Sigmar Matthiasson: Uneven Eqautor (Sigmar Matthiasson) LP/digital

Der er mange grunde til at jeg holder så meget af jazzen. En af de mest indlysende for mig er, at jazzen favner så bredt og alligevel bevarer sin autenticitet og umiddelbare ligefremhed. Det er islandske Sigmar Matthiassons nye album Uneven Eqautor en særdeles god påmindelse om. 

Albummet er en selvstændig fortsættelse til Meridian Metaphor der kom i 2021 og som jeg også skrev om her på bloggen. Den i jazzen ikke så almindelige besætning med oud, klarinet, klaver, bas og trommer suppleret med strygerkvartet på fire numre, sang på to numre og spoken word på et enkelt nummer udgør grundlaget for musikken som kan høres på Uneven Equator. 

Sigmar Mathiasson er både inspireret af klassisk musik og mellemøstlige toner. Det er tydeligt at det er i jazzen at han hører hjemme. Det er fine og intense kompositioner. Musikken har et næsten sart skær over sig, der grundfæstes af Haukur Gröndal på klarinet og Ásgeir Ásgeirsson på oud. Ingi Bjarni på klaver har et tydeligt melodisk sprog. 

Musikken henfalder ikke i melankoli, Magnús Trygvason Eliassen på trommer løfter de andre musikeres toner frem. Det er en af den slags plader, der er svær at slippe. Der er en kæmpe detaljerigdom i løbet af de 37 minutter som pladen tager. Det føles aldrig forhastet. 

Bandcamp

 

Daniel Sommer, Arve Henriksen & Johannes Lundberg: Sounds & Sequences (April Records) LP/CD/digital

 

Hver gang jeg hører titelnummeret Sounds & Sequences, der åbner vinylpladens side 2, tager jeg mig selv i at tænke, at nummeret er en genialitet udover det sædvanlige. Det er den danske trommeslager Daniel Sommer der er sammen med den norske trompetist Arve Henriksen og den svenske bassist Johannes Lundberg. Daniel Sommers trommespil er et brusende drive. Johannes Lundbergs bas skaber lydlandskaber, hvor Arve Henriksens trompet kommer med en indflyvning, der får nummeret til at sætte sig dybt.

Albummet er den anden i Daniel Sommers nordiske trilogi. Den første med Arild Andersen og Rob Luft kom tidligere i år og den sidste med Artturi Rönkä og Thommy Andersson kommer næste år. 

Musikken balancerer elegant mellem det akustiske og det elektroniske - der hvor man ikke tænker over om det er det ene eller det andet. Arve Henriksens store musikalske rummelighed og opfindsomhed passer godt sammen med Daniel Sommers musikalske retning, hvor der er tid og ro til at lade musikken udvikle sig.

Sounds and Sequences er en foreløbig kulmination og et højdepunkt i Daniel Sommers karriere, der allerede inkluderer væsentlige udgivelser med bl.a. Karmen Rõivassepp og Orgelduo. Der skal ikke herske nogen tvivl om at jeg regner albummet for, at være en af årets store udgivelser i dansk jazz. 

Bandcamp

Kresten Osgood Quintet: Live at H15 Studio (ILK) LP/digital

Det er meget svært at finde fejl ved denne udgivelse, når man synes at jazzen lyder allerbedst, når den trykkes af med tæmmet vildskab. Det forstår trommeslageren med mere, Kresten Osgood, der er helt uden for konkurrence, når året skal gøres op. Han har været med på så mange udgivelser, at de ikke kan tælles på to hænder. På den her er han sammen med guldkvintetten, som han også lavede en plade med i 2018; Erik Kimestad på trompet, Mads Egetoft på saxofon, Jeppe Zeeberg på piano, Mathias Petri på bas og maestro Osgood på trommer. 

Musikken er indspillet på H15 i Kødbyen. Det er en levende liveudgivelse, hvor kvintetten sprudler og spræller.

De spiller et sejt udvalg af numre. De åbner feks. med den amerikanske trompetist Kirk Knuffkes Subway, som man også finder på Knuffkes mere lavmælte trioplade med Thommy Andersson og Josefine Cronholm. De spiller kultpianisten Elmo Hope’s Boa og Stars over Marrakech. Der er også blevet plads til et par numre af kapelmesteren og ikke mindst Leo Mathisens Long Shadows med en skøn åbning af Egetoft på barytonsax og Kimestad på trompet. Lige så vilde som de kan være, lige så følsomme kan de også være. 

Kresten Osgood Quintet er vanvittigt godt selskab. Det er jazz af den allerbedste slags. Tak.

Bandcamp

Michel Petrucciani Trio: Jazz Club Montmartre CPH 1988 (Storyville) CD/digital

 

Det var allerede fra starten af karrieren, at den lille franske pianist Michel Petrucciani spillede sammen med de vildeste sidemen. Han døde i 1999, kun 37 år gammel. Der findes f.eks. udgivelsen fra 2009, hvor han er sammen med Niels-Henning Ørsted Pedersen på Copenhagen JazzHouse scenen i 1994. Den udgivelse kunne kun lade sig gøre fordi Danmarks Radio parkerede OB-vognen i Niels Hemmingsensgade og optog koncerten på fineste vis. Det samme gjorde de i 1988, hvor det var i Nørregade udenfor Montmartre, at de parkerede OB-vognen. Den indspilning ser nu dagens lys og tak for det.

Det er pladeselskabet Storyville der sørger for, at vi får lov til at høre Michel Petrucciani sammen med bassisten Gary Peacock og den nyligt afdøde trommeslager Roy Haynes. Det er muligvis endnu en dag på kontoret for den sprudlende trio, der spiller to sæt foran et entusiastisk og medlevende publikum, sådan lyder det bare ikke. Det er en ganske unik indspilning med trioen, da der tidligere kun er udgivet en halv plade med dem på Michel Plays Petrucciani fra 1988. Det var på den efterfølgende tur, at de spillede i København. De spillede nogle dage senere i Karlsruhe, hvorfra en del af den koncert blev udgivet i 2019. Vi får endnu mere musik på Montmartre indspilningen.

Der er hyldester til instrumentkollegerne Bill Evans (Someday my Prince will come), Keith Jarrett (på Petruccianis Mr. K.J.) og Paul Bley (Turnaround). Det er en udadvendt trio, der næsten ikke kan være i sig selv af musikalsk begejstring. Tjek eksempelvis Petruccianis She did it again ud. Det er så vildt. Jeg tror ikke at triojazz anno 80’erne kan lyde ret meget bedre.

Bandcamp

Maria McTurk & Torben Kjærs Orkester: Mød mig i en drøm (Gateway Music) CD/digital

 

Tænk hvis armbåndsuret (det analoge) styrede tiden omkring mig. Når jeg glemte at trække det op, stod tiden stille. Eller endnu vildere, hvis jeg begyndte at køre time- og minutviser tilbage, så kom jeg tilbage i tiden. Sådan kan musik også føre mig tilbage i tiden. 

Der er kommet et nyt album med sangerinden (jeps, sådan hed det i gamle dage) Maria McTurk sammen med Torben Kjærs Orkester. De spiller musik af Steen Francker, der ikke er bange for at lave sange, der lyder som noget der var hot, dengang Steens far, Otto Francker var hot. Hvis Lise Reinau eller Lise Ringheim er noget for dig, så er det her et godt nutidigt bud. 

Maria McTurk er sammen med et nænsomt swingende band med Torben Kjær på klaver og fine folk som Kasper Wagner og Jens Søndergaard på saxofon, Henrik Bolberg på trompet, Henrik Bay på guitar, Niels Wilhelm Knudsen på bas og Janus Templeton på trommer. De spiller med tilbagelænet og tilbageskuende charme. Det er så behageligt hyggeligt.

https://gatewaymusicshop.dk/da/music/moed-mig-i-en-droem

Elephant9 with Terje Rypdal: Catching Fire (Rune Grammofon) LP/CD/digital

 

Hvis man er die hard jazz rock fan, er der ikke meget at hente på dagens jazzscene. Det handler primært om at genren havde sin storhedstid i halvfjerdserne med guitar guder som John McLaughlin eller Terje Rypdal. Hov, når jeg nu lige nævner Terje Rypdal, så er han i centrum på denne plade. Det er en liveindspilning fra 2017, hvor han er på scenen sammen med trioen Elephant9. Og det er rendyrket vilter jazzrock.

Hvis Mahavishnu Orchestra, ELP og King Crimson siger dig noget, så kan du roligt lytte til musikken. Elephant9 er en vild trio med Nikolai Hængsle på bas, Ståle Storløkken på keyboards og Torstein Lofthus på trommer. Trioen har seks studiealbums og to livealbums på samvittigheden. Ståle Storløkken har samarbejdet med Terje Rypdal i mange år, så man kan roligt sige, at de er fortrolige med hinanden.

Det er tydeligt allerede fra starten med den over tyve minutter lange I cover the mountain top, der efterfølges af den lige så vilde og lange Dodovodoo. Det er højeksplosivt og fantasifuldt. Der er en punket energi i den eller meget komplicerede musik. Catching fire er meget let anbefale til jazzrockfans der trænger til ny energi.

https://elephant9band.bandcamp.com/album/catching-fire

Nacka Forum: Peaceful Piano (Moserobie) LP/CD/digital

 

Så er det svensk/danske bad ass jazzorkester Nacka Forum atter aktuelle med en omgang smagfuld jazz på kanten. Jonas Kullhammar på diverse sax’er, Goran Kajfes på trompet, Johan Berthling på bas og Kresten Osgood på trommer gemmer den livlige jazz bag pladetitlen Peaceful Piano og et coverbillede med en jord- og betonarbejder der er i gang med en tryklufthammer. Et eller andet sted der i mellem befinder de sig. Mellem tryklufthammer og peaceful piano.

Det er fire af nordisk jazz’ mest fremtrædende musikere i dette årtusinde. Bandet startede allerede i begyndelsen af nullerne og Osgood kom med i 2014, hvor han var med på Live in Tokyo pladen. Den svenske saxofonist Lars-Göran Ulander medvirker på et par numre, hvor særligt freejazz nummeret LG’s Lament bobler af intensitet. Osgood har skrevet et par af pladens numre, hvor den spiritual jazz inspirerede Grønland skal fremhæves, et smukt nummer med Kajfes og Kullhammar i centrum. 

Bandet Nacka Forum er på alle måder noget helt andet end det trøsteløse butikscenter i Stockholms udkant, der har lagt navn til dem. Bandet handler om jazz og nærhed. Butikscentret er forudsigelig og åndløs kapitalisme. Jeg ved godt hvad jeg vælger.

Bandcamp

Winther/Andersson/Watts: WAW! (Hobby Horse) >> Carl Winther with Randy Brecker: Brooklyn (AMM)

Det er ikke nogen hyggeklub. Det er helt frem i stolen, når den amerikanske trommeslager Jeff Tain Watts krydser klinger med danskerne Carl Winther på piano og Richard Andersson på bas. Det er overvejende i højt tempo at det hele sker. Der er selvfølgelig blevet plads til de obligatoriske ballader. Det er i det kraftfyldte, energiske og dynamiske spil, hvor trioen får det til at gå op i en hellig treenighed. 

Jeff Tain Watts er broen mellem nutiden og Elvin Jones. Komplekse skift der veksler med sindssygt svedigt swingende trommespil. Her er pianisten Carl Winther rigtigt meget på hjemmebane. Han er vant til det effektive spil efter mange år som sideman hos Anders Mogensen, der heller ikke er kendt for at spare sig selv, andre eller på energien. Albummet åbner med tornadoen Planet P, hvor Richard Andersson ret hurtigt får cementeret, hvorfor han er så dygtig. Der er både steady basspil og en solid solo undervejs. Min favorit er Manhattan, der med sine finurlige krøller undervejs, stiller krav til de årvågne musikere. Det er Carl Winther der har skrevet al musikken, udover standarden My Old Flame, der kommer som en rolig sag midt på pladen.

På den anden plade er Carl Winther atter i selskab med en anden legende. Den amerikanske trompetist Randy Brecker, der for mange er mest kendt fra tiden, med det i 70’erne ustyrligt hippe jazzfunk band Brecker Brothers. Han kan så meget andet. Sammen med Winther er det tight kvartetjazz. Anders Mogensen sidder ved trommerne mens Alexander Claffy, som også kendes fra samarbejdet med Rasmus Sørensen, tager sig af bassen.

De spiller numre af Winther, hvor den friske åbner Lipstick går direkte i hjertet på mig. Der er også blevet plads til et nummer af Carl Winthers far, trompetisten Jens Winther. Igen et kraftfyldt nummer, hvor Randy Brecker kommer fint ind under huden på Jens Winther.

Igen er fin udgivelse hvor Carl Winther medvirker. Han holder en høj udgivelsesfrekvens af albums, der kan anbefales at dykke ned i.

Bandcamp

Alawari: Leviathan (April Records) LP/CD/digital

 

Det lyder som om der er gået meget længere tid end de 2 1/2 år, der er gået siden debutalbummet, der velfortjent gav Alawari prisen som årets nye jazznavn ved DMA jazz i 2022. Sekstetten har skiftet ud på to af pladserne. Vildskaben er der skruet ned for. I stedet er der skruet op for stor, fyldig nærmest symfonisk lyd og stemning. 

Det er bandets pianist Sune Sunesen Rendtorff der har skrevet størstedelen af musikken mens det nye medlem på altsax, polske Michaela Turcerova har skrevet tre numre. Bandets fællesskrevne nummer The Mind er også pladens mest ekstroverte og urovækkende nummer. 

Alawari har ellers bevæget sig ind i et mere sammenhængende og sårbart univers, hvor der er fokus på detaljer. Det er særligt de tre blæsere, to saxofonister og en trompetist der tager fokus som eksempelvis Jamal. Åbningsnummeret Evangelisten sætter rammen for albummet. Den efterfølgende I push too har jeg hørt usigeligt mange gange. Den kom allerede i august som single. Den tager mig tilbage til Phillip Glass og særligt som minimalisten kunne lyde i midtfirserne. På det afsluttende nummer Peacetrain tager de os med på europæisk rejse i jazzen. 

Albummet er afvekslende, original (de lyder ikke som andre i dansk jazz), bevægende og gennembearbejdet. Det er en af de helt store danske udgivelser i år. 

Bandcamp