Mig og jazzen - en slags status - sommeren 2023

 

De store jazzfestivaler i København og Aarhus er veloverståede. Begge med de flotteste programmer i flere år. Riverboat Festival i Silkeborg - der i over 50 år har lavet festival med traditionel jazz er her stadig - selv om det har set umanerligt sort ud på den økonomiske front. 

Personligt synes jeg dog, at det er ærgerligt at den unge fransk/amerikanske succesduo DOMi og JD Beck spillede på Roskilde Festival og ikke Copenhagen Jazz Festival. Fedt for Roskildepublikummet, der iøvrigt også kunne opleve den fede brasilianske kvartet Bala Desejo. Men også lidt gammelfar-agtigt at CJF ikke fanger en ung (og mere kommerciel) retning indenfor jazzen. Dejligt at Pat Metheny både besøgte CJF og Aarhus.

Jazzhus Montmartre er genåbnet - endda med tre helt unge kunstnere. Nemlig de tre finalister i JazzDanmarks Jazzkonkurrencen - at Kosmos Trio vandt er velfortjent. De har gang i noget særligt - og så vil jeg gerne benytte lejligheden til, at prale med, at jeg foreslog April Records skulle udgive deres debutplade - lige efter de havde været med på Moor Jazz Festival i 2020 - en festival som jeg var med til at lave - og iøvrigt igen i år laver sammen med Hernings lokale spillested Fermaten. Her stopper lederen Rikke Andersen desværre  - hun skal være direktør for Spot Festival. Det er indtil videre afsløret at OTOOTO, Dinesen/AC/Sonne og Smag På Dig Selv kommer. De to sidstnævnte er begge pladeaktuelle i efteråret. Her er det værd at bemærke at Smag På Dig Selv udkommer på Stunt Records. Det er længe siden, at det gamle pladeselskab - der deler adresse og interesser med pladeforretningen Jazzcup og jazzmagasinet Jazz Special - har udgivet noget med så ungt et band.

Der kommer en masse ny jazz i efteråret som jeg også vil skrive om på bloggen. Blandt andet ser jeg med spænding frem til Vingborg/Valencias debutplade. Det er Turn it Over Records der udgiver den. Bandleader og pianist Hannah Vingborg har komponeret al musikken og kommer oprindeligt fra Herning - og da der ikke er mange kvindelige jazzpianister fra Herning der udgiver plader - eller jazzpianister fra Herning i det hele taget, der udgiver plader, så er jeg som lokalpatriot megastolt over at det sker.

Meen - sørme om der ikke var en anden med rod i mit lokalområde, nærmere bestemt Sunds, der har udgivet en plade før sommeren. Det er Aske Stubkjær, der i dag holder til i Aalborg, der også deltog i den førnævnte Jazzkonkurrencen. Han har lavet en skøn lille perle, en rolig plade der tåler at blive lyttet til mange gange.

Hernings pigekor, Midt Vest Pigekor kommer med to plader i år - på vinyl selvfølgelig - den første er allerede udkommet, hvor de er sammen med guitarsekstetten Cirklen. Den har jeg allerede skrevet om på bloggen. Senere kommer der en plade, hvor de er sammen med Gustaf Ljunggren og Emil de Waal. Den er i øvrigt optaget på Moor Jazz Festival i 2021 - et projekt der kom i stand efter at de havde spillet på festivalen i 2020.

Henover efteråret skal jeg udover, at lave Moor Jazz Festival og anmeldelser her på bloggen også være DJ på festivalen Jazznights i Holstebro. Det var jeg også sidste år - og er glad for at de vil se mine to pladespillere og jeg igen. Programmet byder bla. På Makiko Hirabayashi Trio.

Allerede i starten af august holder jeg mit første foredrag om Dansk Jazz i 100 år. Det sker på Middelfart Jazz Festival. Næste år er det 100 år siden at den første danske jazzplade udkom. Foredraget varer denne gang kun en time - men kan udvides til to timer. Så hvis I kender et bibliotek eller en jazzklub der kunne være interesseret i et jazzforedrag i 2024, så er I velkomne til at henvende jer til mig.

For snart tre måneder siden havde jeg premiere på min podcast Pladesamlerne - en larmende minoritet. Seks afsnit, hvoraf to var med pladesamlere, Kresten Osgood og Jonas Struck, der har mange jazzplader. Jeg laver nye afsnit i efteråret. Her har jeg allerede lavet aftaler med flere, hvor der selvfølgelig også bliver nogle jazzfolk der skal tales med.

Efteråret byder på et par spændende Danmarksbesøg fra England. Matthew Halsall kommer endelig til København med en ny plade i bagagen i oktober. Alfa Mist kommer også til oktober, hvor det både er Aarhus og København der gæstes.

God fornøjelse med jazzen derude.

Dansk Jazz i 100 år - foredrag

Biblioteket på Kulturøen Middelfart

3. august kl. 17.00

Holstebro Jazz Nights - DJ sæt

Subhuset 

23. september kl. 23.30

Moor Jazz Festival

Fermaten Herning

7. oktober hele dagen

Podcastserien Pladesamlerne

Indtil videre er der seks afsnit

A15 (TUTL) DL/stream

 

Ved siden af min ulønnede beskæftigelse som jazzblogger, har jeg et fuldtidsjob i ungdomspsykiatrien i Aarhus. Da jeg bor i Herning tager jeg turen via motorvejen A15. Det er derfor med en særlig opmærksomhed, at jeg lytter til albummet A15 med bassisten Torleik Mortensen og saxofonisten Martin Stender fra Girls in Airports. Det er en slags hyldest til vejen og numrenes titler beskriver steder på turen mellem Herning og Aarhus. Torleik Mortensen voksede op i Herning og Martin Stender voksede op i Aarhus og med albummets titel forbindes de to musikere.

De beskriver selv stilen som nordisk, indie, jazz og at den er stemningsfuld og melodisk. Det holder til fulde. Torleif Mortensen har koblet et pedalboard til bassen, så der skiftes mellem det rene akustiske, effekter og en elektrisk baslyd. De har indspillet musikken i Torshavn, bla. med hjælp fra Teitur. 

Det er musik der er båret af et venskab, hvor de har udvekslet idéer og tanker. De har omsat det i et åbent og originalt univers. De er gået afslappede til projektet og har ikke haft behov for at imponere nogen eller noget. Her er det 17 minutter lange nummer Lysbro, helt centralt på udgivelsen. På trods af den pulserende og gentagede bankelyd på bassen, der danner nummerets rytme, er det et nummer, hvor der sker så meget samtidig med at de bevarer en intensitet og sjæl i nummeret. A15 har lavet et sitrende album, der bliver ved med at give. Stender og Mortensen er et nyt spændende og anbefalelsesværdigt makkerskab i dansk/færøsk jazz.

TUTL Records

Bala Desejo: Sim Sim Sim (Mr. Bongo) LP/CD/DL/stream

 

Den brasilianske genre MPB er en paraplybetegnelse. Forkortelsen står for Musica Popular Brasileira. Selv med ikke-eksisterende talenter ud i det portugisiske sprog, kan man let gennemskue, at det står for Populær Brasiliansk Musik. Det er genre med rødder tilbage i midten af 60’erne og starten af 70’erne, hvor det piblede frem med store brasilianske kunstnere: Jorge Ben, Marcos Valle, Gal Costa, Caetano Veloso, Milton Nascimento og Tim Maia. De blandede soul, bossa, jazz, samba, pop, psych etc. på en fordomsfri og åben måde, som intet andet sted i verden. Genren er blevet mere og mere populær på vore breddegrader i de senere år. I facebookgruppen Jazzogvinyl har der været en tydelig tendens, hvor man har dyrket de gamle og i mange tilfælde sjældne plader. Det har dog ikke handlet om nutiden.

Derfor er det dobbeltfedt når der dukker en gruppe som Bala Desejo op. De kan deres MPB ind til benet. De er aktuelle med albummet Sim Sim Sim, som vandt en Latin Grammy i 2022 for at være det bedste bedste pop album på portugisisk. Du kan roligt tilføje Bala Desejo til dine nye favoritter, hvis du dyrker brasilansk musik. Kvartetten består af fire vokalister og musikere med separate karrierer, hvor Lucas Nunes bla. spiller med Caetano Veloso. Det er solbeskinnet og melankolsk. Et nummer som Passarinha er nutidig Bossa-glæde. Der er rolige numre som Nesse Sofa og festnumre som Baile de Mascaras (recarnaval). Bala Desejo kan favne det uden problemer.

Bandcamp

Kaisa: Circuits (OKTOsounds) DL/stream

 

Danske jazzduoer, der tager den med ro, dyrker melodien, nordisk jazz og det personlige udtryk, har fået fat i stort publikum i de seneste år - også udenfor jazzen. Der er de kendte, Bremer McCoy og Svaneborg Kardyb som er nået ud til et stort publikum. Så er der de mindre kendte som eks. Made in Wood og Kaisa, hvor særligt sidstnævnte har potentiale til, at nå ud til et større publikum udenfor jazzen. Kaisa har netop udsendt deres debutplade - den er såvidt jeg ved, ikke tilgængelig på vinyl. Hvilket er en skam, da det netop er en stilart, der nærmest insisterer på at blive spillet på pladespilleren - og hvis man tager de to førstnævnte duoer i betragtning, så er der stor efterspørgsel på vinylplader.

Kaisa er ikke en duo, men lyder sådan. Det er en trio der består af Jacob Mundt på kontrabas, Kristjan Hansen på piano og synth og Arto Eriksen på FX og synth. Mundt er ung bassist på vej frem på den danske jazzscene, mens de to andre har godt gang i en karriere indenfor dansk pop, hvor særligt Arto Eriksen har manifesteret sig som producer for Tobias Rahim. 

Hvis du hører P8jazz er der en god chance for at du har hørt numrene Porcupine, Circuits og OAK. Det er stemningsskabende og beroligende musik, hvor klaverlyden og bassens træ står på et organisk, næsten vibrerende grundlag af lyde og effekter. Det er brugsmusik, der kan skabe det behagelige soundtrack til rolige aktiviteter i det daglige. 

Bandcamp

Akton feat. Terkel Nørgaard: Entirely Gradually (Super Bad Disco/Pasteelo) LP/DL/stream

 

Lord Akton lavede i 2017 albummet Spectator, der var en hyldest til Carsten Meinerts album To You, som den også indeholdt samples fra. Pladen er et mix af hip hop og jazz. Jazztrommeslageren Terkel Nørgaard blev meget betaget af den. De havde mange år forinden gået på gymnasiet sammen og begyndte at snakke om at lave musik sammen. Akton, der bedst kan betegnes som DJ/producer havde lavet nogle tracks, der manglede trommer og sendte dem til Terkel Nørgaard. Projektet begyndte så småt at tage form og undervejs blev der koblet flere musikere på. Casper Nyvang Rask på bas, Lars Fiil på elektrisk piano, Magnus Wiinblad på saxofon og violinisterne Pernille Kristensen og Isabelle Bania.

Pladen er yderst vellykket. Den er en rejse gennem forskellige stemninger af klub, jazz, hip hop og strygere.

Akton alias Jesper Koblauch har styr på virkemidlerne og Terkel Nørgaard har dyrket sin Dilla, så han kan supplere med de lækreste beats. Entirely Gradually er en albumoplevelse, hvor strygerne dukker op som mellemspil, der skaber overgangen til det næste nummer eller stemning. Som på den rolige Drafted, hvor violinerne bygger op, Lars Fiil tager over med det elektriske piano og violinerne lukker ned, inden et dybt beat tager over på Freed og skaber klubstemning og hvor bassen får en solofeature. Side A afsluttes med den smukke One for C.M. - hvor Magnus Wiinblads saxofon er med til at hylde den legendariske danske saxofonist Carsten Meinert. På Side B fortsætter festen. Whales og Zareth’s search for origin har en trip hop feeling med skarp lilletromme. På Shane Irving stikker det helt af. Et heftigt pulserende beat sender os gennem natten, der aldrig skal stoppe.

Det er meget let at anbefale pladen. Den er original og sindssygt godt tilrettelagt. Jeg kan ikke nævne andre danske plader, der minder om dette velskabte møde mellem instrumental hip hop og jazz. Er det en af årets plader? JA!

Bandcamp

Koppel Colley Blade: Perspective (Cowbell/Turn it over records) LP/CD/DL/stream

 Saxofonisten Benjamin Koppels karriere har taget en væsentlig drejning efter, at han for et år siden debuterede som skønlitterær forfatter med Annas Sang. Det har siden medført bogkoncerter, filmkontrakt og ikke mindst et bogsalg som hans plader aldrig nogensinde har været i nærheden af.

Jazzen er dog ikke forladt af den grund. I stedet understreger han tydeligt at han er jazzsaxofonist med stort J med det nye album Perspective. Han er endnu en gang sammen med de amerikanske stjerner Scott Colley på bas og Brian Blade på trommer, ligesom han var på Collective fra 2015 og på 2022-albummet Mulberry Street Symphony, hvor de sammen med Odense Symfoniorkester spillede musik af Benjamins far, Anders Koppel.

På Perspective har Benjamin Koppel skrevet 5 af numrene og Colley har skrevet tre. Det er intens og effektiv jazz, hvor de tre musikere sidder helt fremme på kanten af stolen og leverer magisk sammenspil. Benjamin Koppels altsax, der står skarpere og finere end nogensinde, får afsindig god backing af Colley og Blade. Det er en af den slags jazzplader der stille og sikkert sniger sig ind på dig. Hør den urolige ballade Imaginary Canvas eller den stramme album-åbner Alphabet Thief et par gange, og du opdager at der sker mere end du umiddelbart hører.

Benjamin Koppel

Sunbörn (Tramp) LP/CD/DL/stream

 

The Kutimangoes har skiftet navn og ændret stilen en smule . Nu hedder de Sunbörn - det er stadig Gustav Rasmussen og Michael Blicher der skriver musikken og medlemmerne af bandet er de samme. Der er stadig afrobeats og noget af det der lugter af Fela Kuti. Men! De spiller også et covernummer på pladen, der indikerer at de sniger nye tendenser ind i musikken. De spiller nemlig Kraftwerks Metropolis og det elektroniske får en fremtrædende plads. 

Det er repetitive danserytmer skabt i et spænd mellem afromusikken og techno. Blæserne med Gustav Rasmussen på trombone, Michael Blicher og Aske Drasbæk på saxofon byder op - men Johannes Buhl Andresen på keyboards sammen med Magnus Lindgaard Jochumsen på perkussion og Casper Mikkelsen på trommer skaber den rytmiske bund, som der kan danses. Pladen byder på adskillige sikre hits, som Under the same sky og Night Sweats. Der er mange steder hvor de stadig minder om The Kutimangoes og det er kun dejligt. På den anden side, gjorde det heller ikke noget at de flyttede sig lidt. 

Sunbörn

Cecilie Strange: Beyond (April Records) LP/CD/DL/stream

 

Der var ikke nogen tvivl, da jeg sidste år kunne give saxofonisten Cecilie Strange Jazznytprisen som den ene del af duoen KALEIIDO, som hun har sammen med Anna Roemer. For nylig skrev jeg om folk-jazz projektet Tingo, som hun også er en del af - og nu er hun aktuel med sit fjerde album i eget navn. Det er med samme hold som på de to foregående plader. Peter Rosendal på piano, Thommy Andersson på bas og Jakob Høyer på trommer. Denne gang er sangerinden Josefine Cronholm også med på et par numre.

Jeg har ofte lyttet til Cecilie Strange i de seneste par år - og kan høre hendes stemme, saxofonens tone - på tværs af de projekter hun er med i, på trods af stor forskellighed. Det er ikke let at sætte ord på tonen. Prøv at lytte til sidste skæring på LP’ens side 1, Where My Heart lives. Der er en tryghed og venlighed. En tone der maner til ro. Cecilie Strange er i musikken. Hun folder saxofonens lyd ud om os - hun favner lytteren. Det er her, hvor man mærker mennesket med saxofonen.

Der er hyldesten The Alices of My Life, der er skrevet til bedstemoderen, der døde da Cecilie var otte år gammel og datteren der er opkaldt efter bedstemoderen. Der er Evert Taubes vuggevise Byssan Lull sunget på smukkeste vis af Josefine Cronholm. Den nordiske melankoli trives i Cecilie Stranges betagende musikalske univers. 

Det samme høres på Midnight Sun upon Saltværsøya og på New Life, der er skrevet mens Cecilie Strange ventede sin søn og hvor Josefine Cronholm endnu en gang supplerer med sin uforlignelige vokal. 

Beyond er nutidig dansk jazz i allerfineste form. Den får en stor anbefaling herfra.

Bandcamp

Regnfang: Alting har en tid (Regnfang) stream

 

 "Alting har en tid,

for alt hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.

En tid til at fødes, en tid til at dø.

En tid til at plante, en tid til at rydde."

- Det Gamle Testamente, Prædikerens Bog kapitel 3

 Trompetisten Niels de Fine Olivarius har valgt at kalde sin kvintet Regnfangs andet udspil for Alting har en tid. Jeg rammes af den samme melankoli, når jeg hører Regnfang som når jeg læser ovenstående stykke i Bibelen. 

Gruppen består udover Niels også af Christian Holm-Svendsen på tenorsax og klarinet, William Jæger Steffensen på guitar, Emil Madsen på bas og Nikolaj Bangsgaard på trommer. 

De har ikke travlt. De spiller deres rolige, stemningsfulde og fine melodier, så min puls stille falder til ro. Med titler som Vi kan se solen og Sonate for gråvejr er det rammet godt ind. Den duvende stemning med melankoli, længsel, savn og glæde rammes smukt ind af kvintetten. En smuk plade til længselfulde dage, hvor produktivitet og effektivitet drøner forbi udenfor mens Regnfang holder om dig og hensætter dig i en stemning af ophøjet ro.

Regnfang på Facebook

Aske Stubkjær: Tænker tanker (White Penguin Records) LP/DL

 

Han spillede opvarmning for Svaneborg Kardyb på deres Danmarksturné i marts og har også deltaget i JazzDanmarks Jazzkonkurrencen. Nu er han aktuel med sin første EP. Den hedder Tænker Tanker. Det er en passende titel til en plade med fine rolige og småfilosofiske numre. Aske Stubkjær spiller trommer - bla. i bandet Tundra, hvor han er sammen med Nikolaj Svaneborg. På den aktuelle plade spiller han på pianette, percussion og supplerer med reallyde. Han får hjælp af Steffen Nordenstam på guitarer og diverse, Erik Lunde Michaelsen på flygelhorn og Johanne Andersson på cello. 

Det er enkle melodier, hvor der ikke sker ret meget. Aske Stubkjær tilføjer ambience gennem de lyde han supplerer musikken med. Fjern susen eller knitren er med til at skabe “støjende” tæppe underneden. Det fungerer rigtigt godt når man tager hovedtelefonerne på og skruer op. 

Pladen kan sagtens fungere som et lydtæppe eller baggrundsmusik. Men åbner sig først op når man kommer ned til de mange lag, der folder sig ud under det skramlende pianette. Tænker tanker er en vellykket og anbefalelsesværdig plade til dem der trænger til en rolig plade med dybder.

Bandcamp

Johanna Denning: Fra et sted i mit hjerte (Johanna Denning) DL/Stream

 

Det er en ret unik kombination, når man både synger og spiller trompet. Det er selvfølgelig set og hørt før. De fleste kender Chet Baker. Når han synger, lyder han på samme måde som når han spiller trompet. Det samme gør sig gældende for unge Johanna Denning, der allerede aktuel med sin anden udgivelse. Hun udsendte en EP for et par år siden.

Det er i høj grad Johanna Dennings eget projekt. Hun har har komponeret, produceret, synger, spiller på klaver, synthesizere og trompet. Bassen spilles af Elias Hänninen og Isabella Castro medvirker på harpe. Musikken tager udgangspunkt i jazzen og har desuden poppen helt naturligt med. Johanna Denning har allerede skabt et personligt udtryk, hvor det intime og nærværende omgives af en sfærisk og organisk mystik. Førstesinglen Magnolia er en god intro til en udgivelse der fortjener opmærksomhed. Johanna Denning har valgt et musikalsk udtryk der ikke umiddelbart minder om andres. At det så ovenikøbet har noget sanseligt ekstra over sig er kun et plus.

Spotify

Cirklen feat. MidtVest Pigekor: Genklang (Flydende Rum) LP/DL/stream

 

Guitarsekstetten Cirklen har eksisteret siden 2009 og har på trods af det aldrig udgivet noget. Det råder de bod på nu, med albummet Genklang, hvor de er sammen med MidtVest Pigekor under ledelse af Dorte Bille. 

De spillede en række kirkekoncerter inden de indspillede musikken. Det er Niels Bjerg og Anders Holst der har skrevet musikken. De spiller akustisk guitar og er i selskab med Samuel Hällkvist, Lars Bech Pilgaard, Emil Palme og Mika Forsling. Mødet mellem det klassiske pigekor og Cirklen, der har en undersøgende og eksperimenterende tilgang til skabelsen af musikken, er givende og spændende.

Pigekoret skaber lange flydende stemninger med deres ordløse sang. De seks akustiske guitarer væver det hele sammen. Guitaristerness indbyrdes spil lyder som et orkester, hvor de indtager forskellige roller. De tager udgangspunkt i enkle og fine melodistykker, hvor de roligt og nærmest minimalistisk lader sangen vokse frem. Pigekorets klang og messende sang på nummeret Falls Rolls er sammen med de akustiske guitarer et lille mesterværk.

Pladen er pakket ind i et cover med et unika tryk lavet af kunstneren Pernille Gjørup Bruhn. Det komplementerer den flotte musik på albummet. Det er på alle måder en meget original plade med kor og guitar i absolut særklasse. Den får en stor anbefaling herfra.

Bandcamp

3xHess: Music in the sky (Hess Music/Gateway) CD/DL/stream

 

Kan man sin jazzhistorie, særligt den amerikanske, så ved man godt at det findes flere berømte jazz-brødre. Elvin, Hank og Thad Jones. Jimmy, Percy og Albert Heath. Wes, Monk og Buddy Montgomery. Herhjemme har vi Nikolaj, Emil og Mikkel Hess. Jazz-brødre der ligesom de amerikanske har skabt selvstændige karrierer. De lavede sammen albummet Music For Mum and Dad for ni år siden under navnet 3xHess og fik velfortjent en DMA pris for at have lavet Årets danske jazzplade. 

Nu er de atter aktuelle med et album, hvor de udover de numre som de selv har skrevet, har valgt 3 numre fra familiens repertoire. Her afslører det tre musikere sig, som mere end fortolkere af et kendt nummer. I skovens dybe stille ro, Monk’s Panonnica og You are my sunshine får alle nyt liv gennem de tre brødres følsomme fortolkninger. Der er også de to tredelte suiter, som de har lavet sammen. Music in the sky Part one og Part Two. De er skabt med tanke på og til deres forældre. Hess brødrenes sammenspil er nærmest magisk sammenfiltret. De spiller som et hele, som et instrument. 

Det er meget let at holde af Music in the sky. Det er både en sympatisk og helende udgivelse. Det er dansk jazz af den allerfineste slags.

Gateway Music

Caesar Frazier: Live at Jazzcup (Stunt) CD/DL/stream

 

Det er en skøn lille perle den her. Den amerikanske Hammond-organist Caesar Frazier er kendt af de meget vidende følgere af souljazzen. Herhjemme er det bla. trommeslageren Kresten Osgood og pladeselskabsbossen Søren Friis fra Stunt Records. De de begge er kendt for at få ting til at ske og kom til at tale om Caesar Frazier, så gik der ikke lang tid før Caesar Frazier blev indbudt til en koncert, i den lille tilhørende café i pladeforretningen Jazzcup i indre København. Her spillede han to aftener i november 2022 sammen med Osgood på trommer, den unge stjerneguitarist Johannes Wamberg og den svenske saxofonist Jonas Kullhammar.

Caesar Frazier kommer med erfaring fra Marvin Gayes og Lou Donaldsons turnébands og er ligeledes manden bag kult-albummet Hail Caesar fra 1972. Materialet på pladen er for halvdelen af numrenes vedkommende identisk med Fraziers 2019-album Closer to the truth, hvor han havde en amerikansk besætning. På direkte sammenligning mellem pladerne og numre som Jive Samba og Fraziers egen King of Leonne er jeg ikke i tvivl om, hvilken der er bedst. Den amerikanske plade er poleret og cocktail-agtig - og bliver kedelig. Med de skandinaviske sidemen kommer der mere kul på Frazier. Det bliver svedigt og en smule farligt. En dejlig Hammond souljazz plade.

Sundance

Caktus: Flimrende (Barefoot Records) LP/DL/stream

 

Det et et kammermusikalsk møde, hvor jazzens improvisation, moderne klassisk musik og grooves er udgangspunktet. Caktus har lavet en ambitiøs vinyludgivelse, hvor de 10 numre på pladen ledsages af 10 billeder i LP størrelse og 10 ledsagende tekster. Bandleader, komponist og saxofonist Maria Dybbroe har lavet et bemærkelsesværdigt udspil med albummet Flimrende. Sammen med Zeki Jindyl på altsax, Thorbjørn Kaas på cello og bas, Frederik Hagner på bas og Tobias Andreassen på trommer udbygger Maria Dybbroe bandets univers og det de skabte på det forrige album Under solen.

Maria Dybbroe har selv skrevet de små digte der hører til numrene, udover en enkelt af Pia Tafdrup. Ligesom der er et digt til hvert nummer, så er der også et billede taget af fotografen Liv Moeslund.

“Nogle gange er jeg blot med i lommen, andre gange er det mig der har nogen med i lommen. Det føles godt at være i bevægelse. At flytte sig” sådan skriver Maria Dybbroe til nummeret Liv, hvor det tilhørende billede er taget gennem et togvindue, hvor man kan se skoven der flimrer forbi og spejlingen i vinduet af en passager. Det er så fint og konkret. Samtidigt er det åbent for tanker og tolkning, sammen med musikken. Maria Dybbroe og Caktus åbner op for en anden vej ind i musikken. Det udfylder den og bruger den.

Pladen kræver og fortjener fordybelsen. Den skal opleves i den flotte fysiske udgivelse. Stor anbefaling herfra.

Bandcamp

Baryl: Hvad fanden sker der? (Vikbraphonia/Gateway Music) LP/DL/stream

 

Forventningerne er skruet i vejret. Debutpladen var bemærkelsesværdig og høstede stor ros. Jeg havde Baryl med på listen over de bedste danske jazzudgivelser. Desuden fik bandleader og vibrafonist Viktoria Holde Søndergaard både Tivolis jazzpris og Aarhus Jazz Festivals talentpris.

Baryl er klar med en opfølger og har denne gang gæster med. Det er grænsende til genialt at drage erfarne jazzfolk som trompetisten Jakob Buchanan og percussionisten Marilyn Mazur ind i Baryls univers. Men det er egentlig for at drysse guldstøv på en plade der skinner i forvejen.

Baryl består udover Viktoria Holde Søndergaard, af Lasse Damsgaard på saxofon, Ludvig Søndergaard på trommer og Lukas Loeb på bas. Det er en godt spillende kvartet, der bringer Viktorias musik sikkert ud i verden.

Albummet sparkes i gang med den korte intro Min politiske holdning I - herefter kommer Vælter, hvor Buchanan og Mazur er med. Det er rolig start på albummet, hvor de to stjerner får megen plads - hele tiden understøttet af Viktorias smukke vibrafonspil. Den efterfølgende Kunne være bedre bringer saxofonisten Lasse Damsgaard i fokus. Arrangementet af nummeret der er i den rolige ende, er hele tiden spændende. 

Nummeret Flere og flere og mere og mere, har et lækkert flow, der afbrydes af nogle halsbrækkende (og teknisk krævende) indskud, hvor Mazur og Søndergaard bringer de gode ting frem i hinanden. Det er vildt, heftigt, blidt og tungt. Blødt igennem er endnu en af den slags interludes på albummet, hvor Baryl kommer helt ud til kanten. Titelnummeret Hvad fanden sker der? er Baryl når de er allerbedst. Det smukke og melodiske veksler med det vilde og ekspressionistiske.

Jeg er ikke kun begejstret for albummet. Jeg er begejstret for Baryl og den retning og det niveau de indtager. Du kan lige så godt hoppe på Baryl-vognen nu og blive fan. Dit liv bliver kun federe efter det.

Baryl på Facebook

Katsura Yamauchi: Mori (jvtlandt) CD/DL/stream

 

For tre år siden da coronaen rasede fik jeg et yndlingsalbum. Den japanske trio Sagaing og deres beroligende album Aki leverede skønheden midt i al meningsløsheden. 

Nu er der dukket et nyt album op med saxofonisten fra trioen, Katsura Yamauchi. Det er en soloplade, hvor han udelukkende spiller på sopranino saxofon - saxofonen der er den andenmindste i saxofonfamilien. 

Som undertekst til pladens titel Mori, der betyder skov på japansk, står: “Wandering in the forest, heading towards the light.” Det er beskrivende for den søgende og poetiske musik som Yamauchi spiller. Han tager os med på en udforskende tur, hvor han sætter lyd på turen i skoven. Det er en plade, der vokser stille frem som de spæde grønne blade på træerne. 

jvtlandt

Sebastian Rochford: A short diary (ECM Records) CD/DL/stream

 

Lyden af pladeselskabet ECM er for mange indbegrebet af en veldefineret krystallinsk lyd, hvor der er rum og plads. Det er ikke det, der springer i ørene når man lytter til trommeslageren Sebastian Rochfords første plade i eget navn på pladeselskabet. For det første er den hverken indspillet i Oslo eller Lugano, hvor mange ECM indspilninger er bragt til verden. Den er indspillet i Aberdeen.

Selv om Sebastian Rochford er kendt som trommeslager fra Polar Bear, Sons of Kemet, Brian Eno, Andy Sheppard og ikke mindst Nicolai Munch Hansens sidste album, Det flimrende lys over Brabrand Sø, så er det som komponist at han kommer i fokus på albummet. Kit Downes spiller klaver - mens Rochford spiller meget diskret på trommerne. Klaverlyden er mere stue-agtig end den man er vant til fra ECM. Det er også pointen med albummet, hvor nærvær og intimitet er i fokus. Han har dedikeret albummet til faderen som han mistede sidste år. Melodierne er enkle og smukke og de fremføres behageligt roligt. Iøvrigt er den med sine 37 minutter i den korte ende af ECM pladerne. Et vellykket album.

Sebastian Rochford

Richard Andersson NOR feat. Hilmar Jensson: Undo (Hobby Horse Records) LP/CD/DL/stream

 

Bassisten med de dansk/islandsk/færøske aner, Richard Andersson er atter sammen med islændingene i trioen NOR. Denne gang er de udvidet med guitaristen Hilmar Jensson. Som om det ikke i forvejen var nok med saxofonisten Oskar Gudjonsson. Jensson er et perfekt match til trioens rolige musik. Han tilføjer rumlen og skælven under trioen, der sagtens kan stå fast.

Hilmar Jensson, der har spillet sammen med trioens trommeslager Matthias Hemstock i forskellige sammenhænge siden slut-90’erne, har skrevet tre af pladens numre. Oskar Gudjonsson har skrevet to ligesom Richard Andersson - mens Anderssons kone, trompetisten Anne Efternøler har skrevet nummeret Langsom. 

Lyt feks. til Gudjonssons Sun RA - hvor solen står op og lyser dig i øjnene. Det er endnu et fantastisk album fra Richard Andersson. Lyden og musikken er konsistent og afklaret. Der er en uro nedenunder, der smelter sammen med musikken. Tiden ophæves og vi føres med ud i et stykke islandsk naturmusik. 

Bandcamp

Tingo: Kvartetten fra verdens ende (GO´ Danish Folk Music) CD/DL/stream

 

Når Tingo spiller, lyder det som om jazz og folkemusik er som skabt til hinanden. Saxofonisten Cecilie Strange og trompetisten Tim Ewé er sammen med Benjamin Gower-Poole på bas og Per Rask Tingsted på trommer.

“Tingo er en ny akustisk jazz/folk kvartet på den danske folkemusikscene.” Det står som det første i pressemeddelelsen. Her kunne pladeselskabet GO’ Danish Folk Music have tilføjet “og den danske jazzscene”, hvor de lige så naturligt hører hjemme. Grundstrukturen er hentet i skandinavisk folkemusik - særligt den danske og den svenske. Tingo placerer jazzens improvisationer sammen med folkemusikken.

De otte numre de spiller på pladen er en blanding af egne numre og svenske og danske folkemelodier som Tim Ewé har arrangeret. Det er bølgende og luftigt som vinden der stryger gennem marehalmen på Fanø. En af mine favoritter på pladen er bassisten Gower-Pooles Bjergpas, der  har et dansende folkemusik-groove, hvor Cecilie Stranges solostykke i midten omkranses af groovet. 

Der er flere andre der spiller jazz og folkemusik, eks. Peter Rosendal. Tingo gør det på en anden måde. Der opstår nærmest en kammermusikalsk stemning når de spiller Vindmølle. Under alle omstændigheder kommer de ud til verdens ende, hvor musikken er redningen der også bringer dem hjem igen. 

Tingo på Facebook

Jonas Struck: Apolonia Apolonia (Sound by Struck) LP/DL/stream>> Jonas Struck: The Woodcutter Story (Sound by Struck) LP/DL/stream

 

Han er for mange kendt som guitaristen fra rockbandet Swan Lee. Han har rødder i jazzen og så er han i dag primært beskæftiget med at lave filmsoundtracks. Flere af dem har han selv sørget for, at de er udgivet på vinyl, som det er tilfældet med de to, som jeg har fået fingrene i.

Apolonia Apolonia er lydsporet til dokumentarfilmen af samme navn, lavet af instruktøren Lea Glob over en 13 årig periode, hvor hun har fulgt den fransk/danske kunstner Apolonia Sokol. Jonas Struck har allieret sig med et stærkt hold musikere suppleret med Female Power Choir og Szcecin Philharmonic Orchestra. Musikken veksler mellem understøttende stemningsudvidende lydmalerier som nummeret Painting eller den optimistiske Beaux-Arts de Paris, hvor det udelukkende er symfoniorkestret der spiller. Der er også den elektronisk pulserende Coming to America.

Stilistisk lader Jonas Struck lader sig ikke binde af noget. Han er god til at tænke i lyd og lydens virkning. Et nummer som Travel er moderne filmmusik med strygere og elektronik.  Alligevel fornemmes der en dybde - så det aldrig føles påklistret og ligegyldigt.

The Woodcutter Story er en finsk film der handler om skovhuggeren Pepe, der i løbet af par kommer ud for nogle hændelser der ødelægger hans ellers stille og rolige liv. Jonas Struck benytter sig af de samme musikere som på det andet soundtrack - denne gang suppleret med et kor. Det er et noget mørkere univers som vi kommer ind i, end på den foregående. Der er hårrejsende suspense i blandet en smule opløftende toner. Jonas Struck har lavet et fedt noir soundtrack med mange overraskelser undervejs. 

Fælles for begge vinylplader er, at de er kommet i et lille oplag og lavet i formidabel kvalitet hos Nordsø Records. 

Jonas Struck

Kasper Tranberg: Nobody’s Heart (April Records) LP/CD/DL/stream

 

Trompetisten Kasper Tranberg er sammen med to musikere, han har spillet med i mange forskellige sammenhænge i over 30 år, på det nye album Nobody’s Heart. Nils Davidsen på cello og bas og Frands Rifbjerg på trommer ved hvor Kasper Tranberg ønsker at tage hen, når han spiller musik.

Kasper Tranberg har valgt otte kompositioner til albummet der vidner om hans sikre sans for jazz. Det er kompositioner der i høj grad er med til beskrive Tranberg. Albummet åbner med Masabumi Kikuchi nummeret Little Abi, der var med på Kikuchis plade Hollow Out som han lavede sammen med Elvin Jones i 1973. Det er så smukt og rent og meget passende også albummets første single. 

I den anden ende - som afslutter - spiller Tranberg, C.V. Jørgensens En stor dag fra 2002-albummet Fraklip fra det fjerne. Nils Davidsen spiller cello i indledningen - og Tranberg - der har spillet i C.V. Jørgensens liveband, tilføjer nye dimensioner til nummeret.

Mellem de to numre er der både musik af Paul Motian, Ornette Coleman, Jesper Zeuthen og Anders Christensen. Det er et åbent og givende album, der indeholder så meget godt, at den sandsynligvis kommer til at stå og skinne som et af årets bedste jazzalbums, når året gøres op.

Bandcamp

Spot Festival 2023 - indtryk fra anden dag, lørdag

 

Spot Festival er et fedt sted at møde mennesker. Hvilket jeg også benyttede mine dage til. Der er mange branchefolk og en hulens masse musikere. Jeg fik hilst på og snakket med en masse forskellige folk. 

Jeg startede lørdagen til branchetalk på den del af Spot der hedder Spot+. Her var der oplæg om streaming og hvordan økonomien hænger sammen. Det var superspændende og i øvrigt også meget kompliceret at forstå hvordan afregningen foregår. 

Der var koncert allerede kl. 12 i Symfonisk Sal i Musikhuset, hvor r’n’b sangeren MAAD ZEN og sangskriver og guitarist Lasse Michelsen var på scenen sammen med blæsere fra Aarhus Jazz Orchestra, strygere fra Aarhus Sinfonetta, Jon Døssing fra Abekejser på keys og trommeslageren Jakob Marker der bl.a spiller med Tigeroak. Det var en god opvågning og start på en lang Spot-dag. Urban grooves med strygere og blæs er en lækker kombi - og det fungerede godt.

Jeg gik direkte til en talk med Troldspejlet værten Jakob Stegelman der fortalte om filmmusikkens vigtighed. Noget han gjorde ved at benytte nogle forskellige filmintroer. Det var spændende og tankevækkende. Jeg nåede over på Turkis til en hyggelig eftermiddageskoncert med den tyrkisk-islandske duo Thorhan, der spillede musik inspireret af både Tyrkiet og Island. Det lyder lidt underligt på skrift - men var det overhovedet ikke i virkeligheden. Det var iøvrigt en kobling til talken jeg lige havde oplevet med Stegelman. Thorhan spillede en hyldest til Ennio Morricone - en komponist som Stegelman fremhævede som en vigtig grund til spaghetti westerns blev så populære.

Der skal ikke herske nogen tvivl om at den koncert som jeg havde set allermest frem til var duoen Kaleiidos møde med Aarhus Jazz Orchestra. Hvad var det så jeg oplevede og levede det op til forventningerne? Det var en af den slags koncerter, hvor man skulle være og mærke det med hele kroppen og sindet. Lagre den intense stemning. Duoen Kaleiido leverede sammen med Aarhus Jazz Orchestra den ubetinget største oplevelse for mit vedkommende på Spot Festival. De brugte hele Symfonisk Sal - blæsere der var placeret på balkonerne og højttalere placeret i rummet, så lyden kunne sendes rundt. Aarhus Jazz Orchestras musikere var ude i et nyt og for nogle grænseoverskridende territorium. Kaleiido udvidede deres eget originale område indenfor muskken. De plejer at mødes med nogle få musikere og ud fra nogle enkle rammer skabe improviseret musik. Det gjorde de også med Aarhus Jazz Orchestra. Forskellen var at big bandet i det her tilfælde blev et instrument, en lydskaber, der smeltede sammen med Anna Roemer (guitar) og Cecilie Stranges (saxofon) flydende musik, der til tider var ambient og på andre tidspunkter skabte kanter.

Undervejs var der solostykker til trompetisten Jakob Sørensen og saxofonisten Cesar Joaqinet. Bassisten Ida Duelund, der havde spillet på Spot, dagen før med Lueenas, var sprunget til som stand in i sidste øjeblik. Det fungerede ligesom resten, suverænt. Aarhus Jazz Orchestra er modige i deres udforskning af jazzens muligheder og Kaleiido har endnu en gang understreget, hvorfor de er noget helt særligt på den danske musikscene. I øvrigt siger rygtet siger, at det ikke er det sidste vi har hørt til samarbejdet med Kaleiido og Aarhus Jazz Orchestra.

Jeg havde næsten lige skrevet en positiv anmeldelse af Henrik Lindstrands nye album Klangland, så det var stor forventning at jeg skulle opleve ham i Musikhusets store sal, der ret hurtigt blev fyldt op. Han indtog scenen sammen med strygerne Who Killed Bambi. Det blev en smuk oplevelse, hvor Henrik Lindstrands rene og klare mol-farvede musik indtog lytterne i salen og hensatte dem i en meditativ tilstand. Han foldede musikken fra det nye album ud på smukkeste vis. I øvrigt sneg han, hen mod slutningen af koncerten, nogle seje jazzfraseringer ind i musikken og afslørede at han også har en del og andet med i den musikalske bagage end Kashmir.

Jeg nåede lige, at opleve Anna Brønsteds Our Broken Garden, der er aktuel med nyt album til august. Herefter gik turen til Aarhus Congress Center ved siden af Musikhuset. Her skulle hip hop/jazz bandet Ahead spille sammen med den pladeaktuelle rapper Jaden Castro. Ahead er vel det tætteste vi kommer på et The Roots lignende band herhjemme. Bandet inkluderer blandt andet trommeslageren Mathias Fischer og guitaristen Glen Montanaro. Jaden Castros rapflows er knivskarpe og sikre, hvilket blev bakket godt op af bandets fede groves. Der blev stille og roligt fyldt op foran scenen. En lækker koncert der giver lyst til mere. En lyst jeg kan få styret i Aalborg, hvor de spiller hver måned på El Mundo sammen med forskellige kunstnere.

Årets Spot skulle sluttes af med manér. Det sikre valg ville være Smag på dig selv, som jeg har set mange gange. I stedet havde jeg besluttet at det skulle værre AySay der spillede på samme tid i Lille Sal i Musikhuset. Den plan blev spoleret, da jeg løb ind i en der gav et hot tip. Jeg havde ikke lagt mærke til Akabanga i programmet. De skulle spille på Turkis. Da jeg fik at vide hvem det var der skulle på scenen, så var jeg ikke i tvivl. Jeg havde nemlig oplevet dem for halvandet år siden under et andet navn; De Place/Gambula/Bøgh - og det havde jeg ikke glemt. Det var burning afro med masser af electro og house. 

Trommeslageren fra Total Hip Replacement, Jakob De Place, guitaristen fra Faratuben Mikas Bøgh og bassisten fra Athletic Progression, Justo Gambula har med bandet Akabanga skabt noget af de fedeste afro, der kan opdrives herhjemme. Både Bøgh og Gambula spillede mere på keyboards end på deres vanlige instrumenter. De rammer lige ned i tendenserne og musikken der strømmer ud fra det afrikanske kontinent, hvor hip hop, house og electro smelter sammen med afro af forskellige slags. Turkis var proppet og der blev hoppet og danset. Akabanga er en fest - og kan, uden at det virker underligt, være et godt midnatsnavn på adskillige festivaler, inklusiv de jazzede.

Det var en suveræn afslutning på et Spot, der for mit vedkommende blev mindeværdigt - særligt på grund af Kaleiido og Akabanga.

Spot Festival 2023 - indtryk fra første dag, fredag

 

Det er ved at være nogle år siden, jeg sidst var på Spot Festival i Aarhus. Hvor er det skønt at være tilbage. Der er meget for en jazzcentrisk blogger at komme efter. Der er helt regulære jazzkunstnere og så er der alle dem der på den ene eller anden måde sniger jazzen ind i deres musik - bevidst eller ubevidst. 

Koncertarrangøren, aarhusianske Sunship havde fået deres egen scene på Katapult på Godsbanen. Her oplevede jeg Lav Sol og Christina Dahl Trio. Lav Sol spillede forrige weekend til Jazzahead i Bremen, hvor de var blandt JazzDanmarks udvalgte bands til Club Night. Det er trommeslageren Anders Glännestrand der står bag projektet, der plejer at være en trio, men i dagens anledning er reduceret til en duo, grundet en brækket fod. Han var sammen med den slovakiske saxofonist  Michaela Turcerova, der bor i København. De leverede en supersonisk jazzkoncert, der placerede sig uden for tid og rum. Det var en vild oplevelse midt i det store flagrende Spot-marked med beats og drøn. 

Sunship havde skabt en god scene til jazzen, hvor man fik ro til fordybelse i musikken. Selv om Spot koncerter kun varer 30 minutter, kan man godt nå at få nogle indtryk af musikken, der sætter sig. Det var saxofonisten Christina Dahls trio et godt eksempel på. Hun var sammen med Anders Filipsen på piano og synthesizere og Peter Bruun på trommer. Christina Dahl har skabt et nyt univers, hvor der er mere rum og plads. Det som er den helt store gevinst, er Christina Dahls sikre saxofonspil, der befinder sig godt i det univers.

Dagen på Spot var allerede startet lige over middag, hvor Ungemiljøernes Takeover på Godsbanen bød på koncerter på to scener i den Rå Hal. Køz var først ude. Afroinspireret musik med tre kvindelige blæsere og sangere i front var svær at blive i dårlig humør over. De havde den proppede sal i deres hule hånd. Lige efter dem, var det kvartetten Vingborg/Valencias tur i den anden ende, hvor scenen var på gulvet og publikum stod hele vejen rundt om dem. Deres stille og nordisk inspirerede jazz kunne godt klare udfordringen med en summende sal i baggrunden. Begge bands er værd i følge i fremtiden. Hannah Vingborg kunne iøvrigt fortælle at deres debutplade kommer til sommer.

Min første dag på Spot var lidt spredt. Trioen Ki!’s koncert på Folkestedet var en tumultarisk blanding af surf, soul, kung fu funk og regulære pop toner. Så var der svenske The Boo Boo Bama Brothers på Headquarter, der spillede udknaldet stonerfunk med inspiration fra hashens verden. Deres glimmerindsmurte sceneshow var en sikker vinder. 

Første dag var fuld af jazz og så var det i øvrigt koldt og blæsende udenfor.

Andreas Bøttiger & Casper Christensen: Stardust (Gateway) LP/DL/stream

 

Der er ikke så mange dikkedarer på den her plade. Det er rendyrket kærlighed til jazzen der strømmer mig i møde når jeg hører duoen Andreas Bøttiger og Casper Christensen på albummet Stardust. De spiller henholdsvis tenorsaxofon og guitar. 

De har valgt 7 numre til pladen. 3 fra standardjazzens store overdrev, Stardust, Valse Hot og Estate og hvis du kender de numre, så er du også sporet godt ind på duoens egne numre Det er amerikanske jazztraditioner med et skandinavisk twist i balladetempo. 

Duoen er helt klassiske i deres jazzudtryk. Det vil sige, at det eneste de kan gemme sig bag er deres personlige tone. Her er deres styrke først og fremmest det fine samarbejde, der lyder om en konversation, en samtale eller dialog mellem to ligesindede. Det er ikke diskussion eller brok. Det er detaljerne i enkelheden der trækkes frem. Andreas Bøttiger har en fyldig og let mørk tone på saxofonen mens Casper Christensen kan minde om Jim Hall - og det gør jo ikke noget. 

Har du brug for en late night jazzplade, en god grund til ikke at gå i seng. Så kan du roligt sætte Stardust på - og bliver det alt for sent - du kommer måske endda for sent op næste dag - men hvad gør det, når det er en late night jazz lytte session der er skyld i det.

Andreas Bøttiger

Henrik Olsson: Hand of Benediction II (Barefoot Records) LP/DL/stream

Den svenske guitarist Henrik Olsson har gennem en del år, gjort sit til at den københavnske scene for fri improvisation, noise og eksperimenterende musik har været et spændende sted. Det trækker den nye plade Hand of Benediction II ikke ned på. Det er en opfølger til Hand of Benediction fra 2019, hvor det var en trio, der udover Olsson bestod af Jeppe Skovbakke på bas og Rune Lohse på trommer. Trioen er denne gang udvidet med nordmanden Egil Kalman på modular synth. Det er rigtig god tilføjelse der udvider trioens free jazz rockede udtryk.

Jeg kommer flere gange til at tænke no wave jazzen fra de tidligere firsere. Der er det samme abrupt kantede og primitivt punkede afsæt. Oven i det skal tilsættes et eksplosivt, ekspressionistisk og larmende temperament. Kalmans industrielle og spacede blips og blops klistrer det hele sammen. Det er Lohses trommer der med en omskiftelig rocket rytme lægger bunden mens Skovbakkes insisterende bas væver musikken og Olsson digter lystigt afsted på guitaren.

Det er en meget anbefalelsesværdig plade til jazzlytteren med avantgarde og punk i blodet. Der er endda en chance for at den lytter vil synes, at det er noget af det bedste vedkommende har hørt i lang tid.

Bandcamp

 

Henrik Lindstrand: Klangland (One Little Independent) LP/DL/stream

 

Efter at svenske Henrik Lindstrand startede med, at lave soloklaverplader i 2017 med Leken og siden med Nattresan og Nordhem, har han føjet et vægtigt kapitel til en karriere der også inkluderer rockbandet Kashmir og flere sidemen tjanser i jazzen, ikke mindst sammen med landsmanden Thommy Andersson der også bor i Danmark.

Det nyeste album fra Henrik Lindstrand, Klangland er med strygersektion, hvor Thommy Andersson selvfølgelig er med på kontrabassen. Klangland udvider Henrik Lindstrands musikalske rum. Det er nordisk helt ind i sjælen. Der er ro og meget højt til himlen. Det føles som om Henrik Lindstrand fylder rummet ud, mellem os nede på jorden og den store blå himmel. Han folder et mol-farvet tæppe ud hvor jeg blidt svæver afsted.

Klangland er rolige klavertoner der understøttes af en stor strygersektion på 16 mand. Det er fyldigt uden , at blive svulstigt. Det har en neo-klassisk stemning, hvor elementer fra ambient, jazz og filmmusik udgør et væsentligt tillæg.

Det er en meget velfungerende og vellydende plade der godt kan finde et stort publikum.’

Henrik Lindstrand

A Plane to Catch: Moko Jumbie (April Records) LP/CD/DL/stream

 

Det er en farverig knaldperle af en jazzplade der lægger op til dans og fest. Det er den hellige treenighed jazz, soul og afro, der med et skud funk direkte ind i blodårerne udgør grundlaget for den københavnske kvintet A Plane to Catch.

De fandt sammen under corona nedlukningen i 2020, hvor de ikke kunne komme ud at spille. I stedet skabte de bandet A Plane To Catch, hvor de spillede og øvede sammen i øvelokalet i Bolsjefabrikken på Ydre Nørrebro. Andreas Toftemark på saxofon og komposition, Rolf Thofte på trompet, Mads Nørgaard på guitar, Anton Langebæk og David Besiakov på trommer har skabt et band, hvor Motown soul, ethiojazz a la Mulatu Astatke, funky grooves og en rå og upoleret lyd er afsættet for albummet Moko Jumbie

Rolf og Andreas’ blæsere på toppen er direkte in your face og giver lyst til at hoppe til det danseinviterende groove der skabes af gruppen, der i øvrigt suppleres af Simon Eskildsen på orgel (og cover artwork) og Yohan Ramon på percussion på flere numre, som eksempelvis de uimodståelige Ethiopiques og Lingon Grove. 

Det er en festplade, hvortil der skal drikkes øl, ryges smøger og danses hele natten.

A Plane To Catch Bandcamp

Pladesamlerne - en larmende minoritet *Ny podcastserie*

 Udover at være jazzblogger er jeg også pladesamler. Jeg samler ikke kun på jazzplader - men også på andre genrer. I det hele taget fascinerer samleriet mig. Derfor har jeg lavet en podcast, hvor jeg taler med andre pladesamlere. Der er mange der samler på plader. Her i podcastserien kan du møde nogle vilde samlere der er lidt ud over det normale. I den første sæson har jeg bla. talt med nogle musikere, der udover at spille musik også lytter til meget musik og derfor har fået en stor pladesamling. Jeg har også mødt samlere der fokuserer på italo, heavy, reggae og singler. 

I første afsnit er det jazztrommeslageren Kresten Osgood der udover at have stor pladesamling også har nogle skarpe synspunkter i forhold til samleriet. 

Det er en tale-podcast - altså uden musik. I stedet kan man høre musikken der tales om, på en playliste på Spotify eller Tidal.

Podcasten kan fanges på Spotify, Apple, Google og Podimo. 

Pladesamlerne Podcast på Apple

Pladesamlerne Podcast på Spotify

Kresten Osgood playliste på Spotify

Kresten Osgood Playliste på Tidal

Eva Cassidy with The London Symphony Orchestra: I Can only be me (Blix Street)

 

Da jeg var en ung knægt i firserne købte jeg ofte magasinet Hi-fi & Elektronik. Her var der udover al grejet også musikanmeldelser. Man brugte 13 skalaen som karakter. Her havde man delt det op i Musik, fremførelse, teknik og omslag. Jeg kunne fristes til at tilføje kvalitet på det færdige produkt. Det bliver aktuelt når jeg sidder med det nye album med Eva Cassidy. Jeg har fået fingrene i deluxe udgaven, der er på 2 plader og skal afspilles på 45 omdrejninger. Vinylkvaliteten er i top og helt rolig når der afspilles. Det er i samme liga som det kendes fra det danske presseri Nordsø Records eller de tyske genudgivelses-connoisseurs Speakers Corner. Vi befinder os i klassen lige under MoFi og Analogue Productions. Kendere ved at de koster kassen. Det gør Eva Cassidy pladen ikke. Den sælges i normalt prisleje. Fedt, at der er nogen der holder kvalitetsfanen højt uden at tage ekstra for det.

Musikken er perfekt til en stille aften med partneren eller til en hi-fi anlægs blæresession med vennerne. Det står rasende skarpt.

Der er efterhånden gået 27 år siden sangerinden Eva Cassidy døde i en alder af 33 år. Så det er ikke nyt - men halvnyt materiale som er på pladen. Hun opnåede gigantisk succes med opsamlingen Songbird, der kom 2 år efter hendes død. Pladeselskabet tænkte mange år senere over hvad Eva Cassidy ville have gjort i dag. Der er valgt 9 numre fra hendes repertoire, hvor man har arrangeret musikken for symfoniorkester. Den spilles af London Symphony Orchestra - der suppleres med hendes originale vokalspor og enkelte instrumenter fra originalindspilningerne. Det kunne lyde som gravrøveri. Det gør det ikke. 

Det er gjort nænsomt og resultatet er storladen musik med inspiration fra jazz, folk, blues, soul, pop og country. Det fungerer rigtigt godt med jazzstandards som Autumn Leaves og You’ve Changes og soul-klassikere som People Get ready og Ain’t Sunshine. 

Mine karakterer i bedste Hi-fi & Elektronik stil med tilføjelse af kvalitet på produkt:

Musik: 9

Fremførelse: 10

Teknik: 11

Omslag: 5 (med pil ned)

Kvalitet: 11

Blix Street

Nana Rashid: Music for Betty (April Records) LP/CD/DL/stream

 

Det er seksogethalvt år siden, at jeg stillede spørgsmålet “Er det virkeligt muligt, at der findes et så stort uopdaget talent i jazzen?”. Det var i forbindelse med at sangerinden Nana Rashid havde lavet EP’en Sorrow in Sunlight. Siden er der ikke sket så meget, udover nogle sporadiske liveoptrædender hist og her. Det er der endelig mulighed for at ændre på nu. Hun har lavet et helt album, hvor hun er sammen med trioen Little North.

Nana Rashid har skrevet flere af pladens numre, bla. den umådeligt stærke åbner Poor Blue Betty, som Cecilie Strange i sine linernotes beskriver som et nummer der hensætter lytteren i en trancelignende tilstand. Det emmer af Nina Simone stemning. 

Det er et album, hvor drama, store følelser og melankoli er i højsædet. Nana Rashid er tilstede i numrene. Hun kan mærkes. Hun er i kontakt med teksterne. Det er en lille genistreg at hun er sammen med Little North, der skaber et perfekt bagtæppe for Nana Rashid stemme og sange. Deres dynamiske og vedholdende nutidige triospil, som det bla. kan høres i Mother, Father er med til, at løfte albummet, der ikke er tilbageskuende i stemning og stil.

Der er også blevet plads til et par stærke numre, af andre end Nana Rashid. Peggy Lee’s Johnny Guitar og Sade’s Pearls fra 1992-albummet Love Deluxe er med til at give det sidste til et meget vellykket album. Det er en plade der i al sin vælde, er noget af det bedste jeg har hørt fra en dansk jazzsangerinde meget længe. Det er både klassisk og nutidigt. Stor stor anbefaling herfra.

Bandcamp

Torbjörn Righard and The Silent Room: Touch the music (Deliberate Music) LP/DL/stream

 

Den svenske tenorsaxofonist Torbjörn Righard lavede den første plade med The Silent Room for 10 år siden - efter 5 år kom der en toer - og nu er den tredje plade klar med Lund-saxofonisten. Helt grundlæggende er det en plade der hylder den gode stemning - og i den grad er med til, at skabe den.

Han har holdt sammen på det samme band i 15 år. Det er Johan Ohlsson på klaver og akkordion, Mats Ingvarsson på bas og Bo Håkansson på trommer. Desuden spiller Svante Lodén congas på tre numre. De starter stille ud med The Ladder og fortsætter med Dream Thing, der ligeledes tager den med ro. Ubatuba er egentlig også ganske rolig - til gengæld har bandet skiftet til reggaerytmer og det fungerer som solskin på sjælen. 

Det er derfor jeg lige så stille er blevet gladere og gladere for pladen. Torbjörn Righard har lavet en plade, hvor der sker flere forskellige ting undervejs. Han har ikke travlt eller vil forcere noget. Der er også skønne elementer af svensk folkemusik, standardjazz, pop og det der ligner. Kort fortalt, så er det en rigtig hyggelig jazzplade.

Deliberate Music

Marijke Florien: Anætomy (Marijke Florien/No Technique) LP/DL/stream

 

Belgieren Marijke Florien, der bor i København, hvor hun lige har fuldført en kandidatgrad fra det Rytmiske Musikkonservatorium, har tidligere udgivet musik under aliasset Audri. Hun følte sig fastlåst af det musikalske udtryk - og har derfor valgt at udgive albummet Anætomy under eget navn. 

Hun kalder det for en personlig abstrakt rejse gennem kroppen. Med titler som Thunder (Brain) og Violence (Hands) henleder hun opmærksomheden på kroppens enkeltdele og hvad der sker eller kan ske med delene. Hun fortæller: “Jeg tror, det er noget, vi alle døjer med. De emner, jeg berører, er personlige og individuelle, men adresserer samtidig vores samfund. Fra angst, rastløshed, søvnløshed og uretfærdighed til kvindelighed, depression og selvudfoldelse. Jeg udforsker dualiteten, som ofte ligger i os. Det er en rejse gennem glæde og smerte med et mål om forhåbentlig at kunne finde ro inde i sig selv.”

Musikalsk er det et enkelt udtryk, der kan minde om 80’ernes avantgarde pop og elektroniske musik med enkelte jazzelementer. Jeg kommer umiddelbart til, at tænke på noget af den musik som Laurie Anderson lavede. Marijke Florien synger i stedet for at tale ligesom Laurie Anderson. Marijke Florien spiller de fleste instrumenter og suppleres af lidt saxofoner og trommer. Det er ikke en plade der ligner ret meget andet, der kan høres på dagens musikscene.

Bandcamp

Spejderrobot & Emil de Waal: Brugt (Unit Shifter/Minimum Recordings) LP/DL/stream

 

De har spillet sammen de seneste 15 år - hvor særligt Kalaha har fået megen opmærksomhed. Men samarbejdet mellem electronicamusikeren Spejderrobot og trommeslageren Emil de Waal går længere tilbage end Kalaha og er fortsat efter at Spejderrobot ikke længere er med i den groovy crossover gruppe. De er aktuelle med deres fjerde fuldlængde album sammen.

Brugt fokuserer som udgangspunkt på musikken der opstår mellem numrene. Det burde give et rastløst og rodet udtryk, som den erfarne duo ret hurtigt får sendt i retning af hooks, melodier, akkorder, percussion og sci-fi synthesizere. Det der skulle blive kaotisk, bliver i stedet et effektivt og intenst udtryk, hvor de vender det hele lidt på hovedet.

Det er boblende, spontant, omskifteligt, udadvendt, inkluderende og fyldt med en masse humor. Særligt har numrene Frotteret og Higet hjemsøgt mig efter, at jeg har haft den på pladespilleren. Det er højt tempo sammen med skønne og skøre synths. Duoen har skabt deres egen vej indenfor den elektroniske musik. Det er sprudlende originalt.

Bandcamp

Tineke Noordhoek: Sangvinsk/Kolerisk (Tineke Noordhoek/Gateway) LP/DL/stream

Hun udsendte i slutningen af 2020 albummet Flegmatisk/Melankolsk. Nu kommer anden del af Tineke Noordhoeks projekt med musikalske fortolkninger af de fire temperamenter som Hippokrates allerede satte i system i antikkens Grækenland.

Denne gang er det de sangvinske og koleriske temperamenter der fortolkes. Det koleriske temperament er med Karen Humle på violin, Tomasz Dabrowski på trompet, Jakob Munck på trombone og tuba, Signe Østlund Jacobsen på klaver, Johannes Østlund Jacobsen på trommer og Tineke Noordhoek på percussion. Det koleriske temperament forbindes med elementet ild og gul galde. Det er højdramatisk og ikke uden en vis form for ubehag. 

På den Sangvinske pladeside er Tineke Noordhoek sammen med Randi Pontoppidan, Anna Mose og Johanna Sulkunen på vokal. Noordhoek spiller på marimba og klokker. Sangvinsk er det optimistiske temperament og er forbundet med blodet. Den åbner med Nynnen, hvor der Noordhoek i højt tempo gentager den samme figur på marimbaen mens de tre sangere, nynner sig gennem nummeret. Herefter skrues der ned for tempoet og det lyse træder mere frem. Der tages lidt lettere på det hele, hvilket både kan høres på Teselskab hos Gahu og Flagren.

Tineke Noordhoeks projekt med musikalsk tolkning af de fire temperamenter er udover at være dybt originalt - også et samlet værk der sætter gang i eftertanken hos lytteren. Jeg kan ikke undsige mig for at have funderet over, hvilket temperament jeg selv og mennesker tæt på mig besidder. Her er Tineke Noordhoeks musik en god guide, hvor jeg tager mig selv i at tænke på flere jeg kender undervejs i lytningen af den koleriske side - og retfærdighedsvis også under lytningen af den sangvinske side.

Tineke Noordhoek

 

Niclas Knudsen Trio: Migrating songs (Niclas Knudsen/Gateway) CD/DL/stream

 

Guitaristen Niclas Knudsen har lavet et nyt album med høj likeability allerede fra det første lyt. Han har selv skrevet de otte numre på albummet. Hårdt ramt af udlængsel under corona-nedlukningerne har han ladet sig inspirere af sydlige himmelstrøg, Katalonien og Småland. 

Han er sammen med to forskellige trioer, Andreas Møllerhøj (bas) og Henrik Holst Hansen (trommer) på den ene halvdel og Mathias Petri (bas) og Andreas Svendsen (trommer) på den anden halvdel.

Det er rolige melodier med høj nynne-med-faktor. Et meget anbefalelsesværdigt album til en rolig og eftertænksom stund sammen med den du elsker... at rejse med.

Gateway

Haftor Medbøe & Konrad Wiszniewski: Poiesis (Subcontinental/Copperfly) kassettebånd/DL/stream

 

Det er ikke ualmindeligt at støde på elementer af genren ambient i nutidens jazz. Det er til gengæld ikke så ofte at jazzmusikere går hele vejen og laver et ambient jazz album. Ligesom der heller ikke er almindeligt at skotske jazzmusikere udkommer på kassettebånd via et indisk pladeselskab. 

De to skotter, jazzguitaristen Haftor Medbøe og Konrad Wiszniewski på sopran- og tenorsax har netop udsendt albummet Poiesis på kassettebånd med hjælp fra et indisk pladeselskab. Det er frit-improviseret musik, hvor Medbøe med en Fender Telecaster og en bunke effekter skaber og væver et klangfuldt tæppe, der lægges ud under Konrad Wiszniewskis saxofon. 

Det er en blanding af nedtonet og poetisk hvæsende støj og feedback. Enkelte gange kan man høre noget der kan identificeres som en guitar. Ellers er det de lange toner og lydflader der hersker. Wiszniewski kan besvare Medbøes guitar på en rolig og afdæmpet måde. De klæder hinanden og får dermed lavet et overraskende og unikt album, der er helt sit eget.

Bandcamp

Girls in Airports: How it is now (Kaja) LP/DL/stream

 

Der er sket meget i Girls in Airports siden det forrige regulære album Dive fra slutningen af 2020. Lars Greve har forladt gruppen for at hellige sig sit Resonerende Rum projekt. Girls in Airports har også lavet en plade sammen med Aarhus Jazz Orchestra, Leap i 2021 og står nu som kvartet med det nye album. 

How it is now fremstår som helstøbt og spændstigt album. De er i topform. De lyder som Girls in Airports og har samtidig udviklet sig. 

Der er en masse plads til Mathias Holms keyboards - åbningsnummeret Kabul er endda helt uden blæsermedvirken, hvilket de også gentager på Plants hvor bandets saxofonist Martin Stender spiller på et Weltmeister Claviset keyboard. Det er en fed tilføjelse til Girls in Airports universet. De bevarer deres lyd og udtryk. 

Saxofonen er der stadig. På Sachette, der er opkaldt efter den ulykkelige mor i Klokkeren fra Notre Dame, er det Stenders let støvede tenorsax der står stærkt. På den dystre og eksperimenterende 18 er der masser af plads til Victor Dybbro og Anders Vestergaards percussion og trommer. Det er en plade hvor Girls in Airports har givet sig selv plads til at lege. Som på Cabin, hvor Mathias Holm spiller på trædeorgel og skifter over til klaveret, hvor Victor Dybbro tilføjer et par bum på gulvtammen til sidst i nummeret. 

How it is now er lyden af et vitalt Girls in Airports, der stadig indtager en helt særligt plads i dansk jazz. 

Girls in Airports Bandcamp

Johannes Gammelgaards Orkester: Ting tager tid (Jaeger Community) CD/DL/stream

 

En Klovborg ost ta’r den tid en Klovborg Ost skal ta’ lyder et gammelt reklameslogan.  Johannes Gammelgaard går et skridt videre med sit nye album, hvor han i titlen konstaterer at Ting tager tid. Et lille budskab der er under voldsomt pres i vores samtid, hvor der er uendeligt meget fart på. Det handler ikke om at reflektere eller undre sig. Det handler om at komme videre i en fart.

Gammelgaard har samlet et otte-mands orkester med fokus på blæserne, hvor der er sat musik til syv Piet Hein tekster som Rikke Nybo synger. 

“Du skal ikke ville det hele.

Du er kun en enkelt del.


Du ejer en verden i verden.


Dén skal du gøre hel.


Een eneste vej skal du vælge,


og være identisk med dén.


De andre veje må vente.


Vi kommer altid igen.”

Med Piet Heins beroligende ord kan vi med ro i sindet sætte farten ned og være tilstede i nuet.

Johannes Gammelgaards musik er lige dele Højskolesangbog, free jazz og uhøjtidelig humor. Det passer så godt til de enkle og kloge tekster der indeholder så meget.

Ting tager tid fortjener din tid. Lyt med og bliv klogere på dig selv og verden omkring dig.

Den rigtige Klovborg osts tid var i øvrigt ovre i 2012, hvor mejeriet i den lille jyske by lukkede. Nu kommer den til verden på et shiny optimeret mejeri, så den kan blive næste uges tilbud i Rema 1000. Reklameslogans forgår - mens Piet Heins tekster består. Tak til Johannes Gammelgaard Orkesters vinkel på Heins tekster.

Jaeger Community