søndag, november 29, 2020

Svaneborg/Kardyb: Haven (Blikflak) LP/stream

 

Det er en meget svær toer som duoen Svaneborg/Kardyb står med. For et år siden vandt de to DMA priser på Bremen, da jazzen blev fejret med Danish Music Awards. Det var for debutalbummet. På den anden side er jeg ikke så bekymret - og ikke nu, hvor jeg har hørt albummet Haven. Duoen vælger at gøre det som de er bedst til. De spiller deres musik uden nogen som helst form for smart-ass attitude. Det er så enkelt og ligefremt. Der er en blues, der hedder Bluesen. Der er Fløjtesangen, der er lige til at fløjte. Det er nummeret Dialekt, hvor der tales dyb jysk dialekt, så selv jeg, der er ret møj jyde, hægtes helt af. Det er musikalitet på højt plan.


På den første plade medvirkede den norske sangerinde Eline Hellerud Åsbakk, det gør hun ikke denne gang. Til gengæld har duoen skrevet et nummer til hende, der ganske enkelt hedder Til Eline. På Haven medvirker trompetisten Jakob Sørensen, der har slået sit navn fast med bl.a. gruppen Bagland. På Omvej er det med muted trompet, at Jakob Sørensen løfter det, i Svaneborg Kardyb sammenhæng, tunge nummer.


Albummet åbner med to numre, som jeg har hørt igen og igen og igen. Titelnummeret Haven og den efterfølgende Dæmningen præges på fedeste vis af Nikolaj Svaneborgs Wurlitzer. Jonas Kardyb’s enkle trommespil, der hele tiden er i bevægelse sender musikken lige i favnen på os. Det er musik der skal krammes og holdes om. De gør det igen, den vidunderskønne duo.

Svanborg Kardyb på Facebook

Tineke Noordhoek: Flegmatisk/Melankolsk (Tineke Noordhoek/Gateway) LP/stream

 

Hun kommer fra blandet baggrund i jazz, klassisk, børne- og teatermusik. Vibrafonisten Tineke Noordhoek har lavet albummet Flegmatisk/Melankolsk der samler to musikalske stemninger.


På siden Flegmatisk har ladet sig inspirere af vand. Her spiller hun sammen med Christina von Bülow på fløjte og altsaxofon og Jeppe Holst på guitar. Musikken er som flegmatikeren, rolig og ikke let at slå ud af kurs. Christina von Bülows behagelige fløjte smelter logisk sammen med Noordhoeks flydende vibrafonspil.

På den melankolske side er Tineke Noordhoek sammen med Tine Vitkov på klarinet og basklarinet, Anne Lillemæhlum på cello og Birgit Løkke på percussion. Her er musikken forbundet med jord.


Albummet, der samler to stemninger, er i helt sin egen klasse på den danske jazzscene. Der er en dybde i musikken. Noordhoek har skrevet al musikken, udover den afsluttende Tit er jeg glad af Carl Nielsen. En melodi der passer godt ind i landskabet med vand og jord. Det er både en original og meget vellydende plade i en flot produktion.

Tineke Noordhoek

Marilyn Mazur’s Future Song: Live Reflections (Stunt) CD/DL/stream

 

Marilyn Mazur’s nye live album indeholder indspilninger fra to forskellige koncerter i 2015 på henholdsvis Copenhagen Jazzhouse og på Bodø Jazz Open i Norge. Desuden er der en enkelt indspilning fra 2008 og en studieindspilning fra 1990.


Den norske trompetist Nils Petter Molvær, der også er med på nummeret fra 1990, sætter sit tydelige præg på pladen, hvor han visse steder kan minde om Palle Mikkelborg, hvilket selvfølgelig skyldes begges primære inspiration; Miles Davis. Den amerikanske jazzlegende er til stede i ånden på pladen. Det har selvfølgelig sat sine spor hos Marilyn Mazur, at hun spillede med ham i 80’erne. Men i alt sammen er hun Marilyn Mazur. Jazz der trækker på elementer fra mange verdensdele. Pladen dokumenterer flot og relevant Marilyn Mazur’s Future Song.

Marilyn Mazur

lørdag, november 28, 2020

Hoffy Beats & My Friend Thor: Exotica (Retro Jungle) stream

 

Lo Fi Beats er en populær blanding af lo-fi, hip hop, Do it yourself attitude, den afdøde beatmester J Dilla, nu jazz, vinylknas og organisk electronica. Musikken kan bruges som soundtrack til hverdagen. Det er smooth med hip hoppens skarpe lilletromme.


Danske Hoffy Beats aka. Jonas Hoffmanner debuteret på streamingtjenesterne i år med sit bud på musikken. Han har allerede udgivet 120 numre, hvoraf to numre har passeret de magiske 1 mio. afspilninger på Spotify. Han medvirker desuden på flere vinylcompilations. Hoffy Beats samarbejder med musikere over hele verden, hvor de sender deres digitale filer til hinanden. Blandt andet har lavet en stribe numre sammen med trompetisten Farnell Newton fra Portland, Oregon. Ham kender jeg fra samarbejdet med sangeren Jarrod Lawson. 


Nyeste EP-udspil er Exotica, hvor guitaristen Alexander Nørgaard alias My Friend er med på alle numre. Det tager lidt over 10 minutter at komme gennem de 5 numre. Det er tilbagelænet med synthflader, de karakteristiske beats og så guitaren, der giver mindelser om en pæn guitarsolo i fusionsjazzen.


Jeg vil anbefale, at du prøver at tjekke Hoffy Beats ud på din foretrukne streamingtjenesten. Det er brugsmusik, der fint kan ledsage dig rundt omkring i din tilværelse.

Hoffy Beats på Instagram

fredag, november 20, 2020

Helene Bak: Under one roof (Gateway) LP/DL/stream

 

Sangerinden Helene Bak har samlet et stærkt hold musikere omkring sig på albummet Under one roof. Det er noget af det der er med til, at løfte albummet godt ud i verden. Stilen er singer-songwriter med afstikkere til jazz, country, blues, roots og soul. Blæserne Nikolai Bøgelund og Jesper Riis giver et lækkert organisk lag til musikken. 


Der er gået fem år siden Helene Bak lavede det mere rendyrkede jazzalbum Oh so quiet. Tiden gået i retning af, at finpudse udtrykket, hvor der er kommet mere personlighed og nærværende autencitet. Helene Bak har skrevet sangene sammen med Mikkel Bøggild, der også har produceret og spiller guitar på pladen.

Helene Bak

torsdag, november 19, 2020

1V0 (Jazzwerkstatt Records:) LP/DL/stream

 

Han blander beskidte og abrupte forstadsbetonbeats og vrøvlerap med, noise, moderne klassisk musik og jazz. Det er skævt, rodet og uforudsigeligt. Ligesom sproget han rapper på ikke findes, så er det som om den stilart han spiller, heller ikke findes - andre steder end lige her.


Det er østrigeren Vincent Pongrácz, som jeg tidligere har skrevet om i forbindelse med projektet Synesthetic. Denne gang står han for alle instrumenter. Han er uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium i København med klarinet som hovedinstrument - og sætter også blæserinstrumenter i fokus på albummet. Det er en uforudsigelig og overraskende plade, der insisterer på, at give lytteren noget andet end de plejer at lytte til… om det så er jazz, klassisk eller hip hop.

Jazzwerkstatt Records

onsdag, november 18, 2020

Johannes Konstantin Neergaard: Lyset skinner i mørket (Dansk Sang) Nodehæfte/DL

 

Den 19. udgave af Højskolesangbogen er lige udkommet. Det er som ventet ikke gået stille af  sig, med social media-venlige historier om, at Shu-Bi-Duas Danmark er ude og at Isam B’s Ramadan i København er inde. Lige under den larmende overflade finder man lidt over 600 sange, der kan synges nu og gerne sammen. De afspejler den tid de synges i.


Blandt de mange sange er der kommet to sange med som er skrevet af Johannes Konstantin Neergaard. Han er tilfældigvis også selv aktuel med den kombinerede sangbog/musikudgivelse Lyset skinner i mørket, hvor den ene af de to sange er med. Det er den store salmedigter Grundtvigs Menneske først og kristen så, hvor Johannes Konstantin Neergaard har skrevet melodien til digtet fra 1837. Den har på trods af alder er en tekst, der også betyder noget i dag. 


De andre tekster er hentet i nutiden og er skrevet af bl.a. Leif Rasmussen og Lisbeth Smedegaard Andersen. Det er sange og melodier der placerer sig godt i den danske salme- og højskolesangbogstradition. Det er sange der kan give ro, trøst, tanke og varme. Sange der skal synges. 


Johannes Konstantin Neergaard har et swing i sine sange, når man stille lader kroppen vugge og gynge med. Det er her jazzen flyder. Han har indkaldt et stjernehold til at omsætte melodierne; Henrik Gunde på klaver, Esben Eyermann på bas, Bjørn Heebøll på trommer, Hans Ulrik på saxofon og Søren Baun på sang. De 12 sange kan både høres med sang og i instrumentale versioner, hvor man selv kan synge med. Det er en meget imponerende udgivelse som den silkeborgensiske melodisnedker har lavet. Tiden er den grad moden til tidløse sange som Frirum og Fra Lyset til Mørket. Lyt, syng med og blev beriget.

Tonesprog.dk

torsdag, november 12, 2020

DMA Jazz 2020 - fra lænestolen

 

For første gang i over 10 år, var jeg ikke taget til København for at deltage Danish Music Awards Jazz showet. Jeg sad foran fjerneren og fulgte TV2 Lorrys direkte transmission fra Bremen Teatret. Jeg fik skrevet et blog-indlæg om festen med det samme. 


Fra lænestolen kunne jeg se, at det danske jazz-aristokrati var samlet i salen; trommeslageren Kresten Osgood, legenden Jens Jørn Gjedsted, Kenneth Dahl Knudsen fra Aalborg, Kat Jarby fra Kaja Management og mange andre skønne jazzmennesker.


JazzDanmarks leder Eva Frost åbnede festen inden Jeanett Albeck tog over for andet år i træk som vært på showet. Hun havde sjove gevandter på i løbet i aftenen - og snakkede om det fantatiske


Årets Nye Jazznavn

Nikola Bankov: Bright Future (Amp Music)

Pladen udkom for et år siden, hvor jeg skrev “Dejligt uhøjtideligt og superskarpt. Har du hang til nutidens jazz, hvor der er en fusionsistisk vibe i stemningen, så har Nikola Bankov fat i noget.” På bloggen


Årets Vokal Jazz Udgivelse

Sinne Eeg & Danish Radio Big Band: We’ve just begun (Stunt)

Det er nummer jeg-kan-huske-hvor-mange-gange, at Sinne Eeg vinder statuetten. I et ellers skarpt felt tog hun atter stikket hjem med en veloplagt big band plade.


Christina von Bülow og sønnen Pelle von Bülow indtager scenen med et smukt duonummer.


Årets vindere er fundet ved blindlytning. Jurymedlemmerne har for første gang ikke fået oplysninger om musikken. Men udelukkende stemt efter det som de har hørt.


Årets Jazzkomponist

Laurits Hyllested: Darling River (Amp Record)

En tydelig rørt Laurits Hyllested modtog prisen. Jeg skrev: “Jazzen, den elektroniske og den klassiske musik smelter sammen, de tager over for hinanden i nogle velfungerende overgange. Darling River er et roligt og flydende album. En god start på 2020 og for Laurits Hyllested.”


Årets Børnejazz

Malene Kjærgaard og Jorden Rundt


40 års jubilarerne Pierre Dørge & Jungleorkestret spillede Mingus Birthday Party. En vidunderlig jazzfest med vildskab og undren.


JazzDanmarkprisen - en nytænkende koncertoplevelse

Det er en ægte coronaramt pris, som gik til Copenhagen Harbour Parade - en flydende kunstnerisk parade. Et projekt skabt af John Bylling Lang og Mai Seidelin.


Jazzlegater

Jazzdanmark har skabt to nye legater, finansieret af William Demant Fonden. Legaterne gik til trommeslageren Anton Eger og Peter Bruuns All Too Human


Den herboende brasilianer Marcella Lucatelli spillede brasiliansk musik, som den næppe nogensinde havde været tænkt. Det blev et forrygende vanvittigt og spacet medley over en række bossa klassikere. 


Og så kom der en tynd mand, der kaldte sig Madame Nielsen og er lidt sjov omkring, at han ikke kan lide jazz… det havde han ikke behøvet. Knud Romer var der for mange år siden med en ringende sømbækken-lussing til jazzen. 


Årets eksperiment

Maria Faust Sacrum Facere: Organ (Stunt)

Endnu en erfaren vinder tager endnu en statuette hjem til hylden med et suverænt album. Prisen hed tidligere årets særudgivelse. 


Jazzlegenden Alex Riel der for nylig fyldte 80 år, blev hyldet fra scenen med en video med hilsener fra en masse danske jazzmusikere.


Trioen Den Gamle Sangskat og saxofonisten Mads Mathias hyldede Bent Fabricius Bjerre.


Årets Ildsjæl

Det er P8 Jazz der står bag prisen. En pris som jeg selv prøvede at være nomineret til for nogle år siden.

Radioværten Stine Danving overrakte prisen til Nana Pi Aabo Larsen fra Fredericia.


Årets Jazzudgivelse

Det var kulturminister Joy Mogensen, der havde fået æren af at overrække prisen - som efter en længere entusiatisk tale, gik til:

Maluba Orchestra (Stunt)

Christina von Bülow og Pernille Bevort tog imod prisen på bandets vegne, der i øvrigt spillede til DMA Jazz showet i 2018.

Det blev den tredje pris til pladeselskabet Stunt.


Som rosinen i pølseenden eller As the raisin in the hot dog end, som Dirch Passer sagde i How jazz was born, kom Kalaha på scenen, hvor de spillede deres vildt fede nye single Özgürüm Ben med den herboende tyrkiske sangerinde Hilal Kaya, efter at de havde spillet Mama Mandala.