tirsdag, september 25, 2018

Martin Fabricius Trio: Under the same sky (Berthold Rec) CD/DL/stream

Siden Martin Fabricius Trio debuterede med When sharks bite for 10 år siden, har jeg fulgt dem med stor iver. Det har heller ikke været så svært, da der kun er kommet en enkelt plade siden. Nu er der endelig et nyt udspil klart med trioen. I 2008 var jeg ikke tvivl om, at den daværende plade var en af de bedste danske jazzplader det år. Jeg er tæt på at mene det samme igen om det nye udspil.

Martin Fabricius på vibrafon er sammen med Andreas Markus på bas og Jacob Hatholt på trommer. Det er berusende smuk musik. Fabricius' sans for den enkle melodi kombineres med knusende roligt spil. Her står tiden stille og den meditative ro forplanter sig til hver en celle i den lyttende krop. Det er filmisk smukt. 

Der er flere grunde til, at jeg er så begejstret for albummet Under the same sky. Der er sket en del siden den 10 år gamle debutplade kom. De laver musik som inge andre. Trioen udstråler en afklaret modenhed, der er med til at bringe dem op i international klasse. Det er varm og inkluderende musik, der har stor brugsværdi, som et intelligent soundtrack til dagen og natten.

Martin Fabricius Trio får en kæmpestor anbefaling fra Jazznyt. Har du brug for at blive overbevist, så prøv at lytte til nummeret Air. Hvis du synes at det er noget lort, så ser det ærligt talt skidt ud for dig og dit indre.
Bonusinfo:
Pladen udkommer d. 19. oktober. Trioen spiller releasekoncert på Metronomen i København d. 15. november kl. 20.00

mandag, september 24, 2018

Jazz er et spørgsmål - Meutiviti festival 2018

Tilbage i august var jeg inviteret til jazzfestivalen Meutiviti i Ålborg. Jeg havde desværre ikke mulighed for at komme. Formanden Morten Poulsen har sendt dette forrygende essay om Meutiviti, skrevet af forfatter Søren Gehlert Schmidt, som Jazznyts læsere ikke skal snydes for.

Jazz er et spørgsmål 
Jeg ankom i rigtig god tid med en mate og satte mig til rette i den grønne sofa. Kan jeg sidde stille i en grøn sofa i 3 timer? Næppe. Ved jeg en masse om musikken? Ikke rigtigt. Men 20-30 mennesker og jeg glæder os til oplevelsen. 
I begyndelsen kan man høre en trompet. Jeg vidste ikke at nogen spillede trompet. Et af de mange instrumenter jeg ikke behersker. Det viser sig at peanuts er bedre for tænderne end æbler. En trompetist og en trommeslager indfinder sig cirka 5 minutter før spilletid. Jazz er et cirka. Jeg overvejer om jeg kan nå at komme i baren. Det kan jeg ikke. Guitaristen taler med publikum om en der hedder Jacob. 
Jens Fisker introducerer sig selv og Daniel Sommer. Daniel har glemt sine briller. Jens beretter om bandet, sådan hvor længe de har kendt hinanden og det. Han fortæller osse om Meutiviti festivalen, hvad det er for noget. Kasper Tranberg introduceres. 
Bandet går i gang med Pay for Peace. Er stadig lidt skuffet over, at der ikke er en bar i selve koncertrummet (selvom jeg har drukket en håndfuld på Wharf tidligere). Koncertens første musikalske indslag er en slags trommesolo. Det virker jazzet, men hvad ved jeg om jazz? Generelt virker musikken jazzet på den laid-back måde. Jeg skal pisse. Musikken er ret fed. Jeg vil gerne være ”all that jazz”. Men hva ́ fuck ved jeg om jazz? 
Jeg har blæret mig over for diverse individer med at jeg har skrevet tekster til jazz(ede) musikstykker. Men det betyder ikke at jeg som sådan ved noget om jazz. Jeg vil gerne spørge sidemanden hvor han har sin øl fra, men vil osse gerne være lidt til stede. Vil man ikke altid bare være en smule til stede? Der er genrekonventioner (meget med at klappe når nogen har spillet en solo), men hvad i alverden er jazz? Publikum lytter og har tydeligvis været til andre jazzkoncerter. Det har jeg osse, men jeg ved stadig bjælden om jazz. 
Øl flyder som jazz. Der er lækre soloer og det. Musikken lyder som andet jazz jeg har hørt. Men ikke rigtigt som andet jazz jeg har hørt. Det er frenetisk og snublende på samme tid. Jeg kan godt li ́det. 
Musikerne ser glade ud og Jens forklarer hvad sangen Dr. Jacobi handler om. Musikken er inspireret af Twin Peaks og lyder osse lidt som noget fra den serie (som jeg vel at mærke er stor fan af). Jeg ville ønske jeg kunne sige alt muligt klogt om stilen, det er ret uptempo....happy jazz? Der er en gut, som filmer koncerten, som jeg først opdager nu. 
Jeg nyder en trompetsolo. Det er faktisk ikke så sjældent jeg gør det. Måske ville jeg bare ønske jeg kunne spille trompet? Det er et ret vildt instrument. Det er alligevel svært for mig at vurdere 
hvor meget Twin Peaks der er over det – er der ikke noget med at David Lynch selv spiller jazz? Anyway. Jeg opdager at publikum næsten er blevet fordoblet under de første 3 numre. Nu er der flere unge. Jeg falder lidt hen. Min hjerne plejer at sove om fredagen. 
Jeg kommer i tanke om, at trommeslageren har solbriller på fordi han har glemt sine briller. Det MÅ være jazz. Et sted undervejs er musikken blevet mere mellow. Jeg kan dufte nogens parfume. De to ting korresponderer. Jeg er reduceret til en kanal. Jeg forstår, at det var en ballade. Nu kommer der et nummer, som handler om øl. Jeg kunne godt bruge en nu. Samtidig begynder min skrift at imitere det monotone trommespil på dette nummer. Jeg har ikke været til koncert her før. Det er ret vildt. Det virker lidt forbudt, fordi det er backstage area for bands. Tænker med vilje ikke på alle de idoler, jeg kunne ha’ mødt her gennem tiderne. 
Jeg skal stadig pisse. Men det er nederen at skride midt i en koncert. Behovsudsættelse. Jazz er behovsudskydelse? Fuck. Nå, øl og toilet må vente, men liflig hornmusik ad libitum er i den grad til stede. Sindssygt trompetspil! Sagde jeg at jeg er vild med trompeter? 
Noget vildt er at folk ikke sidder og snakker om alt muligt uvedkommende, men sidder og lytter og nyder musikken. Jeg nyder den osse på den dér ”jeg-skal-jo-osse-skrive-noget-ned”-måde. Clashes. Jeg håber det er en kvindes parfume jeg kan dufte, for den er ret intoxicating og jeg har ikke overskud til at genopfinde min sexualitet.... 
Trompeten igen. Trommerne. Bassen. Jens. Det er ret cool det her. Cool jazz (måske skal jeg begrænse min brug af ordet, jazz?). Det er ret fedt, at jazz-musikere altid husker at pausere, så de andres soloer kan hyldes af publikum. Der er speciel guest star til sidste nummer. Og en stol til Jørgen. 
Endnu flere unge mennesker har indfundet sig nu. Det intime rum er udvidet. Det er sgu ret rart. En ung mand, som ligner en yngre version af mig, kommer ind. Conflicting. Det er jazz, det er et spørgsmål. Kanske jazz er mere spørgsmål end svar? Første koncert slutter til stor applaus fra alle. 
II 
2nd band går på. I pausen nåede jeg at pisse, ryge og købe en øl. Bandet påbegynder Lille og fortabt i mørket. Det her er definitivt noget andet end jazz, mere sådan.... all in på stemningsfuldhed. Jeg havde mulighed for at beholde den samme plads, på den grønne sofa. Pianoet giver en ny dimension, trompeten er heldigvis stadig med. I pausen nåede jeg at sige ”I ́m always next” til min amerikanske homie. Han sagde ”EVERYBODY ́s always next”. ”Next of kin?”, sagde jeg (og troede jeg var sjov). En jazzet samtale? 
Hende med parfumen er gået eller sidder et andet sted. Det er mærkeligt forstyrrende. Jeg kigger på folk. Folk lytter opmærksomt. I pausen mødte jeg osse Theis, som tager billeder for 1000fryd. Der er osse en fyr, som filmer for Meutiviti. Det hele føles ret vigtigt. Jazz er vigtigt, men ikke et svar. Jeg ved ikke, om det er et spørgsmål. 
Der er endnu flere mennesker til denne koncert end til den forrige. En anden kvinde med en anden parfume sidder tæt på. Er nærmest mættet af sanseindtryk. Jeg føler mig som en blind passager på et tog fra St. Louis. Eller til St. Louis. Jeg føler mig ikke så melankolsk som jeg burde. Det er vigtigt at være som et spørgsmål. At være et spørgsmål. 
Er stadig totalt nede med den der trompet. Trompeter er the shit. Jeg har lyst til at ryge, men det er mest pga musikken. Ryger man ikke længere til jazzkoncerter? Kasper fortæller hvad en Unsong er. Det er noget med at købe en for gammel sødmælk i Netto og undlade at lade dette gå ud over den unge medarbejder. Vi får at vide, hvad en drone er. Jeg ved godt hvad en drone er, men jeg ved ikke hvad en drone er. Trompetsoloen viser sig at være ret swag. 
Jeg tænker: Guesswork Rocks. Jeg har gået i skole i 20 år, ved ikke nøjagtigt hvad en drone er, men jeg har et godt bud. Musikken lyder lidt som Morphine (som jeg savner – man forbinder nok ikke altid morfin med busy trompet og vilter sax). Som jeg sagde til mig selv lige før: jeg ved ikke en skid, men guesswork rocks. Jazz er et kvalificeret gæt. 
Musikerne lader til at more sig kongeligt med musikken og hinanden, det smitter af på publikum. Ikke et ondt ord om Britney Spears m.fl., men at lade instrumenterne og stemningerne ånde virker ret meget på mig. Bandet laver en joke om Lars Løkke, som der bliver fulgt op på i et mellemspil. Publikum passer til jazzen, jazzen passer til publikum. Det er ret svedigt. New Orleans. 
Jeg tænker over hvor lidt jeg tænker over min telefon. 
III 
Nu er det Morten og Giuseppe, sidste koncert. Er spændt på kombinationen af akustisk laptop og saxofon. I pausen havde jeg en eksistentiel samtale med min følgesvend. Den sidder fast og den sidder ikke fast. Det er jazz. Jazz er også Morten på akustisk laptop. Det er ret vildt. Det er ikke hvad jeg hører til hverdag. 
Jeg er ret nede med den perkussive indledning. Desværre er en del af publikum andetsteds. Folk lister ind, ingen lister ud. Jeg bemærker at det primært er det ældre segment, der er fraværende. Jeg er nok mest skuffet over at denne mere avantgarde del primært tiltrækker unge mennesker og ham med pennen i den grønne sofa. Man skal ud på overdrevet, ellers er det hele lige meget. 
Denne form for jazz er ret creative og lyder ikke som noget jeg sådan kender. Avantgarde. Saxofonen er et magisk instrument. Tror min kære afdøde fader ville hævde, at dette ikke er musik. Jeg oplever, at det ret meget er musik. Hvis man lytter efter, er der strukturer, stemninger, visioner. For mig er dette en slags spidsformulering af jazz som et spørgsmål. Et godt spørgsmål. Jeg nåede at ryge i pausen, jazz gør mig konstant smøgtrængende. 
Jeg ved faktisk ikke om det kræver mere tålmodighed at lytte til denne jazzform. Jeg elsker My Bloody Valentine. Musik er musik. Musik behøver ikke minde dig om noget. Eller nogen. Musik er lyde lige nu. 
Skyggerne fra højttalerne eller mikrofonerne eller hvad den ting som Mortens instrumenter kræver hedder, falder markant på væggen. Mørket falder. Vi falder: Jeg omfavner spørgsmål. Jeg kan genkende et særligt fokus ved Morten. Der er også et element af genkendelighed i selve musikken, men det er nok det intuitive jeg bedst kan lide ved denne koncert/lyd-performance. 
Jeg føler mig privilegeret over at opleve noget, som dele af publikum med vilje har fravalgt. Er det vigtigt at være en del af noget? Morten fløjter som en del af det akustiske bidrag. Giuseppes skygge vugger henover rummets gardiner. Musikken er både drone og separate stykker. Jeg tænker på, at jeg har drukket 1 øl under hele arrangementet. Jeg tænker på variationer. 
Det er et soundtrack til en film med en vildt åben slutning. Nogen flytter sig i rummet. Jeg bemærker det hele, men bemærker ikke noget. Jeg vil gerne være jazz. Er jeg mon jazz? Giuseppe spiller lyde med mundstykket af saxofonen mens Morten har skabt en anden slags drone. Jeg ved ikke rigtigt hvad en drone er. Distinkte variationer. Jazz er et spørgsmål. 
Nu sker der noget ret vildt i filmen. Nogen skriger, dissonans. Avantgarde igen. Og så; spilledåse. Ballerinaen danser lyset ud. Saxofonen bliver til luft. Spilledåsen trækker vejret. Knirker rundt i spøgelseshuset. Akustisk vejrtrækning. 
Applaus. 
Søren Gehlert Schmidt 17.08.2018 

Joan Westgate: Image of clay (Joan Westgate Music) LP/CD/DL/stream

Så træder jeg atter lidt ved siden af jazzen her på bloggen. Sangerinden Joan Westgate har lavet albummet Image of Clay. Sammen med Marcus Toft har hun skrevet musikken, der har et internationalt tilsnit. Hun er i samme vibe som Adele, Lana del Rey og Agnes Obel. Det stiller krav til vokalen og det opfylder dansk/engelske Joan Westgate.

Der er både et overraskende og et imponerende højt niveau i Joan Westgates vokal. Det er bare ikke nok, hvis man skal lave en plade med karakter i disse tider. Westgate og Tofts sange følger med og holder niveau med vokalen. Joan Westgate bevæger sig med ro og overskud ind i de elegant arrangerede popsange. Samarbejdet mellem Toft og Westgate startede i forbindelse med en sang til den amerikanske film Stranger Within, med William Baldwin i hovedrollen. Filmen var instrueret og skrevet af danskeren Adam Neutzsky-Wulff. Tiden er siden brugt på at lave albummet, der åbner med Nothing is real fra filmen.

Joan Westgate bruger gerne flygel med sustain pedal  og cello i de stille numre. Blandt de medvirkende musikere finder man så forskellige notabiliteter som jazzpianisten Lars Fiil og den amerikanske bassist Viktor Krauss, der bl.a. spiller med Robert Plant og Lyle Lovett. Image of Clay er en plade der overvejende befinder sig i balladeland, med enkelte afstikkere som den Florence + The Machine inspirerede popsag Underworld.

onsdag, september 19, 2018

Jazznyt Kommentar: Det er en skandale at P8 Jazz nedlægges

Hvor er jeg dog træt af nedskæringerne på DR. P8 Jazz nedlægges. Det er da helt i hegnet. For noget der svarer til to chefstillingers årslønninger, har man skabt jazzradio til det danske folk og dem der ligner. Vi er et lille sprogområde med en stolt og rig jazztradition - som P8 Jazz har afspejlet lige fra starten

Allerede da jazzen var helt ung i 20'erne og 30'erne blev den danskificeret. Der blev sunget på dansk og (u)bevidst tog danske jazzmusikere deres musikalske opdragelse, fra folkemusik, salmer og højskolesangbøger, med ind i jazzen.

Det gør de også i dag. Bremer/McCoy, Girls in Airports, I Think You're Awesome og mange andre som P8 Jazz har været med til at løfte frem i radioen, kunne ikke komme fra andre lande end Danmark. Det er lyden af dansk jazz. 

Det giver simpelthen ingen mening at lukke en dansk jazzkanal, når man nu så pinedød gerne vil værne om det danske.

Jeg har siden 12. september 2011 startet dagen med at tænde for P8 Jazz - de første år uden morgenvært. Så gjorde værten Niels Christian Cederberg noget meget ujazzet. Han begyndte at stå tidligt op og lave morgenjazzradio til kaffen. På den måde har P8 Jazz stile og roligt udviklet sig. De er i dag blevet en etableret del af manges radiolytning. Det er ikke kun radio for os jazzfreaks. Det er også jazzradio for min mor - der skruer ned, når Maria Faust lander på playlisten og atter skruer op, når Jan Harbeck er på P8 Jazz.

Nå, men hvad så? Det er tilsyneladende først d. 1. januar 2020 at P8 Jazz lukker. Det er lang tid i disse disruptive tider. Så måske er der nogen der bliver klogere inden da - der er f.eks. et Folketingsvalg inden lukningen effektueres.

Jeg kan simpelthen ikke bære, at man ødelægger noget så godt og vigtigt for jazzen. Det kæmpestore arbejde som de har lavet på P8 Jazz, reduceres til ingenting. Det er en skandale at man nedlægger det smalle for at bevare det brede.

JazzDanmark har indkaldt til krisemøde d. 24. september


Der er også startet en underskriftsindsamling til støtte for P8 Jazz:

søndag, september 16, 2018

Kristjan Randalu: Absence (ECM) CD/DL/stream

Den estisk fødte pianist Kristjan Randalu er vokset op i Tyskland, hvor han nu også for første gang udkommer på ECM Records efter at have udgivet 6 plader på andre selskaber. I 2012 lavede han albummet Equilibrium sammen med guitaristen Ben Monder. I mellemtiden gik Ben Monder hen og blev kendt, grundet sin medvirken på David Bowies Black Star. Nu er Randalu og Monder atter sammen, denne gang suppleret med den finske trommeslager Markku Ounaskari.

Det er et album, der passer perfekt ind i ECM stalden. Der er elementer af Pat Metheny i Monders guitarspil. Randalu er inspireret af Chick Corea og i øvrigt elev af den afdøde engelske pianist John Taylor. En meget behagelig plade, hvor uvejret er knapt så voldsomt som på coverbilledet.


lørdag, september 15, 2018

Phronesis: We are all (Edition) LP/CD/DL/stream

Er det muligt at holde sig på toppen i så mange år. Der er noget der tyder på, at Phronesis har fundet en formel. Efter big band afstikkeren The Behemoth, som trioen lavede sammen med The Frankfurt Big Band sidste år, er de atter tilbage i trioformatet. På albummet We are all er der noget af det kendte Phronesis - eller måske er der rigtigt meget Phronesis. Det i en ekstra forstærket, ekstra koncentreret og ekstra Phronesisk udgave. Musikken blev indspillet for fem måneder siden i The Village studiet i Vanløse. Det er trioens ottende album.

Da jeg oplevede trioen i Brorsonskirken under Copenhagen Jazz Festival i år, blev jeg suget ind i trioens pågående og heftige verden. Den evne har de på imponerende vis formået at overføre til det indspillede format. Jeg bliver nødt til at starte med pladens sidste nummer, The Tree did not die. Det over otte minutter lange nummer er en perle. Trommeslageren Anton Egers komplekse rytmiske strukturer er sammen med bassisten Jasper Høibys vilde basspil og pianisten Ivo Neames nye brug af synthesizere, en eksplosion af indtryk. Det er helt nye veje for trioen, noget de gerne må gøre igen.

We are all er rigtigt stærkt Phronesis-album, der vil cementere deres position i europæisk jazz. Lige fra åbningsnummeret One for us, der præsenterer alt det som trioen står for. Et sindssygt interplay og en overjordisk virtuos brug af instrumenterne, kombineret med et musikalsk materiale med masser af dybde, kapow og detaljer. We are all er muligvis det bedste album, som Høiby, Eger og Neame har begået - og det er noget af en præstation. 

fredag, september 14, 2018

Klaus Nørgaard: Village Life (Eventenor/Gateway) LP/DL/stream

Bassisten Klaus Nørgaard tilhører den samme bas-stamme, som Anders “AC” Christensen. Det er vel der hvor Charlie Haden er guruen. Der hvor man spiller et koncentrat, det allermest nødvendige uden at fylde ekstravagant lirum larum på. Der spilles så til gengæld bas med en dybde og et nærvær så intenst, at de andre musikere ikke er i tvivl om hvilken vej, de skal gå. Klaus Nørgaard har en fortid i bl.a. Pauseland. 

Under Vinterjazzen i år havde han inviteret den spanske musiker Jorge Rossy til København for, at spille sammen med ham på Restaurant Gaarden og Gaden på Nørrebro. Rossy er mest kendt for sit medlemskab af Brad Mehldau Trio, inden Jeff Ballard overtog den plads. Rossy har i de senere år spillet mere og mere på vibrafon, hvilket han også udelukkende gør på LP’en Village Life. Resten af musikerne er den amerikanske trommeslager RJ Miler, som Nørgaard har spillet meget med, bl.a. i trio med George Garzone. danske Mads Hyhne på trombone og (dansk)amerikanske Ned Ferm på tenorsax.

Det er jazz, som den lød for mange år siden. Klaus Nørgaard har skrevet en række rolige numre, hvor musikerne har tid og plads til at åbne op for det deres instrumentalistisk evner. Duke Ellingtons ånd svæver rundt i lokalet, hvor Team Hyhne-Ferm boltrer sig i Klaus Nørgaards farvand. Jorge Rossy skaber rum og RJ Miller runder af med et tilbagelænet trommespil. Undervejs gæster Eva-Louise Rønnevig på vokal på et enkelt nummer, det samme gør guitaristen Jacob Funch. En dejlig plade.

torsdag, september 13, 2018

STUFF.: Old dreams New Planets (Gondwana/sdban) LP/CD/DL/stream

Det ustyrligt tjekkede britiske pladeselskab Gondwana, der står bag udgivelser med Gogo Penguin, Matthew Halsall, Portico Quartet og Mammal Hands har inkluderet det belgiske band STUFF. i sin stald. For den opmærksomme er det nok allerede noteret at der er et punktum efter STUFF-navnet. Gruppen har nemlig ikke noget at gøre med det amerikanske jazzfunkband Stuff, der huserede i slut-70’erne. 

Belgiske STUFF. er også et funky outfit- men på den moderne 2018-måde, hvor hip hop, Flying Lotus, D’Angelo, Robert Glasper og electro trækkes ind over lydbilledet. 
Det er der kommet en dejlig synthbeklædt plade ud af. Broken hip hop blandes op med 70’er funk. Det er så fedt at det burde opleves live. Men det er nok alligevel for vildt, at forestille sig et belgisk futurefunk band, der spiller koncert i Danmark.