordsø er en mangesidet kunstner med musikalsk inspiration fra både verdensmusik, rock, jazz, latin og funk.

Pladen byder på en musikalsk rundtur i Mikkel Nordsø Bands univers. Vi kommer vidt omkring. Der er åbningsnummerets smooth jazz tendenser. Der er Thanks, hvor Palle Mikkelborg gæster på trompet. Det starter ud i et Miles Davis lignende groove, der endda også omkring noget østerlandsk. Det er viltert og med heftig elspade, lækker Rhodes og en skarp Mikkelborg trompet. Nummeret er et klart højdepunkt på pladen. Rapperen Al Agami kigger forbi på I like When U Do, der lyder som noget der er lavet for tyve år siden. Det er med en Maceo Parker-lydende sax - der trakteres af David Sanborn. Det slæbende beat er en tung sten om benet på nummeret, der aldrig kommer afsted. Selv om Nordsø sender en George Benson lignende guitar-solo ind over nummeret, er det stadig noget rod. Hvis der havde været en anden til at lave nummerets beats, kunne det måske have gået i en meget bedre retning - måske kunne det også have inspireret Al Agami til et strammere rap.

Langt bedre går det, når der smides noget latin i maskineriet. Mikkel Nordsø Bands nyeste medlem cubaneren og congasspilleren Eliel Lazo synger superfedt på Mambo lady. Mikkel Nordsø sender nogle kærlige tanker til Carlos Santana, med den suveræne guitar i nummeret. Pladen lukker ned med en omgang Palle Mikkelborg classic. Svævende lange sfæriske toner fra trompeten iblandet en god portion effekter serveres på Thanks Part Two, hvor Nordsø supplerer på effektladet guitar. Diving in Space for 3 Decades er en blandet landhandel. For dælen da, hvor får jeg lyst til at høre Mikkel Nordsø Band live.

sundance.dk

Kathrine Windfeld Big Band: Aircraft (Gateway)

Et dansk big band, hvor lederen er debutant under 30 år og af hunkøn er sjældent set (og hørt). Kathrine Windfeld har spillet fast hver uge i flere perioder, med sit big band på The Standard i København. Her har hun oparbejdet erfaring og oplevelser med at spille med gæstestjerner som Mike Stern og Edda Magnasson. Stilen er klassisk big band som den kendes fra bl.a. Thad Jones, Gil Evans eller Peter Herbolzheimer. Det er big band musik, hvor der er fokus på messing i lange baner. Det er Veldrejede hornriffs iklædt lækre grooves og en elegant duft af jazz. Det er ligeledes overvejende unge folk som hun har med i sit big band, som på pladen suppleres af de modne herrer Anders Bergcrantz og Morten Lund.

Jeg er både både glad og fornøjet når jeg hører Windfelds flot komponerede og gennemarrangerede musik. Det er en bekræftelse på, at big band jazzen ikke er til at komme af med. Hun starter på sikker grund, der tages ingen gidsler. Der skrides ikke ud undervejs. Det er et godt sted at starte for Windfeld. Med så stort et talent ud i at skabe big band musik, forventer jeg næste gang at Windfeld smider noget uforudsigeligt og ungdommeligt ind i musikken. Jeg har nydt at lytte til pladen hver gang den har været på. Det er genkendeligt og hyggeligt for en mangeårig big band fan, næsten som at komme hjem til kaffe og småkager ved farmor. Næste gang skal der snaps i kaffen.

facebook.com/WindfeldBigband

Michael Bladt: Next Step (Michael Bladt)

Han scorer usigeligt billige point i min bog, når han nævner Steps Ahead og Snarky Puppy i pressematerialet, den gode Michael Bladt. Pladen hedder endda Next Step. Der er gået fem år siden det forrige album Kirkland udkom. Det var et veloplagt akustisk fusionsalbum med stor gæld til især Michael Brecker - tenoristen fra Steps Ahead. Den store amerikanske tenorsaxofonist er stadig med i kulissen og det er ingen skam. Specielt ikke når det er fra tiden i Steps Ahead at inspirationen er hentet. Det er med et rasende stærkt hold, at Bladt har lavet pladen. Udover at spille på tenorsax, supplerer Bladt selv uhæmmet med fløjter, klarinetter og saxofoner. Det fungerer overraskende fedt. På titelnummeret Next Step kommer han gennem alle blæserne og er sit eget lille big band. Det er ikke kun fordi at han er en dygtig blæser, at det fungerer så godt. Hans arrangementer sidder ustyrligt sikkert.

Kaare Munkholm på vibrafon, Per Gade på guitar, Morten Ramsbøl på bas, Rasmus Kihlberg på trommer og Eliel Lazo på percusssion udgør det stilistisk stærke band. Det er en fornøjelse at Bladt har lavet et album der holder sig så stringent til stilen. Det er groovy og swingende jazz med sans for det melodiske. Størst er fornøjelsen over at høre Bladts sikre tenorsax. Den aarhusianske Michael Brecker spiller uden tøven og tvivl. Jeg hører ikke så meget Snarky Puppy undervejs. Der sniger sig dog en solo ind på Busy Bass Blues, der lyder som synthesizersolo fra Snarky Puppy-universet. Jeg hører til gengæld en masse Steps Ahead og har man på nogen måde et forhold til dem og Michael Brecker, er der ingen vej uden om. Så er Next Step, næste skridt efter Steps Ahead.

michaelbladt.dk

Årets bedste danske jazzplader 2015

Jazzen er et evigt foranderligt væsen. Den garanterer udvikling. En udvikling der konstant udfordres af, at jazz også er en veldefineret genre. I dette bølgende spænd mellem yderligheder, har jeg atter fundet frem til 10 danske jazzudgivelser der på den eller anden måde skiller sig positivt ud. 

2015 har været et interessant år for dansk jazz. Jakob Bro, Indra og Girls in Airports har skiftet til internationale pladeselskaber. Her har de fået noget af den opmærksomhed, som er så svær at få når man er jazzmusiker. Jeg har altid fulgt dem meget tæt og har alle tre udgivelser med på listen - de har med andre ord ikke skuffet. 

En enkelt plade skiller sig ud i feltet. Den tilhører ikke de 10. Men er med i sin egen kategori, Årets historiske jazzudgivelse. Det nystartede pladeselskab Frederiksberg Records genudsendte Carsten Meinert Kvartets legendariske To You plade. En plade der primært har været legendarisk fordi den har været dyr og nærmest uopdrivelig. Nu blev det tydeligt for et større publikum, at det også var musikalsk guld.

Den unge trompetist Jakob Sørensen er årets debutant. Han er den eneste der er med på listen for første gang med en debutplade. Snorre Kirk og Anders Filipsen (The Black Nothing) har begge tidligere været med på listen. Signe Bisgaard, Jeppe Zeeberg og Mark Solborg har alle tidligere udgivet plader, men er med på listen for første gang. Aarhus Jazz Orchestra er med på listen to gange. Sammen med deres netop afgåede leder Lars Møller har de lavet et kunstnerisk vildt big band album. De er også med på Jacob Buchanans Requiem, der er i sin helt egen liga, da Jakob Buchanan blev den fjerde JazzNytprismodtager med albummet.

Hvorfor laver jeg overhovedet sådan en liste? Den alt overskyggende grund er, at få så mange som muligt til at lytte til dansk jazz. Jeg har hørt det meste danske jazz der er udkommet i 2015. Har anmeldt den og vil gerne dele min begejstring for den gode musik med jer. Puds ørerne og lyt! Der er en masse oplevelser der ligger derude og venter på jer alle.

JAZZNYTPRISEN

Jakob Buchanan: Requiem (Buchanan/Pladekisten)

Han fik overrakt Jazznytprisen i Viborg Domkirke d. 8. november, da han spillede koncert med Requiem værket. 

Jakob Buchanan kroner en i forvejen stor musikalsk karriere med et mesterværk, der er i særklasse i dansk jazz. Det er både et monumentalt og et stærkt bevægende værk. Det handler om døden. Som følge deraf kommer det også til at handle om livet.

Jakob Bro: Gefion (ECM Records)

Musikken er et destillat af det som Jakob Bro er en mester i. De frie, flydende og strømmende ballader rendyrkes her i forfinet grad sammen med to musikere, der kommer ind under huden på Jakob Bros kompositioner. Bro er kendt for at lave enkle kompositioner, der overlader meget til de musikere som Bro omgiver med. Det giver dem plads til at vise hvem de er og finde sammen om musikken.

Jakob Sørensen: Bagland (Jaeger Community)

Det er afklaret og gennembearbejdet musik, der ikke behøver at blive pillet mere ved. Jakob Sørensens tone på trompeten er i den rene skala. Der er noget klassisk og velfunderet i hans spil. Det bruges i musikken til at skabe organiske og naturinspirerede stemninger.

Indra Rios-Moore: Heartland (Impulse!)

Nok har jeg været mere end almindeligt begejstret for deres to første albums. Et ønske om gentagelse ville ikke give mening. Der skulle ske noget nyt. My God! Det er der sket! Indra’s stemme befinder sig godt i de nye og mere luksuriøse omgivelser. Der hersker fortsat den smukke og smittende ro omkring hendes stemme. Det er betagende.

Signe Bisgaard: Meander (Finland Records)

Det er musik der i hænderne på musikerne, stille og roligt finder et leje hvor man i detaljen finder stor skønhed. Signe Bisgaards musik balancerer og evner at fremstå helstøbt. Hun har samlet nogle stærke improvisatorer der med personlighed behandler hendes musik meget respektfuldt.

Girls in Airports: Fables (Edition Records)

Girls in Airports og bandleader Martin Stender spiller med dette album deres kort helt rigtigt. De burde få et endnu større publikum med dette album. De ikke går på kompromis med sig selv. Fables er et album, den seriøse musiklytter skal have i ørerne i 2015.

Aarhus Jazz Orchestra & Lars Møller: Rewrite of Spring (Dacapo)

Aarhus Jazz Orchestra og Lars Møllers udspil er det væsentligste danske big band album siden Palle Mikkelborg og Miles Davis' Aura fra 1989. Det er store ord. Men det er også stor musik.

Snorre Kirk: Europa (Calibrated)

Det er jazz der passer med det samme. Her er ingen overflødige virkemidler. Det er superelegant og velsiddende. De spiller som et veldrejet jazzband, der har suget til sig fra den store jazzhistorie. Det er ny musk, der lugter af tidløshed.

Jeppe Zeeberg: Riding on the boogie woogie of life (Barefoot)

Jeg vil kalde det homogen kaos. Den massive lyd som to bassister, der bumler afsted med samme udgangspunkt er mageløst. Det er både legesygt og eksperimenterende. Det er også poetisk forundrende. Det er musik som fortjener at blive lyttet til. Det er fræk dansk jazz, når den er bedst. Et jazzet sammestød, hvor boogie woogien trives og lever i ægteskab med avantgarden. 

Maniscalco/Solborg/Bigoni (ILK)

Der skæres ind til benet. Her læsses ikke til med fyld og fedt. Solborg har en særlig fornemmelse for at spille avanceret jazz. På den elektriske guitar går han i dialog med de to italienere. I et følelsesladet og intenst rum nærmer de sig hinanden. Sammen skaber de magiske øjeblikke.

The Black Nothing: Paths (ILK)

Det er musik der med vekslende temperament tager afsæt i moderne klassisk musik, avantgarde, noise, vestafrikansk musik, minimalisme, free jazz, impro og electronica. The Black Nothing stråler i deres eget mørke. Det samlede udtryk er lige så væsentligt som de individuelle indsatser.

ÅRETS HISTORISKE UDGIVELSE

Carsten Meinert: To You (Frederiksberg Records)

Det lugter lidt af frimærkesamleri, når man taler om sjældne (jazz)plader. Meget ofte gemmer der sig også stor musik i rillerne. Det er der i høj grad tale om med denne genudgivelse af Carsten Meinert Kvartets plade. Meinert hælder sin sjæl ned i saxofonen. Ole Streenberg danser frygtindgydende stærkt på trommerne. Ole Matthiessen og Henrik Hove garnerer med intenst pulserende spil. Coltrane lytter undrende nede fra graven og ærger sig over at det ikke var ham, der gav Dansevise sanselig jazzspiritualitet.

Klökkeblömst: [sic!] (ILK)

De startede ud som et spin off af Peter Danstrups Reptiles, hvor hans gamle musikalske kollega John Tchicai var med. Tchicai døde og pladen fik en Danish Music Award som årets bedste danske jazzudgivelse i 2012. Danstrup fortsatte nu med trommeslageren Anders Provis og saxofonisten/klarinettisten Anders Banke fra Reptiles i trioen Klökkeblömst. [Sic!] er tredje album fra trioen på lige så mange år. Trioen er en kreativ legeplads, hvor tre musikalske personligheder spænder et net ud under legetårnet. Et net fyldt med kropsstore huller. Huller hvor både musikere og lyttere falder igennem. De falder som regel ned på legepladsens lovmæssigt installerede faldunderlag. Et faldunderlag der også rummer små overraskelser som skovle og legetøjsbiler. Det gør nas at ramme sådan nogen.

Danstrup, Banke og Provis er tæt forbundet i trioen. De spiller struktureret improjazz. Der er både elementer af den frie og den formbaserede jazz. På et nye album er de i det blå hjørne. Det er nat på legepladsen. Månen skinner og det hele går lidt langsommere. Hver især byder de ind med spændende spil, men dette er kollektivet der er sejrherren. Det er det tæt forbundne improkollektiv Klôkkeblömst der er det fede.

peterdanstrup.com

Mads Bærentzen: Natten er så stille (Gateway)

Han blev født i 1774 og døde 68 år senere. Han samarbejdede med Oehlenschlaeger, H.C. Andersen, Grundtvig og Ingemann. Han var en gudsbenådet pianist, organist og improvisator. Komponisten C.E.F. Weyse står bag nogle af vore mest skattede sange og salmer. Nu titte til hinanden, Morgenstund har guld i mund, Gud ske tak og lov, I østen stiger solen op, Altid frejdig når du går, Natten er så stille, Den signede dag og Lysets engel går med glans er blandt de regulære "hits" som han stod bag. Det er sange der er med til at definere lyden af Danmark.  

Pianisten Mads Bærentzen har lavet et soloklaveralbum med ovenstående sange og salmer samt nogle flere. Det er på mange måder opløftende at lytte til Bærentzens fortolkninger. Han er tro mod materialet. Han føjer med let hånd en passende jazzet charme til sangene. Altid frejdig når du går starter ud, så man kan nynne med. Herefter improviserer han over melodien og vender til sidst tilbage til udgangspunktet. Det er skabelonen for de fleste af fortolkningerne. Krøllen på det hele. Grunden til at jazzlyttere vil blive ekstra fornøjede er at Bærentzen både tilføjer noget Keith Jarrett og Jan Johansson-lignende til musikken. Det er blevet til et smukt og anbefalelsesværdigt album.

madsbaerentzen.dk

Masabumi Kikuchi/Ben Street/Thomas Morgan/Kresten Osgood (ILK)

Jeg har hørt de tre førstnævnte - den japanske pianist Masabumi Kikuchi og de amerikanske bassister Ben Street og Thomas Morgan sammen på Village Vanguard i New York for 5 år siden. Dengang var de medlem af Paul Motians band. Den helt særegne Kikuchi er på mange måder en speciel oplevelse. Hvor Keith Jarrett er kendt for at klemme lidt begejstringslyde ud en gang i mellem, så tager Kikuchi skridtet fuldt ud og brøler som en anden samurai bag flygelet. Det er både skræmmende og fascinerende. Det er også en vigtig del af Kikuchis kunstneriske udtryk. 

Masabumi Kikuchi er optaget af at spille fragmenter eller dele af en melodi. Han berører det kortvarigt og er videre til noget andet. Musikken klippes i stykker og samles sammen til noget nyt. Der er forskellige fragmenter i spil i det samme nummer. Det returneres og genbruges. Det er et meget skrøbeligt og musikalsk udmarvende projekt at give sig i kast med, når man skal spille sammen med andre. Det fungerer i sit fulde udtræk, når han er sammen med bassisterne Morgan og Street. De er delene der får musikken til at hænge sammen. Osgood er ikke Motian. Han har givetvis hentet inspiration hos Motian - og er alligevel noget andet. Det er som lytter værd at bruge tid på, at lytte med når de fire musikere udfordrer og inspirerer hinanden for åben mikrofon.

ilkmusic.com

Danish Music Awards Jazz 2015

Det var en fest for mangfoldigheden i jazzen. JazzDanmark var værter for den årlige Danish Music Awards for jazzen, på Bremen i København. Det musikalske program spændte vidt i går aftes på scenen. Tuesday Night Brass Band åbnede festen godt sekunderet af DR Big Bandet. 

Aftenens show kunne begynde. De to dejlige værter Stine Danving og Master Fatman hyggede om publikum. De præsenterede aftenens vindere godt sekunderet af beatpoeten Claus Høxbroe, der fortalte om de nominerede kunstnere, som var det et digt han læste op.

Maria Faust satte ild til DR Big Band med hendes til lejligheden nykomponerede musik. Rollen som dirigent er ny for Faust. Hun viste - med egne ord - mere bagdel til publikum end hun plejede. Hun havde ingen ingen problemer med at være øvre myndighed for DR Big Band. Jeg håber at hun har fået blod tanden og vil lave mere big band musik.

Det var to kendinge der hev priserne hjem i kategorierne vokal jazz og årets danske jazzudgivelse. Sinne Eeg tog vokal jazz prisen. I januar udgaven af Down Beat får hun en meget rosende anmeldelse af duoalbummet, som hun lavede sammen med Thomas Fonnesbæk. Jakob Bro har lige været i studiet for at indspille opfølgeren til prisvinderen Gefion. Denne gang er det med Joey Baron på trommer i stedet for Jon Christensen. 

Det er altid en kæmpefornøjelse at komme til DMA'en for en jazzblogger. Jeg får talt med gamle kendinge og hilst på en masse nye bekendtskaber. Jazzens tilstand er omdrejningspunktet for de fleste samtaler. Og synspunkterne er mange om den tilstand.

Scenen lagde gulv til en perlerække af højdepunkter. Selvhenters besættende dronejazz. Sammen med fire strygere leverede bassisten AC, en smuk og følsom hyldest til den nyligt afdøde Hugo Rasmussen. En ultrasjælden optræden med brødrene Hess, der vandt sidste års pris for årets bedste danske jazzplade. Ibrahim Electric lukkede DMA showet ned sammen med Palle Mikkelborg. Dem vil jeg gerne høre noget mere sammen. Så var der efterfest i Bremens foyer, hvor Jazz Five spillede op til dans og højt humør.

Inden da var de andre priser også blevet uddelt. Bandet de kaldte hest, Horse Orchestra løb med to priser og Claus Waidtløw fik en for pladen sammen med The Orchestra og Jeff Ballard. Univers på vers fik børnejazzprisen mens festivalen Femø Jazz fik livejazzprisen. Et særligt stort tillykke skal gå til Niels Ole Sørensen fra Tversted, der fik ildsjælsprisen P8 Jazz prisen for det utrættelige arbejde med Jazzy Days. Han fik prisen foran et særdeles skarpt felt af nominerede.

Det hele sluttede for mit vedkommende på La Fontaine, hvor øllene var kolde, snakketøjet varmt. Klokken blev halv fem, da jeg luskede hjem til hotellet bag en lige så overrislet jazzpianist.

Årets Danske Jazzudgivelse                                     

Jakob Bro – for udgivelsen ’Gefion’ (ECM)

Årets Danske Jazzkomponist (uddeles i samarbejde med DJBFA)                                  

 Claus Waidtløw & The Orchestra feat. Jeff Ballard – for udgivelsen ‘Playhouse’ (Gateway)

                                          

Årets Danske Særudgivelse                                     

Horse Orchestra – for udgivelsen ‘Living The Dream’ (Barefoot Records)

                                          

Årets Danske Vokaljazzudgivelse                           

Sinne Eeg og Thomas Fonnesbæk – for udgivelsen ’Eeg Fonnesbæk’ (Stunt Records)

                                          

Årets Nye Danske Jazznavn                                     

Horse Orchestra – for udgivelsen ‘Living The Dream’ (Barefoot Records)

Børnejazzprisen

Univers på vers

Live Jazz Danmark Prisen (uddeles i samarbejde med KODA)

Femø Jazz Festival

P8 Jazz Prisen

Niels Ole Sørensen – formand for Tversted Jazzy Days

Dødens Garderobe: Julealbum 2015 (Dødens Garderobe)

Nu er det jul igen. Det er traditionernes højtid. Der skal hænges lyskæder på oldefar henne på plejehjemmet. Den årlige parforholdstest skal tages, først ved julefrokosten i firmaet og siden ved de mange julefridage. 

Endnu en tradition er den musikalske julekalender fra Dødens Garderobe. For sjette gang har Jeppe Zeeberg sammen med Rune Lohse og Nicolai Kaas Claesson lavet et julealbum. Der kommer et nyt nummer hver dag fra 1. december til juleaften. Dødens Garderobe fungerer som husorkester og har en ny hemmelig gæst med hver dag. Hvis man kigger på på de tidligere års udgivelser, så er det cremen og lidt til fra jazzens undergrund der kan høres. 

Tidligere albums kan høres her: soundcloud.com/d-densgarderobe/sets

Få en ny sang tilsendt hver dag: http://eepurl.com/9exiT

Eller følg Dødens Garderobe på Facebook: facebook.com/dodensgarderobe