Alex Jønsson: Heathland (Alex Jønsson) LP/CD/DL/stream

Han er uden tvivl en af de centrale musikere i historien om hvorfor århusiansk jazz fra 10’erne har været så vellykket. Fra trioen med den norske sangerinde Live Foyn Friis og samarbejdet med sangerinden Mirja Klippel over Jakob Sørensens Bagland og I Think You’re Awesome og nu til den fjerde plade i eget navn. Guitaristen Alex Jønsson kommer oprindeligt fra Vestjylland, hvilket han har brugt som inspiratorisk udgangspunkt for musikken. Han er sammen med bassisten Jens Mikkel og trommeslageren Andreas Skamby på pladen.

Steen Steensen Blichers fortællinger, hvor heden ofte agerede melankolsk baggrund og Jeppe Aakjærs beskrivelser af hedevandringerne hører til blandt de mest kendte skildringer fra heden. Alex Jønsson tilhører en anden tid og bruger musikken som udtryk. Fascinationen og betagelsen af heden og dens mystik er dog den samme som hos de gamle forfattere. 

Det er en lille genistreg, at bruge heden som inspiration - som et samlende hele for et album, der fremstår fortællende og helstøbt. Trioen blander det melodiske med det flydende. Det rå med det undersøgende. Det tvivlende med det bestemte. De har et stærkt kollektivt udtryk, hvor Jens Mikkel som noget nyt i trioen spiller på el-bas. Jønsson guitar skifter ham flere gange undervejs, hvilket de to medspillere meget tydeligt fornemmer og støtter. 

Heathland er moderne jazz med folk, mystik og tyngde - og anbefalelsesværdig.

Alex Jønsson

Vinterjazz 2020: Wynton Marsalis & Jazz at Lincoln Center Orchestra - DR Koncerthuset 10. februar - Koncertanmeldelse

Selvfølgelig vidste jeg, at det var den store forkæmper for jazzens traditioner der ville stå på scenen sammen med Jazz at Lincoln Center Orchestra. Men hvilket materiale Wynton Marsalis og orkestret, der ikke havde været i Danmark siden 1995 ville spille, havde hverken jeg eller andre publikummer den fjerneste anelse om. Copenhagen Jazz Festival havde ikke skrevet andet end, at det ville foregå i DR Koncerthuset.

Det femten mand store orkester indtog scenen i en fyldt sal, med Marsalis i spidsen. De startede ud med Back to basics fra Marsalis’ 1997-album Blood on The fields, hvor han selvfølgelig førte an på trompeten. Det var ikke en indikation for resten af aftenen. Der blev istedet spillet musik af det lille Big bands medlemmer. Andet nummer var Jelly Roll Mortons The Crave i et forrygende latin-inspireret arrangement af orkestrets bassist Carlos Henriquez.

Den unge trombonist Chris Crenshaw var i fokus flere gange med egne kompositioner og et Dizzy Gillespie arrangement. Han var tydeligt båret af gospel-traditioner. Orkestret spillede dele fra de forskellige medlemmers større værker. Altsaxofonisten Sherman Irby’s The Inferno, tenorsaxofonisten Victor Goines’ Untamed elegance og altsaxofonisten Ted Nash’s The Transformation. De nåede også omkring Wayne Shorter og Bill Evans.

Koncerten var en aktuel præsentation af de projekter som Jazz at Lincoln Center Orchestra arbejder med og præsenterer for publikum i USA. Koncerten var den første på en længere Europa-tur. Ja det var en meget konservativ og ultra-amerikansk præsentation af jazzen. Det var også en ekstremt velspillet og veloplagt omgang med musikere, der strålede af spilleglæde og kom ud til publikum. 

Alle musikerne nåede at få deres solospots i løbet af koncerten - og der var ingen der faldt igennem. Hvis jazzen skal præsenteres som en slags klassisk koncertmusik, så kan det ikke gøres bedre end med Jazz at Lincoln Center Orchestra. Det var en klasse opvisning. 

Wynton Marsalis holdt sig, udover at præsentere musikken, pænt i baggrunden. Først til sidst trådte han frem på scenen, da resten af blæserne havde forladt scenen, hvor han sammen med rytmegruppen gav os en lille omgang tight spillet kvartetjazz. 

Der er en god grund til, at Wynton Marsalis pryder Vinterjazzplakaten og betragtes som årets hovednavn. På en festival hvor jazzen stritter ud og strejfer, kan der også rækkes ud til jazzens historie - det handler ikke kun om konservatisme og bevarelse. Det handler om respekt for jazzen, hvor fortiden lever smukt i nutiden.

Slowburn: Folketro (Mom Eat Dad Records) LP/DL/stream

Det er ikke nogen ny konstellation. I starten hed de Lars Bech Pilgaards Slowburn. Det er stadig ham der har skrevet, arrangeret og produceret musikken. Han er sammen med Thommy Andersson på bas, Lars Greve på klarinet og saxofon og Thomas Eiler på trommer, lige som på de foregående tre plader fra 2012, 2014 og 2016. To af de udgivelser er havnet på Jazznyts lister over årets bedste jazzplader. Vi har med andre ord at gøre med udgivelse hvor forventningerne er tårnhøje fra min side.

Lars Bech Pilgaard har skabt et filmisk og afdæmpet album, der er smækfyldt med stemningsmættet musik. Musik der på den ene side skriger på billeder, som den kunne være soundtrack til og på den anden side står helt selv, uden billeder. Det er fyldig musik, hvor der er stærke bånd til Lars Bech Pilgaards opvækst i det vestjyske. Han bruger relationen til egnen og sindelaget i musikken. Den traditionsrige udsyngning af de døde, forbindelsen mellem naturen, mennesket og Vesterhavets altopslugende kraft. Elementer der bidrager til at skabe forbindelsen til den særegne ånd; folketroen.

Musikken bevæger sig langsomt afsted udover hedearealerne som mosekonens bryg i tusmørket. Kvartetten befinder godt der i halvmørket, et sted mellem tryghed og uhygge. De tager os med ud i et det vestjyske med musik der har rødder i jazz, skæv rock og ny kompositionsmusik. Det er et berigende album fra Slowburn, der kommer til at holde længe.

Mom Eat Dad Records

Fosterchild: Dear Earthling (ILK) CD/DL/stream

Det dansk-tyske band Fosterchild startede i 2015 som et samarbejde mellem pianisten Jacob Anderskov og bassisten David Helms og trommeslageren Fabian Arends - senere kom trompetisten Kasper Tranberg og saxofonisten Sebastian Gille med i projektet. Efter flere koncerter blev de i 2018 inviteret ind i Deutschlandfunks optagestudie i Kōln i tre dage, hvor de fik indfanget deres komplekse og sanselige jazz.

Det er jazz hvor kompositionerne stiller store krav til hver enkelt musiker. Det er også jazz, der lever i kraft af hver enkelt musikers improvisatoriske evner. Det er jazz der mærkes. De lytter til hinanden og mødes intuitivt i musikken. Det er eftertænksom filosofisk jazz med dybde og spænding.

Ilk Music

Petri/Reed/Svendsen/Moore: Prism (Storyville) CD/DL/stream

New York er stadig jazzens uofficielle hovedstad. Hovedstaden for den jazz, hvor helt grundlæggende håndværksmæssige evner går hånd i hånd, med den enkelte musikers eget personlige touch. Når man taler om ægte New Yorker jazz, så er det jazz, hvor der gerne spilles med musklerne. Muskler der bruges til at ramme hjerne, hjerte og sjæl. Men også muskler der bruges til at løfte og styrke de andre musikere.

De to unge danskere bassisten Mathias Petri og trommeslageren Andreas Svendsen har også været omkring New York i deres jazz-dannelse. Mathias Petri har samlet holdet på pladen Prism, hvor Svendsen sidder ved trommerne, amerikanske Eric Reed på piano og den i New York bosatte brite Ralph Moore på saxofon. Kvartetten har eksisteret siden 2015.

Pladen er en lang fornøjelig jazzplade, hvor håndværk og det lydhøre interplay går hånd i hånd med virtuositet. Eric Reeds soulfyldte jazzklaver og Ralph Moores overskuldsfyldte saxofonspil er i gode hænder hos de danske kolleger. Mathias Petri og Andreas Svendsen emmer af overskud og spilleglæde. Materialet er en blanding af Ralph Moore og Mathias Petris musik, hvor der har sneget sig en enkelt af Eric Reed med. De spiller også berigende original blanding af Lennon/McCartneys Yesterday og Jerome Kerns Yesterdays. Trænger du til nutidig jazzjazz? - look no further.

Storyville Records

Vinterjazz 2020: Abekejser og Girls in Airports på Kedelhuset i Silkeborg 6. februar - Koncertanmeldelse.

Den var svær at komme udenom.

To favoritbands på en torsdag, hvor jeg ellers ikke skulle noget.

Abekejser er et festband, så Kedelhusets ellers hyggelige cafeopstilling med lys på bordene lægger en dæmper på alt for megen kropslig løssluppenhed. Abekejser har også taget konsekvensen af det og lægger ud med de mest stille numre, de har på repertoiret.

Samarbejdet mellem trommeslageren Frederik Bülow og beatsmageren Rasmus Fisker er en sand fornøjelse at lytte på. Bülow kaster sig ud i alskens mulige halsbrækkende øvelser og kommer aldrig til skade - mens Fisker hælder knaster i maskineriet. Adrian Christensens Moog-bas bobler og koger nede under bandet. Mens guitaristen Jeppe Lavsen skifter mellem eksperimental-rock, afro og Nile Rogers. Jon Døssing hælder sine levende syntheskapader ud over Abekejser.

Og lige pludselig er det slut. Alt for hurtigt. De når slet ikke at spille partybangeren Floating through The universe. Det gav os en fed fest - men jeg manglede kl. 12 raketten.

Girls in Airports er på vej med et nyt album som de indspiller om 10 dage. Ved koncerten i Silkeborg præsenterede de kun musik fra det kommende album.

Der havde sneget sig nogle nordiske toner ind i Girls in Airports universet. Signaturlyden med Lars Greves og Martin Stenders simultane saxofonspil, de stramme rytmer fra Victor Dybbroes percussion og det nye medlem Anders Vestergaards trommer sammen med Mathias Holms malende keyboardtæppe var stadig intakt.

Der fornemmes tydeligt en ny energi i bandet. Noget der bla. høres i et tromme/percussion mellemspil, hvor der rodes rundt i den samme rytme på en besættende måde, som eksempelvis i det nummer der har arbejdstitlen Nigeriansk salsa.

Den efterfølges af er mere stille nummer, hvor Lars Greve presser klarinetten. Tempoet sættes endnu mere ned. Greve spiller på to klarinetter og Stender på fløjte. Der bliver også plads til Rold Skov, der har ligget på Spotify i et stykke som singleteaser til det nye album. En magnetisk trancenderende heksedans fra den mørke skov. 

Girls in Airports havde spillet på Ry Højskole dagen før og havde brugt hele torsdagen på at indøve alt det nye materiale. At de ikke havde de helt nye kompositioner inde under huden kunne ikke høres. Der var en stærk levende energi i musikken der strømmede ud fra scenen og kunne mærkes. Jeg håber inderligt at de kan holde umiddelbarhedens energi og få den med på pladen. 

Vinterjazzen er over os - med eller uden sne

23 dage med jazz fra d. 6. februar til d. 29. februar. Vinterjazzen har et bredt sammensat program med nogle af jazzens helt store navne på toppen. Det der fylder mest er selvfølgelig al den gode danske jazz, der kan indtages i store mængder resten af februar måned. Jazznyt sætter her fokus på nogle favoritter fra programmet.

Chick Corea og Wynton Marsalis

Det er to navne fra jazzens allerøverste hylde. 

Chick Corea har siden slutningen af 60'erne tilhørt jazzens elite, han fik såmænd en Grammy i forrige uge for årets bedste latin jazz udgivelse. I Musikhuset i Århus kan han opleves ved en solokoncert. Her spillede han en uafrysteligt smuk koncert for snart 10 år siden i Symfonisk sal. Denne gang er han rykket til Store sal.

Chick Corea

Lincoln Center Jazz Orchestra har ikke været i Danmark siden 1995. Denne gang kan de opleves sammen med orkestrets leder Wynton Marsalis i København i DR Koncerthuset og dagen efter i Ålborg. Er man til klassisk jazz spillet af de bedste, så er der helt sikkert nogle gode aftener i vente.

Wynton Marsalis & Lincoln Center Jazz Orchestra

Abekejser og Svanborg Kardyb

Tit og ofte er det blevet sagt og skrevet. Århus-jazzen er inde i en gylden periode. Her er to eksponenter for den aktuelle jazzlyd fra 8000C.

Abekejser spiller selvfølgelig i Århus, hvor de er vant til fulde huse. Inden da, kan de også opleves i Silkeborg (sammen med Girls in Airports) og København (sammen med Anton Eger Æ og Yellow Spoon). Abekejser er en fest og fik selvfølgelig Jazznytprisen 2019.

Abekejser

Svaneborg Kardyb vandt for næsten et år siden Jazzdanmark konkurrencen og tog siden DMA statuetter med hjem. Duoen er på en lille turné rundt i landet, hvor jeg skal høre dem i Herning.

Svaneborg Kardyb

Lars Bech Pilgaard og Mathias Petri

Et kendetegn ved dansk jazz er, at der er mange hårdt arbejdende musikere, der er med i mange forskellige sammenhænge. Her er to albumaktuelle mænd, der også når at runde andre orkestre i løbet af Vinterjazz-perioden.

Guitaristen Lars Bech Pilgaard er aktuel med sit fjerde Slowburn-album, der spiller koncerter i Herning, Ålborg og København. Lars Bech Pilgaard spiller også med SVIN, Klimaforandringer, Skyggen og Frk. Jacobsen under Vinterjazzen.

Lars Bech Pilgaard

Bassisten Mathias Petri står i spidsen for kvartetten med Ralph Moore, Eric Reed og Andreas Svendsen. De er aktuelle med albummet Prism og spiller over det ganske land. Knivskarp New Yorker jazz, med høj puls og virtuositet. Mathias Petri spiller også flere koncerter på Bartof Station med Jacob Fischer, Zier Romme, Mathias Heise og Jesper Thilo.

Mathias Petri

Ipek Yolu og Hess is More

Jazz er mangt og meget. Også når det ikke prøver på at være jazz.

Den dansk-tyrkiske trio Ipek Yolu spiller på Teater Momentum i Odense og på Karensminde Kulturhus i København. Da jeg så dem på Spot Festival skrev jeg: “..en trio der på en heftig bund af elektrobeats og grooves lægger den tyrkiske saz-guitar og en elektrisk surfguitar.”

Ipek Yolu

Hess is Moore gentager succesen fra i sommers, hvor de opførte Apollonian Circles første gang. En koncertoplevelse og setting der ikke var set før Nu er de flyttet ind på Huset, hvor de spiller 4 koncerter. Der er kun en ting at sige, du skal være der.

Hess is Moore

Emil de Waal + Spejderrobot: 3 (EDW) LP/DL/stream

For 10 år siden kom den første Emil de Waal og Spejderrobot plade, året efter kom nr. 2, siden startede de med succes bandet Kalaha. Nu er der først blevet plads til plade nr. 3, der meget passende hedder 3.

Hvis man er inde i Emil de Waal og Spejderrobots (alias Mikael Elkjær) univers er der mange genkendelige elementer. Men så absolut også helt nye. De tre gæster der er med på pladen, sætter også deres præg på musikken. I sommers spillede Kalaha en koncert med Bill Laswell - den kontakt har de Waal og Spejderrobot udnyttet. Den amerikanske legende medvirker på den let dystre III, hvor Spejderrobots synths og Emil de Waals trommer mødes med Bill Laswells bas på et nummer der udvikler sig og bygges op i bedste klubstil. 

Sangeren Michael Møller fra rockbandet Moi Caprice sørger for tidlig 80’er neue deutsche welle stemning på nummeret V (Ohne Licht), hvor han synger på tysk i neonoplyst popstimmung.

Emil de Waal og Spejderrobot har lavet et fedt og dynamisk album, der stritter og strutter af levende elektronisk musik, der aldrig bliver monoton eller kedelig.

Facebook