fredag, maj 26, 2017

Adam Pultz Melbye & Julia Reidy: Tennis of all kinds (Opalmine/Noema) kassettebånd >> SAP (Noema) LP

Den danske bassist Adam Pultz Melby og den australske guitarist Julia Reidy mødes på denne duoindspilning, der er foretaget i Reidy’s lejlighed i Berlin, sidste sommer. Hun spiller på 11 strenget akustisk guitar, mens Pultz Melbye trakterer den store kontrabas på ukonventionel vis. 
Det er impro musik, der i kontinuerlige øjeblikke ophæver harmonier og nedbryder rytmiske anslag. Der hviler en messende stemning i duospillet, hvor svaret findes i bassens resonans og guitarens klang. Over to båndsider betager de med deres sammensmeltning. Enkelhed grænsende til det minimalistiske bølger stille afsted med low fi attitude og DIY parathed.

Det er ikke den eneste duoindspilning som Pultz Melbye er aktuel med. Båndmediet er skiftet ud med vinyl og makkeren hedder nu Paul Stapleton. Amerikaneren Stapleton, der bor i Belfast har selv lavet det instrument som han spiller på. En Bonsai sound sculpture, der består af en pladespiller, hjemmelavet elektronik, forstærkede metalstrenge og percussion. Pultz Melbye behøver bare en kontrabas. Den bruger han til gengæld i en så ekstrem grad, at den ikke lyder som noget man vant til. Medmindre man er bekendt med Adam Pultz Melbye i forvejen. 

Det er to fritænkende og eksperimenterende musikere der finder sammen om skabelsen af lyde og stemninger, der i al sin forunderlighed giver sin egen mening. Pultz Melbye udbygger og understreger den kunstneriske position som han har opbygget i de senere år i soloprojekter og sammen med bl.a. trioen Flamingo. Det er på alle måder to mærkværdige udgivelser der kan anbefales til musiklytterne der trives bedst i udkanten.


tirsdag, maj 23, 2017

Modern Jazz Days 2017 Lørdag

At en jazzfestival afholdes lidt syd for København betyder ikke nødvendigvis, at den er overrendt at københavnske jazzcats. Der var nok enkelte katte fra indre by der havde søgt udenfor reviret, men ellers er Modern Jazz Days en festival med et stort lokalt publikum. Programlægningen er præget af et ønske om, at holde en høj kunstnerisk standard. Jeg havde allerede hørt flere favoritter om fredagen. Et blik på lørdagens program gjorde, at forventningerne atter var store. 

Mark Linn & Søren Møller Trio åbnede lørdagens program med en pænt fyldt sal sidst på eftermiddagen. Jeg havde allerede set dem for et par uger siden, hvor de spillede den første koncert på turnéen. Der var sket en del med musikken siden da. Møllers Herbie Hancock inspirerede spil, Mark Linns sikre vokal, Andreas Svendsens knaldskarpe trommer og Johnny Åmans solide basspil havde fundet endnu mere sammen. De åbnede med Radioheads Airbag i en flot udgave. Mark Linn demonstrerede tydeligt at han ikke er jazzsanger, men har rødder i rocken og poppen. Han synger sikkert op ad David Bowie, Thom Yorke og andre legender. Koncerten var en af flere koncerter med kunstnere på Modern Jazz Days, der endnu ikke har udgivet deres musik. Møller trioen og Mark Linn har ikke umiddelbart planer om at udgive deres musik. Det synes jeg godt at de kunne få planer om.

Næste hold på scenen var Fredrik Lundin & De 5 på nye eventyr. Saxofonisten Lundin har arbejdet med bandet i en periode på over et år. Koncerten startede i det dystre hjørne med fokus på nogle flotte blæserarrangementer, hvor Lundin blev suppleret af Tomas Dabrowski på trompet og Peter Jensen på trombone. Lundin har noget på hjerte med musikken. Han fortæller historier og skaber stærke stemninger. Bassisten Joel Illerhag er et kærkommet plus for kvintetten. Hans baslyd og -spil er fænomenalt. Der var saft og kraft i Illerhags basbehandling der blev dækket dynamisk op af Anders Provis på trommer. Jeg glæder mig seriøst til, at der kommer noget på plade med denne gruppe.

Den anden Sofa Session på Modern Jazz Days var med de to P8jazz værter Jonas Visti og Niels Christian Cederberg. Sidstnævnte blev lidt forsinket, da han først skulle lægge sejlbåden i havn. Visti fik startet ud med et par Blue Note plader, ellers må man konstatere, at når radioværterne har fri fra koncepter og planer, så ryger det meget hurtigt den brasiliansk farvede jazz på pladespilleren. Udenfor skinnede solen om kap med Cederberg og Vistis bikinijazz.

Da klokken blev tyve var der koncerter to steder. Mark Turner og Mikkel Ploug spillede i Køge Kirke. Jeg blev på Tapperiet, hvor Jakob Bro spillede en solokoncert i salen. Han havde lige været på soloturné i Japan. Jeg talte med Bro efter koncerten om at spille solo og om han nogensinde gentager sig selv.

Jazzens vildheste Horse Orchestra havde også en musiker med, der lige havde været i Japan på soloturné. Pianisten Jeppe Zeeberg der også er aktuel med sit eget projekt i disse dage var på scenen med bandet, der bedst kan karakteriseres som Sun Ra’s danske efterkommere. Mellem space, spas og jazz optræder Horse Orchestra med sikker sans for, at give den gamle jazz en overhaling og et kram. Underholdende.

Lennart Ginman er aktuel med det nye projekt The hOpening, hvor han er sammen med trommeslageren Jeppe Gram og pedal steel musikern Margrethe Bjørklund. Hvor sidstnævnte på ingen måde har erfaring fra jazzen eller foregav at spille jazz på pedal steel instrumentet, så var der alligevel jazzet stemning i det elektroniske og film noir prægede univers. Ginman havde et bord fyldt med elektronik, som han betjente samtidig med bassen. Igen et projekt på Modern Jazz Days der endnu ikke har udgivet musik. Til gengæld var det musik der skriger på en udgivelse. Mon ikke der dukker et album op i løbet af efteråret?

Perlebookingen på sådan en lørdag aften er selvfølgelig Hess is More, der med deres håndspillede electronica kan sparke gang i den gode stemning. I år havde Modern Jazz Days placeret scenen i den store sal i midten, så publikum sad på tre sider omkring de optrædende. Et genialt træk der ud over tilfredshed ved mange af de optrædende også var som skabt til Hess is More. Chefen for det hele, Mikkel Hess sad bag trommerne og styrede musikerne, der stod i en rundkreds foran Hess. Her spillede de deres organiske og hårdtpumpede musik, der var som skabt til rytmisk uro i kroppen. Et band med fede musikalske personligheder som Jeppe Skjold på saxofon, Jeppe Saugmann aka. Abdullah S på keys, Rasmus Vestervig på guitar, flere andre og en veloplagt Mikkel Hess er garant for en fed musikalsk oplevelse. 


Det var blevet sent og jeg nuppede den sidste cocktail inden jeg gik i seng efter en begivenhedsrig dag, der tidligere på dagen også havde ført mig forbi et loppemarked, hvor jeg fandt singlen med musik fra tegnefilmen Bennys Badekar. Helt klart mit bedste pladekup i 2017. What a day!

søndag, maj 21, 2017

Modern Jazz Days 2017 Fredag

I Køge findes en helt unik musikfestival. Modern Jazz Days tager sit navn helt alvorligt og præsenterer spritny jazz hen over en weekend. Festivalleder er Jakob Baggesen, der også er kunstnerisk leder på spillestedet Tapperiet, hvor festivalen foregår. Han er gået efter nye og originale projekter, der i flere tilfælde er så nye, at der ikke er udgivet noget endnu. 

Festivalen havde bl.a. skudt lidt ekstra penge efter Trinelise Værings nye projekt, der fik urpremiere på Moden Jazz Days. Hun præsenterede et sæt med danske tekster med bid, der blev understøttet af et stærkt band med tre blæsere: Maj Berit Guessora på trompet, Mia Engsager på trombone og gemalen Fredrik Lundin på saxofon (og lækker fløjte). Rytmegruppen med Anders Provis på trommer og Jeppe Skovbakke på bas og veteranen Otto Sidenius på orgel gav et godt afsæt for at give musikken et lettere skramlet udtryk, der kan minde om 60’er soul. Trinelise Væring tog sig af den vokale front og havde desuden taget den gravide sanger og guitarist Una Skott fra Tele Rouge med i projektet, der var med til at give musikken et skønt særpræg. Så mens Una Skott venter på at føde sit barn, fik Trinelise Væring født et musikalsk barn, der går i studiet i efteråret og ikke har optrådt for sidste gang.

Festivalen åbnede som den slags skal med takketaler til de nødvendige sponsorer. Flere af disse honoratiores blev hængende og hørte det første band, Kresten Osgood Trio. Freejazz i særklasse. Det er næppe noget der spilles ret ofte ved spise tid på en fredag aften i Køge (eller andre steder). Osgood og kumpanerne Ned Ferm på sax og Anders Filipsen på klaver kan noget med deres uhøjtidelige måde at eksekvere freejazz på. De kan gå fra det overtændte til de undertændte på under et sekund. En fedt og modigt bud på et åbningsband.

Modern Jazz Days har opfundet Sofa Sessions konceptet, hvor to jazznørder spiller fede jazzvinyler og siger forhåbentlig kloge ting mellem numrene. Jeg har gjort det to gange tidligere sammen P8jazz værten Niels Christian Cederberg. Denne gang skulle jeg sidde i sofaen sammen med Jens Jørn Gjedsted, som jeg selv havde foreslået. Jeg  kunne godt tænke mig at spille noget dansk og elektrisk jazz fra 70’erne. Gjedsted havde skrevet om pladerne den gang de var nye, har selv spillet sammen med flere af dem og er i det hele taget et omvandrende musikleksikon. Sofa Sessionen blev som jeg håbede. Gjedsted kom med Karsten Vogel, Entrance, Secret Oyster, Det Beskidte Dusin etc. Jeg spillede Blue Sun, Terje Rypdal (med Mikkelborg), Coronrias Dans etc. Vi sluttede af med Århus bandet Kamæleon, som vi var meget enige om stadigvæk er fede. I øvrigt brugte vi lidt tid på at skamrose Jørgen Emborgs Sargassoplade. Køb den, hvis du finder den. Det er dansk jazzguld.

Vi havde kun et lille publikum i caféen, da mange var søgt mod salen hvor Anders og Benjamin Koppel spillede. I samme sal spillede trioen Reverse senere hele deres nye plade Museum fra start til slut. Jeg havde set frem til koncerten, der blev en fortættet og intens koncert. Jeg talte med trioens kapelmester og trommeslager Terkel Nørgaard efter koncerten.


Aftenen sluttede af med I Think You’re Awesome, som jeg aldrig har set i samme opstilling. Denne gang havde de den norske trommeslager Siv Øyunn Kjenstad med i stedet for Frej Lesner. Hun har, udover egne projekter, bl.a. spillet med Thomas Strønen og Bugge Wesseltoft og er lige flyttet til Danmark. Hun havde aldrig spillet med bandet. Sådan lød det ikke. Hun fangede hurtigt viben i bandet. De meget sammenspillede herrer med bassisten Jens Mikkel i spidsen tog hende ind i musikken. Det blev atter til en uforglemmelig I Think You’re Awesome koncert. Den opførte sig som et levende væsen, der skabte godt humør og fed fed musik.

Fredagen luskede hjem. Lørdagen ventede med et nyt program.

lørdag, maj 06, 2017

The Firebirds: Aladdin’s Dream (ILK)

Det er bidende bizart, at Little suite for strings eller Lille Suite for Strygere, der også er Carl Nielsens første opus serveres så sumpet, slæbende og helt i gennem jazzet som det er tilfældet på trioen The Firebirds' andet album. For at være helt sikker på, at originalen ikke havde noget jazz eller lignende i sig, måtte jeg lige nærlytte den. Her bliver det ret interessant. For så langt væk fra originalen er The Firebirds ikke. På trods af at de forholder sig jazzet, ubundet og improvisatorisk til Carl Nielsen komposition fra 1800-tallet, indfanger de sjælen i musikken. Og det er derfor, at The Firebirds' plade er værd at bruge kostbar lyttetid på.

Stefan Pasborg på trommer, Anders Filipsen på piano/keyboards og Anders Banke på saxofoner har med opfølgeren til det første album med overvejende Stravinsky musik, lavet en værdig fortsættelse. På det første album var Pasborg lederen. Nu er de et kollektiv, der i samlet flok jazzhylder Carl Nielsen som han ikke er blevet det før. De spiller Aladdins Drøm og Helios overturen med respekt og finurligheder. I 1925 sagde Carl Nielsen:  ”Jeg har i og for sig ikke noget imod f. eks. jazzmusik, naar den bare kommer paa rette Sted og det rette Øjeblik. En anden Ting er, at jeg tror, Jazzmusikken vil dø hen af sig selv. Den har jo nemlig intet Indhold, og den har ingen Rødder i vor Kultur”. Havde han da for pokker bare hørt The Firebirds, så havde han aldrig sagt sådan. Mon ikke han havde ringet til trioen og spurgt om de skulle lave en plade sammen.

fredag, maj 05, 2017

Jacob Artved Quintet: Wax up! (Unity Rec) LP

Vi er rykket ind hos Jacobs bedstemor. Det er i hendes stue, at denne session er optaget på 2 spors spolebånd. Pladeselskabet Unity Rec er gået all in for, at skabe et helt igennem analogt produkt. Lige fra optagelse og til mastering af pladen, har der ikke været noget som helst digitalt ind over processen. Hvorfor er det nu så vigtigt? Og endnu mere skørt bliver det, når tre af musikerne endda er født i den digitale æra og egentlig ikke burde være så fokuserede på det analoge. Når pladen sættes giver det god mening. Det er alt andet end musik, der har noget med det digitale - de binære talkoder - at gøre.

For 25-30 år siden ville man have kaldt dem konservative. I dag kan man næppe kalde dem konservative. Det er unge musikere og to ældre der spiller jazz af den tidløse slags. Det handler om, at komme ind i musikken, at komme i kontakt med melodien. Via improvisation skabes der nye og unikke øjeblikke. Det er her i gennem man kan vise det personlige udtryk. 

Den 18 år gamle guitarist Jacob Artved har skrevet pladens seks numre. Han får hjælp af tenoristen Søren Høst og den ligeledes unge pianist Zier Romme. Bassisten Daniel Franck og trommeslageren Frands Rifbjerg kommer fra en anden generation og de må glæde sig over, at der er jazzmusikere af denne støbning på vej. Jeg glædes over en guitarist der træder ind i fodsporene efter Doug Raney. Det er bebop med en god portion swing. Han hopper ikke over hvor gærdet er lavest. Han er ikke bange for at kaste sig ud i en solo, der koster hjerteblod og sjæl, som f.eks. på nummeret Grandma’s Fantasy. Søren Høst er også et nyt bekendtskab. Han spiller med en skarp og sikker tone. Det samme gør sig gældende for pianisten Zier Romme der atter imponerer med det sikre og ukunstlede pianospil. 

Wax Up! er velspillet og vellydende jazz, der vil føle sig hjemme på mange jazzglade grammofoner i det ganske land.

torsdag, maj 04, 2017

Live Foyn Friis with Aarhus Jazz Orchestra (DME) LP

På den norske sangerinde Live Foyn Friis’ fjerde er hun sammen med Aarhus Jazz Orchestra. Byen hvor hun mødte Jens Mikkel Madsen og Alex Jønsson som hun lavede debutpladen Joy Visible sammen med for over 6 år siden. Siden er der kommet et par plader mere med hende. Sammen med Aarhus Jazz Orchestra præsenterer Live Foyn Friis os for både gamle kendinge og nye overraskelser. Den første kommer som første nummer, hvor hun synger på norsk. Hjemkomst er et nummer der får mig til at ønske, at hun laver mere på norsk. Sailing er en gammel kending og favorit, der ligesom Running Heart, Time Goes to slow og My Anchor får nyt liv sammen med big bandet.

Aarhus Jazz Orchestra har i de senere år lavet nogle spændende samarbejder med f.eks. Jakob Buchanan og Lars Møller der har været med til, at manifestere at smilets by har et big band der tager chancer og får noget vitalt kunstnerisk ud af det. Det sker også her, hvor de måske ikke presses til det yderste, ud fra et spørgsmål om tekniske spidsfindigheder. Til gengæld leverer de et usvigeligt sikkert backup med Jesper Riis’ arrangementer af Live Foyn Friis’ musik. 

Big Bandet er udvidet med Live’s trio, Jens Mikkel, Alex og Andreas Skamby på trommer. Der er dobbelt op på trommerne, hvor Aarhus Jazz Orchestra (Klüvers Big Band) veteranen Morten Lund sammen med Skamby leverer et forrygende lækkert dynamisk og organisk groove. 

Live Foyn Friis bevæger sig på pladen elegant i feltet mellem indiepop, singer-songwriter og big band jazz. Er du allerede sporet godt ind på Live Foyn Friis er pladen uomgængelig. I øvrigt lukker pladen ned med Mermaid Song, hvor big bandet holder fri. Alex Jønsson serverer fed guitar og Jens Mikkel Madsen er på bassen. En ring sluttes i det århusianske, hvor Live vender tilbage til udgangspunktet.

tirsdag, maj 02, 2017

Krokofant: Krokofant III (Rune Grammofon) >> EYOT: Innate (Ninety&nine Records) >> JH 3: Fusion Madness (Moserobie)

Her er tre viltre bud på hvad der sker, når man blander heftige rockudladninger med jazz. Norske Krokofant har fundet inspiration i progrocken, hvor King Crimson er guder. Guitaristen Tom Hasslan har et heftigt samarbejde med Jørgen Mathisen på sax og synth. De veksler mellem hurtige skift og solo, så man bliver helt forpustet. Den allervigtigste grund til, at det fungerer så godt, finder man hos bandets kun 23 årige trommeslager Axel Skalstad. Han kan spille tight og slippe tøjlerne på en og samme gang. På deres tredje album er de blevet noget mere fokuserede i samarbejdet end på de foregående to plader.

EYOT kommer fra Serbien. De har indspillet deres fjerde album i Chicago, hvor den legendariske rockproducer Steve Albini har produceret pladen. Han var blandt andet med til at give Nirvana deres lyd. Jeg har på fornemmelsen at det er noget af det samme som EYOT er gået efter. Så de kunne kalde sig jazzens Nirvana. Det er de ikke. De lyder mest som The Bad Plus med rockguitar uden Ethan Iversons kompleksitet. Det er pianisten Dejan Illijic der står i spidsen for kvartetten, der skal have ros for deres til tider medrivende rockgrooves. Hyldesten til den gamle slaviske tordengud Perun er et godt sted at starte.

Det er ikke så lang tid siden, at jeg anmeldte deres første album. Nu er de allerede klar med toeren. Trommeslageren Jari Haapalainens trio JH3 har igen lavet et fedt album. Saxofonisten Per “Texas” Johansson er i den grad tilbage i jazzen, hvis nogen skulle være i tvivl. Musikken er indspillet i Berlin-bydelen Kreuzberg og har en smag af Berlins rå charme. Musikken er på vej til at falde fra hinanden mange gange undervejs. Det sker næsten ikke. Afslutningsnummeret Amnesie versus hausaufgaben er et spoken jazz nummer på tysk med Mirko Koehler, der fortæller om dengang hans far mistede hukommelsen.