Damaztra: Flag of time (ILK) LP

Det er tre erfarne musikere der har sat hinanden stævne i trioen, der på bedste ABBA-vis har lavet et navn ud fra de tre medlemmers navne. Peter DAnstrup på bas, Marilyn MAZur på percussion og Kasper TRAnberg på trompet og kornet har lavet en plade, hvor improvisationen fylde alt. Det er ikke tvivlende eller undrende improvisationer. Det er musikere der alle kender deres værd og ved hvad de vil. De er formet af lange karrierer hvor jeg uden, at sammenligne alt for meget vil drage saxofonisten John Tchicai ind i billedet. Han har haft stor betydning for alle tre musikere. Undervejs rammes jeg af den samme intense sanselighed, som jeg altid bliver ramt af når jeg lytter til Tchicai. 

Inspirationen fra Miles Davis kigger også forbi undervejs. Tranberg har ham helt inde under tungen. Mazur kan stadig danse en Miles Davis som ingen anden og Danstrup ved hvordan man laver en abrupt basgang. Damaztra er dog alligevel helt og aldeles dem selv. Nysgerrigheden og eventyrlysten er hele tiden til stede. Det er blevet til en meget fin plade som ikke umiddelbart har konkurrenter. Selv om udgivelsesoutputtet for eksperimenterende improjazzplader er stort for et lille sprogområde som Danmark, så falder den her ned i sin egen lille hyggelige redekasse. Der er både lunt og rart at være. Favoritterne på pladen er den rolige Sound Cooking og bulderbassen In Town.

Ilkmusic.com

KOMMENTAR: 2017 er et godt år for dansk jazz!

Så er første halvdel af 2017 overstået. Ud fra et jazzbloggerperspektiv har det været et svimlende godt halvår. Mængden af de rigtigt gode danske jazzudgivelser har været overvældende. Hvis året var omme nu, så ville det ikke være noget problem, at lave en liste over de 10 bedste danske jazzudgivelser, som jeg ellers først laver, når året er ved at være omme. 

Her er en opsamling på årets første måneder, der forhåbentlig skulle give dig inspiration til at høre nogle af de fede plader. 

Jan Harbeck viser nye takter med Live Jive Jungle. Jeppe Zeebergs karriere kulminerer med The Four Seasons. Snorre Kirks tredje album blev lige så god som jeg håbede. I Think You're Awesomes album Kiss Your Darlings kommer først til efteråret, allerede nu er der to lovende singler ude fra albummet. Så er der også pladerne med The Firebirds, Kira Skov/Maria Faust, Benita Haastrup Trio, Reverse, Emil de Waal +, Jonas Johansen, Kathrine Windfeld, Christian Balvig, Richard Andersson, Thommy Andersson og Simon Spang-Hanssen.

Der er alle debutanterne: Simon Eskildsen Trio, I Just Came From The Moon, Fabel, Asger Thomsen, Jacob Artved, The Pogo Problem, Lasse Mørck, Daniel Sommer, Hvalfugl, KØS og flere andre. 2017 tegner til at blive det bedste debutant år i mange år.

Fusionsplader med Mathias Heise Quadrillion og Morten Schantz Godspeed er med til at understrege en tendens, som amerikanske navne som Snarky Puppy og Terrace Martin også har sat ild i. 

De eksperimenterende og genreudfordrende plader med Marks Solborg og Christian Skjødts Omdrejninger, Shitney, Marcella Lucatelli og Louise Dam Eckardt Jensen er med til at løfte mit skæve humør. Det er lige toppet med Insula's massive kassettebåndsudløsning med hele 12 nye kassettebånd med eksperimenterende musik, udgivet på samme tid.

Samtidig med glæden over al den gode jazz der sprøjtes ud, så er det mærkeligt at der ikke findes et spillested i København der afspejler det. Eller findes det?

Det er nemlig ikke kun på udgivelsesfronten at der er stor aktivitet. De københavnske spillesteder der præsenterer jazz i bred forstand er mange. Den helt store bombe er at Copenhagen Jazzhouse flytter fra indre by til Nørrebro. Den øvelse frigiver 1 mio. kr. p.g.a. den dyre husleje i Niels Hemmingsensgade, tæt på Strøget.

Mange har en mening om den flytning. Niels Lan Doky's The Standard genåbner i mere egnede lokaler i det ombyggede Hotel Danmark tæt på Rådhuspladsen. 

Jazzen er mange steder. Den er drypvis fortsat til stede på Jazzhouse. Og så er der alle de der steder, som ikke er "jazzklubber". Koncertkirken, DR Koncerthuset, 5e,  Hvide Lam, Sofiekælderen etc. Scenen er mere fragmenteret i dag end den var i de gode gamle dage - eller er den? Og hvad er de gode gamle dage egentlig i dag? 

Var det dengang hvor man kunne købe magasinet Jazzspecial i kioskerne? Dengang Trinelise Væring sad i bestyrelsen for Copenhagen Jazzhouse og udgav plader på Stunt med Bobo Stenson? Dengang Niels Lan Doky udgav plader på Verve? Dengang Cæcilie Norby udgav plader på Blue Note? Dengang Jazzvisits fik penge af Kulturby 96 til at få besøg af jazzstjerner? Dengang Jazzpar prisen blev kendt ude i verden som Jazzens Nobelpris? Dengang CD'er var det foretrukne musikmedie? 

Tiden er en anden end den var i 90'erne eller begyndelsen af årtusindet. Dengang opstod f.eks. Jazzclub Loco. De præsenterede noget andet end den jazz der kunne høres på Copenhagen Jazzhouse. Måske er der brug for sådan en øvelse igen? En jazzklub der præsenterer noget andet end det der præsenteres på Copenhagen Jazzhouse og alle de andre steder - eller er der egentlig?

Du kan følge med på denne Spotify Playliste, hvis du gerne vil vide hvordan jazzen i 2017 lyder.

En tirsdag i Aarhus - Aarhus Jazzfestival 2017

Jeg er landet på Klostertorv midt i Aarhus. Jeppe Zeeberg Amputated Trio Extravaganza går på scenen om et øjeblik. En særdeles rødmosset, tandløs og overrislet (det var hun også i går) dame råber på klassisk midtby-århusiansk: "Syng for helvede en sang" og fortsætter selv: "Slingrer ned ad Vestergade". David Sanborn’s altsax skærer sig gennem luften henne fra baren midt på pladsen. Selv solen prøver at finde frem til Klostertorv. Det er sommer og fjerde dag på Aarhus Jazzfestival.

Første nummer er et langsomt freejazznummer der hedder Lars Løkke. Territoriet markeres. Tempoet sættes op. De allestedsnærværende gråhårede mænd med lange telelinser og sandaler stiller sig helt tæt på scenen. Zeeberg har plastret klaveret til med noder. Det er her han finder bidderne til Where am I af Mezz Mezzrow eller For helvede af John Tchicai. Trioen er et højenergisk og spruttende overflødighedshorn af jazzglæde. På Zeebergs egen A Regular Guy spiller han stridepiano i højt tempo, der får fødderne på Klostertorv til at vippe af fryd. Så kommer der et nummer hvor Zeeberg blander optagelser af trafikstøj og filmsnak med trioens musik. Trioens flydende og rolige triospil blander sig med lyden af virkelighedens busser, der holder lige bag ved scenen.

Jeg går ned mod Café Gemmestedet inden koncerten med Zeeberg trioen er slut. Det er et vilkår for en meget sulten jazzblogger der trænger til livejazz. Saxofonisterne Christian Vuust og Benjamin Trærup sammen med den sejt swingende duo Thomas Sejthen på bas og Anders Vestergaard på trommer. En rigtig Aarhus kvartet. Det er specielt dejligt at høre Trærups velformede tenorsaxtone igen. Han er hjemme på et kort smut fra USA, hvor han bor sammen med sin amerikanske kone og musikalske samarbejdspartner Indra Rios-Moore. Da jeg møder ham senere på dagen fortæller han, at der er hele to albums klar til udgivelse med Indra. På den propfyldte café blander tonerne af Blue Monk og Milestones sig med den milde sommervarme luft. Inden jeg går videre hører jeg endnu en standard, Alone Together, hvor endnu en tenorsaxofonist, Samuel Hejslet slutter sig til kvartetten. 

Der er flere ting på jazzfestivalprogrammet som jeg gerne vil høre. Jeg vælger at tage ned på Atlas, hvor tredje og sidste dag af 12 Points Festivalen løber af stablen. 12 Points er en festival i festivalen. Det er et samarbejde mellem den irske 12 Points Festival, JazzDanmark og selvfølgelig Aarhus Jazzfestival. Det er første gang den afholdes i Danmark, hvor der ud over koncerter også afholdes seminarer. 12 bands fra 12 europæiske land præsenteres over tre dage. Første band er Post K fra Frankrig, der ligesom Jeppe Zeeberg jeg så tidligere i dag har hentet stor inspiration fra den helt tidlige jazz. Masser af stridepiano og de to brødre Dousteyssier i front på henholdsvis bas og altsax og basklarinet og klarinet. De spiller flere originale kompositioner og egne arrangementer af klassikere som Tiger Rag. I et spændingsfelt mellem den let genkendelige tidlige jazz og frie elementer skaber den basløse kvartet et spændende sæt. Overordnet er kvartettens pianist Matthieu Naulleau en særskilt fornøjelse.

Det irske band BigSpoon med saxofonisten Christopher Engel i front nævner selv Jaga Jazzist og Weather Report som inspirationskilder. Det er nok primært det førstnævnte norske band jeg tænker på, når jeg hører bandets let dystre og flydende musik. 

I pausen inden de næste to bands går på, inviteres jeg på aftensmad. Her spiser jeg på Godsbanen sammen med alle de folk, musikere og branchefolk der har været omkring 12 Points de sidste dage. Jeg taler med Ilse Vestergaard, Aarhus Jazzfestivals mangeårige chef, der bl.a. fortæller om at festivalen ud over nogle ganske få honorarlønnede og en deltidslønnet medarbejder på kontoret er baseret på frivilligt arbejde. Gennem snakken med Ilse bliver det også tydeligt at det ikke kun er det frivillige arbejde det handler om. Det handler om at vedligeholde et stort lokalt og engageret netværk. 

Schntzl er en duo fra Belgien med to tyve årige fyre der har spillet sammen siden de var 10 år. Musikken baserer sig på nogle åbne og rolige forløb. De spiller begge med udgangspunkt i deres hovedinstrumenter, pianoet og trommerne som de supplerer med diverse elektronik der understreger og udbygger stemninger. De spiller nogle superenkle numre, hvor de med små diskrete tilføjelser skaber en meget stemningsmættet musik. Jeg er meget begejstret. Da jeg efter koncerten taler med Lars Winther fra JazzDanmark kalder han dem for en belgisk udgave af Bremer/McCoy. Det passer egentlig meget godt.

Det sidste band er den engelske trio Taupe. Sax, guitar og trommer smadrer derudaf i højt tempo. Jeg kommer bl.a. til at tænke på Primus, når jeg hører dem. Udover musikken er det meget slående at her er et band, der kan kommunikere med publikum i helt konkret forstand. Saxofonisten Jamie Stockbridge fortæller med veloplagte anekdoter om musikken, så han klæder publikum på til den musik som de fleste i lokalet aldrig har hørt før. De tre forgående optrædende sagde i store træk, ikke andet end deres navne og tak. 

12 Points Festivalen har et budget på 400.000 kr. og holdes økonomisk oppe af et solidt stykke fundingarbejde. Det er fornøjelse at se hvordan der kan laves en festival i festivalen, hvor de to parter smelter sammen og giver hinanden noget. For eksempel har 12 Points sørget for, at præsentere 12 europæiske jazzbands på højt niveau. Jeg kunne høre på snakken, at jeg var gået glip af flere meget interessante kunstnere de foregående dage. Inden jeg tog afsked med Aarhus tog jeg hen på HeadQuarters ved siden af Musikhuset. Her var der nattejam.

I det lavloftede lokale i kælderen var der allerede godt fyldt inden jam’en skulle starte. Formanden for JazzDanmark og i denne sammemhæng mere relevant, saxofonisten Jesper Løvdal åbnede ballet. Der var rigtigt mange jamklare musikere og masser af god stemning i lokalet, hvor jeg hilste på mange forskellige jazzmusikere.

Da jeg ruller hjem ad motorvejen mod Herning er kroppen fyldt af den venlige og imødekommende stemning jeg mødte overalt i Aarhus. Solen skinnede. Det gjorde jazzen også.

Akmee: Neptun (Nakama Records)

Neptun er den fjerdestørste planet i solsystemet. Den er ikke mulig at se med det blotte øje. Den har nogle af de stærkeste storme i solssystemet, med vindstød på op til 2500 km/t. Neptun var i øvrigt også indtil 1990, et bryggeri i Silkeborg, men det er ikke så vigtigt i denne sammenhæng, hvor den norske kvartet Akmee har udgivet albummet Neptun og blandt andet ladet sig inspirere af planeten.

Herhjemme kender vi trompetisten Erik Kimestad fra eksempelvis Horse Orchestra og Kresten Osgood Kvintet. Han er en formidabel trompetist der ikke umiddelbart er til at indramme stilistisk. På et af pladens højdepunkter Wavelengths hører vi vi ham i et sanseligt berusende samspil med de andre, Kjetil Jerve (piano), Erlend Oldenskog Albertsen (bas) og Andreas Wildhagen (trommer).

Det er jazz der trækker på elementer fra 60'ernes amerikanske eksperimenterende jazz. Noget der også høres på åbningsnummeret, hvor Jerves pianospil sender mine tanker i retning af Paul Bley. Når det er sagt, så er Akmee nutidig jazz med frie og ubundne elementer uden, at det er free jazz. Bandet fortæller i pressematerialet at musikken er inspireret af Jens Bjørneboes roman Haiene og John Coltrane sene periode. Meget anbefalelsesværdig plade.

nakamarecords.no

Richard Andersson: Nor (Hobby Horse Records) LP

Bassisten Richard Andersson har en tendens til at sende sin musik ud i klumper. For 5 år siden kom den første plade med Richard Anderssons UDU, nogle måneder senere kom Intuition, hvor han var sammen med to amerikanske musikere. For kort tid siden udsendte Andersson så, album nr. 2 med UDU og nu kommer der så atter en plade fra Andersson, der går i en anden retning end UDU. Richard Andersson har boet i en længere periode på Island, hvor han har samarbejdet med flere forskellige islandske jazzmusikere. 

Anderssons eget projekt Nor er med saxofonisten Oskar Gudjonsson og trommeslageren Matthias Hemstock. Herhjemme har vi tidligere nydt godt af Gudjonssons samarbejde med guitaristen Søren Dahl Jeppesen på et par gode albums. At Gudjonsson også er kendt for at spille med Mezzoforte er underordnet i denne sammenhæng. Gudjonsson spiller med en støvet intens intimitet.

Anderssons basspil er tilpas loose i kanterne, mens Gudjonssons saxofon står sikkert og trommerne placerer sig skønt midt i mellem de to. Det er ret vildt at opleve de tre musikeres rejse i tid og rum, hvor time er væsentligt og alligevel kan drejes og forståes på en ny måde. Det er stærkt nordisk balladespil med temperament og meget anbefalelsesværdigt.

richardandersson.dk

Mathias Heise Quadrillion: Decadence (Giant Sheep Music)

Da debutpladen med Mathias Heise Quadrillion udkom for to år siden, var jeg både begejstret og skuffet. Pladen landede i flere lejre. Jeg efterlyste mere fokus på fusionsjazzen da det var der, at han havde fat i den lange ende. Selvfølgelig er Mathias Heise et kæmpestort mundharpetalent. Det er der, han med rette har fået sit store gennembrud. Når det er sagt. Så er Mathias Heises unge bud på fusionsjazz både modigt og friskt.

Heise er et alsidigt talent og kommer godt omkring i i fusionsjazz, som han hellere vil kalde FuRo Jazz, fordi det både fusion, funk og rock. Det er fint nok med mig. Jeg kalder det stadig fusion. 

Elektroshock er en skøn blanding af dub og fusion. Would U er med Emilie Molsted på vokal. Den lander et sted mellem dansk 80'er funk og acid jazz a la Incognito. På åbningsnummeret Decadence lader Heise fusionen mødes med den kromatiske mundharpe på naturlig vis. Her er frække breaks og andet teknisk krævende fusionslir, som fungerer godt, fordi Heise aldrig glemmer fokus på melodien.

Mathias Heise er kun 23 år og omgiver sig overvejende med musikere i samme aldersklasse. På Heartbeat/Humanoid sendes der en hilsen til Herbie Hancock med brug af vocoder. På Cliffhanger gæster Hans Ulrik med en saxsolo i en stil som han nok ikke har spillet i 30 år. Her er også en fed bassolo fra en, i det hele taget umanerligt velspillende David Vang. Guitaristen Mads Christiansen får også lov til at vise tænder flere gange. Mathias Heise Quadrillion skal have den store fusionsros. Unge friske fusionsfans kan begynde her og gamle afdankede firserfusionshajer kan tanke nyt blod med pladen eller en koncert.

facebook.com/MathiasHeiseQ/

Torhild Ostad & Carsten Dahl: Jeg roper til deg (NorCD)

Norge har fostret flere stilskabende jazzsangerinder. Karin Krog, Sidsel Endresen og Radka Toneff, hvor sidstnævnte i 1982 udgav albummet Fairytales sammen med pianisten Steve Dobrogosz. Hun begik kort efter selvmord i en alder af 30 år. Albummet regnes for at være et af de største i norsk jazz. Uden yderligere sammenligninger har sangerinden Torhild Ostad på sit første album i 21 år, valgt udelukkende at have selskab af en pianist i studiet. Valget er faldet på Carsten Dahl.

Han spiller sanseligt og indføleligt smukt. Noget som er hørt før i hans mange soloprojekter. Den store og afgørende forskel er at Dahl i dette tilfælde skal kommunikere med en anden i spillet. Her er Dahl ekstremt meget til stede for Ostad. Der er dybde og en spænding i spillet. Det er Tohild Ostads første plade siden debuten i 1996. Den nye plade kommer også til at kunne stå den samme distance. Det er musik der ikke kender tid og rum. Det er ophævet. Ostad og Dahl er sammen i en sky af åndelig og følelsesvarm musik.

Torhild Ostad er dybt forankret i norske folkemusiktraditioner, noget der afspejles i sangene. Carsten Dahl indfanger det. Han spiller på flygelet i det legendariske Rainbow Studie i Oslo med Jan Erik Kongshaug ved mixerpulten. Lyden der kommer ud af Dahls spil er naturrig. Skove, fjelde, elve og dale fremmanes. Ostads tekster kredser om livet, om kærligheden og om troen. Sikke et norsk-dansk samarbejde! Det er både originalt og fuld af traditioner.

Norcd.no