onsdag, januar 29, 2025

Mikkel Nordsø: Nordsøvej (Nordsø) digital

For mange, særligt fra min generation, er Mikkel Nordsø en guitarhelt udover det sædvanlige. Fra Buki Yamaz over Sneakers, Moonjam og Mikkel Nordsø Band til Acoustic Guitars har han sat dybe aftryk på den danske musikscene. I de senere år har det bla. været gennem duo-projektet sammen med tablas-spilleren Ole Theill, at han har gjort opmærksom på sig selv. I gamle dage ville man kalde det de laver for verdensmusik. Inspiration fra Indien, Afrika og Sydamerika er tydelig. 


I det nye solo-projekt, Nordsøvej spiller han udelukkende på akustisk guitar. Han spiller et par kompositioner af den brasilianske komponist Villa Lobos og såmænd også Jobims udødelige Waters of march aka. Aguas de marco. Det er beroligende og virtuost. Mikkel Nordsø presser ikke andre end sig selv, i de koncentrerede og afstemte numre. Som lytter skal man bare sænke skuldrene og flyde med. På flere af numrene spiller han sammen med sig selv. Som feks. den skønne Velvet Sky, der sender mig ud på en hest på en tør og solbeskinnet slette, hvor støvet hvirvler og danser rundt om hesten. 


Mikkel Nordsø balancerer fint mellem jazz og klassisk musik. Det lyder som begge dele og sig selv.

Mikkel Nordsø

 

tirsdag, januar 28, 2025

Tord Gustavsen Trio: Seeing (ECM Records) LP/CD/digital

 

Jazznyt har bedt to gæsteanmeldere om at skrive om norske Tord Gustavsen Trios seneste album. Forskellen på anmelderne og undertegnede er at de aldrig har hørt pladen og jeg har hørt den adskillige gange.


Første gæsteanmelder er amerikanske chatGPT som jeg skrev til: 


JAZZNYT

Jeg skal lave en anmeldelse af den nye tord gustavsen trio plade - den skal være i samme stil som anmeldelserne på bloggen JAZZNYT. Kan du hjælpe?


CHATGPT

Selvfølgelig! Hvis du kan give mig titlen på pladen og måske nogle af dine indtryk af musikken, kan jeg hjælpe dig med at skrive en anmeldelse i stil med JAZZNYT. Det kunne også være nyttigt at vide, om der er nogle særlige numre, du vil fremhæve, eller noget om stemningen på albummet.

Lad os komme i gang!


JAZZNYT

Den hedder Seeing. The Old Church er et godt nummer


CHATGPT

Tord Gustavsen Trio – Seeing
(ECM, 2025)

Nogle kunstnere maler med brede penselstrøg. Tord Gustavsen derimod bruger en fin børste og arbejder med de mindste nuancer. På Seeing fortsætter han sit poetiske, næsten meditative spor, men denne gang føles det som om, han skruer en anelse op for intensiteten – uden at miste sit karakteristiske nærvær.

Pladen åbner med en sart elegance, hvor hver tone synes at hvile i sig selv. Det er som at træde ind i et rum fyldt med lys og skygge. Tord Gustavsen, sammen med sin faste bassist Steinar Raknes og trommeslager Jarle Vespestad, formår at få det enkle til at lyde komplekst – og omvendt.

Et højdepunkt er nummeret The Old Church, hvor trioen finder en perfekt balance mellem det spirituelle og det sanselige. Pianolinjerne glider langsomt som et ekko gennem et gammelt kirkerum, mens bassen forankrer det hele i en dyb ro, og trommerne nænsomt tilføjer tekstur. Det er musik, der skaber rum for eftertanke.

Albummet er gennemsyret af Gustavsens evne til at lade stilheden tale. Det er jazz, der føles lige så meget som det høres. Sammenlignet med tidligere udgivelser virker Seeing som et værk, der kigger længere indad, men også tør åbne døren en smule for nye farver og dynamikker.

For dem, der allerede elsker Gustavsens musik, vil Seeing føles som at komme hjem. For dem, der endnu ikke har opdaget hans univers, er det et fremragende sted at starte.



Den anden anmelder er kinesiske Deep Seek, som Jazznyt også skrev til. Deep Seek  kvitterede endda med stjerner.


JAZZNYT

Jeg skal lave en anmeldelse af den nye tord gustavsen trio plade - den skal være i samme stil som anmeldelserne på bloggen JAZZNYT. Kan du hjælpe?


DEEP SEEK

Selvfølgelig! Her er en anmeldelse af den nye Tord Gustavsen Trio-plade, skrevet i en stil, der minder om anmeldelserne på bloggen JAZZNYT:


---


**Tord Gustavsen Trio: En ny dimension af intimitet og dybde**


Tord Gustavsen er tilbage med sin trio, og den nye plade bekræfter endnu engang, hvorfor han er en af de mest betydningsfulde navne inden for nutidig jazz. Med sin karakteristiske blanding af nordisk melankoli, spirituel dybde og en næsten minimalistisk tilgang til komposition og improvisation, formår Gustavsen at skabe musik, der både er tidløs og dybt følelsesladet.


Pladen åbner med en stille, næsten bønfuld melodi, der straks sætter tonen for det følelsesmæssige landskab, som trioen inviterer lytteren ind i. Gustavsens pianospil er som altudpræget præcist og nuanceret, og det er tydeligt, at hver enkelt note er omhyggeligt valgt og placeret. Samspillet med bassist Steinar Raknes og trommeslager Jarle Vespestad er tæt og intuitivt, og det føles som om, at de tre musikere bevæger sig som en enhed gennem musikken.


En af pladens styrker er dens evne til at balancere mellem det intime og det universelle. Gustavsens kompositioner er ofte bygget op omkring enkle, men stærke melodier, der gradvist udfolder sig og afslører nye lag af kompleksitet. Det er musik, der kræver opmærksomhed og tålmodighed, men som samtidig belønner lytteren med øjeblikke af ren skønhed og indsigt.


En højdepunkt på pladen er uden tvivl den lange suite, der dominerer den anden halvdel. Her får trioen rig mulighed for at udforske de forskellige stemninger og dynamikker, og det er her, Gustavsens evne til at skabe musik, der både er abstrakt og konkret, virkelig skinner igennem. Suiteen er en rejse gennem lys og mørke, håb og sorg, og den efterlader en varig følelse af eftertanke og indre ro.


Produktionen er som altudpræget i topklasse, og lydbilledet er klart og gennemskueligt, hvilket giver hver enkelt tone og nuance plads til at træde frem. Det er tydeligt, at der er lagt stor vægt på at fange den intime atmosfære, som trioens musik udstråler.


Samlet set er den nye plade fra Tord Gustavsen Trio en fremragende tilføjelse til deres allerede imponerende diskografi. Det er musik, der både udfordrer og trøster, og som bekræfter Gustavsens position som en af de mest originale og betydningsfulde stemmer i nutidig jazz. For fans af trioens tidligere arbejde vil denne plade utvivlsomt være en fryd, og for nye lyttere er det en perfekt indgangsport til Gustavsens unikke musikalske univers.


**Bedømmelse: 5 ud af 6 stjerner**


---


Håber, det hjælper! Du kan selvfølgelig justere anmeldelsen efter dine præferencer og den specifikke plade, du anmelder.


EFTERSKRIFT

JAZZNYT kommer aldrig til at bruge AI til at lave anmeldelser, selv om de er gratis og monsterhurtige - den ovenstående omgang er en engangsforestilling, der skal mane til eftertanke. 

ECM Records

Makiko Hirabayashi Weavers: Gifts (Enja) LP/CD/digital

 

Da hun lavede den første plade med gruppen Weavers fik hun en DMA Jazz statuette for årets bedste danske jazzalbum i 2021. Den japanskfødte pianist Makiko Hirabayshi, der har haft base i København i over 30 år er nu aktuel med andet album med gruppen der består af Thommy Andersson på bas, Fredrik Lundin på saxofon og Bjørn Heebøll på trommer.


Hvis den første plade indeholdt kvaliteter, der fik DMA juryen til at juble, så er jeg ret sikker på, at de også vil være tilfredse med det nyeste udspil. 


Hun har taget udgangspunkt i den klassiske komponist Händels musik, som hun hørte som barn, når mor der var korsanger øvede til Händels Messias og som klassisk uddannet pianist har et forhold til. Pladen åbner med High Tide i fugastil. Nummeret Weightless starter ud med en pianoimprovisation, der går over i nogle motiver fra Händels Largo. Red henter temaer fra Messias. Händel-kendere med jazz i ascendanten vil helt sikkert finde stor fornøjelse ved pladen. Vi andre kan glæde os over en meget velspillende kvartet.

Bandcamp

mandag, januar 27, 2025

Portable Infinity (Cowbell Music) CD/digital

 

Man kan beskylde Benjamin Koppel for mangt og meget. Det er dog ikke muligt at beskylde ham for, at ligge på den lade side. Han er blevet bigtime bestseller forfatter. Det afholder ham heldigvis ikke fra at udgive fed jazz. Det er lige præcis det han har gjort med Portable Infinity, der udover Koppel på altsax, består af svenske Jakob Karlzon på piano, amerikanske Scott Colley på bas og endnu en svensker, Magnus Öström på trommer.


Musikken er fra en koncert i Lugano i Schweiz, hvor den schweiziske radiofoni RSI heldigvis var tilstede og optog. Kvartetten havde ellers lige spillet en vild koncert på Jazzhus Montmartre, som skulle have været den indspilning der skulle udgives. Grundet en fejl var den ikke blevet gemt. Jeg tror ikke at det er en katastrofe.


Vi møder Portable Infinity efter, at de har spillet nogle koncerter sammen. Al musikken er skrevet af Benjamin Koppel, pånær et af ekstranumrene, Them Trees der er skrevet af Jakob Karlzon. Det er intens jazz, hvor Koppels åbne kompositioner åbner døren for musikerne. Det er musik der opstår i nuet. Det er improvisation blandt ligemænd.


Der er både åbne ekspressive sager som Where no man has gone og hitnummeret Atheist Breakfast, der i sin indbydende melodiske skønhed har fået mig til, at vende tilbage til nummeret mange gange. Ellers er albummet en samlet oplevelse. Kvartetten tager os med ind i deres musik, der flyder afsted, som en lang suite. En meget anbefalelsesværdig udgivelse fra musikeren Benjamin Koppel. Han kan også fortælle gode historier med musikken.

Cowbell Music

torsdag, januar 23, 2025

Jakob Dinesen: Slow Flow (April Records) LP/CD/digital

 

Han har været medlem af både Once around the park og Beautiful Day. To vigtige og i deres tid meget hippe jazzgrupper. Det er ved at være lang tid siden. Siden har Jakob Dinesen etableret sig som en af største danske jazzsaxofonister. Han har været omkring mange forskellige stilarter indenfor jazzen i løbet årene. Senest har vi hørt ham spille hårdkogt triojazz på et par plader, han har turneret og lavet plade med trommelegenden Jeff Tain Watts og unge danske jazzmusikere og som altid spillet med Paul Banks. Der er helt sikkert også meget andet. Fremfor alt så har Jakob Dinesen aldrig stået stille - og altid lydt som Jakob Dinesen.


Det er den nye plade et godt eksempel på. Han er sammen med Anders Filipsen på keyboards, Anders AC Christensen på bas, Nils Bo Davidsen på cello og Salieu Dibba på djembe og percussion (der afløses på to numre af Jakob Høyer på trommer).


Ligegyldigt hvad Dino laver, så kan man høre, at det er ham. Hans stemme eller saxofontone er blød, venlig og imødekommende - hvor man samtidig fornemmer temperament og varme. Her er Slow Flow et godt eksempel på det som Dino kan. 


Numrene er rolige og flyder afsted. Lige fra åbneren Downside up og min favorit, hyldesten til Yusef Lateef, der blot hedder Yusef. Det er gode melodier. På de efterfølgende, Slow Flow og Sat Wai Nam er Anders Filipsen også tjekket ind med sine, i denne sammenhæng, let bizarre keyboard lyde med blips og blops. Den skulle jeg lige høre nogle gange inden jeg havde fanget dem.


På LP’ens side 2 er der hyldesten til instrumentkollegaen Wayne Shorter og den lækre Chan Kao. Mens Cirkus er et møde mellem italiensk cirkusmusik og reggae. Slow Flow kommer til, at stå stærkt i Jakob Dinesens efterhånden ret omfattende diskografi.

onsdag, januar 22, 2025

Lars Møller, NDR Big Band feat. Palle Mikkelborg: Echoes (Dacapo) CD/digital

 

Det var noget af en skøn overraskelse da CD’en landede på mit bord. En koncertindspilning fra Musikhuset Aarhus fra 2019 med det legendariske tyske NDR Big Band under ledelse af Lars Møller. At trompetisten Palle Mikkelborg er med som gæst gør kun det hele meget bedre. 


Helt centralt på udgivelsen er den 26 minutter lange suite Echoes of India, der i tre dele bevæger os gennem Indien, Skandinavien og USA. Møller har gennem hele sin karriere hentet inspiration fra indiske musiktraditioner. Han formår at blande indiske ragaer med den dybe indflydelse fra amerikansk jazz, hvor Maria Schneider og i særdeleshed Gil Evans har sat sine spor. 


Palle Mikkelborg træder tydeligt frem og gør et stort indtryk. Det er dejligt at høre ham som solist sammen med et velsmurt big band, hvor særligt Mikkelborgs parløb med pianisten Florian Weber skal fremhæves. Møllers musik og arrangementer er i særklasse, hvilket Mikkelborg er med til at give et ekstra løft.


Pladens afslutningsnummer er Folk Song no. 1, der er bygget over Marken er mejet og som Møller skrev til European Youth Jazz Orchestra i 2007, hvor den tyske trommeslager Jonas Burgwinkel, der spillede med NDR Big Band i 2024 pudsigt nok medvirkede. På Echoes er det danske Morten Lund der sidder ved trommerne. Trommeslageren der trådte sine barnesko i Klüvers Big Band, er en suveræn big band trommeslager.


Echoes er et centralt værk i Lars Møllers karriere og stærkt anbefalelsesværdig til alle der holder af big band jazz og Palle Mikkelborg.

Dacapo Records

mandag, januar 20, 2025

Radiodanseorkestret under ledelse af Otto Francker: Vol 1 & 2 (Gateway) CD/digital

 

Radioens Big Band eller DR Big Band som det hedder nu om dage er lige fyldt 60 år. Historien går længere tilbage - og her indtager Otto Francker en meget central rolle. Han var både arrangør og dirigent for Radiodanseorkestret, hvor der nu er dukket to CD’er op, spækket med indspilninger fra 1962, hvor han indtager ledelsen. Han havde allerede etableret sig som et stabilt navn indenfor underholdningsmusikken, der blev cementeret året efter disse indspilninger, da han skrev Melodi Grand Prix vinderen Dansevise.


Vi præsenteres for 46 numre. Jeg har indtrykket af at alt er med fra den periode. Selvfølgelig kunne man have været hård og kun udgivet de mest jazzede sager.. Så havde man ikke fortalt historien ordentligt. Det er kun godt, at alle detaljerne er med. 


Jeg er ikke bekendt med ret mange af musikerne i Radiodanseorkestret - det fortæller nok mere om mig. For jazz det kan de spille. 


På den første CD spiller de den vidunderligt veloplagte I cover the waterfront, der i arrangementet er skåret skarpt til blæserne. Vi får også uopslidelige klassikere som Love is here to stay, I could have danced all night og Walkin’. Otto Franckers egne numre Bell Sheep og Back to Indiana er to charmerende jazznumre.


En dejlig bonus på den første CD er de fem numre med Pedro Biker, hvor han går direkte ind hos mig, når han synger They Can’t take that away from me.


På den anden CD dukker Grethe Sønck op. Tre år efter hendes giganthit Klaus Jørgen, synger hun jazz som var det hendes primære ting. From here to eternity og Be careful it’s my heart er to fine dokumenter på, at Sønck kunne mere end revy og refrænsang. Hendes let mørke vokal passer fint til big bandet. 


De spiller også Bobby Timmons klassikeren This here, hvor rytmegruppen har fanget det swingende beat i souljazz nummeret. Blæserne er på overarbejde. Den senere giro 413 og Hej P3 vært, Erik Kaare leverer en god solo på guitar.

Begge CD’er er vægtige dokumenter i dansk jazzhistorie - og skal høres af alle med interesse for dansk jazzhistorie. 

Gateway Music Shop


Bonusinfo:

Efter at jeg havde lagt ovenstående op på bloggen, fik jeg en mail fra Otto Franckers søn, Steen, der har stået for udgivelsen af pladerne:


"Tak for anmeldelsen af de 2 CD’er med Radiodanseorkestret. Det var en rigtig fin anmeldelse med henblik på det historiske perspektiv. Det var netop derfor, jeg udgav dem - for at give et bidrag til  historien.


Du skriver, at jeg nok har medtaget alt fra den periode. Jeg har faktisk sorteret en del fra, fordi det ikke var jazzet nok. Og jeg har stadig en del, som jeg gerne ville have haft med. Der er fire numre med den finske sangerinde Seija Lampila (Round Midnight, Stelle By Starlight, Temptation og Time On My Hands) og et nummer med Sal Brigs (Get Out Of Town). Og der er mere med Grethe Sønck og noget med Freddy Albeck. 

Jeg har udeladt disse for ikke at få problemer med rettigheder, og nogle numre synes jeg ikke havde god nok lydkvalitet. Det er trods alt 60 år gamle spolebånd. 

Det, jeg er gået efter, er først og fremmest de fantastiske arrangementer.

Men igen, tak for anmeldelsen - den blev jeg rigtig glad for!"

fredag, januar 17, 2025

Oh People: Part Time Elegance (April Records) LP/CD/digital

 

Her kunne jeg godt fristes til, at kaste mig ud i noget om "Keeper of the flame", en eller som i dette tilfælde flere, der holder et lys tændt for en afdød. Nu er det jazzen, som jeg  tænker på og den er som bekendt ikke død. Der er visse områder af jazzen, der mindre fokus på. Nu har kvintetten Oh People tændt et lys i deres hjørne af jazzen. Vi snakker "klassisk" jazz, hvor man ikke er bange for at nævne Duke Ellington som en af husguderne. Det er hverken grimt, elektronisk eller skævt. Det er jazz, hvor der kæles for de smukke detaljer. Detaljer der kræver at man kan sit jazz-shit.


Saxofonisten Andreas Toftemark og trompetisten Jonas Due er velkendte fra adskillige April Records udgivelser - og i det danske jazz-miljø. De har ikke tidligere på plade, været så tæt på den klassiske jazz som i dette tilfælde. Casper Christensen spiler guitar mens Lasse Mørck og Henrik Holst Hansen tager sig af henholdsvis bas og trommer. Der er en nobel charme og elegance over musikken. De er velklædte på den afslappede måde.


Kvintetten balancerer fint mellem den tidlige 20’er jazz, 50’ernes bebop og brasiliansk musik. Det er altid en fornøjelse at lytte til Toftemark og Due og ekstra dejligt, at høre Casper Christensens klassiske jazzguitar. Der er mange gode numre på pladen. Du kan feks. starte med Beginnings eller pladens titel nummer. 

Bandcamp

torsdag, januar 16, 2025

Dubbeltrion: Bringing Scandi-baltic Powerhousejazz to the People (Sonic Transmissions) LP/digital

 

I Danmark lever vi ofte i den tro, at vi er helt unikke på pølse-området med vores hot dog med en rød pølse. Svenskerne kan også levere et ret unikt pølse-produkt. Kendere af den svenske tunnbrödsrulle med to kogte pølser og kartoffelmos spotter den straks på coveret. Den er et fuldkomment måltid i sig selv.  Samme fuldkommenhed kan siges om Dubbeltrion - der helt konkret som navnet siger, er en dobbelt trio. 2 x bas, 2 x trommer og 2 x sax. Musikere fra Danmark, Sverige og Estland mødes i denne unikke sekstet. Fra Danmark er det Isak Schiødt på diverse saxofoner og andre instrumenter. Ham kender du muligvis fra Nausia.


De seks musikere har et ønske om, at gøre Verden til et bedre sted for dem, os og hele Verden. De nævner nogle af deres helte; Grethe Thunberg, Burna Boy, arbejdsløshedsforsikringen i Norden og Noam Chomsky. Det er et godt grundlag at stå på. Musikalsk står de ovenpå arven fra den amerikanske spirituelle jazz, som de gør til deres egn, ved at indblande deres ophav i Tornedalen og Skåne i Sverige, Sjælland i Danmark og de estiske landdistrikter. 


De lykkedes til fulde med deres mission om at gøre Verden til et bedre sted. Mens pladen snurrede på pladespilleren snurrede jeg med. Jeg lod mig opsuge af deres powerhousejazz og jeg er sikker på, at mit lille hjørne af Verden ikke bare blev bedre. Det voksede og det handlede om nærvær og tilstedeværelse i nuet. Dobbelttrioen formår at skabe et unikt øjeblik og smelter sammen i et vidunderligt musikalsk kollektiv.

Bandcamp


søndag, januar 12, 2025

JAZZNYT - new danish jazz: Playliste update 2025

 

Jazznyt’s store playliste på Spotify, hvor der udelukkende er ny dansk jazz, har gennemgået en oprydning. Da 2024 sluttede, var der udelukkende numre på listen der var udgivet i 2024. Det blev til et pænt stykke over 200 numre. Jeg kan ikke starte 2025 ud med at smide alle 2024-numre på porten, selvom der allerede er kommet en pæn del nye numre i 2025.  Jeg har valgt at lade udgivelser fra det seneste halve år være på listen. Det bliver først senere i år, at listen kommer til at indeholde numre der kun er fra 2025. 


Hvis du gerne vil have overblik over alle 2024-numre, så kan de tilgås på nedenstående 2024-liste.


I år er der allerede kommet nyt med følgende kunstnere:

Morten Ramsbøl & Michael Olsen, Gunde/Bodilsen/Lund, Astro Buddha A Gogo, Chris Minh Doky, Featherdrop, Musvit, Mikkel Nordsø, Emil Hess & Thomas Clausen, A Friend in Vilnius, Jaleesa, Simon Spang-Hanssen, Ola Åkerman, Heine Hansen, Niclas Knudsen, Hoffy Beats, Bertram Kvist og Jonas Hoffmann.


Hvis du kender til nye udgivelser med danske jazzkunstnere som ikke er med på listen. Så send en besked.


Dansk Jazz 2024 playliste på Spotify


JAZZNYT - new danish jazz på Spotify