onsdag, december 02, 2015

Danish Music Awards Jazz 2015

Det var en fest for mangfoldigheden i jazzen. JazzDanmark var værter for den årlige Danish Music Awards for jazzen, på Bremen i København. Det musikalske program spændte vidt i går aftes på scenen. Tuesday Night Brass Band åbnede festen godt sekunderet af DR Big Bandet. 

Aftenens show kunne begynde. De to dejlige værter Stine Danving og Master Fatman hyggede om publikum. De præsenterede aftenens vindere godt sekunderet af beatpoeten Claus Høxbroe, der fortalte om de nominerede kunstnere, som var det et digt han læste op.

Maria Faust satte ild til DR Big Band med hendes til lejligheden nykomponerede musik. Rollen som dirigent er ny for Faust. Hun viste - med egne ord - mere bagdel til publikum end hun plejede. Hun havde ingen ingen problemer med at være øvre myndighed for DR Big Band. Jeg håber at hun har fået blod tanden og vil lave mere big band musik.

Det var to kendinge der hev priserne hjem i kategorierne vokal jazz og årets danske jazzudgivelse. Sinne Eeg tog vokal jazz prisen. I januar udgaven af Down Beat får hun en meget rosende anmeldelse af duoalbummet, som hun lavede sammen med Thomas Fonnesbæk. Jakob Bro har lige været i studiet for at indspille opfølgeren til prisvinderen Gefion. Denne gang er det med Joey Baron på trommer i stedet for Jon Christensen. 

Det er altid en kæmpefornøjelse at komme til DMA'en for en jazzblogger. Jeg får talt med gamle kendinge og hilst på en masse nye bekendtskaber. Jazzens tilstand er omdrejningspunktet for de fleste samtaler. Og synspunkterne er mange om den tilstand.

Scenen lagde gulv til en perlerække af højdepunkter. Selvhenters besættende dronejazz. Sammen med fire strygere leverede bassisten AC, en smuk og følsom hyldest til den nyligt afdøde Hugo Rasmussen. En ultrasjælden optræden med brødrene Hess, der vandt sidste års pris for årets bedste danske jazzplade. Ibrahim Electric lukkede DMA showet ned sammen med Palle Mikkelborg. Dem vil jeg gerne høre noget mere sammen. Så var der efterfest i Bremens foyer, hvor Jazz Five spillede op til dans og højt humør.

Inden da var de andre priser også blevet uddelt. Bandet de kaldte hest, Horse Orchestra løb med to priser og Claus Waidtløw fik en for pladen sammen med The Orchestra og Jeff Ballard. Univers på vers fik børnejazzprisen mens festivalen Femø Jazz fik livejazzprisen. Et særligt stort tillykke skal gå til Niels Ole Sørensen fra Tversted, der fik ildsjælsprisen P8 Jazz prisen for det utrættelige arbejde med Jazzy Days. Han fik prisen foran et særdeles skarpt felt af nominerede.

Det hele sluttede for mit vedkommende på La Fontaine, hvor øllene var kolde, snakketøjet varmt. Klokken blev halv fem, da jeg luskede hjem til hotellet bag en lige så overrislet jazzpianist.


Årets Danske Jazzudgivelse                                     
Jakob Bro – for udgivelsen ’Gefion’ (ECM)

Årets Danske Jazzkomponist (uddeles i samarbejde med DJBFA)                                  
 Claus Waidtløw & The Orchestra feat. Jeff Ballard – for udgivelsen ‘Playhouse’ (Gateway)
                                          
Årets Danske Særudgivelse                                     
Horse Orchestra – for udgivelsen ‘Living The Dream’ (Barefoot Records)
                                          
Årets Danske Vokaljazzudgivelse                           
Sinne Eeg og Thomas Fonnesbæk – for udgivelsen ’Eeg Fonnesbæk’ (Stunt Records)
                                          
Årets Nye Danske Jazznavn                                     
Horse Orchestra – for udgivelsen ‘Living The Dream’ (Barefoot Records)

Børnejazzprisen
Univers på vers

Live Jazz Danmark Prisen (uddeles i samarbejde med KODA)
Femø Jazz Festival

P8 Jazz Prisen
Niels Ole Sørensen – formand for Tversted Jazzy Days

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar