mandag, december 11, 2017

Årets 10 bedste danske jazzplader 2017... og lidt til

Tidligere i år skrev jeg et indlæg her på bloggen om, at 2017 var et godt år set ud fra et jazzbloggerperspektiv. Der var kommet mange nye gode danske jazzudgivelser. Både fra de erfarne og de debuterende. Det mener jeg stadigvæk. 
Det er nu blevet tid til, at gøre året op. Der hvor jeg kigger tilbage og vurderer hvilke plader der skal trækkes frem fra stakken og have ekstra meget ros. Det er forhåbentlig indlysende at det ikke er en let opgave. Der er nogle parametre som jeg vælger pladerne ud fra. For det første vil jeg gerne give et bredt og repræsentativt billede af hvad der foregår på den danske jazzscene. Listen over årets bedste danske jazzplader skal være et koncentrat af det bedste, som er strømmet gennem mine ører i løbet af året. Der er abstrakt jazz, fusionsjazz, big band jazz, nedlagt-kirke-i-Estland-jazz, triojazz, straight jazz, årstids jazz, nordisk jazz og overflødighedshornsjazz. Der er også kommet en jazzhistorisk udgivelse i år, der skal have særlig ros.

Først og fremmest skal Lasse Mørck trækkes frem. Jeg har valgt at give ham Jazznytprisen 2017. Allerede da jeg hørte pladen første gang, satte jeg ham på observationlisten som en evt. jazznytprismodtager. Jeg er vendt tilbage pladen mange siden da. Den har ikke skuffet undervejs. Lasse har været i megahård konkurrence fra flere andre kandidater. I forbindelse med at han fik prisen d. 10. december var der en reportage her på bloggen. Her vil jeg forsøge at uddybe hvorfor og hvordan Lasse slog mig omkuld, da jeg blev ramt i min bløde jazzmave af hans suveræne jazz.

Lyt til dansk jazz. Det fortjener dine ører, sindet, hjertet, sjælen og kroppen. God fornøjelse.

JAZZNYTPRISEN 2017
Lasse Mørck Quartet: Imagining places I’ve never been (Lasse Mørck) 
Musikken er som at tage på en jazzrejse i technicolor. Vi befinder os i en parallelverden med inspiration fra westerns, drønhede ørkener og mexicansk mysticisme. El Conquistador er den sejrende. Prairie Sunset er den ensomme rytter på vej hjem. Danza de Yucatan er mystik og tågede drømme. Afslutningsnummeret Under the coconut tree får temperaturen til at stige. Det er en rejse til steder som Mørck ikke har været. Måske findes stederne heller ikke. Det er ikke så vigtigt. Mørck er med på bassen og rejsen som en tro følgesvend, der viser os til rette. Han viser os en blanding af det kendte og det ukendte. Det er både originalt og personligt. 
Mørcks debutplade er meget overbevisende. Anbefales til mange, men også kritiske jazzlyttere, der gerne orienterer sig mod ældre pre-bebopjazz og ikke gider at høre noget de har hørt før.

Morten Schantz: Godspeed (Edition)
Han har lavet et uforfalsket fusionsalbum i en vanvittig vellykket 2017-aftapning. Han har sat sig bag en flåde af nye og gamle synths og keyboards. Han spacer ud uden, at forfalde til at lyde som et fusionsmuseum a la 1985. Det er selvfølgelig nærliggende at nævne Weather Report og Joe Zawinul i den bedste mening. Schantz og Neset har et partnerskab der tåler sammenligning med Zawinul og Wayne Shorters i Weather Report. De komplementerer hinanden og får de bedste sider frem. Anton Egers trommer er spændt til det yderste. Han er vildt pushy og helt fremme på beatet. Han giver Schantz og Neset et pace, hvor de konstant spiller lige så skarpt som en nyspidset blyant.

Ran Blake/Kresten Osgood: The Dorothy Wallace Suite (ILK)
Der er ikke overladt plads til tilfældigheder. Det er som et opkog, et koncentrat af Blake's og Osgood's musikalske evner. Det er et stemningsmættet klaverspil, hvor klassisk musik, Monk og jazzens historie kigger frem. Der er både noget sårbart og noget skrøbeligt blandet op med en beslutsomhed og insisterende fortælling. Det passer Osgood, der i sit trommespil griber mulighederne.

Jeppe Zeeberg: The Four Seasons (Barefoot Records)
Foråret symboliseres blandt andet med glad-i-låget nummeret Dancing like a dane, der spjætter, sprutter og spræller. Sommeren åbnes med For those now gone der både er regn og torden. Her er de fire blæsere i smukt samspil. Det sidste Sommer-nummer The Mess and the See-Through Dress efterlader en masse bobler i kroppen. Efteråret er Song for the relatively young, hvor Zeeberg sender en musikalsk tanke til Horse Orchestra, hvis medlemmer også er med på pladen. Det er valsende jazz med masser af messing, blandt andet en skøn trompet fra Kimestad. Efteråret er også Sky piece, hvor der lukkes ned og gøres klar til vinter, der med afslutteren Mit Starren Fingern og åbneren Segway to hell er knistrende skarp og kolossalt skæv

Rasmus Oppenhagen Krogh: Distill (Centrifuga)
Distill er en meget imponerende og anbefalelsesværdig debutplade, der med varme og nærvær viser en ung jazzguitarist, der godt ved hvordan man skaber jazz der både er enkel og kompliceret. Han er afhængig af de andre og lader det smelte sammen til en enhed, hvor øjeblikke flyder sammen til et stort og smukt billede.

Simon Eskildsen Trio: Introducing the Simon Eskildsen Trio (Simon Eskildsen)
Det syder, sprøjter og svinger om ørene på trioen. Sejthen er kendt for sit insisterende steady basspil. Daniel Sommer placerer sig tæt sammen med Sejthen. Det giver et mættet spil. Simon Eskildsen animerer trioen via sit rytmestærke klaverspil. Improvisationerne vokser frem af melodierne, der er fulde af varme og nærvær. Endnu en gang kommer der en anbefalelsesværdig jazzplade fra Aarhus, der sætter en tyk streg under at byen i disse år er inde i en gylden jazzperiode. 

Mark Solborg & Christian Skjødt: Omdrejninger (ILK)
Omdrejninger er et album der på flere planer er meget anbefalelsesværdigt. Det færdige produkt med gatefoldcover, en flot grafisk udformning, det medfølgende hæfte med billeder af bl.a. Peter Ganushkin og videoen er i særklasse. Det lydmæssige indhold holder det samme høje niveau. Så er du til eksperimenterende eller abstrakt musik, er dette album nr. 1 på listen over plader der skal købes i 2017.

Emil de Waal + Old News: Gamle Nyheder
Sikke da et overflødighedshorn! Emil de Waal har samlet en personlig, stærk og original gruppe af musikere omkring sig på albummet Gamle Nyheder. Numrene på pladen er et meget originalt udvalg af  "klassikere" fra bl.a. 70'ernes tv sendeflade. Gamle Nyheder er et must for den musikglade dansker. Originaliteten og autenciteten er i højsædet. Det er et af årets højdepunkter i dansk jazz.

Kira Skov/Maria Faust: In The Beginning (Stunt)
Faust og Skov har søgt tilbage mod det tabte og det glemte. Smerte, savn og tro gennemsyrer musikken der blev til under en fælles rejse til Estlands sydlige grænseområder. De blander estisk musik, klassisk, jazz og indierock. In the beginning er uanset genre et af de absolut stærkeste albums jeg har hørt i år. 

Kathrine Windfeld Big Band: Latency (Stunt)
På Latency bruger hun mere erfarent hele big bandet som et instrument. Der er et flow og en velfungerende sammenhæng i musikken. Musikerne leverer mere end det forventelige. Det betyder at Windfelds musik vokser. Kathrine Windfeld Big Band er et imponerende foretagende. Hun skal have ros for musikken fordi hun er en dygtig big band leder, med alt hvad der hører til. Latency er et meget anbefalelsesværdigt big band album, til yndere af den moderne del af genren.

Årets historiske jazzudgivelse
Trio 65½: 66 67 (Storyville)
På jazzstandards som Stella by starlight, There will never be another you og Someday my Prince will come er det tydeligt at trioen er I særklasse i dansk jazz på det tidspunkt. De spiller forrygende godt sammen. Kenneth Knudsen er i hopla og spiller med en frygtindgydende melodisk ligefremhed, der er en Bill Evans værdig.  Ib Lund Nielsen spiller bas med en overbevisende tyngde og myndighed, der passer godt i Trio 65½. Det er dynamisk og uimponeret jazz.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar