lørdag, maj 01, 2004

JAZZNYT UGE 19 2004

Allerede nu er der meget der tyder på The Bad Plus' seneste CD Give, bliver en af årets helt store og mest hippe jazzplader. Jeg kan kun anbefale pladen på det kraftigste. Deres ukonventionelle tilgang til det klassiske klavertrio format er forfriskende. De har fået utroligt meget opmærksomhed i jazzmedier over hele verden. Læs bl.a. den interessante artikel som All About Jazz har skrevet: Give The Bad Plus a break. Desuden har bandet en god Weblog, som ofte bliver opdateret. http://thebadplus.blogspot.com/. Som en lille krølle på halen kan jeg allerede nu fortælle at The Bad Plus spiller i Tivolis Glassalen d. 7. juli.

Al Jarreau spiller i Århus til deres International Jazzfestival, nærmere bestemt i Musikhuset d. 11. juli kl. 20.30

Ligeledes kommer Lizz Wright til Århus, hun optræder d. 17. juli. hun udsendte sidste år albummet Salt på Verve.

Blue Note har fået endnu en ny gammel kunstner i stalden. Dr. John udsender d. 13. juli en ny CD. Pladen er en hyldest til New Orleans jazzen. Den har fået titlen N'awlinz Dis Dat D'udda. Han fortolker When the saints go marching in, St. James Infermery og mange andre klassikere. Gæstelisten er lang, Dirty Dozen Brass Band (selvfølgelig), Cyril Neville, Nicolas Payton, Randy Newman, B.B. King, Willie Nelson etc. Allerede nu kan man høre nogle af numrene fra CD'en her N'awlinz Dis Dat D'udda Stilen er umiskendelig Dr. John, og milevidt fra fadbamser-i-plastikkrus-på-det-lokale-torv-Jazz. Kan man ikke vente til d. 13. juli kan jeg anbefale hans CD fra 1999, Duke Elegant, med Ellington fortolkninger. Som er åndsbeslægtet med hans kommende udspil.

Herbie Hancock spiller som bekendt på det Kgl. teater under Copenhagen Jazzfestival. Han skal i maj 2005 spille på The Barbican i London, hvor han får stillet 12 aftener til rådighed, som kan vise hans store og brede evner som jazzperformer. Allerede nu er det belsuttet at han optræder med hans akustiske kvartet, hvor han har tenorsaxofonisten Gary Thomas, bassisten Scott Colley og trommeslageren Terri Lyne Carrington med. Derudover vil han sammen med kvartetten spille musikken fra pladen Gershwins World, i selskab med et symfoniorkester. Læs mere her: http://www.barbican.org.uk/contemporary/17may.htm

Mere Hancocknyt. I 1975 udsendte Columbia livealbummet Flood i Japan. Det var en koncert med Headhunters, pladen bliver nu endelig tilgængelig i resten af verden, nu på CD.

Bassisten Anders Christensen, som på det seneste bl.a. har været på turné med Nikolaj Nørlund, og ellers nok er kendt for sit job som sideman hos trommeslageren Paul Motian, spiller d. 26. maj på Shino's Jazzbar i London, med sig har han Steve Kladestadt på tenorsax, Martin Hathaway på altsax og Gene Caldarazzo på trommer. Martin Hathaway har bl.a. spillet med den engelske rockgruppe Radiohead.

Nikolaj Bentzon og hans Brotherhood spiller også i London i den kommende tid. D. 15. maj kan de opleves på The Jazzcafé

Brasilianeren Eliane Elias som for nylig var i Danmark med sin trio, udsender en ny CD d. 4. maj bestående af standards, bossa novas og to nye sange. Michael Brecker er med som gæstemusiker. Pladen hedder Dreamer og udsendes af Bluebird.

Det allerede nu legendariske boxsæt med Miles Davis og John Coltrane, The Complete Columbia Recordings, bliver genudsendt i en "fattigmands"udgave, hvor indpakningen er knap så luksuriøs. Musikken er den samme. Ligeledes bliver Miles Davis & Gil Evans: Complete Columbia Studio Recordings, Miles Davis: Miles davis Quintet 1965-68, Miles Davis: Complete in silent way sessions og Miles Davis: Complete Bitches Brew sessions udsendt i de mere økonomisk overkommelige udgaver, hvis man da kan sige det om seksdobbelte CDbokse, med eller uden luksusindpakning.

Sidste år fejrede Concord Records deres 30 års fødselsdag med en stor koncert foran 3000 tilskuere under Montreux Jazzfestival. Det er der nu kommet en DVD og CD ud af. WDR Big Band under ledelse af Tom Scott spiller op for sangerne: Diane Schuur, Curtis Stigers, Nnenna Freelon og Patti Austin. Desuden er der også nogle mindre orkestre, med bl.a. Karrin Allyson. Se mere her: Concord Records News

Arturo Sandoval's Trumpet Evolution er lige blevet kåret som Latin Jazz album of the year, ved Billboards latin awards show i Miami. Den Cubanske Salsadronning Celia Cruz, som døde sidste år, løb med al opmærksomheden og fik posthumt tre priser.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar