Er håndværkeren i dansk jazz på vej væk? Den helt "almindelige" grundlæggende kunst, at spille jazzsaxofon virker til at være mindre og mindre efterspurgt. Hvor er saxofonisten der nynner melodier fra den store amerikanske sangbog sammen med morgenkaffen og spiller standards resten af dagen? I stedet er det attitude og en integritet der sjældent næres af John Coltrane, Sonny Rollins, Ben Webster eller Lester Young der virker til at herske. Mens de kvindelige vokalister det seneste år har stået i kø for at synge standards og klassikere, så har saxofonisterne haft travlt med at spille noget andet. Blandt de 11 udgivelser der er kommet i 2015, hvor det er saxofonistens navn der står øverst på pladecoveret er der kun en enkelt, hvor standardmateriale har sneget sig med - nemlig Christian Vuusts Storytelling, hvor det i øvrigt kun er 5 af albummets 12 numre der er jazzstandards eller det der ligner.
Mange nye jazzudgivelser i Danmark består som regel kun af originalmateriale. En af de primære grunde er at jazzmusikere yderst sjældent kan hente økonomisk støtte til en udgivelse med jazzstandards eller lignende. Stadigvæk synes den klassisk lydende jazzsaxofon at være presset. Bassisten Niels Wilhelm Knudsen har med NWK Quintet haft tenorsaxofonisten Jens Søndergaard med i studiet. De spiller jazz som den kunne lyde i 60'erne på trods af at det er helt nyskrevet materiale. Det samme gør sig gældende for trommeslageren Snorre Kirk, der har to saxofonister med i old school jazz ensemblet på albummet Europa. Tenoristen Jan Harbeck og den unge komet Oilly Wallace spiller jazz der lyder af forne tider. Sidstnævnte er lige debuteret med sin debutplade Fiol Sessions, hvor han spiller nye kompositioner der står på skuldrene af altsaxofonisten Cannonball Adderley. Wallace er en enlig svale blandt de mange danske jazzudgivelser i 2015. Han er for at sige det pænt nærmest den eneste der har nosser nok til, at spille jazz der ikke er inficeret med noise, free, latin, rock, pop, world, soul, nordisk, avantgarde, electronica, klassisk og andet godt fra musikkens verden. Her står der en 19 årig knægt og spiller jazz som den lød før hans forældre blev født.
Oilly Wallace spiller ikke jazzstandards på sin debutplade. Han spiller jazz, hvor respekten for håndværket, kunsten, arven og legenderne er tilstede. Det kunne godt have været standards. Vi får lov til at høre fire numre på 10" vinyludgivelsen, hvor Wallace får hjælp af Anders Krogh Fjeldsted på bas, Henrik Holst Hansen på trommer og Johannes Blöndal Wamberg på guitar. Tre unge og spændende musikere der også vil spille jazzjazz - en betegnelse som ofte bruges om den uinficerede jazz. Pointen med denne plade og grunden til at man overhovedet skal bruge tid på den - selv om man har en bunke Cannonball Adderley plader - er at Wallace spiller jazz med en uforfærdet friskhed. Han vil jazzen og jazzen vil i den grad Oilly Wallace. Der medfølger downloadkode, hvor et femte nummer også er inkluderet.
Jeg har skrevet pladens linernotes - og undlader hermed at anmelde de ord. Det skal ikke afholde mig fra at anbefale pladen til jazzlyttere i almindelighed og jazzvinylfestischister i særdeleshed.
Bonusinfo
Der er releasekoncert på Jazzhus Montmartre d. 28. april. Det er den anden udgivelse fra Fiol Optik. Optikeren der går nye og andre veje i markedsføringen af sin butik - og ny dansk jazz.
