onsdag, oktober 12, 2016

Bly de Blyant: The Third Bly de Blyant Album (Hubro) >> Bushman’s Revenge: Jazz, fritt etter hukommelsen (Rune) >> Tenderton (Little Birdie)

I udkanten af jazzen, hvor den smelter sammen med krautrocken og andre bevidsthedsudvidende subgenrer indenfor rocken, sker der en masse i Norge. 

Den norske trommeslager Øyvind Skarbø har udvidet trioen Bly de Blyant med vibrafonisten Ches Smith (Marc Ribot, Xiu Xiu, Mr. Bungle). I forvejen består gruppen af guitaristen Hilamar Jensson (Tyft, Jim Black) og multiinstrumentalisten Shahzad Ismaily (Marc Ribot, John Zorn). De har lavet et album, hvor Ches Smith’s vibrafon af naturlige grunde får lv til at fylde meget. Det er et fantasirigt univers der balancerer elegant mellem eksperimenterende improvisation, underspillede enkle melodier, krautrockens underfundige ligefremhed og jazzens snirklede detaljer.

Guitaristen Even Helte Hermansens rent norske trio Bushman’s Revenge er aktuelle med deres ottende album. Denne gang bevæger de sig tilbage i bandets historie. Til begyndelsen hvor jazzen fyldte mere. Even Helte Hermansens mål har været at lave et album, hvor Coltrane/Shorter møder elektrisk blues/Hendrix uden at volumeknappen bliver skruet op på 11. Albummet åbner med McCoy Tyners Contemplation, der serveres i i dejligt sumpet version, der lugter af Cream. Pladen byder på en grundlæggende stemning af tilbagelænet blues blandet i jazzsyren. Det fungerer rigtigt godt. Pladens to sidste numre er et par favoritter. Albert Aylers spirituelle Angels åbnes flot med Hermansens lækre syrespade. Det forsvinder ikke i larm og ballade. Men bliver i stedet en smuk jazzhymne. Pladens sidste nummer er Hermansens egen Lola mit dem Gorgonzola, en komposition der peger direkte på Jan Johansson og den nordiske urjazz. Jazz fritt etter hukommelsen er et anbefalelsesværdigt album, med et band der ikke har glemt jazzen.

Den sidste plade i denne norske stak, er med det debuterende band Tenderton. Hvor vi med de to foregående albums stilistisk befandt os i slut 60’erne, er vi med denne kvartet rykket ind i 70’erne. Den symfoniske rock har taget over. King Crimson og Yes står i kulissen. Pladens åbningsnummer, Bolero er en 13 minutter lang rocksymfoni, hvor guitaristen Arild Hammerø er i centrum. Efter en kilometerlang guitarsolo, sniger Haakon-Marius Pettersen sig ind med en synthsolo efterfulgt af en velspillet Rhodes solo. To lyspunkter i et nummer der tenderer til det svulstige. Pladen falder gudskelov ikke i den store guitarsololirsuppe. Heldigvis tager de på nogle spacede udflugter undervejs. Det er symfonisk jazzrock af den storladne “norske” slags.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar