fredag, august 24, 2007

Katrine Madsen: Live in Concert (SoWhat)

Katrine Madsen på DVD
I løbet af efteråret optages 8 jazzkoncerter på Gimle i Roskilde, med henblik på at få billeddokumenteret den danske jazzscene. Da DR TV ikke er forpligtet til at bringe kvalitesmusik og ej heller er interesseret i det, finansieres optagelserne af Dansk Jazzforbund. Optagelserne kan bands'ene så senere udgive på DVD.
Men der findes allerede danske jazz DVD'er. So What Film er klar med deres 4. udgivelse. Det drejer sig om en koncertoptagelse fra Copenhagen Jazhouse med Katrine Madsen. Hun har efterhånden 9 CD udgivelser på samvittigheden og et utal af koncerter landet over. Det er det sidste som bringes i fokus her. Med hendes altid veloplagte trio bestående af Henrik Gunde på piano, Jesper Bodilsen på bas og Jonas Johansen på trommer præsenteres vi for en række numre, som mange kender fra hendes koncerter, bla. den selvskrevne When night birds sing, Ellingtons In a sentimental mood og Lennon/McCartneys Can't buy me love.
Vi kommer tæt på Katrine og trioen via DVD'ens ekstramateriale. Katrine lukker os ind i den verden og de tanker der er med til at skabe hende som sanger (-eller musiker, som hun fortrækker at blive kaldt) i et interessant interview. Trioen får også lov til at komme til orde. Her fortæller de om den musikalske udvikling som trioen og Katrine Madsen har været igennem.
Katrine Madsen brænder igennem, når hun står på scenen. Hun er en sammenfletning af performer og ægthed. Der er sjæl, smerte, skønhed og frem for alt, det som gennemsyrer Katrine Madsen og trioen; et vanvittigt højt teknisk niveau, som næppe kan matches herhjemme. I forbindelse med en koncert i Rockport, USA siger Jesper Bodilsen at arrangøren gerne vil sammenligne Katrine med Diana Krall, men Bodilsen hælder mere til Shirley Horn, hvis der endelig skal nævnes nogen. Det kan han have ret i. Katrine Madsen trækker på de store sangerinder som var engang, men hun er idag i kraft af hendes store erfaring gået hen og blevet sig selv -mon ikke Bodilsen er enig? ;-)
Koncertdelen på DVD'en indeholder 8 numre og der er 40 minutters bonusmateriale.
Katrine Madsen: www.katrine-madsen.dk

Ingen kommentarer:

Send en kommentar