Jazzklubben fra Svendborg, Giant Steps er af Dansk Jazz Forbund blevet kåret som Årets jazzspillested. Udover den fine hæder får de 75.000,-. Pengene skal bruges til spektakulære koncerter.
Giant Steps bliver hædret d. 26. januar på deres faste spillested Arne B. På scenen bliver der mulighed for at opleve Simon Spang-Hanssens Rainbow Spirit.
Formanden for Giant Steps, Jens Holgersen udtaler i forbindelse med udnævnelsen: "At vores arbejde skulle høste en sådan fornem pris, var der ingen i bestyrelsen, der havde forestillet sig. Det er et kæmpe skulderklap, og en anerkendelse vi er ikke så lidt stolte af - det betyder jo, at det ikke kun er på Sydfyn man har lagt mærke til os, men også ude i det ganske land - og det har da en stor PR-mæssig værdi for Giant Steps - ja, for hele Svendborg såmænd!"
Giant Steps
Jacob Anderskov er i disse dage i New York, hvor han optræder med Anderskov Accident. De skal bl.a. optræde i forbindelse med The International Association for Jazz Education’s konference. Konferencen regnes for at være verdens største jazzkonference, med 8000 deltagere. New York Times’ kritiker Nate Chinen fremhæver specielt Anderskov i NYT’s omtale af konfencen, som også byder på optrædender af bl.a. Trondheim Jazz Orchestra i selskab med Chick Corea.
Anderskov Accident’s koncerter i USA er i en speciel US edition med trompetisten Cuong Vu og saxofonisten Chris Speed.
The International Association for Jazz Education
Jacob Anderskov
Kort før jul, fik Kasper Villaume og Christoffer Møller 50.000,- hver i kontant præmiering, for deres respektive indspilninger Hands og To the long lost. Det var Kunststyrelsens udvalg for Rytmisk tonekunst der valgte de to plader. Om Villaumes plade sagde de: ” Det swinger så det gør ondt og energiniveauet er så medrivende, at det er svært at sidde ordentligt på stolen og lytte.” og Møllers plade fik følgende kommentar med på vejen: ” Christoffer Møller er et af de største talenter, den danske jazzscene har set i flere år. Han er ikke bare en fuldendt pianist, men også en fremragende komponist.”
Danmarks første professor i rytmisk musik, englænderen Django Bates, der startede sidste år på Rytmisk Musik konservatorium, spiller tiltrædelseskoncert på Holmen d. 13. januar. I selskab med bandet Human Chain vil han illustrere den inspirerede kompositoriske og legende indgangsvinkel til musikken, som han bestræber sig på at bringe til RMC. Django Bates tror på, at humor udgør en vigtig livskraft på alle områder i livet, også i musik og uddannelse. På scenen medbringer han Iain Ballamy på saxofon, Martin France på trommer, Josefine Lindstrand på vokal og Michael Mondesir på elbas.
Rytmisk Musik Konservatorium
Django Bates
Bassisten Torben Westergaard udsender senere på måneden pladen Oktober på Calibrated Records. Bla. Medvirker italieneren Francesco Cali på harmonika. Musikken placerer sig som instrumental jazz med afstikkere til klassisk musik og folkemusik.
Torben Westergaard
Ingen kommentarer:
Send en kommentar