fredag, februar 24, 2023

Claes Janson & Christina von Bülow: Det regnar i min stad (Stunt) CD/DL/stream

 

“Sitter här och lyssnar på nå’t gammalt regn
Sliter ut en gråtlåt ur mitt hår
Det är som om allting omkring mig
Var stämplat - “från igår.””

Det er svensk viseblues af den triste og opbyggeligt terapeutiske slags. Teksten er skrevet af finlandssvenske Åke Grandell. Musikken er skrevet og arrangeret af Christina von Bülow og det synges af svenske Claes Jansson. Jeg kan næsten ikke være i mig selv af begejstring. Det er et rigtigt godt album som altsaxofonisten Christina von Bülow har lavet. Claes Jansons svenske sang er fortrolig og intim som sad han i stuen og sang for mig.

Den musikalske backing er i hænderne på Christinas søn Pelle von Bülow på guitar, Steen Rasmussen på klaver og Rhodes, Daniel Franck på bas og Frands Rifbjerg på trommer. Desuden gæster den svenske sangerinde Emily McEwan på fire numre. Hun er et godt supplement til Claes Jansons rustne stemme. 

Teksterne er stærke og går ind og rører ved sjælen. Det handler om livet der går på hæld og alligevel stadig rummer så megen skønhed. Det handler om naturen og den mentale ro. En regnvejrsdag i byen iklædes brasilianske toner. Selvom det var en dag, hvor der var en masse der skulle laves, så sidder Åke Grandell stadig ved morgenbordet og lytter og nyder - og leger med ord.

Det er meget let at anbefale albummet til svenskofile lyttere. Ordene og måden de fremføres på. Musikken står rislende klart som en elv i en regnvåd forårsskov. 
Tack!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar