Faste læsere af denne blog kræver ikke nogen introduktion af Carsten Dahl og er man ikke fast læser af bloggen, så ved man alligevel hvem Carsten Dahl er. Han er en pianist der kan sine jazzstandards og så er han en eventyrrejsende ud i pianoets muligheder. Det er i den rolle, at vi møder Carsten Dahl på albummet Inertia, hvor han er sammen med professoren ved Det Kongelige Danske Musikakademi Københaven, den svenske pianist Niklas Sivelöv, der ligesom Dahl, der har været vidt og bredt omkring i jazzen, har vidt omkring i den klassiske musik.
De satte foran hver deres koncertflygel i Danmarks Radios Koncertsal, hvor de skabte pladens musik, der er opstået ud af øjeblikke, hvor den ene har sagt hurtig og den anden svarer langsom. Når den ene spørger med Satie, svarer den anden med en Boogie-woogie. Det kræver nerver lavet af klaverstrenge og nosser lavet af elfenben, at bevæge sig ind i det spændingsfelt.
Det kan Dahl og Sivelöv.
Det er abstrakt og vildt. Der er temperament i mødet. Samtidig har de også en nysgerrighed og ydmyghed overfor hinanden. Hvad sker der? Hvor går vi hen? Sandsynligvis et andet sted end der hvor de havde tænkt, inden de satte sig på klaverstolen. Det er en betagende og tumultarisk oplevelse at lytte til de musikalske begavelser og egoer.
