søndag, august 20, 2017

Verneri Pohjola: Pekka (Edition) >> Daniel Herskedal: The Roc (Edition)

Halvdelen af udgivelserne der er kommet fra engelske Edition Records i år er med skandinaver i hovedrollerne. Om lidt kommer der et nyt album med Girls in Airports på Edition Records. Inden da sætter jeg fokus på et par meget spændende skandinaviske udgivelser fra dem.

Den finske trompetist Verneri Pohjola’s fader var den legendariske bassist (og multinstrumentalist) Pekka Pohjola, der døde i 2008. Verneri voksede ikke op med sin far, da forældrene blev skilt da han var 2 år. I Verneri’s linernotes på CD’en Pekka skriver han, at han ikke var tæt med sin far, det var nærmere et venskab. Han skriver om hvordan Pekka’s visioner om en komposition var nærmest endegyldig, så der ikke blev ændret på den. Verneri har det lige modsat og lader musikken udvikle sig hen ad vejen. Flere havde gennem årene forsøgt at overtale ham til at spille Pekka’s musik. Det lykkedes i 2016 for Jukka Perko fra festivallen Viapori Jazz. Det er den musik som vi kan høre på albummet. Sammen med nogle stærke finske musikere har Verneri moduleret Pekka’s musik. De har skabt en moderne jazzversion af Pekka’s musik, hvor prog-rocken stadig ånder og spræller.

Fra Norge kommer Daniel Herskedal, der for nogle år siden slog sine folder i København på det rytmiske musikkonservatorium. De senere år har han haft en gruppe sammen med percussionisten Helge Norbakken, pianisten Eyolf Dale, cellisten Svante Henryson og bratschisten Bergmund Waal Skaslien. Daniel Herskedal spiller på tuba. De lavede i 2015 albummet Slow Eastbound Train, der nu følges op med The Roc. Her blander de inspiration fra folkemusik, jazz, klassisk og arabisk musik. Det er lyrisk og meget dynamisk musik, hvor tubaen ofte er det melodi bærende instrument. Det er et spændende og meget originalt album, hvor de enkelte musikere imponerer på forskellig vis. Bl.a. er Norbakken meget sikker i et trommespil, der er stærkt personligt.

lørdag, august 19, 2017

Jakob Davidsen: Silence Trio 1 (ILK)

Pianisten Jakob Davidsen udsender tre forskellige trioplader over de næste tre år. På den første er han sammen med den norske saxofonist Torben Snekkestad og den danske guitarist Hasse Poulsen derer bosat i Frankrig. Det overordnede tema for alle tre plader er sindsro, stringens, genrefrihed og stilhed. 

Når tre så stærke improvisatorer mødes omkring ubunden improvisation er det spændende at høre, hvordan de mødes og hvad de får frem. Sidst jeg anmeldte Torben Snekkestad var i forbindelse med de tre soloplader som han på en gang udsendte sidste år. Her skulle han kun høre efter sig selv. I et triosamarbejde, hvor de tre individers indkapslede momenter skal frigives, opstår der noget andet. Det er lige præcis derfor at albummet Silence Trio 1 bliver så særlig at lytte til. Der kommunikeres gennem musikken, hvor der frigives en intens og brusende energi på meget lavmælt facon. 

Det er ikke uden grund at det velansete magasin NYC Jazz Record i august nummeret har pladen på listen over anbefalede udgivelser.

fredag, august 18, 2017

Hampshire and Foat: Galaxies like grains of sand (Athens of the North)

Hvis du også lyttede til den franske duo Air i slut-90'erne, så vil du uden tvivl føle dig klædt på til mødet med den engelske duo Hampshire & Foat. Ligesom Air har de to musikere også hentet stor inspiration i slut-60'ernes og start-70'ernes lumre jazz. Bag duoen står Greg Foat, der nyder stor respekt for The Greg Foat Group, hvor han siden 2011 har udgivet en række meget interessante albums, hvor han spiller på ældre eksklusive keyboards og trækker på inspiration fra space-age funk og multiinstrumentalisten Warren Hampshire fra indierock gruppen The Bees.

De er gået sammen om et lækkert velourfunket album med plekterbas, akustisk guitar og elpiano. Tempoet er nede i et modus, hvor du sagtens kan læne dig tilbage i Verner Panton stolen, mens du nyder en Dubonnet og spiser saltstænger. Galaxies like grains of sand skriger på at blive afspillet på pladespilleren (måske en Linn Sondek LP 12?). Det er analogt og lækkert som et langhåret tæppe foran pejsen. Alternativt kan det indspilles på bånd og nydes i den orange Ford Capri.

torsdag, august 17, 2017

El Strøm: Long Time No Sea (Grrr)

Det er et helt i gennem bemærkelsesværdigt projekt det her. Franske El Strøm med den danske vokalist Birgitte Lyregaard har udgivet albummet Long time No sea. Her excellerer de i et eksperimenterende lydunivers, hvor almindelige instrumenter blander sig med hjemmelavede instrumenter. Der er det mesterlige nummer Contretemps, hvor Lyreborg på fransk synger/taler henover et pulserende beat, der suppleres med bas og trompet.

Pladen åbner med Sound Castles, der over 23 minutter er et, ja undskyld jeg ikke er mere opfindsom, eventyrslot af lyd. Der er så mange spændende rum vi kommer med på opdagelse i. Birgitte Lyregaard blander fransk, dansk og ikke sprogligt definérbare lyde med sin stemme. Pladen har med rette allerede vakt opsigt blandt anmelderne i det franske. Birgitte Lyregaard er sammen med Jean-Jacques Birgé på theremin, tenori-on, mascarade machine, keyboards, træblæsere, harmonika og jødeharpe og Sacha Gattino på sampler, percussion, zither, harmonika og jødeharpe.
http://birgittelyregaard.dk/

onsdag, august 16, 2017

Quercus: Nightfall (ECM) >> Malija: Instinct (Edition)

Her er et par plader med nogle af de mest fremtrædende engelske jazzmusikere fra de seneste tyve år. På den første er folksangerinden June Tabor sammen med saxofonisten Iain Ballamy og pianisten Huw Warren (fra Wales) i trioen Quercus. De lavede deres første album sammen i 2013. De har lavet et nyt album Nightfall, hvor de i et kammermusikalsk setup lader folk møde jazz. June Tabor's mørke stemme er smeltende smuk. Pladen åbner med Auld Lang Syne i en udgave der er så langt fra en engelsk-sproget nytårsaften, som man overhovedet kan forestille sig. Det højstemte kommer helt ned på jorden. Hvert eneste ord får lov til at svæve langsomt ud i rummet. Sådan er resten af pladen. Iain Ballamy's saxofon som jeg kender bedst fra den eksperimenterende duo Food, er ligeledes nede på jorden og sammen med Huw Warren giver han en lydhør backing til Tabor. Blandt pladens originale kompositioner har Quercus også sneget nogle kendte sager med. Jazzstandarden You don't know what love is og Bob Dylan's Don't think twice It's alright er i særklasse.

Både Warren og Ballamy har spillet sammen med saxofonisten Mark Lockheart (Loose Tubes, Polar Bear). Han er aktuel med det andet album med trioen Malija. Her er han sammen med den danske Phronesis-bassist Jasper Høiby og pianisten Liam Noble. Musikken er også ovre i det kammermusikalske hjørne. Malija er dog en trio med et helt andet temperament end Quercus. Der er mange elementer der kan minde om klassisk musik. Høiby holder et rytmisk pace, som omfavnes af Lockheart's lysende saxofon og Noble's klaver. Trioen har delt komponisttjansen i mellem sig. De er hver især tro overfor trioen og har lavet musik der er fyldt med temperamentsfyldte lag.

tirsdag, august 15, 2017

Jens Fisker Trio: Paysage (Gateway)

På pladecoveret er der et billede taget fra Lønstrup Fyr, på en kold og lys decemberdag. Det nordjyske ophav er ikke uden betydning for guitaristen Jens Fisker. Men man får ikke en følelse af en kold decemberdag, når man lytter til Paysage, Fiskers debutplade i eget navn. Hvis det er december, så er man i hvert fald kommet indendøre og har fået tændt for pejsen. Det er varm men også længselsfuld jazz, som Jens Fisker Trio spiller. Det er Fisker der har skrevet og arrangeret alle numrene på pladen. I trioen spiller Mariusz Prasniewski på bas og Daniel Sommer på bas. 

Jens Fisker fortæller i det håndskrevne brev, som han har vedlagt den fremsendte CD, at han er inspireret af Wes Montgomery Trio, Joe Pass Trio og ikke mindst Jim Hall Trio’s album LIve fra 1975 i Toronto. Stemningen er ovre i den melankolske afdeling. Hvor de musikere som han har ladet sig inspirere af, som regel spillede standardjazz, så har Fisker fornuftigt nok valgt at skrive musikken selv. Det bliver til noget andet end det forfædrene spillede, selv om der er beboppens tonesprog til fælles. 

Jens Fisker bruger trioen som et aktiv, et levende organ der får musikken til ånde. Det er yderst behagelig og lydhør jazz fra tre musikere der i den afdæmpede balladestil, aldrig forfalder til at blive kedelige eller forudsigelige. De har hele tiden noget at fortælle. Paysage er en bundsolid jazzplade, der fortjener at blive hørt.

mandag, august 14, 2017

Rasmus Oppenhagen Krogh: Distill (Centrifuga) LP

Den 22 årige guitarist Rasmus Oppenhagen Krogh startede i 2015 et samarbejde med den jævnaldrende trommeslager Oliver Laumann og den langt mere erfarne bassist Anders “AC” Christensen. Samarbejdet inkluderede senere trompetisten Kasper Tranberg. Musikken er flydende strømninger og stemninger. Det er balladejazz i samme vibe som vi kender det fra f.eks. Paul Motian og Jakob Bro. Diskret og alligevel meget præcis i tone og lyd. Kroghs enkle kompositioner danner grundlag for skabelsen af improviserede flader af lange rolige trompettoner fra Kasper Tranberg. AC’s bas er om nogen diskret. Vigtigheden af bassen i Kroghs musik er nærmest omvendt proportional med hvor lidt fremtrædende den egentlig er. Det er bassen der styrer flowet.

Distill er en meget imponerende og anbefalelsesværdig debutplade, der med varme og nærvær viser en ung jazzguitarist, der godt ved hvordan man skaber jazz der både er enkel og kompliceret. Han er afhængig af de andre og lader det smelte sammen til en enhed, hvor øjeblikke flyder sammen til et stort og smukt billede.

Pladen er selvfølgelig tilgængelig på de digitale platforme og kan streames. Men den er altså også ude på LP. Endda en meget smuk en af slagsen. Den er trykt hos Nordsø Records, hvor kvaliteten mærkes med det samme. Er du en gammel vinylhaj, så kender du også fornemmelsen af den skarpe yderkant. Det er der ikke på en presning fra Nordsø Records. Det har ikke en pind med lyd at gøre. Det har til gengæld noget med den fysiske oplevelse at gøre. Der er en lækkerhed og seriøsitet omkring produktet, der forplanter sig over i kroppen, når hænderne møder musikken inden den møder ørerne. Det er god stil.