onsdag, oktober 23, 2019

Snorre Kirk Quartet with Stephen Riley: Tangerine Rhapsody (Stunt) CD/DL/stream

Det er ved at være mandarin-sæson. Min yndlingsfrugt, der med sin skønne duft og orange farve har været en favorit siden jeg var lille. Helt så længe har Snorre Kirk ikke været en favorit, men det føles næste sådan. 

Han er aktuel med sit orange album, Tangerine Rhapsody, hvor han har budt den amerikanske  saxofonist Stephen Riley indenfor. Det betyder at Jan Harbeck har fået lov til at holde fri - han har dog sneget sig med på et par numre. Magnus Hjorth sidder som vanligt ved klaveret, mens bassisten Anders Krogh Fjeldsted vikarierer for Lasse Mørck, der er i Mexico.

Ånden fra Duke Ellington er med i Snorre Kirks kompositioner. Undervejs er der inspiration fra Count Basie, hvis trommeslager Jo Jones er Snorre Kirks store forbillede. Der er calypso på West Indian Flower. Der er saxofonspil, hvor husguderne er Johnny Hodges, Ben Webster og Paul Gonsalves. Der er midnatsblå toner på Nocturne, hvor cigaretten ryger sig selv og man skulle være gået hjem for en time siden. Det er så lækkert, at svøbe sig i den bløde og behagelige jazz, der ikke vil slippe dig. Snorre Kirk har helt og aldeles styr på jazzen. Vi er mange jazzfans, der smelter sammen med musikken og bare ønsker at den fortsætter i det uendelige.

tirsdag, oktober 22, 2019

Nominerede til DMA jazz 2019

Billedet er taget af Kristoffer Juel ved sidste års DMA Jazz,
hvor jazzbloggeren havde fornøjelsen at overrække en statuette
til Fredrik Lundin.
Så står DMA Jazz 2019 for døren og derfor er listen med de nominerede kunstnere netop offentliggjort. Så får vi mulighed for at gruble lidt over hvem der mon vinder prisen for Årets danske jazzudgivelse. Det er i hvertfald et bredt sammensat felt. 

Anja Jacobsen alias Frk. Jacobsen er årets eneste trippel-nominerede kunstner. Hendes teaterstykke lignende LP ligner ikke andre danske jazzudgivelser. Det gør de fire andre nominerede i Årets Danske Jazzudgivelse såmænd heller ikke. Hvilket i det hele taget er meget betegnende for de mange forskellige nominerede udgivelser. 

Jeg kan feks. ikke på stående fod komme på en anden nomineret kunstner, der er inspireret så meget af hip hop som Athletic Progression, siden de senere X-Factor dommere Thomas Blachman og Remee vandt med The Style and Invention Album for snart 25 år siden.

Eller hvad med Claudia Campagnols I’m Strong? R’n’b og fusionsjazz i en skønsom blanding. Hun har selv lavet det meste på pladen, der ikke lyder som noget jeg har hørt før fra Danmark.

Lars Greve & Fryd Frydendahls smukke samarbejde om værket Solhverv, der hylder det folkelige, uden at blive leflende eller forfladigende.

Mathias Heises samarbejde med DR Big Bandet var på min liste over de bedste 2018-udgivelser. Det er dansk jazz i verdensklasse.

At Anders Vestergaard og Lund & Pultz Melbyes er kommet med på særudgivelseslisten, er højst overraskende. Det er supersmalle udgivelser, der stiller store krav til lytterne. På den anden side er det meget fortjent, da de er dybt originale, udviklende og kompromisløse.

Der er med andre ord lagt op til en spændende aften på Bremen d. 18. november, når vinderne bliver afsløret. 
  • og hvis du ikke er en altædende jazzblogger, der har hørt det meste, så prøv at tjekke de forskellige udgivelser ud. De giver et godt billede af den store forskellighed der er i dansk jazz.

Årets Danske Jazzudgivelse:
Frk. Jacobsen - Thin Dry Sticks
Mathias Heise & The Danish Radio Big Band - The Beast
Q - UP UP UP
Simon Toldam Trio - Omhu
The Counterfictionals - No Hay Banda

Årets Danske Jazzkomponist: 
Nikolaj Svaneborg og Jonas Kardyb for Svaneborg Kardyb - Knob
Marilyn Mazur for Marilyn Mazur - Shamania 
Mads Egetoft for Mads Egetoft - Doom 
Lars Greve for Lars Greve og Fryd Frydendahl - Solhverv 
Anja Jacobsen for Frk. Jacobsen - Thin Dry Sticks 

Årets Danske Særudgivelse:
Anders Vestergaard - prime float // unitary perfect
Frk. Jacobsen - Thin Dry Sticks
Lund & Pultz Melbye – Plays Baritone Saxophones
Simon Toldam Trio - Omhu
ZAV - Out of Spectacle

Årets Danske Vokaljazzudgivelse: 
Athletic Progression - Dark Smoke
Claudia Campagnol - I'm Strong
Cæcilie Norby - Sisters in Jazz
Josefine Cronholm - Ember
Søren Siegumfeldts String Swing with Meschiya Lake - This is Meschiya Lake

Årets Nye Danske Jazznavn:
Athletic Progression - Dark Smoke
Claudia Campagnol - I'm Strong
Svaneborg Kardyb - Knob

Børnejazzprisen:
Haletudserne  

Thomas Ousager - Trommerum Expressen

Tomasz Dabrowski Free4Arts: When I come across (Audio Cave) CD/DL/stream

Pladen er indspillet i nedlagt fynsk fabrik for et par år siden. Hvilket passer godt til lyden af den sprukne jazz fra Tomasz Dabrowski Free4arts. Bandet består af Tomasz Dabrowski på trompet, Sven Dam Meinild på barytonsax, Kasper Tom på trommer og den nye mand Simon Krebs på guitar, der er kommet med i stedet for pianisten Jacob Anderskov.

Tomasz Dabrowski har skabt et univers bestående af melodisk freejazz iblandet en sjat indierock. Det skæve og foranderlige blandes naturligt sammen med melodiernes tilfredsstillende ligefremhed. Den bas og klaverfrie kvartet samles af Meinilds flydende barytonsax, der udfordres af Krebs’ pågående og kantede guitarspil og Kasper Toms inspirerende og luftige trommespil. Tomasz Dabrowski er dog stjernen på den ellers kollektive plade. Dabrowskis trompetspil er helt fremme i lydbilledet og aldrig tvivlende. En stærk plade.

mandag, oktober 21, 2019

Joakim Milder/Thommy Andersson/Martin Andersen: Traska (Gateway) CD/DL/stream >> Per Texas Johansson: Stråk på himlen och stora hus (Moserobie) LP/CD/DL/stream >> Fredrik Ljungkvist Trio: Atlantis (Moserobie) LP/CD/DL/stream

Jeg har taget fat i tre af de helt store svenske jazzmusikere i den her anmeldelse. Tenorsaxofonisten Joakim Milder udgav tidligere på året et trioalbum sammen med halvdanskeren Thommy Andersson på bas og Martin Andersen på trommer. De spiller jazz af den rolige slags og har bl.a. hentet inspiration hos det svenske saxofonistikon Börje Fredriksson. De spiller også Börjes Blues. Senere tager de fat på Light Blue af Thelonoius Monk. Stemningen er overvejende blå på et album, der ikke har de store armbevægelser.

De svenske anmeldere har været fremme med de helt store lovord i forbindelse med udgivelsen af Per Texas Johanssons nye album. Det er et album af en helt anden karakter end Joakim Milders. Texas spiller både på klarinet, basklarinet, kontrabasklarinet, obo, tenorsax og fløjte. Mens resten af bandet består af trommer, harpe, vibrafon og violin. Der er klare spor tilbage til comebackalbummet De långa rulltrapporna i Flemingsberg. Det lyder som en opdatering af film noir musikken fra 50’erne, hvor Per Texas Johansson på naturligste vis inkorporerer blues, Sverige og kammerjazz. Der er god chance for at Texas løber med en pris for årets svenske jazzalbum med dette udspil.

På comebackalbummet medvirkede instrumentkollegaen Fredrik Ljungkvist. Det gør han ikke på den nye. Til gengæld har han istedet selv lavet et trioalbum af den tighte slags. Han er sammen med Mattias Welin på bas og Jon Fält på trommer på albummet Atlantis, der består af numre overvejende skrevet af Ljungkvist. På nummeret Jag vet inte kigger vokalisten Sofia Jernberg forbi og tilføjer operatisk jazzet magi. Der er også blevet plads til Monk’s Dream, Her spiller Max Agnas piano. Det er et nummer, der i min verden er “øverste-hylde” jazz. Her går det ikke galt, når en mester som Fredrik Ljungkvist frigør nummeret fra Charlie Rouse og Monk’s legendariske samspil og gør den til noget nyt og friskt. Ljungkvist og Atlantis er noget andet en Milder og Traska. De har det tilfælles, at det er rasende god svensk jazz.

torsdag, oktober 10, 2019

Niels Christensen: Er du klar over hvem jeg var? (Forlaget Vilhelm) bog

Han var musikchef på Montmartre i Nørregade i 12 1/2 år, i en periode, hvor der både var kunstnerisk og kommerciel succes. Det har Niels Christensen allerede skrevet en bog om. Den kom i 2010 og hed Mig og Monten. Nu er der kommet endnu en bog af Niels Christensen om Niels Christensens liv i musikken. Han har mere eller mindre også beskæftiget sig med alt indenfor musikbranchen - noget med større succes end andet - så der er nok at fortælle. 

Over 461 sider kommer vi med i alle afkroge af Niels Christensens musikliv. Som lydtekniker for John Scofield i Jugoslavien og Michel Camilo på The Blue Note i New York. En stor del handler om livet som koncertarrangør, hvor han i perioden efter Montmartre, lavede jazz på Frederiksberg i Haveselskabets Have og Byggeriets Hus, i Helsingborg og de legendariske jazzvisits i 1996. Der er den kortvarige periode ved DR Big Band eller den succesrige periode som booker for Svend Asmussen. Han har med andre ord var bredt omkring i musikken.

Bogen er bygget kronologisk op, så vi får en fornemmelse af det musikalske fundament som han står på. Niels Christensen var som knægt, både til koncert med The Beatles, selv om han ikke brød sig om dem og The New Yardbirds I Gladsaxe. Han var ikke særligt meget til jazz i teenageårene, men spillede bas og havde Jack Bruce som helt. Han kom i starten af 70’erne med i Nana Banana, bl.a. sammen med den senere Copenhagen Jazzhouse chef Lars Thorborg. Her lugtede det mere af jazz og i særdeleshed af latin. En vej ind i musikken blev brolagt og uddannelsen som guldsmed blev ikke brugt til ret meget. 

Det var uden tvivl det skelsættende møde med Jazz Kay og Montmartre der var det vigtigste i Niels Christensens musikliv. Derfor bliver den nye bog også til en bog nr. 2. Du skal læse Mig og Monten først, så giver den her bog meget mere mening. 

At Niels Christensen kommer vidt omkring, betyder også at han skyder ved siden af en gang imellem. Eksempelvis er der et helt kapitel om Copenhagen Jazzhouse, hvor han ganske givet var aspirant som leder, inden Niels Christensens gamle ven Lars Thorborg blev valgt. Helt overflødigt er den del i kapitlet om “Ekstrem ny kurs”, hvor der skydes på stedets sidste leder Bjarke Svendsen og den musikalske retning han valgte. Det fremstår som et læserbrev fra Jazzspecial og ikke noget der har en pind, at gøre med Niels Christensens musikalske liv. 

Bogen er gennemsyret af en grundlæggende kærlighed til musik - Niels Christensen valgte musikken fordi han ikke kunne lade være. Det er prisværdigt og inspirerende. Han lister alle de indspilninger op, som han har været medvirkende til skabelsen af, som lydtekniker/producer. Det er en sand guldgrube af dansk jazz, som jeg har været henne på hylden for at finde frem igen. 

Niels Christensen har med en vis portion selvironi kaldt bogen for; Er du klar over hvem jeg var? Med henvisning til en episode for mange år siden, hvor en ung jazzguitarist ikke helt respekterede, at Niels Christensen en gang havde været musikchef på Montmartre. Det er længe siden. Niels Christensen er helt sikkert husket af mange i musikbranchen - og for dem er bogen sikkert en hyggelig omgang. Han lægger ikke ikke skjul på, at han er fra en anden tid, hvor eksempelvis hip hop er helt uforståeligt. Hvilket jo er ganske interessant, da Niels Christensen selv udkæmpede "blodige" kampe med jazzpolitiet, da han var musikchef på Montmartre - men sådan er det vel. Der er noget der går i ring.

onsdag, oktober 09, 2019

Ragajazz: Purple Twilight (GJE) CD/DL/stream

Da albummet Glow of Benares udkom i 2018, gav det med rette stor opmærksomhed. Sammen med Aarhus Jazz Orchestra og indiske musikere blandede Lars Møller indisk musik med jazz. Nu tager han endnu en omgang med Indien. Lars Møller er sammen med sin sædvanlige partners-in-crime, Thor Madsen på guitar og Jonas Johansen på trommer, samt de to indiske musikere Kala Ramnath på violin og vokal og Abhijit Bannerjee på tablas og diverse, der også medvirkede på Glow of Benares.

På Purple Twilight præsenteres vi for blandingen af raga og jazz. Jeg går ud fra at du godt ved hvad jazz er. Hvis du til gengæld ikke ved hvad raga er, så siger wikipedia, at det er : “…en traditionel indisk musik-genre. Teknisk forstået er raga de strukturer hvorpå det melodiske arbejde i denne musiktradition hviler, og lydbilledet kan minde om en mellemting mellem en skala og en melodi. Specielt danner raga'en en ramme for improvisation - såsom parafrasering.” 

Jeg synes ikke at det lyder som noget der er rasende langt fra jazz. Og det gør det slet ikke, når de fem musikere mødes i de to genrer på albummet. Det lyder både af jazz og Indien. Her er rammer og strukturer bevaret i en grad, hvor man som Lars Møller nok skal have haft sin saxofon og ører langt nede i den indiske musik. Ligesom han har med jazzen. Albummet får en stor anbefaling for originalitet og ikke mindst udførelse.

tirsdag, oktober 08, 2019

Paul Bley/Gary Peacock/Paul Motian: When will the blues leave (ECM) >> Kjetil Mulelid Trio: What You thought was home (Rune Grammofon) >> Gabriel Latchin Trio: The Moon and I (Alys Jazz) >> Petter Bergander Trio: Kierkegaard’s Waltz (Prophone)

Så er det blevet tid til en firedobbelt opdatering på triojazzen; USA, Norge, Storbritanien og Sverige.

I en 20 år gammel optagelse møder vi tre af jazzens helt store stilskabere. Hver for sig og sammen har de formet et område af jazzen, der stadig er af stor betydning. Paul Bley, Gary Peacock og Paul Motian er fanget i et veloplagt og vellydende øjeblik i en koncertsal i Lugano. Det er triojazz i samme klasse som Bill Evans og Keith Jarrett. Paul Bley kan spille så stjernerne tindrer. 

Norske Kjetil Mulelid Trio er aktuelle med deres andet album. Pianisten Kjetil Mulelid er lige flyttet fra København og tilbage til Oslo. Trioens lyd er umiskendelig norsk, med temperament og fylde. Der er toner fra den norske folkemusik og den amerikanske jazz. Det mødes meget inderligt og forståeligt på et skønt album med tyngde.

Britiske Gabriel Latchin har opnået stor succes på streamingtjenesterne med standarden Polka Dots and Moonbeams, der alene på Spotify er streamet over 3,5 mio gange. Stilen er old school i ånden fra Ahmad Jamal og Bill Evans. Der er ingen der bliver taget til fange her. En behagelig og let spiselig plade.

Den sidste plade er Petter Bergander, der kommer med stor erfaring som sideman for både Nils Landgren og Louise Hoffsten, noget som Esbjörn Svensson også var. Apropos, så er det i et meget E.S.T. influeret univers, at han er sammen med den tyske bassist Eva Kruse og den tyrkiske trommeslager Robert Ikiz. Stilen er svensk til den lidt “poppede” side. 

mandag, oktober 07, 2019

Henningsson/Hängsel Septet: Plays the music of Henningsson/Hängsel (Havtorn) CD/DL/stream

Hvis du kender Horse Orchestra, så kender du allerede den ene, Petter Hängsel der spiler trombone. Han har sammen med bassisten Andreas Henningsson lavet musikken på dette septet-album. Septetten er med Petters far Björn Hängsel på bastrombone, Erik Kimestad på trompet, Jens Persson på altsax, Rasmus Nuvall på tenorsax/klarinet og Kristoffer Rostedt på trommer. Der er med andre ord, dømt messingsuppe for alle pengene.

Det er arrangeret musik, hvor jeg har på fornemmelsen at både Henningsson og Hängsel måske havde drømt om et big band, der kunne spille musikken der dufter godt af Gil Evans, Oliver Nelson eller George Russell. Det er som et laboratorium for afprøvning af jazzens figurer og farver. Det er under alle omstændigheder velsignende, at høre messingblæs så velformet og sjælefuldt.