torsdag, november 08, 2018

Signe Dahlgreen: Kunki Snuk (Insula Jazz/Astral Spirits/Monofonus Press) kassettebånd/DL

En af de helt store udgivelser fra 2018 er Yes Deer’s tredje album. En tredjedel af gruppen, saxofonisten Signe Dahlgreen har også lavet et solo-kassettebånd, der også kan erhverves digitalt for dem der ikke er i besiddelse af en walkman eller et Akai stereorack.

Åbningen Stibelk er en myriade af små robuste kantede toner, der sendes afsted med høj fart. På det følgende nummer Nón holder hun nærmest uafladeligt tonen i en uendelighed på et vibrerede og summende grundlag.
Signe Dahlgreen tilhører en stadigt voksende gruppe af kvindelige danske saxofonister, Signe Emmeluth, Sonja LaBianca, Laura Toxværd, Mette Rasmussen, Julie Kjær og med Lotte Anker som nestoren, der alle næres af en sund kærlighed til freejazzen.

Signe Dahlgreen trækker de tonalske eksperimenter på en lang snor på nummeret Kubek. Indkapslingen af øjeblikket er nådesløst. Kassettebåndet Kunki Snuk kan tilfredsstille hard core free jazz folket. Signe Dahlgreen gemmer ikke på noget. Hun sender det direkte i svingninger.

onsdag, november 07, 2018

Mikkel Nordsø Quintet: Out There (Stunt) CD/DL/stream

Mikkel Nordsø har samlet et sejt hold af musikere med personlighed til, at omsætte et mangeårigt ønske om at kombinere den musikalske kærlighed til Jimi Hendrix og John Coltrane.

Nordsø indtager selvfølgelig selv rollen som Jimi Hendrix som han i øvrigt helt frit tolker og f.eks. iblander noget John McLaughlin og i særdeleshed noget Mikkel Nordsø. Tenorsaxen varetages af en af Nordens bedste Coltrane arvtagere, Tomas Franck.

Efter det pæne åbningsnummer Take Off åbnes der op for de frie sluser. Out There er fuld smadder. Ben Besiakov på Rhodes laver en forrygende kobling til Miles Davis i Bitches Brew æraen. Jeg bliver mildest talt blæst bagover af Besiakovs spacey og groovy spil. Herefter tager Nordsø selv over med det der lyder som en improvisation over Hendrix’ version af Star Spangled Banner. Han kan i den grad spille “OUT”.

Der er mange overraskelser på pladen. En af de helt store er, at Nordsø vælger at bruge den amerikanske jazztrommeslager Alvin Queen. Han kan godt smide en rockrytme når der er brug for det. Det lyder dog stadig som en jazztrommeslager. Det er et modigt valg, der er med til at løfte pladen. I stedet for at have valgt det omvendte, så får Nordsø i stedet bevaret jazzviben - noget meget få rocktrommeslagere er i stand til.

Det samme kan siges om Anders AC Christensen på bassen, han er jazz helt ind til benet, selv når han flirter med rocken. Det er en umanerligt vellykket plade - hvilket ikke skal tolkes i retning af, at den er specielt sammenhængende. Det er den nemlig ikke. Pladen er heldigvis strittende spækket med sjæl og stemning på hvert eneste nummer. Lige fra den lækre natradio-ballade Floating Squaw til rocksagen Rock Train.

fredag, november 02, 2018

Duetrost (Duetrost) LP/DL/stream

En meget stor favorit her på bloggen, er den norske trompetist Mathias Eick. På det seneste album Ravensburg havde han fået en ny violinist Håkon Aase med i sit band. Jeg har været så heldig at få fingrene i den spritnye vinyl som Håkon Aase har lavet sammen med trioen Duetrost. Det er en trio som Aase lavede sammen med Knærten Simonsen på trommer og Fredrik Karwowski på akustisk guitar, da de alle tre startede på Norges Musikkhøgskole i Oslo for flere år siden. Siden da har de ifølge deres website lavet 60-70 melodier. Nu har de valgt at indspille 12 af dem på deres debutalbum. 

Prøv at forestille dig en jazzet lyd af en minimalistisk folktrio der placerer sig et sted mellem Norge og Afrika. Så har du lyden af Duetrost. Det er med andre ord en helt unikt lydende trio, med et lille trommesæt og et organisk sammenhængende udtryk. Det er det kollektive udtryk, der er drivmidlet, hvor violin, guitar og trommer smelter sammen i et pulserende hele. Det sætter sig i kroppen, der begynder at få impulser til at ville danse norsk stammedans, når man hører et nummer som Hvalen. Der er også de rolige numre, hvor sjælen synkes ned i skovbundens grønne mos. Duetrost er en dejlig overraskelse og noget andet end for eksempel en anden norsk favorit Nils Økland, selv om de hviler på noget af det samme. En vedholdende stærk plade.

torsdag, november 01, 2018

Shackmates (Fiol Records) LP

Kan en jazzplade være charmerende? Den der type, som er helt vildt hyggelig at være sammen med. Der hvor man lader skulderne falde ned med det samme og bare flyder med. Sådan er Schackmates og den plade der udkom for 10 år siden på CD. 8 numre der nemt kunne klemmes ned på den lille sølvskive. 

Fiol Records’ Brian Rindom Larsen holder meget af Schackmates. Så meget at han har genudsendt hele molevitten på vinyl. Da det ikke kan være på en enkelte LP er det blevet til et dobbeltalbum.

Martin Schack på Hammond B3 er i selskab med Jesper Løvdal på tenorsax, Morten Lundgren på trompet og flygelhorn og Karsten Bagge på trommer. Martin Schack har skrevet fire af pladens numre mens Lundgren har skrevet en enkelt. De resterende er standard-klassikeren Tea for two, Charlie Hadens ballade Sandino og Cannonball Adderleys Teaneck. Det er jazz der står på skuldrene af 60’ernes orgelcombos, som blev udgivet af det legendariske pladeselskaber Prestige og Blue Note. 

Det er hard bop jazz, fra tiden efter beboppen, hvor der trækkes tråde til rhythm’n’blues og soul. Det forstår de fire herrer til fulde. Der er en supergod stemning mellem musikerne, hvor Lundgren og Løvdals blæserspil er velformet og lækkert. Bagges swing i trommerne og Schacks Hammond topper det hele på et album, der kan anbefales til alle ungersvendene, der ikke kan få nok af Hammond og klasse-blæs.

onsdag, oktober 31, 2018

Frk. Jacobsen: Thin Dry Sticks (Eget Værelse) LP/DL/stream

LP’en kan sammenlignes med et teaterstykke. Teksterne er arrangeret som et skuespil, hvori forskellige karakterer indtræder på scenen og synger deres replikker. Hovedrollerne indtages af moren Ida og hendes datter Miranda, men også det ældre ægtepar Mr. og Mrs. Scorpii, samt Thanatos (døden) og poeten Stesichoros er med på rollelisten.

Ideen med skuespillet udspringer fra oplevelsen af subjektet, som noget der udfolder sig på mange forskellige planer og i forskellige roller på samme tid. Selvet opleves ikke som noget statisk/uforanderligt, men som noget der opstår og forandrer sig gennem de relationer det indgår i. Albummet “Thin Dry Sticks” præsenterer de mange lag, spændinger og roller som eksisterer simultant i et menneske; i dette tilfælde en kvinde, der rummer mor, datter, fødsel, død og ægtefælle på samme tid.

Det er musikeren og komponisten Anja Jacobsen alias frk. Jacobsen (fra Eget Værelse og Selvhenter) der har lavet albummet, der ikke bare tekstmæssigt byder på en omkring sig gribende historie. Musikalsk sendes vi også ud på en tur. Anja Jacobsen, der spiller trommer, percussion, keyboards og synger får musikalsk hjælp fra Lil Lacy på keyboards, vokal og cello, Nicolai Kaas Claesson på bas og cello og Lars Bech Pilgaard på guitar. Hun tager udgangspunkt i popmusik fra hele verden. Det er ikke en etnografisk rejse. Det er i stedet en musiker, der plukker og snupper som det passer ind i det vidtfavnende musikalske skuespil. Her er noget fra Afrika og Asien. Noget fra Danmark og andre eksotiske steder. Jeg kommer enkelte gange til, at tænke på Frisk Frugt, der også har noget af det samme fra freepoppen - eller hvad man kalder den slags. Thin Dry Sticks er som samlet udgivelse på LP med tekster på coveret en mageløs oplevelse. Gad vide om den ikke også kunne være det på en teaterscene?

tirsdag, oktober 30, 2018

Jeppe Zeeberg: Eight seemingly unrelated pieces of piano music (Barefoot) LP/DL/stream

Jazzen og i særdeleshed jazzhistorien er spækket med eksempler på regler og love for, hvordan jazzmusikken skal spilles. Det gælder både bebop, swing, fusion og såmænd også free jazzen. Gudskelov er der også mange eksempler på lovovertrædere, der gør som de har lyst og talent til. Her er den danske pianist Jeppe Zeeberg er godt eksempel på en lovovertræder, der insisterer på at gøre det på sin egen måde. Det er ikke fordi han ikke har styr på jazzens love. Han ved godt hvordan en ragtime skal spilles. Det handler mere om at Zeeberg blander lovene. Noget han gør med lige dele humor og alvor. 

Når Zeeberg laver en soloplade er det en plade, er det nærmest selvfølgeligt at den er indspillet på tre forskellige kontinenter. Lige fra kirken i Sønder Ho over Dresden og Tokyo til New York. Han er rejsende i jazz. Rejser i jazzen. Rejser sig i jazzen. Undervejs møder vi Zeeberg ved kirkens orgel, ved stumfilmens uptempo klaverbokser tirader, ved improvisation over en imaginær højskolesang, ved freejazzens balstyriske frigjorthed og ved ragtimeklaveret. 

Jeppe Zeeberg er så meget jazz og sig selv, der både imponerer og triumferer. De otte tilsyneladende ikke relaterede  stykker piano musik, er Zeebergsk jazz, når den er bedst. Jeg føler at jeg har overværet en fest i jazzens tegn. Omtumlet og tumultarisk. Smukt og insisterende virtuost.

mandag, oktober 29, 2018

Snorre Kirk: Beat (Stunt) LP/CD/DL/stream

Det er så rent som en norsk elv. Der er ingen forurening. Kun den rene friske jazz der løber smukt i elven, både som en vilter brusen og som en stille piblen. Det er Snorre Kirk der er på spil igen. Den i Danmark bosatte, norske trommeslager har lavet sit fjerde album i eget navn. Han har et veletableret band, signaturlyd, stilart og coolness. Det er doseret i de rette doser. Det er afstemt og vellydende. Duke Ellington har sat sit tydelige præg på Snorre Kirks musik, hvor han har skrevet al musikken, pånær Zanzibar, der er skrevet af Juan Tizol (ham der også skrev Caravan). Pladens stemning er lummerfræk lige fra starten på nummeret Exotica med Jan Harbecks intime tenorsax. Han bakkes godt op af Magnus Hjorth på piano, der smider nogle små kække klavertoner ind i den eksotiske stemning. Til sidst toppes det af Tobias Wiklunds pivende(frække) kornet. Dæmpet belysning og rødt velour. Jeg bliver helt svedt.

Det er godt at der kommer et uptempo nummer, 18th & Vine, lige efter. Så lummersveden kan fjernes. Snorre Kirk rykker frem på trommestolen med nogle gode kantslag, mens blæserne, der også inkluderer Klas Lindquist på altsax, leverer en lækker blæsersektion. Bassisten Lasse Mørck sætter et tydeligt og samtidig diskret aftryk i musikken, det høres lige fra starten på nummeret Monaco, hvor han med pondus, timing og suveræn swing-fornemmelse sætter nummeret igang med en smittende og dansende basgang.

Side 2 åbner med Portrait. Et stille pianonummer, hvor Magnus Hjorth med let melankoli og Snorre Kirk med diskrete køller på trommerne skaber den føromtalte stille piblen. Beat er det fjerde album fra Snorre Kirk og han begejstrer endnu en gang med jazz, der nok kan lyde som om den var skabt i 40’erne eller 50’erne og samtidig har et friskt og nutidigt touch på udødelig jazz.