Vestbo Trio: Gentlemen (Dog Hound Records) LP/CD/DL/stream

Bag det pæne og lidt anonyme navn Vestbo Trio, gemmer sig tre musikere, der har lavet et album der folder sig smukt ud på flere planer. Først og fremmest er det fedt, når man har valgt vinylformatet, at man går hele vejen. Her er et gatefoldcover med billeder der gør sig godt i det store LP format. Pladens lækre artwork har Paul Wilson alias Yellow1 stået for. Vinylen fås både i marble og sort. Med andre ord er der en masse lækkert allerede inden man har hørt et pip fra trioen.

Pladen hedder Gentlemen og er indspillet i British Grove Studios i London, studiet ejes af Mark Knopfler og har en lang række indspilninger fra store stjerner på samvittigheden. Det betyder umiddelbart ikke så meget. Det der betyder rigtigt meget er, at trioen har brugt studiets helt unikke indspilningsfaciliteter til, at lave en vinylplade med en helt suveræn dynamik. Mine højtalere i stuen har sjældent lydt så godt. Lyden er tilstedeværende ren og organisk. For eksempel har stortrommen på pladens allerførste skæring en dybde og en spænding, så det lyder som om den står i stuen - jeg ved godt at det er en kliché, men det passer. 

Hvordan er det så med musikken? Trioen blander erfarent rock, roots, country, jazz og blues i en velsmagende cocktail. Det er guitaristen Michael Vestbo, der står i spidsen for trioen med Jesper Smalbro på bas og Eddi Jarl på trommer. Vestby spiller både akustisk og elektrisk guitar. Tempoet er roligt og der er fokus på den gode og enkle melodi. Trioens store styrke er måden, som de får omsat melodierne på. 

Åbningsnummeret Grassland, den med stortrommen, er en god albumåbner. Vi flyder med gennem Vestbos åbne og solbeskinnede musikalske landskab. Pladen er teknisk set trioens tredje album. De har også lavet et par EP’er og split-LP’en Doppler Effect sidste år sammen med Uffe Steen Trio. Det er med andre ord en trio, der har fundet en stil og et udtryk. Det står skarpere og mere rendyrket en nogensinde. Jesper Smalbros tørre og sandfærdige bas. Eddi Jarls tilbagelænede og præcise trommer. Michael Vestbos guitar der både kan vride rocknumre, som albummets to sidste numre Tip of the hat og The game is a foot og akustiske lækkerbiskener som Looking Sharp og Sure knows how to pick ‘em - der i øvrigt har lidt gæsteorgel med.

Du har nok gennemskuet, at jeg vil anbefale Gentlemen. Det gør jeg af flere grunde. Har du et godt anlæg i stuen, så fortjener både anlægget og musikken at du får fat i pladen. Den vigtigste grund er, at det er lækker og behagelig musik at omgive sig med.

Vestbotrio.com

Sunna Gunnlaugs Trio & Verneri Pohjola: Ancestry (Sunny/Sky) LP/CD/Dl

Den islandske pianist Sunna Gunnlaugs har aldrig skuffet, når der er kommet nyt fra hende. Den nordatlantiske triojazz med Gunnlaugs smukke klaverspil har fået tilføjet en ny dimension på det nye album Ancestry, hvor den finske trompetist Verneri Pohjola medvirker på nogle numre. Efter en rolig albumåbning med det enkle trionummer Lullaby, hvor trioens faste trommeslager Scott McLemore leverer suverænt trommespil, så åbnes der op for drama og spænding, når Pohjola dukker op på pladens titelnummer.

Det er betegnende for resten af pladen, hvor både Gunnlaugs og Pohjola har bidraget med kompositioner. Det har George Michael såmænd også. De spiller popduoen Whams monsterhit fra 80’erne, Wake me up before you go go. Det er en fornøjelse at høre, hvordan de bevarer den glade stemning fra nummeret uden, at forfalde til at blive corny eller forfladigende. Det er en mesterlig måde at jazzificere et gammelt pophit på. Dog med det forbehold, at det vil glæde jazzhovederne mere end det vil glæde pophovederne. Sunna Gunnlaugs har atter lavet et flot album.

sunnagunnlaugs.com

Kasper Tranberg: Terzet (ILK) CD/DL/stream

Måske er det den Kasper Tranberg plade som jeg har ventet på. Det er til gengæld ikke en plade der sætter sig med det samme. Det er en plade der tager tid. Trompetisten er sammen med Nils Davidsen på bas og Frands Rifbjerg på trommer. To af Kasper Tranbergs gamle venner. Musikere der om nogen forstår Tranbergs musikalske mission.

Det er en tight trio - tight som i, at trioen fremstår som et samlet hele, en organisk enhed. Det er musikere der ved hvad de har på hjerte og får det sagt. Her er ikke nogen der brænder inde med noget og efterfølgende siger, at de måske også kunne gøre det på en anden måde. De er så meget i nuet, at det blæser gennem højtalerne og går direkte ind i vore martrede jazzsjæle. God damn! Det er stærk jazz der ikke kan høres uden, at bruge hjerne og hjerte. Tranberg skifter erfarent mellem kornet, trompet og flygelhorn. 

Hvorfor tænker jeg at det er den Tranberg-plade, som jeg har ventet på. En stor del af forklaringen finder jeg i Kasper Tranbergs spil, der fri og ubundet i selskab med Davisen og Rifbjerg. Tranberg befinder sig aldersmæssigt i slutningen af 40’erne. Der hvor forvirring og afklaring mødes i enighed. Der hvor der er så meget af det levede liv og det man vil nå at fortælle i trompeten. Han holder ikke inde med noget som helst. Det er derfor at triosamspillet fungerer så godt. De giver plads til hinanden og fremmer samtidig hinandens styrker. Her er den spirituelle Shadow, et højdepunkt for mig. Det er jazz, der kræver at du åbner op og lytter. Det gør trioen.

ilkmusic.com

Bjarke Falgren & Sönke Meinen: Postcard to self (Gateway) LP/CD/DL/stream

I en tid hvor postkortet nærmest er ikke-eksisterende, så kan man jo sende et postkort til sig selv for, at blive mindet om styrken ved den lille hilsen. Det har violinisten Bjarke Falgren gjort med LP’en Postcard to self som han har lavet sammen med den tyske guitarist Sönke Meinen.

Selv om postkortet er en kort hilsen, så er der tænkt over ordene, der blev skrevet med kuglepen. Her er noget, måske endda meget vigtigt, man gerne vil fortælle og postkortet gemmes og læses igen og igen. Sådan har jeg det også når jeg lytter til duoens LP. Det er musik der vil blive hørt igen og igen. Nogle gange i et flygtigt øjeblik, andre gange med tid til ro og fordybelse.

Falgren og Meinen laver musik med inspiration fra både jazz og folk. Der fortælles historier med musikken. Her kan det godt høres at Falgren også laver filmmusik. Som når man hører The Drifter, hvor Falgren skifter mellem det strøgne og pizzikerede violinspil. De mange små skift og overraskelser i nummeret er historieskabende.

Det er Falgren og Meinen der har skrevet musikken på pladen, hvor der er blevet plads til en enkelt standard, Dizzy Gillespie’s A night in Tunesia. Postcard to self er et album med levende og virtuos spillet musik. Det er en god udvidelse af Bjarke Falgrens musikalske portfolio, hvor de fleste nok kender Hot’n’spicy. Her er både tid og ro til fordybelse. Et postkort til nuet og fremtiden.

Falgren.com

Kristian Fogh: Long story short (Gateway) CD/DL/stream

Hvilken slags plade laver en keyboardspiller, der både er aktiv sammen med Lars Lilholt og Mike Andersen?

Han laver selvfølgelig en fusionsplade, hvor han inviterer det århusianske svar på Michael Brecker med på pladen.

Det er lige præcis det som Kristian Fogh har gjort med albummet Long story short. Her lader han sit musikalske hjerteblod flyde, mens Michael Bladt spiller den lækreste tenorsaxofon.

Lad det være sagt med det samme. Bladt er et skridsikkert valg, når der skal spilles melodisk og glat fusionsjazz. Han glider ingen steder, men står fast med en usvigeligt sikker tone.

Kristian Fogh har desuden medtaget den erfarne sessionbassist Mikkel Riber og trommeslageren Eddi Jarl på pladen, der flyder over i velspillet og teknisk sikkert spillet fusion. De to numre med fløjtenisten Mads Kjøller-Henningsen falder desværre lidt ved siden af resten af albummet. 

Fogh spiller overvejende på flygel på pladen, hvor der sniger sig lidt synthstrygere ind på pladen fra tid til anden. Det er bl.a. noget af det som får pladen til, at lyde 20-30 år ældre end den egentlig er. På den anden side er jeg ret sikker på, at Fogh ikke interesserer sig en skid for tidens fusionstoneklang. Han spiller den musik, der lægger hjertet nær. Respekt for det, når det præsenteres så veltilrettelagt og lækkert som det er tilfældet. Hør f.eks. Theo’s Joint, hvis du trænger til tilbagelænet lækkerhed eller Memba is Memba, hvis det skal være uptempo. Her sender Eddi Jarl’s trommer en liflig duft af en Steve Gadd shuffle ind i nummeret.

Hedvig Mollestad Trio: Smells Funny (Rune Grammofon) LP/CD/DL/stream

Her er et af de få bands, der med lige stor gyldighed kunne spille på både Copenhell og Copenhagen Jazz Festival. Det kommer de desværre næppe til. Når det nu ikke sker, så burde Roskilde Festival i stedet få fingeren ud af ørene og hyre Hedvig Mollestad Trio.

Den norske kvinde med de gyldne guitarkløer er atter tilbage med et album, der river og flår i rockkonventionerne. Hun kan alle rockklichéerne til læderhudløshed. Det afholder hende ikke fra at være langt mere fantasifuld i de lange improviserede passager, end man er vant til fra betonrocken. Der er både skift og en uro i musikken, som får mit stakkels jazzkadaver til ryste af fryd.

Sammen med Ellen Brekken på bas og Ivar Loe Bjørnstad på trommer har hun en tætvævet enhed, der sikrer hende den solide rockbase, der giver os alle de fede guitarsoli fra Mollestad.

Runegrammofon.com

Emil Hess/Niklas Winter/Richard Huntley: You (Abovoice) CD/DL/stream

Det er et mangeårigt samarbejde der fra tid til anden genoptages og udløser en udgivelse. Saxofonisten Emil Hess og den amerikanske trommeslager Richard Huntley udgav deres første plade sammen i 1999.

På deres nye plade har de medtaget den finske guitarist Niklas Winter. Musikken er en blanding af selvskrevne numre og kendte standards. Smile, My Heart Belongs to daddy og Young at Heart tilhører den sidste kategori. Man kunne beskylde trioen for at plukke så lavthængende frugter, at de har samlet dem op på jorden. Når man hører versionerne af numrene giver det heldigvis god mening, at de giver de kendte numre en omgang. Trioen arbejder ikke kun med melodierne. De arbejder også med teksturen, følelsen, strukturen og sjælen i musikken og i mødet mellem de tre. Det er der hvor man som lytter finder grunden til, at pladen skal høres. Deres rolige, modne og afklarede måde at finde i musikken er beroligende dejlig. 

Vi føres med ind i deres musikalske verden, hvor numrene skrevet af henholdsvis Hess og Winter står godt sammen med de kendte numre. Endnu en gang har Emil Hess lavet et album som du bliver nødt til at høre, hvis du vel at mærke har sans for velspillet jazz.

Emilhess.dk