Jacob Roved Quintet: Dawn (AMP Records) CD/DL/stream

 

Der hviler en grundlæggende musikalsk ordentlighed over trommeslageren Jacob Roveds andet album med sin kvintet. På den første fra 2015 hyldede de Billy Strayhorn. Denne gang er det den tidlige morgen. Tidspunktet hvor dagen endnu ikke er startet, hvor man kortvarigt kan falde i søvn igen og drømme intenst. Her vågner man måske med resterne af drømmen siddende i kroppen. Det er den stemning som Roved forsøger at skildre.

Kvintetten består af amerikanske John Ruocco på saxofon og klarinet, Rasmus Ehlers på piano, Thomas Fryland på trompet og flygelhorn og Jesper Bodilsen på bas. Det er den rolige jazz som de fem fænomenale musikere sætter i stemning. Der er klare rødder i den amerikanske jazz tradition. Undervejs er der fine solopræstationer fra musikerne. Mest af alt efterlader Dawn en sammenhængende følelse i mig. Jacob Roved har ikke travlt med at overbevise nogen om noget som helst. Han hviler i sig selv og musikken. Det er her ordentligheden viser sig. De gennembearbejdede kompositioner med en klar retning og vision lykkedes til fylde. Trænger du til et nutidigt og roligt jazzalbum, der har styr på traditionerne, så behøver du ikke at lede længere. Dawn får en stor anbefaling herfra.

Jacob Roved

Niclas Knudsen: Le Funk Mystique (NK Music) LP/CD/DL/stream

 

Det er 25 år siden, at han indspillede sit første album, Human Beat Boxer, i eget navn. Han havde allerede dengang slået sit navn fast som guitarist i When Granny Sleeps. Niclas Knudsen er også manden der er med i mine to favoritbands, Ibrahim Electric og Kalaha. Det er i øvrigt lidt svært at finde en rød tråd i Niclas Knudsens solokarriere - ikke at der er noget forkert i det. Alene i år har han lavet tre albums i eget navn. Udbryderkonge, hvor han ligesom på 2019-albummet Alt er Ego synger på dansk. Divine Beasts, hvor han med sine Jazz Seekers spiller jazz standards i klassisk jazzstil.

Og så er der den her: Den mystiske funk - Le Funk Mystique. Hvis du kan huske Niclas Knudsens Guitar Inferno fra 2016 og Radio Timbuktu fra 2014, så er du på rette vej. Han gør det han er en af de bedste til herhjemme. Han spiller særegen funk rundet af jazz, afro, rock og blues. Der er noget Ibrahim Electric over det. Nu er der Niclas’ guitar ud over det hele og hans personlige og afvekslende spil er en fornøjelse. Han er sammen med Frederik Damsgaard på bas og Mads Andersen på trommer. Der er så mange dansevenlige og udadvendte numre På Le Funk Mystique, at den får partypladepræg. Start med titelnummeret - gå videre til Hip Shabaz og slut af med at hoppe i sofaen til Blue Tornado, hvor han har fundet Talk Boxen frem. Du kan tørre sveden af panden til den rolige Sweet Solitude. God fornøjelse.

Carsten Dahl: A beautiful blue moment (Storyville) CD/DL/stream

 

Man ved aldrig hvor man har Carsten Dahl. Selv om han i de senere år har brugt meget tid som kunstmaler, så svigter han ikke jazzen. Det er den nyeste udgivelse et fremragende eksempel på. Han havde aldrig tidligere spillet sammen med den amerikanske trompetist Tim Hagans, den svenske bassist Johnny Åman eller den finske trommeslager Jukkis Uotila. Det kom han til henover 3 udsolgte aftener på Jazzhus Montmartre i august 2021. Herefter gik de seks timer i studiet, hvor de spillede frit og spontant. Det er ikke free jazz i klassisk forstand. Det er fire mere end almindeligt dygtige jazzmusikere der kigger hinanden i øjnene og sætter ild til musikken.

De åbner med Dahls Old Voyage, hvor jeg kommer til, at tænke på Miles Davis i 60’erne. Højt tempo uden barmhjertighed. Sådan fortsætter det ikke kun. De vælger andre veje og udforsker jazzens muligheder sammen. Hagans er ikke ydmyg og holder sig ikke tilbage. Derfor passer han så godt sammen med Dahl, der heller ikke er kendt for at holde på noget. Det er følelsesmættet og spræller uden at gå i opløsning. Det er den frie komposition The Starring Tim et glimrende eksempel på. Lyt forundrende med - det er turen værd.

Storyville Bandcamp

Barre Phillips & György Kurtág jr. Face à face (ECM) >> Enrico Rava & Fred Hersch: The Song is You (ECM) >> Lubos Sokoup & Christian Pabst: Levitas (Animal Music) >> Anders Koppel & Henrik Dam Thomsen: Gently (Cowbell Music)

Der skal tango til to eller noget i den retning. Her har jeg sat fokus på fire nye plader med to mennesker der mødes med hver sit instrument.  Nogle er mere traditionsbundne i jazzen end andre, der kun har lidt med jazz at gøre. 

På den første møder vi en legende ud i improjazz. Den 88 årige bassist Barre Phillips krydser klinger med den langt yngre ungarer György Kurtág jr. der er søn af komponisten af samme navn. Sønnen bruger elektronikken. Han er også improviserende. Det er i et labyrintisk samspil at gnisterne opstår. Det er fascinerende underfundigt.

Italienske Enrico Rava hører vi i et mestermøde med den amerikanske pianist Fred Hersch. Rava spiller på flugelhorn. Den varme og rolige tone besvares af et dybt empatisk klaverspil fra Hersch. De er tro mod jazzens traditioner og har en masse at fortælle. De spiller både standards og spontane improvisationer. En stærk og anbefalelsesværdig plade. 

Den herboende tjekkiske saxofonist Lubos Sokoup har lavet en plade sammen med den tyske pianist Christian Pabst. Han har spillet i Sokoups kvartet i mange år. Her er det kammerjazz i både lyd og stil. Nærværende og vellydende som stod de i stuen overfor dig. Der er elementer af noget klassisk musik - ellers er det primært jazzens energi og dynamik der driver dem. 

Jeg har gemt det bedste til sidst. Det er kun to år siden deres første duoplade kom. Anders Koppel på Hammond B3 og Henrik Dam Thomsen på cello har spillet sammen i over 25 år - og har dyrket duoformatet mere intenst i de senere år, hvilket giver god mening, når man hører Gently. Det er musikalsk magi, når Koppels malende Hammond og Dam Thomsens flydende cello mødes. Det er filmisk, levende og en stor lytteoplevelse.

Azur Azur: Noget blåt (Azur Azur) LP/CD/DL/stream

 

Som vanligt satte jeg bare musikken på uden, at have læst den medfølgende pressetekst. Klaver, kontrabas og violin synes jeg at det lød som. Efter at have hyggehørt musikken adskillige gange - i bilen på vej til arbejde og i køkkenet ved madlavningen - satte jeg hovedtelefonerne på mine ører til koncentreret lytning og fandt presseteksten frem. 

Det var ganske rigtigt klaver - spillet af Hvalfugls Jonathan Fjord Bredholt og kontrabas ved Fredrik Mensink - men det var ikke violin. Det var en nyckelharpa, et svensk folkemusikinstrument, som jeg bedst kender fra den svenske folkemusikduo Väsen. Den lyder meget som en violin - men ved nærlytning kan forskellene høres. Det er i sagens natur en svensker, Rasmus Brinck der spiller på Nyckelharpa i Azur Azur.

Frederik Mensink har skrevet musikken og han fortæller: ”Den nordiske folkemusik indeholder ’blå toner’, ligesom man kender fra blues. De blå toner kaldes også kvarttoner og findes i folkemusik fra hele verden, fx arabisk musik. Azur Azur handler om vores fascination af folkemusikken, med dens blå toner og mystiske rytmer.” Det er nordiske - særligt de svenske - traditioner, der flyder gennem Azur Azur, der har fundet inspiration hos Jan Johansson og nyere svenske folkemusikbands som Bazar Blå og førnævnte Väsen.

Det er meget let at holde af Azur Azur. Der er en dragende ro og tryghed i musikken. Det er ved at blive mørkere og koldere udenfor. Vi rykker sammen, tænder et stearinlys og sparer på strømmen. Azur Azur giver varme og overskud til klare mange af hverdagens genvordigheder.

Azur Azur Bandcamp

Erladi: Laid Back (Thomas Andersen) DL/stream

Titlen på albummet er også stemningen som du ledes ind i, når du hører Erladi’s første album, Laid Back. 

Det er guitaristen Thomas Andersen der er i spidsen for trioen der også tæller Christian Kronborg Højen på bas og Jonas Muff Rytz Jørgensen på trommer. Trioen har på besynderligste vis taget navn fra fænomenet Erfurt Latrinen Disaster - og det kan anbefales at google noget om den grotesk morsomme hændelse.

Der står noget om neosoul i pressemeddelelsen. Det har jeg meget svært ved at høre. Der er hverken skarpe lilletrommeslag, Pino Palladino inspireret bas-spil eller lignende. Det er forvirrende med den besked. Særligt når trioen åbner op med den behagelige Arriving, hvor tankerne mere går i retning af Vestbo Trio. 

Når der er ro på, som i afslutningsnummeret Hva’ så nu? hvor bassen er trukket godt frem i lydbilledet og Thomas Andersen tager den med ro og lader melodien vokse langsomt frem, så rammer de plet. 

Værtshusblues-nummeret Mario kunne jeg godt have undværet. Der er ikke tyngde nok i trioen til ZZ Top lignende eskapader - og godt det samme. De er meget bedre til det der fylder mest på pladen. Det er feks. de småfunky sager Halvt funky og Five is enough. Her stråler trioens musikalske glæde ud gennem højtalerne. 

Erladi Bandcamp

 

Emil Otto: Ain’t love a beautiful thing (HQ Rec) CD/DL/stream

 

For et år siden spillede jeg et DJ job, hvor der skulle spille en sanger/pianist lige efter. Da jeg havde spillet 8 timer blev bilen hurtigt pakket og jeg rullede hjem - så jeg hørte aldrig ham der kom bagefter. Få dage efter skrev baslegenden fra Åbyhøj, Jens Jefsen på Facebook at han var i studiet med en ung sanger ved navn Emil Otto - Jeg kunne se, at det var ham jeg havde hilst på, få dage før - nu her, et år efter synes jeg, at det er træls at jeg ikke fik hørt ham. Han synger charmerende godt!

Udover Jens Jefsen medvirker Andreas Svendsen på trommer, Casper Hejlesen på guitar og Jonathan Bruun Meyer på trombone. De suppleres af flere blæsere på de fleste numre. Emil Otto spiller klaver udover at han synger. Det er jazz der swinger og lander blødt og venligt midt i dagligstuen. Stemningen bliver straks god og man får lyst til at synge - eller det der ligner - sammen med Emil Otto. Det er croonerjazz, der får livet til at føles som en lang weekend, hvor de eneste bekymringer går i retning af kærlighedslivet. 

Emil Otto har skrevet de fleste numre og ladet dem få følgeskab af enkelte standards. Han synger sammen med Martina DaSilva på den smukke If you could see me now og med Karmen Rõivassepp på den skønne Anything for you. 

Det er selvfølgelig nærliggende at nævne en anden dansk klasse-crooner, Mads Mathias, i denne sammenhæng. Det er udelukkende for at indikere, at debutanten Emil Otto starter ud i høj klasse. Det er en vellykket crooner-plade om mislykket kærlighed og om håb. 

Emil Otto