P.O. Jørgens & Christian Rønn: Drümlitzer (Nische) CD/DL

 

Christian Rønn spiller på Würlitzer og PO Jørgens spiller på trommer og percussion. De spiller frisat jazz. Instrumenterne lyder som de plejer eller næsten som de plejer. Musikken er løsnet fra vanlige idealer om rytme og time. I princippet er det ikke svært at gøre. Det er til gengæld svært at lave noget som er værd at lytte på for andre end de deltagende. 

Det kan Rønn og PO. Der er hele tiden noget på og i spil mellem de to erfarne musikere fra den eksperimenterende afdeling af jazzen. 

Pladen åbner i et dystert hjørne med nummeret Hide, hvor enkle toner og lyde står ovenpå hinanden. Tempoet er roligt. Det er temperamentet ikke. Det bygges op, så Rønns Würlitzer bliver mere hidsigt lydende i den sidste del af albummet. PO Jørgens har en forunderlig evne til at skabe time og styring i kaos. 

Musikken er skabt i et møde i et studie, hvor de for første gang spillede sammen som duo. Rønns forvrængede Würlitzer, der er forstærket gennem en Vox forstærker er en flamme, der brænder gennem hele pladen. PO afvekslende og fantasifulde trommespil giver en plade, der holder hele vejen. Med andre ord, en free jazz plade der skal høres.

Bandcamp

Winther/Andersson/Watts: Steep Steps (Hobby Horse Records) LP/DL

 

Albummet starter hårdt ud. Først kommer den buldrende Inner glimpse, hvor gæstestjernen, den amerikanske trommeslager Jeff ‘Tain’ Watts sætter trommerne og de to medmusikere på plads. Herefter kommer Soultrane, yes den Soultrane, som Tadd Dameron skrev til sit 1957-album Mating Call, hvor John Coltrane medvirkede og skinnede gennem hele nummeret. I udgaven på albummet Steep Steps går det lidt langsommere og John Coltrane medvirker ikke, ja der medvirker slet ikke en saxofonist. Det er en trioplade, hvor Carl Winther på klaver og Richard Andersson på bas er sammen med 'Tain', der af mange betragtes som en af de største nulevende amerikanske trommeslagere, som brobyggeren mellem nutidens jazztrommespil og Elvin Jones.

Musikken på pladen er indspillet ved samme session, der kastede albummet WAW! der kom i 2024, af sig. Det aktuelle album placerer sig godt i forlængelse af den første. Carl Winthers uudtømmelige energi foran klaveret er vild. Han kan spille med sjæl og nerve, det mærkes at der er noget på spil. Richard Anderssons koncentrerede basspil samler trioen. Der er lige præcis lidt mere end det nødvendige og tilstrækkelige i Anderssons basspil. Derfor placerer han sig naturligt sammen med 'Tain' og Winther.

Er du til triojazz, hvor der sker noget, der kan mærkes af lytteren, så går du ikke forgæves her.

Bandcamp

Henrik Lindstrand: Space between (Lime Tree Beach Recordings) LP/DL

 

Det er hans femte fuldlængde album. Efter at have lavet rene klaverplader og den seneste med klaver og strygere, er hans nyeste udspil en udvidelse af det musikalske sprog. Klaveret indtager fortsat en central plads i Lindstrands univers, der suppleres det med synthesizere, orgel og lidt gæstemusikere.

Det væsentlige på pladen Space Between er at han har valgt at udforske rummet mellem tonerne og lydene. Det japanske begreb Ma, rummet mellem øjeblikke der skaber mening. Fra et solidt musikalsk ståsted, hvor den nordiske folketone, 80’ernes elektroniske soundtracks og jazzen er udgangspunkt, har han lavet en plade, der lander blødt og trækker dig ud af hverdagens uro. 

Det er musik, hvor man falder i staver, sidder lige så langsomt og kigger ud i rummet foran sig. Der sker ikke noget andet end musikken, der skubber en stemning af uproduktivt nærvær frem. Henrik Lindstrand skaber roen uden at skabe ligegyldigheder. Klangflader skabt af synthesizeren og klaverets enkle toner finder sammen i et naturligt udtryk. På nummeret Gordo kigger Anders Banke forbi med tenorsaxofonen - og det trækker den rene og fine melodi i en retning, hvor jeg helt og aldeles overgiver mig. 

Space Between og Henrik Lindstrand er noget helt særligt og det er meget let at anbefale det meditative og vellykkede album.

Bandcamp

Veronica Mortensen: Serenity (Epimon Music) LP/DL

 

Som jeg umiddelbart kan regne mig frem til, så er det over 10 år siden, at Veronica Mortensen senest har udgivet en plade i eget navn. Hun har lavet big band plader og været sammen med Peter Vuust Quartet. Nu er hun atter tilbage i sit helt eget projekt. Hun har skrevet musikken og teksterne, med hjælp fra Niels HP til sidstnævnte. Hun har samlet et superklasseorkester. Svenske Peter Asplund på trompet og flugelhorn, Henrik Gunde på klaver, Jesper Bodilsen på bas og Morten Lund på trommer lægger en sikker musikalsk bund. 

Veronica Mortensen har haft nogle klare idéer om det hun ville lave. Det er musik, der trækker på den amerikanske vokaljazzarv, med tråde tilbage til 50’ernes cooljazz, hvor særligt Peter Asplunds lækre tone der er med til, at tække det i den stemning.

Veronica Mortensen er ikke en amerikansk kvinde sammen med en kvartet en gang i 50’erne. Hun er en nutidig voksen kvinde med et dansk-græsk ophav. Det kan høres i teksterne, hvor hun går andre veje end direkte ned i kærlighedens hav. Som eksempelvis på What’s the deal, hvor hun ikke er bange for at komme med en kras og satirisk kritik af vores manglende indsats i forhold til eksempelvis klimaet.

Veronica Mortensen har en stærk og personlig stemme, som hun har valgt at bruge i jazzen - og det gør hun godt. Man har kun et ønske i forhold til udgivelsen. Der behøver ikke at gå så mange år inden hendes næste plade i eget navn kommer,.

Veronica Mortensen

NYSGERRIG - Jazznyt fylder 21 år

 

Om kort tid, så er det atter tid til Spot Festival i Aarhus. Det er ikke kun en branchefestival eller et udstillingsvindue for musik. Den er en festival, hvor mange kommer for at høre fed musik, ny musik - ikke kun musik musik de kender i forvejen. Jazzen har gennem mange år været en naturlig del af festivalen. Ofte præsenteret på sin egen scene. Den er der også i år, hvor man finder navne som Udsyn, Anna Roemer with strings, ELJO, Local Hero, J. Ludvig III, Asger Thomsen, Zinssou Quartet, Aarhus Jazz Orchestra, Veronika Rud, Michaela Turcerová, Nausia, Ahead, Ida Duelund, BITOI, Øyunn, Tabloid, Orbits, Nystalgi, Sanyu og Plum and I er blandt de navn der lugter af jazz og det der ligner på årets Spot Festival. 

Hvorfor går jeg op i det. Det gør jeg fordi jeg er jazzblogger og finder stor fornøjelse i at opsøge og høre ny dansk jazz. Jeg holder selvfølgelig også af de mere etablerede folk i dansk jazz. 

I dag fylder Jazznyt 21 år - jeg har ikke kendskab til andre personlige danske musikblogs, der har eksisteret i så mange år - måske er min blog den ældste? I alle 21 år har missionen været klar. At skrive om ny jazz - allerhelst den danske. Der er så meget jeg gerne vil dele med jer. 

For fem år siden hærgede coronaen og live-jazzen havde det skidt. I dag vil jeg vove at påstå, at dansk jazz er oppe i omdrejninger igen - måske mere vital end nogensinde?

For tyve år siden jublede jeg over at bloggen fyldte 1 år. Dengang skrev jeg: “Jeg har efterhånden fået skrevet en del anmeldelser, de befinder sig som regel i den positive ende af skalaen. Dette skyldes primært, at det her er en fritidsinteresse, og hvis pladen er noget hø, jamen så gider jeg simpelthen ikke at bruge tid på den. Selvfølgelig kan der være nogen, som trænger til en fortjent opsang, men da jeg har arbejde, familie, hus etc. som der også skal bruges tid på, så prioriterer jeg altså at bruge min sparsomme tid foran skærmen på noget positivt.”

Der er ikke meget der har ændret sig…udover mængden af musik jeg får tilsendt - jeg kan ikke nå at skrive om alt det jeg gerne vil. Når jeg ikke skriver om en dansk jazzplade, er det nødvendigvis fordi den er ringe. Der var bare ikke tid til at skrive om den.

Tak fordi du læser med på dem jeg skriver om.

Jeg tager 21 år mere med bloggen. 

Halvcirkel & Anders Lauge Meldgaard: Spirit (År & Dag) LP/digital

 

Strygertrioen Halvcirkel med Bettina Marie Ezaki på violin, Mika Persdotter på viola og Nicole Hogstrand på cello er atter sammen med Anders Lauge Meldgaard, der har skrevet musikken og spiller på det særprægede tangentinstrument Ondomo, en ny japansk udgave af det franske instrument Ondes Martenot samt modular synth. 

Det er moderne kammermusik, der befinder sig i det åbne landskab mellem klassisk og improviseret musik. Det er tre år siden vi sidst hørte fra Halvcirkel og Anders Lauge Meldgaard hvor de lavede Fragment 94 med udgangspunkt i Sapfos oldgræske tekster.

Oprindeligt havde Meldgaard skrevet musikken til Halvcirkel, der egentlig er en kvartet, samtidig med at et medlem gik på barselsorlov. Halvcirkel foreslog så at Meldgaard kom med på Ondomo som barselsvikar. Det var en god beslutning. For ligesom Meldgaard kan kommunikere med Halvcirkel gennem sine kompositioner, så møder han Halvcirkel på en ny måde. Ondomo’en passer godt sammen med strygerne. De lange toner og de korte abrupte veksler mellem hinanden. Kender man Anders Lauge Meldgaards musik fra tidligere, er der noget genkendeligt og samtidig noget helt nyt. Spirit byder på meget for den nysgerrige og eventyrlystne lytter.

Aar & Dag

Adam Ben Ezra: Heavy Drops (Adam Ben Ezra) LP/CD/digital

 

Bassisten Adam Ben Ezra har udviklet sig til, at være lidt af fænomen på nettet. Hans videoer med lækkert basspil, hvor han spiller solobas med loops, har en stor og trofast seerskare. Det er hans femte album i eget navn og han spiller som vanligt alle instrumenter, hvilket primært betyder bas, bas og bas - hvor han er frisk til at bruge loops. Desuden spiller han også lidt keyboards og fløjte. En fed og væsentlig tilføjelse er den erfarne cubanske trommeslager Michael Olivera Garcia på trommer og percussion, der sikrer et heftigt og stabilt trommegroove.

Stilen er funky fusion og udadvendt med elementer fra både flamenco og klassisk musik. For en bassoman som jazzbloggeren er Heavy Drops nørdede lækkerier ud over det hele. Adam Ben Ezra’s overlegne teknik og instrumentblær i stride strømme er en fornøjelse. Det er selvfølgelig også pladens svaghed, at den henvender sig til basnørderne - det synes jeg så i dette tilfælde er overmåde fedt. 

Bandcamp