fredag, december 22, 2006

Vinterjazz guide
Årets store jazzfest Vinterjazz starter d. 26. jan og løber frem til d. 4. februar 2007. Der er jazz over hele landet, i det følgende er der en lille guide til nogle af arrangementerne.
Vinterjaz: www.vinterjazz.dk

Løgn i Århus og New York
Den nye jazzkvartet Løgn spiller i januar både på The Tonic i New York og på Musikcafeen i Århus. De spiller selvkomponeret musik, med inspiration fra avantgardejazzen og indslag fra klezmer, balkanmusik, barok og rock. På deres site er der mulighed for at hente fire numre i MP3 format. Gruppen består af Jacob Danielsen (sax og klarinet), Kasper Bjerg (piano og keyboard), Kasper Bai (baryton guitar) og Søren Mehlsen (trommer).

Løgn:
www.loegn.dk

Ryde jazzer i vinteren
Basguitaristen Niels Ryde er på tur i Vinterjazzugen med den franske guitarist Misja Fitzgerald, under navnet Niels Ryde Special Quartet, desuden er Jesper Løvdal (sax) og Erik Quik (trommer) med. De besøger nogle af jazzens vandhuller: Bent J i Århus, Dexter i Odense og Blågårds Apotek i København.
Ryde blev i 2006 kåret som årets fynske jazzmusiker og har senest udgivet Pocket Music med Lew Soloff.
Niels Ryde: www.nielsryde.dk

Dexter jazzer videre
Jazzhus Dexter som i fremtiden bare hedder Dexter, jazzer stadig videre. Under Vinterjazzen er der noget for enhver smag. Ligefra Pasborgs og Mockunas' Megaphone og Jazzkamikaze til Bollani/Bodilsen/Lund og Real People. I Odense, som startede med Vinterjazzen for mange år siden, kan man også opleve DR Big Band på Magasinet og flere andre jazzede koncerter.
Odense Vinterjazz: www.odensevinterjazz.dk
Dexter: www.dexter.dk

Jazz i Helsingør
I Helsingør ruller Toldkammeret ud med Vinterjazz i den helt store skala. Der er jazz hver eneste dag. Charlotte Fich, The Organizers, Vogel-Steinmetz Kvartet og Klüvers Big Band er blandt tilbuddene.
Toldkammeret: www.toldkammeret.dk

Christianshavns Beboerhus
På Christianshavn er der også koldt nok til at vinterjazze. Her kan man opleve sigøjnerjazz med Dorado Schmitt, pladedebuterende Ventilator, der inkluderer Mark Solborg, Anders Provis og Jesper Løvdal, jazzhistorie ved pianisten Jonas Müller og flere andre koncerter.
Christianshavns Beboerhus: www.beboerhus.dk

Ålborg goes american
I Ålborg er det den amerikanske jazz der rykker. På Huset kan man opleve new yorkersensationen og guitaristen Jonathan Kreisberg. Han har taget den danske saxofonist Kim Bock med som special guest. Denne gruppe kan også opleves i Herning på Fermaten Small, Vanløse Kulturhus og i Odense på Dexter.
På Studenterhuset er det amerikanske kvartet Gutbucket der spiller. Gutbucket har eksisteret siden 2000. De var i foråret 2006 på en større turné i Tyskland, og har i det hele taget spillet på nogle af de vigtigste jazzklubber i verden. Knitting Factory og Tonic i New York, Bimhuis i Amsterdam og B Flat i Berlin.
Huset: www.huset.dk
Studenterhuset:
www.studenterhuset.dk

Bass Desires på Operaen
Den amerikanske supergruppe Bass Desires der inkluderer Marc Johnson (bas), John Scofield (guitar), Peter Erskine (trommer) og Bill Frisell (guitar) er på Operaens scene d. 2. februar. Gruppen har holdt 20 års pause. Bass Desires opstod oprindeligt i 1984, da ECM-producer Manfred Eicher inviterede Bill Evans-bassisten Marc Johnson til lave en indspilning i eget navn. Johnson endte med at samle sig et hold som udover bas og trommer indeholdt to guitarister som sidenhen skulle få stor betydning for den moderne jazz. John Scofield havde netop tilbragt tre år i Miles Davis’ band, og var i det hele taget godt i gang med at opbygge en solokarriere, som for alvor tog fart i 1990erne. Bill Frisell var endnu et ret ubeskrevet blad, men ECM havde brugt ham som ”husguitarist”, og udgivelsen af ”Rambler” – Frisell’s markante debut-cd – var på det tidspunkt lige rundt om hjørnet. Sidste mand i Bass Desires var (og er) trommelegenden Peter Erskine, som med sin fortid i bands som Weather Report og Steps Ahead bragte lige dele rock og jazz til kvartetten. Erskine har i de senere år spillet med Joni Mitchell og senest Diana Krall.

Svendborgensisk jazzfest

Årets jazz spillested 2006, Giant Steps har valgt at give den gas, når Vinterjazz 2007 løber af stabelen. Den svendborgensiske jazzklub har som en af de eneste jazzklubber i hele landet, koncert hver eneste aften i perioden fra d. 26. januar til d. 4. februar. Musikalsk kommer de bredt omkring, med vokale vulkaner som Mona Larsen og Maria Carmen Koppel, jazzede afarter som Autofant og Lucie Baines, hygge med Nulle & Verdensorkestret og verden rundt med Marilyn Mazur og Orient a la tino.
Giant Steps: www.giantsteps.dk

DVD serie med jazz med ikonstatus
I foråret 1966 var Thelonious Monk på besøg i Oslo og København. Både NRK og DR optog ved den lejlighed programmer med Monk. Disse to programmer er netop udgivet på DVD i den nye serie fra TDK, under navnet Jazz Icons.
Studieoptagelserne er i forrygende skarp sort hvid kvalitet, og lyden er ligeledes god. Når musikken så oveni er himmelsk, så er der ikke mange undskyldninger tilbage for erhverve sig dette flotte jazzdokument. Monk har hans faste gruppe bestående af Charlie Rouse (sax), Ben Riley (trommer) og Larry Gales (bas). Monk er cool, selv når han ikke spiller, men istedet danser rundt i studiet.
Der er også udgivet DVD'ere med Count Basie, Ella Fitzgerald, Dizzy Gillespie, Quincy Jones, Buddy Rich, Art Blakey, Chet Baker og Louis Armstrong.
Jazz Icons: www.jazzicons.com

lørdag, december 16, 2006

Dansk musik fra svensk cirkusteaterforestilling
Køber man sin musik i Fona eller Bilka eller læser man om musik i Ekstra Bladet og Berlingske Tidende, er man sikker på at undgå en masse god musik. Læser man om musik på jazznyt.blogspot.com og køber sine plader i Kaffe og Vinyl i Skydebanegade i København er der en god chance for at man opdager Hannes Alliance.
Kvartetten anført af sangeren Hanne Raffnsøe har netop udsendt deres debutCD. Hannes Alliance er med i ny-cirkus kompagniet Royal Bones, der består af 6 cirkusartister, samt de fire musikere. Royal Bones har lige medvirket i forstillingen FUSK på Orion Teatern i Stockholm. Musikken til forestillingen kan høres på CD'en Valentin. Musikalsk befinder de sig i et skramlet dekadent kabaretagtigt univers, med gæld til Tom Waits. Raffnsøes mørke og intime stemme skiftevis synger og reciterer på dansk. Hannes Alliance er et overraskende bekendtskab, med deres nærmest minimalistiske arrangementer. Til tider minder de lidt om Marie Key Band, hvis Key vel at mærke befandt sig on the dark side.
Hannes Alliance består af Henriette Groth på klaver mm, Maja Romm på guitar og Johan Segerberg på kontrabas. Der arbejdes på at sætte forestillingen på i København i 2007.
Hannes Alliance: www.hannesalliance.dk
Royal Bones: www.royalbones.com

Dørge & Hænning
Pierre Dørge & New Jungle Orchestra spiller atter i år nytårskoncert på Copenhagen Jazzhouse. I år d. 29. december medbringer de Gitte Hænning som gæstevokalist. Desuden er multi-instrumentalisten Bent Clausen med i Junglen. Clausen har på det seneste turneret med Tom Waits i USA, og medvirker også på Waits seneste 3 dobbelte CD-opus.
Jungleorkestret: www.newjungleorchestra.com

Scofield og MMW til København

Medeski, Scofield, Martin & Wood hedder kvartetten som lige har udsendt pladen Out Louder. Det er John Scofield der atter er gået sammen med Medeski, Martin & Wood. Trioen medvirkede på Scofields A Go Go fra 1998, der af mange betragtes som en nyklassiker.
Ifølge Saudades Tourneen's site kommer kvartetten til København d. 10. juli 2007 -som jo er under Copenhagen Jazzfestival. Det fremgår ikke hvor koncerten foregår, udover at det er på Frederiksberg.
Medeski, Martin & Wood: www.mmw.net
John Scofield: www.johnscofield.com

torsdag, december 14, 2006

Rockæstetisk jazz
Jam eller jamsession som det også kaldes, er en klassisk jazzdyd. I de senere år der indenfor rocken opstået genren jambands, hvor Dave Matthews Band nok er det mest kendte. Genren går i lige linje tilbage til Grateful Dead og deres monsterlange improvisatoriske koncerter. Paralellen til jazzen går netop på det impulsive, det der opstår i nuet, og ikke mindst at man har musikalsk talent, empati og overskud til at indgå i et band, hvor man nok har lavet nogle rammer, men ellers ikke aftalt ret meget mere. Saxofonisten Mads Hansen trækker med sit band J.A.M. mange paraleller til rockens jambands. De har netop udsendt deres første CD på Calibrated, med titlen I Love Jam. Bandet består af Jeppe Skovbakke på bas og Jeppe Gram på trommer. På guitar finder man hele to guitarister, og det er omdrejningspunktet for musikken. For det første er det to forskellige typer guitarister. Den ene Aske Jacoby er kendt for sit mangeårige arbejde på den danske rockscene, og den anden Jeppe Kjellberg opererer i så forskellige bands som Yak, Whomadewho og egne projekter, med bla. Flemming Agerskov.
Musikken spilles så alle i bandet er på hele tiden, der spilles ganske vist solo, men resten af musikerne spiller for uformindsket styrke, så musikken farves på både rockæstetisk vis og bandet fremstår som en sammenhængende organisme.
Mads Hansen: www.mads-hansen.dk

Jazz Cruise fra København
D. 5. juli 2007 starter North Sea Jazz Cruise I København og slutter 12 dage senere i Rotterdam, med North Sea Jazz Festival som sidste programpunkt. I dagene ombord på krydstogtskibet M/S Rotterdam vil man få mulighed for at opleve Dee Dee Bridgewater, Roy Hargrove, Lionel Loueke, Medeski, Scofield, Martin & Wood, McCoy Tyner, David Sanborn, Kirk Whalum og Marcus Miller, der ligeledes er vært. Priserne for dette drømmetogt starter på $2100 og slutter på $14000. I dette er også inkluderet VIP festival pakke til North Sea Jazz Festival.
Gad vide om ikke flere af kunstnerne dukker op på Copenhagen Jazz Festival 2007.
Jazz Cruise: www.northseajazzcruise.nl

Bog på dansk om Charlie Parker
Husets forlag har lige udgivet bogen Charlie Parker -"The Bird", skrevet af Jens Kjeldsen. Bogen kommer hele vejen omkring Parker, hans samtid og musikhistoriske betydning. Den er udstyret med en omfattende lyttevejledning, til glæde for såvel den garvede Parker-entusiast som den nysgerrigt interesserede. Charlie Parker- "the Bird” er et omfattende og gennemarbejdet værk på området. Den giver et enestående indblik i principperne bag Parkers musikalske univers, hans omtumlede tilværelse og det jazz-miljø, han var en markant del af.
www.husetsforlag.dk

Grammy nomineringer afsløret
De nominerede til den amerikanske Grammy er i denne uge blevet afsløret, og der gemmer sig et par artige overraskelser, når man tager sit jazzhøreapperat på. Tony Bennett er sammen med Stevie Wonder nomineret med For once in my life, og oppe mod bla. U2 & Mary J. Blige og Sheryl Crow & Sting. I Best pop vocal album kategorien er Elvis Costello & Allen Toussaint med The river in reverse oppe mod bla. Christina Aguilera og James Blunt. I kategorien Best jazz instrumental album er Ornette Coleman, Chick Corea, Trio Beyond, Kenny Garrett og Sonny Rollins oppe mod hinanden.
www.grammy.com

Osgood rykker ud med Musketererne igen
Kresten Osgood med bandet Og hvad er klokken, der består af Thomas Vang og Jesper Løvdal inviterer i dagene d. 19.-20. december sammen med Loco til Musketer Festival på Zum Biergarten.
Kresten Osgood siger festivalen: ”De medvirkende er alle folk som jeg opfatter som moderne musketerer. Bevæbnet med musik, forsvarer de os mod ligegyldighed, middelmådighed og selvtilstrækkelighed, tre af menneskets mindre flatterende egenskaber som bliver dyrket i dagens Danmark. Denne festival har til formål at hylde de musketerer, gamle som unge, som har viet deres liv til at sprede kærlighed og groove til det danske folk. Vi vil synge og spille på livet løs. Ikke i protest, men i kærlighedens navn. Et budskab der transcenderer genrer, karrierer og alder.”Der bliver mulighed for at opleve: Kasper Tranberg , Jonas Struck, Gisli, Emil de Waal, Per Kristensen, Prins Nitram, Jeppe Skjold, Je m’appelle Mads, Mark Solborg, TS Høeg, Peter Danstrup, Søren Kjærgaard, Anders Holst, Mads Mouritz, Torben Steno, Johan Olsen, Nanna Lüders, Anders Banke, Frida Asmussen, Søren Siegumfeldt, Niclas Knudsen, Jon Meinild m.fl.
Loco: www.locomusic.dk

torsdag, december 07, 2006

Nils Landgren fejrer jul med vennerne
Nils Landgren er lige nu godt igang med en juleturné der bringer ham til kirker i Tyskland og Sverige. Baggrunden er udgivelsen Christmas with my friends, der blev indspillet sidste år i en kirke lige udenfor Stockholm. Pladen er en sammenbragt sag, hvor Landgren både har taget nye og gamle julesange under behandling. Ligeledes er sangerne med forskellig musikalsk baggrund. Viktoria Tolstoy er godt igang med en jazzkarriere, med stor succes i Tyskland. Jeanette Köhn er opera og musicalsangerinde -har bla. medvirket i Sebastians Cyrano herhjemme. Sharon Dyall har ligeledes arbejdet som musicalsangerinde. Ida Sandlund bevæger sig mest indenfor soulen. De skiftes til at synge forskellige julesange og salmer, ligefra When you wish upon a star og White christmas til En rose så jeg skyde og Det kimer nu til julefest. Sidstnævnte i en solopianoversion fremført af Bugge Wesseltoft, som i 1997 udsendte den anbefalelsesværdige julesolopianojazz plade It's snowing on my piano -der siden er solgt i over 20.000 eksemplarer.
Nils Landgren der udover at spille basun også synger på pladen, får musikalsk opbakning fra et stjerneteam bestående af bla. Lars Danielsson (bas), Ulf Wakenius (guitar) og Johan Norberg (guitar). Pladen fås også i en DVD udgave.
Nils Landgren: www.nilslandgren.com

Blake Tartare laver Lucky Thompson tribute
Saxofonisten Michael Blake har lige været i studiet med sine danske Tartare venner. De har indspillet en hyldest til saxofonisten Lucky Thompson, der døde sidste år. Blake Tartare består udover Blake, af Kresten Osgood (trommer), Jonas Westergaard (bas) og Søren Kjærgaard (piano). Lucky Thompson musikken afprøvede de ligeledes på Copenhagen Jazzhouse scenen, samt på en lille tur i Italien. Pladen forventes at udkomme næste sommer, omkring Lucky Thompsons fødselsdag d. 16. juni. Stunt står for udgivelsen.
Kresten og Søren starter på lørdag d. 9. dec. i Århus en lille turné sammen med trompetisten og hardcore improvisatoren Herb Robertson. Den afsluttes på Copenhagen Jazzhouse d. 14. december.
Michael Blake: www.michaelblake.net

Uri Caine hylder Mozart
Han har lavet plader med musik af Mahler, Wagner, Schumann og Bachs Goldberg Variationer. Nu er tiden så kommet til 250 års fødselaren Mozart. Pianisten Uri Caine har denne gang taget Joyce Hamman (violin), Chris Speed (klarinet), Ralph Alessi (trompet), Nguyên Lê (guitar), DJ Olive (pladespiller), Drew Gress (bas) og Jim Black (trommer) med i studiet. Det er kendte Mozart kompositioner der har smagt på ensemblets improvisatoriske kniv. De udfordrer de gammelkendte temaer uden dødsforagt. Som eksempel kan man fremdrage symfoni nr. 40 i G-mol. Her sørger Hamman og Speed for at vi stadig kan høre den oprindelige komposition, men Lê's skarpretter guitar sammen med Blacks rockinspirerede trommer kaster den helt ud i tovene, hvorefter det bliver samlet op igen, nu bare med DJ Olives fuglefløjtscratch tilføjet. Den afsluttes med en swingende pianosolo fra Caine og et festfyrværkeri fra hele ensemblet. Pladen er endnu et gyldent eksempel på jazz i det 21. århundrede, fra det tyske pladeselskab Winter & Winter.
Uri Caine: www.uricaine.com

Det Store Norske Orkester
Helge Sunde Norske Store Orkester, prøv lige at smage på det....sikke et navn! Helge Sunde er norsk, ja og orkesteret er stort, ja. ACT Records har lige udsendt den første plade med dem. Musikken er heldigvis bedre end orkesternavnet. Musikken er faktisk rigtig, rigtig god. Åbningsnummeret IO på pladen Denada er småfunky sag, med mange breaks for fuld blæs. Helge Sunde Norske Store Orkester består af 10 blæsere, heriblandt Petter Wettre. Rytmegruppens pladser udfyldes af såkaldte gæstemusikere, heriblandt finder vi Marilyn Mazur på percussion. Er man vild med moderne big bands som Geir Lysnes Listening Ensemble (som Sunde er medlem af) eller Vienna Art Orchestra er man på rette spor. Her er både spor af 70'ernes Radio- og TV-stations big bands, folkemusik, klassisk og meget andet. Sunde formår at bevare overblikket, og kaster ikke musikken ud i kaos.
Allaboutjazz.com skriver meget rammende i deres anmeldelse: "Helge Sunde and his band have produced an album that is both thought-provoking and forward-looking, but never loses its will to swing. Denada is by far one of the best albums of big band jazz of the last decade."
Helge Sunde: http://homepage.mac.com/helgesunde/Menu1.html

Slettahjell med en langom bevægelses kvintet
I 2005 fik hun den norske Spellemansprisen for albummet Silver, nu har hun udsendt sit tredje album sammen med Slow Motion Quintet. Pladen hedder Good rain og har efter udgivelse i Norge og England fået utrolig megen ros. Den norske dagspresse har været enige om at give Solveig Slettahjell topkarakterer, ligeledes har de engelske aviser rykket ud med roserne. The Guardian giver den 5 ud af 5 mulige stjerner!
Blandt kvintettens medlemmer er pianisten mm. Morten Qvenild, der også er medlem af In Your Country og Susanna & The Magical Orchestra. Specielt sidstnævnte springer i tankerne, når man hører den nye plade med Solveig Slettahjell. Den minimalistiske og underspillede lyd går igen, og dermed har hun flyttet sig en del siden pladen Silver, som var en mere regulær jazzaftapning, dog i den norske version. I et interview med den engelske avis The Independent afslører hun, at hendes forhold til både de amerikanske jazzlegender og jazzstandards er noget perifert, som hun siger: "No, the norwegian version is incredibly strong; more so than anywhere else I know. Denmark, for instance, is a totally different world. They have a completely different idea of what jazz is; much more american...." Så blev det sat på plads.