I 1973 indspillede trombonisten Bertil Strandberg sammen med en kvintet, albummet Cirrus. Det er en af den slags plader, der kun er vokset med tiden. Hvilket også betyder at prisen er blevet rigtigt høj på et original eksemplar af pladen. Det har desværre også været den eneste måde man kunne fat i musikken, da den aldrig er genudgivet. Det har entusiast selskabet Frederiksberg Records gjort noget ved. De har nu genudgivet den i meget gennemført udgave.
På coveret sidder der en sticker, hvor Sonic Youth legenden Thurston Moore er citeret for at sige: “ A rare-as-hen’s-teeth masterpiece newly unwrapped for your Sonic pleasure head.” Mats Gustafsson har med stor indsigt skrevet nogle omfangsrige linernotes.
Når to musikere fra den hårdt slående ende af musikverdenen anbefaler et album, så kunne man forledes til, at tro at den også er i den vilde ende af jazzen. Det er den ikke. Det er til gengæld et vanvittigt vellykket møde mellem modal jazz og spiritual jazz. Sammen med broderen Göran på piano, Ove Gustavsson på bas, Bjarne Boman på trommer og den på det tidspunkt nyankomne amerikaner til Sverige, Ed Epstein på tenorsaxofon har Bertil Strandberg et stærkt grundlag for at få omsat sin musik.
Göran Strandberg har et nærmest dansende klaverspil, der sprudler af overskud og lethed. Det er Mats Gustafsson også inde på i sine linernotes. Men mest af alt så løber Göran med opmærskomheden i kraft af de fire ud af seks kompositioner som han har bidraget med. Det er melodier med elegance og rigeligt med materiale til de enkelte musikere, at arbejde med.
Arbejde med materialet gør de i allerhøjeste grad. Ed Epstein er bare en ung klør på det her tidspunkt og spiller med en pondus og styrke der passer perfekt til musikken.
Bertil Strandbergs trombonespil er i den bedste svenske tradition fra både Åke Persson og Eje Thelin. Cirrus er en af den slags genudgivelser der er med til at bekræfte, hvorfor der overhovedet er noget der bør hedde genudgivelse. Det laves ikke bedre - og her handler det både om musik og udgivelse.
