tirsdag, april 25, 2017

Nikolaj Bentzon Trio: Tonesmith (Do It Again Records)

Fra slutfirserne og frem til en gang i halvfemserne havde Nikolaj Bentzon en trio med Thomas Ovesen på bas og Jonas Johansen på trommer. De høstede stor succes. Her efter blev der mere stille om Bentzon i regulær triosammenhæng, han har lavet et par vokalplader med Signe Juhl indenfor den senere år. Han lavede desuden for et par siden en liveplade med trio fra Montmartre. På den nye plade har han atter samlet en trio, Han er han sammen med Daniel Franck på bas og Espen Laub von Liljenskjold på trommer.

Den ene halvdel A Night On The Town er ramasjangpladen ,mens den anden A night At Home er balladepladen. Det er en god og brugbar idé. Bentzon forholder sig til, at der er nogen der bruger musikken. Her kan man så selv vælge om det skal være den højlydte jazz, hvor det bliver groovy og festligt eller om det skal være den rolige, hvor der hældes en eftertænksom whisky op i glasset i en sen aftentime.

Nikolaj Bentzon kommer ud af en tradition, hvor præcision af den kirurgknivskarpe slags er et gode. Det kan måske blive for meget for nogle. Nikolaj Bentzon er konsekvent i sin stil. Der er ingen tøven i spillet. Det fornemmes ret tydeligt at det er musik der kommer fra hjertet. Bentzon er på hjemmebane i den jazzverden der kaldes mainstreamjazzen, der hvor de blå toner er mange. Balladepladen har været en favorit med det samme. Velplaceret og velspillet jazz til dagligdagen.

mandag, april 24, 2017

Shitney: Earth Core (ILK)

Pladen åbner med et beat, så det lyder som et industrial techno nummer fra de sene 80’ere. Jeg kommer til at tænke på belgiske Front 242, der var pionerer indenfor genren electronic body music. Men det er nutidig grænsesøgende musik og trioen Shitney det drejer sig om. Shitney består af Katrine Amsler (keys, micro-guitar, programming, effects, elektriske trommer), Qarin Wikström (stemme, keys, effects) og Maria Faust (alt-sax, effects, stemme, klarinet). Det er de samme musikere der som Pistol nr. 9, inklusiv Michala Østergaard Nielsen lavede den alternative partyplade Fest på Amager for fem år siden.

I Shitney træder den improviserede elektronisk/akustisk musik endnu tydeligere frem. Elektronisk musik præges generelt af klange og toner der gentages i det uendelige, kombineret med en supersimpel rytme. Det er skønt med disse gentagelser. Men hvor er det dog befriende med en trio der ikke står og gnider sig op af den samme lækre effekt eller lyd i uendeligheder. Shitney ignorerer det smukke, det nemme og det rytmisk pulserende til fordel for et afgrundsnært og dystopisk udtryk. Det er både syret, larmende og på trods af de mange digitale effekter ikke noget musik der er binært forståeligt. Det er bl.a. en anbefalelsesværdig plade til freejazz fans, der holder af industrial og noise.

tirsdag, april 18, 2017

Reverse: Museum (DME) LP

Der er en tænding i musikken. En gnist. En latent fare for eksplosion. Når det hele er ovre, går det op for mig at musikken er eksploderet mens jeg lyttede. En slow motion eksplosion. Det er trioen Reverse’s andet album. Trommeslageren Terkel Nørgaard står i spidsen for trioen, hvor Søren Gemmer spiller piano og Jesper Thorn spiller bas. Trioen har i koncertsammenhænge arbejdet med så forskellige folk som Jørgen Leth, Thomas Agergaard, Palle Mikkelborg og Ralph Alessi. Det efterlader et indtryk af en trio, der ikke kan eller vil indkapsles. 

Det er tydeligvis Terkel Nørgaards projekt. Det er ham der med time og pace sætter stilen. Han tager i afsæt i en tradition fra store jazztrommeslagere, der også er kapelmestre. Art Blakey, Elvin Jones og Billy Hart er nogle bud. Det er insisterende jazz med temperament, der aldrig tvivler. Der er en retning, som gerne holdes i længere tid. Terkel Nørgaard søger et næsten minimalistisk udtryk, der omsættes i vedkommende, kompliceret og sprængfarlig jazz. Intensiteten er høj i trioens samarbejde, hvor Thorn og Gemmer er vigtige for, at Terkel Nørgaard får omsat kompositionerne til holdbar musik.

Pladen der er udgivet som LP, bruger mediet og bygger en stemning op over de to sider. Der er en prolog og et efterfølgende åbningsnummer der sætter en høj standard. Edward er en hyldest til Duke Ellington, hvor der i et højt tempo sættes i gang. Herefter kommer balladen Luna, der balancerer smukt mellem det svære og komplekse og den umiddelbare skønhed. Det er meget betegnende for pladen.

På side B præsenteres vi for musik fra de to andre i trioen. Jesper Thorns Big Bodies of Water fra pladen af samme navn, som jeg havde med på min liste over de bedste plader i 2016, får i denne version et nyt liv. Ligesom Søren Gemmers The Muse også folder sig ud i en anden version end den der var med på 2016-pladen The Lark. 

Reverse har med deres plade Museum lavet musik, der både har fået min kone til at spørge om hvad det var for noget smukt musik jeg spillede og på et andet tidspunkt bedt mig om, at tage pladen af fordi det var noget larm. I min jazzverden er det til gengæld jazz af den langtidsholdbare slags. Forstået på den måde, at det er musik hvor der stadighed folder sig nye enkeltdele ud som var det en blomst, der blomstrer flere gange om året. Det er et meget anbefalelseværdigt album.

mandag, april 17, 2017

Jazz Quintet 60: The Last Call - Lost Jazz Files 1962-1963 (Sonorama)

Der kom to LP'er med dem i starten af 60'erne. Inden da var der allerede kommet fire EP'er. Begge LP'er er i dag uopdrivelige, medmindre du har mange penge. Du kan dog høre begge LP’er på streaming tjenesterne, hvilket er godt, da Jazz Quintet 60 er noget af det vigtigste danske jazz, der overhovedet kom i 60'erne. Det var her at den purunge Niels Henning Ørsted-Pedersen debuterede offentligt på bassen. Det var her, at man kunne høre gruppen, der var en af de stærkeste europæiske eksponenter for hard bop jazzen.

Det tyske selskab Sonorama, der er eksperter i at finde gamle uudgivne indspilninger har fået overdraget de bånd der ligger til grund for denne plade. De stammer fra Jazz Quintet 60's underkendte saxofonist Niels Husum, der overdrog sin spolebåndsamling til Little Beat Records. Det lille pladeselskab har tidligere beriget jazzverdenen med en række vigtige Leo Mathisen udgivelser. Her har de altså søgt hjælp hos Sonorama til udgivelsen. De 12 numre stammer fra to forskellige radio-optagelser og enkelt tv-optagelse. De fleste numre er gengangere fra Jazz Quintet 60’s to LP’er. Der er dog sneget sig lidt andet med på repertoiret. Bl.a. Our Dilemma som kvintettens pianist Bent Axen oprindelig skrev til en duo EP, som han lavede sammen med kvintettens trommeslager Bjarne Rostvold i 1961. 

Allan Botschinsky på trompet tager sig af blæserfronten sammen med Niels Husum på tenorsax. Bjarne Rostvold siddder ved trommerne, mens Bent Axen er bag pianoet og Niels-Henning Ørsted Pedersen tager sig af bassen. De spiller overstadigt lækkert. Der er så meget overskud og præcision i måden kvintetten spiller på. Denne udgivelse er en god og kærkommen tilføjelse til dansk jazzhistorie, som noget af den bedste danske jazz fra den tid. 

NHØP serverer nogle imponerende solide bassoli på St. Vitus Dance og Little Annie Fanny, der er med til at understrege hvor stort et talent han allerede var på det tidspunkt. Allan Botschinsky er sikker på hånden og leverer soli i høj klasse. Bent Axen hører ikke uden grund til blandt den danske jazz’s kultfigurer, hvilket denne plade er med til at sætte fokus på.
Det er en meget anbefalelsesværdig udgivelse, der både er ude på LP og CD. Vær opmærksom på, at der er fire numre ekstra på CD-udgivelsen.

søndag, april 16, 2017

JazzNyts Guide til fusioneret jazz 2017 vol. 5

Da jeg startede denne serie i januar var planen, at der skulle lave 4 guides. Nu kommer der en femte og den sjette er på vej. Jeg håber at du bliver inspireret.
Her kan du finde de tidligere guides: jazznyt.blogspot.dk/search/label/jazzguide

Hvem: Michael League (f. 1984), bas, keys, producer og en masse andre skiftende medlemmer.
Stil: fusion, funk, world, jazz, rock
Land: USA
Seneste udgivelse: Culcha Vulcha (Universal 2016), Family Dinner vol. 2 (Ground Up 2016)
Anbefales hvis du kan lide: George Duke, Earth, Wind & Fire, 
Info: Har fået en Grammy for Culcha Vulcha. De har allerede besøgt Danmark et par gange til udsolgte koncerter. Har netop overstået en 3 dages festival i Florida, hvor SP var omdrejningspunktet for en masse koncerter.
Live: Vega, Kbh. 03.06.17. Train, Aarhus 04.06.17
Hvem: Terrace Martin (f. 1980), sax, keys, producer
Stil: hiphop, funk, jazz
Land: USA
Seneste udgivelse: Velvet Portraits (2016)
Anbefales hvis du kan lide: Herbie Hancock, Kendrick Lamar, Robert Glasper, Snoop Dogg, Sonny Stitt.
Info: Han har på et tidspunkt sagt at han ser sig som en blanding Sonny Stitt og Dr. Dre. Han producerede i 2016 på samme tid, både Herbie Hancock's kommende album og rapperen YG's album Still Brazy. Desuden har han produceret numre på Kendrick Lamar's To pimp a butterfly og den spritnye Damn. Blev som 15 årig udtaget til et all star band sammen med Robert Glasper. De to musikere har siden holdt musikalsk kontakt.
Live: Spiller med Herbie Hancock på den kommende turné, der inkluderer en koncert i København.

Hvem: Olavi Louhivuori (f. 1981), trommer, synth. Ilmari Pohjola, trombone, synth. Lasse Sakara, guitar. Lasse Lindgren, bas, synth. Osmo Ikonen, cello, synth
Stil: Indierock, postrock, electronica 
Land: Finland
Seneste udgivelse: Agartha (Edition 2016)
Anbefales hvis du kan lide: Boards of Canada, Sigur Ros.
Info: Det er trommeslageren Olavi Louhivuori’s projekt. Han er kendt som sideman hos en lang række af de mest fremtrædende finske jazzmusikere, hvor det som regel går i den akustiske retning. Det gør det ikke her, hvor det sejler i effekter og voldsomme klangflader. Et særligt kendetegn ved Oddarang er Ilmari Pohjola’s trombone. Det er nutidsfusion med både pompøse og eroderede klange.
Live: Har været på turné i Tyskland i marts.

Simon Spang-Hanssen & Grupo: Caminho da lua (Gateway)

Det er nok kun de allerskarpeste iagttagere af den danske jazzscene, der kan holde styr på Simon Spang-Hanssens mange projekter. Nu har jeg efterhånden skrevet om en del her på bloggen og det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er ekstra glad for, at han atter har lavet en plade med sit brasilianske projekt Grupo. Den forrige kom i 2011 og var indspillet i Brasilien. Den nye plade er pånær pianisten med den samme besætning. Men denne gang er den indspillet i København. Spang-Hanssens franske hustru Mariane Bitran leverer lækker jazzfløjte. De tre brasilianske musikere på klaver, elbas og trommer serverer suveræn backing for Spang-Hanssen.

Simon Spang-Hanssen har selv skrevet 10 af pladens tolv numre. Pladens titelmelodi Caminho da lua er en vidunderlig ballade, mens Casa Feliz er et festnummer. Trænger du til en omgang brasiliansk klingende jazz, er Simon Spang-Hanssens plade det bedste danske bud siden Steen Rasmussens to år gamle Presenca.

lørdag, april 15, 2017

Phronesis: The Behemoth (Edition Records)

I det nyeste nummer af det engelske jazzmagasin Jazzwise er der Phronesis ud over det hele. Jazzmagasinet fylder 20 år og fejrer det med at fremhæve en enkelt plade fra hvert eneste år. Esbjörn Svensson Trio, Wayne Shorter, Gregory Porter og Keith Jarrett er blandt de udvalgte. Det er Phronesis også! Det er 2010 albummet Alive som Jazzwise sætter ind i det fine selskab. Det er ikke så overraskende, når man har fulgt Phronesis. Det var dengang trioen var bassisten Jasper Høiby’s projekt. Det er det ikke længere. Nu er det lige så meget trommeslageren Anton Eger og pianisten Ivo Neame’s projekt. I stedet for at fortsætte ud over stepperne og lave fantastiske trioalbums, så har de taget en ny drejning med det aktuelle album (der også er månedens album på Jazzwise redaktionens kontorplayliste). 

De er taget til Tyskland for at lave et big band album sammen med Frankfurt Big Band. Den engelske saxofonist Julian Argüelles har været tilknyttet big bandet i en årrække og har arrangeret Phronesis’ musik for big bandet. Det bliver til et genhør med en række Phronesis numre, hvor der nu males med den store pensel. Der er Anton Egers forrygende knaldperler, Herne Hill og Urban Control, der begge var på 2014-albummet Life to Everything. Der er Ivo Neame’s Charm Defensive fra 2012-albummet Walking Dark og så Høiby’s vidunderlige Happy Notes, som var med på 2010-albummet Alive. 

Big bandet og Phronesis mødes og samles om musikken på naturlig vis. Det er ikke Phronesis’ musik der er klistret på et big band eller omvendt. Julian Argüelles løser opgaven på meget fornem vis. Undervejs er der flere gode solopræstationer, hvor jeg gerne vil fremhæve guitaristen Martin Scales indsats. The Behemoth er noget der er kæmpestort. Og det store for mig i denne sammenhæng er at jeg endnu en gang vil anbefale et album med Phronesis. Jasper Høiby er en stærk repræsentant for dansk jazz ude i verden, meget større end de fleste aner herhjemme.

fredag, april 14, 2017

Allan Mortensen & Jens Jefsen Trio: With you in mind (Gateway)

Han er en legende. En sanger som har prøvet lidt af hvert i løbet af karrieren. En karriere der startede i Århus i Holger Laumans Tears, der første ham over i kultbandet Midnight Sun. Herefter stod den på musical med Jesus Christ Superstar og dansk top med Musikalske Venner. At det herefter blev Tyskland og disco var ikke det bedste valg.

Det førte heller ikke nogen vegne. Så han tog hjem og deltog i Melodi Grand Prix. Jeg blev vild med ham i forbindelse med Voldsom Volvo fra TV-programmet Sonny Soufflé og ikke mindst som forsanger i 2nd line Funkomagic Orchestra, hvor soul og funk var i højsædet.

Nu er han efter næsten 50 år, genforenet med Jens Jefsen, der var bassist i Tears. De har allerede spillet sammen i et par år ved koncerter. Nu er der så kommet et fuldlængde album. Jens Jefsen er i selskab med spitzenklasse musikere, Anders Rose på tangenter og Søren Frost på trommer. De skaber et solidt fundament for Mortensen og den buket af sange, han har plukket i vejkanten. 

Pladen er ligesom Allan Mortensens karriere. En blandet omgang. Han har valgt en række selvskrevne sager, hvor der både synges på dansk og engelsk. Pladen åbner med Allen Toussaint’s With You in mind, hvor han synger duet med datteren Veronica Mortensen. Pladens bedste skæring er uden tvivl Anders Widmarks To open up my heart, hvor Palle Mikkelborg medvirker på gæstetrompet. I øvrigt dukker saxofonisten Samuel Hejslet også op et par gange med en veloplagt saxofon. 

Pladen lukker ned med soulklassikeren Knock on wood, der har fået et godt jazzet arrangement. Nummeret er også med til, at vise noget af det skrøbelige ved pladen. Allan Mortensen kan godt synge. Det virker på den anden side også som om han presser sig selv for meget rent stemmemæssigt. Mindre Voldsom Volvo og mere natklubjazz ville have gjort godt.
Bonusinfo:
Det er Carsten Dahl der har lavet billedet på pladens cover.