onsdag, november 30, 2016

Dødens Garderobe: Julealbum 2016

For syvende år i træk udgiver Dødens Garderobe et julealbum. Hver dag frem mod jul, bliver der offentliggjort et nyt nummer. Den fungerer som en julekalender. Så derfor vides det endnu ikke hvad og hvem der gemmer sig bag lågerne. 

De tre musikere i Dødens Garderobe, Jeppe Zeeberg, Nicolai Kaas Claessen og Rune Lohse har tidligere haft prominente gæster som f.eks. Ned Ferm, Lars Bech Pilgaard, Jesper Zeuthen, Laura Toxværd, T.S. Høeg og Kresten Osgood. Mon ikke vi kan forvente noget i samme klasse i år. Trioen lover at det bliver musik. Jazz, klassisk, punk, folk, lyrik etc.

Du kan tilmelde dig mailiinglisten, så får du tilsendt et nummer hver dag. Du kan også følge Facebooksiden.
Julealbummet favner bredt og Dødens Garerobe ser det både som et community-projekt og et forsøg på at nedbryde grænser mellem genrer og musikere. Det er en hyldest til kunsten og den sammenhæng den skaber mellem mennesker - hvilket der er mere brug for nu end nogensinde.

Tilmeld dig mailinglisten:
Følg med på Dødens Garderobes Facebook:
Hør alle tidligere julealbums her:

tirsdag, november 29, 2016

Marie Lind: Christmas Time (Gateway)

De klassiske amerikanske julesange indeholder i mange tilfælde, samme melodiske substans og kvalitet som de melodier, der er kendt som jazzens standards. Melodierne stammer ofte fra film og musicals og har en aura af noget trygt og velkendt over sig. De har efterhånden sneget sig med ind i fejringen af den danske jul og er lige så uundværlige som juletræet, der kommer fra Tyskland og julemanden,  der kommer fra Tyrkiet. 

Sangerinden Marie Lind har netop udsendt denne plade med 10 juleklassikere. Hun har bl.a. erfaring fra musicalgenren, hvilket ikke fornægter sig i måden hun synger på. Det er velklingende og rent som den hvide sne. Det er meget pænt og ganske ufarligt. Hun omgiver sig med den velspillende Vestbo Trio, med guitaristen Michael Vestbo i spidsen. Pianisten Mathias jæger supplerer på klaveret. 

Der er de gennemtravede klassikere som Winter Wonderland og The Christmas Song. Den mere sjældent hørte Marshmallow World og en nyere sag som Mariah Carey’s Christmas time is in the air again, samt en enkelt nyskrevet sag af Marie Lind. Pladen kan anbefales som et slå-mave soundtrack i kalenderlysets skær, efter man har spist for mange æbleskiver. Glædelig jul.

mandag, november 28, 2016

Danish Radio Big Band: Jazzin’ around Christmas (Storyville)

Gennem flere år har DR Big Bandet turneret ved juletid med et julerepertoire. Nu er der så endelig kommet en plade med de mange lækre arrangementer af julens amerikanske klassikere. Vi præsenteres for 10 forskellige sangere i selskab med big bandet. 

Sinne Eeg serverer en ægte julelækkerbisken med hendes udgave af Jingle Bells. Det er gennemført rensdyrswing. Julejazz kan være meget forskelligt, som DR Big Band heldigvis også viser på pladen. Der er gospelsiden, hvor Miriam Mandipira smukt synger I pray on Christmas. Der er Steve Wonder-jul med Niels HP og This Christmas. Der er deepsoouljul med Ola Onabulé og Deck the halls. Der er Cæcilie Norby og Claude Thornhill’s Snowfall. Der er amerikansk lurendrejerjul med Curtis Stigers og It’s beginning to look a lot like Christmas. Der er sfærisk jul med Palle Mikkelborg og When You wish upon a star. 

Min absolutte favorit er dog pladens eneste original komposition, som Mads Mathias står for. Den har været på repertoiret ved de mange julekoncerter, som han har spillet med big bandet. Mads Mathias’ funky Chop Chop (The Xmas tree) er en festsag, hvor Mads Mathias får mig til at swinge gennem hele december. Big Bandet spiller driftsikkert og julet under ledelse af amerikaneren Dennis Mackrel. De har lavet en plade, der med sikkerhed vil indfinde sig på min playliste hvert år, når det bliver december, sammen med favoriterne med Tony Bennett, Frank Sinatra og Diana Krall.

tirsdag, november 22, 2016

Geir Sundstøl: Langen ro (Hubro)

På HBO Nordic er der en ret fed westernserie, der hedder Hell on Wheels, hvor rapperen Common bl.a. har en markant rolle. En anden markant rolle i serien er en mean motherfucker, der kaldes The Swede. Det pudsige er at han slet ikke er svensker, men nordmand og har den tykkeste norske accent. Hvorfor skriver jeg nu om det? Jeg kommer til, at tænke på The Swede når jeg hører Geir Sundstøls nye udspil Langen Ro og specielt nummeret Gråtarslaget, hvor en filmisk western slideguitar mødes med norsk folkemusik. Det er meget billedrigt og effektfuldt og kunne have været The Swede’s signaturmelodi.

Sidste år debuterede Geir Sundstøl med albummet Furuland efter, at have medvirket på over 260 albums som sideman. Han blev nomineret til den norske Grammy, Spellemansprisen for pladen. Sundstøl er kendt for at være en instrumentsamler og han samler ikke kun på instrumenterne. Han spiller også på dem. Han når på de fleste numre, at spille på 3-5 forskellige instrumenter: pedal steel, seks strenget bas, banjo, Moog Minitaur, pumpeorgel, National Duolian etc. Hvis du ikke ved hvad den sidste er for for en fætter, så prøv at lytte til nummeret Florianer, hvor den har en smuk hovedrolle. Den er også kendt som en dobroguitar. 

Langen Ro er et stemningsmættet og helstøbt album, hvor Sundstøl også har fundet plads til en flot coverversion af Giorgio Moroders Tony’s Theme fra filmen Scarface. 

mandag, november 21, 2016

Johann Asmundsson: Floating (Stef)

Næste år har den islandske gruppe Mezzoforte eksisteret i 40 år. Vel at nærke med de samme fire musikere. Et af medlemmerne er bassisten Johann Asmundsson, der lige har udsendt albummet Floating. Lad det være sagt med det samme. Er du fan af Mezzoforte bliver du ikke skuffet. Asmundssons signaturbas er gennemgående på hele albummet. Tommelfinger og slagbas af den funky slags, der flyder ubesværet og lækkert afsted. Det er i samme klasse som Stanley Clarkes elbas spil. Har du brug for et nummer, hvor bassen gløder og funken flyder, så er nummeret 55-25 et godt sted at starte. Her har han Mezzoforte vennerne Eythor Gunnarsson på Rhodes og synth og guitaristen Fridrik Karlsson med.

Kendetegnende for pladen er at Asmundsson har indbudt en række forskellige gæster på pladen, bl.a. den nuværende Mezzoforte saxofonist Jonas Wall og Mezzofortes stand in guitarist Bruno Müller. Den thailandske saxofonist Koh The Saxman gæster på nummeret Look Back, der er ren og velsmurt firsernostalgi. Den amerikanske session saxofonist Andy Snitzer, der bl.a. er fast mand hos Paul Simon og Rolling Stones gæster på et enkelt nummer. Pladens afslutningsnummer Browns Boogie er guitarlækkerier. Den amerikanske smooth jazz stjerneguitarist Paul Brown sætter skabet på plads med en velsmurt guitarsolo. I øvrigt medvirker den islandske guitarist Hilmar Jensson, der ikke just er kendt for funky fusionsjazz, også på et enkelt nummer. Og nå ja! Så medvirker Uffe Steen såmænd på nummeret First in line, hvor han giver den sit velkendte Uffe touch.

Floating er jazz af den ekstremt velspillede og vellydende slags. Fusionspræcision og melodisk funk. Har du lyttet til George Duke, Stanley Clarke og Mezzoforte i dine yngre dage og måske endda været til nogle af Mezzofortes koncerter i Danmark i de senere år, så er du placeret lige midt i målgruppen og vil føle dig godt underholdt.

søndag, november 20, 2016

Kristin Korb: Beyond the moon (Double K Music)

En gang i mellem står der i pressematerialet, hvilken stilart musikken er i. Som en varedeklaration står der File under eller Category Det kunne være jazz, blues, vocal jazz eller noget helt fjerde. Den amerikanske sanger og bassist Kristin Korb, der bor i Danmark er ikke bleg for at deklarere sin musik. Ud over de førnævnte genrer tilføjer hun easy-listening. En ofte udskældt genre der for nogle indikerer, at det er letfordøjeligt, mens det for andre er lydsporet til en aften i godt selskab. 

Jeg er glad for den guide ind i musikken. Kristin Korb vil ikke være svært tilgængelig. Hendes gennembearbejdede amerikanske jazz, hvor swing er mellemnavnet, er i international klasse. Her skal det selvfølgelig fremhæves at hun er i selskab med Magnus Hjorth på piano og Snorre Kirk på trommer. To af de bedste skandinaver til at spille den klassiske amerikanske jazz. 

Snorre Kirks superelegante præcisions swing og Magnus Hjorths distinkte klaverspil honoreres af Korb, der i sin sang, som en ægte jazzvokalist er i musikken og synger noderne. Stemningen er god. Vi præsenteres for komponisten Johnny Mercers musik. Her er sikre hits som Moon River og Jeepers Creepers blandet med mindre kendte sager af Mercer samt to kompositioner af Korb. Det er velformet og vellydende jazz.

lørdag, november 19, 2016

Emil Lundbak: Relentless (Relent) EP

Den her plade er uden for mit vanlige jazzrevir. Alligevel var der noget i musikken der fængede. Nu har jeg så modtaget Emil Lundbaks debut EP Relentless, der er ude på vinyl. Lundbak var med til at arrangere den hurtigt udsolgte koncert, Hyldest til Grace på Vega sidste år. Det er en vigtig lille detalje, når man lytter til Emil Lundbaks musik. Jeff Buckleys legendariske plade Grace blev hyldet dengang og Buckley har helt sikkert inspireret Lundbak, der også selv fremhæver 40 år gamle vinylskiver og den blå musik som inspiration. 

Melankolien er tilstede i den håndspillede musik, der er indspillet på en gård med knirkende gulve i Odsherred. Der er fokus på vokalerne, hvor Emil Lundbak bakkes stærkt op af kvindekor, så der næsten opstår en gospelstemning. Det er organisk spillet rockmusik, der hviler på et roligt leje. Mine favoritter er de to numre på side B, Expiration Day, med Helle Henning på gæstevokal og Breating in a fish tank.