Thorbjørn Risager & The Black Tornado: Navigation Blues (Provogue) LP/CD/DL/stream

 

Gennem årene har bluessangeren og guitaristen Thorbjørn Risager sammen med bandet The Black Tornado opbygget et stort og stabilt i Danmark, Sverige og i særdeleshed Tyskland. De tager på lange turnéer og udsender med jævne mellemrum et nyt album. Der er gået to år siden den sidste med ny musik - sidste år gav de os i stedet et Best of album.

Navigation Blues er måske deres bedste. Helstøbt i lyden og stilen. De er både inspireret af funk, soul, gospel og rock’n’roll i deres skramlede og støvede bluesverden. Risagers syvmandsgruppe med både blæs og fylde er tighte og sammenspillede. På pladecoveret står der en mand ved the crossroads. Hvilken vej skal han vælge? Risager har ikke mistet sin indre GPS. Han ved godt hvilken vej han skal vælge. Der er både Fire Inside og Something to hold on to inden man kan Watch The Sun go Down.

Thorbjørn Risager

Mads la Cour’s Almugi: Stout (WhyPlayJazz) >> FUSK: Absurd Enthusiasm (WhyPlayJazz)

 

Her er to fynske musikere der begge udgiver deres musik på det tyske selskab WhyPlayJazz. De deler bassist og spillede sammen i kvartetten Quartz, hvis debut album fra 2007 So ein Ding… holder forbavsende godt, her 16 år senere. 

Mads la Cour - kendt fra DR Big Band stiller op med en ny besætning i hans Almugi projekt. Det er den her i landet bosiddende spanske saxofonist Cesar Joaniquet, bassisten Andreas Lang og trommeslageren Kasper Tom Christensen der sammen med la Cour på flygelhorn er med til at spille  musikken. 

Det er blevet er meget vellydende album med en stor lyd. Det passer godt till kvartetten der spiller imødekommende og kompliceret jazz. Jazz af den slags der bliver ved med at give når der lyttes. Der er den skønne Folk Song, hvor folkemusikken er et eller andet sted ude i horisonten. Der er Nuet #2, hvor freejazzen syder og bobler. Der er den rolige Rimi, hvor kvartetten rammes ind og skaber et smukt organisk univers. Der er høj standard hele vejen.

Andreas Lang er også med i Kasper Toms kvartet FUSK, der er aktuel med fjerde album siden 2011. De to andre er den tyske klarinettist Rudi Mahall og polske Tomasz Dabrowski på trompet. Det er intereuropæisk kontemporær jazz af den fineste slags. De spiller ekspressiv jazz, hvor Kasper Tom som trommeslager både kan spille flagrende som på The Noise of Time og tight swingende so på Rondo a la Roder. Der er befriende meget energi og temperament i FUSK. 

Why Play Jazz

Music For Black Pigeons - en film af Jørgen Leth og Andreas Kofoed

 

foto: Adam Jandrup

 Det lyder måske højpandet. For mig handler det om at komme nærmere jazzens inderste væsen, når jeg lytter. Der hvor der ikke længere tales om jazz. Derinde hvor det handler om være, fornemme og mærke. Det er min - lytterens - opmærksomhed og nærvær der er grundlaget. Det tror jeg ikke at der er lavet en film om. 

Der er lavet en film om afsenderne - musikerne - dem der spiller jazz - uden at der tales ret meget om jazz i filmen. Det er instruktørerne Andreas Kofoed og Jørgen Leth der over en 15 år lang periode har fulgt Jakob Bro og ikke mindst de musikere som han har arbejdet sammen med. 

Det er en film bygget op om Jakob Bro - og fuldstændigt ligesom med Jakob Bros musik, så handler den lige så meget om de musikere han omgiver sig med. 

Vi er med som en flue på væggen i studiet, lige fra Balladeering der blev indspillet i New York 2008 over Time i New York i 2011 og Uma Elmo  i Lugano i 2020 helt op til den nyeste Once around The Room, der blev indspillet i København i The Village Recording Studio i 2021. Vi er med når Jakob Bro spiller koncert med Lee Konitz og Bill Frisell i Sisimut og på den legendariske jazzklub The Village Vanguard i New York med Mark Turner og Andrew Cyrille. Som det nyeste er vi med, når Bro spiller sammen med den japanske multiinstrumentalist Midori Takada i Berlin i maj 2022. 

Mellem al musikken er vi hjemme hos Jakob Bro der får besøg af Palle Mikkelborg. Vi møder Bro liggende på gulvet med en ukulele mellem ham og datteren, der er baby, som reagerer på Jakobs nynnen og synger med. En meget rørende scene. Vi er hjemme hos Lee Konitz, der udover at stå for flere af filmens morsomste indslag, roder rundt i skuffen efter et saxofonmundstykke.

Der er interviews med mange af musikerne undervejs. Der er hardcore Jazz-wisdom fra Joe Lovano og sanselighed fra Palle Mikkelborg.

Hjemme hos bassisten Thomas Morgan, som Bro har haft med i mange af sine projekter, får vi indblik i en morgenrutine med musiklytning og fysiske øvelser. Thomas Morgan leverer et af filmens højdepunkter. Jørgen Leth spørger om hvad der foregår i Thomas Morgan når han giver sig hen til musikken. En meget - meget - lang pause opstår. Morgan tænker. Leth forsøger at omformulere spørgsmålet og får aldrig et svar, udover pausen. Det er en meget fin beskrivelse af Morgan, der ikke omgiver sig med alle mulige floromvundne og bevingede ord. Når han siger noget eller ikke siger noget, er det værd at lytte. Det samme gør han med bassen, hvor han lige præcis spiller det, der er nødvendigt for at musikken kan vokse frem. 

Instruktøren Andreas Kofoed inviterede Jørgen Leth i studiet i 2008 i New York, hvor han lavede dokumentaren Weightless om indspilningen af Balladeering albummet. Det var første gang, at Leth mødte Bro. I Weightless er der en forrygende scene, da Leth som forfjamsket fan møder sit gamle idol Lee Konitz. Ud af det voksede et samarbejde mellem Kofoed og Leth. Det er 60 år siden, at Leth debuterede med jazzfilmen Stopforbud. Nu er han tilbage ved jazz og udgangspunktet - han var jazzskribent lang tid før, han gjorde tjeneste som cykelkommentator. 

Music for Black Pigeons er en poetisk og nærværende film om musik og dem der skaber det. Vi har fået en stor film, der bruger jazzen og Jakob Bro til, at fortælle en smuk og vedkommede historie om venskaber og hvordan musik opstår.

Afslutningsvis er der kun en ting, at sige: “Skynd dig i biffen.”

Trailer: Youtube

Snorre Kirk: Top Dog (Stunt) >> Jan Harbeck: Balanced (Stunt)

 

Det er som at have besøg af to meget gode venner. Der er gået lidt tid siden vi sidst var sammen. Der er noget der skal indhentes, nyt der skal fortælles. Fortællingen går en vej. Jeg lytter - de fortæller eller spiller om man vil. Det er nye plader med to musikere jeg holder meget af. Den ene har endda været fast mand hos den anden. Det er selvfølgelig Snorre Kirk og Jan Harbeck det drejer sig om. 

Jan Harbeck Quartet består af de samme folk som på debuten fra 2008, udover trommeslageren Anders Holm der kom med i 2011. Det er en unikt lydende og stemningsmættet kvartet. De har deres sound og udtryk. Henrik Gundes elegante og melodifyldte klaverspil, Eske Nørrelykke underspillede basspil og Anders Holms præcise swing er perfekte partnere for Jan Harbecks støvede saxofon. For første gang spiller kvartetten udelukkende Harbeck kompositioner på et helt album. Der er søvnig nattestemning hos den stilbevidste æstetiker. Jeg falder i med det samme og flyder med. Iøvrigt er Eliel Lazo på congas med som gæst på halvdelen af pladen.

Snorre Kirk fortsætter samarbejdet med den amerikanske tenorsaxofonist Stephen Riley på sit syvende album og det tredje med Riley. Stephen Riley er alene i blæserfronten denne gang udover tenorsaxofonisten Michael Blicher, som han spiller sammen med på åbningsnummeret Working the night shift. Blicher er i øvrigt alene i front på de tre numre hvor Riley ikke er med. Som noget nyt i Kirks musikalske univers introduceres vi for en guitar, der spilles stilsikkert af Mads Kjølby. Magnus Hjorth sidder ved pianoet ligesom han har gjort på alle Kirks plader og Anders Fjeldsted har et sikkert greb om bassen. Snorre Kirk er forrygende komponist. Basie og Ellington er i nærheden. Denne gang har han skruet lidt ned for fylden og lavet en mere intim plade.

Besøget af mine to gamle venner var ikke kun behageligt og hyggeligt. Det var givende og et af den slags besøg som man kan gøre om og om igen. Jazzmusikken vil altid være her - og skal det være af den tidløse klassiske slags, gøres det ikke bedre end med Kirk og Harbeck. Stor tak til Stunt for de flotte plader og musikerne fordi de bliver ved med at være på toppen.

Jan Harbeck

Snorre Kirk

Mydtskov/Nordal: Frasens Identitet (New Vehicle) LP/stream

 

Det musikalske lixtal er højt inden jeg overhovedet har hørt noget som helst. Frasens Identitet er en del af et kunstnerisk udviklingsprojekt på konservatoriet i Odense. Det er saxofonisten Hans Mydtskov og guitaristen Morten Nordal der er ophavsmænd. Som Mydtskov så venligt skriver i det medfølgende brev: “Det har vi lavet et forskningspapir på og det er ret nørdet.” 

Projektet går ud på at vise, hvordan forskellige valg af musikalske parametre (dynamik, tempo, udtryk etc.) genererer forskellige identiteter til den enkelte frase. De har skrevet 12 duetter med neutral musik, hvor der ikke er emotionelt betingede valg som baggrund for kompositionerne. 

For at fjerne sig fra det trygge og veldefinerede har de valgt at spille på et andet instrument end deres hovedinstrument. Mydtskov på baritonsaxofon og Nordal på baritonguitar. Desuden har de inviteret to andre duoer til, at spille deres udgaver af kompositionerne. En klassisk klarinetduo og en folkemusikduo med cello og violin. 

Musikken er for så vidt ikke kompliceret at lytte til. Den har et enkelt nærmest knastørt asketisk udtryk. Det der mangler af saft og kraft, kompenseres der for i fremførelsen, hvor de lægger fokus på detaljerne. Det er her, det begynder at blive interessant som lytter. Det kan da godt være at det er neutral musik - men der sker meget mere end det der placerer sig på overfladen. 

Selve den fysiske udgivelse, presset hos Nordsø Records, forsøger også at ligne noget neutralt - og alligevel er det et æstetisk valg, der giver en stemning af laboratoriemusik. Det er meget flot og gennemført.

Syddansk Musikkonservatorium

Margaux Oswald & Kasper Tranberg: Signals (ILK) CD/DL/stream

 

I filmen Suite Dilation fortæller trompetisten Kasper Tranberg om hvordan han bla. har ladet sig inspirere af hornet som signalgiver i de japanske bjerge. Det aktuelle duoalbum med den herboende schweiziske pianist Margaux Oswald hedder ligefrem Signals.

De mødes gennem 11 improviserede stykker. Det er rensende musik, hvor musikerne tømmes. Her er ikke lette løsninger. Her er heller ikke løsninger. Det er skarpe og flagrende øjeblikke. Det er to intelligente musikere, der laver nutidig europæisk improjazz i topklasse. Det er hverken tvivlende eller undrende. De ved hvad de vil og får en masse ud af det. 

ILK Music

Burnin’ Red Ivanhoe: KS!L!07 (Turn it over Records) LP/stream

Det er over 50 år siden Burnin’ Red Ivanhoe huserede på de danske scener ud over hele landet som absolut førende indenfor den psykedeliske rock, progrocken og tildels jazzrocken. Interessen er stadig stor og det er af stor betydning for nye og gamle fans, når Karsten Vogel har gravet dybt i arkiverne og fundet ikke tidligere udgivet materiale frem. 

Vogel har sammen med Kenneth Holme fra Turn it Over Records lavet magi og masteret de gamle indspilninger. 

Albummet præsenterer os eksempelvis for nye udgaver af Burnin’ Red Ivanhoe kendinge fra 1969-albummet M144; Medardus og Kaj der i den engelske udgave som vi her præsenteres for, var blevet til John-of-The-Dreams. Der er to udgaver af Ksilioy, en kort studieversion og en heftig liveudgave fra Ålborg Hallen på over 12 minutter. Det er instrumental vildskab fra fem opfindsomme og nysgerrige musikere. 

Mine favoritter er Canal Trip i en fokuseret stram og mere poppet udgave end den fra 1970-albummet Burnin’ Red Ivanhoe. Karsten Vogel spiller en forrygende altsax på nummeret. Den anden favorit er Meditation on Secret Oyster Service, hvor Kim Menzer har en lang improviseret fløjteintro modsat originalen med sax-intro. Nummeret forbliver mere roligt og ikke som den oprindelige der stikker af i det vilde. 

KS!L!07 er selvfølgelig et must for Burnin’ Red Ivanhoe fans - og der skal lyde stor ros til Turn it over Records for den flotte udgivelse.

Turn it Over Records

 

Cannonball Adderley Quintet: In Concert (Steeplechase) CD/DL/stream

 

Det er samme hold som er med på den uimodståelige live LP At The Lighthouse fra 1960. Nu befinder altsaxofonisten Cannonball Adderley sig på Falkoner Centrets scene en april aften i 1961, sammen med bror Nat på trompet, Sam Jones på bas, Louis Hayes på trommer og ikke mindst den engelske pianist og vibrafonist Victor Feldman, der er i centrum som komponist på 4 ud af de 8 numre. Det er Steeplechase der har fået fingrene i live-indspilningen, der aldrig har været udgivet før.

Det er en vidunderligt velspillende kvintet. Som når de spiller Bobby Timmons’ This Here, hvor de starter høfligt ud sammen. Herefter er bolden givet op til Cannonballs solo på altsaxen. Det flyder elegant afsted med nerve og sjæl. Det er souljazz helt derinde hvor det gælder. De spiller også Feldman’s numre Lisa og New Delhi, der blev indspillet til Plus albummet en måned senere i New York. Randy Westons Hi-Fly og Cannonballs egen Sank ‘o Woe tilføjer kun en masse godt. Det eneste lidt underlige ved albummet er billedet på coveret. Det er et gadebillede fra Dauphine Street i New Orleans. Jeg ved ikke, hvad det har med Cannonball at gøre. Til gengæld ved jeg, at Jan Persson var til koncerten, hvor han tog billeder.

Buddy Tate & White Label: Tate’s delight (Storyville) CD/DL/stream

 

Pianisten Ole Matthiessen har været i arkivet derhjemme og fundet et bånd frem med gruppen White Label som han spillede i. Her har han fundet en optagelse fra den legendariske Jass festival i Holstebro. Vi møder dem i en optagelse fra restauranten Laksen, hvor de spillede sammen med den tidligere Count Basie saxofonist Buddy Tate.

Jeg kan ikke lade være med at blive lidt tidsfilosoferende når jeg lytter til pladen. Optagelsen er fyrre år gammel. Det er ikke så lang tid siden. Jeg husker 1982 ganske klart (jeg blev konfirmeret og fik mit første rigtige stereoanlæg det år). Buddy Tate’s storhedstid lå - lidt brutalt fortalt - fyrre år før optagelsen. Han var et markant medlem af Count Basies orkester fra 1939 til 1948 - efterfølgende sad swingmusikken i ham og han spillede oftest  - ligesom her - med mindre grupper. 

Er tiden løbet fra en optagelse med en bedaget swingmusiker fra en hedengangen jazzfestival i Holstebro? Det er den overhovedet ikke. Buddy Tate er overskudsfyldt og sprudler igennem materialet med gamle jazzklassikere af Ellington, Parker og Basie. Huset koger når de spiller Lester Young’s Lester Leaps in, hvor der går jamsession i den. Jens Søndergaard skærer igennem med en forrygende altsaxsolo. Sammen med den fynske trompetist Poul Valde Petersen medvirker han på de tre sidste skæringer. Ole Matthiessen (piano), Niels Præstholm (bas) og Ove Rex (trommer) er backing hele vejen. Buddy Tate spiller tenorsax, klarinet og synger såmænd også lidt. Det er en skøn indspilning fra en koncert, der ifølge rygtet har en helt særlig plads i hjertet hos dem der var der. 

Storyville Records Bandcamp

Fredrik Lundin & Odense Jazz Orchestra: It takes all kinds to make a world (April Records) LP/CD/DL/stream

For tyve år siden var jeg giga fan af det store orkester Fredrik Lundin Overdrive, hvor særligt albummet Choose Your Boots med et unikt kollektivt udtryk, blæste mig omkuld. Det var bandleaderen, arrangøren og komponisten Frederik Lundin der var i centrum - og ikke så meget tenorsaxofonisten. Nu er han i spidsen for endnu et projekt med stort orkester. Han er sammen med “The big band formerly known as TipToe Big Band”: Odense Jazz Orchestra. Han tager selvfølgelig nogle soli undervejs - 2 på mezzosopran og en enkelt på tenoren - og det er han bare helt grundlæggende god til.

Det er dog mere komponisten og arrangøren Lundin, der er i centrum på albummet Han har lavet en hyldest til diversiteten, der er en forudsætning for bæredygtigheden på den smukke og lidende jordklode, vi kalder vort hjem. Han bruger et Odense Jazz Orchestra i stærkeste opstilling til at sætte lyd på tankerne og idéerne. 

Med den præcise og hæsblæsende Desperate time, desperate measures åbner albummet med uro. Den uro som vi har over en verden med krig, flygtninge, klimakrise og demokratier i forfald. Fredrik Lundin udtrykker sig gennem musikken. Han giver lytteren en intens og meningsfyldt rejse ind i en verden, der ikke har det godt. Det er ikke uden håb. Der er lyspunkter undervejs, som Walk with me, my friend. Den afsluttende It takes all kinds to make a world er et requiem for de uddøde arter, som menneskeheden har udryddet. 

Det er et vedkommende album, der i tanke og handling sætter fingeren på det der gør ondt i verden.

Fredrik Lundin Bandcamp