Tom Prehn Kvartet (Centrifuga) LP

Det er snart 50 år siden at denne LP blev indspillet i Århus. Det er tidlig dansk avantgarde jazz, der modsat de københavnske kolleger ikke var påvirket i så voldsom grad af John Coltrane, Cecil Taylor, Ornette Coleman eller Albert Ayler. Det var en kvartet der allerede i 1963 gik deres egne veje. Det blev dokumenteret på LP’en Axiom, der aldrig nogensinde udkom. Kvartetten var skuffede over resultatet da de modtog testpresset. Det er med rette den mest sjældne danske jazzplade - og skulle aldrig nogensinde udgives. Det skete dog alligevel sidste år, da amerikanske Corbett vs. Dempsey udgav pladen. Der udkom også et spolebånd - med det 43 minutter lange forløb Centrifuga - inden de i 1967 udsendte denne plade. Den har gennem årene fået en mytologisk status, som en af de mest originale europæiske jazzplader fra perioden.

I spidsen for kvartetten var pianisten Tom Prehn, der var konservatorieuddannet. Det samme var bassisten Poul Ehlers og trommeslageren Preben Vang - der også var janitshar i et symfoniorkester. Sammen med tenorsaxonisten Fritz Krogh havde de den klassiske avantgarde med sig i jazzen. De havde bl.a. hentet inspiration fra Niels Viggo Bentzons Third Stream Music. Det giver kvartetten den unikke europæiske klang. Alligevel er der også en kropslig vildskab og dynamik i musikken, der sender tankerne i retning af den amerikanske freejazz. Læg blot øre til pladens afslutningsnummer Det var en søndag morgen, så er du overbevist. Ehlers er rytmisk flænsende på bassen. Fritz Krogh giver saxofonen en uhæmmet omgang, mens Prehn og Vangs flydende rytmik sender dette nummer op i verdensklasse. Det er meget stærke sager. 

Det er dansk kulturhistorie der skrives her. Kvartetten holdt til i kulturhuset Vestergade 58 i Århus, hvor den senere skuespiller Jens Okking var leder og havde inviteret dem indenfor. Han “producerede” pladen og gav dem et fast øve- og spillested. Kvaliteten er imponerende høj på hele pladen. Fritz Krogh er god til at sende kvartetten mod nye højder, når han trykker den af på saxofonen. Det høres bl.a. på Forløb, et nummer som kvartetten også havde spillet i TV - det var dengang Danmarks Radio turde præsentere smal musik i prime time tv. 

Musikken blev for 15 år siden genudgivet på CD af et amerikansk pladeselskab. Det er først nu, at den atter kan erhverves på vinyl, efter i mange år, at have været en af de mest eftertragtede plader blandt mange jazzsamlere. Det nystartede entusiastselskab Centrifuga har lavet en flot udgivelse, både hvad angår indpakningen med supplerende covernoter og selve lyden. Masterbåndet er gået tabt, så man har brugt et mint eksemplar af det oprindelige album til at overføre lyden til den nye udgivelse. Er man den mindste smule til free og avantgardejazz er denne plade et must i samlingen. Den får en kæmpe anbefaling herfra.

centrifuga.dk

Ralph Alessi: Quiver (ECM) >> Avishai Cohen: Into the silence (ECM)

I den kommende tid spiller den danske trio Reverse nogle koncerter sammen med trompetisten Ralph Alessi. Han underviste til Summersession på Vallekilde Højskole i 2012, hvor Reverse-pianisten Søren Gemmer var på holdet. Alessi har som sideman hos bl.a. Steve Coleman, Uri Caine og Fred Hersch været med til at præge deres projekter. Han har også en stribe soloalbums på samvittigheden, hvor den seneste Baida fra 2014 fik stor opmærksomhed og ros. Nu er han atter aktuel med et album - hans andet album for ECM Records. Han holder fast i de mangeårige samarbejdspartnere Drew Gress på bas og Nasheet Waits på trommer på Quiver. Ny mand er pianisten Gary Versace - som jeg ellers kender som orgelspiller. Alessis distinkte tone er omdrejningspunktet. En tone der befinder sig et sted mellem Miles Davis og Kenny Wheeler. Det er meget rendyrket og forfinet jazz, hvor temperamentet er dæmpet en anelse i forhold til Baida. Musikken afvikles på et højt kunstnerisk niveau og forlader ikke lytteren undervejs. Det bliver spændende at høre samarbejdet med Reverse.

En anden aktuel trompetist er Avishai Cohen (ikke at forveksle med bassisten fra bl.a. Chick Corea's trio), der lige har udsendt sit første album på ECM Records - hans ottende i alt i eget navn. Pladen er en hyldest til Cohens aføde fader David. Musikken er af den emotionelle slags, hvor Cohen overvejdende spiller på dæmpet trompet. Det er et meget indtagende og beroligende univers, hvor musikere som Bill McHenry (saxofon), Yonathan Avishai (piano), Eric Revis (bas) og førnævnte Nasheet Waits (trommer) er med til at sikre stemningen.

ecmrecords.com

SAV: Sucks Super Bones (Silent Atoms) LP

SAV angiver selv på Facebook, at deres musik er absurd genreneutralt improvisations lyd. Er det med et "tongue in cheek" at de siger det? Næh, den er god nok. Det er absurd. Det er improvisation og det er lyd. Om det så er genreneutralt, er helt sikkert åbent for en frisk diskussion. Jeg er anmelder på en blog, der hævder at handle om jazz. Koblingen til jazzen, består i den improviserede og åbent nysgerrige tilgang til musikken, der skylder sit til freejazz - men også rigtigt meget til de mange genreopbrud indenfor jazz i slut 60'erne, fra folk som f.eks. Paul Bley. SAV tager udgangspunkt i nutiden og bruger den. De laver en slags moderne tiders jazz, som de f.eks. også beskæftiger sig med på Jazzhouse og ikke den slags jazz, der serveres fra Montmartres scene. Det er larmende, humoristisk, afsporet, langt ude og i mine ører vildt fascinerende. Vilde eksperimenter som Guitar og abelyde og den mere jordnære indierock sag Marjorie trækker i forskellige retninger.

Lars Bech Pilgaard - kendt fra SVIN og Klimaforandringer og egne projekter som Slowburn er sammen med Mija Milovic i dette projekt der udgives på en smuk hvid vinylplade. Michael Rexen (fra Den Magnetiske Ørn og pladeselskabet Silent Atoms) har produceret pladen og udgivet den på sit pladeselskab. SAV er ikke bare provokerende nonsens. Det er musik, der som en kunstinstallation umiddelbart fremkalder følelser. Musik/lyd der i et flygtigt øjeblik er ligegyldig larm. Det er lyden af en tid der er i opbrud. Tiden er for så vidt altid i opbrud. Men hvordan lyder det i 2016? Det er SAV er et fængende bud på. Og så er det ikke længere ligegyldigt. 

s-i-l-e-n-t-a-t-o-m-s.org

soundcloud.com/sav-music-1

Henrik Pultz Melbye Trio (Henrik Pultz Melbye) LP

Oh tak. Det går godt. Det jazz her. Sax, bas og trommer og Ud over stepperne som anden skæring hedder på LP’en. Det er saxofonisten Henrik Pultz Melbye’s debutplade. Det er tryghedsskabende jazz fyldt med knaster og torne. Det er jazz til purister og hipsters. Det er jazz fra en saxofonist der debuterede med Magnus fra Gaarden for over seks år siden og siden har markeret sig hos bl.a. SVIN. Hvor SVIN bevæger sig i et larmende og udfordrende univers, er Henrik Pultz Melbye i eget navn langt mere jazznær og poetisk. Som på nummeret Marskandiser, der lukker LP’ens side 1 ned. Her er inderligheden et væsentligt element og det formidles så smukt via saxofonen.

Henrik Pultz Melbye er en markant saxofonist, der arbejder for en personlig tone. Der er reminiscenser af Jesper Zeuthen, af Ornette Coleman og andre fra jazzens skævere sider. Alligevel formår Pultz Melbye at transformere sin egen sjæl ind i instrumentet. Der er steder på pladen, hvor stemingen går i retning af sen 60’ernes loftjazz. Han er sammen med Casper Nyvang Rask på bas og Anders Vestergaard på trommer. Sammen fremelsker de freejazz og intenst dansende forløb. Det er jazz af den type der giver lyst. Lyst til at komme afsted og høre dem ved en koncert. Kasper Tranberg har produceret pladen. Hans fine sans for klang og dynamik er et ekstra plus for pladen. 

henrikpultzmelbye.com

henrikpultzmelbye.bandcamp.com

Julie Kjær 3: Dobbeltgænger (Clean Feed)

Danske Julie Kjær spiller altsaxofon. Hun bor i England og har lige udsendt sit nye album på det højt estimerede portugisiske pladeselskab Clean Feed Records. Hun er i selskab med to engelske veteraner fra den engelske jazzscene. To musikere med stor erfaring indenfor åben jazz og fri impro. Bassisten John Edwards har spillet med så forskellige folk som Evan parker, Sunny Murray, Peter Brötzmann og Mulatu Astatke, mens trommeslageren Steve Noble bl.a. har gjort det med Derek Bailey, Matthew Shipp, Joe McPhee og Brötzmann. Julie Kjær har tidligere spillet med bl.a. Blood Sweat Drum + Bass, Django Bates StoRMChaser, Pierette Ensemble og Paal Nilssen-Love's Large Unit. Derudover er hun med i mange forskellige projekter på den engelske jazzscene. 

Julie Kjær har en åben tone. Hun fremstår ikke tvivlende eller undrende i spillet. Det er hele tiden med en overbevisende og sikker hånd, at hun kaster sig ind i samspillet med de på papiret mere erfarne herrer. Kjær spiller uden problemer op til dem og bruger diversiteten og skaber et grundlag for de tre musikere at boltre sig på. Det er freejazz, hvor saxofonister som John Tchicai, Albert Ayler og Ornette Coleman lurer i kulissen. Der leges med musikken og tonerne - som det kendes fra barnets leg. Nok har man et udgangspunkt som er kendt og med regler. De regler laves hele tiden om. Det er nemlig også reglen. Julie Kjær har med dette album lavet et godt afsæt, der forhåbentlig kan få hende vidt omkring.

juliekjaer.com

cleanfeed-records.com

Alon Yavnai & Jesper Riis: Reconnect (Gateway)

Trompetisten Jesper Riis har vi ikke hørt på plade i eget navn i over 15 år. Han er primært kendt for sit arbejde med big bands - både som musiker og arrangør. Derfor er det en overraskelse, når han så endelig kommer med en ny plade. Han har nemlig valgt  at lave en duoplade. Sammen med den israelske pianist Alon Yavnai har han lavet albummet Reconnect. Det er det de gør med albummet. De genoptager forbindelsen.

De mødtes for 22 år siden i Miami, hvor de begge studerede. For 1½ år siden mødste de igen i New York. Nu har de atter fundet sammen om et projekt. To af pladens numre er rene improvisationer. Numre hvor de spiller sig ind på hinanden. Det er ret vildt og betagende at høre hvordan to ungdomsvenner finder sammen igen i et fælles sprog. Nu er det to modne musikere, der tager næring af hinanden. 

Riis har skrevet 5 af pladens numre og Yavnai har taget sig af 3. Riis’ kompositioner Competa #2 og Certain Standards er to gode uptempo sager. Riis fylder godt op, mens Yavnai fylder på i rytme. Det er dialog mellem to intelligente musikere. Der er blevet plads til flere rolige ballader, hvor Riis’ Face Love skal fremhæves. Han rolige trompetspil er en sand nydelse. 

Jesperriis.dk

alonyavnaimusic.com

I Think You’re Awesome: Books Live (Jaeger Community Music) >> I Think You’re Awesome: Books (Jaeger Community Music)

De udgiver to plader på en gang. En live og en studie. De syv kompositioner på begge plader er de samme. I Think You’re Awesome er et band, hvor medlemmerne er børn af 90'erne. De har et frit og ubundet forhold til jazzen. De kalder deres musik for indiejazz. Det kan både relatere til en inspiration fra indiemusikken, men også en uafhængighed af jazzens dogmer og regler. I Think You're Awesome indeholder tilpas mange dele fra rocken - bl.a. rytmerne - til at man også kunne kalde det for instrumentalrock. Det er til gengæld ikke den jazzrock som kendes fra 70'erne, hvor en af hovedbestanddelene var massive guitarsoloer der kunne vare en hel LP-side. 

I Think You're Awesome er et band med et samlet udtryk. Det er bassisten Jens Mikkel Madsen står bag projektet. Det er ham der har skrevet musikken. Det er også ham der har inviteret musikerne fra I Think You're Awesome hjem i sine forældres stue, hvor Books Live er indspillet. Et barndomshjems rammer kan give ro og tryghed. det får paraderne til at falde. Det er den tryghed som Jens Mikkel har kanaliseret over i bandet. En tryghed der er base for at bandet bliver et stærkt kollektiv. Et kollektiv hvor alle instrumenterne arbejder sammen og er afhængige af hinanden.

I Think You're Awesome's debutplade fra 2014 var en god start, der efterlod et håb om, at det ikke var det sidste vi havde hørt til dem. Med de to nye udgivelser indtager I Think You’re Awesome en ny position og endnu stærkere position i dansk jazz. De træder ind på det samme område som Ibrahim Electric og Girls in Airports. Jazz der henvender sig langt ud over jazzens rækker. Jazz der kan lyttes til uden, at tilhørerne nødvendigvis identificerer musikken som jazz. Jens Mikkel har særlig evne til at skrue enkle melodier sammen. Det Er Allerede Sommer er et popnummer, der spreder glæde og positivitet. No. 5 With A Bullet er i et filmisk og eftertænksomt univers.

Jens Mikkel omgiver sig med Alex Jønsson (guitar) og Andreas Skamby (trommmer) som han også spiller med i Jønssons trio og i den norske sangerinde Live Foyn Friis’ trio. Desuden medvirker Morten Kærup (guitar, banjo), Frej Lesner (percussion) og Lars Fiil (keys på Live) og Kasper Staub (keys på studie). Studiedelen blev indspillet over to omgange i november 2014 og februar 2015, mens livedelen blev indspillet i august 2015. People Who Love Each Other er gået fra at være et bandnummer på studiepladen til at være bassolo på livepladen. Andre numre er blevet løsere i tiden mellem studie og livedelen, mens der også er sket nogle opstramninger nogle steder.

Jens Mikkel og I Think You’re Awesome er The Next Big Thing i dansk jazz! Books og Books Live er en dobbeltudgivelse der allerede nu tenderer til at blive en af årets helt store udgivelser. I Think You’re Awesome får de største anbefalinger herfra. 

facebook.com/ithinkyouareawesome

jaegercommunity.com

ENOK: 2000 (Hoob Records)

Det er 60’ernes og 70’ernes jazzrock ført op i nutiden. Tre veteraner fra jazzscenen i Göteborg er gået sammen med den yngre Fabian Kallerdahl på keyboards. Sammen har de lavet et velklingende album der på den ene side lyder af noget der blev lavet for fyrre år siden og samtidigt har et nutidigt udtryk. Det er meget gennemført og fremstår langt fra gammeldags eller støvet. Har man en svaghed for elektriske Miles eller tidlig Weather Report går man ikke forkert. Det er tydeligt at specielt Kallerdahl har samlet nogle idéer hos keyboardfolket som Miles omgav sig med. Han er så heller ikke den første i verden der har fundet inspiration hos Keith, Chick eller Herbie. 

Thomas Gustafsson på sopransaxofon har drukket fra den samme kilde som Dave Liebman. Trommeslageren Anders Kjellberg er ikke bange for at syre i gennem med et loose groove. Guitaristen Göran Klinghagen trækker rockguitaren ind i jazzen. Han er en guitarist der kan blande effektpedalernes muligheder med nogle skarpe licks. Enok er et projekt som kun kan ske i Sverige, hvor man ikke er angst for tæt samvær med lyden af 70’erne i nutiden. Det er fuldstændigt utænkeligt at et sådant projekt ville have set dagens lyd eller lys i Danmark. 

Albummet udkommer på 2 LP’er i gatefold. Gudskelov har man ikke forsøgt at lave et cover der ligner et jazzrock album fra 70’erne. Man har holdt fast i hvor man kommer fra. Så i stedet er det et billede fra Galvsjön, der ligger nord for Bollnäs i Sverige. Her siger legenden at der i 1890 blev udkæmpet et slag mellem to krigsskibe fra 1600 tallet fra henholdsvis den spanske armada og den engelske flåde. Der er flere der siger at det ikke er sandt, men det har været muligt at få det bekræftet.

hoobrecords.com

Jazznyt fylder 12 år!

Forleden skrev jeg en anmeldelse med en debuterende dansk kunstner. Der kom en hurtig respons fra den unge musiker, der selvfølgelig var glad for de rosende ord. Han spurgte om jeg tilfældigvis kendte andre der ville anmelde pladen. Her måtte jeg melde hus forbi. Udover det trykte magasin Jazzspecial og til dels netmagasinet Salt Peanuts kan jeg ikke komme på andre, der beskæftiger sig med helt ukendt dansk jazz.

På den ene side er jeg vildt stolt over at gøre nogle kunstnere en tjeneste ved, at lade omverdenen vide at deres musik eksisterer. På den anden side synes jeg ærligt talt, at det er rimeligt desillusionerende at min anmeldelse måske er det eneste der bliver skrevet om udgivelsen.

Skal en ulønnet fritidsblogger virkelig være den eneste på internettet der fortæller folk, hvad der sker på den danske jazzscene?

Ja tilsyneladende. Der er ikke penge i at skrive om dansk jazz - og slet ikke på en blog. Der er heller ikke en smart (eller usmart) bagved liggende strategiplan for bloggen. Det eneste der driver bloggen er lyst, lyst og lyst.

I dag er det præcis 12 år siden, at jeg startede bloggen Jazznyt. Først med nyheder og siden med en masse anmeldelser og omtaler af jazzplader fra den ganske verden - men helst fra Danmark og norden. Det er blevet til over 2000 plader der har fået nogle ord med på vejen. Alene i 2016 har jeg nærlyttet og skrevet om plader med Svend Asmussen, Martin Schack, Snarky Puppy, Dr. Lonnie Smith, Jakob Thorkild, Fire, Pere Oliver Jørgens, August Rosenbaum, Ben Monder, Søren Gemmer, Lina Nyberg, Phronesis, Niclas Knudsen og mange mange flere.

Mit eneste ønske er at læserne af bloggen kan bruge det de læser. Bruge det til at få lyst til, at lytte til noget af al den nye og spændende jazz, der hele tiden udkommer. 

Jeg har ikke penge til promovere bloggen og gøre opmærksom på at den eksisterer. Jeg bruger selvfølgelig Facebook, men har en begrænset rækkevidde - da jeg ikke har et annoncebudget. Du må gerne hjælpe! Du kan være med til at sprede budskabet om at bloggen eksisterer. Det falder tilbage på jazzen og dansk jazz i særdeleshed.

Tak fordi du følger Jazznyt.com - det betyder meget for mig.

Jeg elsker musik og i særdeleshed jazz - det er der ingen grund til at skjule.

Og så går der lige 12 år mere, så er der kun et år til 25 års jubilæet.

ps: Billedet er fra en koncert med Snorre Kirk Quintet, som jeg var til for nylig. Det var stort!

GoGo Penguin: Man Made Object (Blue Note) 2LP

I 2014 fik de en Mercury Prize for deres album v2.0. Nu er de blevet signet af Blue Note og er aktuelle med deres tredje album. GoGo Penguin er triojazzens danceact. Bandets trommeslager Rob Turner har komponeret musikken i et elektronisk setup på computer, hvorefter trioen har indspillet musikken akustisk i studiet. Det er triojazz, hvor der er fokus på det dynamiske groove, på rytme og masser af bund. Pianisten Chris Illingwoth nærmest looper sit pianospil i gentagelsesmønstre. Bassisten Nick Blacka understøtter det hele med dansende bastemaer.

GoGo Penguin er triojazz anno 2016. Jazz der kan fange det unge publikum der også lytter til Kendrick Lamar, Kamasi Washington, Flying Lotus eller David Bowies Black Star. Det her er ikke triojazz der skylder en skid til Monk, Evans eller Jarrett. Det er buldrende triojazz der kan minde om The Bad Plus og E.S.T. uden alle eksperimenterne. Det er både effektivt og særdeles catchy. Er det finurlige detaljer og krummelurer du leder efter, skal du gå et andet sted hen. Er det i stedet triojazz der kan få højtalernes bas til at vibrere og underkroppen til rotere, så er det den helt rigtige plade. 

gogopenguin.co.uk

Johannes Richter: 2 Pieces (Hiatus) LP

Der er gået 3 år siden den dansk/tyske pianist Johannes Richter dukkede op med albummet 13 Pieces. Den nu 29 årige pianist er pt. bosat i New York. Han har med 2 Pieces atter levet et album der bevæger sig mellem klassisk avantgarde og improvisation. Der er kun 2 numre uden titel, på pladen der ligeledes er uden billede på coveret eller andet der kan være med til at føre lytteren i en bestemt retining. På den ene side møder vi Richter i et pianistisk bombardement af monumental minimalisme. På den anden side er det i et mere afventende stykke musik vi møder Richter. Det er et stykke musik, hvor tiden bevæger sig i loopholes og søger retning. 

Pladen udkommer kun i 80 eksemplarer. Det er moderne kunstmusik, hvor spontanitet og små øjeblikke dyrkes intenst. Det er klavermusik der trækker linjer til John Cage, Morton Feldman og Cecil Taylor. 2 Pieces er i sit inderste væsen ultrasmal musik der ikke søger et publikum. Det er musik der vækker undren og nysgerrighed.

Hiatuslabel.com

johannesrichter.dk

Aaron Parks-Thomas Fonnesbæk-Karsten Bagge: Groovements (Stunt)

Karsten Bagge og Thomas Fonnesbæk har flere gange stået for en knivskarp og sikker opbakning på flere plader og mange koncerter med pianisten Thomas Clausen. Nu er duoen søgt sammen med den amerikanske pianist Aaron Parks. Parks har siden han medvirkede på Anders AC Christensens moderne klassiker Dear Someone, medvirket på flere danske udgivelser med bl.a. Thomas Maintz og Christian Vuust. Denne indspilning er lavet i sommeren 2014, hvor Parks var i Danmark som JazzDanmarks Artist in Residence.

I det rendyrkede triojazz element er det tydeligt, at høre at alle musikere er trygge og føler sig hjemme. Det betyder at de åbner op for godterne allerede fra starten. Parks er en melodidyrker. Han tager den oprindelige medlodi og bygger med en flydende og nærmest ligefrem improvisation ovenpå det eksisterende. Det er her at Fonnesbæk og Bagge kommer ind i billedet med bassen og trommerne. Deres dynamiske og lækre grooves er et fund til numre som Cedar Walton's Bolivia og Bruce Springsteen's I'm on fire. Pladen byder også på Carl Nielsens Tit er jeg glad og numre skrevet af de tre musikere.

sundance.dk

Organic 3: Kirken den er et gammelt hus (Gateway)

Kombinationen af at være kirkeorganist og jazzorganist kan kombineres på mange måder. Man kan vælge at holde delene skarpt adskilt. Man kunne spille sumpet soul-jazz om natten og salmer i kirken om søndagen. Den nordjyske organist Niels Ole Sørensen blander det hele sammen og springer ud som fuldblods jazzet kirkeorganist. Han spiller kirkens salmer i et klassisk Hammondjazz set up, med guitar og trommer. Det modige, spændende og interessante ved denne plade er, at Niels Ole Sørensen ikke har været forfalden til at søge i en retning, hvor det er gospel og souljazz der tager over. Han bibeholder en stor del af salmernes væsen i udtrykket. Han er en dansk jazzmusiker der spiller danske salmer.

Det er ikke blues-Uffe Steen eller jazz-Uffe Steen der hersker under salmerne. Det er den blide, afstemte og følsomme Uffe, der tager kontakt med stemningen i nummeret. Når han spiller guitar på Nu falmer skoven trindt om land, kan man se bladene falde af træerne. Endnu en gang er det en fornøjelse at lytte til Uffe Steen. Trommeslageren Esben Bach er tro mod medspillerne og kan til tider blive lidt anonym.

Niels Ole Sørensen har tydeligvis arbejdet indgående med materialet inden han har besluttet sig for hvilken retning nummeret skal tage. Hil dig, Frelser og forsoner er gået i en fløjtevenlig happy-go-lucky stemning. Mens titelnummeret Kirken den er et gammelt hus er jazz, så selv husarerne er fornøjede. Sikre søndagshits som Du som har tændt millioner af stjerner og Vor Gud han er så fast en borg er også at finde på pladen. Organic 3 er jazz til kirken. Ind med Niels Oles Hammond-orgel i kirken. Så er der dømt swing, salmer og jazz.

Phronesis: Parallax (Edition Records) LP

Så er sjette album ude med Phronesis. Trioen der nyder stor succes i England og har en dansker i spidsen. Bassisten Jasper Høiby har gennem årene fremelsket et stærkt dynamisk udtryk med trioen. Alle tre byder nu ind fra hver deres plads, i et overensstemmende og tydeligt kollektivt udtryk. De har hver især bidraget med 2 kompositioner til pladen. De går ind i en følelse som de rådyrker. De presser tonerne frem. Det er triojazz i en rytmisk eksplosiv opsætning. Taktarterne presses til det yderste. Det hele er optaget på en dag i Abbey Road studierne i London. Det er intenst. Det fornemmes at det ikke er ligegyldigheder, der har fået lov til at lande i pladens riller.

Den norske trommeslager Anton Eger (kendt fra Jazzkamikaze) og den engelske pianist Ivo Neame er perfekte partnere til Høiby, når der skal laves nutidig triojazz, der ikke lugter af E.S.T. eller Keith Jarrett. Har du brug for en omgang højspændt triojazz der ikke er stillestående, så er Phronesis et meget kvalificeret bud. Anton Egers to kompositioner åbner hver sin pladeside. Det er her trommeslageren giver slip og lader al den opsparede energi komme ud. Neame er mere fyren, der har sans for de forfinede detaljer, hvilket bl.a. høres på Kite for Seamus. Høiby lukker begge pladesider på vinyludgaven. Det gør han med stor elegance og strøget bas på Stillness. Trioen går ind i et pompøst modus. 

Trioen har nu eksisteret i 10 år. De er i dag et af de bedste bud i Europa på, at triojazz både kan være avanceret og charmerende uden, at indtage en leflende og kedelig position. Det er en meget anbefalelsesværdig plade.

phronesismusic.com

editionrecords.com

Niclas Knudsen: Guitar Inferno (Gateway)

Niclas Knudsen går nye veje med albummet Guitar inferno. Det er selvfølgelig fortsat guitaren der er i centrum. Men det er noget andet end det han præsenterede på Radio Timbuktu i 2014. Dengang var Afrika det musikalske udgangspunkt for Knudsen, noget han også ofte har dyrket i Ibrahim Electric. Han starter også den nye plade i Afrika med Niafunke. Men så tager det en uventet og ikke mindst fed drejning på andet nummmer. Winter er rendyrket Morricone stemning med fløjteri, akustisk guitar og twangy guitar. 

Niclas Knudsen bruger Guitar Inferno til at komme omkring i guitarens verden. Han er en musikalsk svamp, der har opsamlet filmiske udtryk og stemninger, som han får omsat til en spændende og afvekslende plade. Han har bl.a. lavet en ny udgave af nummeret Brothers of Utopia, som Ibrahim Electric spillede på pladen af samme navn. Her bruger Knudsen uhæmmet og meget vellykket en talk box, hvor han via guitaren manipulerer med lyden af stemmen. Det lyder pissefedt! 

Niclas Knudsen er en guitarnørd, der på pladen både spiller på en indisk guitar mohan veena, en cubansk guitar tres, en Weissenborn Hawaii guitar udover alm. guitar, bas og glockenspiel. Den eneste anden musiker som han har haft inde over pladen er trommeslageren Mads Andersen, samt Morten Nørby der fløjter på Winter. 

Der er nordisk, indiske, afrikanske og amerikanske stemninger spredt ud over pladen. Niclas Knudsen har på trods af de mange inspirationskidler formået at lave en sammenhængende plade der også er meget anbefalelsesværdig.

niclasknudsen.com

Bangin’ Bülows Nice Jazz Quartet: You’re beautiful I’m beautiful Lets have a beautiful Night (Bangin’ Bülows)

Jeg har altid syntes at Dizzy Mizz Lizzy var et elendigt bandnavn. En reference til et halvfesent covernummer som The Beatles lavede i Ruder Konges tid. Nu har bandet været her i over 20 år og jeg har vænnet mig til navnet. Jeg tænker på Tim C. og hans håndgangne mænd, når der siges Dizzy Mizz Lizzy. Mon ikke der også kommer til at gå 20 år, inden jeg har vænnet mig til navnet Bangin' Bülows Nice Jazz Quartet? Er meningen med navnet at de vil have mig til, at tænke på et kneppende trad. jazz orkester? Navnet er mere infantilt end subtilt. Men musikken er på ingen måde infantil.

Det subtile måtte de godt have spillet på i navnet. For det er i de fine detaljer at bandet skal kendes. BBNJQ er et fedt band, der dyrker jorden i jazzens grænseland. Åbningsnummeret Bamako på deres andet album You're Beautiful, I'm Beautiful, Let's Have A Beautiful Night indeholder nogle skønne referencer til den vestafrikanske musik, der specielt kendes fra Mali. Sådan fortsætter det på resten af albummet, hvor specielt guitaristen Mikas Bøgh Olesen kommer i centrum. Inspirationen fra Mali er ikke tilfældig, da han har brugt flere semestre af konservatorietiden i Mali. 

Kvartetten dyrker gerne det komplekse groove, hvor bassisten Adrian Christensen sætter et pace, mens trommeslageren Frederik Emil Bulow laver nogle frække rytmeskift. Jon Døssing Bendixen kombinerer gerne elpiano med nogle spacede synthlyde. Blandingen af skæv jazz og afro giver Bangin’ Bülows et originalt udtryk. De ligner ikke Girls in Airports eller Ibrahim Electric, der også gerne henter inspiration i Afrika - men du går ikke galt i byen, hvis du godt kan lide dem. Her er fest og dybde med spøjse og sjove indslag. En god plade.

banginbulows.dk

Mads Houe & The Quavers: Mass Quavers

Tak! Så kom det. Et dansk band, der har fanget tendensen og laver funky jazz med masser af blæs. Det 10 mand store band Mads Houe & The Quavers placerer sig i slipstrømmen på Snarky Puppy. Her er masser af groove og spacede synthsoli, som Snarky Puppy-keyboardisten Cory Henry har været med til at gøre hot igen. F.eks. på nummeret Before the rush, hvor der også er blevet plads til en dejlig trombonesolo. Den ordløse sang i nummeret kunne jeg dog godt have undværet. Desværre er den også med på næste nummer Goofy Life. Er det funky, så må der gerne være en tekst, hvis der endelig skal være vokal med. Fraseringerne og duttelutterne kommer til, at stå i vejen for det fede groove som bassisten bygger op. Vokalen kunne være med til, at løfte den gode groovy stemning.

Åbningsnummeret Sk8ordie får mig til at tænke at firserne er tilbage i jazzen. Det er en ekstrem sjælden følelse hos en dansk jazzanmelder anno 2016. Her er et mellemspil med orgel og et blæserriff, der er som snydt ud af næsen på Mezzoforte. Det er med samme store fonøjelse som når Kung Fu isen spises om sommeren. Det er nostalgisk og superlækkert. På A Bird er synthesizeren igen i fokus, hvor bandets keyboardspiller Peter Sørensen leverer fed firservibe, sammen med en lækker trompetsolo fra Jakob Sørensen. Jeg er meget fornøjet over trommeslageren Mads Houe og hans band The Quavers. Endnu en gang tak for et forfriskende funky udspil.
facebook.com/MadsHoue8TheQuavers

Kalaha: Quarquaba EP (Rump) digital

To electronicamusikere og to jazzmusikere. Så har du Kalaha. Spejderrobot og Rumpistol fra electronica'en og Emil de Waal og Niclas Knudsen fra jazzen og det der ligner har begået en ny EP. Er man bekendt med de fire kunstnere, kan man høre hvornår de træder tydeligst frem. Der er den klassiske afrofarvede guitar fra Niclas Knudsen der kigger frem flere gange undervejs, bl.a. på den vestafrikansk funkinspirede Tippi Tabu og i ørkenbluesen på Nguni. 

Josty kit er en favorit inden jeg overhovedet har hørt den. Bare det at kalde et nummer for Josty Kit får mit "teenager-i-firserne-da-man-lavede-hjemmeelektronik-hjerte" til at banke. Nummeret indeholder i øvrigt en klassisk lydende Emil de Waal keyboardsolo (går jeg ud fra) der peger tilbage på Band Mrazem. Rumpistol og Spejderrobot komplementerer med deres krøllede og kreative electronica til fulde kvartetten Kalaha. Er du til electronica med retrofuturitiske twists og snørklet jazz, så vil du være i godt selskab.

rump-recordings.dk/releases/36

North: Yonder (egen udgivelse) digital

Trioen North er et helt nyt bekendtskab for mig. Hvilket på mange måder godt kan overraske mig, da jeg ret hurtigt føler mig hjemme i deres musik. Det er en af den slags debutplader, hvor der rammes plet første gang. Den uforbeholdne umiddelbarhed som musikken indeholder er trioens helt store styrke. Det er egentlig helt banalt. Nogle enkle melodier, hvor trioen spiller numrene rimeligt straight og så alligevel ikke. Trioen har et klangmæssigt udtryk og en stemning som vi ikke så ofte hører herhjemme. Det er helt tydeligt nordisk jazz, der i et roligt tempo bevæger sig afsted kombinret med nogle heftige afstikkere. Det er triojazz der skaber en god stemning. Det er en jazztrio der har et betagende og samlet udtryk. 

De deltog sidste år i JazzDanmarks Ung Jazz konkurrence, hvor de blev nr. 2 i finalen på Jazzhouse efter Viktor Sandström Trio. Albummet Yonder er produceret af Jonathan Bremer fra Bremer/McCoy. Kan man lide Bremer/McCoy går man ikke galt i byen med North. Den behagelige organiske stemning har de til fælles. Men North har også en trommeslager, der vil mere end bare please med hyggewhiskers. Som f.eks. på Broken, hvor der går rock i den - her kan de godt minde lidt om den tysk/svenske trio Tingvall Trio, hvor North heldigvis aldrig bliver lige så svulstige.

Det er ikke svært at anbefale dette album. Det er ung nordisk jazz med et nutidigt udtryk. En rigtig god debut.

soundcloud.com/north-jazz

Jeppe Zeeberg & Rune Lohse: Music made in one day (Barefoot) digital

Den meget udgivelsesaktive pianist Jeppe Zeeberg - kendt fra egne udgivelser, Horse Orchestra og Dødens Garderobe har sammen med trommeslageren Rune Lohse, fra Dødens Garderobe lavet den digitale udgivelse Music Made in One Day. Det er med andre ord ikke tung partiturmusik, de to ungesvende har nået at lave på en dag. Det er eksperimenterende og frit improviseret jazz, som de fleste læsere af denne blog nok kan gætte. 

Albummets cover viser de to musikere, der er i gang med at indtage morgenmad. Maverne fyldes inden de begiver sig ud på en musikalsk betingelsesløs tur over 7 numre med titler som Dawn, Noon, Coffee Break, Good Evening og Midnight. Det er det sponatne der dykres. Hurtige indfald samles op i fællesskab. Det er omvendte og bumlende pianisterier. Det er en himmelfalden tromme der uden vinger flyver. Zeeberg og Lohse er to spændende musikere at følge i disse år. Der er et kreativt overflow, der både er inspirerende og berigende at følge.

http://barefoot-records.com