Jeg får det ligesom hvis jeg, sidst på eftermiddagen, stod ved en bilforhandler inde midt i byen. Jeg skal prøvekøre en funklende ny Tesla - og får at vide inden jeg sætter mig ind i den, at jeg ikke må køre ud af byen.
Bilen dufter lækkert af ny bil. Al den elektroniske stads blinker indladende. Jeg træder på speederen - og skal vente 10 minutter inden jeg kan dreje ud på vejen - for så at holde i myldretidskø.
Det er samme oplevelse med DR Big Bands nye plade, hvor Miho Hazama står i spidsen og de spiller hendes musik. De starter ud med I said cool, You said...what. Et par minutter inde i nummeret slippes Nicolai Schultz løs i en forrygende solo på fløjte. Der er saft og kraft i soloen, der understøttes godt af big bandets groove. Per Gade topper det efterfølgende med en guitarsolo. Herefter sker der sandt at sige ikke meget på albummet. Jeg begynder at kede mig. Det er lineært, stillestående og overraskende lidt ambitiøst. Undtagelsen er Mimi's March, hvor det bliver endnu mere kedeligt. Den er gumpetung - med Peter Dahlgrens trombonesolo som eneste formildende indslag.
Jeg kan læse mig frem til at Miho Hazamas baggrund er i den klassiske verden - hvilket ikke er diskvalificerende for at lave spændende big band jazz. Jeg hører ikke Miho Hazamas klassiske baggrund, ej heller et jazz-ambitionsniveau der matcher DR Big Bands høje kvalitet. Jeg må nok indrømme at jeg havde forventet lidt mere kompleksitet og vildskab i arrangementerne og kompositionene. Det er i stedet blevet en meget flink omgang. Nå, men sådan er det vel. Det er åbenbart ikke altid, at Danmarks fineste big band skal imponere, ligesom de eks. gjorde i sommers da jeg så dem spille sammen med Marius Neset og med Miho Hazama som dirigent.
Jazzbassisten Matthias Petri og søsteren Martha Marie Petri, der er klassisk uddannet cellist har gennem mange år dyrket den svenske jazzmusiker Jan Johansson. Det udfolder de på pladen Dimma, hvor koret Ensemble Edge som Martha Marie Petri også synger i, er sammen med en jazztrio, der udover Matthias Petri også rummer Calle Brickman på piano og Andreas Fryland på trommer. Der spiller numre fra pladerne Jazz på svenska, Jazz på Ryska og Musik genom fyra sekler og en nyskreven hyldest fra Jakob Høgsbro.
De kommer ind under huden på nogle i forvejen kendte melodier og giver deres personlige bud på dem. Det er supersvært når melodierne er så veldefinerede og klare som eks. Visa från Utanmyra. De går ind i musikken og tager ikke den logiske lige vej. De gør det på en ny måde og fortolker musikken fra deres udgangspunkt, hvor de blander jazz, klassisk og kor.
Jeg er sikker på, at Jan Johansson ville have været glad for deres hyldest, der hverken er leflende eller banal. Så skal det heller ikke være nogen hemmelighed, at Karmen Rõivassepp endnu en gang blæser mig bagover. Om det er på svensk - som eks. på Visa från Rättvik eller på russisk som Kvällar i Moskvas förstäder, så gør hun det indlevende, formfuldendt og elegant. Blokfløjtevirtuosen Michala Petri medvirker også på nogle numre, bla. den skønne Sinclairvisan.
Koret Ensemble Edge er limen og sammenhængskraften i værket. Stemninger og sange, med nogle stærke solopræstationer, flyder behageligt fra dem. Det er kormusik på allerhøjeste niveau. Dimma er en meget vellykket og anbefalelsesværdig hyldest til den store svenske jazzmusiker, der ville være fyldt 90 år i sidste uge, hvis han ikke var omkommet ved den trafikulykke i 1968.
Her er en plade med musik du med garanti aldrig har hørt før.
Den 82 årige tyske freejazz veteran Hartmut Geerken, der har arbejdet med musik i bla. Tyrkiet, Egypten og Afghanistan og haft et tæt samarbejde med Sun Ra har lavet et album med Kresten Osgood, Snöleoparden og grønlandske Pauline Lumholt. Det er også i den grønlandske kultur, at de har hentet inspiration til albummet Kivikkat.
Albummet åbner med manipulerede naturlyde af fugle og hav. Pauline Lumholts stønnen, klagen, jublen og andet skabt med stemmen går i dialog med lydende skabt af musikerne. Hartmut Geerken har et massivt arsenal af instrumenter af både vestlig, mellemøstlig og asiatisk oprindelse som han bruger. Halvvejs inde i åbningsnummeret Irkark Irnurk dukker der umiskendelige technokeyboard lyde op. Det er i sandhed en kalejdoskopisk rystetur vi kommer på.
LP’ens første side afsluttes med fortællingen om en mislykket jagt, hvor Pauline Lumholt med den grønlandske tromme, qilaat og ekspressiv vokal fortæller historien. På side 2 fortsætter de med mødet mellem grønlandske traditioner og fortællinger og mangefacetteret musik. Jazz i løs og fast form. Spørgsmål om hvad det er for et instrument og andet dukker op undervejs på et nysgerrigt album til den nysgerrige lytter.
I denne uge har jeg fundet seks saxofonister frem, der i forskellig grad havde fremtiden bag sig i 70'erne. De var ellers voksne mænd i deres allerbedste alder - fyrrene - og havde allesammen sat tydelige aftryk i jazzen i de foregående to årtier. De var godt og grundigt ramt af, at man i USA ikke længere ville høre den akustiske jazz, som de havde levet så godt af tidligere. Her kan man kaste sig ud i en hurtig konklusion om, at de manglede penge og blev nødt til, at spille det som pladeselskabet ønskede.
Stanley Turrentine (1934-2000)
What about you! (Fantasy 1978) Disco Dancing
Tenorsaxofonisten udgav en lang række plader på Blue Note i 60'erne - og spillede med på flere andre kunstneres plader på Blue Note, bla. på hustruen Shirley Scott's plader. Han var med helt fremme indenfor soul jazzen. Da 70'erne komrykkede han over på CTI Records, hvor han i 1970 lavede Sugar, et af karrierens stærkeste albums. Efter flere gode albums på CTI rykker han til pladeselskabet Fantasy i 1974. Her laver han funky jazzplader, hvor han som regel inkluderede et par fortolkninger af tidens poptoner; Have you ever seen the rain, Many rivers to cross, All by myself etc. I 1978 tager han det fulde skridt ud i disco jazzen på albummet What about You! På pladecoveret er han iført hvidt jakkesæt og skjorte med flipper der helt bogstaveligt når ud til skuldrene. Her fortolker han et af de mindre kendte numre fra Saturday Night Fever, instrumental nummeret Manhattan Skyline. Det var forventet at nummeret Disco Dancing blev et hit. Den blev både udgivet på 7” single og på 12” single til DJ’s. Den blev aldrig et hit. Det ændrer ikke på det faktum, at det er et fedt nummer, med tommelfingerbas, discorytme, kor og stort orkester. Albummet What about you! har Stanley Turrentine’s sikre tenorsax-tone på toppen af det hele. Om det er ballader som Peabo Bryson’s Feel the fire eller den funky åbner Heritage er ligegyldigt. Pladen er indspillet i Philadelphia med lokale studiemusikere og er et tydeligt bevis på den høje discostandard der var i byen på det tidspunkt. Albummet holder…men desværre nok mest i min verden. Den er ikke tilgængelig på Spotify. Til gengæld koster den ikke ret meget på second hand markedet. Køb den, hvis du er en ægte disco jazzer.
Lou Donaldson (1926- )
A different scene (Cotillion 1976) High Wire
Altsaxofonisten havde udgivet en lang række plader på Blue Note siden starten af 50’erne. I sidste del af 60’erne lavede han en række plader, der kan regnes som mesterværker indenfor souljazz-genren. I 1974 kom den sidste Blue Note plade, Sweet Lou og året efter var han rykket til Atlantic selskabet Cotillion, der efter flere år med fokus på sydstats blues og soul gik all in på disco. Pladen var lagt i hænderne på Kool & The Gang keyboardspilleren Ricky West og en perifer jazzmusiker ved navn Mike Goldberg. Jazzklassikerne You are my sunshine og Night and day får en totalt overarrangeret discooverhaling med kor og stads. Det er ren palmehavedisco eller som onde tunger kunne påstå, grunden til at discoen døde. Det er adult disco, hvor sex og stoffer er gemt væk. Hvorfor tager jeg så med her i gennemgangen af disco jazzen? Tjaaaahh. Jeg kunne ikke lade være. Samtidig vil jeg lige fremhæve den funky High Wire, hvor Lou Donaldson synger suverænt råt.
Houston Person (1934- )
Get Out’a My Way! (Westbound Records 1975) Disco Sax
Lou Donaldson havde en sleazy udgave af Isley Brothers balladen For the love of you med på A different scene. Den har Houston Person også taget under behandling på albummet Get Out’a My way! fra 1975 i en langt mere vellykket udgave. Den er med til at indikere at Houston Person lykkedes meget bedre i disco jazzen end Lou Donaldson. Houston Person havde en solid baggrund i souljazzen med en lang række albums på Prestige og mange solide sideman-tjanser. Åbningsnummeret Disco Sax er ren cashing in på disco. En hårdt discobeat og et kor der synger disco sax, sammen med Houston Persons skønne sax, er lige til dansegulvet.
Benny Golson (1929- )
I’m always dancing’ to the music (Columbia 1978) I’m always dancing’ to the music
Han har skrevet flere af jazzens helt store klassikere; Killer Joe, I remember Clifford, Whisper not, Along came Betty etc. Fra starten af 50’erne og frem til midten af 60’erne spillede han bla. med John Coltrane, Dizzy Gillespie, Lionel Hampton, Art Blakey, Johnny Hodges og havde The Jazztet sammen med Art Farmer. Han var I en længere periode fuldtidsbeskæftiget frem til midten af 70’erne som huskomponist til tv-serier som M:A:S:H, Mission Impossible og Ironside.
I 1977 vendte han tilbage til pladerne med albummet Killer Joe, hvor han flirtede med discoen og året efter med albummet I’m always dancin’ to the music. Nummeret blev også udgivet på en promotion maxi til DJ’s så den kunne blive spillet på diskotekerne. Maxi’en fik sidenhen kultstatus og er meget eftertragtet (og dyr på second hand markedet). Den kan heldigvis også erhverves på LP’en til menneskepenge og blev genudgivet på maxi i 2018.
Benny Golson’s saxofonspil er ikke så meget i fokus på nummeret, der til gengæld leverer det sejeste disco groove.
Hank Crawford (1934-2009)
I Hear a symphony (Kudu 1975) I hear a symphony
Det er The Supremes hittet fra 1965, I hear a symphony som alt-saxofonisten Hank Crawford sætter disco, jazz og ild til i 1975 med en storslået produktion med blæsere, strygere og det vildeste line up af studiemusikere. Eric Gale på guitar, Gary King på bas og en delt trommetjans mellem Steve Gadd og Pretty Purdie. Det er Gadd på titelnummeret. Desuden medvirker den allestedsnærværende percussionist Ralph MacDonald - ham vender jeg tilbage til i et senere i afsnit i Disco Jazz serien.
Hank Crawford havde været fast medlem af Ray Charles’ band inden han gik solo i 60’erne, hvor han lavede en stribe plader for Atlantic. Det var med tydelig inspiration fra soul og R’n’B genren, at han lavede. Derfor var det nærmest i en glidende bevægelse, at han kom ind i discoen. Han har på hele albummet et steady disco groove, at læne sig op ad, hvor han kvitterer med veloplagt altsax. Et stærkt disco jazz album.
Sonny Criss (1927-1977)
Warm & Sonny (ABC Impulse! 1976) Cool Struttin’
Året efter altsaxofonisten Sonny Criss havde lavet Warm & Sonny tog han sit eget liv, grundet en fremskreden og smertefuld mavecancer. Han debuterede allerede i 1947 på plade sammen med Howard McGhee og var med i beboppens tidlige bølge. Han var stærkt inspireret af Charlie Parker. Det tænker man ikke over når man hører Cool Struttin’ der er en up tempo disco sag. Der er god plads til Sonny Criss’ altsax og undervejs er der både el-piano og guitarsolo. Et varmt nummer fra en af jazzens mindre kendte saxofonhelte.
Kombinationen af guitaristen Johannes Wamberg og saxofonisten Oilly Wallace er set i flere udgaver. For et år siden lavede de endnu en rolig duoplade med standards og tidligere i år kiggede de frem i Jonas Dues OTOOTO projekt. Nu gælder det Johannes Wambergs Tabloid - og god damn! De er fede! Jeg har brugt dem som soundtrack til adskillige køreture, hvor jeg i langsomt tempo, fløj afsted. Johannes Wamberg har hentet inspiration i 70’ernes og 80’ernes funky fusionsjazz og har fjernet alle flovserne. Det er åbningsnummeret I love U et godt eksempel på.
Tabloid er et ægte superband fra den danske jazz og popscene - Wamberg og Wallace er sammen med bassisten Jonathan Bremer fra Bremer/McCoy, Felix Ewert på trommer, der bla. spiller med Julias Moon, Andreas Odbjerg og Nik & Jay og Malthe Rostrup på keyboards, der bla. spiller med Jada. Det er let at få associationer til bands som Heavy Joker, Santa Cruz og Buki Yamaz, der i 70’erne også rummede de sejeste unge musikere i dansk musik, der siden satte dagsordenen på den danske musikscene - hvilket Tabloid allerede er godt på vej til, da de lige har været backingband for Coco O ved en række udsolgte koncerter.
Tabloid spiller melodisk glad og udadvendt jazz, funk og soul, hvor det kollektive udtryk er vigtigt. Wamberg og Wallace spiller ofte melodierne unisont i front, hvor der lægges op til solo eller fedt sammenspil.
Det er selvfølgelig klart at jeg allerede har hørt nummeret Ile Flottante en million-milliard gange. Det er disco jazz i topklasse. Oilly Wallace på altsaxen lyder som sig selv og ryger ikke i en Sanborn eller Maceo Parker fælde, bare fordi de spiller funky. Ligesom Wamberg heller ikke forsøger sig som George Benson. Det er her at Tabloid afslører sig som det de er: FANTASTISKE! De bevæger sig uhæmmet rundt i en ofte udskældt genre og bevarer integriteten og troen på sig selv.
Det er mange år siden, at Fessor og andre væltede Nyhavn med New Orleans jazzen eller hvad man nu kaldte den dengang. Jazzens glade dage i Nyhavn er med enkelte undtagelser en saga blot. Det er Fessor til gengæld ikke. Han er glad for at være her og selv om han er et lille stykke inde i firserne afholder det ham ikke fra at spille og fortælle historier med musikken.
Han har håndplukket et orkester der blev stillet op i stuen hjemme ved trommeslageren Morten Ærø, der sørgede for at indspille det. Her er klarinettisten Chris Tanner der udelukkende spiller traditionel jazz. Jakob Dinesen på tenorsaxofonen glider elegant ind i Fessors univers. Peter Marrotts trompet er ikke til at holde tilbage - han shiner gang på gang. Rytmegruppen med Ærø, den tidligere Papa Bue bassist Jens Sølund og den erfarne pianist Marko Martinovic er et sikkert grundlag for Fessors jazzkonger.
De spiller en bevægende smuk Devil Got My woman og holder sig ellers til den gamle swingjazz. Moten Swing, nogle Ellington numre og så videre i samme god stemning. Fessor og basunen indtager med en usvigeligt sikker friskhed teten og er her stadig.
Disco jazzen var ikke en udpræget albumgenre. Mange albums fra perioden havde en blanding af af funk, fusion, jazz og disco numre. I denne uge sætter jeg fokus på tre meget forskellige disco jazz numre, hvor særligt den sidste har klassikerstatus.
PAPAYA
Urszula Dudziak (vokal) 1943-
Urszula (Arista 1975)
Tag et smut til Filippinerne og spil den her - så vil du se folk kaste sig ud i en dans der passer til nummeret.
I 1975 var den polske sangerinde Urszula Dudziak taget til New York sammen med hendes daværende mand, Michael Urbaniak. Her røg hun i studiet sammen med hold tunge session musikere. De lavede et funky album, der blev udsendt af det amerikanske pladeselskab Arista. Singlen Papaya fra albummet klarede sig godt i Latinamerika og Brasilien. I Filippinerne tog drag queens senere nummeret til sig og mimede til den på bøssebarerne. I 2007 blev den et kæmpehit i Filippinerne, da værten Edu Manzano introducerede en dans til nummeret i gameshowet Pilipinas Game Ka Na Ba. På youtube findes der flere videoer fra den periode med filippinske soldater og midaldrende kvinder der i store grupper danser Papaya dansen. Populariteten bredte sig en kort overgang til USA.
Nummeret er med ordløs sang i et højt toneleje, et effektivt tempo, analoge synthesizere og funky guitar. En fed disco jazz basker.
Urszula Dudziak har også arbejdet sammen med folk som Bobby McFerrin, Gil Evans og Archie Shepp.
ALL YOUR LOVER, ALL DAY, ALL NIGHT
Cleveland Eaton (bas) 1939-2020
Plenty Good Eaton (Black Jazz 1975)
Den starter ud med en basgang, der placerer sig op ad Temptations klassikeren Papa was a rolling stone. Cleveland Eaton spiller på kontrabas og skaber en helt anden lyd end den der er på Temptations nummeret. Nummeret All your lover, All Day. All Night. er ikke klassisk discojazz materiale. Fem et halvt minut inde i nummeret kommer der en violinsolo - ikke en hel strygersektion eller med effekter. Det er en beskidt og direkte violin solo, der afløses af en tværfløjtesolo. Gennem hele nummeret kører bassen sammen med en klassisk disco hihat. Den legendariske engelske DJ Gilles Peterson havde inkluderet nummeret på opsamlingen Black Jazz Radio fra 2013. Nummeret var oprindeligt med på Plenty Good Eaton, der blev udgivet af Black Jazz Records De udgav en række stærkt eftertragtede jazz plader i 70’erne. Her træder Cleveland Eatons plade lidt ved siden af med sin direkte dansable funkstil. Albummet åbner med Chitown Theme, der er stærkt inspireret af Isaac Hayes Theme from Shaft.
Cleveland Eaton spillede med Ramsey Lewis fra midten af 60’erne og til midten af midten af 70’erne. Han medvirkede på klassiske albums som Sun Goddess og Wade in The water. Fra 1980 var han fast bassist i Count Basie Orchestra.
JINGO
Candido (congas) 1921-2020
Dancin’ and Prancin’ (Salsoul 1979) LP
Den cubanske congasspiller Candido, der siden midten af 40’erne havde boet i USA og spillet jazz med Dizzy Gillespie, Stan Kenton, Erroll Garner, Kenny Burrell, Duke Ellington, Sonny Rollins og mange mange andre, regnes for at være opfinderen af den afro-cubanske jazz. I 1979 havde han også opdaget discoland. Han lavede et dansegulvshit med udgangspunkt i den nigerianske congasspiller Babatunde Olatunji’s Jin-Go-La-Ba fra 1959, som Santana også havde med på sit debutalbum i 1969.
Det næsten 10 minutter lange nummer, der også kom maxisingle var et langt saftigt afro-disco groove med en masse congas-spil. Candido skarpe congas-spil og et orgel sparker festen i gang. Herefter er der dømt disco-floor. 1979-udgaven ramte en 21. plads på Disco Top 80 i Billboard. I 1981 nåede den en plads som nr. 55 på BBC Top 75 Chart. I 1999 kom der et remix som nåede en 3. plads på Dance Club Play Chart. Candido’s Jingo er tidstypsisk på mange områder og løfter sig alligevel et stykke op over det meste der kom i perioden. En ultra disco jazz klassiker.
