Marcus Miller - koncert DR Koncerthuset - søndag 14. juli CJF 2019

Jeg kan lige så godt komme af med min irritation først i anmeldelsen. Hvorfor skal trommerne lyde som om de stod inde midt i en hangar? Er det lydmanden der har eklatant dårlig smag? Eller er det fordi DR Koncerthusets akustik, ikke er lavet til et trommesæt der får nogle smæk?

Ret skal være ret, lyden blev bedre i løbet af koncerten - og her skal det både forstås som en kombination af, at mine ører havde vænnet sig til trommelyden og at lydmanden også havde skruet på knapperne.

Marcus Miller er en legende på el-bassen. Tommelfingerbassens skytshelgen. Her indrømmer jeg blankt, at jeg knuselsker tommelfingerbas og Marcus Millers måde at sætte bassen helt i front.

Han er på tur med musikken fra det seneste album, Laid Black, der er et mere end godkendt Marcus Miller album.

Han var sammen med et suverænt velspillende band, hvor særligt trompetisten Russell Gunn gjorde indtryk. De lagde ud med nogle numre fra det nye album, hvor der var pænt gang i den. Herefter kom der lidt mere ro på med nummeret Sublimity “Bunny’s Dream”. Et nummer som Marcus Miller havde lavet til sin svigermoder, der døde under indspilningerne til albummet. Det afroinspirerede nummer, hvor der var ro på viste Millers store og vilde bredde på bassen - der behøver ikke, at være kul på, hele tiden.

Det er umuligt at komme udenom Miles Davis, når det handler om Marcus Miller. Han spillede Bitches Brew, der regnes som en af kickstarterne til fusionsjazzen - eller conFusion, som Miller kaldte det. De startede meget tro ud mod originalen og viste mere og mere af dem selv undervejs.

Hen mod slutningen af koncerten fik vi så Tutu, som Marcus Miller skrev til Miles Davis i 1986. Her stod Russell Gunn endnu en gang distancen og leverede suverænt trompetspil.

Aftenens sidste nummer var en af mine helt store Marcus Miller favoritter, Blast fra 2007-albummet Free, hvor bassen får nogle rap over strengene med Millers funky tommelfinger. Nu kunne jeg rejse mig lykkelig og fusionsfyldt fra det bløde sæde i DR Koncerthuset og gå ud i den københavnske sommeraften, hvor månen var på vej til at blive fuld.

Danmarks Dyreste Jazz Mixtape - koncert Alice - lørdag 13. juli CJF 2019

Sceneskiftet kunne næsten ikke være større. Et kvarters cykeltur fra Tivoli og Gregory Porter til Nørrebro og spillestedet Alice, der lagde scene til koncert med Danmarks Dyreste Jazzmixtape. P8jazz værten Jonas Visti havde samlet nogle bidder fra de dyreste danske jazzvinyler. 

Han opførte sit Jazzmixtape live med hjælp fra DJ’s og producerne, Shatter Hands, CHLLNGR (der også spillede saxofon) og Dust Masta Hits. I halvmørket hørte vi bidder fra de dyre jazzplader, der blev understøttet af electronica, scratch og tunge beats i et roligt tempo. Ind imellem dukkede der også snak op med folk fra jazzmiljøet, der talte om dengang. Det hele var sat lækkert i scene - og for en pladenørd som mig var det sjovt at quizze med sig selv og se om jeg kunne gætte hvor bidderne kom fra. 

Louis Hjulmand og Oscar Pettiford og Radiojazzgruppen var blandt de udvalgte. Jonas Visti har tidligere spillet mange DJ-jobs sammen med Master Fatman , hvor de bla. har dyrket deres fælles interesse for brasiliansk musik. Visti brugte en intro, hvor Fatman talte om musikken i Brasilien og at bassen i brasiliansk musik er det fedeste. Her satte introen til et af de bedste danske, brasiliansk inspirerede numre nogensinde, Heavy Jokers Leaving for Calabassa festen i gang. Jonas Visti spillede selv på vuggende brasilianer-bas. Det var en fed finale på en lækker aften på Alice. Båndet Danmarks Dyreste Jazzmixtape bliver snart udgivet.

Ghost-Note - koncert Roots and Jazz Balders Plads - lørdag 13. juli CJF 2019

Det undrer mig, at Snarky Puppy endnu ikke har spillet på Copenhagen Jazz Festival. De er såmænd på turné i Europe lige nu. De er alligevel tilstede, på en mere indirekte måde under årets festival. 

Jeg oplevede trommeslageren Jamison Ross i fredags og han spiller trommer for Snarky Puppy på deres kommende USA tur. Ghost-Note, der består af percussionisten Nate Werth og trommeslageren Robert “Sput” Searight, har begge været med i Snarky Puppy siden starten. 

De stillede op på Balders Plads med et superfunky band. To teknisk seje saxofonister, der kunne deres Michael Brecker og Maceo Parker og i øvrigt begge havde spillet med Prince. En guitarist der kunne sine funk-licks. En keyboardmand, der vekslede ubesværet mellem piano og det mere funkladede spil. Bassisten MonoNeon var ultrafunky - både i lyd og udseende. 

De to rytmeskabere Werth og Searight var bedst, når der blev smidt et gyngende funkgroove på banen.  Den totalt proppede Balders Plads fangede den fængende funk og havde lidt sværere ved de stille passager, som feks. i et længere solopianostykke. Her blev der knevret løs om løst og fast, men ikke lyttet. Damn, det var irriterende. Nå, men det er prisen for at musikken sendes ud på pladser til et ikke-betalende publikum. Jeg burde vel egentlig ikke klage, men i stedet glædes over, at så mange mennesker hørte en omgang klasse-funk. 

Doskopi - koncert Koncertkirken - lørdag 13. juli CJF 2019

I en lille gård ved siden af Koncertkirken på Blågårds Plads spillede den unge kvintet Doskopi, der i foråret debuterede med EP’en Virvar, som jeg begejstret har anmeldt her på bloggen. 

Og begejstringen kunne sagtens overleve en koncert med nogle unge musikere, der nok elsker og respekterer jazzen - men også gerne vil udfordre genren og sig selv. 

Kvintettens sammenspil var en særlig fornøjelse. Der var et overskud og en humor i musikken, hvor lytterne blev lukket ind uden problemer. De spillede deres egne skæve udgaver af jazz standards. Det musikalske sprog er farvet af en inspiration fra jazzens guldalder i slut 50’erne og start 60’erne. Jazz, der er uden GPS og improviserer sig frem til en ny og nogle gange smukkere rute.

Det var desværre også kvintettens sidste koncert i lang tid, da guitaristen Jeff Wagner er optaget på konservatoriet i San Francisco, hvor han begynder efter sommerferien og iøvrigt skal have Julian Lage som lærer. Kvintettens andre medlemmer er hver og en, også værd at holde øje med.

Claudia Campagnol - koncert The Green Island - lørdag 13. juli CJF 2019

Det fuldstændigt usandsynlige indtraf lørdag eftermiddag, da en ultrakort og heftig byge ubønhørligt skar sig gennem den københavnske sommer. Lige så hurtigt som den kom - lige så hurtigt var den gudskelov væk. 

Det var heldigt for Claudia Campagnol med band, der skulle spille på en meget lidt tildækket scene på The Green Island ved havnefronten. Claudia Campagnols blanding af r’n’b og fusionsjazz havde fyldt The Green Island til bristepunktet med nysgerrige lyttere. Hun startede med singlen All through you. Bandet med blandt andre Claudias mand, Niclas Campagnol på trommer var megatjekkede og coole. De havde ingen problemer med at omsætte Claudia Campagnols avancerede arrangementer på den let gyngende scene - hele The Green Island flyder på vandet.

Med en lethed, positiv ligefremhed og et kæmpestort talent synger Claudia Campagnol sig ind i hjerterne. Når hun tager sin keytar frem og smider en keyboardsolo, så er jeg solgt. Som f.eks. i nummeret Conquer the world. Måske erobrer hun verden. Til at starte med havde hun ikke problemer med at erobre The Green Island.

Vulture Forest - koncert Studenterhuset - lørdag 13. juli CJF 2019

Jeg havde lagt et stramt program for dagen og nåede lige, at tjekke den første koncert ved Euroradio Jazz Competition på Islands Brygge, med østrigske The First gig never happened. Better Get hit in your soul med basklarinet i front, Hammond, høj solskin på Bryggen og en kajak vandpolo kamp i baggrunden. En fin måde at starte dagen på. 

Dagens anden koncert var med Vulture Forest i Studenterhusets gård. Den var udsat en halv time, da big bandet MIBB spillede ved Rundetårn. Funky og messingladet jazz, hvor Birdland var et sikkert hit.

Vulture Forest lagde hårdt fra land, så de kunne overdøve de sidste toner fra big bandet. Herefter fulgte et sæt med flot melodisk og nordisk inspireret jazz, hvor de spillede numre fra deres to albums. Det stod med det samme klart at bandet har en stjerne i trompetisten James McClure. Han spillede med en smuk og længselsfuld tone. Den danske guitarist Kristoffer Vejslev har samlet et band, der får den flydende jazz til at svæve. Der er feks. Simple as Can be, der handler om at drikke øl i solen og bare være til. Det er rensende musik, hvor man fik tømt hjernen for overflødig støj og flød med på den stille bølge af melodisk jazz.

Gregory Porter - koncert Glassalen Tivoli - lørdag 13. juli CJF 2019

Et af Copenhagen Jazz Festivals absolutte hovednavne indtog lørdag aften Tivoli. Ikke på den store udendørs scene, hvor Tivolis Big Band med Michael Carøe i rollen som Frank Sinatra spillede op til dans på plænen. Næh, Gregory Porter spillede i Glassalen, med plads til lidt under 1000 mennesker, rygtet fortæller at man oprindeligt ville lave koncerten i Royal Arena. Gudskelov blev det ikke til noget. Musikken er alt for intim og nærværende til en giganthal.

Det er ikke uden grund at han endnu en gang er hovednavn på festivalen og iøvrigt også er det i Århus, hvor han i aften spiller i Musikhuset. Jeg må indrømme, at han ikke har imponeret med det seneste Nat King Cole projekt, så forventningerne var skruet ned fra starten. Det blev der hurtigt lavet om på. Han spillede en masse sange fra gennembruds albummet Liquid Spirit fra 2013; Holding on, Hey Laura, Water on Bridges og titelnummeret. 

Han havde salen med fra starten. Måske lige en smule for meget, da publikum i deres sommerkåde humør grinte, hver gang Porter sagde noget. Den store velklædte sanger bad folk om ikke, at grine, da han talte om dem der var udenfor Tivoli. Han kaldte dem “lost”. Her skulle det forstås som dem der falder uden for samfundets rammer og ikke som dem, der ikke havde billet til en Gregory Porter koncert. Gregory Porter har holdninger og lod dem sive blidt fra scenen under hele koncerten. 

Gregory Porters store stemme og nærvær kom, så og sejrede. Hans band var også et pænt stykke over det almindelige. Dog havde saxofonisten en tendens til at tage på nogle uinspirerede solo-ture. Det betød dog mindre i det store billede. Da han sang balladen Be Good (Lions Song) fra 2012-albummet af samme navn, gav han sit publikum “The Chills”. Stemningen kom op at ringe adskillige gange. Gospel oplægget til Liquid Spirit, med opfordring til “Clap Your hands now!” blev grebet med det samme. Musical Genocide blev brugt som afsæt til bassolo, hvor bassisten både citerede Smoke on the water!? og Stevie Wonder - måske en hilsen til den legendariske koncert for 5 år siden i DR Koncertsalen, hvor Stevie Wonder var på scenen sammen med Porter . 

Klokken blev et godt stykke over 22 inden Gregory Porter sluttede efter to ekstranumre - med balladen No Love Dying som endnu en af koncertens højdepunkter. Her blev vi sendt ud i den varme sommeraften, hvor Michael Carøe sang Fly me to the Moon på scenen lige udenfor. Og det var der vi havde været. På månen og tilbage igen. 

Kalaha vs. Bill Laswell - koncert Den Sorte Diamant - fredag 12. juli CJF 2019

Bill Laswell er en gammel bashelt fra firserne, hvor jeg blev fan på grund af Material og Last Exit. To hårdt slående bands på hver deres måde. Og nu: Bill Laswell sammen med tidens bedste danske band, Kalaha. Det kan næsten ikke gå galt. Eller kan det? 

I en pænt (forventnings)fyldt sal I Den Sorte Diamant skulle to de favoritter mødes. Der blev lagt sikkert fra land, hvor Kalaha spillede tre numre alene - og når de spiller, så bobler min kropslige og mentale musikglæde. Bill Laswell kommer på scenen sammen med Gustaf Ljunggren, der er special guest på pedalsteel guitar og banjo. Efter en længere improviseret klangflade sag med alle musikerne, mødes Ljunggren og Laswell i en giftig duel, hvor Ljunggrens pedalsteel styrede direkte mod afgrunden. Syret og sejt. Laswell var ikke helt vågen og klar endnu…

Og det var han også kun momentvis under koncerten, hvor han stod og stenede som en anden bas-Gandalf, der ville sige noget klogt. Det kunne hobitterne i Kalaha gudskelov ikke vente på. De havde deres skønne verden, som Gandalf (eller var han måske nærmere Saruman?) tjekkede ind og ud af. De øjeblikke hvor det spillede og de mødtes var fedt. Laswell spiller med en lang fed tone på bassen. Noget der kiggede tydeligt frem under et reggae-inspireret nummer og det sidste nummer Bedtime. Ligesom de længere improviserede passager havde sine øjeblikke. Kalaha er stadig det fedeste danske band lige nu. Og det er ikke Bill Laswell’s skyld. 

Jamison Ross - koncert Fringe Jazz Fest Pumpehuset - fredag 12. juli CJF 2019

Han slipper afsted med at synge en banal sang til datteren om, at han er på tur og snart kommer hjem. Han slipper afsted med at synge Yesterday - jep den der Beatles sang. Han slipper afsted med at gensynge et stykke fra sangen som han lige har sluttet. Fordi lige præcis det stykke betyder så meget for ham, så det vil han gerne dele endnu en gang. Han slipper afsted med at få hele salen til at synge videre på den sang, de lige har overstået, mens guitaristen skifter en streng. Han slipper afsted med at citere What a wonderful world i slutningen af en sang, så hele salen får akut syng-med-pres og er ved at eksplodere over et tilbageholdt “world”, fordi Ross kan sin gospel og trækker publikum med i soul-kirken.

Jamison Ross i Pumpehuset til Fringe Jazz Fest blev en medrivende oplevelse. Sangeren og trommeslageren var i selskab med en guitarist og en bassist. Når Jamison Ross trykker den af på trommerne i Snarky Puppy, er det noget helt andet. Ligheden er at han begge steder spiller trommer på den overskudsfyldte måde. Jamison Ross har publikum i sin hule hånd - og det har han fordi han er i nærkontakt med dem. Vi er budt indenfor hos Jamison Ross. Han lytter og fornemmer salen. 

Musikken er r’n’b og soul, som den lyder i New Orleans. Jamison Ross har noget på hjerte og fanger med sin oprigtighed. Som var han en præst der stod foran menigheden. Jeg hører noget Neville Brothers i balladerne. Det er sydstats soul med jazz - eller er det omvendt. Det bliver på ingen måde banalt eller corny. Det er tight og i helt unik en-til-en kontakt med publikum. Han sidder bag trommerne og taler og synger til her enkelt i salen. Det er derfor han kan slippe afsted med det han gør. Han er i en liga for sig. 

Soren Skov Orbit - koncert på Huset - torsdag 11. juli CJF 2019

Med kun en vinylsingle på bagen og deres anden koncert nogensinde, var det en imponerende bedrift at Soren Skov Orbit havde samlet så mange publikummer til deres koncert i Huset, hvilket Søren Skov heller ikke var for fin til at påpege og takke for. Stilen kan bedst betegnes som etnisk modaljazz. Enkel jazz båret af en tydelig melodi, hvilket jeg allerede kendte fra de to numre på singlen. 

Rytmegruppen med Rune Lohse på trommer, Yohan Ramon på percussion, Mikkel Gomard på piano og Casper Nyvang Rask på bas lavede en organisk og spirende bund til Søren Skovs saxofon. Han spillede primært på sopransax og supplerede med lidt tenorsax undervejs. Joachim Schiødt gæstede undervejs på basklarinet og klarinet. Netop basklarinetten er en vigtig del på nummeret Orbit Bound, hvor Schiødt spillede den enkle melodi, som de andre bevægede sig omkring. 

Selvom de hedder Soren Skov Orbit er det et kollektiv. Det er i høj grad det samlede hele, der skal iagttages og lyttes til. Musikerne havde et forsigtigt udtryk, hvilket bla. Yohan Ramon og Mikkel Gomard demonstrerede fra deres pladser. De var der for at sikre at hele butikken lød godt, ikke for at sælge sig selv. Hvis der er en der skal fremhæves, så må det blive Casper Nyvang Rask, der med stor sikkerhed lagde et effektivt basgroove på hyldesten til Søren Skovs hood, Københavns nordvest kvarter NV. 

Undervejs i koncerten sneg der sig også toner fra afromusikken og fra de arabiske lande ind. Kamelerne sørgede for, at hvirvle sandet op i ørken-nummeret North Saharan Bargain. Afslutningsvis skal der kun lyde en enkelt klage: “Hvornår kommer der et helt album med Soren Skov Orbit?” Der er tydeligvis nok materiale og talent til noget der kunne blive en seriøst god langspiller.

Maniscalco/Bigoni/Solborg - koncert på 5e - torsdag 11. juli CJF 2019

5e i Kødbyen, hvor den efterhånden legendariske Mandagsklubben holder til året rundt, byder på en lang række koncerter i den eksperimenterende ende af jazzen. Mange af dem med et internationalt snit.

Her er guitaristen Mark Solborgs nu syv år gamle samarbejde med italienerne Francesco Bigoni på klarinet og saxofon og Emanuele Maniscalco på trommer, effekter og lidt klaver, right down my alley. De har lavet to fantastiske LP’er og da jeg endnu ikke har hørt dem live, så ligger det lige for.

Maniscalco plejer at spille mere på piano, men har fravalgt det ved denne koncert, hvor han næsten udelukkende holder sig til trommerne og et lille keyboard, der bruges til underliggende soundscapes. Trioen præsenterer en blanding af nye og gamle kompositioner, hvilket ikke er så vigtigt. Det handler om øjeblikket, hvor vi som lyttere væves sammen med trioens musik og 5e’s rå lokale. 

Bigoni har en helt særlig smuk tone på klarinetten, hvor hans empatiske spil med Solborg er berigende. Undervejs bevæger trioen sig mellem den helt frie og rå jazz til den enkle og melodiske jazz. Det gør det på en utvungen og naturlig måde. Jeg får en følelse af at trioen kunne spille i et døgn og stadig ville have nyt at fortælle.

Maniscalco/Bigoni/Solborg var en next level free jazz oplevelse.

Anders Mogensen 50 år - koncert i Prøvehallen - torsdag 11. juli CJF 2019

Sommeren har ramt København på den der rigtigt lækre måde. Gaderne er fyldte med solskinsglade mennesker i sommerklæder. Trommeslageren Anders Mogensen fyldte for nylig 50 år og havde taget de Hawaii inspirerede sommerklæder på til koncerten, hvor han sammen med gode musikalske kolleger fra den mangeårige karriere, spillede en fødselsdagskoncert. 

Det er Anders Mogensen, så der bliver ikke sparet på noget og mindst af alt de musikere som han omgiver sig med. De bliver pisket frem allerede fra starten, hvor Mogensen sætter et friskt pace på ride bækkenet. Det er heldigvis ikke noget problem for de andre at følge med. Nils Davidsen på bas og Niclas Knudsen på guitar, som Mogensen spillede med i When Granny Sleeps er på scenen sammen med Mads la Cour på flugelhorn og Hans Ulrik på saxofon. Undervejs kommer der flere gæster på scenen. 

Engelske Percy Pursglove på flugelhorn kommer på scenen, da de spiller Carl Nielsens Tit er jeg glad. Der er med andre ord lagt op til flugelhorns battle. Noget battle bliver det ikke, dertil er instrumentet alt for fredfyldt og rund i tonen. Til gengæld får englænderen vist hvorfor han bla. spiller i flere af de tyske radio big bands. Anders Mogensen er det naturlige omdrejningspunkt på scenen. Det er ikke fordi koncerten fyldes op med trommesoli. Det er istedet de oplæg og den årvågne og tighte stil som Anders Mogensen leverer til musikerne, så de kan levere deres soli.

Sidste nummer i første sæt er Hans Ulriks Walking in circles, hvor bassisten Jonny Åman også kommer på scenen sammen med saxofonisten Karl Martin Almqvist. To bassister og fire blæsere løfter taget på Prøvehallen og sender spilleglæde og energi direkte ud til publikum. En forrygende finale på første sæt. I andet sæt blev det lavet om på sammensætningen, så bla. Carl Winther kom med på piano. Jeg hastede videre i den lune sommeraften inden det nåede så langt med fine fødselsdagsfejring.

Thor de Force: Sounds of the Mansion (Ropeadope) LP/CD/DL/stream

Thor de Force er Thor Madsen. Guitaristen, der i jazzen bla. kendes fra samarbejdet med Lars Møller og Jonas Johansen i Jazz Explorer Trio og senest Raga Jazz albummet. 

Han har også altid haft en fod i den del af jazzen, der har rødder i 90’ernes acid jazz og er blandet med hip hop og elektroniske elementer. Thor Madsen var en del af Nublu klubben i New York, hvor han spillede med flere af de mest markante kunstnere. Hans nye album udkommer også på det amerikanske pladeselskab Ropeadope.

Thor Madsen placerer sig sammen med andre aktuelle danske kunstnere som The hOpenning og Kalaha, der også bruger deres stærke rødder i jazzen i den elektroniske musik. På Thor Madsens plade får guitaren et naturligt fokus. Han bruger ofte guitaren som groove-instrument med et huggende rytmisk akkordspil som på Stole your genius eller Turbulent table. Madsen spiller også alle de andre instrumenter, pånær trommerne som Abdullah S tager sig af.

Musikken har et krøllet funky præg med kanter og knuder, der både kan pege tilbage på Sly & The Family Stone og Talking Heads. Mest af alt er Thor de Force i nutiden og rammer plet

Bandcamp Thor de Force

The Gambian Folk Project: Jaliyaa Bungo (Gateway) CD/DL/stream

Jazzens døre står pivåbne og byder alle genrer velkomne. Det er ikke kun lytterne der er velkomne. Jazzen er mere end nogen anden genre god til, at byde andre genrer indenfor. 

I The Gambian Folk Project er de tre danske jazzmusikere Troels Buur Jensen på guitar, Benjamin Kirketerp på bas og Martin Maretti Andersen på trommer sammen med de gambianske brødre Yusupha Suso på balafon og Ansumana Suso på kora og djembe. Brødrene kommer ud af en familie med stærke musikalske rødder, der gennem 12 generationer har dyrket traditionel gambiansk musik.

Herhjemme har den herboende gambianske musiker, Dawda Jobarteh været med til, at sørge for at vi kender koraen med de 21 strenge. I The Gambian Folk Project er lyden mere rendyrket traditionel. Jeg hører lyden af solen, der langsomt hæver sig på himlen under nummeret Jula Jekerreh. Martin Maretti Andersens beroligende whiskers og Benjamin Kirketerps flydende elbas finder smukt sammen med Ansumana Suso’s kora.

The Gambian Folk Project er i jazzlytterens ører mere gambiansk end det er jazz. Jazzen er alligevel hele tiden diskret tilstede.

The Gambian Folk Project på Facebook

Raindogs: Ud af natten (Raindogs/Gateway) LP/DL/stream

Raindogs er trioen bag albummet Ud af natten. Rain Dogs er navnet på et Tom Waits album og et dansk/norsk Tom Waits coverband - ingen af dem har noget med denne udgivelse at gøre. Ud af Natten er også en digtsamling af Michael Strunge - det har heller ikke noget med musikken at gøre, der iøvrigt er instrumental. Pladecoveret minder om 90’ernes reklamer for Tuborg Classic. Bag alle disse modsatrettede indtryk, inden musikken spiller, med øl, hæs sang og postmodernisme, er der en skøn trio, der dyrker melodien med guitaren i centrum.

Det er nærliggende at nævne Vestbo Trio i den her sammenhæng. Kender du dem, er du på rette vej. Kristoffer Nørager Møller har et lækkert jazzy touch i bluesguitar spillet. Det er en af den slags plader der ikke skal spilles til. Den sidder og lyder godt med det samme. LP’ens 9 skæringer er en god blanding af medium og langsom tempo, der på to tredjedele suppleres med orgel. 

Der er ikke nogen der skal skynde sig. De svøber os ind i let folkinspireret og jazzet univers med bluesguitar. Rolige numre som Nærvær og afslutteren See you er favoritter sammen med albummets åbningsnummer After The rain. Raindogs er lyden af nordisk Blues tidligt søndag morgen.

Raindogs på Facebook